Fugle i USA og Canada

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familier, slægter og arter præsenteres i alfabetisk rækkefølge. Nomenklaturen følger i store træk IOC World Bird List (worldbirdnames.org). Etymologien er oftest hentet fra J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London.

Hvis du opdager fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at høre om det. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘stribet’, hvilket hentyder til de vandrette hvide striber på det rødbrune bryst.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘kongelig’, afledt af regis, genitiv af rex (‘konge’).

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn ærer den engelske naturhistoriker og kunstner William Swainson (1789-1855), som bragte en stor samling hjem til England fra Brasilien og andre steder, omfattende over 20.000 insekter, 1200 plantearter, tegninger af 120 arter af fisk, samt omkring 760 fugleskind.

Mens han generelt blev betragtet som lidt af en kapacitet inden for zoologien, blev hans botaniske karriere lidt af en katastrofe. William Jackson Hooker (1785-1865), som var den første direktør for de berømte botaniske haver i Kew, skrev om ham: “I hele mit liv tror jeg ikke, at jeg nogensinde har læst sådan en gang sludder og vrøvl. Her er en mand, som forlod sit land med ry for at være en førsteklasses naturhistoriker (skønt han var noget ekcentrisk), samt en enestående dygtig illustrater af naturhistoriske emner, hvorefter han drager til Australien og tager fat på botanikken, om hvilken han er lige så uvidende som en gås.”

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eremos (‘ørken’) og phileo (‘at holde af’), som sigter til den foretrukne habitat hos ørkenbjerglærke (E. bilopha), som blev beskrevet i 1823 af den hollandske zoolog og museumsdirektør Coenraad Jacob Temminck (1778-1858). Oprindeligt var den placeret i slægten Alauda, men begge bjerglærker blev overført til Eremophila i 1828 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870).

 

Ikke færre end omkring 42 underarter af denne fugl er blevet beskrevet, udbredt over størstedelen af den nordlige halvkugle, langs den arktiske kyst fra Skandinavien mod øst til Alaska og det nordøstlige Canada, og derfra mod syd til Mexico, med en isoleret bestand i Columbia. Den findes også i størsteparten af Centralasien, mod syd til Himalaya, samt mod vest til Ukraine, Mellemøsten og Balkan, med en isoleret population i Atlas-bjergene i det nordvestlige Afrika. Arktiske bestande er trækfugle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘skarpt tilspidset’, hvilket sigter til artens spidse hale.

 

 

 

 

 

Den er en nær slægtning til den vidt udbredte gråand (A. platyrhynchos), og de to arter krydses ofte, hvilket kan gøre det svært at identificere rene sortbrune ænder med sikkerhed.

Artsnavnet er afledt af latin ruber (‘rødlig’) og pes (‘fod’).

 

 

 

 

 

 

Blisgåsen er opdelt i fem underarter, som yngler i et bælte langs hele den nordsibiriske kyst, i Alaska og det nordlige Canada, samt i Vestgrønland. Overvintringsområder omfatter det nordlige Irland, det nordlige Skotland, Holland, Nordtyskland, Ungarn, den nordlige kyst af Sortehavet, Irak, sydkysten af det Kaspiske Hav, Japan, Korea, det sydøstlige Kina, det sydlige USA, samt det nordlige Mexico.

 

 

 

 

 

Snegåsen er udbredt i Nordamerika, idet den yngler i arktiske egne af Canada og Alaska, med små populationer i Grønland og det nordøstlige Sibirien. Den tilbringer vinteren langs Stillehavskysten, fra det sydlige British Columbia og sydpå, samt i det sydlige USA og Mexico.

 

 

 

 

 

 

 

Artens latinske navn hædrer Bernard R. Ross (1827-74), som arbejdede for Hudson Bay Company i Canadas Northwest Territories.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aithyia, en uidentificeret havfugl, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.), samt af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘omkring halsen’, afledt af collum (‘hals’), hvilket i dette tilfælde hentyder til en smal kanelfarvet ring omkring hannens hals. Den er dog oftest meget svær at få øje på.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af brandgás (‘brændt gås’), det oldnordiske navn på knortegåsen (Branta bernicla), hvilket hentyder til denne arts overvejende sorte fjerdragt. Navnet rajgås er af uvis betydning. Muligvis hentyder det til knortegåsens kald, der er tolket som raj-raj.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk bous (‘tyr’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til disse ænders mærkelige hovedform.

 

Artsnavnet er diminutiv af latin albus (‘hvid’), således ‘lille hvid’ (and). Det danske navn hentyder til hovedformen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord kyknos (‘svane’).

 

Nogle autoriteter betragter de to underarter som selvstændige arter. De adskiller sig gennem næbfarven, idet pibesvanen har en stor gul plet af nøgen gul hud ved basis af næbbet, mens tundrasvanen har mørk hud med en ganske lille gul plet ved basis.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er fra et brasiliansk-portugisisk ord, marréco, som betyder ‘lille and’.

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘støjende’ – et underligt navn til denne art, som ikke er særlig støjende.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et latinsk ord, der blev benyttet som navn på en ukendt vandfugleart af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

Førhen var to andre ænder placeret i denne slægt, hjelmskallesluger, der nu kaldes for Lophodytes cucullatus, samt lille skallesluger, der i dag hedder Mergellus albellus. Forskning har påvist, at de ikke er nært beslægtede med de ægte skalleslugere.

 

Artsnavnet er en sammensætning af slægtsnavnet, samt latin anser (‘gås’).

 

 

 

 

 

Hanner i yngledragt er kraftigt kastanjefarvede, hunner og hanner uden for yngletiden brunlige.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘skarp’) og oura (‘hale’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til den stive, skarve-lignende hale, der ofte stritter lige i vejret.

 

Den er blevet indført adskillige steder i Europa, hvor den betragtes som en invasiv art, der konkurrerer med lokale andearter. I Sydeuropa hybridiserer den med den sjældne hvidhovedede and (O. leucocephala) og forurener dermed genpuljen. Man forsøger at udrydde den amerikanske skarveand i Europa.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for ‘ske’ eller ‘spatel’, hvilket sigter til skeændernes spatelformede næb.

 

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Korea, Japan, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘skjold-bærende’, hvilket sigter til det brede, flade næb.

 

 

 

 

 

I Den Gamle Verden findes en enkelt eller tre arter. Hvis der kun regnes med en enkelt art, kaldes den for A. melanogaster. De fleste autoriteter anerkender dog tre selvstændige arter, indisk (A. melanogaster), afrikansk (A. rufa), samt australsk (A. novaehollandiae).

Slægtsnavnet betyder ‘lille hoved’ på det brasilianske Tupi-sprog. Det hentyder til en ondartet skovånd, djævlefuglen. (Kilde: G. Marcgrave 1648. Historiae rerum naturalium Brasiliae. Liber V)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dens føde består af diverse bløddyr, først og fremmest æblesnegle (Pomacea).

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk aramos, en slags hejre nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.). Artsnavnet er fra det brasilianske Tupi-sprog, navnet på en uidentificeret sumpfugl.

 

 

 

 

 

 

 

Mange medlemmer af familien er præsenteret på siderne Fiskeri, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta (nedenfor), hovedsagelig på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter placerede den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk erodios, det klassiske ord for hejrer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af Middelalder-engelsk botor (‘rørdrum’), samt oldgræsk oides (‘minder om’).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘grønlig’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af provençalsk fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘blå’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødlig’, afledt af rufus (‘rød’).

