Fugle i Afrika

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I perioden 1988-93 deltog jeg i fire ekspeditioner til Tanzania, hvis formål var at optælle overvintrende vadefugle, samt undersøge fuglelivet i landets kystnære skove. I skovene registrerede vi bl.a. fugle ved hjælp af fangst i mistnet, og størsteparten af portrætterne nedenfor stammer fra disse fangster.

Familier, slægter og arter præsenteres i alfabetisk rækkefølge. Teksten er for en stor del baseret på hjemmesiderne ebird.org og Wikipedia, etymologien oftest på J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London. Nomenklaturen følger for langt størstedelens vedkommende IOC World Bird List (worldbirdnames.org).

Jeg har anvendt det tidligere navn Zaire for det land, der i dag kaldes for Den Demokratiske Republik Congo, hvilket jeg finder en kende gumpetungt. Ordet ‘demokratisk’ kan vel næppe heller anvendes for et land, der i årtier har været gennemsyret af vold.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin, afledt af rapere (‘at gribe’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Jules Verreaux (1807-73), som besøgte det sydlige Afrika sidst i 1820’erne. Han indsamlede type-eksemplaret her.

 

 

 

 

 

 

En augur var en præst i Oldtidens Rom, hvis vigtigste rolle var at tolke gudernes vilje gennem fuglenes flugt – om de fløj alene eller i flok, hvilke stemmer de ytrede, retningen af deres flugt, samt hvilken slags fugle det drejede sig om. Observationer af ørne, høge og ugler var særligt vigtige. Hvorfor navnet blev hæftet på denne art, er uvist.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk oros (‘bjerg’) og philos (‘holde af’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kirkos, en slags høg, i denne forbindelse associeret med kærhøge (Circus); samt aetos (‘ørn’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘askegrå’, afledt af cinis (‘aske’) – et dårligt navn på denne overvejende brune fugl.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin, afledt af fasciola (‘lille bånd’), oprindelig fra fascia (‘bånd’), således ‘den med små bånd’, hvilket sigter til de smalle tværbånd på den nedre del af brystet og bugen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af elanos, det oldgræske ord for glente.

 

Artsnavnet er afledt af latin caelum (‘himmel’), samt en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘den lille på himlen’, underforstået ‘med farve som himlen’, altså ‘himmelblå’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til det blålige skær i fjerdragten.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er unik blandt gribbe, idet det kødfulde lag, som omgiver frø af palmeslægterne Elaeis og Raffia udgør over 60% af føden hos voksne fugle og over 90% af ungfuglenes føde. Den æder tillige krabber, bløddyr, frøer, fisk, græshopper, mindre pattedyr, samt æg og nyklækkede unger af krybdyr, og undertiden angriber den høns, eller æder af ådsler.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gyps (‘grib’) og hierax (‘høg’).

 

 

 

 

 

De afrikanske gribbe er aftaget dramatisk i de senere år. Begge arter nedenfor er gået tilbage med over 90%, specielt i Vestafrika, og de betragtes nu som udryddelsestruede.

Siden 1980’erne er bestanden af gribbe på det Indiske Subkontinent også blevet voldsomt decimeret. Mere om dette emne findes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent.

 

Tidligere blev denne art anset for at være samme art som den asiatiske hvidryggede grib (G. bengalensis), men i dag betragter de fleste autoriteter dem som to selvstændige arter.

 

 

 

 

 

 

 

Den blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Peter Eduard Simon Rüppell (1794-1884), der indsamlede talrige planter og dyr i Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hali (’tilknyttet hav’) og aetos (‘ørn’), et navn, som var møntet på den europæiske havørn (H. albicilla). En del af de øvrige arter lever ved ferskvandsområder langt fra havet.

 

Den blev beskrevet af den franske naturhistoriker François Levaillant (1753-1824), som kaldte den for vocifer (’den som har en gennemtrængende stemme’) – et meget beskrivende navn for denne ørn, hvis skrig ofte gjalder over det afrikanske landskab. Den er nationalfugl i ikke færre end tre lande: Zambia, Zimbabwe og Sydsudan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I øjeblikket er den placeret i den monotypiske slægt Lophaetus, men genetisk forskning antyder, at den er nært beslægtet med skrigeørne af slægten Clanga.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lophos (‘top’) og aetos (‘ørn’), mens artsnavnet kommer af latin occipitium (‘det bageste af issen’), hvilket sigter til toppens placering.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk melos (‘sang’) og hierax (‘høg’), hvilket sigter til deres melodiøse, pibende kald.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk polios (‘grå’) og pteros (‘vinge’).

Tidligere var sydafrikanske fugle inkluderet i denne art, men er nu blevet splittet ud og danner en selvstændig art, lys sanghøg (M. canorus).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mikros (‘lille’) og nisus, det klassiske latinske navn på almindelig spurvehøg (Accipiter nisus), lånt fra oldgræsk nisos.

I den græske mytologi var Nisos en konge af Megara, som havde en purpurfarvet hårlok, der beskyttede ham og hans rige. En version af legenden fortæller, at da Kong Minos af Kreta belejrede Megara, fristede han Nisos’ datter Scylla med en halskæde af guld, som hun kunne få ved at bedrage og dræbe sin fader. Ifølge en anden version blev hun forelsket i Minos på afstand, og efter at have skåret sin faders purpurfarvede hårlok af, bragte hun den som gave til Minos. Han afskyede imidlertid hendes gerning og betragtede den som skamfuld. Da Minos’ skibe satte sejl, forsøgte Scylla at klatre op af et af dem, men blev angrebet af Nisos, som var blevet forandret til en havørn. Hun faldt ned i vandet og druknede, hvorefter hun blev ændret til en fugl, muligvis en hejre, som konstant forfølges af Nisos.

Artsnavnet er afledt af fransk garde (‘vogter’) og barré (‘båndet’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nekros (‘lig’) og syro (‘at slæbe’). Artsnavnet er en latiniseret udgave af oldgræsk monakhos (‘munk’, i denne forbindelse i betydningen ‘med hætte’), hvilket sigter til det næsten nøgne hoved og hals.

 

 

 

 

 

 

 

Der anerkendes p.t. 3 underarter, nominatformen i det nordligste udbredelsesområde, samt Afrika, som har et overvejende gråt næb, indiske fugle af racen ginginianus med gult næb, og endelig en særskilt, større underart, majorensis, på de østligste af Kanarieøerne.

Arten lever i åbent terræn, hvor den yngler på klippehylder, sjældnere i træer. Foruden at æde ådsler træffes den ofte på lossepladser, og den er også i stand til at fange mindre pattedyr, fugle og krybdyr. Den er blandt de få fugle, som anvender redskaber. Æg af andre fugle, som er for store til at blive knust med næbbet, smadres itu ved at kaste sten på dem med næbbet.

Ådselgribben er også i tilbagegang i store dele af udbredelsesområdet på grund af ødelæggelse af levesteder, jagt, forgiftning samt sammenstød med elledninger.

Slægtsnavnet stammer fra den græske mytologi. Neophron og Aegypius var to unge mænd, som var gode venner, men Neophron blev oprørt over, at hans moder Timandra havde en affære med Aegypius. For at straffe Aegypius gjorde Neophron tilnærmelser til Aegypius’ moder Bulis. Det lykkedes, og han fik Bulis til at gå ind i et mørkt værelse, hvor hans moder og Aegypius snart skulle mødes. Derpå distraherede Neophron sin moder, hvorimod han fik Aegypius til at gå ind i værelset, hvor han elskede med sin egen moder. Da Bulis opdagede det, rev hun øjnene ud på sin søn, hvorefter hun begik selvmord. Aegypius bad Zeus om hævn, men i stedet forandrede guden begge de unge mænd til gribbe som straf for deres handlinger.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk perknos (‘af mørk farve’) og pteron (‘vinge’).

I Oldtidens Egypten var fuglen hellig, tilegnet månegudinden Isis, og da den var beskyttet gennem en faraonisk lov, var den så almindelig i byens gader, at den fik øgenavnet faraos høne.

 

 

 

 

 

Den er det eneste medlem af slægten. Slægtsnavnet kommer af oldgræsk polemos (‘slag’ eller ‘krig’) og aetos (‘ørn’). Artsnavnet er latin og betyder ‘aggressiv’, afledt af bellum (‘krig’).

 

 

 

 

 

 

 

Gennemsnitligt er arten lidt mindre end kampørnen, men er lige så kraftfuld. Den lever hovedsagelig af pattedyr som dykantiloper, klippegrævlinger og aber.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk stephanos (‘krone’) og aetos (‘ørn’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn og det danske navn sigter til en ret stor og busket top på issen.

 

 

 

 

 

 

 

Gøglerørnen er vidt udbredt syd for Sahara, men undgår regnskov samt Somali-ørkenen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk teras (‘underfuld’) og ops (‘fremtoning’), hvilket formodentlig hentyder til artens ekceptionelle flyvestil, hvor den drejer vingerne fra side til side og slår saltomortaler. Denne adfærd er sikkert også grunden til det danske navn, oversat fra det franske bateleur, som betyder ‘gadegøgler’, men med den oprindelige betydning ‘linedanser’ eller ‘balancegænger’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er vidt udbredt fra Sahel-zonen og det sydlige Egypten mod syd til den nordlige del af Sydafrika, samt på den Arabiske Halvø. Den er forsvundet fra mange områder og er i støt tilbagegang.

Slægtsnavnet er et oldgræsk ord for grib, mens artsnavnet er afledt af oldgræsk trakhelia (‘kødstumper på halsen’), oprindelig fra trakhelos (‘hals’); samt ous (‘øre’). Det danske navn er en noget klodset oversættelse. Det engelske navn lappet-faced vulture (‘gribben med hudlapper i ansigtet’) er langt mere beskrivende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trion (‘tre’) og gonia (‘vinkel’), samt latin ceps (‘på hovedet’), artsnavnet af latin occipitium (‘det bageste af hovedet’), således ‘den med kantet baghoved’ – et yderst beskrivende navn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ammos (‘sand’) og manes (‘holde meget af’), fra mania (‘passion’), hvilket sigter til, at disse fugle fortrinsvis lever i sandede områder.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk kalandros, kalanderlærken (Melanocorypha calandra). Tilsyneladende fandt Kaup, at typearten, den korttåede lærke (C. brachydactyla), lignede en lille kalanderlærke.

Et antal arter, som førhen var placeret i denne slægt, er blevet overført til andre slægter.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘askegrå’ – et mærkeligt navn på denne fugl, der har rødlig isse, brun overside og hvidlig underside.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en kombination af to andre slægtsnavne på lærker, Calendula og Alauda.

 

Artsnavnet er afledt af Tswana-ordet sebotha, som er navnet på forskellige lærker.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eremos (‘ørken’) og pteron (‘vinge’), dvs. ‘ørkenfugle’.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og pareion (‘kind’).

På engelsk hedder arten Fischer’s sparrow-lark, opkaldt efter den tyske opdagelsesrejsende Gustav Adolf Fischer (1848-86), som udforskede dele af Østafrika 1876-86. På sin sidste rejse blev han smittet med sortvandsfeber (galdefeber), som han døde af kort efter hjemkomsten til Tyskland.

 

 

 

 

 

Etymologien bag slægtsnavnet er uklar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle er opdelt i 3 underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae).

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til farvespillet i fjerdragten hos vores hjemlige isfugl (Alcedo atthis), mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerylos, en uidentificeret fugl, som er nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) og andre forfattere. Fuglen var sandsynligvis mytisk og forbundet med halkyon (se slægten Halcyon nedenfor).

Artsnavnet er latin og betyder ‘fræk’ eller ‘ukultiveret’. Dette underlige navn blev givet af den svenske naturhistoriker Fredrik Hasselquist (1722-1752), som sandsynligvis forvekslede det latinske ord hispida (‘isfugl’) med hispidus (‘grov’ eller ‘ukultiveret’).

Artens officielle danske navn er gråfisker, hvilket jeg finder uheldigt. Fuglen er slet ikke grå, men sort og hvid, så jeg foretrækker navnet broget isfugl, som er langt mere dækkende.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk korys (‘hjelm’) og ornis (‘fugl’), hvilket hentyder til den buskede top hos malakitisfugl (nedenfor).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’. Det danske navn sigter til mineralet malakit, hvis grønne farve skyldes indhold af kobber. Overside og isse hos denne art er knaldblå, så navnet er misvisende. Nogle individer har dog et grønligt tværbånd i panden.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er knyttet til en fugl ved navn halkyon i en græsk legende, almindeligvis tolket som værende den almindelige isfugl. I Oldtiden mente man, at denne fugl byggede en flydende rede i det Ægæiske Hav og havde evnen til at få havets bølger til at lægge sig, mens den udrugede sine æg. Man kunne forvente to uger med roligt vejr, mens halkyon rugede, hvilket fandt sted omkring vintersolhverv. Det sagdes, at disse halkyon-dage startede omkring den 14. eller 15. december.

Denne tro på fuglens evne til at berolige havet har sin oprindelse i en myte, som blev nedskrevet af den romerske digter Publius Ovidius Naso (43 f.Kr. – ca. 17 e.Kr.), bedre kendt som Ovid. Denne legende beretter, at vindens gud Aeolus havde en datter ved navn Alkyone, som var gift med Ceyx, konge af Thessalien. Ceyx druknede ude på havet, og i sin sorg kastede Alkyone sig i bølgerne for at forenes med sin husbond, men i stedet for at drukne blev hun forvandlet til en fugl, der blev båret af vinden til hendes mand. (Kilde: phrases.org.uk)

 

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og ventris (‘bug’).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og kephale (‘hoved’), skønt hovedet er gråt, ikke hvidt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin hispida (‘isfugl’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘malet’, hvilket sigter til artens farvestrålende fjerdragt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk megas (‘stor’), samt slægtsnavnet Ceryle (se ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alopex (‘ræv’) og chen (‘gås’), hvilket sigter til den ræverøde farve omkring øjet, i nakken, samt på ryggen og de inderste svingfjer. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Egypten’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for and.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og rhynchos (‘næb’).

 

 

 

 

 

Denne art er sodfarvet eller mørk chokoladebrun med hvide tværstriber på ryg og overgump, næb mørkt med hvid basis. Den er vidt udbredt i Afrika, fra Sahel-zonen og Ethiopien mod syd til Sydafrika, men undgår det centralafrikanske regnskovsområde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘spættet’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med bølget mønster’, hvilket hentyder til artens underside.

 

 

 

 

 

Det latinske navn er afledt af oldgræsk kyaneos (‘mørkeblå’), chen (‘gås’) og pteron (‘vinge’), således ‘den blå gås med blå vinge’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’) og kyknos (‘svane’), hvilket sigter til, at disse ænder ofte yngler i hule træer, samt til deres ret lange hals. Kaldet hos nogle medlemmer er klare fløjtelyde, hvilket er årsagen til det engelske navn whistling-duck (‘fløjteand’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tofarvet’, hvilket formodentlig sigter til, at de sorte vinger står i stærk kontrast til den okkerfarvede krop.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘i enkestand’, af viduare ‘at blive berøvet for’, i denne forbindelse dog snarere ‘i sorg’, hvilket sigter til artens sorte nakke og hals, der kan minde om et sørgeslør. Det danske navn hentyder ligeledes til den sorte nakke og hals, ikke ulig en nonnes hovedklæde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes disse fugle for pygmy geese (‘pygmægæs’), selvom genetisk forskning antyder, at de er nærmere beslægtet med svømmeænder end med gæs. Navnet skyldes arternes korte, gåse-lignende næb.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk netta (‘and’) og pous (‘fod’), Det lader til, at den tyske naturhistoriker Johann Friedrich von Brandt (1802-79), der oprettede slægten i 1836, betragtede disse fugle som en slags små gæs på grund af deres korte næb, men samtidig mente, at de besad fødder og krop som en and.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med store ører’, hvilket sigter til den store grønne plet på siden af halsen.

 

 

 

 

 

Hanner i yngledragt er kraftigt kastanjefarvede, hunner og hanner uden for yngletiden brunlige.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘skarp’) og oura (‘hale’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til den stive, skarve-lignende hale, der ofte stritter lige i vejret.

