Fugle i Himalaya

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som det fremgår af de fleste billeder, foretrækker jeg at vise fuglene i deres naturlige miljø, eller studier af deres adfærd.

Hvad angår fuglenes højdemæssige udbredelse i Himalaya, har jeg støttet mig meget til R. Grimmett, C. Inskipp & T. Inskipp 2000. Birds of Nepal. Christopher Helm, London. Denne bog er forældet med hensyn til systematik, men er ellers en glimrende felthåndbog.

Med hensyn til den geografiske udbredelse af fuglene har jeg hentet mange oplysninger fra hjemmesiden datazone.birdlife.org, mens oplysninger om etymologi ofte er hentet fra J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm.

Finder du fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

Himalayas grænser er ikke veldefinerede. Mod nordvest glider Karakoram-bjergene (der af nogle autoriteter betragtes som en del af Himalaya, af andre ikke) jævnt over i Hindu Kush- og Pamir-bjergene. Mod nord og nordøst udgør adskillige bjergkæder i Ladakh, Tibet og Kina en fortsættelse af selve Himalaya.

Som et resultat af de store forskelle i højdeforhold og nedbør – foruden forskellige andre faktorer som mikroklima og jordbundens sammensætning – er Himalayas flora og fauna i sandhed divers. I disse bjerge mødes to biogeografiske regioner. I de fleste områder dominerer flora og fauna fra den indo-malayiske region, der omfatter bl.a. det Indiske Subkontinent og Sydøstasien, men i Kashmir, Ladakh og det nordlige Pakistan, samt i det nordligste Nepal og Bhutan i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den palæarktiske region, der bl.a. omfatter det centrale og vestlige Asien.

Når monsunen er passeret hen over Himalaya fra syd, er næsten al vanddampen allerede faldet som regn, og den tibetanske højslette modtager således kun ganske lidt nedbør. I de fleste egne her er den årlige nedbør under 100 mm, hvoraf størstedelen falder som sne om vinteren. Af denne grund er landskabet overvejende tørt og goldt, og grønne og frodige områder ses mest langs floder og omkring regionens talrige søer.

På denne side behandles Tibet (kaldt Xizang af kineserne), Qinghai og Xinjiang som separate områder. Udtrykket ‘det vestlige Kina’ angiver kinesiske territorier umiddelbart øst for Tibet og Qinghai, mens udtrykket ‘det sydvestlige Kina’ omfatter provinserne Yunnan, Guizhou og Sichuan.

 

 

Familienavnet er afledt af latin accipiter (‘høg’), fra accipere (‘at gribe’), hvilket naturligvis sigter til de skarpe kløer.

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk elanos (‘glente’).

 

I Himalaya kan den træffes op til en højde af 1600 m, men er almindeligst i forbjergene.

Artsnavnet er afledt af latin caelum, der strengt taget betyder ‘himmel’, men ofte anvendes i betydningen ‘himmelblå’, samt en endelse, der udtrykker noget småt, altså løseligt oversat ‘den lille himmelblå’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til det blålige skær i fjerdragten.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk, af navnet Nisos, samt aetos (‘ørn’). Nisos var en konge af Megara, som havde en purpurfarvet hårlok, der beskyttede ham og hans rige. En version af legenden fortæller, at da Kong Minos af Kreta belejrede Megara, fristede han Nisos’ datter Scylla med en halskæde af guld, som hun kunne få ved at bedrage og dræbe sin fader. Ifølge en anden version blev hun forelsket i Minos på afstand, og efter at have skåret sin faders purpurfarvede hårlok af, bragte hun den som gave til Minos. Han afskyede imidlertid hendes gerning og betragtede den som skamfuld. Da Minos’ skibe satte sejl, forsøgte Scylla at klatre op af et af dem, men blev angrebet af Nisos, som var blevet forandret til en havørn. Hun faldt ned i vandet og druknede, hvorefter hun blev ændret til en fugl, muligvis en hejre, som konstant forfølges af Nisos.

 

Et andet navn på denne art er Hodgsons høgeørn, hvilket sigter til den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-1894), som beskrev arten efter selv at have nedlagt et individ i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eremos (‘ørken’) og phileo (‘at holde af’), som sigter til den foretrukne habitat hos ørkenbjerglærke (E. bilopha), som blev beskrevet i 1823 af den hollandske zoolog og museumsdirektør Coenraad Jacob Temminck (1778-1858). Oprindeligt var den placeret i slægten Alauda, men begge bjerglærker blev overført til Eremophila i 1828 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870).

 

 

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae). Et medlem af førstnævnte er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, mens medlemmer af de to øvrige er beskrevet herunder.

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til farvespillet i fjerdragten hos vores hjemlige isfugl (Alcedo atthis), mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerylos, en uidentificeret fugl, som er nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) og andre forfattere. Fuglen var sandsynligvis mytisk og forbundet med Halkyon (se slægten Halcyon nedenfor).

Artsnavnet er latin og betyder ‘fræk’ eller ‘ukultiveret’. Dette underlige navn blev givet af den svenske naturhistoriker Fredrik Hasselquist (1722-1752), som sandsynligvis forvekslede det latinske ord hispida (‘isfugl’) med hispidus (‘grov’ eller ‘ukultiveret’).

