Fugle i Taiwan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familier, slægter og arter præsenteres i alfabetisk rækkefølge. Nomenklaturen følger i store træk IOC World Bird List (worldbirdnames.org). Etymologien er oftest hentet fra J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London.

Hvis du opdager fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at høre om det. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

 

Den endemiske underart formosae er den mest udbredte Accipiter-art i Taiwan, hvor den lever i skove, krat og større byparker, fra lavlandet op til en højde af omkring 1000 m. Når den jager, sidder den stille i et træ, hvorfra den afsøger omgivelserne for bytte.

Artsnavnet er latin og betyder ‘trestribet’, hvilket sigter til tre lodrette sorte striber på struben.

 

 

 

 

 

 

 

Gråhovedet våge er omtalt nedenfor, mens rødvinget våge (B. liventer) er udbredt i Indokina og Indonesien, hvidøjet våge (B. teesa) på det Indiske Subkontinent, i det sydvestlige Kina og i det nordlige Indokina, og græshoppevåge (B. rufipennis) hovedsagelig i Sahel-zonen i det nordlige Afrika, om vinteren også i Østafrika.

 

Taiwan ligger på en hovedtrækrute for denne art, og i oktober passerer tusinder over øen mod syd langs de centrale bjerge, mens det nordgående træk finder sted i marts-april langs de lave bjergkæder i øens vestlige del. Nogle få tilbringer vinteren på øen Lanyu.

Strengt taget betyder artsnavnet ‘fra Indien’, men da den engelske læge og naturhistoriker John Latham (1740-1837) navngav fuglen i 1781, hentydede han til Ostindien (i dag Indonesien). Type-eksemplaret blev indsamlet på Java.

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae). Et medlem af førstnævnte er præsenteret nedenfor, mens medlemmer af de øvrige to beskrives på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til vores hjemlige isfugls farvespil i fjerdragten, mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for isfugle.

 

Der er tre mulige forklaringer til artsnavnet, alle fra den græske mytologi. 1) En smuk, rigt klædt indisk yngling, søn af Limniace, nymfe i Ganges. 2) En smuk ung kvinde fra Lesbos, yndling af den kvindelige digter Sappho (ca. 630-570 f.Kr.). 3) En prinsesse fra Athen, datter af Kong Kranaus og hans hustru Pedias. Jobling (2010) fremhæver den indiske yngling.

 

 

 

 

 

En gruppe på 8 fulvettaer tilhører nu familien Paradoxornithidae (nedenfor), en gruppe på 7 er blevet overført til en ny slægt, Schoeniparus, i Pellorneidae, mens rødnæbssangeren, tidligere kaldt Lioptilus nigricapillus, er blevet flyttet til slægten Sylvia i familien Sylviidae.

Slægtsnavnet hentyder til Alcippe, som i den græske mytologi var datter af krigsguden Aries.

 

Et alternativt navn på arten er Morrisons fulvetta. Dette navn sigter til Mount Morrison, der i dag kaldes for Yu Shan (‘Jadebjerget’), som med sine 3952 m er det højeste bjerg i Fjernøsten. Dette bjerg blev oprindeligt opkaldt efter Robert Morrison (1782-1834), en skotsk protestantisk missionær, som arbejdede i Macao og Guangdong, samt på Malakka-halvøen.

 

 

 

 

 

Genetiske studier har medført, at den tidligere meget store slægt Anas er blevet opdelt i 7 slægter, bl.a. Spatula og Mareca. Alle 3 slægter er omtalt nedenfor.

 

 

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

Det latinske artsnavn betyder ‘skarpt tilspidset’, hvilket i lighed med det danske navn sigter til artens lange, spidse hale.

 

 

 

 

 

 

 

Begge arter har navn efter den gule plet på spidsen af det ellers sorte næb.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk zone (‘bånd’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er fra et brasiliansk-portugisisk ord, marréco, som betyder ‘lille and’.

 

Den yngler i tempererede egne af Europa og Asien, fra Island og Skotland mod øst til Stillehavet, mens vinterkvartererne omfatter størstedelen af Europa og Mellemøsten, den nordlige og østlige del af Afrika, det Indiske Subkontinent, Indokina, det sydlige Kina, Taiwan, samt den nordlige del af Filippinerne. Den er almindelig om vinteren i Taiwan.

I Nordamerika er den en regelmæssig vintergæst i lavlandet langs Stillehavet, fra Canada mod syd til Californien, og den ses også fåtalligt andre steder på kontinentet.

I 1758 blev denne art blev navngivet Anas penelope af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Han refererer muligvis til Penelope, som i Homers Odysseen var gift med Odysseus. Hun blev kendt for sin troskab mod ham, mens han var borte på sine rejser, men da de fleste ænder ikke just er kendt for deres troskab, er forbindelsen svær et se.

En anden mulig forklaring er det præ-græske ord penelops, forklaret som ’en slags fugl’ af den græske grammatiker Hesykius af Alexandria, som, sandsynligvis i det 5. eller 6. århundrede e.Kr., sammenfattede et leksikon, indeholdende usædvanlige eller obskure græske ord. (Kilde: R. Beekes 2009. Etymological dictionary af Greek. Brill)

Billederne herunder er alle fra Aogu Wetlands.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for ‘ske’ eller ‘spatel’, hvilket sigter til skeændernes spatelformede næb.

 

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, det sydlige Kina, Korea, Japan, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne. Den er en meget talrig vintergæst i Taiwan.

Det latinske artsnavn betyder ‘skjold-bærende’, hvilket sigter til det brede, flade næb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for sejlere, afledt af oldgræsk a (‘uden’) og pous (‘fod’). På grund af disse fugles små og svage fødder troede man i Oldtiden, at de var en type svaler uden fødder.

 

Den er meget almindelig i Taiwan og yngler ofte i tætte kolonier på højhuse.

Artsnavnet hentyder til Nepal. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

Underarten modesta er almindelig i lavlandet i Taiwan.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘askefarvet’.

Andre billeder af fiskehejre er bragt på siderne Fiskeri, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

I Amerika erstattes den af den lignende, men lidt større stor blåhejre (A. herodias), som er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en ret almindelig vintergæst i Taiwan, men bliver ofte overset på grund af dens lighed med sølvhejren (ovenfor).

Det latinske artsnavn betyder ‘af mellemstørrelse’, dvs. mellem sølvhejre og silkehejre (Egretta garzetta, nedenfor).

Nogle autoriteter placerer denne fugl i en særskilt slægt, Mesophoyx.

 

 

 

 

 

Sidst i 1800-tallet begyndte den at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa. Den er en almindelig standfugl i Taiwans lavland.

Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op. Den ses også ofte på nypløjede marker. Slægtsnavnet er latin og betyder ‘kvæghyrde’. Artsnavnet er det oldgræske ord for ibiser. Hvorfor det blev benyttet for kohejren, er uvist.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). Bortset fra visse mindre detaljer er de identiske, så denne opdeling er uforståelig. Jeg foretrækker at betragte alle kohejrer som én og samme art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af provençalsk fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’).

 

Artsnavnet er det italienske navn på denne fugl.