 

Arten har to adskilte udbredelsesområder, fra Eritrea mod syd til Tanzania, samt fra Namibia og Zimbabwe mod syd til Kap-provinsen.

Artsnavnet stammer fra Boerne, der tilsyneladende fandt, at den mindede om den domesticerede moskusand, som de af en eller anden grund kaldte for makou. Dette navn blev så forvrænget til maccoa. Faktisk er ordet makou af kinesisk oprindelse, idet det sigter til den portugisiske enklave Macau.

 

 

 

 

 

Artens føde omfatter bl.a. oliebiller af familien Meloidae, som indeholder et giftstof, kantaridin. Denne gift ophobes i fuglens væv, og hvis man spiser kødet, kan man nemt blive forgiftet. 10 mg kantaridin er nok til at slå et menneske ihjel.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk plektron (‘at stikke’) samt pteron (‘vinge’), hvilket sigter til sporen på vingen. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Gambia’. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

Den engelske naturhistoriker John Ray (1627-1705) kaldte den for ‘Gambo-Goose’, og den var illustreret i det banebrydende værk Ornithologiae Libri Tres (1676), som Ray havde udarbejdet sammen med vennen og kollegaen Francis Willughby (1635-72). Ray var meget tilfreds med plancherne, som var “de bedste og mest ægte, dvs. som bedst ligner de levende fugle, af de, som hidtil er indgraveret i messing.”

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af oldgræsk sarx (‘kød’ eller ‘krop’) samt ornis (‘fugl’), hvilket måske sigter til fuglens kompakte krop. Artsnavnet kommer af oldgræsk melas (‘sort’) og noton (‘ryg’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for ‘ske’ eller ‘spatel’, hvilket sigter til skeændernes spatelformede næb.

 

Artsnavnet sigter til ordet Hottentot, som Boerne anvendte om Khoisan-folket. Dette ord var imidlertid nedladende, og i de senere år er flere autoriteter i stedet begyndt at anvende det engelske navn blue-billed teal (‘blånæbbet and’).

 

 

 

 

 

I Den Gamle Verden findes en enkelt eller tre arter. Hvis der kun regnes med en enkelt art, kaldes den for A. melanogaster. De fleste autoriteter anerkender dog tre selvstændige arter, indisk (A. melanogaster), afrikansk (nedenfor) samt australsk (A. novaehollandiae).

Slægtsnavnet betyder ‘lille hoved’ på det brasilianske Tupi-sprog. Det hentyder til en ondartet skovånd, djævlefuglen. (Kilde: G. Marcgrave 1648. Historiae rerum naturalium Brasiliae. Liber V)

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødbrun’.

 

 

 

 

 

Mange medlemmer af familien er præsenteret på siden Fiskeri.

 

 

Oprindeligt tilhørte den slægten Egretta (nedenfor), hovedsagelig på grund af dens hvide fjerdragt, og nogle autoriteter har placeret den i en særskilt slægt, Casmerodius. Den viser dog en markant lighed med de store hejrer i slægten Ardea.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

Arten er ret almindelig i Afrika syd for Sahara, mod syd til det nordlige Namibia og Botswana, samt det nordøstlige Sydafrika. Små bestande findes tillige i sumplandet i det sydlige Irak, i det sydlige Iran, samt i Yemen.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘af mellemstørrelse’, dvs. mellem sølvhejre og silkehejre (Egretta garzetta, nedenfor).

Nogle autoriteter placerer denne fugl i en særskilt slægt, Mesophoyx.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Størstedelen af året er fjerdragten hos rishejrer brunlig, hvilket bevirker, at de er godt camouflerede, når de står stille i vegetationen. Når de letter, forvandles de som ved et trylleslag, når deres kridhvide vinger foldes ud.

Slægtsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’) og -ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’.

 

Artsnavnet er afledt af Rallus, slægtsnavnet på visse rikser, samt oldgræsk oides (‘minder om’), således ‘ligner en rikse’.

 

 

 

 

 

Sidst i 1800-tallet begyndte den at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa.

Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op. Den ses også ofte på nypløjede marker. Slægtsnavnet er latin og betyder ‘kvæghyrde’. Artsnavnet er det oldgræske ord for ibiser. Hvorfor det blev benyttet for kohejren, er uvist.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). Bortset fra visse mindre detaljer er de identiske, så denne opdeling er uforståelig. Jeg foretrækker at betragte alle kohejrer som én og samme art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af Middelalder-engelsk botor (‘rørdrum’), samt oldgræsk oides (‘minder om’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stribet’.

Trods det danske navn træffes denne art ofte i ferskvand.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af provençalsk fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’).

 

Der findes to farvefaser af arten, en hvid, der til tider har lidt mørkere partier, samt en skiferfarvet. Dette er afspejlet af artsnavnet, der er afledt af oldgræsk di (‘to’) og morphe (‘form’).

Det debatteres ofte blandt biologer, om Mascarenerhejren er en separat art, eller om den er en underart af silkehejren eller af revhejren (begge nedenfor). En gennemgang af disse tre arters komplicerede slægtskabsforhold er udarbejdet af Don Turner. (The Egretta garzetta complex in East Africa: A case for one, two or three species. Scopus. Journal of East African Ornithology, Vol. 30, 2010)

I dag betragter de fleste autoriteter de 3 som særskilte arter.

Mascarenerne er et andet navn for Mauritius og Reunion.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er det italienske navn på denne fugl.

 

 

 

 

 

I lighed med Mascarenerhejren har den to farvefaser, sort og hvid.

Artsnavnet kommer af latin gula (‘strube’), hvilket formentlig hentyder til den hvide hagesmæk hos den mørke fase.

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet, samt navnet på typeslægten Buceros, er afledt af oldgræsk bous (‘ko’) og keras (‘horn’), hvilket hentyder til en besynderlig gevækst på næbbet hos de fleste arter. Disse fugle er meget støjende, og ’hornet’ er muligvis beregnet til at forstærke deres kald, som kan høres fra en betydelig afstand. Hannens ‘horn’ er større end hunnens.

En række asiatiske arter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Næsehornsfugle.

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk bykanistes (‘trompetér’), hvilket sigter til disse fugles kraftige kald.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘kort’. Hvad det hentyder til, er lidt af et mysterium, da fuglen slet ikke er kort, men har en lang hale. Det danske navn sigter til de sølvgrå prikker på siden af hovedet og halsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘trompetér’, af bucina (‘militærtrompet’). Denne fugl må virkelig trompetere, da det videnskabelige navn betyder ‘den trompeterende trompetér’!

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet kommer af latin sub (‘nær’), samt cylindricus, der er navnet på brunkindet næsehornsfugl (B. cylindricus), således ‘den der minder om brunkindet næsehornsfugl’. Cylindricus er afledt af oldgræsk kylindros (‘cylinder’), hvilket formodentlig sigter til den store, noget rørformede gevækst på disse to arters næb.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lophos (‘top’) og keras (‘horn’) – et besynderligt navn, da disse fugle kun har små gevækster på næbbet.

 

Arten blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Friedrich Hemprich (1796-1825), som opholdt sig adskillige år i Egypten, Sudan og Ethiopien. Han døde af malaria i Ethiopien, kun 29 år gammel.

 

 

 

 

 

Denne art lever i åbent kratland og savanne. Hannen har sort næb, mens hunnens er blegere sort, ofte med rødlige eller gullige partier. Begge køn har en iøjnefaldende hvid stribe på overnæbbet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med stor næse’, afledt af nasus (‘næse’), hvilket naturligvis sigter til ‘hornet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af fransk tock, givet til afrikansk gråtoko og rødnæbbet toko af den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc, Comte de Buffon (1707-1788). Efter sigende var navnet baseret på et lydefterlignende senegalesisk navn på disse fugle.

 

Arten blev opkaldt til ære for en tysk opdagelsesrejsende, Baron Karl Klaus von der Decken (1833-65), som var den første europæer, der forsøgte at bestige Mount Kilimanjaro. Det lykkedes dog ikke på grund af dårligt vejr. Han besøgte også Madagascar og Mascarenerne. I 1865 tog han til Somalia, hvor han udforskede de nedre egne omkring Jubba-floden ombord på et lille dampskib ved navn Welf. Efter at skibet var sunket i strømhvirvler, blev han og tre af hans selskab myrdet af fjendtlige somaliere.

 

 

 

 

 

De fem arter/underarter:

Nordlig rødnæbbet toko (T. (e.) erythrorhynchus) er udbredt fra det sydlige Mauritanien mod øst til Eritrea og Somalia, og videre mod syd til Kenya og det nordlige Tanzania.

Vestlig rødnæbbet toko (T. (e.) kempi) findes fra det sydlige Mauritanien gennem Senegal og Gambia til det vestlige Mali.

Tanzaniansk rødnæbbet toko (T. (e.) ruahae) er begrænset til det centrale og vestlige Tanzania.

Sydlig rødnæbbet toko (T. (e.) rufirostris) er udbredt fra Angola og Namibia mod øst til Zambia og derfra mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika.

Damara rødnæbbet toko (T. (e.) damarensis) er begrænset til det sydlige Angola samt det nordlige og vestlige Namibia.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for Sir Frederick John Jackson (1860-1929), en engelsk administrator, opdagelsesrejsende og ornitolog, som boede i Kenya.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og melas (‘sort’), således ‘hvid og sort’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle lever i græsland med kort græs og spredte træer, hvori de yngler. De adskiller sig især gennem deres fødesøgning, idet de tilbringer det meste af tiden med at spadsere rundt på jorden, hvor de fanger byttedyr som biller, slanger og firben.

Slægtsnavnet er sammensat af to andre slægtsnavne, Buceros (se ovenfor), samt Corvus (ravne og krager), således ‘næsehornsfuglene, der minder om ravne’.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet refererer til Benjamin Leadbeater (1760-1837), en engelsk forhandler af naturalier i London.

 

 

 

 

 

 

 

De lever især af insekter og flåter og ses oftest på ryggen af store græsædere. Det er blevet observeret, at en fugl i løbet af en dag kan æde over 100 adulte flåter eller 13.000 larver.

Deres foretrukne fødeemne er imidlertid blod, og de hakker ofte i sår på græsæderne, indtil blodet flyder, eller de hakker simpelthen i huden og frembringer herved et sår. Denne adfærd afspejles af slægtsnavnet, som er afledt af oldgræsk bous (‘okse’) og phagos (‘æder’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk bous (‘okse’) og ‘rhinos’ (‘næse’, i denne forbindelse ‘næb’), hvilket sigter til disse fugle store næb. Det engelske navn thick-knee hentyder til det tykke hælled.

 

Artsnavnet hentyder til Kap-provinsen i Sydafrika.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin vermiculus (‘lille orm’), diminutiv af vermis (‘orm’). Tilsyneladende fandt den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906), som navngav fuglen i 1868, at striberne på dens krop mindede om små orme.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Andrew Smith (1797-1872), som blev den første direktør for Cape Town Museum. Anden del af navnet betyder ‘fugl’ på oldgræsk.

 

Artsnavnet refererer til Kap Det Gode Håb i Sydafrika, hvilket beror på en fejl, da arten ikke findes her.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for en gullig fugl, som er nævnt i Biblia Vulgata, en latinsk oversættelse af Biblen fra sidst i 300-tallet. Ordet var afledt af oldgræsk kharadrios, en fugl, der levede i floddale, af kharadra (‘ravine’).

 

Artsnavnet er afledt af latin hiatus (‘kløft’) og cola (‘beboer’), af colere (‘at bo’). Det har samme mening som ordet kharadrios ovenfor, således ‘lever i kløfter’ – et besynderligt navn på denne fugl, der absolut ikke lever i kløfter.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den franske botaniker og ornitolog Jean Baptiste Leschenault de la Tour (1773-1826), som rejste vidt og bredt på Java, samt i Indien og Sydamerika, hvorfra han bragte store samlinger af planter og fugle tilbage til Frankrig.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin pallere (‘at være bleg’), hvilket formodentlig sigter til artens snehvide underside.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘græsser’, afledt af pecu (‘kvæg’ eller ‘flok’). Hvad det hentyder til, er usikkert.

Det danske navn blev givet til minde om den preussiske soldat, opdagelsesrejsende og naturhistoriker Friedrich Heinrich Freiherr von Kittlitz (1799-1874), som deltog i en ekspedition 1826-29 kloden rundt, ombord på korvetten Senjawin. Denne ekspedition blev ledet af Kaptajn Fyodor Petrovich Litke (1797-1882). Undervejs indsamlede von Kittlitz en mængde fugle, tilhørende i alt 314 arter. I 1831 drog han til Nordafrika, men måtte vende hjem til Tyskland på grund af dårligt helbred. På denne tur indsamlede han eksemplarer af den præstekrave, der i dag bærer hans navn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). I gamle dage sagde man, at når hjejlerne flokkedes, ville der snart falde regn.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gullig-brun’, hvilket sigter til fuglens sommerdragt.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er en latiniseret form af sgatarola, et gammelt venetiansk navn på en slags vadefugl.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin arma (‘våben’), således ‘bærer våben’, hvilket sigter til den skarpe spore på vingen, som fuglen benytter, når den aggressivt forsvarer sine unger, idet den gentagne gange dykker ned mod fjenden og sigter mod dens hoved. Det danske navn hentyder til artens alarmkald, et gentaget metallisk tink-tink-tink, der er blevet sammenlignet med en smedehammers slag på ambolten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin coronare (‘at krone’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til artens hovedmønster.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin crassus (‘tyk’ eller ‘kraftig’) og rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

Mørk sørgevibe, som lever på savanner med kort græs, er udbredt over et meget stort område, i Vestafrika fra Senegal mod øst til Chad, mod syd til det nordlige Angola, samt fra det østlige Zaire, Uganda og Kenya mod syd til det nordøstlige Sydafrika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sørgmodig’, afledt af lugere (‘at sørge’), hvilket formodentlig hentyder til den overvejende grå fjerdragt.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og pteron (‘vinge’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet sigter til Senegal, hvor type-eksemplaret formentlig blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Artsnavnet kommer af latin spina (‘torn’), hvilket sigter til sporen på vingen.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘dækket’, hvilket i denne forbindelse sigter til fuglens sorte hætte.

 

 

 

 

 

Ordet stork stammer fra oldgermansk sturkoz.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for stork.

 

Arten er opkaldt efter Bey el-Arnaut Abdim (1780-1827), som var tyrkisk guvernør i Wadi Halfa, Sudan.

 

 

 

 

 

Førhen blev den lignende, men større og sortnæbbede Manchurerstork (C. boyciana) i det østlige Asien regnet for en underart af hvid stork.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ephippios (‘saddel’) og rhynkhos (‘næb’), hvilket sigter til det gule saddelformede skjold på næbbet.

Arten er nært beslægtet med den sorthalsede stork (E. asiaticus), som er udbredt i tropiske egne af Asien og Australien – det eneste øvrige medlem af slægten, som er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle på det Indiske Subkontinent.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leptos (‘tynd’ eller ‘slank’) samt ptilon (‘fjer’), hvilket sigter til de yderst få fjer på disse fugles hoved.

 

Artsnavnet er afledt af latin crumena (en pose, der bæres om halsen), hvilket naturligvis hentyder til strubesækken. Det danske navn kommer af fransk marabout, der er afledt af portugisisk maraboto, hvilket igen kommer af arabisk murabit (en soldat, som er udstationeret på et afsides fort). Det sigter sandsynligvis til artens oprette holdning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mykterizo (‘at vende næsen opad’), fra mykter (‘snude’). Det sigter formodentlig til disse fugles store næb, som får dem til ‘at vende næsen opad’.

 

Artsnavnet beror på en misforståelse. I Oldtidens Grækenland blev ordet ibis anvendt for Egyptens hellige ibis (Threskiornis aethiopicus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er efter sigende afledt af oldgræsk hapalos (‘skrøbelig’ eller ‘blid’). Andre foreslår, at ordet er et afrikansk navn på disse fugle.