 

 

 

 

 

I 1782 blev artsnavnet ved en fejltagelse hæftet på denne fugl af den chilenske jesuitterpræst og naturhistoriker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som ikke var klar over, at thula på det lokale Mapuduncun-sprog faktisk var navnet på den sorthalsede svane (Cygnus melancoryphus).

 

 

 

 

 

 

 

En fugl, som blev ringmærket i Virginia i 1958, blev skudt på Bahama-øerne i 1976 og opnåede således den modne alder af næsten 18 år.

Det latinske artsnavn betyder ‘trefarvet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet beror på en misforståelse. Den franske ornitolog Louis Pierre Vieillot (1748-1830) ønskede at navngive fuglen ‘silkehale’ på latin, idet han ville oversætte det tyske navn Seidenschwanz. Han tolkede motacilla, det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (M. alba), som mota (‘bevæge’), samt cilla, som han mente betød ‘hale’. Faktisk er dette ord afledt af motare (‘at bevæge’ eller ‘at ryste’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille ryster’, hvilket hentyder til, at halen hos hvid vipstjert altid bevæges op og ned. På et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod imidlertid den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’. Vieillot kombinerede derpå cilla med det latinske bombyx (‘silke’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet cedertræer’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet og det danske navn sigter til den knaldrøde fjerdragt hos hannen af rød kardinal (nedenfor), der minder om farven på kardinalernes dragt. Oprindeligt er cardinalis latin og betyder ‘overordnet’, en forkortelse af cardinalis ecclesiae Romanae, hvilket betyder ‘lederne af de kardinale (vigtigste) kirker i Rom’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘gylden’, hvilket formodentlig hentyder til det til tider gullige hoved hos de to øvrige arter i slægten. I gamle dage blev de tre arter måske betragtet som én og samme art. Hovedet hos kalkungribben er altid rødt, samme farve som hovedet hos kalkun-hannen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk korax (‘ravn’) og gyps (‘grib’), hvoraf den første del sigter til fuglens ravnsorte fjerdragt. Artsnavnet er latin og betyder ‘klædt i sørgedragt’, afledt af ater (‘sort’). Meget sort, må man sige!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden 1992 har man udsat ungfugle forskellige steder i det sydvestlige USA, og den er også blevet genindført i Baja California i det nordvestlige Mexico. I begyndelsen var der mange problemer forbundet med genudsætningen. Fuglene var præget for meget af deres opvækst i fangenskab, og nogle fløj endog indenfor i huse, samt i besøgscentret ved Grand Canyon. Det største problem var dog blyforgiftning. Ådslerne, som kondorerne åd, var ofte nedlagt med blyhagl, og hvis de slugte for mange af disse hagl, døde de af blyforgiftning. En del fugle døde også efter kollision med elledninger.

Man fodrede derfor kondorerne med ådsler uden hagl, og bestanden begyndte langsomt at vokse. I dag trives arten adskillige steder i Californien, Arizona og Utah, samt i Baja California, hvor der findes en lille bestand. Det totale antal af vildtlevende fugle var i 2020 omkring 335, hvortil kommer ca. 200 i fangenskab.

Den californiske kondor er slægtens eneste medlem. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gymnos (‘nøgen’) og gyps (‘grib’), hvoraf den første del hentyder til artens nøgne hoved. Navnet kondor kommer af kundur, Quechua-navnet på Andes-kondoren (Vultur gryphus).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for en gullig fugl, som er nævnt i Biblia Vulgata, en latinsk oversættelse af Biblen fra sidst i 300-tallet. Ordet var afledt af oldgræsk kharadrios, en fugl, der levede i floddale, af kharadra (‘ravine’).

 

Den trues af byudvikling og øget færdsel på strandene, og der er sandsynligvis færre end 10.000 individer tilbage.

Artsnavnet er latin og betyder ‘melodiøs’, hvilket sigter til artens pibende kald.

 

 

 

 

 

Det danske navn er en imitation af artens kald. Det latinske artsnavn refererer ligeledes til kaldet, afledt af vox (‘råb’) og ferre (‘at besidde’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ordet stork stammer fra oldgermansk sturkoz.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mykterizo (‘at vende næsen opad’), fra mykter (‘snude’). Det sigter formodentlig til disse fugles store næb, som får dem til ‘at vende næsen opad’.

 

Den er vidt udbredt i Caribien, samt Mellem- og Sydamerika, mod syd til det nordlige Argentina. Der er også mindre bestande i Florida, Georgia og South Carolina. Disse nordlige fugle strejfer en del rundt om vinteren og kan træffes omkring den Mexikanske Havbugt, samt langs den mexikanske Stillehavskyst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘duelignende’, afledt af columba (‘due’).

 

Artsnavnet er en fejltagelse, da denne art ikke findes i de lande, der førhen udgjorde Inkariget. Formentlig troede den franske naturhistoriker René Primevère Lesson (1794-1849), der navngav fuglen i 1847, at type-eksemplaret stammede fra Sydamerika.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk patageo (‘at klapre’) og oinas (‘due’). Navnet sigter formodentlig til den klaprende lyd, som mange duers vinger frembringer, når de letter.

 

Det latinske artsnavn betyder ‘båndet’, hvilket i lighed med det danske navn sigter til et mørkt bånd tværs over halen, som deler den i to, mørkegrå ved basis og lysegrå på den yderste halvdel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev introduceret i 1838 af den franske ornitolog Charles Bonaparte (1803-57), næstældste prins af Canino og Musignano, til ære for hans kone Zénaïde (1801-54).

 

Trods artsnavnet asiatica, som betyder ’fra Asien’, hører denne art hjemme i Den Nye Verden, hvor den er udbredt i det sydvestlige USA, Mexico, Mellemamerika og Caribien. Formodentlig troede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som navngav denne art Columba asiatica i 1758, at type-eksemplaret kom fra Asien.

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til fuglens lange hale. Det danske navn sigter til dens kurren, der lyder en kende sørgmodigt.

 

 

 

 

 

 

 

En lang række arter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk apheles (‘naiv’, men i denne forbindelse oversat som ‘simpel’), samt kome (‘velordnet hår’), givet med henblik på disse fugles mangel på striber eller bånd, modsat de fleste andre skader.

 

Tidligere var denne art sammen med tre andre nuværende arter samlet under ét, kaldt for blot kratskade. Så blev to bestande ophøjet til arter, Florida-kratskade (A. coerulescens), der er begrænset til Florida, samt Santa Cruz-kratskade (A. insularis), der kun lever på øen Santa Cruz ud for den californiske kyst. De resterende bestande blev herefter kaldt for vestlig kratskade. Senere blev indlandsbestandene ophøjet til en særskilt art, præriekratskade (A. woodhouseii), mens kystnære bestande blev kaldt for californisk kratskade.

 

 

 

 

 

Mexikansk kratskade er udbredt fra det østlige Arizona og det vestlige New Mexico mod syd langs Sierra Madre Occidental, næsten til Mexico City, og derfra mod nord langs Sierra Madre Oriental til Chisos-bjergene i det sydlige Texas.

Artsnavnet blev givet til ære for en tysk rejsende ved navn Wollweber, der indsamlede fugle i Mexico i 1840’erne for Darmstadt Museum i Tyskland. Bortset herfra vides intet om ham, da arkiverne i Darmstadt Museum blev destrueret under 2. Verdenskrig.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ravnen (C. corax).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indtil midten af 1800-tallet var ravnen en almindelig ynglefugl i hele Danmark, men på grund af en voldsom forfølgelse i form af beskydning og forgiftning svandt bestanden ind til blot 16 par omkring 1950. Siden har den været i støt fremgang, og i dag er ravnen atter en ret almindelig ynglefugl med mindst 800 par.