Artens officielle danske navn er gråfisker, hvilket jeg finder uheldigt. Fuglen er slet ikke grå, men sort og hvid, så jeg foretrækker navnet broget isfugl, som er langt mere dækkende.

 

 

Slægtsnavnet er et latinsk ord, der blev benyttet som navn på en ukendt vandfugleart af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

Førhen var to andre ænder placeret i denne slægt, hjelmskallesluger, der nu kaldes for Lophodytes cucullatus, samt lille skallesluger, der i dag hedder Mergellus albellus. Forskning har påvist, at de ikke er nært beslægtede med de ægte skalleslugere.

 

Artsnavnet er en kombination af slægtsnavnene Mergus og Anser (‘gås’).

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for sejlere, afledt af oldgræsk a (‘uden’) og pous (‘fod’). På grund af disse fugles små og svage fødder troede man i Oldtiden, at de var en type svaler uden fødder.

 

Den er meget almindelig i Nepal og træffes hele året op til højder omkring 1000 m, om sommeren op til 2100 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidst i 1800-tallet begyndte den at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa.

Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op. Den ses også ofte på nypløjede marker. Slægtsnavnet er latin og betyder ‘kvæghyrde’. Artsnavnet er det oldgræske ord for ibiser. Hvorfor det blev benyttet for kohejren, er uvist.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). Bortset fra visse mindre detaljer er de identiske, så denne opdeling er uforståelig. Jeg foretrækker at betragte alle kohejrer som én og samme art.

Førhen fandtes en stor ynglekoloni af kohejre i hjertet af Kathmandu, nær det nye kongepalads. Jeg har desværre ikke været i stand til at lokalisere denne koloni i de senere år, men der findes en ret stor koloni i forstaden Banepa.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og noton (‘ryg’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten blev imidlertid tæmmet på et meget tidligt tidspunkt og er siden blevet bragt til næsten enhver plet på planeten. Med tiden er der opstået over 1000 racer eller former. I talrige byer verden rundt er fugle undsluppet og har dannet kæmpestore fovildede bestande. På trods af, at de sviner med deres ekskrementer allevegne, og måske også spreder smitsomme sygdomme blandt mennesker, er det en meget populær fritidsbeskæftigelse hos mange at fodre disse duer.

Artsnavnet hidrører fra Theodore Gazas værk fra 1476, Aristotelis de natura animalium, hvori han oversætter det oldgræske ord for due, peleia (sandsynligvis afledt af pellos = ‘af mørk farve’), til livia, afledt af latin livens (‘blyfarvet’), oprindeligt fra livere (‘af blålig farve’).

Adskillige billeder af denne fugl vises på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin rupes (‘klippe’), hvilket sigter til artens hovedhabitat.

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Orienten’.

 

 

 

 

 

 

På grund af sin intelligente adfærd optræder denne fugl i adskillige mytologier tværs gennem Eurasien. I den nordiske mytologi var to ravne, Hugin (‘tanke’) og Munin (‘hukommelse’), Odins tjenere, som bragte ham nyt fra hele verden.

Artsnavnet er det klassiske græske ord for ravnen.

 

 

I videste forstand, inklusive de to splits, har denne art en meget stor udbredelse, fra Afghanistan og hele det Indiske Subkontinent mod øst til det sydøstlige Sibirien (Ussuriland) og Japan, og derfra mod syd gennem Indokina og Filippinerne til Indonesien. Den lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. skove, klippefyldte områder, agerland, landsbyer og langs floder. I Himalaya findes den i højder op til mindst 3000 m.

Stornæbbet krage ligner meget den almindelige ravn (ovenfor), men foruden sin mindre størrelse kan den kendes på det slankere næb og den stejlere ‘pande’.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’) samt kissa, som på klassisk græsk egentlig var navnet på skovskaden (Garrulus glandarius), men også omfatter andre skader.

 

Da portugiserne i 1544 for første gang så Taiwan fra havet, døbte de øen Formosa (‘smuk’). Siden da er mange planter og dyr, som blev indsamlet på øen, blevet navngivet diverse udgaver af dette ord.

 

 

 

 

 

Det vigtigste fødeemne for disse fugle er frø af forskellige arter af fyr (Pinus), som de knækker med deres kraftige næb. Denne adfærd ses af slægtsnavnet, som er afledt af latin nuci (‘nød’) og frango (‘at knække’ eller ‘at sønderbryde’).

Når fyrre-frø er talrige, skaber disse fugle forråd af overskydende frø, idet en enkelt fugl kan indsamle ikke færre end ca. 30.000 på en enkelt sæson. De er i stand til at huske omkring 70% af deres opbevaringssteder, selv når de er begravet i sne. De opbevarer ofte frø langt fra det sted, hvor de blev indsamlet, og disse fugle er således vigtige genskabere af skov i fældede eller brændte skovarealer. (Kilde: D.F. Tomback 2016, i Why birds matter: avian ecological function and ecosystem services, red. Sekercioglu, Wenny & Whelan, University of Chicago Press)

I områder uden fyrretræer udgør frø af gran (Picea) og hasselnødder (Corylus) en vigtig del af føden.