 

Nordøstlige bestande, fra det østlige Ethiopien mod syd til det nordøstlige Tanzania, er fornylig blevet splittet ud som en selvstændig art, brunhalet apalis (A. flavocincta).

Artsnavnet er latin og betyder ‘gullig’.

 

 

 

 

 

Slægten blev beskrevet af den tyske naturhistoriker Johann Jakob Kaup (1803-73). Slægtsnavnet kommer af kisthos, det klassiske græske navn på cistroser (Cistus), også kaldt soløjetræer, samt af latin colere (‘at bo’). Formodentlig observerede Kaup cistussangeren blandt buske af denne slægt.

 

Artsnavnet (udtales ‘la-is’) er et klassisk latinsk ord for sanger. Det skulle hentyde til den ene af to prostituerede i Oldtidens Grækenland, Lais af Korinth (død ca. 425 f.Kr.) eller Lais af Hykkara (død 340 f.Kr.). Den førstnævnte blev myrdet af jalous hustruer, der frygtede for deres mænds troskab og moral. Forbindelsen til denne fugl er svær at få øje på.

Det danske navn sigter formodentlig til artens kald, et langtrukket wheee.

Førhen blev Lynes’s cisticola (C. distinctus), der findes i det østlige Uganda, Kenya og Tanzania, betragtet som en underart af klagecisticola.

 

 

 

 

 

Ifølge en kilde er navnet Colius afledt af oldgræsk koloios (‘allike’), men forbindelsen er svær at få øje på. En anden kilde foreslår, at navnet er afledt af oldgræsk koleos (‘sværdskede’), hvilket sigter til disse fugles lange hale.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stribet’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Den første del af slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’). Medlemmer af denne slægt har lidt længere hale end medlemmer af Colius. Artsnavnet refererer også til halen, afledt af oldgræsk makros (‘lang’), samt igen oura.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin for ‘due’, hunkønsformen af columbus (‘han-due’), som er en latiniseret version af oldgræsk kolumbos (‘dykker’). Dette navn blev givet til klippeduen (Columba livia) af den græske komedie-forfatter Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.) på grund af de ‘svømmende’ bevægelser, denne fugl foretager i flugten.

 

I 1747 inkluderede den engelske naturhistoriker George Edwards (1694-1773) denne art i andet bind af værket A Natural History of Uncommon Birds, hvori han beskrev den som triangular-spotted pigeon (Columba maculis triquetris) (‘duen med trekantede pletter’), hvilket sigtede til de hvide pletter på vingerne. Hans illustration var udført ud fra to levende duer, der tilhørte Hertugen af Richmond i London. Edwards blev fortalt, at duerne var hjembragt fra Guinea i Vestafrika. Senere, da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 opdaterede sit Systema Naturæ til den 10. udgave, navngav han arten Columba guinea, idet han citerede Edwards’ værk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oinas (‘due’), oprindeligt fra oimay, hvilket ifølge den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) var “en vild due af samme farve som modnende druer” (vinranken kaldtes oimg). Artsnavnet betyder ‘fra Kap-området’ (Sydafrika), mens det danske navn sigter til Namaqualand, på Khoikhoiernes sprog Nama-kwa, hvilket betyder ‘Nama Khoe-folkets land’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og peleia (‘due’), hvilket sigter til de hvide pletter på siden af halsen og i nakken hos perlehalsduen.

 

Palmeduen er også kendt under navnene Senegaldue og latterdue, og i Indien kaldes den ofte for little brown dove (’lille brun due’). Navnet latterdue hentyder til dens kurren, et lavmælt, langtrukkent croo-doo-doo-doo-doo, der minder lidt om en latter.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til det mere eller mindre komplette halsbånd hos mange medlemmer af slægten; endvidere af peleia (‘due’). Navnet skoggerdue kommer af skogren, en vibrerende lyd, som bl.a. urfugl, tjur og dobbeltbekkasin frembringer under parringssspillet. Her hentyder det sikkert til visse turtelduers kurren.

Andre arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia (ovenfor) og Nesoenas.

 

Den første del af artsnavnet hentyder til Kap-provinsen i Sydafrika, mens anden del er afledt af latin colere (‘at bo’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin decipere (‘at snyde’). Hvad det hentyder til, er usikkert.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘sky’ eller ‘frygtsom’, et ord, der ofte blev anvendt for duer af den klassiske digter Homer (ca. 750 f.Kr.). Det danske navn sigter til, at disse fugle virker papegøjeagtige, når de klatrer rundt i træerne efter føde.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘skaldet’. Hvad det hentyder til, er usikkert.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er det gamle abyssinske navn på denne fugl. På engelsk hedder den Bruce’s green pigeon, et navn, der hædrer den skotske opdagelsesrejsende James Bruce (1730-94), som rejste i Abyssinien (i dag Ethiopien), hvor han opdagede den Blå Nils kilder.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘turteldue’ på latin, mens artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘kvindelig trommeslager’, afledt af tympanon (‘tromme’ eller ‘tamburin’), hvilket sigter til dens kurren, et gentaget du-du-du, der minder svagt om lyden fra en tamburin.

 

 

 

 

 

 

De fleste af arterne lever i Afrika syd for Sahara. En enkelt er udbredt i Europa og det vestlige Asien, to er vidt udbredt i Asien, og en art er begrænset til Sulawesi med omliggende øer.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk korakias (‘krage-lignende’), afledt af korax (‘ravn’). Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten i 1758, betragtede han formodentlig ellekrager som beslægtet med krager (jfr. det danske navn).

 

Artsnavnet hentyder til Abyssinien, det gamle navn på Ethiopien. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med hale’, afledt af cauda (‘hale’), hvilket i dette tilfælde sigter til den lange hale med to tynde forlængede fjer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år er denne art gået temmelig drastisk tilbage i det meste af sit yngleområde, idet den trues af jagt under trækket, specielt i Oman, hvor tusinder indsamles til føde. Mange steder har man fjernet træer for at give plads til moderne landbrugsmaskiner, hvilket berøver ellekragerne ynglesteder og udkigsposter, og endvidere reducerer kemiske sprøjtemidler dens fødeemner.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sludrende’ eller ‘støjende’. Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’ eller ‘markeret’, hvilket hentyder til striberne på brystet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eurys (‘bred’ eller ‘vid’) og stoma (‘mund’).

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk glaukos (‘blågrå’) og oura (‘hale’). Fuglen er overvejende rødbrun, men underhalen er blågrå, eller rettere turkisfarvet.

 

 

 

 

 

En lang række arter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ravnen (C. corax).

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter en række genetiske studier er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus.

 

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og collum (‘hals’).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er den største nulevende spurvefugl, indtil 70 cm lang og med en vægt op til 1,5 kg. Dens meget store næb, op til 9 cm langt, er sammenpresset fra siden og stærkt buet. Det er sort med hvid spids. Fjerdragten er sort, bortset fra hals og vinger, som er brunlige, samt en stor hvid plet i nakken.

Den minder om den mindre hvidhalsede ravn (ovenfor), men dens næb er meget kraftigere, og den hvide plet sidder øverst i nakken.

Artsnavnet er afledt af latin crassus (‘tyk’ eller ‘kraftig’) samt rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

Den findes fra Syrien og Jordan mod syd gennem hele den Arabiske Halvø, samt i det nordøstlige Afrika, fra Nil-dalen mod syd til Sydsudan og Kenya, mod vest til Aïr-massivet i Niger. Den lever i ørkener og andre tørre områder, hvor den placerer reden på høje klipper.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk rhipis (‘vifte’) og oura (‘hale’), således ‘med vifteformet hale’.

 

 

 

 

 

 

 

Arten har en særdeles begrænset udbredelse, idet den kun findes i tornet akacieland i omegnen af byen Yabello i det sydlige Ethiopien. Den færdes som regel i mindre flokke og lever hovesagelig af insekter.

Slægtsnavnet hædrer den italienske zoolog Edoardo Zavattari (1883-1972), som var direktør for den zoologiske afdeling på Sapienza-universitetet i Rom 1935-53. Han støttede fascisme og anti-semitisme på basis af sine biologiske studier og var blandt dem, der underskrev Manifesto della razza, et racistisk manifest fra 1938, der førte til de anti-semitiske love i Kongedømmet Italien, som fratog jøderne deres italienske statsborgerskab og deres offentlige stillinger.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og ornitolog Erwin Friedrich Theodor Stresemann (1889-1972), som skrev indlæg i senere udgaver af værket Handbuch der Zoologie (først publiseret 1863-75), og han var redaktør af tidsskriftet Journal für Ornithologie. Han viste tillige interesse for digterkunst, filosofi og sprogkundskab, og han offentliggjorde en monografi over det austronesiske Paulohi-sprog, baseret på studier, som han foretog på en ornitologisk ekspedition til den indonesiske ø Seram.

Det danske navn hentyder til Sidamo-provinsen, en tidligere provins i det sydlige Ethiopien, beliggende i det område, hvor byen Yabello i dag befinder sig.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kentron (‘spore’ eller ‘spir’) samt pous (‘fod’), hvilket hentyder til sporen på disse fugles ben.

 

Den er tilknyttet vådområder, specielt bevoksninger af papyrus (Cyperus papyrus), fra det nordlige Angola, det sydlige Zaire og Tanzania mod syd til det nordøstlige Namibia, Botswana og Malawi.

 

 

 

 

 

Artsnavnet sigter til Claes Grill (1705-67), en svensk handelsmand, som var direktør for Svensk Ostindisk Kompagni. Han havde en privat samling af dyr.

 

 

 

 

 

Tidligere var fugle i det sydlige Afrika inkluderet i denne art, men de adskiller sig gennem at have ustribet underside og ingen øjenbrynsstribe. De danner nu er særskilt art, kapsporegøg (C. burchellii).

Artsnavnet er afledt af latin supercilium (‘øjenbryn’), således ‘med øjenbryn’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerkos (‘hale’) og kokkyx, det klassiske græske ord for gøg. Disse fugle har en lang hale.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin clamare (‘at råbe’), hvilket sigter til det vidtlydende kald i yngletiden hos skadegøgen (C. glandarius), som er typeart i slægten.

 

Ifølge det indiske helteepos Mahabharata, bog 12, forbindes Jacobinergøgen med en mytologisk fugl ved navn chataka, der havde et næb oven på hovedet, og som sad og ventede på, at regnen skulle slukke dens tørst.

Artsnavnet hentyder til fjerdragten, der kan minde om Domikanermunkenes sort-hvide klædning. Denne munkeorden blev på fransk kaldt for Jacobinere.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til den kløftede hale hos de fleste af disse fugle.

I Australien er det danske navn slang for en tåbelig eller dum person. Det stammer tilbage fra 1920’erne, hvor en australsk væddeløbshest, der tilsyneladende var opkaldt efter fuglen, aldrig vandt et eneste løb gennem sine akrive 5 år. Ordet blev derefter overført til enhver svagt begavet eller klodset person. Det kan man under ingen omstændigheder sige om de kloge og elegante drongoer!

 

Artsnavnet er en form af det latinske ord assimilis (‘minder om’). Da den tyske naturhistoriker Johann Matthäus Bechstein (1757-1822) beskrev fuglen i 1794, mente han, at den havde form som alliken (Coloeus monedula).

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske farmakolog og forretningsmand Carl Ferdinand Heinrich von Ludwig (1784-1847), senere benævnt Baron von Ludwig, som indsamlede planter i Sydafrika mellem 1805 og 1847. Han stod bag etableringen af den første botaniske have i Cape Town.

 

 

 

 

 

Disse fugle er karakteriseret ved at have rørformede næsebor placeret på den øverste næbhalvdel, og i næseborene udmunder en kirtel. Når de søger føde, sluger disse fugle uvægerligt en mængde havvand, og overskydende salt i deres krop udskilles gennem denne kirtel.

Familienavnet blev oprettet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), idet det hentyder til den græske mytologi, hvor krigeren Diomedes’ ledsagere blev forvandlet til fugle.

Navnet albatros er afledt af arabisk al-qadus (‘den der dykker’) – et navn, som oprindeligt var tilknyttet pelikaner. På portugisisk blev dette navn til alcatraz, men i stedet knyttet til suler eller fregatfugle. Ifølge W. Tickell, i bogen Albatrosses (Pica Press, 2000), kan ændringen til albatros være influeret af det latinske ord albus (‘hvid’), idet albatrossers fjerdragt overvejende er hvid, mens den hos fregatfugle overvejende er sort.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk thalassa (‘hav’) og arkhe (‘regere over’ eller ‘styre over’), hvilket sigter til disse fugles overlegne flyvestil.

På engelsk kaldes slægten for mollymawk, hvilket kan dateres tilbage til sidst i 1600-tallet, afledt af hollandsk mallemok, fra mal (‘idiotisk’) og mok (‘måge’), et udtryk, som oprindeligt var hæftet på mallemukken (Fulmarus glacialis). Denne art var tidligere meget anvendt som føde, og folk fandt den meget dum, da den var tillidsfuld og således nem at slå ihjel på reden.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og ophrys (‘øjenbryn’). I lighed med det danske navn hentyder det til de sorte fjer omkring øjnene.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske naturhistoriker Osbert Salvin (1835-98), som sammen med Frederick DuCane Godman (1834-1919) producerede et værk på 52 bind med titlen Biologia Centrali-Americana (1879-1915), omhandlende Mellemamerikas naturhistorie.

 

 

 

 

 

 

Om vinteren træffes den på øer og langs kyster i hele den nordlige del af det Indiske Ocean, mod øst til Cambodia, og endvidere langs den østafrikanske kyst så langt mod syd som det nordlige Sydafrika og Madagascar.

Tanzania udgør en kærneområde for arten om vinteren. På en ekspedition i 1988 (se siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati) talte vi omkring 5400 langs den tanzanianske kyst.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘at løbe’. Fuglen ses ofte løbe stærkt, før den letter. Artsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’) og ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’. Måske hentyder det til artens lange ben.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det oldtyske navn på disse fugle, Embritz.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘blågrå’. Artens engelske navn er Cretzschmar’s bunting, som blev givet til ære for den tyske læge og videnskabsmand Philipp Jakob Cretzschmar (1786-1845), der grundlagde Senckenberg Naturhistoriske Museum i Frankfurt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og venter (‘bug’).

 

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, yngler husværlingen ofte nær menneskelig bebyggelse, og desuden forekommer den i plantager og haver. Den bliver ofte meget tillidsfuld.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever i Sahara’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af Tswana-ordet thagapitse (‘zebra-fugl’), som blev anvendt for diverse finker, værlinger og væverfugle med stribet hoved.

 

 

 

 

 

Et stort antal arter er omfattet af kæledyrshandelen, og mange steder er disse burfugle undsluppet og har dannet forvildede bestande.

 

Slægtsnavnet blev indført i 1827 af den engelske naturhistoriker William John Swainson (1789-1855), med båndfinken (A. fasciata) som typeart. Swainson mente, at båndfinken dannede et led mellem pragtfinker og Ammodramus, en slægt af amerikanske spurve, så han oprettede navnet Amadina, et korrumperet diminutiv af Ammodramus.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til hannens røde hoved.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hypo (‘under’) samt Argos Panoptes, en mange-øjet kæmpe i den græske mytologi, hvor Panoptes betyder ‘altseende’. Han var beskytter af nymfen Io, som var en af Zeus’ mange elskerinder. Zeus forandrede hende til en kvie for at skjule sin utroskab for hustruen Hera. I lighed med det danske navn hentyder slægtsnavnet til de talrige hvide pletter på disse fugles underside.

 

På engelsk er et af artens navne Peters’s twinspot. Den blev beskrevet i 1868 af den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Karl Hartwig Peters (1815-83), som rejste vidt og bredt i det sydlige Afrika 1842-48. Han vendte tilbage til Berlin med en kolossalt stor samling af naturhistoriske effekter, som han derpå beskrev i Naturwissenschaftliche Reise nach Mossambique… in den Jahren 1842 bis 1848, ausgeführt (1852-1882). Heri findes optegnelser over pattedyr, fugle, krybdyr, padder, fisk, insekter og planter.