Artsnavnet er en latiniseret form af det græske ord korax, som betyder ‘ravn’ eller ‘krage’. Det danske navn er en modificeret form af det gamle nordiske navn hrafn, der oprindelig var afledt af proto-germansk khrabanas.

På grund af sin intelligente adfærd optræder ravnen i adskillige mytologier. I den nordiske mytologi var ravnene Hugin (‘tanke’) og Munin (‘hukommelse’) Odins tjenere, som bragte ham nyt fra hele verden. Ravnen figurerede på bannerne af nordiske konger som Knud den Store og Harald Hårdråde.

Ravnen var også en vigtig fugl for kelterne. I den irske mytologi landede gudinden Morrígan i form af en ravn på helten Cú Chulainns skulder efter hans død. I den walisiske mytologi betyder navnet på guddommen Bran Fendigaid ‘ravn’, og fuglen er hans symbol.

Blandt adskillige folkeslag i Sibirien, det nordøstlige Asien og Nordamerika betragtedes ravnen som skabergud. For Tlingit- og Haida-folkene, som levede langs Stillehavet i Nordamerika, var fuglen også en drillepind.

I 1. Mosebog, kapitel 8, vers 6-7, hedder det: “Og da der var gaaet fyrretyve Dage, aabnede Noah den Luge, han havde lavet paa Arken, og sendte en Ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’) og kitta (‘skovskade’), hvilket sigter til disse fugles dominerende farve.

 

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Georg Wilhelm Steller (1709-46), født Stöhler, som deltog i den russiske Store Nordlige Ekspedition (1733-43), også kaldt 2. Kamchatka-ekspedition, som blev ledet af den danske opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741). Steller betragtes som en af pionererne i udforskningen af Alaskas natur.

 

 

 

 

 

 

 

Det vigtigste fødeemne for disse fugle er frø af forskellige arter af fyr (Pinus), som de knækker med deres kraftige næb. Denne adfærd ses af slægtsnavnet, som er afledt af latin nuci (‘nød’) og frango (‘at knække’ eller ‘at sønderbryde’).

Når fyrre-frø er talrige, skaber disse fugle forråd af overskydende frø, idet en enkelt fugl kan indsamle ikke færre end ca. 30.000 på en enkelt sæson. De er i stand til at huske omkring 70% af deres opbevaringssteder, selv når de er begravet i sne. De opbevarer ofte frø langt fra det sted, hvor de blev indsamlet, og disse fugle er således vigtige genskabere af skov i fældede eller brændte skovarealer. (Kilde: D.F. Tomback 2016, i Why birds matter: avian ecological function and ecosystem services, red. Sekercioglu, Wenny & Whelan, University of Chicago Press)

I områder uden fyrretræer udgør frø af gran (Picea) og hasselnødder (Corylus) en vigtig del af føden.

 

Arten blev beskrevet af kaptajn Meriwether Lewis (1774-1809) under Lewis og Clark-ekspeditionen 1803-06. Den første observation blev gjort af kaptajn William Clark (1770-1838) i 1805 langs bredden af Salmon River, en biflod til Columbia-floden – heraf det videnskabelige artsnavn.

 

 

 

 

 

 

 

 

Fuglen har adskillige populære navne, bl.a. whisky jack, som er en forvrængning af Wisakedjak, en godartet drillepind og kulturhelt i Cree-, Algonquin- og Menominee-folkenes mytologier. Blandt Tlingit-folket i det nordvestlige Nordamerika kaldes den for kooyéix eller taatl’eeshdéi (‘lejr-røveren’), hvilket sigter til dens tillidsfulde adfærd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Genetisk forskning har åbenbaret, at disse fugle ikke er nært beslægtede med rovfugle af familien Accipitridae. Deres ens måde at fouragere på er et eksempel på konvergent udvikling.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

 

Artsnavnet er det latinske ord for spurvehøg. I 1731 blev den navngivet ‘lille høg’ af den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk haima (‘blod’) og orrhos (‘overgump’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘torn’. Oprindeligt blev ordet, i formen Carduelis spinus, hæftet på grønsiskenen af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), idet han formodentlig hentydede til denne arts meget fine og spidse næb, som er en tilpasning til at æde ellefrø (Alnus).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘trist’. Hvorfor denne skønne fugl fik dette navn, er komplet uforståeligt.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for en uidentificeret havfugl.

 

Om vinteren findes de amerikanske fugle langs kysterne af både Stillehavet og Atlanterhavet, så langt mod syd som det centrale Mexico på Stillehavssiden, og til Texas på Atlanterhavssiden. De nordatlantiske fugle tilbringer vinteren omkring Island, samt langs de nord- og vesteuropæiske kyster, så langt mod syd som til Portugal.

Det videnskabelige artsnavn er det norske navn på islommen. Oprindeligt er det måske et oldnordisk ord, da arten på islandsk hedder himbrimi (‘den der råber i brændingen’). Islandske navne er ofte langt tættere på de oprindelige oldnordiske ord end de skandinaviske navne.

 

 

 

 

 

 

I den græske mytologi var Antigone datter af Ødipus.

 

I dag anerkendes fem underarter: canadensis i det østlige Sibirien, Alaska og det nordlige Canada (fire femtedele af hele bestanden); tabida i det sydlige Canada, samt det nordlige og vestlige USA; pratensis i Florida og den sydligste del af Georgia; pulla i det sydøstlige hjørne af staten Mississippi; og endelig nesiotes på Cuba. En sjette underart, rowani, akcepteres ikke længere, og nogle autoriteter anerkender kun to underarter, canadensis og tabida.

De nordlige bestande yngler i vådområder i tundra og på prærier. De tilbringer vinteren i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico, hvor de mest færdes i agerland med adgang til spildmajs. Også de fleste sibiriske ynglefugle flyver til Nordamerika, men enkelte overvintrer i Kina. Bestandene i Mississippi, Florida/Georgia samt på Cuba er standfugle, som yngler i vådområder på prærier og i palme-fyrre-græsland.

Arten kaldes også sandhøjtrane. Dette mærkelige navn skyldes, at den på bl.a. Banks Island i det arktiske Canada er fundet ynglende på toppen af klitter. Årsagen kan være, at tranerne her er i fred for polarræve, der helst søger føde nede på selve tundraen.

I de senere år har prærietranen bredt sig meget mod vest i Sibirien og udgør nu en trussel mod lokale fugle ved at æde deres æg og unger. Dette emne er behandlet på denne hjemmesides engelske del på siden Animals – Birds: Sandhill cranes – a threat to breeding birds.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fire af underarterne er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som Sydafrika, det nordlige Australien og Argentina. Arten kan ses året rundt i det sydlige Mexico, den sydlige del af den Iberiske Halvø, Egypten, Himalaya, samt det sydlige Kina og Taiwan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘landlig’, afledt af ruris (‘landbrugsland’). Arten bygger oftest rede på bygninger, gerne i lader og stalde, hvilket også afspejles af dens danske navn. I sin Historiæ animalium, Liber III, publiceret i 1555, kalder den schweiziske læge og naturhistoriker Konrad Gessner (1516-65) fuglen for Hirundo domestica, af latin domus (‘hus’).

Landsvalen er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk petros (‘klippe’) og khelidon (‘svale’), hvilket sigtede til en svaleart, som byggede sin rede på klipper.