 

Artens fjerdragt er meget variabel, og ikke færre end 9 underarter er beskrevet. I Himalaya forekommer 3 underarter: multipunctata, der af nogle betragtes som en særskilt art, findes i det nordlige Kashmir, nordlige Pakistan og østlige Afghanistan; hemispila er udbredt fra det sydlige Kashmir mod øst til det vestlige Nepal; og endelig macella, som er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det nordlige Myanmar og Yunnan-provinsen.

Artsnavnet har samme betydning som slægtsnavnet, men er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’) og kataseio (‘at sønderbryde’).

 

 

 

 

 

 

Efter en række genetiske undersøgelser er det blevet foreslået, at den almindelige husskade opsplittes i et antal arter: eurasisk husskade (P. pica), Maghreb-husskade (P. mauritanica) i Nordafrika, Asir-husskade (P. asirensis) i det sydvestlige Saudi Arabien, orientalsk husskade (P. serica), sortgumpet husskade (P. bottanensis) i det vestlige-centrale Kina og den nordøstlige del af Himalaya, samt sortnæbbet husskade (P. hudsonia) i det vestlige Nordamerika. De ligner alle hinanden meget, så hvorfor dette split blev foretaget, er lidt af en gåde for mig, og jeg foretrækker fortsat at betragte disse husskader som racer af én og samme art.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på husskaden, afledt af latin picata, som strengt taget betyder ‘indsmurt i tjære’, men i en bredere betydning ‘sort-hvid’.

Navnet skade har intet med ødelæggelse at gøre, men kommer af et gammelt ord for ’spids trætop’, hvilket hentyder til fuglens lange, tilspidsede hale. Men dens indsamling af skinnende genstande, fx af sølv, har gjort, at den i europæisk symbolik forbindes med at stjæle, jfr. mundheldet ”tyvagtig som en skade”. (Kilde: denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Dyr/skade)

Skadens rolle i europæisk folklore er beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

Som beskrevet ovenfor er nogle underarter blevet opgraderet til selvstændige arter af nogle autoriteter. Udbredelsen af underarten bactriana, kaldt for russisk husskade, når lige netop det nordlige Pakistan og Ladakh. Underartsnavnet sigter til Bactriana, på persisk Bakhtar, Oldtidens navn på en region nord for Hindu Kush-bjergene og syd for Amu Darya-floden, et lavtliggende område i nutidens Afghanistan, Tajikistan og Uzbekistan. Sortgumpet husskade, underarten bottanensis, findes i Bhutan og Arunachal Pradesh.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flamme-farvet’), af pyr (‘ild’), samt korax (‘ravn’), hvilket sandsynligvis hentyder til det røde næb hos alpekragen.

 

Den er meget almindelig i Himalaya, hvor den generelt træffes i større højder end alpekragen (nedenfor).

Artsnavnet er et klassisk latinsk ord, som blev anvendt om en uidentificeret fugl, der af senere skribenter er blevet tolket som værende alliken (Coloeus monedula). Måske mønter navnet på, at fuglen er lille, ligesom alliken.

 

 

 

 

 

Disse fugle æder hovedsagelig store insekter og andre invertebrater, samt forskellige slags frugter, men de er også idelige plyndrere af småfugles reder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) og kissa, som oprindeligt betød skovskade (Garrulus glandarius), men også omfatter andre skader. Navnet hentyder til disse fugles lange hale.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til disse fugles kløftede hale.

I Australien er det danske navn slang for en tåbelig eller dum person. Det stammer tilbage fra 1920’erne, hvor en australsk væddeløbshest, der tilsyneladende var opkaldt efter fuglen, aldrig vandt et eneste løb gennem sine aktive 5 år. Ordet blev derefter overført til enhver svagt begavet eller klodset person. Det kan man under ingen omstændigheder sige om de kloge og elegante drongoer!

 

Fuglene i Himalaya minder om sort drongo (nedenfor), men er mere grå. På nært hold ses den rødlige iris, mens den er sort hos sort drongo. Sidstnævnte har ofte en lille hvid plet under øjet.

 

 

 

 

 

Sort drongo lever i åbent land, hvor den ofte sidder på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra den holder udkig efter flyvende insekter, som den fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, kun ganske lidt metalskinnende.

Førhen blev den anset for at være samme art som den afrikanske gaffelhale-drongo, der i dag betragtes som en særskilt art under navnet D. adsimilis.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af et gammelt tysk ord for disse fugle, Embritz.

 

I Himalaya er arten udbredt fra det centrale Nepal mod vest. Om sommeren træffes den i højder mellem 2400 og 4600 m, mens den om vinteren trækker ned til højder omkring 1800 m.

Artsnavnet er afledt af et lokalt italiensk navn for denne fugl, afledt af zirlare (‘at pippe’).