Artsnavnet er afledt af niveus (‘snehvid’) og gutta (‘dråbe’), hvilket selvfølgelig sigter til den plettede underside.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet sigter til Mandingo, et folk i Niger-dalen. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet i dette område. Artsnavnet er latin og betyder ‘relativt strålende’, afledt af nitidus (‘smuk’ eller ‘strålende’). For mig er denne nedgøren uforståelig. Fuglen er virkelig meget smuk!

Det danske navn hentyder til de talrige hvide pletter på fuglens underside.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sperma (‘frø’) samt phagos (‘at æde’).

 

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rød’ eller ‘rødbrun’) og capillus (‘på issen’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) samt aiginthos, som er navnet på en ukendt fugl, måske en finke. Oprindelsen af det danske navn er uklar.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev oprettet i 1760 af den franske zoolog Mathurin Jacques Brisson (1723-1806), idet han fejlagtigt antog, at type-eksemplaret kom fra Bengalen.

 

 

 

 

 

Genetisk forskning har åbenbaret, at disse fugle ikke er nært beslægtede med rovfugle af familien Accipitridae. Deres ens måde at fouragere på er et eksempel på konvergent udvikling.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin falx eller falcis (‘håndsegl’), hvilket sigter til kløerne.

Fra de ældste tider blev falken tilbedt i Egypten som en guddom, hvis krop repræsenterer himlen, mens øjnene repræsenterer solen og månen. Horus, søn af de øverste guder Osiris og Isis, afbildes som en falk, eller som et menneske med falkehoved. Han bærer Egyptens dobbelte krone, en krone med en brilleslange, eller en krone formet som en solskive.

Osiris’ broder Seth var en grum herre, som dræbte sin egen broder og spredte hans dele over hele Egypten. Da Horus var vokset op, hævnede han sin fader ved at dræbe Seth. Det drabelige slag mellem de to er afbildet i mange egyptiske templer, Seth ofte i form af en flodhest.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet kræver en længere forklaring. Da den hollandske zoolog Coenraad Jacob Temminck (1778-1858) navngav fuglen i 1825, kaldte han den for Faucon biarmique, idet han antog, at det betød ‘fuglen med to skægstriber’, med hentydning til artens tydelige skægstriber. Det var imidlertid en forkert formodning. Han ‘lånte’ navnet fra den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som introducerede det, da han fejlagtigt navngav skægmejsen Parus biarmicus efter Biarmia, et gammelt latinsk navn på Perm-distriktet i det nordlige Rusland. Da skægmejsen ikke forekommer i dette område, har man fremsat den teori, at Linné forvekslede skægmejsen med halemejsen (Aegithalos caudatus), som er almindelig i Perm-området.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til den tyske ornitolog og kunstner Johann Friedrich Naumann (1780-1857), der offentliggjorde mange ornitologiske værker, bl.a. Naturgeschichte der Vögel Mitteleuropas (1820-44).

 

 

 

 

 

Navnet Falco peregrinus (‘den vandrende falk’) blev anvendt allerede i 1225 af den tyske dominikanerpræst, biskop, filosof og videnskabsmand Albertus Magnus (ca. 1200-1280). Navnet sigter til, at falkonerer fangede ungfugle på træk, fremfor at tage dem på rederne, som var vanskeligt tilgængelige.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til navnet på klippe-tårnfalk, Falco rupicolus, af latin rupis (‘klippe’) og colere (‘at bo’); samt oides (‘minder om’), således ‘den der ligner klippe-tårnfalk’. Det officielle danske navn afrikansk tårnfalk er temmelig intetsigende, da der er adskillige arter af tårnfalk i Afrika. Den burde snarere kaldes for hvidøjet tårnfalk – et langt mere dækkende navn.

 

 

 

 

 

Adulte afrikanske pygmæfalke er hvide på undersiden og i ansigtet, hannen er grå på oversiden, mens hunnen har kastanjefarvet ryg. Arten er udbredt i to adskilte områder, fra Ethiopien mod syd til det nordlige Tanzania, samt fra det sydvestlige Angola mod syd til det nordlige Sydafrika og det sydvestlige Botswana.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk polios (‘grå’) og hierax (‘høg’), artsnavnet af latin semi (‘halv’) og torques (‘halsbånd’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latinisering af oldgræsk bukanetes (‘trompetér’), hvilket sigter til kaldet hos ørkendompap (nedenfor).

 

Artsnavnet hentyder til klinte (Agrostemma githago), en plante af nellikefamilien. Forbindelsen er uklar.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk krithe (‘byg’) og agra (‘jage efter’).

 

Artsnavnet er sammensat af artsnavnet på citronsisken (Carduelis citrinella), samt den oldgræske endelse oides (‘ligner’), således ‘minder om citronsisken’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latinisering af det franske ord for kanariefuglen, serin, som måske er en forvrængning af latin citrinus, som betyder ‘citronfarvet’.

 

Artsnavnet er forklaret ovenfor.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin currere (‘at løbe’). Disse fugle foretrækker ofte at løbe fremfor at flyve.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den hollandske zoolog Coenraad Jacob Temminck (1778-1858), som var den første direktør for det nationale naturhistoriske museum i Leiden, fra 1820 til sin død. Det danske navn hentyder til artens sorte stribe fra øjet om i nakken.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et diminutiv af latin glarea (‘grus’), således ‘den der færdes i småt grus’, hvilket sigter til arternes foretrukne redested.

 

Artsnavnet er afledt af latin pratum (‘eng’) og incolere (‘at bo’). Det danske navn hentyder til den rødlige vingeunderside.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhis (‘næsebor’) og ptilon (‘fjer’), hvilket sigter til de fjerdækkede næsebor hos tobåndet ørkenløber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘båndet’, afledt af cingere (‘at omkranse’).

 

 

 

 

 

Det danske navn, på oldnordisk trani, kommer af oldsaksisk krano, som betyder ’et hæst skrig’.

Alle tranearter er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

Slægtsnavnet hentyder til de Baleariske Øer i Middelhavet. Det er afledt af grui Balearicae (‘den baleariske trane’), nævnt af den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.). Det vides ikke, hvilken art Plinius hentyder til, eller om det overhovedet var en trane, selvom jomfrutranen (Grus virgo) tidligere fandtes i Spanien og stadig trækker gennem Nildalen. (Kilde: Jobling 2010)

 

Den lever på savanner, i floddale samt i agerland med vådområder. Traditionelt har nogle folkeslag betragtet den som hellig, og den har mange steder vænnet sig til at leve nær mennesker. Den er standfugl, men foretager lokale vandringer til områder med nylig nedbør. Den overnatter ofte i træer.

Den grå krontrane har gennem de sidste 50 år været i stærk tilbagegang, og den samlede bestand er nu på kun 25-30.000, heraf omkring to tredjedele i Østafrika. Tilbagegangen skyldes afvandinger, omlægning af savanne til agerland, overgræsning, samt udeblevne oversvømmelser pga. dæmningsanlæg. De østafrikanske bestande er klassificeret som truede, mens den sydafrikanske er stabil.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kongelig’, afledt af regis (‘konge’), hvilket naturligvis sigter til den iøjnefaldende top.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en lydefterligning af traners kraftige trompeteren.

 

Vortetranen er næsten udelukkende tilknyttet vådområder og er talrigest i de enorme flodsumpe i Zambia og Botswana. Den er standfugl, men strejfer rundt til områder, hvor der er faldet regn. Uden for yngletiden kan de ethiopiske fugle også træffes i græsland. Vortetranen lægger normalt kun ét æg og har en meget langsom reproduktion. Den yngler ikke hvert år, men indretter yngletiden efter oversvømmelsernes størrelse. Derfor har dæmningsanlæg, som holder meget af vandet tilbage, meget stor negativ effekt på artens reproduktion.

Den samlede bestand tæller kun omkring 8-9000 individer, og den er næsten overalt i stærk tilbagegang pga. afvandinger, dæmningsanlæg, brande, samt menneskelig bosættelse omkring sumpområder. I Sydafrika er den næsten forsvundet.

Artsnavnet er afledt af latin caruncula (‘et lille stykke kød’), diminutiv af carnis (‘kød’), hvilket sigter til hudlapperne under hagen.

 

 

 

 

 

 

 

Paradistranen var tidligere almindelig, men gik stærkt tilbage i perioden 1980-2000, mest pga. direkte efterstræbelse med gift, da den gør skade på afgrøder; endvidere pga. opdyrkning, byudvikling, samt kollisioner med elledninger. En oplysningskampagne har medført, at bestanden nu er i svag fremgang og tæller ca. 25.000 individer. Den isolerede bestand i Etosha Nationalpark omfattede førhen omkring 150 fugle, men er nu i stærk tilbagegang. I 2015 blev bestanden vurderet til omkring 35 individer.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk haima (‘blod’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til de knaldrøde ben hos den almindelige strandskade. Det danske navn sigter til fuglenes levested samt den brogede fjerdragt hos den almindelige strandskade, der blev sammenlignet med fjerdragten hos husskaden (Pica pica). Det engelske navn oystercatcher (‘østers-fanger’) blev indført i 1731 af den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han bemærkede, at den amerikanske art H. palliatus åd østers.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Alfred Moquin-Tandon (1804-63), som først var professor i zoologi i Marseille, senere professor i botanik og direktør for den botaniske have i Toulouse, og fra 1853 direktør for både den botaniske have og det videnskabelige akademi i Paris.

 

 

 

 

 

 

Slægten er muligvis navngivet efter Kekropia, en mytisk konge i Athen. Jobling (2010) nævner Kekropis, en kvinde fra Athen, uden nærmere forklaring.

 

Artsnavnet refererer til Abyssinien, et ældre navn for Ethiopien.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer hætte’, hvilket sigter til den kastanjebrune isse.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svale.

 

Artsnavnet hentyder til området, som fuglen lever i, mens det danske navn sigter til dens overvejende hvide hale.

 

 

 

 

 

Undersiden er næsten snehvid, oversiden er mørkeblå, og issen er kastanjefarvet. Hunnen har kortere ydre halefjer end hannen.

Artsnavnet blev givet til minde om den norske læge, botaniker og geolog Christen Smith (1785-1816). Han deltog i en ekspedition til de Kanariske Øer og Madeira, hvor han indsamlede over 600 plantearter, af hvilke omkring 50 var nye for videnskaben. Senere deltog han i en ekspedition, hvis formål var at undersøge, om Congo-floden havde forbindelse til Niger-lavningerne længere mod vest. Ekspeditionsskibet HMS Congo var så tungt, at det kun kunne benyttes på den nederste del af floden, og det andet skib Dorothy blev standset af strømhvirvler omkring 160 km inde i landet. Medlemmerne fortsatte til fods langs floden, men mangel på mad, fjendtlige indfødte og sygdomme tog snart deres told, og ekspeditionen måtte opgives. I alt 18 af de 56 deltagere omkom, deriblandt Smith.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ptyon (‘en vifte’), hvilket hentyder til den udbredte hales form. Den anden del af navnet sigter til Prokne, en kvinde i den græske mytologi. Hun var gift med Kong Tereus af Trakien og moder til drengen Itys. Engang, da Proknes smukke søster Filomela var på besøg, blev hun voldtaget af Tereus, som rev hendes tunge ud for at forhindre hende i at fortælle, hvad der var sket. Hun vævede imidlertid et vægtæppe, der åbenbarede hændelsen, og de to kvinder besluttede at tage hævn. Prokne dræbte Itys og kogte ham, hvorefter hun serverede ham som måltid til sin mand. Efter måltidet præsenterede de Tereus for det afhuggede hoved af hans søn. Han greb en økse og forfulgte søstrene for at dræbe dem. I deres desperation bad de guderne om hjælp til at undslippe Tereus, og guderne forvandlede Prokne til en svale og Filomela til en nattergal.

 

Tidligere blev denne fugl betragtet som værende samme art som lys klippesvale (P. obsoleta), der lever i det nordlige Afrika, samt mørk klippesvale (P. concolor), som forekommer i det sydlige Asien. I dag regner de fleste autoriteter dem som 3 selvstændige arter.

Artsnavnet er afledt af latin fuligo (‘sod’) og gula (‘strube’), således ‘med sodfarvet strube’.

 

 

 

 

 

Jacana var den staveform, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) benyttede, da han navngav sydlig jacana Parra jacana i 1766 (i dag kaldt for Jacana jacana). Den oprindelige portugisiske stavemåde var jaçana (udtales omtrent zasana), hvilket var afledt af et lokalt Tupi-navn på fuglen, ñahana.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akte (‘flodbred’ eller ‘kyst’), phileo (‘at elske’), samt ornis (‘bird’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae (nedenfor), hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eurus (‘bred’) og kephale (‘hoved’).

 

Artsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Peter Eduard Simon Rüppell (1794-1884), der indsamlede talrige planter og dyr i Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), afledt af laniare (‘jeg sønderriver’), hvilket hentyder til disse fugles vane med at spidde deres byttedyr på torne til senere brug, ikke ulig et slagteri, hvor kødet hænges op.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske ornitolog Jean Louis Cabanis (1816-1906), en af grundlæggerne af Journal für Ornithologie (1853).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin dorsum (‘ryg’), hvilket formodentlig sigter til artens grå ryg. Det danske navn refererer til Taita Hills i Kenya, hvor type-eksemplaret formentlig blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er sammensat af excubitor, artsnavnet på stor tornskade, samt oldgræsk oides (‘minder om’). Navnet excubitor betyder ‘vagtpost’, af excubare (‘at holde udkig’). Ifølge den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) holder den store tornskade udkig efter høge og advarer andre mindre fugle gennem sit advarselskald.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den regnedes førhen for at være samme art som sydlig sortrygget tornskade (L. collaris), under navnet sortrygget tornskade. Kønnene er ens, bortset fra at hunnen har brunlige flanker.

Artsnavnet er latin og betyder ‘på skuldrene’, af umerus (‘skuldre’), hvilket formodentlig hentyder til en stor hvid plet på vingen.

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘broget’, afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og leukos (‘hvid’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘mindre’, dvs. sammenlignet med stor tornskade (L. excubitor). Det danske navn sigter til artens rosa skær på undersiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’. I gamle dage dræbte søfolk ofte disse fugle til føde, og de fandt dem meget dumme, da de var tillidsfulde og således nemme at slå ihjel.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’ (se ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk khelidonios (‘svaleagtig’), af khelidon (‘svale’), hvilket sigter til disse terners elegante flugt.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og pteron (‘vinge’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Artsnavnet er afledt af latin cirrhus (‘grå’) samt oldgræsk kephale (‘hoved’). Den latinske del er modificeret, da ordet oprindeligt stammer fra oldgræsk kirrhos (‘rødbrun’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den italienske naturhistoriker Giuseppe Gené (1800-1847), professor i zoologi samt direktør for det kongelige zoologiske museum i Turin.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og ornitolog Karel Johan Gustav Hartlaub (1814-1900), som var en af grundlæggerne af Journal für Ornithologie, i 1852.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gelao (‘at le’) og khelidon (‘svale’), hvilket sigter til dens kald samt dens elegante flugt. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Nilen’, formodentlig typelokaliteten.

Førhen blev den australske sandterne (G. macrotarsa) regnet for en underart af den almindelige sandterne, men betragtes i dag som en selvstændig art.

 

 

 

 

 

Forklaringen på slægtsnavnet er denne: Under sine rejser i Sibirien og Kirgisien indsamlede den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Peter Simon Pallas (1741-1811) i 1773 en stor måge, som han kaldte for Larus ichthyaetus. Artsnavnet er afledt af oldgræsk ikhthys (‘fisk’) og aetos (‘ørn’), så løseligt oversat betyder navnet ‘mågen, der minder om en fiskeørn’, hvilket formodentlig sigter til dens størrelse. I dag kaldes denne art for Ichthyaetus ichthyaetus (se nedenfor).

Altså betyder slægtsnavnet ‘fiskeørn’ – et meget uheldigt navn på en gruppe måger!

 

Arten blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Friedrich Hemprich (1796-1825), som opholdt sig adskillige år i Egypten, Sudan og Ethiopien. Han døde af malaria i Ethiopien, kun 29 år gammel.