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flammefarvet’) og notos (‘-rygget’), men fuglen blev oprindeligt beskrevet som golondrina rabadilla acanelada (‘svale med kanelfarvet overgump’) af Félix de Azara (1746-1821), der var medlem af en delegation, som blev sendt til Río de la Plata-regionen i 1777 for at forhandle grænsedragningen mellem de portugisiske og spanske kolonier. Det endte med, at de Azara tilbragte omkring 20 år i området, indtil 1801. Han fremstillede et præcist kort over regionen. Han fik også interesse for dens fugle og pattedyr, hvoraf han beskrev mange nye arter.

 

 

 

 

 

I lighed med slægtsnavnet, som er afledt af oldgræsk stelgis (‘skraber’) og pteryx (‘vinge’), sigter det danske navn til den savtakkede kant på vingefjerene hos disse fugle.

 

Artsnavnet er afledt af latin serra (‘sav’) og penna (‘fjer’), altså nogenlunde samme betydning som slægtsnavnet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk takhys (‘hurtig’) og kineto (‘bevægelse’).

 

Den yngler i huller og var tidligere begrænset til træbevoksede områder, men efter opsætning af redekasser findes den nu også i åbne habitater.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tofarvet’.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af oldgræsk ikteros (‘gulsot-gul’), oprindelig navnet på en gul fugl, måske guldpirol (Oriolus oriolus), som, sagdes det, kunne kurere gulsot, blot man så den.

 

Slægtsnavnet er en latiniseret udgave af oldgræsk agelaios, som betyder ‘selskabelig’.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk phoinikeos (‘karmoisinrød’), hvilket sigter til den røde fjerdusk på hannens vinge.

Trefarvet stærling (A. tricolor), som er udbredt fra det nordlige Californien mod syd til det nordlige Baja California, er næsten identisk, men har en hvid, ikke gul vingeplet.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eu (‘god’) og phagos (‘føde’). Hvad det hentyder til, vides ikke.

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’) og kephalos (-hovedet). Hannen har purpurblåt hoved. På engelsk hedder arten Brewer’s blackbird, navngivet til ære for den amerikanske naturhistoriker Thomas Mayo Brewer (1814-80).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ikteros (‘gulsot-gul’), oprindelig navnet på en gul fugl, måske guldpirol (Oriolus oriolus), som, sagdes det, kunne kurere gulsot, blot man så den.

 

Artsnavnet er afledt af latin cucullus (‘hætte’) og sigter formentlig til fuglens gule isse og nakke.

 

 

 

 

 

For disse fugle anvender jeg navnet sortstære i stedet for det officielle danske navn, som er grackeler – en klodset ‘oversættelse’ af det amerikanske navn grackle, som stammer fra det engelske ord gracule, der kan spores tilbage til 1772. Det er en angliseret udgave af det latinske ord graculus, der blev anvendt om en uidentificeret fugl, som senere skribenter tolkede som værende alliken (Coloeus monedula). For mig minder disse fugle overhovedet ikke om alliken!

Slægtsnavnet er taget fra artsnavnet af Gracula quiscula, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 hæftede på den almindelige sortstær, i dag kaldt for Quiscalus quiscula. Det kan dreje sig om et caribisk ord, Quisqueya (‘alle landes moder’), hvilket sigter til øen Hispaniola, eller det kan være afledt af kastilliansk quisquilla, som betyder ‘en mindre disput’, hvilket hentyder til disse fugles støjende adfærd.

 

 

 

 

 

 

 

 

Et billede af hunnen vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Costa Rica og Guatemala.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er diminutiv af latin Sturnus (‘stær’), således ‘lille stær’. De ligner stære en smule, hvilket det ældre danske navn også hentyder til, men de er ikke nært beslægtede med dem. ‘Lærke’-delen af deres navn hentyder til deres melodiøse sang.

Førhen var sydamerikanske englærker placeret i denne slægt, men de er sidenhen blevet overført til slægten Leistes.

 

I det sydøstlige Canada og det centrale USA overlapper dens udbredelse med den meget lignende østlig englærkes (S. magna), men hybrider mellem dem er sjældne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ignoreret’ eller ‘forsømt’. Den berømte maler John James Audubon (1785-1851) forklarede, at skønt Lewis og Clark-ekspeditionen 1803-1806 nævnte gule lærker, var de aldrig blevet formelt beskrevet.

 

 

 

 

 

Slægts- og artsnavn kommer af oldgræsk xanthos (’gul’) og kephale (’hoved’).

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), afledt af laniare (‘jeg sønderriver’), hvilket hentyder til disse fugles vane med at spidde deres byttedyr på torne til senere brug, ikke ulig et slagteri, hvor kødet hænges op.

 

Artsnavnet er afledt af latin ludovicius (‘Louis’ eller ‘Louisiana’) samt endelsen ianus (’tilhører’). Type-eksemplaret kom fra staten Louisiana.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Det danske navn hædrer den franske ornitolog Charles Lucien Bonaparte (1803-57), næstældste prins af Canino og Musignano, som tilbragte fire år i USA, hvor han bl.a. opdaterede Alexander Wilsons Ornithology or History of the Birds of the United States.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘vandsvale’, hvilket hentyder til de fleste terners elegante flugt. Jeg må dog sige, at navnet ikke er særlig velvalgt til rovternen, som nok er den mindst svaleagtige blandt ternerne!

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret version af oldgræsk laros, det klassiske navn på en slags havfugl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn refererer til Delaware-floden. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk glaukos (‘blågrå’), hvilket sigter til vingernes farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn hædrer opdagelsesrejsende og naturhistoriker Adolphus Lewis Heermann (1821-65), som rejste rundt i hele USA for at indsamle fugle, fisk, krybdyr og planter.

 

 

 

 

 

I Danmark begyndte den først at yngle omkring 1930, men er siden tiltaget stærkt, og i dag yngler der mindst 3200 par.

Det latinske artsnavn betyder ’tilknyttet havet’, afledt af mare (‘hav’).

 

 

 

 

 

Det er en stor fugl, indtil 68 cm lang og med en vægt op mod 1,4 kg. Den er opdelt i to underarter. Den nordlige nominatrace, som findes fra det centrale Californien og nordpå, har lysere vinger og mørkere øjenfarve end den sydlige race wymani. I det centrale og nordlige Californien kan man træffe begge underarter.

Det latinske artsnavn betyder ‘vestlig’, afledt af occidens (‘vest’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet ærer den engelske kemiker og mineralog James Smithson (ca. 1765-1829), der blev født i Frankrig som uægte søn af Elizabeth Macie og Hugh Percy, den første greve af Northumberland. Han fik navnet Jacques-Louis Macie, men hans moder bragte ham tidligt til England, hvor hans navn blev ændret til James Louis Macie. Efter moderens død i 1800 adopterede han faderens oprindelige navn Smithson. Da han ingen børn havde, skrev han i sit testamente, at hans penge skulle anvendes “til i Washington at grundlægge et etablissement ved navn Smithsonian Institution, hvis formål er at forøge og sprede viden blandt mennesker.” Han blev således grundlægger af Smithsonian Institution i Washington, D.C., skønt han aldrig havde besøgt USA.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og phaios (‘mørk’), hvilket sigter til den mørke fjerdragt hos de fleste arter, samt til den hvide halvmåne-tegning over og under øjet.

 

Det latinske artsnavn er afledt af atra (‘sort’) og cilla (‘hale’), hvilket er temmelig mystisk, da lattermågens hale er hvid (se flugtfoto herunder). Ifølge Helm Dictionary of Scientific Bird Names var det måske meningen, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav fuglen, ville have skrevet atricapilla (‘sorthåret’), med hentydning til artens sorte hoved i yngletiden.