 

 

 

 

 

Et stort antal arter er omfattet af kæledyrshandelen, og mange steder er disse burfugle undsluppet og har dannet forvildede bestande.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lonkhe (spidsen af et spyd eller en lanse), samt oura (‘hale’), hvilket sigter til den spidse hale hos nogle medlemmer af slægten.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stribet’, hvilket sigter til de lysebrune striber på oversiden.

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet kommer af latin fringilla (‘finke’), afledt af frigutio (‘jeg pipper’).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk karpos (‘frugt’) og dakno (‘at bide’).

 

I Himalaya er den en ret almindelig ynglefugl, der om sommeren træffes i højder mellem 3300 og 4000 m, mens den om vinteren trækker ned til højder under 2000 m, undertiden til lavlandet. Der forekommer to underarter, roseatus, hvor hannen er kraftigt rød med undtagelse af de rødbrune vinger og den hvidlige undergump, samt erythrinus, hvor den røde farve er begrænset til det øverste af brystet, hovedet og overgumpen. Førstnævnte race er standfugl, mens den anden er trækgæst.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’), hvilket naturligvis hentyder til hannens stærkt røde fjerdragt.

 

 

 

Den forekommer fra det nordøstlige Afghanistan langs Himalaya mod øst til Bhutan og de tilstødende egne af Tibet, hvor den yngler i alpine enge, krat og skovkanter i højder mellem 2400 og 4200 m. Om vinteren søger mange fugle ned i lavere højder, nogle så lavt som 1800 m.

Artsnavnet blev givet til ære for Thura Nilsson, datter af den svenske zoolog og arkæolog Sven Nilsson (1787-1883).

Østlige bestande er blevet ophøjet til en selvstændig art, kinesisk hvidbrynet rosenfinke (C. dubius).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af khloris, det klassiske græske navn på den almindelige grønirisk, af khloros (‘grøn’).

 

Himalaya-grønirisk forekommer fra Afghanistan langs Himalaya til det nordlige Vietnam, hvor den lever i tempererede skove og krat. I Himalaya træffes den om sommeren i højder mellem 2400 og 4000 m, om vinteren mellem 900 og 1800 m.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leukostiktos (”hvidplettet’ eller ‘gråsprængt’), af leukos (‘hvid’) og stiktos (‘plettet’). Det hentyder muligvis til den spættede underside hos mørkhovedet fjeldfinke (nedenfor).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mykerobas (‘nøddeknækker’), af mykeros (‘mandel’).

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk pro (‘før’ eller ‘tæt på’), samt slægtsnavnet Carduelis (stillits). Det er svært at se forbindelsen, da disse to fugle ser vidt forskellige ud.

 

 

 

 

 

 

I 1836 beskrev den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94) denne fugl og kaldte den for Pyrrhoplectes epauletta, fra Pyrrhula (dompap, nedenfor) og Euplectes (de afrikanske ildvævere), samt af fransk épaulette (‘skulderornament’), således ‘fuglen med skulderornament, der ligner en mellemting mellem en dompap og en ildvæver’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyr (‘ild’), samt latin ulus, en endelse, som udtrykker noget småt, således ‘et lille bål’, hvilket naturligvis sigter til den røde eller rødlige farve hos hannerne af adskillige arter i slægten.

Det danske navn kommer af plattysk dompape (‘domkirkepræst’). Hannen af den almindelige dompap har omtrent samme farve som hætte og kåbe hos disse præster.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten er muligvis navngivet efter Kekropia, en mytisk konge i Athen. Jobling (2010) nævner Kekropis, en kvinde fra Athen, uden nærmere forklaring.

 

Artsnavnet hentyder til Dauria, et landskab i det sydøstlige Sibirien, hvor et nomadisk mongolsk folk ved navn Dauuri eller Daguuri engang levede. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet her.

Nogle underarter af denne fugl minder utrolig meget om asiatisk stribesvale (C. striolata), som yngler i Sydøstasien og Fjernøsten. Stribesvalen er ofte en smule større og har mindre rødbrunt på isse og kinder, men de to arter er meget vanskelige at adskille i felten. For mig er det lidt af et mysterium, hvorfor man regner dem som to arter.

 

 

 

 

 

 

Den anbringer sin rede blandt små og store sten i brede, lavvandede floder i Centralasien, hvor den er udbredt fra det sydlige Kazakhstan mod syd til det nordlige Afghanistan og derfra mod øst tværs gennem hele Tibet til det vestlige and nordlig-centrale Kina. I Himalaya yngler den hist og her i højder mellem 3800 og 4200 m. Vintermånederne tilbringes i forbjergene.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ibis (‘ibis’) og rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til det ibis-lignende næb. Artsnavnet blev givet til ære for Dr. Struthers i Glasgow, som samlede eksemplarer af fuglen fra Himalaya i 1800-tallet.

 

 

 

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), afledt af laniare (‘jeg sønderriver’), hvilket hentyder til disse fugles vane med at spidde deres byttedyr på torne til senere brug, ikke ulig et slagteri, hvor kødet hænges op.