 

 

 

 

 

Som forklaret ovenfor under slægtsnavnet kaldte Pallas oprindeligt denne art for Larus ichthyaetus, hvilket løseligt oversat betyder ‘mågen, der minder om en fiskeørn’. Efter at arten er blevet placeret i denne slægt, betyder dens navn ‘fiskeørn fiskeørn’ – et latterligt navn på en måge!

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og ophthalmos (‘øje’), hvilket sigter til de markante hvide pletter over og under øjet.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet kommer af latin cachinnare (‘at le højt’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet med hentydning til den Dominikanske Munkeorden, hvis medlemmer bærer sorte og hvide dragter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onyx (‘klo’ eller ‘negl’) samt prion (‘sav’). Disse fugle har formodentlig skarpe kløer. Ordet terne kommer af oldnordisk therna.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘mørk’.

 

 

 

 

 

Friedrich Boie beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle, og han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘fisker’, oprindeligt fra thalassa (‘hav’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’, typelokaliteten. I gamle dage var Bengalen navnet på en stor del af Nordindien samt Bangladesh.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til minde om den preussiske naturhistoriker og farmaceut Karl Heinrich Bergius (1790-1818), kavalerist i den preussiske hær under Napoleonskrigene. Efter hjemsendelsen studerede han til farmaceut i Berlin, hvor hans botaniske interesse blev bemærket af Martin Lichtenstein (1780-1857) på Berlins zoologiske museum, der sendte ham til Cape Town i Sydafrika, dels for at arbejde som assisterende farmaceut, dels for at indsamle planter og dyr til museet i Berlin. Han døde imidlertid af tuberkulose efter kun to år.

 

 

 

 

 

Den blev først indsamlet af den engelske ornitolog John Latham (1740-1837) ved Sandwich, Kent, sydlige England, heraf artsnavnet.

Tidligere blev en lignende fugl i Nordamerika betragtet som en underart af splitternen, men i dag regnes den for en selvstændig art under navnet Cabots terne (T. acuflavidus).

 

 

 

 

 

Afrikanske skægfugle, der rummer omkring 43 arter, lever i skove og krat overalt syd for Sahara, med undtagelse af den sydvestlige del. De opdeles i trælevende arter, underfamilien Lybiinae, med omkring 37 arter i 6 slægter, samt jordlevende arter, Trachyphoninae, med en enkelt slægt.

Navnet skægfugl sigter til de stive børster omkring næbbet på disse fugle.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk staktos (‘sivende’ eller ‘dryppende’) og laimos (‘strube’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

Underarten olivacea er udbredt fra kystskove i Kenya til bjergskove i det centrale Tanzania, uluguruensis i Uluguru-bjergene i det østlige Tanzania, howelli i East Udzungwa Mountains, Tanzania, rungweensis fra Rungwe og Poroto-bjergene i Tanzania til Misuku Hills i det nordlige Malawi, hylophona i Rondo, Ngarama og Mitundumbea Forest Reserves nær Tanzanias kyst, belcheri på Mt. Thyolo i Malawi og Mt. Namuli i Mozambique, og endelig woodwardi i Ngoye Forest, KwaZulu-Natal, Sydafrika.

Det diskuteres ofte blandt taksonomer, om adskillige af underarterne udgør selvstændige arter. Underarterne hylophona og woodwardi regnes undertiden for en særlig art, kaldt guløret skægfugl. De adskiller sig begge fra de øvrige underarter gennem at have en stor gul plet på siden af hovedet. Underarten belcheri, der kun findes på to isolerede bjergtoppe, udgør muligvis også en særskilt art.

Artsnavnet er latin og betyder ‘olivengrøn’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trakhys (‘grov’) og phone (‘stemme’ eller ‘lyd’).

 

Artsnavnet blev givet til minde om den franske geograf og naturhistoriker Théodore Louis Joseph-Pons d’Arnaud (1811-84), der gennemførte adskillige ekspeditioner i Sudan, Ethiopien og Yemen.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og kephale (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og sphenos (‘kile’), hvilket hentyder til næbbets form hos disse fugle.

 

Artsnavnet sigter til den tyske ornitolog Eugen Franz Kretschmer (1868-94), der indsamlede fugle i Kenya. Han og hans ledsagere blev imidlertid dræbt af indfødte kort efter starten på en ekspedition.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af Lanius, navnet på de egentlige tornskader, givet på grund af nogle af arternes lighed med tornskader.

Navnet bubu er et Malinke-ord, sandsynligvis en lydefterligning af kaldet hos tropisk bubu (nedenfor). Navnet gonolek er formodentlig en imitation af kaldet hos hvidbåndet gonolek (nedenfor).

 

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘sort’) og coccineus (‘skarlagenrød’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’) og gaster (‘bug’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘rustfarvet’, af ferrugo (‘rust’), hvilket sigter til undersidens farve.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘større’ – formentlig end en anden bubu-art.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er taget fra artsnavnet på Kap-kratskaden (T. tchagra), som oprindelig blev navngivet Thamnophilus tchagra af den franske ornitolog Louis Pierre Vieillot (1748-1830). Navnet stammer formodentlig fra et lokalt fuglenavn.

I dag refererer slægtsnavnet Thamnophilus til myretornskader, en gruppe fugle i den Nye Verdens tropiske egne.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er formentlig en stavefejl for Telophonus (synonym for Tchagra), som er afledt af oldgræsk telos (‘perfekt’) og phone (‘stemme’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘grøn’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på den europæiske biæder (M. apiaster). Oprindelig betød ordet ‘begavet med tale’, anvendt i poesien til at beskrive personer, som ‘talte med to stemmer’, af meros (‘del’) og ops (‘stemme’).

 

Artsnavnet kommer af latin albus (‘hvid’) og collum (‘hals’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til minde om den tyske zoolog og opdagelsesrejsende Richard Böhm (1854-84), der indsamlige talrige dyrearter i det østlige Afrika. Han døde af malaria, kun 29 år gammel.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er sammensat af artsnavnet på rødstrubet biæder (Merops bulocki), samt oldgræsk oides (‘ligner’), således ‘minder om rødstrubet biæder’. Navnet på denne art er en forkert stavet udgave af navnet på den engelske naturhistoriker, indsamler og arkæolog William Bullock (1775-1849).

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘nubisk’, af arabisk an-Nuba, navnet på et område langs Nilen, fra sammenløbet af den Hvide og den Blå Nil ved Khartoum mod nord til de første vandfald på Nilen lige syd for Aswan, sydlige Egypten. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet her.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘persisk’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘meget lille’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trokhos (‘cirkulær’ eller ‘rund’) og kerkos (‘hale’).

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’) og melas (‘sort’), hvilket sigter til det blålige skær i hannens sorte fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og onyx (‘klo’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til disse fugles lange bagklo, der sandsynligvis gør det lettere for dem at gå på græs.

 

Artsnavnet skyldes den franske opdagelsesrejsende Marquis Léonce de Tarragon (1813-97), som beskrev arten i 1845. Navnet blev givet til ære for hans moder Amélie Goislard de Villebresme Marquise de Tarragon. Marquisen havde en stor samling af udstoppede fugle på omkring 3000 fra alle egne af verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘safran-farvet’ eller ‘gylden’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (M. alba). Dette ord er afledt af motare (‘at bevæge’ eller ‘at ryste’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille ryster’, hvilket hentyder til, at halen hos hvid vipstjert altid bevæges op og ned. På et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’.

 

Artsnavnet er Namaqua-navnet på fuglen, a-guimp (‘den, der løber langs bredden’).

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerkos (‘hale’) og trikhas (‘drossel’), hvilket sigter til den lange hale.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og ophrys (‘øjenbryn’). Det danske navn er uheldigt, da fuglens bryst er stribet, ikke plettet.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er Tswana-navnet på fuglen.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘firestribet’, hvilket sigter til fire sorte striber i hovedet, en på siden af issen, en gennem øjet, samt to skægstriber.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kossyphos, det klassiske græske navn på solsort, men også anvendt om drosler i almindelighed.

 

I zoologisk sammenhæng betyder artsnavnet blot ‘fra Sydafrika’. Egentlig kommer ordet af arabisk kafir (‘vantro’), en betegnelse for mennesker, som ikke underkaster sig Guds velsignelse, dvs. ikke-muslimer. Senere blev ordet fortrinsvis anvendt om kristne, men i Østafrika også om sorte hedninge. I 1700-tallet adopterede engelske missionærer i Sydafrika ordet i betydningen ‘hedning’, idet de hentydede til ikke-kristne sorte sydafrikanere. I 1900-tallet ændrede ordet betydning, idet det blev en nedladende betegnelse for sorte afrikanere i almindelighed. (Kilde: etymonline.com/word/kaffir)

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske opdagelsesrejsende og naturhistoriker Martin Theodor von Heuglin (1824-1876), som gentagne gange udforskede Sudan, Abyssinien og Somaliland.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til provinsen KwaZulu-Natal i det sydøstlige Sydafrika, hvor type-eksemplaret formodentlig blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘halvvejs rødbrun’ – et underligt navn for denne farvestrålende fugl.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for nattergale, sandsynligvis afledt af luscus (‘halv-blind’), formodentlig i betydningen ‘godt skjult’, hvilket sigter til disse fugles skjulte levevis, samt cano (‘at synge’). Navnet kan derfor måske oversættes til ‘den lidet sete sanger’.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘svensk’. Den svenske naturhistoriker og sprogforsker, professor i medicin og rektor på universitetet i Uppsala, Olof Rudbeck den Yngre (1660-1740), var pioner inden for botanik og ornitologi. Han indsamlede blåhalsen i Lapland i 1695. Hannens farver mindede ham om det svenske flags farver (i dag er flaget blåt med et gult kors, men dengang havde det gule et mere orange skær), og han navngav den Avis Carolina til ære for den svenske konge, Karl d. 11.

I 1758, da Carl von Linné (1707-78) gav fuglen nyt navn, var enevælden imidlertid blevet afskaffet, og Linné, som ellers normalt nøje fulgte sin mentor Rudbeck, havde stærke forbindelser til partiet Hattarna (således kaldt på grund af hattene, som medlemmerne bar). Af denne grund fandt han sandsynligvis navnet Svecica mere politisk korrekt end Carolina.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk myrmex (‘myre’) og kikhle (‘drossel’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til disse fugles føde, der består af myrer, termitter og andre insekter.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk aithos (‘brændt’) og ops (‘ansigt’ eller ‘fremtoning’), hvilket hentyder til den sodfarvede fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’.

 

 

 

 

 

Disse fugle er vidt udbredt i Europa, Asien og Afrika, mens en enkelt art, vores hjemlige stenpikker (O. oenanthe), også yngler i Grønland og det østlige Canada, samt i Alaska og det vestlige Canada.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oenos ‘vin’ og anthos (‘blomst’), hvilket sigter til, at den almindelige stenpikker vender tilbage til Grækenland fra Afrika om foråret, når vinrankerne blomstrer.

Det engelske navn på stenpikkere er wheatears, et gammelt folkenavn, som betyder white arse (‘hvid røv’) – et navn, som den almindelige stenpikker fik på grund af sin iøjnefaldende hvide overgump.

 

Artsnavnet refererer til den italienske læge, opdagelsesrejsende, naturhistoriker og arkæolog Paolo Emilio Botta (1802-70), som var diplomat i Egypten, Arabien og Persien 1830-46.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever i ørkener’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk halos (‘salt’) og phileo (‘at holde af’), mens det danske navn er afledt af arabisk magrib, der direkte oversat betyder ‘hvor solen går ned’. Normalt forstår man ved ordet Marokko, Algeriet, Tunesien samt det vestlige Libyen.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og pyge (‘overgump’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med hætte’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles røde hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale.

 

Hannen er umiskendelig, med en bred hvid stribe fra panden ned til nakken, hvilket er årsagen til det danske navn. Den har sorte kinder og vinger, orange strube og underside, samt en hvid vingeplet. Hunnen har brunlig overside og bleg-orange underside.

Artsnavnet hentyder til den franske naturhistoriker Jean Baptiste Moussier (1795-1850), der arbejdede som kirurg i den franske hær i Nordafrika.

 

 

 

 

 

Førhen var den placeret i slægten Cercomela, men efter genetiske studier er den blevet over ført til en ny slægt, hvor den er det eneste medlem.

Dens ensfarvede brunlige fjerdragt afspejles af begge de videnskabelige navne. Slægtsnavnet kommer af oldgræsk pinaros (‘snavset’) og khroas (‘farvet’), mens artsnavnet er latin og betyder ‘snusket’ eller ‘snavset’. Ikke særligt flatterende navne for denne kønne lille fugl!

 

 

 

 

 

Denne art, det eneste medlem af slægten, lever i bjergskove, fra det østlige Zaire og Kenya mod syd gennem det østlige Afrika til det sydlige Sydafrika. I Tanzania og Sydafrika kan den også træffes i kystnære skove.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pogon (‘skæg’) og kikhle (‘drossel’). Det hævdes, at første del af navnet sigter til de hvide pletter, hvilket jeg finder meget besynderligt, da disse pletter overhovedet ikke danner et skæg-lignende mønster. Derimod hentyder artsnavnet til pletterne, afledt af latin stella (‘stjerne’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin saxum (‘klippe’) og incola (‘lever iblandt’), hvilket sigter til den foretrukne biotop hos typearten S. torquatus, som siden er blevet opsplittet i 5 arter.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med halsbånd’. Underartsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker Alfred Voeltzkow (1860-1947), som var vidt berejst i Østafrika, samt på Madagascar, Comorerne, Juan de Nova og Aldabra. Disse ekspeditioner blev beskrevet i to bøger, Wissenschaftliche Ergebnisse der Reisen in Madagascar und Ost-Africa in den Jahren 1889-1895, samt Reise in Ostafrika in den Jahren 1903-1905.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den britiske landmand Peter A. Sheppard (1875-1958), en nybygger i Rhodesia og Mozambique. Han indsamlede fugle for den sydafrikanske ornitolog Alwin Karl Haagner (1880-1962), som beskrev Sokoke-akalat (nedenfor) i 1909.

Navnet akalat er af vestafrikansk oprindelse, anvendt af Fang- og Bulu-folkene for medlemmer af slægten Illadopsis. Ved en fejl blev navnet imidlertid hæftet på medlemmer af Sheppardia i værket The Birds of Kenya Colony and the Uganda Protectorate, af Frederick John Jackson (1860-1929), opdateret og redigeret i 1938 af William Lutley Sclater (1863-1944).

 

Artsnavnet ærer den hollandske læge Jan Willem Boudewijn Gunning (1860-1913), som var direktør for Staatsmuseum (det naturhistoriske museum) i Pretoria, samt for byens zoologiske have.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af latin musa, en forvrængning af mauz, det arabiske ord for banan, samt oldgræsk phagein (‘at æde’), således ‘bananædere’.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin crinis (‘fane’) og fer (‘at bære’), hvilket sigter til toppen hos grå larmfugl (nedenfor).

 

Dens kald er et vidtlydende, langtrukkent, nasalt kweeeh, der har givet anledning til det danske navn. På engelsk tydes kaldet ofte som go-weeeh, hvilket er grunden til navnet go-away-bird (‘gå-væk-fugl’).

Artsnavnet er latin og betyder ‘af en ensartet farve’, hvilket hentyder til dens ensfarvede grå fjerdragt.

 

 

 

 

 

Med deres nedadbøjede næb er disse farvestrålende fugle tilpasset at suge nektar af blomster (jfr. familienavnet), men de æder også frugt, insekter og edderkopper. Skønt de minder om de amerikanske kolibrier, er disse to grupper overhovedet ikke beslægtet, og deres lighed er et eksempel på konvergent udvikling.

Afrika rummer et mylder af solfugle, og de er også udbredt i Mellemøsten, det indiske subkontinent, det sydlige Kina, Indokina, Ny Guinea, samt det nordlige Australien.

