Glaskunst
Glaskunst, fremstillet på Baltic Sea Glass, Melsted, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Glasmosaik-vindue, som gengiver Jomfru Maria, Josef, samt de Tre Vise Mænd fra Østerland, forsamlet omkring den nyfødte Jesus. Ifølge traditionen var en af vismændene sort. Over dem ses ledestjernen. – Sankt Dominics Kirke, Oyster Bay, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Farvestrålende lamper til salg i Kapalı Çarşı (‘Det Overdækkede Marked’), også kaldt Büyük Çarşı (‘Den Store Basar’), Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
En række glasmosaik-vinduer i den lille kirke i landsbyen Rondo, sydlige Tanzania, afbilder Guds skabergerning, i dette tilfælde en leopard (Panthera pardus). Flere billeder fra denne kirke ses nedenfor under Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Glaspustning opstod omkring det 1. århundrede f.Kr. Det er en teknik, hvor man former smeltet glas ved at puste luft ind i det ved hjælp af et pusterør.
Glasmosaikker består af glas, som er blevet farvet ved at tilføje metalsalte og derpå ofte dekoreret på forskellig vis. Det farvede glas har traditionelt været anvendt til at fremstille glasmosaikvinduer, hvori små stykker glas danner mønstre eller billeder, normalt med små striber bly imellem og holdt sammen af en ramme. Påmalede detaljer og gul farve benyttes ofte til at fremhæve motivet. Udtrykket farvet glas omfatter også glas, som man har malet farver på og derpå brændt i en ovn.
Glasmosaikvinduer forekommer talrigt i katolske kirker, men kan også ses enkelte andre steder.
Billederne nedenfor er arrangeret alfabetisk efter landenavn.
Danmark
Glaspusteriet Baltic Sea Glass, Melsted, Bornholm, blev startet omkring 1980 af kunstnerne Maibritt Jönsson og Pete Hunner. Sammen drev de firmaet gennem ca. 40 år, før det i 2020 blev overdraget til kunstnerne Michael Brandt og Jan Engelbrecht.
Kunstnerne Maibritt Jönsson og Pete Hunner fremstiller glaskunst, Baltic Sea Glass. Efterbehandling sker ved hjælp af en bunsenbrænder. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Færdiggjort glaskunst, Baltic Sea Glass. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Mønsteret på denne glaskunst var inspireret af fasanfjer (Phasianus colchicus), Baltic Sea Glass. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Krystal-lysekrone fra 1700-tallet, Selsø Slot, Hornsherred, Nordsjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Blomster og glasmosaik-vindue, Sønderho Kirke, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Frankrig
Katedralen Saint-Sauveur i Dinan, Bretagne, blev grundlagt som en romansk kirke i 1200-tallet. Dele af kirken blev ombygget omkring 1480, og kun den sydlige mur i skibet samt den nedre del af façaden er fra den romanske kirke.
Kirken blev centrum for tilbedelse af Jomfru Maria, fordi den husede Notre-Dame-des-Vertus, et relief fra 1400-tallet, der tidligere blev opbevaret i franciskanernes konvent i byen. Lokal tilbedelse af denne figur, som gengiver Mariæ Himmelfart, medførte, at bygningen blev anerkendt som katedral af Pave Pius d. 12. i 1954.
Katedralen rummer et væld af glasmosaikker, hvoraf mange er vist nedenfor.
Forskellige helgener. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Detalje af vinduet ovenfor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Forskellige prominente katolske personer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Detalje af vinduet ovenfor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Jesus med korset undervejs til Golgatha. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Josef og Maria på flugt til Egypten med den spæde Jesus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ifølge legenden var Sankt Barbara datter af en rig hedensk mand, som levede i det 3. årh. Hendes fader holdt hende indespærret i et tårn for at beskytte hende mod omverdenens fristelser. Hun omvendte sig imidlertid i hemmelighed til den kristne tro og nægtede at gifte sig med den mand, som hendes fader havde udvalgt.
Før han drog ud på en længere rejse, beordrede faderen en badstue opført til hende i nærheden af tårnet, men under hans fravær fik Barbara tre vinduer sat i bygningen, som symbol på Treenigheden, i stedet for de planlagte to. Da faderen vendte tilbage, fortalte hun ham, at hun havde omvendt sig til kristendommen. Han slæbte hende foran provinsens magistrat, men selv om hun blev grusomt torteret, nægtede hun at frasige sig sin tro.