 

Der er anerkendt 8 underarter, og udbredelsen af to af disse overlapper i det centrale Himalaya, erythronotus i den vestlige del og tricolor i den østlige del. Til tider ses blandede ynglepar af disse to racer. Arten træffes undertiden op til højder omkring 3000 m, men yngler især mellem 1500 og 2700 m. Om vinteren trækker den ned til lavere højder, undertiden til lavlandet.

Artsnavnet er er onomatopoetisk, dvs. det imiterer den langhalede tornskades kald. Det blev møntet på denne fugl i 1757 af den svenske opdagelsesrejsende og naturhistoriker Pehr Osbeck (1723-1805), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78). I 1750-52 foretog han en rejse ombord på Prins Carl til Asien, hvor han tilbragte fire måneder med at studere flora, fauna og kultur i Canton-regionen i det sydlige Kina. Efter hjemkomsten overdrog han over 600 plantearter til Linnés Species Plantarum, som blev publiceret i 1753. I 1757 udgav han en bog om sit arbejde i Kina med titlen Dagbok öfwer en Ostindisk resa åren 1750, 1751, 1752: Med anmärkningar uti naturkunnigheten, främmande folkslags språk, seder, hushållning, m. m.

Andre billeder af denne fugl kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere tilhørte disse slægter familien Timaliidae, som udgjorde en slags ’systematikkens skraldespand’, hvor hundredevis af arter var blevet placeret. I dag er de fleste af disse arter overført til andre familier.

Familiens asiatiske medlemmer lever i et bredt spektrum af habitater, fra fugtige tropiske regnskove til kolde områder i Kina, Taiwan og Himalaya.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk grammatos (‘linje’ eller ‘bogstav’) samt ptilon (‘vinge’ eller ‘fjer’), således ‘med stribet vinge’ (eller fjerdragt). Artsnavnet er latin og sigter ligeledes til stribningen.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ianthos (‘violet’), samt latin cinclus (‘drossel’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘markeret med små øjne’, afledt af oculus (‘øje’), hvilket sigter til markeringerne på ryg og vinger.

 

 

I dag rummer slægten 23 arter, udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘fjer’) og rhinos (‘næse’), hvilket hentyder til de fjerklædte næsebor hos disse fugle.

 

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og gula (‘strube’).

Førhen mente man, at denne art også forekom i bjergskove i Taiwan. Fuglene her er imidlertid blevet ophøjet til en selvstændig art, P. ruficeps.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trokhos (‘hjul’) og pteron (‘vinge’), hvilket hentyder til de korte afrundede vinger hos disse fugle.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’, hvilket i dette tilfælde hentyder til broget skadedrossel (nedenfor).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

Fjerdragten hos denne fugl er meget variabel, rødbrun med varierende mængde gråt. Svingfjerene er dog altid varmt rødbrune.

På latin betyder artsnavnet ‘markeret med striber’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘broget’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin turdus (‘drossel’) og oldgræsk oides (‘minder om’).

Det danske navn sigter til den støjende adfærd hos visse medlemmer af slægten Argya, der førhen var placeret i slægten Turdoides.

 

Arten blev beskrevet i 1836 af den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94), men blev så ikke set igen før sidst i 1940’erne, hvor den blev genopdaget af den amerikanske ornitolog Sidney Dillon Ripley (1913-2001).

Den er truet af byudvidelser samt rydning af krat til landbrugsområder.

 

 

 

Disse farvestrålende, små til mellemstore fugle var førhen placeret i familien Capitonidae, der også omfattede Afrikas og den Nye Verdens skægfugle, men man har fundet, at de asiatiske arter adskiller sig tilstrækkeligt til at danne en særskilt familie, med afrikanske skægfugle (Lybiidae) og tukaner (Ramphastidae) som søster-grupper.

 

Frugterne af forskellige figen-arter (Ficus) udgør en betragtelig del af disse fugles føde.

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘grøn’ – et underligt navn til denne farvestrålende art, specielt da mange andre arter i slægten er overvejende grønne!

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (nedenfor). Dette ord er afledt af motare (‘at bevæge’ eller ‘at ryste’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille ryster’, hvilket hentyder til, at halen hos hvid vipstjert altid bevæges op og ned. På et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’.

 

Underarten alboides er en almindelig ynglefugl i Himalaya, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Om sommeren kan den træffes op til højder omkring 4800 m, og om efteråret trækker den ned til lavlandet.

Underarten leucopsis yngler fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd gennem det centrale og østlige Kina til Korea, Japan og Taiwan, mens vinteren tilbringes i det sydlige Kina, Taiwan, Indokina, og den nordlige del af det Indiske Subkontinent. En række billeder af denne underart findes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

Underarten personata yngler fra det sydlige Sibirien, Xinjiang og det vestlige Mongoliet mod syd til det nordlige Iran, Afghanistan, Pakistan og det nordvestlige Indien, mens vinteren tilbringes fra Oman mod øst til det nordlige Indien.

Adskillige underarter er omtalt på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af kopsykhos, det oldgræske navn på solsort (Turdus merula), men det blev også anvendt om drosler i almindelighed.

 

Den lever i åben skov, krat og større haver og er udbredt i hovedparten af det Indiske Subkontinent, samt fra Indokina mod øst til det centrale og østlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien. Den er nationalfugl i Bangladesh.