En nær slægtning, snehejren (E. thula), er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af navnet Ardea goisagi, som den hollandske zoolog og museumsdirektør Coenraad Jacob Temminck (1778-1858) i 1836 gav den japanske nathejre (i dag kaldt for Gorsachius goisagi). Faktisk er Goi-sagi det japanske navn for den almindelige nathejre (nedenfor), afledt af goi (‘5. rang’) og sagi (‘hejre’). Ifølge den klassiske japanske folklore beordrede den magtfulde kejser Daigo, som regerede 897-930 e.Kr., en af sine vasaler at fange en nathejre. Da hejren hørte om den kejserlige befaling, lod den sig straks indfange. Kejseren var tilfreds med, at hejren havde fastslået hans magt over naturen såvel som mennesket, og han tildelte den titlen ‘hejrernes konge’ samt en position i 5. rang ved det kejserlige hof. Derpå blev den løsladt uskadt. (Kilde: Jobling, 2010)

 

Artens foretrukne biotop er skove og sumpede områder, men i Taiwan er den ret almindelig i byer og byparker, hvor den kan blive bemærkelsesværdigt tillidsfuld.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og lophos (‘top’).

Billederne herunder er alle fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle yngler hovedsagelig i rørskove, og deres skjulte levevis gør det ofte vanskeligt at observere dem.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ixias, en rørlignende plante, samt brykhomai (‘at brøle’), der sigter til deres hæse skrig.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘kanelfarvet’, afledt af oldgræsk kinnamon (‘kanel’).

 

 

 

 

 

Arten er hovedsagelig standfugl, men de nordøstlige bestande trækker sydpå om efteråret. Den er en ret almindelig standfugl i Taiwans lavland.

Artsnavnet betyder ‘kinesisk’ eller ‘fra Kina’ på latin. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

I historisk tid er 4 andre arter af slægten uddøde. De var alle begrænset til små øer i Atlanterhavet og det Indiske Ocean.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nyktos (‘nat’) og korax (‘ravn’), hvilket hentyder til den overvejende natlige fødesøgning hos disse fugle, samt til deres hæse, ravneagtige kald.

 

Denne art har en fremtrædende rolle i den klassiske japanske folklore, hvor den kaldes for Goi-sagi, af goi (‘5. rang’) og sagi (‘hejre’). Ifølge sagnet beordrede den magtfulde kejser Daigo, som regerede 897-930 e.Kr., en af sine vasaler at fange en nathejre. Da hejren hørte om den kejserlige befaling, lod den sig straks indfange. Kejseren var tilfreds med, at hejren havde fastslået hans magt over naturen såvel som mennesket, og han tildelte den titlen ‘hejrernes konge’ samt en position i 5. rang ved det kejserlige hof. Derpå blev den løsladt uskadt. (Kilde: Jobling, 2010)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange af arterne har strålende farver, hannerne overvejende røde og sorte, hunnerne gule og sorte. Nogle arter er vist på siderne Hyldest til farven orange, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Bagan.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk peri (‘meget’ eller ‘overalt’) samt krokotos (‘gylden’). Type-eksemplaret må have været en hun!

Ordet minivet er af ukendt oprindelse.

 

Den blev beskrevet i 1846 fra Darjiling af den engelske zoolog Edward Blyth (1810-73), som var kurator i den zoologiske afdeling af Museum of the Asiatic Society of India i Calcutta (i dag Kolkata).

Artsnavnet er latin og betyder ‘som har med solen at gøre’, hvilket formentlig hentyder til hunnens gule fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

I gamle dage blev disse fugle ofte kaldt for gedemalkere, da det var en udbredt overtro, at de sugede mælk af geder om natten. Denne overtro kan dateres tilbage til den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.), som kaldte disse fugle for caprimulgus, afledt af capra (‘hunged’) og mulgere (‘at malke’). Han skrev: “De, som kaldes gedemalkere, der minder om en ret stor solsort, er nattetyve. De flyver ind i gedehyrdernes stalde, hvor de sætter sig på gedernes yver for at suge mælk, hvilket skader yveret og får det til at skrumpe ind, og gederne, som er blevet malket på denne måde, bliver gradvis blinde.”

I 1758 blev navnet caprimulgus adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav den europæiske natravn Caprimulgus europaeus. På tysk kaldes natravne stadig for Ziegenmelker.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’ eller ‘minder om’ – formodentlig en anden natravn.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for en gullig fugl, som er nævnt i Biblia Vulgata, en latinsk oversættelse af Biblen fra sidst i 300-tallet. Ordet var afledt af oldgræsk kharadrios, en fugl, der levede i floddale, af kharadra (‘ravine’).

 

De sydlige bestande er standfugle, mens de nordlige trækker til varmere egne, deriblandt det nordlige Afrika, det Indiske Subkontinent, Indokina og Indonesien.

Tidligere blev den amerikanske snepræstekrave (C. nivosus) og den hvidhovedede præstekrave (C. dealbatus), som yngler langs kyster af det sydlige Kina og Vietnam, betragtet som underarter af hvidbrystet præstekrave, men siden 2011 har man regnet dem som selvstændige arter.

Artsnavnet hentyder til byen Alexandria i Egypten, hvor type-eksemplaret blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ’tvivlsom’. Fuglen blev navngivet således i 1776 af den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Pierre Sonnerat (1748-1814), da han mente, at skindet, som han beskrev arten ud fra, kunne være en variant af stor præstekrave (C. hiaticula), hvis fjerdragt var blevet ændret på grund af klimatiske forhold.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Strandhjejlen er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). Førhen mente man, at når hjejlerne flokkedes, ville der snart falde regn.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gullig-brun’, hvilket sigter til fuglens sommerdragt.

 

 

 

 

 

 

Slægten blev beskrevet af den tyske naturhistoriker Johann Jakob Kaup (1803-73). Slægtsnavnet kommer af kisthos, det klassiske græske ord for cistroser (Cistus), også kaldt soløjetræer, samt af latin colere (‘at bo’). Formodentlig observerede Kaup cistussangeren blandt buske af denne slægt.

 

Det latinske artsnavn betyder ‘lille’ eller ‘slank’.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet kommer af latin in– (‘u-‘) og ornatus (‘udsmykket’), hvilket sigter til fuglens jævnt brunlige fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i det sydlige Kina, Taiwan og den nordlige del af Vietnam. I Taiwan er den ret almindelig i lavlandet, især i nærheden af fugtige områder, men er ikke så almindelig som orientprinia.

Artsnavnet er afledt af latin sonus (‘støj’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og peleia (‘due’), hvilket sigter til perlehalsduens hvide pletter på siden af halsen og i nakken.

 

Der er beskrevet 5 underarter, af hvilke nominatracen chinensis findes i Taiwan, hvor den er en af de almindeligste fugle.

Judy fodrer fugle på vores balkon, og perlehalsduer kommer meget ofte for at æde ris. Hvis der ikke er mere ris, dukker de ofte op på den anden balkon for at gøre opmærksom på manglen, eller de kurrer coo-coo-coooor, hvilket lyder som: “Where’s my food?” (“Hvor er min mad?”).

Artsnavnet er en alternativ staveform af sinensis, der betyder ‘kinesisk’ eller ‘fra Kina’ på latin. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

Nogle autoriteter opdeler denne art i to særskilte arter, østlig perlehalsdue (S. chinensis) og vestlig perlehalsdue (S. suratensis).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til det mere eller mindre komplette halsbånd hos mange medlemmer af slægten; endvidere af peleia (‘due’).

Andre arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia (ovenfor) og Nesoenas.

 

Førhen blev fuglene i Taiwan regnet som en særskilt underart, orii, som ikke længere accepteres, men regnes som en del af nominatracen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Fjernøsten’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hannen er ganske markant med gråt hoved, sort nakkebånd, samt røde vinger og rødligt bryst, hvilket har givet anledning til det alternative danske navn. Hunnen er brunlig, også med sort nakkebånd.

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Trankebar’, en tidligere dansk koloni på østkysten af den nuværende sydindiske delstat Tamil Nadu. Type-eksemplaret af arten blev formodentlig indsamlet her. Dette område er nærmere omtalt på siden Kultur: Indgange.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ravnen (C. corax).