Generelt er hannerne langt mere farvestrålende end hunnerne, og de har ofte længere hale. Uden for ynglesæsonen anlægger hannen hos mange arter en såkaldt eklipsedragt, som er mere dæmpet i farverne.

 

Slægtsnavnet hentyder til en lille fugl, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.) i hans værk Lexicon.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khalyps (‘stål’), hvilket formodentlig sigter til et mørkeblåt skær på hannens isse og ryg fra visse vinkler.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk kyanos (‘mørkeblå’) og mitra (‘diadem’), hvilket sigter til det mørkeblå hoved hos underarten cyanocephala af gråbuget solfugl (C. verticalis), der oprindelig blev beskrevet som en selvstændig art.

 

Arten er vidt udbredt syd for Sahel-zonen, fra Gambia og Senegal mod øst til Ethiopien, mod syd til det nordlige Angola, Zambia og Mozambique, og derfra videre langs kysten til det sydøstlige Sydafrika.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hedydeipnos (‘spiser sødt’), hvilket sigter til, at disse fugle først og fremmest lever af nektar.

 

Strengt taget betyder artsnavnet på latin ‘noget som har med halsen at gøre’, men det oversættes normalt til ‘halsbånd’. Her hentyder navnet til den metalskinnende grønne strube hos denne art.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nektar, gudernes drik.

 

Hannens totallængde er omkring 25 cm, omfattende de lange midterste halefjer, mens hunnen, der mangler disse lange fjer, har en længde på omkring 15 cm. Artens lange næb er en tilpasning til at suge nektar i blomster med lang, tragtformet krone.

Denne fugl forekommer fra Ethiopien mod syd gennem det østlige Afrika til sydspidsen af Sydafrika. Den er begrænset til højtliggende områder, undtagen i Sydafrika, hvor den findes ned til havniveau. Dens levesteder omfatter hede, forskellige typer græsland, krat, plantager og haver, og i Sydafrika træffes den især i fynbos (Afrikaans for ‘fin busk’ – en habitat med lav vegetation og spredte buske).

Artsnavnet er latin og betyder ‘berømt’. Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

Denne fugl er tilpasset et liv på heder og i skove i store højder og er begrænset til bjergtoppe i det østlige Zaire, Rwanda, Uganda, Kenya, Tanzania, det østlige Zambia og Malawi, normalt i højder mellem 3000 og 4500 m. Hovedparten af fuglene fouragerer i blomster af kæmpelobelia, hvor de æder både nektar og insekter. I lavere højder søger arten føde i andre planter, bl.a. af slægten Protea.

For at spare på energiforbruget går fuglen om natten i dvale, hvor dens hjerterytme og kropstemperatur sænkes.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske opdagelsesrejsende, botaniker, kunstner og administrator Harry Hamilton Johnston (1858-1927), som berejste tropiske egne af Afrika 1882-84. Det danske navn sigter til hannens fjerdragt, der er af samme farve som ædelstenen smaragd.

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn skyldes de perlelignende hvide prikker i fjerdragten hos flere af arterne.

 

Fuglens stort set nøgne hoved med nogle få duntotter, samt den lange hals med rynket hud, minder om et gribbehoved, hvilket var anledningen til dens navn.

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk akra (‘spids’ eller ’tilspidset’), hvilket sigter til de lange, spidse, sort-hvide og blå fjer på brystet, samt til den lange spidse hale, der næsten rører jorden, når fuglen går.

 

 

 

 

 

Arten er populær som ‘gårdhøne’ mange steder verden rundt.

Slægtsnavnet var navnet på Afrika i Oldtidens Rom, mens artsnavnet i Oldtidens Grækenland anvendtes for både perlehøns og kalkun. De mange misforståelser omkring artsnavnet er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada, under slægten Meleagris.

Forstavelsen i det danske navn sigter til den nøgne, benede top, der minder om visse typer af middelalderhjelme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn på disse fugle kommer fra middelnedertysk trappe, som er af ukendt oprindelse.

 

Slægtsnavnet er afledt af Afer (hunkøn Afra), oprindelig fra det puniske eller berberiske navn på det land, hvor byen Karthago lå – senere benævnt Afrika; samt otis (se koritrappe nedenfor).

 

Arten blev først beskrevet i 1831 af den skotske kirurg, zoolog og opdagelsesrejsende Andrew Smith (1797-1872), som navngav den Eupodotis afraoides. Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om afra’, hvilket sigter til den sydlige sorttrappe, der havde fået navnet Eupodotis afra.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af ardea, det latinske ord for hejre, samt otis, det latinske ord for trappe, oprindelig fra oldgræsk ous (‘øre’) og endelsen -is, således ‘øret’, hvilket formodentlig sigter til de lange fjerduske på kinden hos stortrappen (Otis tarda).

 

Artsnavnet er afledt af Tswana-ordet for koritrappen, kgori.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eupous eller eupodos (‘hurtig til bens’), samt otis (se koritrappe ovenfor).

 

På den officielle danske fugleliste hedder arten rusttoppet trappe. Hvorfor den har fået dette mærkelige navn, vides ikke, men arten har ikke nogen rustfarvet top. Det engelske navn white-bellied bustard (‘hvidbuget trappe’) er langt mere dækkende, så det har jeg anvendt her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lissos (‘glat’ eller ‘jævn”), samt otis (se koritrappe ovenfor).

 

Under parringsspillet bøjer hannen hovedet tilbage over ryggen, mens den udstøder “et kort, stigende, hvæsende fløjt, zhweeeeee,“ idet den holder en kort pause i denne position, hvorefter den langsomt rejser hovedet og frembringer “et poppende quock eller plop, efterfulgt af en sagte gurglen.” (Kilde: D.A. Zimmerman, D.A. Turner & D.J. Pearson 1999. Birds of Kenya and Northern Tanzania. Princeton University Press)

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og gaster (‘bug’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lophos (‘top’), samt otis (se koritrappe ovenfor).

 

Artsnavnet blev givet til ære for Abdou Gindi, en egyptisk opdagelsesrejsende, som omkring 1880 indsamlede fugle på Zanzibar, samt i Abyssinien (nutidens Ethiopien) og Somaliland. Iøvrigt vides næsten intet om ham. Det danske navn hentyder til hannens okkerfarvede top.

 

 

 

 

 

 

 

Trods navnet er snefinker af slægterne Montifringilla, Onychostruthus og Pyrgilauda ikke finker, men medlemmer af spurvenes familie.

 

 

I dele af dens udbredelsesområde er den gået drastisk tilbage i de senere år, hovedsagelig på grund af den øgede anvendelse af kemiske sprøjtemidler i landbruget.

Artsnavnet er latin og betyder ‘som hører huset til’, afledt af domus (‘hus’).

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv: Byens dyreliv, samt Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for Mehmed Emin Pasha (1840-92), døbt Eduard Carl Oscar Theodor Schnitzer, en læge og naturhistoriker af tysk-jødisk oprindelse, som først indsamlede denne art i det sydlige Sudan. I 1864 forlod han Tyskland og drog til Konstantinopel, hvor han indtrådte i tjeneste i det Ottomanske Rige. I 1886 blev han tildelt den ærefulde titel pasha, hvorefter han blev kaldt for Emin Pasha. Han blev senere guvernør af den egyptiske provins Ækvatoria langs den Øvre Nil. Bey var en anden ærefuld ottomansk titel, som lokale regenter ofte blev tildelt.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og oura (‘hale’).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘ræverød’) og cinctus (‘båndet’), oprindeligt fra cingere (‘at omkranse’), hvilket sigter til den ræverøde halvcirkel på siden af hannens hoved. Hunnen mangler denne tegning, men har en lys øjenbrynsstribe. Den bleggule iris er iøjnefaldende.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet ærer den engelske naturhistoriker og kunstner William Swainson (1789-1855), som bragte en stor samling hjem til England fra Brasilien og andre steder, omfattende over 20.000 insekter, 1200 plantearter, tegninger af 120 arter af fisk, samt omkring 760 fugleskind.

Mens han generelt blev betragtet som lidt af en kapacitet inden for zoologien, blev hans botaniske karriere lidt af en katastrofe. William Jackson Hooker (1785-1865), som var den første direktør for de berømte botaniske haver i Kew, skrev om ham: “I hele mit liv tror jeg ikke, at jeg nogensinde har læst sådan en gang sludder og vrøvl. Her er en mand, som forlod sit land med ry for at være en førsteklasses naturhistoriker (skønt han var noget ekcentrisk), samt en enestående dygtig illustrater af naturhistoriske emner, hvorefter han drager til Australien og tager fat på botanikken, om hvilken han er lige så uvidende som en gås.”

 

 

 

 

 

 

 

Førhen mente man, at strubesækken var beregnet til at rumme mad til adskillige dage, men det er ikke tilfældet. Denne tro var anledningen til en morsom limerick, skrevet i 1910 af den amerikanske digter Dixon Lanier Merritt (1879-1972):

 

 

 

 

Nylige DNA-undersøgelser har imidlertid afsløret, at Den Gamle Verdens 5 arter (hvid, krøltoppet, rosa, grå og australsk) danner én udviklingslinje, mens de amerikanske arter (amerikansk hvid, brun og Peru-pelikan) danner en anden. Hvid pelikan var den første, der afveg fra den fælles stamfader, hvilket antyder, at pelikaner opstod i Den Gamle Verden og senere spredtes til Amerika.

Traditionelt er pelikaner blevet betragtet som værende i slægt med skarver, slangehalsfugle, suler, fregatfugle og tropikfugle, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at de danner en orden, Pelecaniformes, sammen med hejrer, hammerhovedhejre (se Scopidae) og træskonæb (Balaeniceps rex).

 

Artsnavnet er en latiniseret form af onokrotalos, det klassiske græske ord for pelikaner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødlig’, afledt af rufus (‘rød’). Det sigter formentlig også til den lyserøde overgump.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En mængde arter er præsenteret på siderne Silhouetter og Fiskeri.

 

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk mikros (‘lille’), samt det oprindelige slægtsnavn på skarver, Carbo, som blev oprettet i 1799 af den franske naturhistoriker Bernard-Germain-Étienne de La Ville-sur-Illon (1756-1825), greve af Lacépède.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘kronet’ på latin, afledt af coronare (‘at krone’), oprindeligt fra corona (‘krone’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lysende’, afledt af lucis (‘lys’), hvilket formodentlig hentyder til den hvide hals og øvre del af brystet.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘ignoreret’ eller ‘overset’. Det vides ikke, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

Tre asiatiske arter hører fortsat hjemme i Francolinus, mens de øvrige to asiatiske arter er blevet overført til slægten Ortygornis sammen med den afrikanske topfrankolin (nedenfor).

De resterende afrikanske arter er blevet opdelt i adskillige slægter, Scleroptila (7 arter), Campocolinus (3 arter), Peliperdix (1 art), samt Pternistis (24 arter). Medlemmer af sidstnævnte slægt kaldes nu for sporehøns. Endelig er der Nahans frankolin, som ikke er en ægte frankolin, men er nært beslægtet med den afrikanske buskhøne (Ptilopachus petrosus) og derfor er blevet omdøbt til Ituribuskhøne (Ptilopachus nahani).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ortyx (‘vagtel’) og ornis (‘fugl’), hvilket hentyder til disse frankoliners relativt lille størrelse.

 

Som nævnt ovenfor var den tidligere placeret i en særskilt slægt, Dendroperdix, men er nu blevet overført til slægten Ortygornis. Som dens nære asiatiske slægtninge, grå frankolin og sumpfrankolin, har den et vidtlydende duet-kald, gengivet som chee-chakla, chee-chakla.

Artsnavnet er sandsynligvis et Tswana-ord.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk pternistes (‘den som angriber med hælen’), afledt af pterne (‘hæl’), hvilket sigter til sporens brug under hannernes kampe.

 

Artsnavnet er en alternativ stavemåde af det latinske ord aspersus (‘stænket’), formodentlig en hentydning til den fint stribede fjerdragt hos denne fugl.

 

 

 

 

 

I Uganda, det vestlige Kenya og det nordvestlige Tanzania overlapper dens udbredelse med den gulstrubede sporehønes (nedenfor). De to arter er meget ens. De danske navne hentyder til den knaldrøde/gule nøgne hud på struben, og begge arter har også nøgen rød hud omkring øjnene. De hybridiserer muligvis, antydet af det nederste billede herunder.

Artsnavnet betyder ‘afrikansk’, afledt af Afer (hunkøn Afra), oprindelig fra det puniske eller berberiske navn på det land, hvor byen Karthago lå – senere benævnt Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin castanea (‘kastanjefarvet’) og collum (‘hals’).

 

 

 

 

 

Den blev opkaldt efter den engelske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Frederick John Jackson (1860-1929), der indsamlede de første eksemplarer. Han blev senere guvernør i Uganda (1911-17).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og skepas (‘kappe’), hvilket sikkert hentyder til den ret lyse nakke.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rød’) og pictus (‘malet’), hvilket formodentlig sigter til den rødbrune nedre del af nakken.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk skleros (‘stiv’) og ptilon (‘fjer’).

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk psilos (‘nøgen’) og laimos (‘strube’).

 

 

 

 

 

Disse fugle yngler alle i store kolonier i lavvandede saltsøer, hvor de bygger høje reder af mudder. De er berømte for deres bemærkelsesværdige ‘danse’, hvor hundredevis af fugle marcherer tæt sammen, mens de drejer hovedet fra side til side.

Traditionelt er ibiser og skestorke, af familien Threskiornithidae, blevet betragtet som flamingoernes nærmeste slægtninge, men genetisk forskning har påvist, at deres nærmeste slægtninge er lappedykkere, hvor underligt det end må synes.

Det danske navn er afledt af spansk flamengo (‘flammefarvet’), hvilket sigter til disse fugles delvis karmoisinrøde fjerdragt.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘karmoisinrød’) og naias (‘najade’ eller ‘vandnymfe’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘karmoisinrød’) og pteron (‘vinge’), mens artsnavnet er latin og betyder ‘rosenfarvet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er diminutiv af oldgræsk phoinix (‘karmoisinrød’). Jeg forstår ikke diminutivet, da næb og fødder hos disse fugle er knaldrøde.

 

Artsnavnet hentyder til de purpurfarvede vinger og hale.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kampe (‘larve’) og therao (‘at jage’).

 

Artsnavnet blev givet til minde om den engelske naturhistoriker Edward Turner Bennett (1797-1836). I 1835 beskrev han en ny krokodille fra Afrika, Mecistops leptorhynchus. Han offentliggjorde også en række artikler i Transactions of the Zoological Society of London, men ellers vides ikke meget om ham.

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘nubisk’, af arabisk an-Nuba, navnet på et område langs Nilen, fra sammenløbet af den Hvide og den Blå Nil ved Khartoum mod nord til de første vandfald på Nilen lige syd for Aswan, sydlige Egypten. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet her.

 

 

 

 

 

Navnet Pitta er af dravidisk oprindelse, fra Telugu pitta, hvilket betyder ‘et yndigt kæledyr’.

 

Den nært beslægtede grønbrystede pitta (P. reichenowi) erstatter den afrikanske pitta i de tætte regnskove i Congo-bækkenet. Genetiske studier antyder, at de vestlige bestande af angolensis måske i realiteten er underarter af den grønbrystede pitta.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk batis, eller batidos, en uidentificeret ormeædende fugl, nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Artsnavnet er afledt af latin miscere (‘at blande’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske ornitolog og herpetolog Anton Reichenow (1847-1941), der indsamlede fugle i Vestafrika 1872-73. Han skrev også værket Die Vögel Afrikas (1900-05). Det danske navn hentyder til en region nær byen Mtwara i det sydøstlige Tanzania.

 

 

 

 

 

 

 

Fjerdragten hos han og hun er forskellig, idet hannen har et sort brystbånd, mens det hos hunnen er kastanjefarvet. Hunnen har desuden en kastanjefarvet plet på struben, hvilket har givet arten dens danske navn.

Artsnavnet er latin og betyder ‘møller’. Det blev oprindelig hæftet på Kapbatis (B. capensis), afledt af Boer-hollandsk moolenar (‘møller’), hvilket sigter til, at hannens sang skulle minde om lyden fra kværnende møllesten.

