Børn på Borneo: Itap og Tigaya bor i et langhus

De fleste dayakker bor i langhuse, som faktisk er en hel landsby under ét tag. Langhusene er opført på pæle. De fleste er omkring 75 m lange og 25 m brede. De er næsten altid bygget nær en flod for at have adgang til drikkevand.

Yderst mod floden ligger en fælles veranda i hele langhusets længde. Her sidder folk tit i grupper, mænd og kvinder hver for sig. Inden for verandaen ligger de enkelte familiers lejligheder. Bag dem findes endnu en veranda, hvor vasketøj hænger til tørre, og på store måtter tørres ris, peber og andre afgrøder. Allerbagest ligger familiernes køkkener.

Dayakker bor i storfamilier. Det betyder, at flere generationer lever sammen. Itap og Tigaya bor sammen med deres bedsteforældre Garu og Bintang og forældrene Melipan og Tuan.

Når en dayak før i tiden døde, blev han eller hun anbragt på toppen af høje stolper, som var dekoreret med udskårne ansigter og slangemønstre. I dag begraves de døde.

Der er flere grunde til, at langhusene er opført på pæle. Indtil begyndelsen af 1900-tallet var de fleste dayakker hovedjægere, hvor en mand kun var regnet for noget, hvis han kunne dræbe fjender og skære deres hoveder af. Hovederne blev bragt med tilbage til langhuset. De blev tørret i røgen fra bål og hængt op under loftet. En ung mand skulle bringe et frisk afhugget hoved til sin forlovede, inden de kunne blive gift.

Da englænderne og hollænderne besatte Borneo i slutningen af 1800-tallet, blev hovedjagten forbudt. Men under 2. Verdenskrig tillod englænderne atter dayakkerne at kappe hoveder af, men kun på japanske soldater, ikke andre. Dayakkerne var henrykte, og tusinder af japanere mistede livet på denne måde.

Når man opførte sine huse på pæle, kunne man hejse ‘stigerne’ op om natten. Det gjorde det vanskeligere for fjender at snige sig ind i huset. Selv om der i dag ikke findes hovedjagt, holder de fleste dayakker fast ved den gamle byggestil.

En anden fordel ved at opføre langhuset på pæle er, at slanger og andet kryb har svært ved at komme op i det. Affald kan bare fejes ned mellem sprækkerne i gulvet, der består af sammenbundne bambusstammer. Det bliver ædt af svin og høns nedenunder.

I floden henter kvinderne vand til husholdningen og vasker tøj ved bredden. Itap og de andre knægte har fundet på en sjov leg. De er splitternøgne og kaster mudder i hovedet på hinanden. Bagefter kurer de på bagdelen ned ad det glatte mudder og ender med et plask i vandet. Det er der ingen, der tager sig af. Børnene får en fri opdragelse, men de er venlige og flinke og vil gerne lave det arbejde, de voksne sætter dem til.

Punanerne holder meget af hanekamp, og næsten alle mændene opdrætter haner. En skarp stålspore bliver bundet fast på hanens egen spore, og to haner slippes løs mod hinanden. Mændene vædder om, hvilken hane, der vinder. De hujer og råber, hver gang deres hane gør udfald mod modstanderen. Fuglene farer i hovedet på hinanden og er et virvar af vinger og ben. Kampen ender tit med, at den ene hane ligger med bugen flænset op.

Om aftenen sidder punanerne i grupper og snakker, eller de unge piger danser de gamle danse. Med vifter af næsehornsfuglefjer spændt fast omkring håndleddene bevæger de sig graciøst i takt til musikken. Før i tiden kom musikken fra trommer og sapæ, som er et to- eller trestrenget instrument, lidt i retning af en guitar, men i dag anvender man en kassettebåndoptager.

Når et menneske bliver sygt, udføres en ceremoni, som skal påkalde gode ånder og fordrive de onde, som har taget plads i den syge. Det kaldes åndemaning. Itap og Tigaya er med til en ceremoni, hvor en mand skal kureres for ‘galskab’. ‘Fuglemanden’, den syge og nogle af kvinderne går rundt om en slags stativ, som er pyntet med klæde, og i toppen af det brænder et lys. Imens spiller tre piger på trommer.

‘Fuglemanden’ har en klædning på hovedet med fjer fra næsehornsfuglen. Han danser rundt om den syge og siger: ”Psit!” På den måde påkalder han gode ånder, som skal fordrive sygdomsånden. Da de gode ånder har taget plads i den syge, berører ‘fuglemanden’ hans ansigt med hænderne og laver en sugende lyd for at trække de onde ånder ud. Imens bliver hans krop, arme og ben gnedet med et sværd.