I Himalaya træffes den almindeligt op til en højde af 2000 m, undertiden op til 3000 m.

Et antal billeder af arten vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

I sit 3-binds-værk A natural history of birds : illustrated with a hundred and one copper plates, curiously engraven from the life (1731-38) kalder den engelske naturhistoriker og kunstner Eleazar Albin (ca. 1690-1742) denne fugl for Dial Bird eller Bengall Magpie. Det førstnævnte hentyder til fuglens navn på Hindi, dayal, mens det sidste betyder ‘Bengal-skade’. Nogle autoriteter har foreslået, at da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 inkluderede denne art i sin Systema Naturæ og navngav den Gracula saularis, misforstod han Albins navn, idet han troede det havde noget at gøre med en solmåler (sun dial på engelsk). Det var da hans agt at navngive den Gracula solaris (solaris, ‘som har med solen at gøre’), men ved en fejltagelse skrev saularis i stedet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk henikos (‘enlig’) og oura (‘hale’), hvilket sigter til den kløftede hale.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske læge og naturhistoriker John Scouler (1804-71), som foretog adskillige rejser, bl.a. én i 1824-26 ombord på et Hudson Bay Company-skib med kurs mod Columbia-floden. Undervejs opankrede det på Madeira, i Rio de Janeiro, samt på Galapagos-øerne. Hans ledsager ombord var den kendte botaniker David Douglas (1799-1834), som lærte Scouler en mængde botanik. En anden rejse foretoges ombord på et handelsskib med kurs mod Calcutta, der undervejs gjorde ophold ved Kap Horn samt i Madras i Sydindien.

David Douglas’ korte, men interessante liv er beskrevet på siden Planteliv – Gamle og store træer: Pseudotsuga menziesii.

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eu (‘god’) og myia (‘flue’), underforstået ‘god til at fange fluer’.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk myia (‘flue’) og phoneus (‘slagter’), af phonos (‘mord’). Det danske navn skyldes kaldet hos blå fløjtedrossel (herunder), en skarp, gennemtrængende lyd, der kan høres på stor afstand.

 

Kønnene har ens fjerdragt, mørkt purpurfarvede eller blålige med sølvfarvede prikker på hoved, ryg og vinger, og næbbet er forskellige afskygninger af gult, til tider ret mørkt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘blålig’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til den blåsorte fjerdragt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles røde hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale.

 

Den er blandt de største rødstjerter, op til 18 cm lang. Hannen kendes nemt på den hvide isse, sort strube og den øverste del af brystet, orange-rød bug, samt en hvid plet på vingen. Hunnen er brunlig med orange skær, og halen er rødlig.

Arten yngler i højt beliggende enge og stenede områder i højder mellem 3600 og 5600 m, mens den om vinteren trækker ned til lidt lavere højder mellem 1500 og 4800 m. Nogle af de centralasiatiske bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i det nordøstlige Kina samt det nordlige Indokina.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og gaster (‘bug’).

Det alternative danske navn blev givet til minde om den baltiske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Johann Anton Güldenstädt (1745-81), som deltog i en russisk ekspedition, udsendt af Katarina d. 2., hvis formål det var at udforske Kaukasus og andre sydlige grænseegne af det russiske imperium. Denne ekspedition udgjorde det første systematiske studium af Kaukasus. Güldenstädt døde under en feberepidemi i Sankt Petersborg.

 

 

 

Den er udbredt fra Tajikistan og Afghanistan langs Himalaya til Bangladesh, Indokina, størsteparten af Kina, samt Taiwan. Den lever udelukkende langs floder med hurtigtstrømmende vand og ses ofte sidde på klipper i floden, hvorfra den af og til flyver op for at snappe et forbipasserende insekt.

Arten er almindelig i Himalaya, hvor den yngler i højder mellem 1500 og 4000 m, mens vinteren tilbringes ved foden af bjergene og i den lavere del af bjergkæden, op til højder omkring 2500 m.

Artsnavnet kommer af latin fuligo (‘sod’) og ous (’tilbøjelig til’), som sigter til hannens sodgrå fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i et meget stort område, fra Kirgisien og Afghanistan mod øst langs Himalaya til størsteparten af det østlige Tibet og Kina, mod syd til det nordlige Indokina. Den yngler i højder mellem 1800 og 5000 m, og om vinteren trækker den ned til lidt lavere højder.

Denne art var tidligere placeret i den monotypiske slægt Chaimarrornis, afledt af oldgræsk kheimarrhos (‘rivende strøm’) og ornis (‘fugl’), hvilket sigter til dens habitat.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin saxum (‘klippe’) og incola (‘lever iblandt’), hvilket sigter til den foretrukne biotop hos typearten sortstrubet bynkefugl (Saxicola torquatus), som siden er blevet opsplittet i 5 arter (se nedenfor).

 

I Himalaya yngler den i højder mellem 1500 og 3400 m, mens vinteren tilbringes fra lavlandet op til omkring 2000 m.