Det danske navn sigter til artens kald.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De tre arter er vidt adskilte geografisk. Amerikansk saksnæb (nedenfor) lever i den Nye Verden, afrikansk saksnæb (R. flavirostris) i det centrale og sydlige Afrika, og indisk saksnæb (R. albicollis) i den nordlige del af det Indiske Subkontinent samt i Myanmar.

Egentlig er den korrekte stavemåde af slægtsnavnet Rhynchops, afledt af græsk rhynkhos (‘næb’) og ops (‘ansigt’). Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1755 beskrev amerikansk saksnæb, lavede han imidlertid en skrivefejl og angav navnet som Rynchops. Ifølge nomenklatur-reglerne skal det først publicerede navn anvendes.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldengelsk stearn, som optræder i digtet The Seafarer fra 900-tallet. Et lignende ord for disse fugle blev anvendt på de Frisiske Øer.

 

I Amerika yngler den fra det centrale Canada og det nordlig-centrale USA og området omkring de Store Søer mod øst til Newfoundland, og derfra langs kysten mod syd til Texas, Bahama-øerne og Cuba.

Fjordternen tilbringer vintertiden langs kyster fra omkring 20^o nordlig bredde mod syd til det sydlige Sydamerika, Afrika og Australien.

 

 

 

 

 

 

Tidligere blev den betragtet som tilhørende samme art som vores hjemlige dværgterne (S. albifrons).

Artsnavnet refererer til Antillerne, et andet navn for øerne i Caribien.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘at efterligne’, hvilket sigter til disse fugles evne til at efterligne andre fugles sang eller kald, og også andre lyde.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til dens enestående evne til at efterligne lyde.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oros (‘bjerg’) og skoptes (‘én som spotter’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk toxon (‘bue’) og stoma (‘mund’), hvilket sigter til disse fugles krumme næb. På amerikansk kaldes slægtens medlemmer for thrashers, hvilket betyder noget i retning af ‘foretage voldsomme bevægelser’. Navnet sigter til disse fugles adfærd, når de søger føde, hvor de roder i jorden og blandt visne blade med deres lange næb.

 

Den har en karakteristisk og varieret sang, hvilket har givet anledning til det mexikanske folkenavn cuicacoche (‘sangfugl’).

Artsnavnet er afledt af latin curvus (‘krum’) og rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘fornyet’ eller ‘genindført’. Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kallos (‘smuk’) og peplos (‘dragt’), hvilket hentyder til disse fugles smukke fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

Den lever i tørre områder, fra det østlige Californien, det sydlige Nevada, Utah og Colorado mod syd til den vestlige spids af Texas og den nordlige del af Mexico, så langt mod syd som den mexikanske stat Sinaloa.

Artsnavnet hædrer den amerikanske naturhistoriker William Gambel, født Gamble (1823-1849), fra Philadelphia. Som ung arbejdede han tæt sammen med den berømte naturhistoriker Thomas Nuttall (1786-1859). I en alder af 18 år rejste han over land til California, og han var den første botaniker, som indsamlede planter i adskillige områder i det sydvestlige USA. Han løb dog snart tør for penge, og gennem de næste tre år arbejdede han som kontorist om bord på adskillige af flådens skibe, og han aflagde besøg i bl.a. Mexico, Hawaii, Tahiti, Marquesas-øerne, Peru og Chile. Han vendte tilbage til Philadelphia i 1845, hvor han blev uddannet som læge i 1848. Han havde dog vanskeligt ved at etablere en praksis i Philadelphia, så han besluttede at tage til Californien. Han sluttede sig til en okse-karavane og arbejdede som læge undervejs. I december 1849, mens han behandlede minearbejdere med tyfus ved Yuba-floden, blev han selv smittet med sygdommen og døde.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til Pandion, en mytisk konge i Athen. Der var dog to konger af det navn i Athen. De blev ofte forvekslet af senere forfattere, men ingen af dem blev forvandlet til en rovfugl. Pandion d. 2. havde fire børn, af hvilke Nisus af Megara blev forvandlet til en høg. Denne metamorfose, som er detaljeret beskrevet under Micronisus gabar (på siden Fugle i Afrika), var sandsynligvis, hvad den franske naturhistoriker Marie Jules César Lelorgne de Savigny (1777-1851) tænkte på, da han flyttede fiskeørnen til en separat slægt i 1809.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hals (‘hav’) og aetos (‘ørn’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet mejse kommer af tysk Meise, der stammer fra det proto-germanske navn på disse fugle, maison.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk baios (‘lille’) og lophοs (‘top’), således ‘med en lille top’.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tofarvet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af poikilis, Oldtidens græske navn på en ukendt lille fugl.

 

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘sort’) og capillus (‘hovedhår’), hvilket sigter til artens sorte isse.

 

 

 

 

 

Familienavnet stammer fra det oprindelige navn på nordlig parula, Parus americanus, givet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), idet han betragtede den som en slags mejse (slægten Parus). Senere blev slægtsnavnet ændret til Parulus, og derpå til Parula, fra hvilket familienavnet er dannet.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ses (‘natsværmer’) og phagein (‘at æde’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘sortagtig’, afledt af nigrescere (‘at blive sort’), oprindeligt fra niger (‘sort’).

 

 

 

 

 

Der findes to underarter, som er ret forskellige og måske udgør to særskilte arter. I yngledragten har den østlige underart hypochrysea gul underside med rødbrune striber og olivenbrun ryg, mens nominatformen, der yngler mod vest, har langt mindre gul underside med færre striber, samt gråbrun ryg. Begge underarter er mindre farvestrålende i vinterdragt.

Langt den overvejende del af bestanden trækker mod syd om efteråret og tilbringer vinteren i det sydøstlige USA og Caribien Most, på Yucatan-halvøen, samt i Mellemamerika, men nogle få kan træffes om vinteren langs Atlanterhavskysten nordpå til det sydlige Nova Scotia, og nogle fugle tilbringer vinteren langs Stillehavskysten, fra Washington mod syd til Californien.

 

 

 

 

 

I mange år var de placeret sammen med den Gamle Verdens værlinger i familien Emberizidae, men genetisk forskning har påvist, at de danner en monofyletisk gruppe med usikkert slægtskab med værlingerne, hvilket har ført til oprettelse af familien Passerellidae, der oprindelig blev dannet i 1851 af den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906) som en underfamilie, Passerellinae.

Den Nye Verdens spurve er frøædende fugle med koniske næb, omfattende omkring 138 arter i 30 slægter, heriblandt nogle, som førhen var placeret i tangarfamilien (Thraupidae).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aimos (‘krat’) og philos (‘holde af’).

 

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rødbrun’) og ceps, oprindelig cipes, fra proto-italiensk kaputis (‘-hovedet’), som igen stammer fra proto-indoeuropæisk kaput (‘hoved’).

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det sydlige Washington og det sydlige Idaho mod syd til Baja California og det centrale Mexico. De fleste af bestandene i USA er trækfugle.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk amphi (‘omkring’) og spiza (‘finke’), hvilket sigter til fuglens lighed med finker. Det latinske artsnavn betyder ‘med to striber’, hvilket hentyder til to hvide striber på siden af hovedet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khondros (‘groft korn’) og edo (‘at æde’). Artsnavnet, som burde staves grammicus, er latin og betyder ‘stribet’, hvilket hentyder til de mange striber på denne fugl, enten i hovedet eller på ryggen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er spansk, afledt af latin iuncus, som betyder ‘rør’ eller ‘siv’. Oprindeligt var junco navnet på rørspurven (Emberiza schoeniclus). Hvorfor det blev hæftet på disse fugle er uklart.

