Fugle i Chile

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I disse søer observerede vi Andesmåge (Chroicocephalus serranus).

 

 

 

 

 

I dette område observerede vi et stort antal kystfugle, bl.a. kyst-cinclodes (Cinclodes nigrofumosus), skarvmåge (Larus belcheri), Atacama-måge (Leucophaeus modestus), amerikansk saksnæb (Rynchops niger), samt Peru-pelikan (Pelecanus thagus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dalen er en grøn oase i et ellers meget tørt landskab, hvis vegetation domineres af en stor kaktusart ved navn copao (Eulychnia acida). I dette område observerede vi pragtvåge (Geranoaetus polyosoma), Chilensk spottedrossel (Mimus tenca), diuka-finke (Diuca diuca) samt sydlig vibe (Vanellus chilensis).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Reservatet er levested for 7 ud af de 10 arter af sydbøge (Nothofagus), som findes i Chile, samt for adskillige sjældne og truede dyrearter, bl.a. patagonsk parakit (Cyanoliseus patagonus) og Molina’s langsnudede stinkdyr (Conepatus chinga). Vi så kun få fuglearter i dette område, deriblandt hvidstrubet træjæger (Pygarrhichas albogularis) og blågrå Andesfinke (Geospizopsis unicolor).

 

 

 

 

 

Disse skove er ikke særlig fuglerige. Vi observerede magellanspætte (Campephilus magellanicus), chilensk guldspætte (Colaptes pitius), langnæbsparakit (Enicognathus leptorhynchus), almindelig minør (Geositta cunicularia), morgenværling (Zonotrichia capensis), samt skællet jordkryber (Upucerthia dumetaria).

I Laguna Captrén, en lille perle af en sø, observerede vi flyvende kæmpeand (Tachyeres patachonicus), gulnæbbet spidsand (Anas georgica ssp. spinicauda), andes-skarveand (Oxyura ferruginea), hvidvinget blishøne (Fulica leucoptera), og gråhovedet gås (Chloephaga poliocephala).

 

 

 

 

 

 

 

I den lille Lago Chico observerede vi et par af bronzevinget and (Speculanas specularis) med ællinger.

 

 

 

 

 

Hvis du opdager fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at høre om det. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geranos (‘trane’) og aetos (‘ørn’). Hvad trane-delen hentyder til er svært at se.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af græsk polion (‘grå’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord kyknos (‘svane’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Begge de latinske navne samt det danske navn hentyder til artens bronzefarvede vingespejl. Lokalt kaldes den undertiden for pato perro (‘hunde-and’), hvilket sigter til hunnens hæse gøende kald.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’, hvilket formodentlig hentyder til det til tider gullige hoved hos de to øvrige arter i slægten. I gamle dage blev de tre arter måske betragtet som én og samme art. Hovedet hos kalkungribben er altid rødt, samme farve som hovedet hos kalkun-hannen.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk phengos (‘lys’, ‘glød’) samt ornis (‘fugl’), hvilket sigter til artens pragt. Artsnavnet blev givet til ære for den engelske zoolog David William Mitchell (1813-59), som var sekretær for Zoological Society i London 1847-59.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske zoolog Jean-Frédéric Émile Oustalet (1844-1905), der blandt ornitologer især er kendt for værkerne Les Oiseaux de la Chine (1877), samt Oiseaux du Cambodge, du Laos, de l’Annam et du Tonkin (1899).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk geo (‘jord’) og sitte (‘spætmejse’), således ‘den jordlevende spætmejse’, skønt disse fugle ikke engang er fjernt beslægtet med spætmejser. Formodentlig blev navnet givet med hentydning til deres rede-tunneler, da spætmejser har huller i træer som redested og ofte gør indgangshullet mindre ved hjælp af en cementagtig substans, der består af en blanding af jord og spyt. Eller du har måske en bedre forklaring?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk pyge (‘gump’) og arrhikhos (‘flettet kurv’), hvilket sigter til mønsteret på undergumpen. Artsnavnet er latin og betyder ‘hvidstrubet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af to andre slægtsnavne, Upupa (hærfugl) og Certhia (træløbere), hvilket formentlig hentyder til arternes lighed med træløbere, samt til deres fødesøgning, der minder om hærfuglens.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk haima (‘blod’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til de knaldrøde ben hos den almindelige strandskade. Det danske navn sigter til fuglenes levested samt den brogede fjerdragt hos den almindelige strandskade, der blev sammenlignet med fjerdragten hos husskaden (Pica pica). Det engelske navn oystercatcher (‘østers-fanger’) blev indført i 1731 af den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han bemærkede, at den amerikanske art H. palliatus åd østers.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Artsnavnet er afledt af portugisisk serra (‘bjergkæde’).