Om natten blev hendes fængsel badet i lys, og hver morgen var hendes sår helet. Fakler, der blev holdt hen til hende for at brændemærke hende, gik ud. Til slut blev hun halshugget, og hendes egen fader udførte henrettelsen. Som straf blev han ramt af et lyn, og hans krop blev fortæret af flammerne.
Barbara blev begravet af en kristen, og hendes grav blev et sted, hvor mirakler hændte. I bogen Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern (Gloyer und Oldshausen, Hamburg, 1837, på dansk Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, Forlaget Vandkunsten, 2004, oversat af Hans Christian Fink), skriver den tyske kartograf og matematiker Carsten Niebuhr, at han fik forevist hendes grav i landsbyen Karmelis, nær Mosul, nordlige Irak, i 1766. Nogle nærliggende ruiner skulle efter sigende have været hendes faders palads.
Sankt Barbara, Saint-Sauveur-katedralen, Dinan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Skriver i arbejde, Saint-Sauveur-katedralen, Dinan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Smede i arbejde, Saint-Sauveur-katedralen, Dinan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Notre Dame de Confort blev opført mellem 1528 og 1544 som et kapel for pilgrimme, beliggende i byen Confort-Meilars, Bretagne. Den blev sognekirke i 1910 og udråbt til et historisk monument i 1914.
Glasmosaikker i Notre Dame de Confort. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Notre Dame de Roscudon i Pont-Croix, Bretagne, blev grundlagt i 1200-tallet Den er et historisk monument.
Glasmosaikker i Notre Dame de Roscudon. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Denne glasmosaik i kapellet ved borgen i Rochefort en Terre, Bretagne, gengiver den korsfæstede Jesus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Denne i samme bygning gengiver Jomfru Maria med Jesusbarnet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Italien
Dette glasmosaik-vindue i en diminutiv kirke på Passo Gardena, Dolomitterne, gengiver en alpehue med rhododendronblomster og fjer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Taiwan
Denne mand fremstiller glaskunst ved at smelte de enkelte dele sammen med en bunsenbrænder, Lugang. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Tanzania
Den diminutive kirke i landsbyen Rondo i det sydlige Tanzania er udsmykket med en række pragtfulde glasmosaik-vinduer, som viser Guds skaberværk, fremstillet af den engelske kunstner og biolog Jonathan Kingdon.
Galakserne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Solen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Planeterne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Planterne, repræsenteret af engletrompet (Brugmansia suaveolens). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Padder og krybdyr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Fuglene, repræsenteret af sorthovedet dværgpapegøje (Agapornis personata) og brunskuldret isfugl (Halcyon albiventris). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Pattedyrene, repræsenteret af elandantilope (Taurotragus oryx). Se også øverst på siden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Adam og den frugtsommelige Eva. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Tyrkiet
Et af kristenhedens mest storslåede bygningsværker er den byzantinske ’Hellige Visdoms Kirke’ i Istanbul, til dagligt kaldt Hagia Sophia (på tyrkisk Aya Sofia). Denne pragtfulde bygning blev opført 532-37 under Kejser Justinian, men blev i 1453 omdannet til en moske, og i dag er den et museum.
Kristendommens opståen er beskrevet på siden Religion: Kristendom.
Denne krystal-lysekrone pryder det indre af Hagia Sophia. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
USA
I 1878 ankom en gruppe katolske søstre, som kaldte sig Sisters, Servants of the Immaculate Heart of Mary (‘Søstrene, Tjenere af Marias Ubesmittede Hjerte’), til Scranton, Pennsylvania, hvor de etablerede St. Cecilia’s Academy ‘for unge damer’, hvorefter Mount St. Mary’s Seminary blev åbnet i 1902. (Ordet seminary svarede dengang til, hvad en amerikansk high school er i dag). I 1915 etableredes Marywood University, et katolsk universitet for liberale kunstarter, i Scranton.
De følgende 6 billeder, som blev taget i Our Lady of Lourdes Chapel, det centrale kapel i universitetet, viser glasmosaik-vinduer, fremstillet i 1962.