Midt under ceremonien taber ‘fuglemanden’ sit lændeklæde, men fortsætter sin dans i underbukser. Itap og Tigaya og alle de andre ler. Også den syge mand morer sig.

Man fælder et stykke skov, brænder området af, og når asken er afkølet, planter man riskornene i jorden. Det er ikke nemt at se, at man befinder sig i en rismark, for planterne står spredt mellem de fældede stammer. Der er meget lugearbejde i markerne, da en masse vilde planter forsøger at erobre pladsen.

Når det er tid at høste risen, flytter Tuan, Itap og Tigaya sammen med de andre kvinder og børn ud i småhytter nær markerne. Risaksene skæres af ét for ét med en lille kniv og lægges ned i en kurv. Høsten bæres på ryggen hjem til langhuset og opbevares dér i store beholdere. Foruden ris dyrkes peber og forskellige grønsager.

Inden man kan spise ris, skal man først fjerne skallen på kornene. Tigaya og hendes veninde hælder risen op i et trækar og støder den med lange stokke. Så går skallen af risen, og den kan koges.

Tidligere brugte dayakkerne 2 m lange pusterør med 15-18 cm lange, sylespidse pile. De var sat fast i en prop af plantemarv, som passede nøjagtigt ind i pusterørets løb. Spidsen af pilene blev dyppet i en brunlig masse, der indeholdt stryknin. Det er en gift, som udvindes af et træ i regnskoven.

Dayakkerne pustede pilene med sådan en kraft, at de på 20 meters afstand smældede ind i en træstamme, og de kunne nedlægge dyr op til 40 m borte. Når et dyr blev ramt, tog det ikke mange minutter, inden giften virkede. Selvom dyret måske var flygtet op i et træ, ville det miste fodfæstet og falde ned. I dag ser man næsten ingen pusterør mere.

Melipan har et gammelt gevær og et spyd, og han har altid fiskenet med. Itap har fået lov til at komme med nogle gange. Hans far og en anden mand padler kanoen op ad floden. I kanoen sidder Itap og hans ven Ribaf sammen med deres hunde. Det går rask til, og snart når de nogle strømhvirvler i floden. Mændene rejser sig op i kanoen og stager som rasende mod den stærke strøm. De to drenge holder godt fast i rælingen. Så flyder floden dovent af sted. De eneste lyde er fuglenes og insekternes stemmer fra skoven, samt padlernes plasken i vandet. Solen bager, og solskinnet står i smukke lysbundter ned gennem bladene.

Melipan padler ganske langsomt, mens den anden mand står i stævnen med et kastenet. I den ene ende findes en snor, som manden holder fast i, mens nettet lægger sig på vandet. I den nederste ende af nettet er fastgjort små jernringe, som tynger det ned og indespærrer de fisk, der befinder sig under det.

Manden tager en sten og kaster den i vandet foran båden. Det tiltrækker fiskene. Da kanoen kommer til stedet, hvor stenen er faldet, kaster han nettet ud over et stort vandareal. Der er fangst næsten hver gang. Manden springer på hovedet i vandet og frigør fisken fra nettet. Han fanger ti fisk, nok til to dage.

De gør holdt for natten ved en simpel hytte, bygget af grene og med tag af palmeblade. Kogeplads og sovestilladser af grene er hævet over jorden. I hytten befinder sig allerede 5-6 mænd fra landsbyen. De har kogt ris, som de spiser med stegt fisk til. Mørket falder på, og koret af kaldende insekter vokser. Itap og Ribaf falder hurtigt i søvn på stilladserne.

Pludselig hører de pludren fra aber. Drengene tier og lister spændt efter jægerne. Der lyder et brag fra det gamle gevær, og en abe falder død ned på skovbunden. De ser ikke flere dyr dén dag, og hen på eftermiddagen når de frem til en lille forfalden hytte ved en krystalklar bæk.

Mændene skærer en masse blade af en bestemt plante, og dem fletter de nu sammen med små stykker rotang. Så har de måtter til at tække det utætte tag. De rådne grene på sovestilladset i hytten skiftes ud med friske grene. Undervejs har drengene plukket spiselige svampe fra en mørnet træstamme, og de serveres nu sammen med risen og den stegte abe. I nattens løb fanger Melipan en rotte, som ristes over bålet og serveres til morgenmaden. Den smager helt godt.

Hvis det dyr, en jæger har skudt, er en moder med unge, tager han ungen med tilbage til langhuset, hvor den passes af børnene, indtil den er stor nok til at blive spist. For tiden har Itap en skildpadde, men han har også haft en abeunge og et egern.