 

 

 

 

 

 

Arten blev navngivet af den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Peter Eduard Simon Rüppell (1794-1884) til ære for en anden fuglesamler, Dinemelli (ca. 1840), som arbejdede i Ethiopien, men ellers ved man intet om ham.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kombinerer det oldgræske eu (‘fin’) og det latinske plectes (‘væver’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘i armhulen’, afledt af axilla (‘armhule’ eller ‘skulder’), hvilket hentyder til den rødbrune vingeplet.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘i byg’, afledt af hordeum (‘byg’). Type-eksemplaret blev muligvis indsamlet i en bygmark – eller måske bare i et græsklædt område.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk prokne, en slags svale. Dette navn har sin rod i den græske mytologi (se slægten Ptyonoprogne ovenfor). Forbindelsen til denne art er uklar.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk psammos (‘sand’) og khroma (‘teint’), hvilket må formodes at sigte til vingepletten.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk histourgos (‘væver’) og ops (‘fremtoning’), mens artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rød’ eller ‘rødbrun’) samt cauda (‘hale’).

 

 

 

 

 

Arten er det eneste medlem af slægten, udbredt i Namibia, det sydlige Botswana, samt Sydafrika. Den er meget almindelig i mange områder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af to andre slægtsnavne, Ploceus (ægte væverfugle) og Passer (spurve).

 

Artsnavnet er Tswana-ordet for denne fugl, oprindelig fra mogale (‘en modig person’), hvilket sigter til dens tillidsfulde adfærd.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk plokeus (‘væver’), oprindeligt fra pleko (‘at flette’), givet med henblik på disse fugles reder, der ofte består af fint sammenflettede strimler af græs eller andre planter.

 

Artsnavnet skyldes den franske naturhistoriker Georges-Louis Leclerc, Comte de Buffon (1707-1788). Efter sigende er det baseret på fuglens amhariske navn.

 

 

 

 

 

Fjerdragten varierer, men ryggen er altid mørk, hos nogle underarter knaldsort, undersiden er gul, og næbbet er grålig-hvidt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tofarvet’.

 

 

 

 

 

Gylden væver (P. subaureus), som har en større udbredelse, ligner palmevæver, men har rød iris, mens den er mørk hos palmevæver.

Artsnavnet blev givet til ære for den tjekkiske naturhistoriker Wenceslas Bojer (1795-1856), som tilbragte adskillige år på Mauritius og Madagascar, samt i det østlige Afrika. Under opholdet indsamlede han store mængder mineraler og planter.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er blevet indført til Portugal, Mauritius og Réunion, samt adskillige øer i Caribien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer hætte’, hvilket sigter til hannens sorte hoved.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Frederick John Jackson (1860-1929), der boede i Kenya og blev senere guvernør i Uganda (1911-17).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gullig’. Det må siges at være lidt af en underdrivelse!

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer slør’, afledt af velare (‘at dække’), hvilket formentlig hentyder til ansigtsmasken.

 

 

 

 

 

 

 

I 1850 beskrev den franske naturhistoriker Charles Lucien Bonaparte (1803-57) gråhættet ørkenvæver (nedenfor) som Nigrita arnaudi, idet han mente, at den var beslægtet med skovastrilder (Nigrita). I 1903 overførte den tyske ornitolog og herpetolog Anton Reichenow (1847-1941) denne art samt sorthættet ørkenvæver, dengang kaldt for Nigrita cabanisi, til sin nyoprettede slægt Pseudonigrita, da han mente, at de var væverfugle, mens skovastrilderne tilhører pragtfinkerne (Estrildidae).

 

Artsnavnet blev givet til minde om den franske geograf og naturhistoriker Théodore Louis Joseph-Pons d’Arnaud (1811-84), der gennemførte adskillige ekspeditioner i Sudan, Ethiopien og Yemen. Han indsamlede denne art omkring 1841 nær Juba, Sudan.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sporos (‘frø’) og opipeuo (‘at iagttage’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘i panden’, hvilket sigter til de hvide prikker på issen.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’.

 

 

 

 

 

Disse fugle er karakteriseret ved at have rørformede næsebor placeret på den øverste næbhalvdel, og i næseborene udmunder en kirtel. Når de søger føde, sluger disse fugle uvægerligt en mængde havvand, og overskydende salt i deres krop udskilles gennem denne kirtel.

Ordet petrel hentyder til Sankt Peter, som ifølge legenden kunne gå på vandet. Før petreller og andre stormfugle letter, padler de med fødderne i overfladen, hvilket ser ud, som om de går på vandet.

 

Slægtsnavnet er et anagram af det portugisiske navn pintado (‘broget’ eller ‘spættet’), der tidligt blev anvendt af portugisiske søfarere på grund af fuglens brogede fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin aequinoctium (‘jævndøgn’). Forbindelsen til denne fugl er svær at få øje på. Måske blev den navngivet på et af jævndøgnene.

 

 

 

 

 

 

 

For den franske zoolog Mathurin Jacques Brisson (1723-1806), der oprettede slægten i 1760, må de have mindet om biædere, siden han kombinerede det oldgræske præfiks pro (‘tæt på’) med slægtsnavnet på biædere, Merops.

 

Denne art er enedemisk i fynbos (Afrikaans for ‘fin busk’ – en habitat med lav vegetation og spredte buske) i Kap-området i den sydligste del af Sydafrika. Den ses ofte fouragere i blomster af familien Proteaceae, der har talrige medlemmer i det sydlige Afrika.

I zoologisk sammenhæng betyder artsnavnet blot ‘fra Sydafrika’. Egentlig kommer ordet af arabisk kafir (‘vantro’), en betegnelse for mennesker, som ikke underkaster sig Guds velsignelse, dvs. ikke-muslimer. Senere blev ordet fortrinsvis anvendt om kristne, men i Østafrika også om sorte hedninge. I 1700-tallet adopterede engelske missionærer i Sydafrika ordet i betydningen ‘hedning’, idet de hentydede til ikke-kristne sorte sydafrikanere. I 1900-tallet ændrede ordet betydning, idet det blev en nedladende betegnelse for sorte afrikanere i almindelighed. (Kilde: etymonline.com/word/kaffir)

 

 

 

 

 

 

 

I dag rummer familien Psittacidae to underfamilier, afrikanske papegøjer (Psittacinae) med 2 slægter og ca. 12 arter, og amerikanske papegøjer (Arinae) med 32 slægter og omkring 150 arter.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phaios (‘grå’ eller ‘mørk’) og kephale (‘hoved’).

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker Bernhard Meyer (1767-1836), som sammen med Johann Wolf (1765-1824) skrev Naturgeschichte der Vögel Deutschlands (1806).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘ræverød’) og ventris (‘bug’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk korax (‘ravn’) og opsis (‘ligner’), hvilket sigter til disse fugles mørke fjerdragt. Det danske navn er en tillempning af det malagasiske ord vaza for stor vasapapegøje (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

Disse fugle lever på åbne stepper og i andre græsklædte områder, samt halvørkener. De er opdelt i to slægter, Pterocles (nedenfor), samt Syrrhaptes med 2 arter. De sidstnævnte er begrænset til det centrale Asien, skønt steppehønen (S. paradoxus) er berømt for sine uregelmæssige invasioner af Europa.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘vinge’) og kles (‘bemærkelsesværdig’ eller ‘strålende’), hvilket sigter til de mange smukke medlemmer af slægten.

 

Artsnavnet er afledt af latin bi (‘to’ eller ‘dobbelt’) samt cinctus (‘båndet’), fra cingere (‘at omkranse’). Det sigter til to smalle bånd på hannens bug, et sort og et hvidt.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘besmykket’ eller ‘smuk’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet ærer den tyske læge, zoolog og opdagelsesrejsende Martin Hinrich Carl Lichtenstein (1780-1857), der berejste det sydlige Afrika 1802-06. Under dette ophold blev han livlæge for guvernøren af Kap Det Gode Håb. I 1811 offentliggjorde han sine indtryk fra rejsen i værket Reisen im südlichen Afrika in den Jahren 1803, 1804, 1805, und 1806. Han blev udnævnt som professor i zoologi ved universitetet i Berlin i 1811, og i 1813 blev han direktør for det zoologiske museum i Berlin.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til Namaqualand, på Khoikhoi-sproget Nama-kwa, hvilket betyder ‘Nama Khoe-folkets land’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet refererer til Bleda (død 445), ældre broder til hunnerkongen Attila. De regerede deres rige sammen, men Bleda blev sandsynligvis myrdet af Attila.

I 1837, da den engelske naturhistoriker og kunstner William Swainson (1789-1855) beskrev rødhalet børstenæb (nedenfor), navngav han den Dasycephala syndactyla. Navnet Dasycephala blev imidlertid senere anvendt for en slægt i den amerikanske familie Tyrannidae. Navnet på denne slægt blev senere ændret til Attila, hvilket sigter til disse fugle aggressive adfærd. Så måske kan vi antage, at dette er grunden til at den rødhalede børstenæb fik navnet Bleda. Hvis nogen har en bedre forklaring, hører jeg gerne om det.

Det danske navn sigter til de lange, stive hår ved basis af næbbet.

 

Adulte fugle har knaldgul iris, yngre fugle brun.

Artsnavnet er latin og betyder ‘markant’. Det kunne sigte til øjenfarven.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med sammenvoksede fingre’. Har denne fugl mon ‘svømmehud’ mellem tæerne?

 

 

 

Medlemmerne af denne slægt er gullige eller lysegrønne. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og kikhle (‘drossel’).

 

Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og venter (‘bug’), men hele fuglen er gullig, og den har en tydelig smal gul øjenbrynsstribe.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phyllon (‘blad’) og strepho (‘at kaste eller vende’), hvilket formodentlig sigter til, at disse fugle vender blade på skovbunden i søgen efter føde.

På vores ekspedition til Rondo Forest i det sydlige Tanzania i november 1988 fangede vi en fuldt udvokset gråmasket bulbul (P. flavostriatus), som har været mindst 7 måneder og mere sandsynligt mindst 18 måneder gammel. Denne fugl blev fanget igen i Rondo Forest d. 18. december 2006 af Elias Mungaya og andre medlemmer af Wildlife Conservation Society of Tanzania. Den var således mindst 18 år og 8 måneder gammel – en betragtelig alder for medlemmer af denne familie.

 

Artsnavnet er afledt af latin strepere (‘at lave støj’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og noton (‘ryg’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte. Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘toppet’, hvilket må siges at være et noget fejlagtigt udtryk for de to røde knopper i panden. Det danske navn er heller ikke for godt. Det leder jo tanken hen på en hanekam, og det kan man ikke påstå, at de to knopper ligner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Både slægts- og artsnavn blev givet til minde om den franske læge og naturhistoriker Jules Rouget, der indsamlede fugle i Abyssinien (i dag Ethiopien) for Museum de Paris 1839-41. Han døde i 1841 af dysenteri under opholdet i Abyssinien.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et anagram (en omskrivning) af slægtsnavnet Porzana (rørvagtler).

 

Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Første halvdel af slægtsnavnet stammer fra latin amentum, en læderstrop, som var bundet til de spyd, der blev anvendt i Oldtidens Grækenland under jagt, i krig, samt under atletiske lege. Denne strop hjalp til med at øge kastelængden og stabiliteten af spyddet. (Kilde: E. Gardiner 1907. Throwing the Javelin. The Journal af Hellenic Studies, 27: 249-273)

Den anden halvdel af navnet er afledt af oldgræsk pous (‘fod’). Himantopus kan således oversættes som ‘strop-ben’, hvilket naturligvis hentyder til disse fugles meget lange og tynde ben.

 

Hannen er normalt lidt større end hunnen og har sorte vinger og ryg, ofte med et grønligt skær, mens hunnens er mørkt skiferfarvede. Hoved og hals kan være rent hvide, men har mere eller mindre udbredte mørkere partier hos mange fugle. Ungfugle op til et år gamle har mere grålige ben, men er vanskelige at skelne fra adulte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin recurvus (‘tilbagebøjet’) samt rostrum (‘næb’), hvilket sigter til deres opadbøjede næb, som er en tilpasning til at ‘skumme’ vandoverfladen for smådyr. Det danske navn skyldes advarselskaldet hos almindelig klyde (nedenfor), et vidtlydende klyd-klyd-klyd.

 

Artsnavnet er et gammelt italiensk ord, der formodentlig var navnet på denne fugl.

 

 

 

 

 

Disse fugle tilhører en gruppe af vadefugle, hvor hunnen har en mere farverig fjerdragt end hannen, som tager sig af rugning og opfostring af ungerne.

 

Oprindelig betragtede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) denne fugl som en rikse og navngav den Rallus benghalensis i 1758. Han indså dog snart, at den ikke var en rikse, og i 1766 placerede han den i slægten Scolopax, et ord, som han anvendte for mange vadefugle. (I dag en betegnelse for skovsnepper). I 1816 flyttede den franske ornitolog Louis Pierre Vieillot (1748-1830) den til slægten Rostratula, hvilket er et diminutiv af det latinske ord rostratus (‘med stort næb’), således ‘den med det lille store næb’, oprindeligt afledt af rostrum (‘næb’).

Artsnavnet hentyder til typelokaliteten Bengalen, i Indien. I gamle dage var Bengalen navnet på en stor del af Nordindien samt Bangladesh. Det danske navn sigter til hunnens brogede fjerdragt, samt til Linnés fejltagelse.

 

 

 

 

 

 

Da den hollandske naturhistoriker Arnout Vosmaer (1720-99) i 1769 beskrev denne art, sammenlignede han dens gang med fremfærden hos en bueskytte. Af denne grund blev den navngivet sagittaire (fransk for ‘bueskytte’), af latin sagitta (‘pil’). Han nævnte, at bønderne i området omkring Kap Det Gode Håb ofte holdt denne fugl i fangenskab, så den kunne udrydde slanger. De kaldte den for secretaris (‘sekretær’), idet de sandsynligvis hentydede til dens stive fjer i nakken, der blev sammenlignet med de gåsepenne, som sekretærer i gamle dage ofte stak bag ørerne. Vosmaer hævdede, at secretaris var en forvrængning af sagittaire. Det er imidlertid en forkert antagelse, da arten oprindelig ikke havde noget fransk navn. Det forholder sig snarere lige omvendt.

Artsnavnet er afledt af latin serpens (‘slange’), hvilket sigter til dens hovedbytte.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin arena (‘sand’), således ‘den der lever i sand’. Det danske navn hentyder til disse fugles vane med at vende strandskaller og småsten i deres søgen efter invertebrater.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tolk’. Det bygger faktisk på en misforståelse. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1741 besøgte Gotland, erfarede han, at lokalbefolkningen anvendte ordet tolk for visse vadefuglearter, så han hæftede navnet Tringa interpres på stenvenderen. Han var ikke klar over, at tolk på den lokale dialekt betyder ‘ben’, hvilket sigter til de lange røde ben hos rødben (Tringa totanus).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalidris, et navn benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en eller anden grå vandfugl.

 

Under en registrering af vadefugle og andre vandfugle langs Tanzanias kyst i 1988 og 1989 talte vi omkring 21.000 krumnæbbede ryler, hvilket svarer til omkring 86 fugle/km. Vores ‘guesstimate’ siger, at omkring 100.000 individer af denne art overvintrer langs Tanzanias kyst. (Kilde: Petersen, I.K., T. Bregnballe, K. Halberg & O. Thorup 1989. Tanzania Wader Survey. A preliminary report of the Danish-Tanzanian ICBP-expedition 1988. Københavns Universitet)

Artsnavnet er afledt af latin ferrugo (‘jern-rust’), fra ferrum (‘jern’), hvilket sigter til denne arts rustrøde bryst i yngletiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten overvintrer hovedsagelig i Afrika, samt i nogen grad omkring Middelhavet og fra Mellemøsten langs kysterne af den Arabiske Halvø til det Indiske Subkontinent.

På latin betyder artsnavnet ‘meget lille’.