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter en række genetiske studier er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus.

 

I videste forstand, inklusive de to splits, har denne art en meget stor udbredelse, fra Afghanistan og hele det Indiske Subkontinent mod øst til det sydøstlige Sibirien (Ussuriland) og Japan, og derfra mod syd gennem Indokina og Filippinerne til Indonesien. Den lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. skove, klippefyldte områder, agerland, landsbyer og langs floder. I størsteparten af dens udbredelsesområde træffes den ofte omkring bygninger, men i Taiwan lever den mest i bjergskove i moderate højder.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk macros (‘lang’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

I 1544, da portugiserne for første gang så Taiwan fra havet, døbte de øen Formosa (‘smuk’). Siden da er mange planter og dyr, som blev indsamlet på øen, blevet navngivet diverse udgaver af dette ord.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den tredje art, amerikansk nøddekrige (N. columbiana), lever i det vestlige Nordamerika. Den er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

Det vigtigste fødeemne for disse fugle er frø af forskellige arter af fyr (Pinus), som de knækker med deres kraftige næb. Denne adfærd ses af slægtsnavnet, som er afledt af latin nuci (‘nød’) og frango (‘at knække’ eller ‘at sønderbryde’).

Når fyrrefrø er talrige, skaber disse fugle forråd af overskydende frø, idet en enkelt fugl kan indsamle ikke færre end ca. 30.000 på en enkelt sæson. De er i stand til at huske omkring 70% af deres opbevaringssteder, selv når de er begravet i sne. De opbevarer ofte frø langt fra det sted, hvor de blev indsamlet, og disse fugle er således vigtige genskabere af skov i fældede eller brændte skovarealer. (Kilde: D.F. Tomback 2016, i Why birds matter: avian ecological function and ecosystem services, red. Sekercioglu, Wenny & Whelan, University of Chicago Press)

I områder uden fyrretræer udgør frø af gran (Picea) samt hasselnødder (Corylus) en vigtig del af føden.

 

Artens fjerdragt er meget variabel, og ikke færre end 9 underarter er beskrevet, af hvilke owstoni er ret almindelig i nåleskove i de højeste bjergområder i Taiwan.

Artsnavnet har samme betydning som slægtsnavnet, men er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’) og kataseio (‘at sønderbryde’).

 

 

 

 

 

Efter en række genetiske undersøgelser er det blevet foreslået, at den almindelige husskade opsplittes i et antal arter: eurasisk husskade (P. pica), Maghreb-husskade (P. mauritanica) i Nordafrika, Asir-husskade (P. asirensis) i det sydvestlige Saudi Arabien, orientalsk husskade (P. serica, se nedenfor), sortgumpet husskade (P. bottanensis) i det vestlig-centrale Kina og den nordøstlige del af Himalaya, samt sortnæbbet husskade (P. hudsonia) i det vestlige Nordamerika. De ligner alle hinanden meget, så hvorfor dette split blev foretaget, er lidt af en gåde for mig, og jeg foretrækker fortsat at betragte disse husskader som racer af én og samme art.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på husskaden, afledt af picata, som strengt taget betyder ‘indsmurt i tjære’, men i en bredere betydning ‘sort-hvid’.

Navnet skade har intet med ødelæggelse at gøre, men kommer af et gammelt ord for ’spids trætop’, hvilket hentyder til fuglens lange, tilspidsede hale. Men dens indsamling af skinnende genstande, fx af sølv, har gjort, at den i europæisk symbolik forbindes med at stjæle, jfr. mundheldet ”tyvagtig som en skade”. (Kilde: denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Dyr/skade)

 

Artsnavnet er enten afledt af latin Seres, et ord, der blev anvendt om folk fra det nordlige Kina, samt endelsen icus, således ’tilhørende kineserne’, eller af oldgræsk serikos (‘silkeagtig’), hvilket måske hentyder til fuglens skinnende fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle æder hovedsagelig store insekter og andre invertebrater, samt forskellige slags frugter, men de er også idelige plyndrere af småfugles reder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) og kissa, oprindeligt kitta, som på klassisk græsk egentlig var navnet på skovskaden (Garrulus glandarius), men også omfatter andre skader.

 

Det latinske artsnavn betyder ‘blå’.

Naturligvis er denne ikoniske fugl rigt repræsenteret i den taiwanesiske folkekunst. Nogle eksempler kan ses på siden Kultur: Folkekunst i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den blev tidligere anset for at tilhøre samme art som skovgøg (C. saturatus).

Artsnavnet er latin og betyder ‘velkommen’ eller ‘ønsket’, afledt af optare (‘at vælge’ eller ‘at ønske’). Formodentlig var denne fugls tilbagevenden om foråret et meget velkomment tegn på, at varmt vejr var lige om hjørnet.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er muligvis afledt af oldgræsk dikaion, som skulle være en fugl nævnt af den romerske forfatter Claudius Ælianus (ca. 175-235 e.Kr.).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘meget lille’, diminutiv af minus (‘mindre’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til disse fugle kløftede hale.

I Australien er det danske navn slang for en tåbelig eller dum person. Det stammer tilbage fra 1920’erne, hvor en australsk væddeløbshest, der tilsyneladende var opkaldt efter fuglen, aldrig vandt et eneste løb gennem sine akrive 5 år. Ordet blev derefter overført til enhver svagt begavet eller klodset person. Det kan man under ingen omstændigheder sige om de kloge og elegante drongoer!

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘bronzefarvet’, afledt af aes eller aeris (‘bronze’).

 

 

 

 

 

 

 

Sort drongo lever i åbent land, hvor den ofte sidder på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra den holder udkig efter flyvende insekter, som den fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, kun ganske lidt metalskinnende.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk macros (‘lang’) og kerkos (‘hale’).

Førhen blev den anset for at være samme art som den afrikanske gaffelhale-drongo, der i dag betragtes som en særskilt art under navnet D. adsimilis.

Billederne nedenfor er alle fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et stort antal arter er omfattet af kæledyrshandelen, og mange steder er disse burfugle undsluppet og har dannet forvildede bestande. I Taiwan findes 3 indfødte arter, mens 5 andre er undsluppet og yngler lokalt.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eu (‘god’) og odikos (‘musikalsk’ eller ‘syngende’).

 

Artsnavnet hentyder til Malabarkysten i Indien, fra Mumbai mod syd til halvøens spids. Type-eksemplaret blev formentlig indsamler her.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lonkhe (spidsen af et spyd eller en lanse), samt oura (‘hale’), hvilket sigter til den spidse hale hos nogle medlemmer af slægten.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’ eller ‘prikket’, afledt af punctum (‘punktum’ eller ‘lille plet’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder stribet, hvilket sigter til de lysebrune striber på oversiden.

 

 

 

 

 

 

Slægten Eophona indeholder kun to arter, gulnæbbet kærnebider (nedenfor) og maskekærnebider (E. personata). De har nogenlunde samme udbredelse, men maskekærnebider yngler tillige i Japan og på Sakhalin. Den er en kraftigere fugl, som har sort maske, og den mangler den sorte næbspids. Den er en meget sjælden gæst i Taiwan.

Denne slægt blev beskrevet i 1851 af den britiske ornitolog og kunstner John Gould (1804-81). Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eos (‘daggry’) og phone (‘at råbe’ eller ‘at skrige’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘den som vandrer’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på finker, afledt af frigutio (‘jeg pipper’).

 

Artsnavnet er afledt af latin mons (‘bjerg’) og fringilla (‘finke’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyr (‘ild’), samt latin ulus, en endelse, som udtrykker noget småt, således ‘et lille bål’, hvilket naturligvis sigter til den røde eller rødlige farve hos hannerne af adskillige arter i slægten.