Her ses Jomfru Maria som Himlens Dronning. Hånden over hende er Guds Hånd. Den lille figur t.v. gengiver en legende, i hvilken Maria rækker sin strålekrans til apostlen Thomas, inden hun stiger til Himmels. Øverst t.h. ses Marias kroning, og derunder hendes monogram. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Dette vindue kaldes for Marias Ubesmittede Hjerte. Det røde symbol er hendes segl. På hver side af Jomfru Maria ses forsamlingens grundlæggere, Fader Louis Florent Gillet og Moder Theresa Maxis Duchemin. Paven er Johannes d. 23. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her ses Jomfru Maria som Apostlenes Dronning. Øverst t.v. ses en søster fra Immaculate Heart of Mary, som underviser børn, og på figuren øverst t.h. underviser Jesus børn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På dette vindue præsenterer Jesus Det Hellige Hjerte for Sankt Margaret Mary Alacoque. Over Jesus ses Jerusalem, Den Hellige By. Det lille billede øverst t.v. viser Jesus som konge, øverst t.h. ses en romersk soldat, som gennemborer den korsfæstede Jesus med sin lanse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På dette vindue banker Jesus på Sjælenes Dør. Over ham ses Den Gyldne Trappe til Himlen. Figuren øverst t.v. viser lignelsen om den rige unge mand, øverst t.h. de fem vise jomfruer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Her ses Sankt Teresa af Avila, som knæler i midten, mens en engel gennemborer hendes hjerte med Guds kærlighed. Over Teresa ses Helligånden i skikkelse af en due. Øverst t.v. arbejder hun på sine skrifter, og øverst t.h. får hun overrakt en rosenkrans af Jomfru Maria. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sankt Dominics Kirke i Oyster Bay, Long Island, New York State, er en kirke i gotisk stil, opført i granit. Den blev indviet i 1897. Dens opførelse havde ikke været nem. Foruden de mange stammer, der blev anvendt til taget, måtte store granitblokke fra Greenwich, Connecticut, transporteres på pramme over strædet mellem Connecticut og Long Island og derpå hales på hestetrukne slæder op ad bakke til det højeste punkt i Oyster Bay.
De følgende billeder viser alle glasmosaik-vinduer i St. Dominics Kirke.
Jomfru Maria, Josef og Jesusbarnet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Evangelisten Matthæus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Evangelisten Lukas, repræsenteret ved en vinget okse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Evangelisten Markus, repræsenteret ved en vinget løve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Evangelisten Johannes, repræsenteret ved en ørn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Sankt Filomena. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sankt James. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sankt Elizabeth af Ungarn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Sankt Benedikta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Blomster-ornamenter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
På latin står bogstaverne IHS for Iesus Hominum Salvator (Jesus, Menneskehedens Frelser), et traditionelt symbol på Kristus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Dette vindue viser nagler, som symboliserer naglerne, der blev anvendt ved Jesu Korsfæstelse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Hammer og knibtang, som symboliserer de redskaber, der blev anvendt under Jesu Korsfæstelse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Blad-ornamenter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)
Østrig
Ifølge en kristen legende levede en kæmpe af at bære folk over en flod. En dag kaldte en lille dreng på ham og ville bæres over. Manden satte barnet op på sin nakke, greb sin stav og gik ud i floden. Som han nærmede sig den anden bred, føltes barnet tungere og tungere. Kæmpen stemte imod med sin stav og vaklede af sted, mens han undrede sig over, at et lille barn kunne være så tungt. Med opbydelsen af sine sidste kræfter slæbte han sig i land og satte drengen ned. Da sagde barnet: “Jeg er Kristus, og på din ryg har du netop båret hele menneskehedens synder.”
Fra den dag blev kæmpen kaldt Kristoffer, af græsk Christoforos (’Kristus-bæreren’), og han blev siden de vejfarendes helgen.
Navnet Kristoffer minder mig om en kvinde, jeg læste om engang. Hun havde ansøgt om tilladelse til at døbe sin nyfødte søn Kristophpher, fordi “han skulle vide, at han var noget særligt,” som hun udtrykte det. Mon ikke det snarere var hende selv, hun mente var noget særligt? Hvis tilladelsen blev givet, har drengen sikkert hadet sit navn, som jo uvægerligt ville give anledning til en del Hva’beha’r?
Legenden om Sankt Kristoffer, gengivet i et glasmosaikvindue i et bjerg-kapel på toppen af Sölkpass. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
(Oprettet juli 2024)
(Senest opdateret november 2024)