 

Det latinske artsnavn er en form af hiemalis (‘som hører vinteren til’). I 1731 kaldte den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden, arten for ‘sne-fugl’ og navngav den Passer nivalis (‘snespurv’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk melos (‘sang’) og spiza (‘finke’).

 

Arten lever i et bredt udsnit af habitater, men synes at foretrække moser.

Det videnskabelige artsnavn er græsk og betyder ‘syngende’. Alle dens navne hentyder til dens varierede og melodiøse sang.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og zone (‘bånd’). Det hentyder muligvis til den sorte stribe på kinden hos brillejordspurven (M. biarcuata).

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af latin crissum (‘undergump’), hvilket sigter til den rødbrune undergump hos denne iøvrigt brune fugl.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘brun’ eller ‘mørk’. Artens officielle danske navn er rustkronet buskspurv – et uheldigt navn, da arten ikke altid har rustfarvet kalot, som det fremgår af billedet nedenfor. Jeg har derfor valgt at kalde den for canyon-buskspurv, inspireret af dens amerikanske navn.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘at pippe’. På engelsk hedder disse fugle towhee, hvilket er en imitation af kaldet hos rødsidet buskspurv (P. erythrophthalmus).

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og oura (‘hale’).

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘plettet’, hvilket hentyder til de hvide pletter på ryggen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk spiza (‘finke’).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘spurve-lignende’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zone (‘bånd’) og thrix (‘hår’), hvilket sigter til den kraftigt stribede isse hos de fleste af arterne.

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og ophrys (‘øjenbryn’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den blev indført til USA adskillige gange mellem 1851 og 1875, da man mente, at den kunne begrænse mængden af skadevoldende insekter i kornarter. Sandheden er imidlertid, at gråspurvene kun fanger insekter i yngletiden, hvor ungerne fodres op på dem. Resten af året æder de bl.a. netop de afgrøder, som de blev indført for at beskytte. Arten spredtes hurtigt, og i dag betragtes den i de fleste egne af Nordamerika som et alvorligt skadedyr på afgrøder. Tillige konkurrerer den med lokale småfuglearter ved foderautomater etc.

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

Førhen mente man, at strubesækken var beregnet til at rumme mad til adskillige dage, men det er ikke tilfældet. Denne tro var anledningen til en morsom limerick, skrevet i 1910 af den amerikanske digter Dixon Lanier Merritt (1879-1972):

 

 

 

 

Nylige DNA-undersøgelser har imidlertid afsløret, at Den Gamle Verdens 5 arter (hvid, krøltoppet, rosa, grå og australsk) danner én udviklingslinje, mens de amerikanske arter (amerikansk hvid, brun og Peru-pelikan) danner en anden. Hvid pelikan var den første, der afveg fra den fælles stamfader, hvilket antyder, at pelikaner opstod i Den Gamle Verden og senere spredtes til Amerika.

Traditionelt er pelikaner blevet betragtet som værende i slægt med skarver, slangehalsfugle, suler, fregatfugle og tropikfugle, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at de danner en orden, Pelecaniformes, sammen med hejrer, hammerhovedhejre (Scopus umbretta) og træskonæb (Balaeniceps rex).

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og rhynkhos (‘næb’). Næbfarven er normalt gul, men i nogle tilfælde med rødligt skær, som det også ses hos nogle individer på billederne herunder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘vestlig’, afledt af occidens (‘vest’).

Andre billeder af denne art vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Costa Rica og Guatemala.

 

 

 

 

 

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nannos (‘dværg’) og pteron (‘vinge’). Det sigter til Galapagos-skarven (N. harrisi), som har meget små vinger og er ude af stand til at flyve. Genetisk forskning har påvist, at olivenskarv (N. brasilianum) og øreskarv (nedenfor) er nært beslægtede med Galapagos-skarven, og de er derfor blevet overført til denne slægt, skønt de begge har normale flyve-evner.

 

Det latinske artsnavn betyder ’øret’, hvilket – i lighed med det danske navn – hentyder til, at denne art i yngletiden har en hvid top på hver side af hovedet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle var førhen placeret i slægten Phalacrocorax.

Slægtsnavnet er afledt af det russiske navn på rødmasket skarv (Urile urile).

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk pelagos (‘hav’).

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘med børsteagtige duske’. I yngledragten har denne art hvide duske på siden af hovedet.

På amerikansk hedder denne art Brandt’s cormorant, navngivet til ære for den preussiske zoolog Johann Friedrich von Brandt (1802-79), som var i russisk tjeneste og bl.a. udforskede egne af Sibirien. Han beskrev denne skarv i 1838, baseret på et skind i samlingerne på det zoologiske museum i St. Petersborg.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alektoris (‘høne’).

 

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder til artens kald, et vidtlydende chuck-chuck-chukar-chukar.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en kombination af det oprindelige navn på amerikanske hjerper, Canace, oprettet i 1852 af den tyske botaniker og ornitolog Heinrich Gottlieb Ludwig Reichenbach (1793-1879), afledt af oldgræsk kanacheo (‘at støje’), samt –ites, en endelse, som danner tillægsord, således ‘hjerpe-agtig’.

 

 

 

 

 

Det danske navn skyldes artsforvirring. Ordet stammer fra det ældre hollandske navn på hjelmperlehønen (Numida meleagris), kalkoense haan, dvs. ‘hønen fra Calcoen’, som dengang var det hollandske navn på den sydindiske by Calicut (i dag kaldt for Kozhikode). Selvom kalkunen er amerikansk, opstod forvirringen på grund af dens lighed med perlehøns, som portugisiske handelsfolk importerede til Europa fra Indien siden 1400-tallet.

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for hjelmperlehønen og skyldes den samme artsforvirring. I bogen The Helm Dictionary of Scientific Bird Names (2010) skriver James Jobling: “Navnene tyrkisk kok og tyrkisk høne blev anvendt for perlehøns i det 16. og 17. årh., fordi de blev bragt fra Afrika til Europa gennem det Ottomanske Rige, og denne forvirring var årsagen til, at Linné anvendte ordet Meleagris som slægtsnavn på den amerikanske kalkun (M. gallopavo), som var ukendt i Oldtidens Rom og Grækenland. Da perlehøns og kalkun senere blev adskilt som separate arter, blev ordet turkey fejlagtigt anvendt på engelsk for den amerikanske fugl.”

 

Siden man begyndte at genindføre arten mange steder, er antallet vokset dramatisk, og løseligt anslået er dens antal vurderet til i dag at være omkring 7 mio. I Canada findes den endog på steder, hvor den ikke levede førhen.

Artsnavnet er afledt af latin gallus (‘tamhøne’) og pavo (‘påfugl’), som blev anvendt i 1555 af den schweiziske læge, naturhistoriker og filolog Conrad Gessner (1516-65) på grund af artens overfladiske lighed med høns, mens dens størrelse og farvestrålende hale leder tanken hen på påfuglen.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drys (‘træ’), samt bates (‘den som går’), af baino (‘at træde’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘en stige’. Som det danske navn hentyder det til fuglens tværvatrede ryg.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drys (‘træ’) og kopos (‘at slå’), således ‘den der slår på træer’.