Det danske navn kommer af plattysk dompape (‘domkirkepræst’). Hannen af den almindelige dompap har omtrent samme farve som hætte og kåbe hos disse præster.

 

Artsnavnet hentyder til Nepal. Type-eksemplaret blev indsamlet dér i 1836 af den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som beskrev talrige arter af fugle og pattedyr fra Himalaya, og mange planter og dyr er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten er muligvis navngivet efter Kekropia, en mytisk konge i Athen. Jobling (2010) nævner Kekropis, en kvinde fra Athen, uden nærmere forklaring.

 

Nominatracen, som er en ret almindelig standfugl i lavlandet i Taiwan, minder utrolig meget om racen japonica af den rødryggede svale, som yngler i det østlige Kina, Korea og Japan, og som er en almindelig trækgæst i Taiwan. Stribesvalen er ofte en smule større og har mindre rødbrunt på isse og kinder, men de to arter er meget vanskelige at adskille i felten. For mig er det lidt af et mysterium, hvorfor man regner dem som to arter.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svale.

 

Fire af underarterne er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som Sydafrika, det nordlige Australien og Argentina. Arten kan ses året rundt i det sydlige Mexico, den sydlige del af den Iberiske Halvø, Egypten, Himalaya, samt det sydlige Kina og Taiwan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘landlig’, afledt af ruris (‘landbrugsland’). Arten bygger oftest rede på bygninger, gerne i lader og stalde, hvilket også afspejles af dens danske navn. I sin Historiæ animalium, Liber III, publiceret i 1555, kalder den schweiziske læge og naturhistoriker Konrad Gessner (1516-65) fuglen for Hirundo domestica, af latin domus (‘hus’).

Landsvalen er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

Underarten gutturalis er en almindelig sommergæst i taiwanesiske byer, og nogle få er standfugle. Billederne herunder viser alle denne underart, fotograferet i byen Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den kan kendes fra landsvalen (ovenfor) på sine kortere ydre halefjer, den grålige, tværvatrede undergump, samt manglen på et sort bånd under den rødlige strube.

Tidligere blev fugle i Sydindien og Sri Lanka betragtet som en underart af Stillehavssvalen, men er siden blev ophøjet til en selvstændig art, sydindisk svale (H. domicola).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin ripa (‘flodbrink’), hvilket sigter til disse fugles foretrukne ynglested.

 

Gråstrubet digesvale lever i åbne områder, i reglen nær vand. Den er almindelig i Taiwans lavland.

Artsnavnet er en alternativ staveform af sinensis, der betyder ‘kinesisk’ eller ‘fra Kina’ på latin. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), afledt af laniare (‘jeg sønderriver’), hvilket hentyder til disse fugles vane med at spidde deres byttedyr på torne til senere brug, ikke ulig et slagteri, hvor kødet hænges op.

 

Den brune tornskade tilbringer vintermånederne i tropiske og subtropiske egne af Asien. Billederne nedenfor viser underarten lucionensis, som er en almindelig træk- og vintergæst i Taiwan.

Det latinske artsnavn betyder ‘med top’ – ikke et særlig velvalgt navn for denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er er onomatopoetisk, dvs. det imiterer den langhalede tornskades kald. Det blev møntet på denne fugl i 1757 af den svenske opdagelsesrejsende og naturhistoriker Pehr Osbeck (1723-1805), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78). I 1750-52 foretog han en rejse ombord på Prins Carl til Asien, hvor han tilbragte fire måneder med at studere flora, fauna og kultur i Canton-regionen i det sydlige Kina. Efter hjemkomsten overdrog han over 600 plantearter til Linnés Species Plantarum, som blev publiceret i 1753. I 1757 udgav han en bog om sit arbejde i Kina med titlen Dagbok öfwer en Ostindisk resa åren 1750, 1751, 1752: Med anmärkningar uti naturkunnigheten, främmande folkslags språk, seder, hushållning, m.m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk khelidonios (‘svaleagtig’), af khelidon (‘svale’), hvilket sigter til disse terners elegante flugt.

 

Artsnavnet, som betyder ‘hybrid’ på latin, blev givet af den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), som antog, at den fugl, han havde skudt, var en krydsning mellem hvidvinget terne (C. leucoptera) og fjordterne (Sterna hirundo).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

 

 

 

I Taiwan er denne art en temmelig almindelig træk- og vintergæst, og langs vestkysten findes en række vådområder, hvor flere hundrede fugle undertiden er forsamlet.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘vandsvale’, hvilket hentyder til de fleste terners elegante flugt. Jeg må dog sige, at navnet ikke er særlig velvalgt til rovternen, som nok er den mindst svaleagtige blandt ternerne!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret version af oldgræsk laros, det klassiske navn på en slags havfugl.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldengelsk stearn, som optræder i digtet The Seafarer fra 900-tallet. Et lignende ord for disse fugle blev anvendt på de Frisiske Øer.

 

Arten tilbringer vintertiden langs kyster fra omkring 20^o nordlig bredde mod syd til det sydlige Sydamerika, Afrika og Australien. Underarten longipennis er ret almindelig på træk i Taiwan, sjælden om vinteren.

Artsnavnet er det latinske ord for svaler. Det kan dateres tilbage til 1600-tallet, hvor fuglen blev kaldt for Hirundo marina (‘havsvale’) af den engelske ornitolog og ichthyolog Francis Willughby (1635-72). Navnet sigter til ternernes elegante flugt.

 

 

 

 

 

Tidligere tilhørte disse slægter familien Timaliidae, som udgjorde en slags ’systematikkens skraldespand’, hvor hundredevis af arter var blevet placeret. I dag er de fleste af disse arter overført til andre familier.

Familiens asiatiske medlemmer lever i et bredt spektrum af habitater, fra fugtige tropiske regnskove til kolde områder i Kina, Taiwan og Himalaya.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk heteros (‘forskelligartet’) og phasis (‘udseende’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

Artsnavnet er en tillægsform af latin auris (‘øre’), hvilket hentyder til de hvide duske på siden af hovedet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leios (‘glat’) og kikhle (‘drossel’). Hvad det sigter til, er uklart.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den amerikanske ornitolog og professor Joseph Beale Steere (1842-1940), som indsamlede fugle i Filippinerne.

 

 

 

 

 

 

 

I dag rummer slægten 23 arter, udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘fjer’) og rhinos (‘næse’), hvilket hentyder til de fjerklædte næsebor hos disse fugle.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trokhos (‘hjul’) og pteron (‘vinge’), hvilket hentyder til de korte afrundede vinger hos disse fugle.

 

Artsnavnet hentyder til Mount Morrison, i dag kaldt for Yu Shan (‘Jadebjerget’), som med sine 3952 m er det højeste bjerg i Fjernøsten. Dette bjerg blev oprindeligt opkaldt efter Robert Morrison (1782-1834), en skotsk protestantisk missionær, som arbejdede i Macao og Guangdong, samt på Malakka-halvøen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet Psilopogon er afledt af oldgræsk psilos (‘nøgen’) og pogon (‘skæg’).

Navnet skægfugl sigter til de stive børster omkring næbbet på disse fugle.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘i nakken’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det oldgræske navn på en uidentificeret fugl, der er nævnt af komedie-forfatteren Aristophanes (ca. 446-386 f. Kr.).

 

Hannens azurblå farve gav anledning til det latinske artsnavn. Den har også en distinkt sort plet på issen samt et smalt sort bånd hen over struben. Hunnen har brunlige vinger, og den mangler hannens sorte afmærkninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) nævner anthos, en lille, stærkt farvet fugl, og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) nævner anthus, begge hentyder muligvis til gul vipstjert (Motacilla flava).