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske admiral, hydrograf og opdagelsesrejsende Sir Edward Belcher (1799-1877), som forestod opmålinger af den sydamerikanske Stillehavskyst. Hvad det danske navn hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet med hentydning til den Dominikanske Munkeorden, hvis medlemmer bærer sorte og hvide dragter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De tre arter er vidt adskilte geografisk. Amerikansk saksnæb (nedenfor) lever i den Nye Verden, afrikansk saksnæb (R. flavirostris) i det centrale og sydlige Afrika, og indisk saksnæb (R. albicollis) i den nordlige del af det indiske subkontinent samt i Myanmar.

Egentlig er den korrekte stavemåde af slægtsnavnet Rhynchops, afledt af græsk rhynkhos (‘næb’) og ops (‘ansigt’). Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1755 beskrev amerikansk saksnæb, lavede han imidlertid en skrivefejl og angav navnet som Rynchops. Ifølge nomenklatur-reglerne skal det først publicerede navn anvendes.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘at efterligne’, hvilket sigter til disse fugles evne til at efterligne andre fugles sang eller kald, og også andre lyde.

 

 

 

 

 

 

I mange år var de placeret sammen med den Gamle Verdens værlinger i familien Emberizidae, men genetisk forskning har påvist, at de danner en monofyletisk gruppe med usikkert slægtskab med værlingerne, hvilket har ført til oprettelse af familien Passerellidae, der oprindelig blev dannet i 1851 af den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906) som en underfamilie, Passerellinae.

Den Nye Verdens spurve er frøædende fugle med koniske næb, omfattende omkring 138 arter i 30 slægter, heriblandt nogle, som førhen var placeret i tangarfamilien (Thraupidae) (se nedenfor).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zone (‘bånd’) og thrix (‘hår’), hvilket sigter til den kraftigt stribede isse hos de fleste af arterne.

 

 

 

 

 

 

Førhen blev de 8 nulevende arter opdelt i to grupper, en med 4 arter, hvor den adulte dragt er overvejende hvid, eurasisk hvid pelikan (Pelecanus onocrotalus), krøltoppet (P. crispus), amerikansk hvid (P. erythrorhynchos), samt australsk (P. conspicillatus), og en anden med de resterende 4 arter, som har overvejende grå eller brun fjerdragt, rosa (P. rufescens), grå (P. philippensis), brun (P. occidentalis) samt Peru-pelikan (nedenfor).

Nylige DNA-undersøgelser har imidlertid afsløret, at Den Gamle Verdens 5 arter (eurasisk hvid, krøltoppet, rosa, grå og australsk) danner én udviklingslinje, mens de amerikanske arter (amerikansk hvid, brun og Peru-pelikan) danner en anden. Eurasisk hvid pelikan var den første, der afveg fra den fælles stamfader, hvilket antyder, at pelikaner opstod i Den Gamle Verden og senere spredtes til Amerika.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske navn på disse fugle, pelekanos.

Traditionelt er pelikaner blevet betragtet som værende i slægt med skarver, slangehalsfugle, suler, fregatfugle og tropikfugle, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at de danner en orden, Pelecaniformes, sammen med træskonæb (Balaeniceps rex), hammerhovedhejre (Scopus umbretta) og hejrer. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Pelican)

Hammerhovedhejre samt en række hejrearter er præsenteret på siden Fiskeri.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nannos (‘dværg’) og pteron (‘vinge’), hvilket sigter til de diminutive vinger hos Galapagos-skarv (N. harrisi).

 

 

 

 

 

 

Denne fugl yngler på stejle kystklipper og skær, og den er unik blandt skarver ved at yngle enkeltvis, ikke i kolonier. Den forekommer langs Stillehavskysten fra Peru mod syd til det sydlige Chile, samt i Santa Cruz-provinsen i det sydøstlige Argentina.

Perleskarven var indtil fornylig placeret i slægten Phalacrocorax. Det nuværende slægtsnavn er afledt af oldgræsk poikilos (‘plettet’), samt Carbo, et navn som blev hæftet på skarver i 1799 af den franske naturhistoriker Bernard Germain Étienne de La Ville-sur-Illon, greve af Lacépède (1756-1825).

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker og kirurg Joseph Paul Gaimard (1793-1858), der beskrev mange dyrearter på adskillige ekspeditioner til søs 1817-40. Det danske navn hentyder til de sølvgrå pletter på vingerne.

 

 

 

 

 

Disse fugle yngler alle i store kolonier i lavvandede saltsøer, hvor de bygger høje reder af mudder. De er berømte for deres bemærkelsesværdige ‘danse’, hvor hundredevis af fugle marcherer tæt sammen, mens de drejer hovedet fra side til side.