 

Artsnavnet pileatus hentyder til den iøjnefaldende top hos denne art, af latin pilleus (‘kalot’) og atus (‘minder om’), således ‘med en kalot-lignende (top)’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev oprettet i 1832 af den engelske ornitolog William John Swainson (1789-1855), møntet på rødhovedet spætte (nedenfor). Det er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og herpo (‘at krybe’).

 

Artsnavnet hentyder til North eller South Carolina. Formodentlig indsamlede den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som beskrev fuglen i 1731, type-eksemplaret dér. Det danske navn sigter til oversidens mønster.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

Selv om agern er artens vigtigste fødeemne, betyder dens latinske artsnavn ‘myreæder’.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk ouropygion (‘halefjer’). Det er uklart, hvad der hentydes til. Det danske navn sigter til Gila-floddalen i Arizona og New Mexico.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aikhme (‘spyd’) og phero (‘at bære’), hvilket sigter til det lange, skarpe næb hos disse fugle.

 

Det latinske artsnavn betyder ‘vestlig’, afledt af occidens (‘vest’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin podicis (‘undergump’) og pes (‘fod’), hvilket hentyder til, at fødderne er placeret længst tilbage på kroppen hos disse fugle.

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af latin niger (‘sort’) og collum (‘hals’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden Atitlan-lappedykkeren (P. gigas) uddøde omkring 1990, er denne art slægtens eneste medlem.

Slægtsnavnet er en sammentrækning af latin podiceps, afledt af podicis (‘undergump’) og pes (‘fod’), hvilket hentyder til, at fødderne er placeret længst tilbage på kroppen hos denne fugl, samt oldgræsk kolymbos (‘dykker’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk polios (‘grå’) og ptilon (‘fjerdragt’), hvilket sigter til den dominerende farve hos typearten, blågrå snerresmutte (P. caerulea).

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og oura (‘hale’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phaeinos (‘strålende’, ‘skinnende’) og peplos (‘klædning’), hvilket hentyder til hannens fjerdragt. Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for blishøne.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘lille høne’.

 

Den ligner den grønbenede rørhøne (G. chloropus) overordentlig meget, og det er lidt af et mysterium for mig, hvorfor den er blevet skilt ud fra denne art.

Artsnavnet er afledt af latin galea (‘hjelm’), hvilket hentyder til pandeskjoldet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er Oldtidens græske navn på den europæiske sultanhøne (P. porphyrio).

 

Artsnavnet sigter til den caribiske ø Martinique. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

Første halvdel af slægtsnavnet stammer fra latin amentum, en læderstrop, som var bundet til de spyd, der blev anvendt i Oldtidens Grækenland under jagt, i krig, samt under atletiske lege. Denne strop hjalp til med at øge kastelængden og stabiliteten af spyddet. (Kilde: E. Gardiner 1907. Throwing the Javelin. The Journal af Hellenic Studies, 27: 249-273)

Den anden halvdel af navnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’). Himantopus kan således oversættes som ‘strop-ben’, hvilket naturligvis hentyder til disse fugles meget lange og tynde ben.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin recurvus (‘tilbagebøjet’) samt rostrum (‘næb’), hvilket sigter til deres opadbøjede næb, som er en tilpasning til at ‘skumme’ vandoverfladen for smådyr. Det danske navn skyldes advarselskaldet hos almindelig klyde (R. avosetta), et vidtlydende klyd-klyd-klyd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den yngler i nåleskove i Alaska og Canada samt i bjergområder i det nordvestlige USA. Vintermånederne tilbringes i det sydvestlige Canada, USA og Mexico.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk korthilos, en lille gærdesmutte-lignende fugl, som blev nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.). Artsnavnet er måske afledt af verbet caleo (‘jeg er varm’, eller ‘glødende’), hvilket sigter til den røde farve på issen.

 

 

 

 

 

Alle arter, med undtagelse af gulhovedet mejse (nedenfor), bygger komplicerede reder, der hænger ned fra træer, i reglen over vand. De minder om poser (eller gammeldags punge), og dermed har vi forklaringen på disse fugles navn.

Det er et mysterium for mig, hvorfor gulhovedet mejse er placeret i denne familie, som ellers kun forekommer i den Gamle Verden, specielt da dens rede er meget anderledes end rederne hos de øvrige arter, idet den er en afrundet konstruktion af tornede kviste.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin aurum (‘guld’) samt slægtsnavnet Parus (mejser). Artsnavnet er ligeledes latin, afledt af flavis (‘gul’), samt ceps, oprindelig cipes, fra proto-italiensk kaputis (‘-hovedet’), som igen stammer fra proto-indoeuropæisk kaput (‘hoved’), altså ‘gulhovedet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin arena (‘sand’), således ‘den der lever i sand’. Det danske navn hentyder til disse fugles vane med at vende strandskaller og småsten i deres søgen efter invertebrater.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tolk’. Det bygger faktisk på en misforståelse. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1741 besøgte Gotland, erfarede han, at lokalbefolkningen anvendte ordet tolk for visse vadefuglearter, så han hæftede navnet Tringa interpres på stenvenderen. Han var ikke klar over, at tolk på den lokale dialekt betyder ‘ben’, hvilket sigter til de lange røde ben hos rødben (Tringa totanus).

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalidris, et navn benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en eller anden grå vandfugl.

 

Vinteren tilbringes langs kyster i tempererede, subtropiske og tropiske områder, så langt mod syd som det sydlige Sydamerika, Sydafrika og Australien. I Danmark er arten en almindelig træk- og vintergæst.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’, hvilket hentyder til artens hvide vinterdragt. Det danske navn sigter til dens vane med at løbe langs brændingen, hvor den konstant stikker næbbet ned i sandet efter føde.

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge overleveringen betragtede Knud den Store, som han blev kaldt, en bestemt slags vadefugl, passende opfedet med hvidt brød og mælk, som en delikatesse. På engelsk fik fuglen navnet knot, opkaldt efter kongen, som på engelsk blev kaldt for Cnut the Great eller Canute. Åbenbart kendte den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne legende, for da han beskrev fuglen i 1758, gav han den navnet Tringa canutus.

Artens danske navn er uheldigt, da arten kun passerer Island på træk. Den burde hedde tundraryle. I bogen Arktisk sommer skriver Jens Gregersen: “Det danske navn islandsk ryle skyldes, at et æg, der var indsamlet på Island og efter sigende skulle komme fra den islandske ryle, var blevet overbragt af en engelsk naturalist i midten af 1800-tallet. Men det var et falsum.”

Den islandske ryle, opdelt i 6 underarter, yngler i den arktiske tundra i Alaska, det nordøstlige Canada, Grønland, samt det centrale og østlige Sibirien. Om efteråret trækker den til Vesteuropa, Afrika, Florida, Mellemamerika, det sydlige Sydamerika, Australien og New Zealand. Nogle få tilbringer vinteren i Middelhavet, samt i det sydlige Indien.

I Danmark er den almindelig på både forårs- og efterårstræk, og op mod 80.000 fugle er optalt i Vadehavet, der således er af international betydning for arten. Den ses også fåtalligt om vinteren i Vadehavet.

Når fuglene ankommer til ynglepladserne i tundraen, er der kun meget begrænsede føderessourcer til stede, så fuglene sulter bogstavelig talt og skal derfor undervejs opbygge et fedtlag, som de kan tære på. Under det nordgående træk gør fugle af underarten rufa, der yngler på de canadiske arktiske øer, ophold i Delaware Bay, New Jersey, for at blive fedet op på de næringsrige æg af den atlantiske dolkhale (Limulus polyphemus), som i maj samles her i tusindvis for at lægge æg. Dette falder sammen med op mod en million vadefugles ankomst fra vinterkvartererne, hovedsagelig islandske ryler, stenvendere (Arenaria interpres), tyknæbbede dværgryler (Calidris pusilla) og sandløbere (Calidris alba).