I den græske mytologi blev Anthos, søn af Antinous og Hippodamia, søndertrampet af sin faders heste. Guderne forvandlede ham til en fugl, der ville imitere hestenes vrinsken, men altid flygte ved synet af en hest. Måske havde Aristoteles iagttaget en vipstjert lette på grund af heste.

 

Om vinteren trækker den til det Indiske Subkontinent, Indokina, det sydlige Japan, det sydlige Kina, Taiwan og Filippinerne, samt den nordlige del af Borneo. Den er ret almindelig i Taiwan om vinteren samt på træk.

Denne art ligner den eurasiske skovpiber (A. trivialis), men dens ryg er mere olivenfarvet og den har en bredere øjenstribe.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som arbejdede i Indien og Nepal. Han beskrev talrige arter af fugle og pattedyr fra Himalaya, og mange planter og dyr er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (nedenfor). Dette ord er afledt af motare (‘at bevæge’ eller ‘at ryste’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille ryster’, hvilket hentyder til, at halen hos hvid vipstjert altid bevæges op og ned. På et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’.

 

Underarten leucopsis, kaldt Amur-vipstjert, er ret fåtallig som ynglefugl i Taiwans lavland, mens den er en almindelig vintergæst. Den kendes nemt på det helt hvide ansigt og den knaldsorte ryg hos hannen. Hunnen ligner hannen, men ryggen er en anelse mere brunlig.

Underarten ocularis, som yngler i det østlige Sibirien og det vestlige Alaska, er en ret fåtallig vintergæst i Taiwan. Den ligner meget Amur-vipstjert, men har grå ryg, sort strube, samt en svag sort stribe gennem øjet.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’.

Alle billeder herunder er fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Taiwan yngler underarten melanope i moderate højder i bjergene, og i vintertiden træffes den ofte langs vandløb og kanaler i lavlandet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘askegrå’, afledt af cineris (‘aske’). Et mærkeligt navn på denne overvejende gule fugl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For tiden er fire underarter anerkendt, nominatformen tschutschensis, der findes fra det sydlige Sibirien og Mongoliet mod øst til Alaska, plexa, der yngler i det nordlige Sibirien, macronyx, der er udbredt som ynglefugl fra det østlige Mongoliet mod øst til Manchuriet og det sydøstlige Sibirien (Ussuriland), samt taivana, der findes fra Ussuriland mod syd til det nordlige Kina og det nordlige Japan. Sidstnævnte race er en ret almindelig vintergæst i Taiwan.

Artsnavnet hentyder til Chukotka-halvøen i det østlige Sibirien.

 

 

 

 

 

I dag omfatter familien omkring 51 slægter med ca. 324 arter, som er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

Slægtsnavnet er afledt af kopsykhos, det oldgræske navn på solsort (Turdus merula).

 

Artsnavnet hentyder til Malabar-kysten i Sydindien, hvor type-eksemplaret blev indsamlet.

Mange autoriteter kalder denne fugl for Kittacincla malabarica. Ordet shama er fuglens navn på Hindi og Bengali.

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i åben skov, krat og større haver og er udbredt i hovedparten af det Indiske Subkontinent, samt fra Indokina mod øst til det centrale og østlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien. Den er nationalfugl i Bangladesh.

I Taiwan forekommer arten naturligt på Kinmen-øerne, men er tillige blevet indført til selve Taiwan, hvor den er ret almindelig i byparker og større haver.

I sit 3-binds-værk A natural history of birds : illustrated with a hundred and one copper plates, curiously engraven from the life (1731-38) kalder den engelske naturhistoriker og kunstner Eleazar Albin (ca. 1690-1742) denne fugl for Dial Bird eller Bengall Magpie. Det førstnævnte hentyder til fuglens navn på Hindi, dayal, mens det sidste betyder ‘Bengal-skade’. Nogle autoriteter har foreslået, at da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 inkluderede denne art i sin Systema Naturæ og navngav den Gracula saularis, misforstod han Albins navn, idet han troede det havde noget at gøre med en solmåler (sun dial på engelsk). Det var da hans agt at navngive den Gracula solaris (solaris, ‘som har med solen at gøre’), men ved en fejltagelse skrev saularis i stedet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk henikos (‘enlig’) og oura (‘hale’), hvilket sigter til den kløftede hale.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske læge og naturhistoriker John Scouler (1804-71), som foretog adskillige rejser, bl.a. én i 1824-26 ombord på et Hudson Bay Company-skib med kurs mod Columbia-floden. Undervejs opankrede det på Madeira, i Rio de Janeiro, samt på Galapagos-øerne. Hans ledsager ombord var den kendte botaniker David Douglas (1799-1834), som lærte Scouler en mængde botanik. En anden rejse foretoges ombord på et handelsskib med kurs mod Calcutta, der undervejs gjorde ophold ved Kap Horn samt i Madras i Sydindien.

David Douglas’ korte, men interessante liv er beskrevet på siden Planteliv – Gamle og store træer: Pseudotsuga menziesii.

 

 

 

 

 

De fleste arter lever i bjerge og klippefyldte områder, hvilket afspejles af slægtsnavnet, afledt af latin mons (‘bjerg’) og colere (‘at bo’).

Trods disse fugles drossel-lignende udseende har genetisk forskning vist, at de i realiteten er jordlevende fluesnappere.

 

Om vinteren findes den i et kolossalt stort område, omkring Middelhavet, i Ethiopien, og fra Arabien gennem det sydlige Iran og den Indiske Halvø til det sydlige og østlige Kina, Korea og Japan, og derfra mod syd til Filippinerne og Java.

Den østlige underart philippensis adskiller sig markant fra de øvrige racer, idet hannens bryst og bug er kastanjefarvede. Den udgør muligvis en selvstændig art. Den er en sjælden ynglefugl i Taiwan, men ret almindelig som vintergæst. Underarten pandoo, hvor hannen er mørkeblå eller skiferblå, er en sjælden gæst på øen.

Artsnavnet, som på latin betyder ‘enlig’, kan dateres tilbage til den engelske naturhistoriker John Ray (1627-1705), der i 1678 kaldte den for ‘den enlige spurv’ og havde følgende kommentar til den: “Den plejer at sidde alene på toppen af ældgamle bygninger og kirketage, hvorfra den synger yderst sødt, specielt om morgenen, og herfra har den fået sit navn.” (Kilde: Jobling, 2010)

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk myia (‘flue’) og mela (‘at være interesseret i’).

 

Han og hun har meget forskellig fjerdragt. Hannen er mørkeblå med lyseblå pande og vingedækfjer, og halen er sort med en stor hvid plet ved basis i begge sider. Hunnen er brun med hvidlig strube og et halemønster som hos hannen.

Artsnavnet kommer af oldgræsk leukos (’hvid’) og oura (’hale’).

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk myia (‘flue’) og phoneus (‘slagter’), af phonos (‘mord’). Det danske navn skyldes kaldet hos blå fløjtedrossel (M. caerulea), en skarp, gennemtrængende lyd, der kan høres på stor afstand.

 

Artsnavnet er latin og betyder ’tilhørende en ø’.

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet af den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), som arbejdede i Indien og Nepal. Han beskrev talrige arter af fugle og pattedyr fra Himalaya, og mange planter og dyr er opkaldt efter ham. Ordet niltava er en forvrængning af niltau, det nepalesiske navn på orangebuget niltava (N. sundara).

 

Artsnavnet betyder ‘livlig’ på latin.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles røde hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale.