Hannen har en sort maske og en hvid øjenbrynsstribe, mens ryggen er mørkegrå med sortagtige striber og undersiden er lysegrå. Hunnen har en bleg udgave af hannens ansigtstegning, mørkebrun overside og rødlig-brun underside, mens halen er rødlig.

Artsnavnet er latin og betyder betyder ‘jerngrå’.

 

 

 

 

 

 

 

Underarten indicus yngler i Himalaya, fra Kashmir mod øst til Arunachal Pradesh. Om sommeren træffes den i højder mellem 400 og 4900 m, mens den om vinteren trækker ned til højder under 1500 m.

Den minder om den europæiske sortstrubede bynkefugl (S. rubicola), men er mørkere på oversiden og lysere på undersiden, med mindre orange på brystet. Den har tillige hvid overgump.

Artsnavnet er latin og betød oprindeligt ‘maurer’, altså en person i Spanien af arabisk herkomst. Det anvendtes dog også om afrikanere i almindelighed, i betydningen ‘sort’ eller ‘mørk’. Hvorfor dette navn blev hæftet på en asiatisk fugl, er uvist. Måske er den en smule mørkere end den europæiske sortstrubede bynkefugl.

 

 

 

 

 

 

Førhen blev denne art betragtet som en underart af den vidt udbredte almindelige blåstjert (T. cyanurus), men i dag regner de fleste autoriteter den som en særskilt art.

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rødbrun’) og latus (‘flanke’ eller ‘side’).

 

 

 

Afrika rummer et mylder af solfugle, og de er også udbredt i Mellemøsten, det Indiske Subkontinent, det sydlige Kina, Indokina, Ny Guinea, samt det nordlige Australien. I Himalaya er der observeret omkring 8 arter.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk æthos (‘ild’) og pyge (‘overgump’).

 

 

 

 

Senere studier har imidlertid vist, at papegøjenæb overhovedet ikke er beslægtet med mejser, og sammen med skægmejsen (Panurus biarmicus) blev de overført til en særskilt familie, Paradoxornithidae (‘paradoksale fugle’), der systematisk blev placeret nær timaliderne (Timaliidae). Skægmejsen er siden blevet overført til en særlig familie, Panuridae.

Nylige genetiske studier har haft den virkning, at et antal fugle, som tidligere var placeret i Timaliidae, er blevet overført til Paradoxornithidae, deriblandt Chrysomma-arter samt nogle fulvetta-arter, der førhen var placeret i slægten Alcippe, nu Fulvetta (nedenfor). Andre fulvettaer, som forblev i Alcippe, er blevet flyttet til en særskilt familie, Alcippeidae.

I dag omfatter Paradoxornithidae omkring 16 slægter med ca. 37 arter af små til mellemstore fugle.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’) og omma (‘øje’).

Førhen var disse fugle placeret i familien Timaliidae (timalier), men genetiske studier har åbenbaret, at de er beslægtet med papegøjenæb.

 

Artsnavnet betyder ‘kinesisk’ eller ‘fra Kina’ på latin. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk myzao (‘jeg suger’) og ornis (‘fugl’), mens artsnavnet kommer af pyrrhos (‘flammefarvet’) og oura (‘hale’).

 

 

 

 

 

Navnet mejse kommer af tysk Meise, der stammer fra det proto-germanske navn på disse fugle, maison.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lophos (‘top’) og phaino (‘at vise’), hvilket sigter til begge arters prominente top.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk dikhrous (‘tofarvet’), af di (‘dobbelt’) og khroos (‘fremtoning’).

 

 

 

 

 

Dens rede er højst usædvanlig for en spurvefugl, idet den bygges i en tunnel, som fuglen selv graver ind i en skrænt, til tider op mod 1,8 m dyb.

Artens usædvanlige fremtoning forvirrede den tyske palæontolog og zoolog Johann Gotthelf Fischer von Waldheim (1771-1853), som arbejdede i russisk tjeneste 1804-53. Han antog den for at være en slags lille løbekrage og navngav den Pseudopodoces, af oldgræsk pseudos (‘falsk’), samt Podoces, slægtsnavnet for løbekrager, med artsnavnet humilis, af latin humus (‘jord’).

Siden har genetiske undersøgelser åbenbaret, at fuglen er en mejse med de nærmeste slægtninge i Parus.

 

 

 

 

 

 

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alektoris (‘høne’).

 

I Himalaya forekommer den i højder mellem 2100 og 4000 m, mod øst til det vestlige Nepal. Den er meget almindelig i Ladakh.

Artsnavnet hentyder til artens kald, et vidtlydende chuck-chuck-chukar-chukar.

 

 

 

 

 

Løvsangere udgør omkring 80 arter af små insektædende fugle, der alle er placeret i slægten Phylloscopus. Førhen omfattede familien også slægten Seicercus, men nylige genetiske undersøgelser har konkluderet, at disse fugle bør overføres til Phylloscopus.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phyllon (‘blad’) og skopos, afledt af skopeo (‘at iagttage’), hvilket i denne forbindelse sikkert skal tolkes som ‘at undersøge’ (for insekter).