Traditionelt er ibiser og skestorke, af familien Threskiornithidae, blevet betragtet som flamingoernes nærmeste slægtninge, men genetisk forskning har påvist, at deres nærmeste slægtninge er lappedykkere, hvor underligt det end må synes.

Det danske navn er afledt af spansk flamengo (‘flammefarvet’), hvilket sigter til disse fugles delvis karmoisinrøde fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

Man mente tidligere, at denne art var uddød, indtil en bestand blev fundet i en afsidesliggende egn af Andes i 1956. Det latinske artsnavn blev givet til ære for den britiske naturhistoriker Harry Berkeley James (1846-92), som studerede fuglelivet i Chile 1867-85. Det danske navn hentyder til artens levested i Puna de Atacama, et højtliggende plateau i Chile.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kampe (‘larve’) og philos (‘at elske’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘udsmykket med et armbånd’, hvilket sigter til en smal rød ring øverst på benet, som står i skarp kontrast til de gulgrønne fødder. Artens engelske navn red-gartered coot betyder ‘blishønen med rød sokkeholder’, hvilket også hentyder til denne ring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den kendes på grønt næb, skifergråt hoved og bryst, varm brun overside, samt brune flanker med hvide pletter.

Slægtsnavnet er afledt af slægtsnavnet Porphyrio (sultanhøns), samt oldgræsk ops (‘fremtoning’), således ‘minder om en sultanhøne’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin recurvus (‘tilbagebøjet’) samt rostrum (‘næb’), hvilket sigter til deres opadbøjede næb, som er en tilpasning til at ‘skumme’ vandoverfladen for smådyr. Det danske navn skyldes advarselskaldet hos den almindelige klyde (R. avosetta), et vidtlydende klyd-klyd-klyd.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin arena (‘sand’), således ‘den der lever i sand. Det danske navn hentyder til disse fugles vane med at vende strandskaller og småsten i deres søgen efter invertebrater.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tolk’. Det bygger faktisk på en misforståelse. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1741 besøgte Gotland, erfarede han, at lokalbefolkningen anvendte ordet tolk for visse vadefuglearter, så han hæftede navnet Tringa interpres på stenvenderen. Han var ikke klar over, at tolk på den lokale dialekt betyder ‘ben’, hvilket sigter til de lange røde ben hos rødben (Tringa totanus).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalidris, et navn benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en eller anden grå vandfugl.

 

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’, hvilket hentyder til artens hvide vinterdragt. Det danske navn sigter til dens vane med at løbe langs brændingen, hvor den konstant stikker næbbet ned i sandet efter føde.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for Spencer Fullerton Baird (1823-87), der arbejdede som naturhistoriker og assisterende sekretær i Smithsonian Institution.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske navn på disse fugle, noumenios. Det danske navn spove er afledt af germansk spowan (‘at ile’), hvilket sandsynligvis sigter til disse fugles til tider hurtige gang. Forstavelsen regn sigter til, at storspovens (N. arquata) tilbagekomst om foråret blev tolket som et varsel om regn.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘den der graver’ eller ‘minør’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nylige genetiske studier har i høj grad rokeret rundt på denne familie. Et antal arter, som tidligere var placeret i den, er blevet overført til andre familier, men det modsatte har også fundet sted.

 

De latinske navne såvel som det danske navn er Araucano-ordet for denne fugl.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra Venezuela mod syd langs Andes til Tierra del Fuego.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk, et navn på en ukendt fugl, som nævnes af komedieforfatteren Aristofanes (ca. 446-386 f.Kr.).

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Claude Gay (1800-73), på spansk ofte kaldt for Claudio Gay, som foretog nogle af de første undersøgelser over chilensk flora, fauna, geologi og geografi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Brilleibis er udbredt i størsteparten af det centrale og sydlige Chile og Argentina, hvor den lever i græsklædte områder og landbrugsland. and Chile, where it lives in grassy areas and farmland, from sea-level to an altitude of about 2,500 m. It also occurs in coastal Peru, but is now very rare there.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tyran-delen af deres navn går tilbage til den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han kaldte den østlige kongetyran (Tyrannus tyrannus) for en ‘tyran’, og dette navn blev adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han klassificerede denne gruppe af fugle. Han satte stor pris på Catesbys arbejde og kaldte derfor familien Tyrannidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af to slægter fra den Gamle Verden, Muscicapa (fluesnappere) og Saxicola (bynkefugle), hvilket sigter til deres holdning, der ligner bynkefugles, samt til deres føde, som er magen til fluesnapperes.