 

 

 

 

 

Som ynglende er brushanen vidt udbredt i arktiske, subarktiske og nordlige tempererede egne, fra det østlige England tværs over Nordeuropa og det nordlige Sibirien til omkring Kolyma-floden. Der er også spredte bestande i Centralasien.

I Danmark har den været i rivende tilbagegang som ynglefugl i de senere år på grund af dræning og tilgroning af egnede levesteder, og bestanden tæller i dag færre end 50 redebyggende hunner, flest i Tøndermarsken, naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord, samt Vejlerne i Thy.

Overvintringsområdet omfatter Syd- og Vesteuropa, Afrika, den Arabiske Halvø, det sydlige Asien, samt i mindre grad Australien. Arten er ret almindelig på træk i Danmark.

Førhen blev brushanen kaldt for Philomachus pugnax, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Calidris-rylerne. Det tidligere slægtsnavn er afledt af oldgræsk philos (‘holde af’) og makhomai (‘at slås’), mens artsnavnet er afledt af latin pugno (‘jeg kæmper’) og ax (‘tilbøjelig til’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske græske navn på disse fugle, noumenios. Det danske navn spove er afledt af germansk spowan (‘at ile’), hvilket sandsynligvis sigter til disse fugles til tider hurtige gang. Forstavelsen regn sigter til, at storspovens (N. arquata) tilbagekomst om foråret blev tolket som et varsel om regn.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk phaios (‘mørk’, ‘brun’ eller ‘grå’) samt pous (‘fod’).

Førhen blev Hudson-spoven (N. hudsonicus) betragtet som en underart af lille regnspove, men i dag regner de fleste autoriteter dem som særskilte arter. Et billede af Hudson-spove kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Chile.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev hæftet på svalekliren (T. ochropus) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af oldgræsk tryngas, der hentyder til en drossel-stor, halevippende vadefugl, som blev nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.).

 

Artsnavnet er et diminutiv af latin glarea (‘grus’), således ‘den der færdes i småt grus’ (= sand?).

 

 

 

 

 

Navnet klire kommer iøvrigt af denne arts kald, et vidtlydende tyr-tyr-tyr eller klir-klir-klir.

Artsnavnet er afledt af latin nebula (‘tåge’). Det sigter til et norsk folkenavn på fuglen, skoddeføll (‘tågeføl’), hvilket hentyder til artens sumpede og tågefyldte habitat, samt til dens kald, som blev sammenlignet med vrinsken.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin stagnum (‘dam’ eller ‘sump’), hvilket sigter til artens foretrukne habitat.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk xenos (‘fremmedartet’), mens artsnavnet er afledt af latin cinis (‘aske’), hvilket sigter til artens askegrå ryg i vinterdragten. Det danske navn hentyder til Terek-floden, der løber ud i det Kaspiske Hav. Formodentlig blev fuglen først indsamlet her.

 

 

 

 

 

 

Da Boerne ankom til Sydafrika i 1700-tallet, kaldte de denne fugl for hamerkop (‘hammerhoved’ på hollandsk) på grund af dens mukkert-lignende top.

Traditionelt er den blevet beskyttet af mange folkeslag, hvilket har gjort den ret tillidsfuld. Det fremgår bl.a. af et billede på siden Kultur: Både.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk skopos (‘vagtpost’), formodentlig fordi denne art ofte sidder i træer. Artsnavnet kommer af latin umbretta (‘jordbrun farve’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et diminutiv af oldgræsk sphenos (‘kile’), hvilket sigter til de tynde kileformede vinger hos disse fugle.

 

Artsnavnet betyder ‘styrtdykke’ på latin.

Billederne herunder er alle taget nær Boulders, Simonstown, Cape Town, Sydafrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den europæiske store hornugle (Bubo bubo).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk glaukidion (‘lille ugle’), diminutiv af glaux (‘ugle’).

 

Artsnavnet skyldes de perlehvide pletter på vinger og isse.

 

 

 

 

 

 

Nordlig struds, underarten camelus, var engang vidt udbredt i det nordlige Afrika, men er forsvundet fra store dele af dens tidligere udbredelsesområde. Den betragtes som udryddelsestruet.

Somali-strudsen, underarten molybdophanes, der har blålig hals og ben, lever i det sydlige Ethiopien, det nordøstlige Kenya, samt Somalia. Nogle autoriteter betragter den som en særskilt art, S. molybdophanes. Det har jeg svært ved at tro på, da der både nord og syd for denne bestand lever strudse, der betragtes som én og samme art.

Hannen af Masai-struds, underarten massaicus, har lyserød hals og ben, hunnen grålige. Den findes fra det sydlige Ethiopien og det sydlige Somalia mod syd til det sydlige Tanzania.

Sydlig struds, underarten australis, som har grå hals og ben, er vidt udbredt syd for floderne Zambezi og Cunene. Nogle steder holdes den i fangenskab med henblik på produktion af kød, læder og fjer.

Den arabiske struds, underarten syriacus, der tidligere var meget almindelig på den Arabiske Halvø, samt i Syrien og Irak, uddøde omkring 1966 på grund af overdreven jagt. Velhavende arabere, udstyret med topmoderne våben, forfulgte i jeep alt levende større end ræve, såsom oryx, gazeller og strudse, og alt blev mejet ned for fode.

Forsøg på at indføre arten i Israel er slået fejl. I Australien har undslupne strudse etableret forvildede bestande.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på arten, mens artsnavnet hentyder til dens store størrelse og måden, den går på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

Han og hun har meget uens fjerdragt. Hannen er en iridiserende purpur-violet farve med hvid underside, mens hunnen har brunlig overside og hoved og hvidlig underside med kraftig sort stribning.

Slægtsnavnet er sammensat af navnet på en slægt af solfugle, Cinnyris, hvilket sigter til hannens farvestrålende fjerdragt, samt latin cinclus (‘drossel’). Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og gaster (‘bug’). Det danske navn hentyder til ametyst, en type kvarts af samme farve som hannens fjerdragt.

 

 

 

 

 

I ynglesæsonen har hannen et markant udseende med knaldgul nøgen hud på det bageste af issen og kinderne, sort pande og lange sorte lapper under struben. Sidstnævnte afspejles af slægtsnavnet, afledt af oldgræsk kreas (‘kød’) og phoros (‘bærer’).

Uden for yngletiden minder hannen om hunnen, med mørkegrå overside, sorte svingfjer, lysegrå underside samt en bleggul plet bag øjet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘askegrå’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lampros (‘strålende’) og ornis (‘fugl’).

 

En ret lille art, der ofte kan kendes på et bredt mørkt felt gennem og under øjet, fra næbroden til nakken, samt på de grønlige vinger, hvilket afspejles af artsnavnet, afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’) og pteron (‘vinge’).

 

 

 

 

 

Det danske navn er uheldigt. Ganske vist har arten nogle få rødlige fjer på det inderste af vingeforkanten, men de er normalt skjult under dækfjerene. Et engelsk navn, Cape glossy starling, er lige så dårligt, da fuglen har en langt større udbredelse end Kap-provinsen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’ eller ‘glitrende’.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med purpurfarvet vinge’. Det officielle danske navn er blågrøn glansstær, et intetsigende navn, da mange arter glansstære er blågrønne. Jeg anvender navnet langhalet glansstær, som er langt mere dækkende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk notos (‘syd’) og pholia (‘lever i en hule’), artsnavnet af latin coruscus (‘strålende’ eller ‘glitrende’), således ‘den glitrende, som lever i en hule mod syd’, hvilket sigter til, at den yngler i hule træer. Hvad ‘syd’-delen hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

Disse fugle er ret ens, med rødbrune håndsvingfjer, der fanger øjet i flugten. Hannerne er generelt skinnende sorte, mens hunnerne er blegere, ofte med gråt hoved.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onykhos (‘klo’) og gnathos ‘kæbe’, hvilket formentlig sigter til det skarpe, let nedadbøjede næb.

 

Kønnene er uens, hannen er skinnende sort, mens hunnen har askegråt hoved og den øverste del af brystet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort kvarts’, hvilket naturligvis sigter til hannens fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er det lokale navn for fuglen på Nama-folkets sprog. Dette folk levede i Namaqualand, på Khoikhoi-sproget Nama-kwa, hvilket betyder ‘Nama Khoe-folkets land’.

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn er lånt fra sula, det islandske og færøske navn på den nordlige sule (Morus bassanus).

 

Disse fugle fanger fisk ved at styrte sig ned i havet fra højder op til 30 m og med hastigheder op mod 100 km/t, hvilket gør, at de er i stand til at hente bytte i langt større dybder end de fleste andre fugle.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk moros (‘tåbe’), hvilket skyldes disse fugles mangel på frygt på ynglepladserne, hvor det var nemt at slå dem ihjel.

Den australske sule er præsenteret på siden Søvn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det islandske og færøske navn på den nordlige sule (Morus bassanus).

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk dactyl (‘finger’) samt latin ater (‘sort’), hvilket sigter til de sorte håndsvingfjer, hvis spidser er adskilt under flugten (se foto nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk bostrykhion (‘lille krølle’), diminutiv af bostrykhos (‘krøllet hår’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

Artsnavnet er afledt af latin caruncula (‘et lille stykke kød’), diminutiv af carnis (‘kød’). Det hentyder til en lille rødlig hudlap, der hænger ned fra struben.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk platea (‘bred’), hvilket sigter til det brede, skeformede næb hos disse fugle.

Sortmasket skestork (P. minor) er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk plegados (‘segl’), hvilket sigter til det nedadbøjede næb.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin falcis (‘segl’), hvilket i lighed med slægtsnavnet hentyder til næbbets form. Iøvrigt er det danske navn lidt misvisende. Fuglen er ikke sort, men metalglinsende, så det engelske navn glossy ibis er langt bedre.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk threskeia (‘religiøs tilbedelse’) og ornis (‘fugl’), hvilket sigter til tilbedelsen af hellig ibis (nedenfor) i Oldtidens Egypten.

 

Arten var almindelig i Oldtidens Egypten, men er nu uddød her. Den var æret som symbol på visdommens gud Thoth, der ofte ses afbildet med ibishoved.

I dag er den en almindelig og populær art i zoologiske haver verden over. Den undslipper ofte, og vildtlevende bestande er blevet etableret i bl.a. Frankrig, Italien, Spanien, De Canariske Øer, Florida, samt Taiwan. Disse bestande er en stor trussel mod andre kolonirugende fugle, idet den konkurrerer om redepladser med bl.a. kohejre (Bubulcus ibis) og silkehejre (Egretta garzetta). Ibiser er kødædende og kan på kort tid lægge fx ternekolonier øde ved at æde æg og unger.

I et nummer af det svenske fugleblad Vår Fågelvärld foreslås det vittigt, at man omdøber arten til ’skinhellig ibis’.

Strengt taget betyder artsnavnet ‘fra Ethiopien’. I gamle dage havde dette ord dog en langt bredere betydning og inkluderede størsteparten af Tropisk Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

Navnet trogon kommer af oldgræsk trogo (‘at gnave’), hvilket sigter til, at disse fugle har skarpe, savtakkede ‘tænder’ langs næbrandene. De yngler i hulheder i træer, som sandsynligvis i sin tid blev fremstillet af spætter, men de er i stand til at gøre hulheden større ved at gnave med disse ‘tænder’, blot træet er tilstrækkelig mørnet.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hapalos (‘skrøbelig’) og derma (‘hud’), hvilket sigter til, at fjerene på disse fugle meget nemt rykkes af den tynde hud. Vi erfarede selv dette, da vi fangede fuglen på billedet herunder i et mistnet. Blot ved at tage fuglen ud af nettet faldt mange brystfjer af.

 

Artsnavnet er Khoikhoi-ordet for ‘blomst’, givet af den franske naturhistoriker François Levaillant (1753-1824) i 1806. Den franske naturhistoriker René Primevère Lesson (1794-1849) påstod, at Levaillant havde opkaldt fuglen efter en Khoikhoi-pige, som han formodentlig fandt attraktiv, men hvis navn var grimt og umuligt at udtale, så han besluttede at anvende ordet for blomst i stedet.

 

 

 

 

 

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

Navnet kommer af oldgræsk geo (‘jord’) og kikhle (‘drossel’), hvilket sigter til disse fugles fødesøgning, der næsten udelukkende finder sted på jorden.

I 2008 blev omkring 22 arter, der traditionelt havde været placeret i slægten Zoothera, overført til Geokichla.

 

Denne art tilbringer megen tid i skovbunden med at søge efter små invertebrater blandt nedfaldne blade, hvor dens ellers iøjnefaldende mønster får den til at falde godt sammen med omgivelserne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk neos (‘ny’) og kossyphos, det klassiske græske navn på solsort, men også anvendt om drosler i almindelighed.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘ræverød’, hvilket sigter til fuglens overvejende rødbrune fjerdragt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk psophos (‘støj’) og kikhle (‘drossel’), hvilket sigter til disse fugles kraftige, klikkende kald.

 

Artsnavnet litsitsirupa er et Tswana-ord, som imiterer fuglens kald.

 

 

 

 

 

Artsnavnet refererer til Simien-bjergene i Ethiopien.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for drossel.

 

Denne art fik sit artsnavn ved en fejltagelse. Det er afledt af lebonyana, som er Tswana-navnet på den rødnæbbede bøffelvæver (Bubalornis niger). Forstavelsen Kurrichane er en forvrængning af navnet Kaditshwene, en lokalitet i Sydafrika, hvor typeeksemplaret blev indsamlet. Dette navn menes afledt af et Tswana-udtryk: “Ga se ka ditshwene!”, som betyder “Hvilket umådeligt antal bavianer!” (Kilde: J. Boeyens 2000. In Search of Kaditshwene. The South African Archaeological Bulletin, 55 (171): 3-17)

 

 

 

 

 

Førhen var 7 af disse underarter henført under olivendroslen (T. olivaceus), som blev beskrevet i 1760 af den franske naturhistoriker Mathurin Jacques Brisson (1723-1806) i hans værk Ornithologie, ou, Méthode contenant la division des oiseaux en ordres, sections, genres, especes & leurs variétés, baseret på et skind, som var indsamlet ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika. Han gav fuglen et fransk navn, Le merle olive du Cap de Bonne Espérance, samt et latinsk navn, Merula Olivacea Capitis Bonae Spei. Begge navne betyder ‘den olivenfarvede drossel fra Kap Det Gode Håb’.

I 1766, da den kendte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) opdaterede sit Systema Naturæ til den 12. udgave, tilføjede han 240 arter, som tidligere var beskrevet af Brisson, heriblandt olivendrossel, som han døbte Turdus olivaceus, idet han citerede Brissons arbejde. (Kilde: Allen, J.A. 1910. Collation of Brisson’s genera of birds with those of Linnaeus. Bulletin of the American Museum of Natural History, 28: 317-335)

Der hersker stadig nogen uoverensstemmelse blandt biologer angående slægtskabet mellem disse to arter, og nogle autoriteter hævder, at nogle af underarterne af afrikansk drossel bør flyttes tilbage til olivendroslen. Som det ser ud i dag, er sidstnævnte art begrænset til det sydlige Afrika.

Artsnavnet er oldgræsk og betyder bl.a. ‘bleg’, hvilket formodentlig sigter til undersiden hos nogle af underarterne.

 

 

 

 

 

 

Tidligere mente man, at arten havde en næsten global udbredelse, men de tidligere asiatiske, australske og amerikanske underarter er nu blevet opgraderet til en række selvstændige arter.

Slægtsnavnet er et oldgræsk ord for ugler, mens artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, så arten blev navngivet efter et individ af den hvide fase.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er blevet forklaret på to måder. Nogle påstår, at det er afledt af latin viduus (‘berøvet’ eller ‘gjort til enke’), hvilket sigter til atlaskfinkernes sorte fjerdragt. Andre siger, at det er en forvrængning af Whidah, som var navnet på et afrikansk fort, omkring hvilket disse fugle var almindelige.

 

Artsnavnet kommer af oldgræsk makros (‘lang’) og oura (‘hale’). Det danske navn blev givet med hentydning til den Dominikanske Munkeorden, hvis medlemmer bærer sorte og hvide dragter.