 

Artsnavnet hædrer den britiske læge og naturhistoriker William Augustus Burke (1769-1836), der arbejdede i Indien som generalinspektør på hærens hospitaler.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin regulus (‘lille konge’) samt oides (‘ligner’), hvilket sigter til fuglens lighed med fuglekonger af slægten Regulus.

På engelsk kaldes arten for Blyth’s leaf-warbler, opkaldt efter den engelske zoolog Edward Blyth (1810-1873), der beskrev mange fuglearter fra Himalaya. Han arbejdede som kurator i zoologi på museet i Asiatic Society of India i Calcutta (i dag Kolkata).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om gransanger’ (P. trochilos).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk xanthos (‘gul’) samt latin schistus (‘skifer’), således ‘den gule og skiferfarvede’ (fugl).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for spætte.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘skællet’.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pnoe (‘oppustet’) og pyge (‘overgump’).

Et engelsk navn på disse fugle, cupwing (‘kopvinge’), sigter til deres korte, afrundede vinger.

 

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og ventris (‘bug’).

Førhen blev skæltimalier i Taiwan betragtet som en underart af almindelig skæltimalie, men er nu blevet ophøjet til en selvstændig art, P. formosana.

 

 

Slægtsnavnet kan spores tilbage til Historiæ animalium, Liber III, offentliggjort i 1555 af den schweiziske læge og naturhistoriker Konrad Gessner (1516-65). Navnet er taget fra Braunelle, det tyske navn på jernspurven, diminutiv af braun (‘brun’), således ‘den lille brune’ (fugl).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og noton (‘ryg’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte.

Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (’hvid’) og genys (‘kind’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sitte, en fugl som en spætte, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.), samt af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

 

 

 

 

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, specielt den almindelige hyrdestær (nedenfor), og i Nordamerika den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siderne Natur: Invasive arter, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

I Himalaya er den mest begrænset til de lavere dele, men træffes undertiden op til 3000 meters højde om sommeren.

Den var oprindelig tilknyttet åbne skove og krat, men har været glimrende til at tilpasse sig andre levesteder, bl.a. landbrugsområder og byer.

Undslupne fangenskabsfugle har dannet bestande i en lang række lande, deriblandt Sydafrika, Madagascar, adskillige arabiske stater, Japan, Taiwan, Indonesien, Australien og New Zealand. Mange steder er den blevet en pest, som fordriver indfødte fuglearter, specielt i Australien, hvor den er blevet erklæret for “et yderst vigtigt problem”. Ifølge IUCN arter Survival Commission er den en af verdens værste invasive arter, som er en trussel mod “biodiversitet, landbrug og menneskelige interesseområder”.

Det lader til, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) fandt denne fugls fjerdragt ret kedelig, da han i 1766 navngav den tristis, hvilket er latin for ‘trist’ eller ‘dyster’.

 

 

 

 

 

Marmorstæren er i ret kraftig tilbagegang på grund af tab af dens levesteder, der fortrinsvis er lavereliggende bjergskove, som i stor stil ryddes til agerland. I Himalaya findes den normalt under 1000 meters højde, men træffes undertiden op til omkring 1800 m.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk saron (‘kost’) og glossa (‘tunge’). Måske har denne arts tunge mere end to spidser? Artsnavnet kommer af oldgræsk spilos (‘plet’) og pteron (‘vinge’).

Madagascar-stær (Hartlaubius auratus) placeres i denne slægt af nogle autoriteter. Den er endemisk i Madagascar.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk teikhos (‘mur’) og dromos (‘at løbe’), hvilket sigter til artens fouragering på stejle klippevægge. Artsnavnet er afledt af latin murus (‘mur’).

 

 

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

Hannen er en pragtfuld fugl, hvis fjerdragt er en næsten iridiserende blå farve. Hunnen er helt anderledes, grålig med svage hvide striber på brystet, i hovedet og i nakken, og vingerne har et brunligt skær.

Systematisk har denne art ført en omtumlet tilværelse. Oprindeligt var den placeret i drosselfamilien (Turdidae), men efter genetiske studier blev den overført til fluesnapperfamilien (Muscicapidae). Fornylig er den imidlertid blevet flyttet tilbage til drosselfamilien!

Dens adfærd viser træk fra begge familier. Den kan søge føde på jorden som en drossel, man kan også blafre i luften som en fluesnapper for at snappe et flyvende insekt (se billedteksten nedenfor).

Slægtsnavnet og det danske navn er afledt af latin grandis (‘storslået’, ‘pragtfuld’) og ala (‘vinge’). I en videre sans betyder det vel ‘pragtfuld fugl’. Artsnavnet er latin og betyder ‘af farve som himlen’, altså ‘himmelblå’, afledt af coelum (‘himmel’) og color (‘farve’).

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af det malagasiske ord vanga, som er navnet på krognæbsvanga (Vanga curvirostris).

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tephrodes (‘som aske’, dvs. ‘askefarvet’) samt ornis (‘fugl’)

 

Artsnavnet refererer til Pondicherry, en tidligere fransk koloni i Sydindien, i dag kaldt for Puduchcheri. Type-eksemplaret blev indsamler dér.