Man har anslået, at fugle og fisk årligt i USA konsumerer op mod 320 tons dolkhaleæg. Mere om dette fascinerende dyr kan læses på siden Dyreliv – Krybdyr, padder og invertebrater: Dolkhaler – levende forsteninger i knibe.

 

 

 

 

 

 

 

Den overvintrer fra det sydlige USA mod syd gennem Mexico og Caribien til Peru og det nordlige Brasilien.

Artsnavnet er afledt af latin minutus (‘meget lille’), samt endelsen illa, som udtrykker noget småt. Det kan således oversættes som ‘særdeles lille’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk limne (‘sump’) og dromos (‘løber’). Det danske navn sigter til disse fugles lighed med klirer (Tringa).

 

Det videnskabelige artsnavn betyder ‘grå’ på latin. Det beskrevne individ må have været i vinterdragt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘mudret’.

 

Det videnskabelige artsnavn er angiveligt et gammel-engelsk navn på kobbersnepper.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske navn på disse fugle, noumenios. Det danske navn spove er afledt af germansk spowan (‘at ile’), hvilket sandsynligvis sigter til disse fugles til tider hurtige gang. Forstavelsen regn sigter til, at storspovens (N. arquata) tilbagekomst om foråret blev tolket som et varsel om regn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev hæftet på svalekliren (T. ochropus) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af græsk tryngas, en drossel-stor, halevippende vadefugl, som blev nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Bortset fra benfarven minder den meget om vores hjemlige hvidklire (T. nebularia), som har grønlige ben.

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske navn er sammensat af semi (‘halv’) og palmatus (‘som en hånd’), hvilket hentyder til, at den har lidt ‘svømmehud’ mellem tæerne. Det danske navn er et onomatopoietikon, som sigter til dens territorialsang, et højt, gennemtrængende pill-will-willet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sitte, en fugl som en spætte, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.), samt af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Artsnavnet hentyder til North eller South Carolina. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (nedenfor).

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for stære.

 

I Nordamerika betragtes stæren som et skadedyr på afgrøder, og den har sandsynligvis forårsaget en nedgang i antallet af indfødte hulrugende fugle ved at overtage deres redehuller.

I modsætning til situationen i USA er stæren i tilbagegang i store områder af Europa, fortrinsvis på grund af forfølgelse i vinterkvartererne.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eudokimos (‘pragtfuld’), oprindeligt fra eu (‘god’) og dokimos (‘glimrende’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer sandsynigvis af græsk kalyptre (en kvindes slør eller hovedbeklædning), fra kalypto (‘at tildække’), hvilket sigter til den glitrende purpur-violette isse og forlængede strubefjer hos hannen af Costa’s kolibri (C. costae).

 

Artsnavnet refererer til Anne Debelle (1802-87), en fransk hofdame, der tjente som Grand-Maitresse (en hofdame med ansvar for klædninger) hos kejserinde Eugénie de Montijo (1826-1920), en spansk adelsdame, som blev gift med den franske kejser Charles Louis Napoléon Bonaparte (Napoleon d. 3.) (1808-1873). Anne Debelle giftede sig med ornitologen François Victor Masséna, 2. Greve af Rivoli og den 3. Prins af Essling (1799-1863), som havde en samling af fugleskind på ca. 12.500 eksemplarer, der senere endte på Philadelphia Academy of Natural Sciences.

 

 

 

 

 

Artsnavnet sigter til den franske statsmand, arkæolog, historiker og ornitolog Louis Marie Pantaléon Costa, Markis af Beauregard (1806-64). Han var en ivrig samler, specielt af kolibrier, og denne art blev opkaldt til hans ære af den franske naturhistoriker Claude Marie Jules Bourcier (1797-1873), som var ekspert i kolibrier.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kampylos (‘krum’) og rhynkhos (‘næb’).

 

Kaktussmutten bygger ofte sin rede inde blandt de fæle torne af cholla-kaktusarter (Cylindropuntia), hvor den er godt beskyttet mod fjender.

Artsnavnet kommer af latin brunneus (‘brun’) og capillus (‘hår’), hvilket sigter til den brune isse hos denne fugl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af salpinktes, det oldgræske navn på gærdesmutter, mens artsnavnet er latin og betyder ‘jævn’ eller ‘simpel’, hvilket hentyder til manglen på farver i fjerdragten.

 

 

 

 

 

 

 

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

Slægtsnavnet er afledt af det oprindelige navn på østlig sialia (Sialia sialis), som i 1758 blev navngivet Motacilla sialis af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). I Oldtidens Grækenland var sialis navnet på en uidentificeret fugl, opkaldt efter dens stemme, nævnt af de græske grammatikere Athenæus af Naucratis (170-223 e.Kr.) og Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.).

 

Arten er udbredt i to geografisk adskilte områder, fra British Columbia, Washington og Montana mod syd gennem Oregon, Californien og det vestlige Nevada til den nordlige del af Baja California, og fra Utah og Colorado mod syd til de mexikanske stater Oaxaca og Veracruz. De nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i den sydvestlige del af USA og den nordvestlige del af Mexico.

 

 

 

 

 

 

Vandredroslen betragtes som et symbol på forårets komme. Digtet The First Robin af den canadiske digter William Henry Drummond (1854-1907) er baseret på en overtro i Quebec, som hævdede, at den person, der så forårets første vandredrossel, ville få held.

Fuglen blev navngivet robin af tidlige nybyggere, da dens orangerøde bryst mindede dem om den europæiske rødhals (Erithacus rubecula), der hedder robin på engelsk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tyran-delen af deres navn går tilbage til den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han kaldte den østlige kongetyran (Tyrannus tyrannus) for en ‘tyran’, og dette navn blev adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han klassificerede denne gruppe af fugle. Han satte stor pris på Catesbys arbejde og kaldte derfor familien Tyrannidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk muia (‘flue’) og arkos (‘regent’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘af farve som aske’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flammefarvet’) og kephale (‘hoved’).

 

Hannen er smukt cinnoberrød, mens hunnen er brunlig.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mørk’. Beskrivelsen må være foretaget ud fra en hun!

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den amerikanske entomolog og herpetolog Thomas Say (1787-1834), der også studerede strandskaller.

Det danske navn er afledt af den østlige fibiis sang, der lyder noget i retning af fii-bii. Nogle kilder tolker det engelske navn, phoebe, som værende afledt af oldgræsk phoibos (‘lysende’ eller ‘skinnende’), et andet navn for månegudinden Selene, og tillige for Artemis, gudinden for vildnis, vilde dyr, jagt, børnefødsler og jomfrudom, som beskytter de unge piger, samt påfører og helbreder sygdomme hos kvinder. Sidstnævnte tolkning er en kende usandsynlig, synes jeg, for hvad er det hos disse fugle, som er lysende eller skinnende?

 

Det latinske artsnavn betyder ‘sortagtig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn hædrer Thomas Say (se slægtsnavnet ovenfor).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er forklaret ovenfor under familienavnet. I lighed med det danske navn hentyder det til den aggressive opførsel hos disse fugle mod artsfæller såvel som andre arter. Når de forsvarer deres rede, angriber de ofte arter, som er større end dem selv, bl.a. høge, krager og egern.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘kronet’, afledt af verticis (‘isse’). Det er uklart, hvad der hentydes til.