 

I lighed med de fleste andre rødstjerter har han og hun af Amurrødstjert meget forskellig fjerdragt, idet hannen har rødt bryst, bug og hale, sort ansigt, strube og ryg, grålig isse og nakke, samt en iøjnefaldende hvid plet på vingen, mens hunnen er blegbrun med orangerød hale, samt, i lighed med hannen, en tydelig hvid plet på vingen.

Artsnavnet er en modificeret udgave af latin aurora (‘daggry’), i denne forbindelse med betydningen ‘østlig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Tajikistan og Afghanistan langs Himalaya til Bangladesh, Indokina, størsteparten af Kina, samt Taiwan. Den lever udelukkende langs floder med hurtigtstrømmende vand og ses ofte sidde på klipper i floden, hvorfra den af og til flyver op for at snappe et forbipasserende insekt.

Artsnavnet kommer af latin fuligo (‘sod’) og ous (’tilbøjelig til’), som sigter til hannens sodgrå fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tarsos (‘tarse’), samt latin ger (‘at bære’), hvilket formodentlig sigter til disse fugles meget lange tarse.

 

Artsnavnet blev givet til ære for Mrs. Marion Johnstone, en velkendt britisk fugleopdrætter, som var den første, der formåede at få Apolori (Trichoglossus johnstoniae) til at yngle i fangenskab.

 

 

 

 

 

 

Senere studier har imidlertid vist, at papegøjenæb overhovedet ikke er beslægtet med mejser, og sammen med skægmejsen (Panurus biarmicus) blev de overført til en særskilt familie, Paradoxornithidae (‘paradoksale fugle’), der systematisk blev placeret nær timaliderne (Timaliidae). Skægmejsen er siden blevet overført til en særlig familie, Panuridae.

Genetiske studier har haft den virkning, at et antal fugle, som tidligere var placeret i Timaliidae, er blevet overført til Paradoxornithidae, deriblandt nogle fulvetta-arter, der førhen var placeret i slægten Alcippe, nu Fulvetta (nedenfor). Andre fulvettaer, som forblev i Alcippe, er blevet flyttet til familien Alcippeidae (ovenfor).

I dag omfatter Paradoxornithidae omkring 16 slægter med ca. 37 arter af små til mellemstore fugle.

 

Slægtsnavnet er diminutiv af latin fulvus (‘rødbrun’ eller ‘gulbrun’), således ‘en lille gulbrun fugl’.

 

I 1544, da portugiserne for første gang så Taiwan fra havet, døbte de øen Formosa (‘smuk’). Siden da er mange planter og dyr, som blev indsamlet på øen, blevet navngivet diverse udgaver af dette ord.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en kombination af sino, af oldgræsk sinæ (‘kinesisk’), samt slægtsnavnet Suthora (papegøjenæb), som er det nepalesiske navn på sortstrubet papegøjenæb (S. nipalensis).

 

Den taiwanesiske underart bulomacha er ret almindelig i lavlandet, men ses ikke meget på grund af sin vane med at gemme sig i tæt vegetation. Den er meget blegere end fastlandsracerne og mangler den rødlige strube, så der er ikke meget ’kanel’ over den! Den udgør sandsynligvis en selvstændig art.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske botaniker Philip Barker-Webb (1793-1854), som indsamlede planter i Marokko og Brasilien, samt på de Kanariske Øer. Hans resultater fra Kanarieøerne blev publiceret i 9 bind i 1840, med titlen Histoire Naturelle des Iles Canaries (‘De Kanariske Øers Naturhistorie’).

 

 

 

 

 

 

 

Navnet mejse kommer af tysk Meise, der stammer fra det proto-germanske navn på disse fugle, maison.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk makhlos (‘luksuriøs’) og lophos (‘top’), hvilket sigter til den store top hos 4 af de 5 arter.

 

Artsnavnet hædrer den svenske naturhistoriker P.A. Holst, som indsamlede fugle i Taiwan og på Bonin-øerne omkring 1889.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin mons (‘bjerg’) og colere (‘at bo’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en kombination af to andre slægtsnavne, Sitta (spætmejser) og Parus.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med kastanjefarvet bug’.

 

 

 

 

 

Trods navnet er snefinker af slægterne Montifringilla, Onychostruthus og Pyrgilauda ikke finker, men medlemmer af spurvenes familie.

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ’tilknyttet bjerge’, af mons (‘bjerg’). Et underligt navn for denne art, som er meget almindelig i lavlandet.

Alle billeder herunder er fra Taichung. Andre billeder af arten kan ses på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

 

I 1800-tallet blev denne art forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede. Den fuldstændige modsætning til denne forfølgelse ses i Fjernøsten, hvor fiskere gennem tusinder af år har anvendt tæmmede skarver til fiskeri. Billeder af denne praksis kan ses på siden Fiskeri.

Artsnavnet er latin og betyder ‘trækul’, hvilket naturligvis hentyder til fuglens farve.

Billederne nedenfor er alle fra Aogu Wetlands.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som følge af genetiske undersøgelser er to grupper, som førhen var placeret i denne familie, blevet overført til særskilte familier, perlehøns til Numididae og den Nye Verdens vagtler til Odontophoridae.

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘den der bor blandt bambus’, af slægtsnavnet Bambusa, afledt af bambu, det malajiske ord for bambus, samt latin colere (‘at bo’).

 

Artsnavnet er afledt af latin sonorus (‘høj’, i betydningen ‘kraftig’) og vox (‘stemme’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk lophos (‘top’) og oura (‘hale’), hvilket sigter til disse fugles top og store hale.

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en kombination af oldgræsk iynx (‘vendehals’) samt det latinske picus (‘spætte’), hvilket formodentlig sigter til deres lidenhed.

 

Underarten kaleensis er ret almindelig i Taiwans lavland, bl.a. i byparker.

Artsnavnet er afledt af latin canus (‘grå’), samt capillus, som egentlig betyder ‘hovedhår’, men i denne forbindelse ‘isse’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk takhys (‘hurtig’) og bapto (‘at nedsænke’), hvilket sigter til, at man i det ene øjeblik ser fuglen, i det næste er den dykket.

 

Artsnavnet kommer af latin rufus (‘rød’) og collum (‘hals’), hvilket hentyder til den røde hals hos arten i yngletiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kan spores tilbage til Historiæ animalium, Liber III, offentliggjort i 1555 af den schweiziske læge og naturhistoriker Konrad Gessner (1516-65). Navnet er taget fra Braunelle, det tyske navn på jernspurven, diminutiv af braun (‘brun’), således ‘den lille brune’ (fugl).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘bærer halsbånd’, hvilket formodentlig sigter til den grå strube og nakke.

 

 

 

 

 

 

Førhen blev de sorte bulbuler i Asien anset for at være underarter af Madagascar-bulbul (H. madagascariensis), men de fleste autoriteter anerkender nu to særskilte asiatiske arter, asiatisk sort bulbul (nedenfor), som er vidt udbredt, fra det nordøstlige Afghanistan gennem Himalaya til Indokina, Kina og Taiwan, samt sydindisk sort bulbul (H. ganeesa), der er begrænset til bjergegne i Sydindien og Sri Lanka.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hypsi (‘højt’) og petes (‘flyver’), således ‘den der flyver højt’.

 

Underarten nigerrimus er endemisk i Taiwan, hvor den er meget almindelig i skove og større byparker, fra lavlandet op til bjerge i mellemhøjde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og noton (‘ryg’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte.

Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

 

Artsnavnet betyder ‘kinesisk’ eller ‘fra Kina’ på latin. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

Billederne nedenfor er alle fra byen Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art ligner den kinesiske bulbul en del, men adskiller sig gennem at have helt hvidt bryst, sort hætte, en tynd skægstribe, samt en lille rød plet ved basis af næbbet.

Navnet Styans bulbul blev givet til minde om den britiske tehandler og naturhistoriker Frederic William Styan (1858-1934), som tilbragte 27 år i Kina.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en kombination af oldgræsk spiza (‘finke’), samt slægtsnavnet Ixos, som den hollandske zoolog og museumsdirektør Coenraad Jacob Temminck (1778-1858) oprettede i 1825 for visse bulbul-arter.

 

Den taiwanesiske underart cinereicapillus blev oprindeligt beskrevet som en selvstændig art i 1871 af den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham.

Artsnavnet er afledt af latin semi (‘halvt’) og torques (‘halsbånd’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for blishøne.

 

Blishønen er en ret almindelig vintergæst i Taiwan.

Artsnavnet betyder ‘sort’ på latin.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘lille høne’.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og pous (‘fod’).

I Nord- og Sydamerika erstattes denne art af den lignende amerikanske rørhøne (G. galeata), der førhen blev betragtet som en underart af grønbenet rørhøne. Den er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Første halvdel af slægtsnavnet stammer fra latin amentum, en læderstrop, som var bundet til de spyd, der blev anvendt i Oldtidens Grækenland under jagt, i krig, samt under atletiske lege. Denne strop hjalp til med at øge kastelængden og stabiliteten af spyddet. (Kilde: E. Gardiner 1907. Throwing the Javelin. The Journal af Hellenic Studies, 27: 249-273)

Den anden halvdel af navnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’). Himantopus kan således oversættes som ‘strop-ben’, hvilket naturligvis hentyder til disse fugles meget lange og tynde ben.

 

Hannen er normalt lidt større end hunnen og har sorte vinger og ryg, ofte med et grønligt skær, mens hunnens er mørkt skiferfarvede. Hoved og hals kan være rent hvide, men har mere eller mindre udbredte mørkere partier hos mange fugle. Ungfugle op til et år gamle har mere grålige ben, men er vanskelige at skelne fra adulte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin recurvus (‘tilbagebøjet’) samt rostrum (‘næb’), hvilket sigter til deres opadbøjede næb, som er en tilpasning til at ‘skumme’ vandoverfladen for smådyr. Det danske navn skyldes advarselskaldet hos almindelig klyde (nedenfor), et vidtlydende klyd-klyd-klyd.

 

Artsnavnet er et gammelt italiensk ord, der formodentlig var navnet på denne fugl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aktites (‘lever ved kysten’), af akte (‘kyst’).

 

Artsnavnet kommer af oldgræsk hypo (‘underside’) samt leukos (‘hvid’), hvilket hentyder til artens lyse bug.

På Nukumanu-øerne nær Papua Ny Guinea kaldes mudderkliren for matakakoni, hvilket betyder ‘fuglen, der går en smule, hvorefter den kopulerer’, hvilket hentyder til dens vane med at pumpe bagkroppen op og ned, mens den fouragerer. (Kilde: D.W. Hadden, 2004. Birds of the northern Atolls of the North Solomons Province of Papua New Guinea. Notornis. 51 (2): 91-102)

Iøvrigt finder jeg navnet mudderklire misvisende. Denne art ses mest på stenede strande og klippekyster, så stenklire ville være et langt mere passende navn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev hæftet på svalekliren (nedenfor) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af oldgræsk tryngas, som var betegnelsen på en drossel-stor, halevippende vadefugl, som blev nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Denne art adskiller sig fra svalekliren (nedenfor) ved sine længere, mere grønne ben, samt den kraftigt plettede overside. I flugten høres ofte et vidtlydende jif-if-if.

Artsnavnet er diminutiv af latin glarea (‘grus’), således ‘den der færdes i småt grus’ (= sand?).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet klire kommer iøvrigt af denne arts kald, et vidtlydende tyr-tyr-tyr eller klir-klir-klir.

Artsnavnet er afledt af latin nebula (‘tåge’). Det sigter til et norsk folkenavn på fuglen, skoddeføll (‘tågeføl’), hvilket hentyder til artens sumpede og tågefyldte habitat, samt til dens kald, som blev sammenlignet med vrinsken.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt, idet den yngler fra Norge, Danmark og Tyskland mod øst gennem den sibiriske taiga til det Okhotske Hav, mens vinteren tilbringes i Vest- og Sydeuropa, store dele af Afrika, Mellemøsten, det Indiske Subkontinent, det sydlige Kina, Taiwan og det sydlige Japan, og derfra mod syd gennem Indokina og Filippinerne til det nordlige Borneo. Ulig de fleste andre klirer yngler denne art i træer.

Den passerer gennem Taiwan på træk, og nogle tilbringer vinteren her. Den ses dog ikke så ofte, da den foretrækker ferskvandsområder, bl.a. smådamme og tilgroede vandløb.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk okhros (‘bleggul’ eller ‘okkerfarvet’) samt pous (‘fod’).

 

 

 

 

 

Omkring Nordsøen og Middelhavet er arten standfugl, mens andre bestande er trækfugle, der tilbringer vinteren i det nordlige Afrika, Mellemøsten, det Indiske Subkontinent, Indokina og Indonesien. I Taiwan er den almindelig på træk, fåtallig om vinteren.

Det latinske artsnavn kommer af totano, det italienske navn på rødben.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sitte, en fugl som en spætte, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.), samt af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Underarten formosana er ret almindelig i skove i mellemhøjder i Taiwan.

 

 

 

 

 

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, specielt den almindelige hyrdestær (nedenfor), og i Nordamerika den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siderne Natur: Invasive arter, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

I Taiwan er truffet 16 arter af denne familie, hvoraf mange imidlertid drejer sig om undslupne fangenskabsfugle.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akridos (‘græshoppe’) og theras (‘jæger’). Når græshopper er talrige, propper stære og hyrdestære sig med disse insekter. Et eksempel er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

Tophyrdestæren var førhen ret almindelig i Taiwans lavland, men er i tilbagegang på grund af konkurrence fra de indførte arter Java-hyrdestær og almindelig hyrdestær (begge omtalt nedenfor). Den adskiller sig fra disse arter gennem sin mere sorte fjerdragt, rødt øje, lysegult næb samt større fjerdusk ved basis af næbbet.

Artsnavnet er diminutiv af latin cristatus (‘med top’), således ‘med en lille top’ – skønt denne arts ‘top’ (fjerdusken ved basis af næbbet) er større end hos Java-hyrdestæren.

Billederne herunder er alle fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag er Java-hyrdestæren meget almindelig i Taiwan, hvor den udkonkurrerer visse lokale fuglearter, specielt den hjemmehørende tophyrdestær (ovenfor). Judys mor kaldte disse fugle for ‘gangstere’ på grund af deres aggressive opførsel, når de jager andre fugle væk fra fuglefoderbrætter. På den anden side har jeg ved flere lejligheder set dem æde fredeligt side om side med andre fuglearter (se billede under Aplonis panayensis nedenfor).

Alle billeder herunder er fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art var oprindelig tilknyttet åbne skove og krat, men har været glimrende til at tilpasse sig andre levesteder, bl.a. landbrugsområder og byer. Undslupne fangenskabsfugle har dannet bestande i en lang række lande, deriblandt Sydafrika, Madagascar, adskillige arabiske stater, Japan, Indonesien, Australien og New Zealand. I lighed med Java-hyrdestær er den almindelig mange steder i Taiwans lavland.

Mange steder er den blevet en pest, som fordriver indfødte fuglearter, specielt i Australien, hvor den er blevet erklæret for “et yderst vigtigt problem”. Ifølge IUCN arter Survival Commission er den en af verdens værste invasive arter, som er en trussel mod “biodiversitet, landbrug og menneskelige interesseområder”.

Det lader til, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) fandt denne fugls fjerdragt ret kedelig, da han i 1766 navngav den tristis, hvilket er latin for ‘trist’ eller ‘dyster’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk haplo-os (‘simpel’ eller ‘jævn’) samt ornis (‘fugl’). Slægten blev oprettet i 1836 af den engelske ornitolog og kunstner John Gould (1804-81), men han lavede en skrivefejl. Senere foreslog han navnet Aplornis, men ifølge nomenklaturreglerne har det først indstiftede navn prioritet. Navnet sigter til disse fugles simple bygning, og Gould skrev endvidere: “Den kan også kendes på manglen af de strålende farver, som er så bemærkelsesværdige i Lamprotornis.” (En slægt af afrikanske stære, præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika).

 

Fjerdragten hos voksne og ungfugle er markant forskellig. De voksne er sortagtige med grønligt-blåligt skær, mens ungfuglene er mørkegrå med brunlig-hvid, kraftigt stribet underside. Både gamle og unge har rødbrun iris.

Artsnavnet refererer til øen Panay i Filippinerne, hvor type-eksemplaret blev indsamlet.

Billederne herunder er alle fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af graculus, det klassiske latinske navn på alliken, samt pica, det klassiske latinske navn på husskaden, afledt af picata, som strengt taget betyder ‘indsmurt i tjære’, men i en bredere betydning ‘sort-hvid’, således ‘den allike-lignende, sort-hvide fugl’, hvilket sigter til disse fugles brogede fjerdragt.

 

Artsnavnet er afledt af latin niger (‘sort’) og collum (‘hals’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af slægtsnavnet Sturnus, i hvilken disse fugle førhen var placeret. Nogle autoriteter betragter dem stadig som tilhørende denne slægt.

 

I dag betragter de fleste autoriteter blythii som en særskilt art, kaldt for Malabar-stær (S. blythii). Den adskiller sig gennem at have et markant hvidt hoved og øvre del af brystet, som står i skarp kontrast til den orangerøde bug og den grå ryg.

Underarten nemoricola er også meget forskellig fra malabarica, da den overvejende er grå uden kastanjefarvet underside og hale, kun med blegt rødbrun underside af halen og til tider også undergump og bug. Efter min mening bør den også betragtes som en særskilt art.

Denne underart er ret almindelig i Taiwans lavland. Nogle autoriteter betragter dog bestanden som værende etableret af undslupne fangenskabsfugle. Billederne herunder er alle fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk platea (‘bred’), hvilket sigter til det brede næb.

 

Fra et estimeret antal på omkring 10.000 styrtdykkede bestanden til at omfatte 288 individer i 1988. Siden da har bestræbelser på at bevare arten fået antallet til at stige til ca. 6000 fugle i 2022. Med et antal på omkring 3800 er Taiwan det vigtigste overvintringsområde for arten.

Det latinske artsnavn betyder ‘mindre’ (end), i dette tilfælde mindre end almindelig skestork (P. leucorodia).

Naturligvis er denne ikoniske fugl rigt repræsenteret i den taiwanesiske folkekunst. Nogle eksempler kan ses på siden Kultur: Folkekunst i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten var almindelig i Oldtidens Egypten, men er nu uddød her. Den var æret som symbol på visdommens gud Thoth, der ofte ses afbildet med ibishoved.

I dag er den en almindelig og populær art i zoologiske haver verden over. Den undslipper ofte, og vildtlevende bestande er blevet etableret i bl.a. Frankrig, Italien, Spanien, De Canariske Øer, Florida, samt Taiwan. Disse bestande er en stor trussel mod andre kolonirugende fugle, idet den konkurrerer om redepladser med bl.a. kohejre (Bubulcus ibis) og silkehejre (Egretta garzetta). Ibiser er kødædende og kan på kort tid lægge fx ternekolonier øde ved at æde æg og unger.

I et nummer af det svenske fugleblad Vår Fågelvärld foreslås det vittigt, at man omdøber arten til ’skinhellig ibis’.

Strengt taget betyder det latinske artsnavn ‘fra Ethiopien’. I gamle dage havde dette ord dog en langt bredere betydning og inkluderede størsteparten af Tropisk Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pomatos (‘dække’) og rhinos (‘næsebor’), hvilket sigter til, at næseborene hos disse fugle er skjulte i fjer.

 

Førhen blev den betragtet som en underart af rødnakket segltimalie (P. ruficollis), som er udbredt fra det østlige Nepal og Bangladesh mod øst til det sydlige Kina og Vietnam.

Artsnavnet er latin og betyder ‘musikalsk’, hvilket sigter til den varierede sang hos denne fugl.

 

 

 

 

 

 

 

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for drossel.

 

Kurillerdroslen er en almindelig træk- og vintergæst i Taiwan.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’) og laios (‘drossel’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den voksne han er en smuk fugl med sort overside og brystbånd, rødlig bug og helt hvidt hoved, mens hunnen har brun overside og isse, gullighvid øjenstribe, rødlig underside og hvidlig strube.

Artsnavnet er afledt af latin nix (‘sne’) og ceps (‘-hovedet’), hvilket sigter til hannens snehvide hoved.

 

 

 

 

 

 

 

Denne fugl er tilknyttet skov, og den yngler i Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, i det nordøstlige Kina, samt i Korea, mens vinteren tilbringes i Korea, det sydlige Japan, det sydøstlige Kina, samt i Taiwan, hvor den er ret almindelig.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zoon (‘dyr’) og theras (‘jæger’), hvilket hentyder til, at disse drosler ofte afsøger skovbunden for invertebrater.

 

Artsnavnet kommer af latin aureus (‘gylden’). Formodentlig sigter dette navn, såvel som det danske navn, til fuglens ryg og vinger, som dog er mere brunlige end gyldne.

På engelsk kaldes arten for White’s thrush, opkaldt til ære for den engelske naturhistoriker Gilbert White (1720-93), som er bedst kendt for sit værk Natural History and Antiquities of Selborne, der første gang blev offentliggjort i 1789.

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i Asien, fra Himalaya mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Indokina til det nordlige Sumatra og Borneo. Underarten griseiloris er ret almindelig i mellemhøjder i Taiwans bjerge.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk herpo (‘at krybe omkring’) samt ornis (‘fugl’). Artsnavnet er ligeledes oldgræsk, afledt af xanthos (‘gul’) og leukos (‘hvid’).

 

 

 

 

 

Som den betragtes i dag, indeholder familien Zosteropidae 14 slægter med omkring 139 arter, men nogle eksperter hævder, at der behøves yderligere studier, før brillefuglenes slægtskab med andre fugle er udredt i detaljer.

 

Slægtsnavnet er det nepalesiske ord for disse fugle.

 

Artsnavnet er afledt af latin brunneus (‘brun’) og ceps (‘-hovedet’), hvilket sigter til artens brune kalot.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zoster (’krans’) og ops (’øje’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til den iøjnefaldende hvide øjenring hos de fleste arter.

 

Som artsnavnet fortæller, er den udbredt i Japan, samt desuden i det østlige Kina, Taiwan, Vietnam og Filippinerne. Den er en af de almindeligste fugle i Taiwans lavland.

Arten er også blevet indført til andre egne, bl.a. Hawaii, hvor den udkonkurrerer lokale fuglearter, deriblandt de markante seglfugle.

Billederne herunder er alle fra Taichung.