Børn i Iran: En bondedreng i Luristan

Hans far, som hedder Muhammed, har haft fire koner, som muhammedanernes hellige bog Koranen giver lov til. Kun én af konerne, Badri, bor hos ham nu. To af de andre koner er han skilt fra, og én er død. Badri er ikke Mamakrus rigtige mor. Han har 8 brødre og 3 søstre. De bor dog ikke allesammen i Mirabad, da nogle af dem bor hos deres mødre.

Muhammed har et murstenshus. De fleste andre huse i landsbyen er opført af kampesten, som er klinet med ler. Der er tre rum i Muhammeds hus: køkkenafdeling, dagligstue og gæsterum. I gæsterummet dækker et stort smukt tæppe gulvet, mens der i dagligstuen ligger flettede måtter. Der er ingen møbler. Taget består af tykke grene, hvorpå der er lagt flere lag måtter. Foruden stuehuset findes en stald med køer og en rød hest, som Muhammed er meget stolt af.

Da Mamakru var mindre, var det hans og hans ældre bror Ardishirs pligt at sende fårene på græs i bjergene. De skulle også beskytte dem mod vilde dyr som ulve og leoparder. Nu har lillebroderen Ali overtaget jobbet.

Folk her går delvis klædt i europæisk tøj. Kvinderne bærer store vide bukser under kjolen. De er praktiske, fordi meget af deres arbejde foregår, mens de sidder på hug, og så snærer bukserne ikke. Næsten alle mændene bærer posede bukser, skjorte, europæisk jakke og på hovedet en lille lysebrun filtkalot.

Mamakru og nogle af hans brødre går i skole inde i byen Pole Dokhtar. Når han får fri om eftermiddagen, er det hans job at se efter køerne, som græsser nær landsbyen. Han skal sørge for, at de ikke æder af hveden.

Han dyrker derfor ikke så meget jord, men bliver lønnet af de andre landsbyboere. De er lidt utilfredse med ham, fordi han er doven. Han kan godt lide at ligge hjemme i gæsterummet eller på gårdspladsen, hvis det er varmt. Her ryger han opium. Kun ældre mænd med speciel tilladelse må ryge opium. Han breder et tæppe ud, lægger sig ned og gør piberne klar. Så tænder han opiumen med et stykke glødende trækul fra ildstedet. Da han har røget et stykke tid, siger han: ”Nu flyver jeg til Månen!”

Mamakrus søster, den 15-årige Maria, har meget travlt med at hjælpe sin stedmor med husarbejdet. Grønsagerne skal vaskes og snittes, inden frokosten laves. Den består som regel af ris, grønsager og flade brød, som er bagt af hvedemel. En gang imellem får familien stegt høne eller stuvet fårekød.

Så skal Maria made den mindste søster på et år, inden hun skiftes og lulles i søvn. Der skal gøres rent, både i huset og i stalden. Bagefter får hun travlt med at forberede aftensmaden. Skolegang er der ikke tid til.

Mamakru er meget spændt. Det er første gang, han må være med til at fejre Muharram. Han og hans ældre brødre går hen til et hus, hvor mange af landsbyens indbyggere er samlet. En imam (muhammedansk præst) står inde i huset. Han er klædt i kappe og turban og har et stort fuldskæg. Han messer fra en hellig bog ind i en mikrofon, som er forbundet til en højttaler.

Mænd og drenge står i to rækker ned gennem huset med bar overkrop og dunker sig rytmisk med den ene hånd i brystet, mens præsten messer. Mamakru og brødrene tager deres bluser af og stiller sig op i rækkerne. Pludselig skriger en af mændene: ”Ali!” Så begynder mændene og drengene at dunke sig hårdt i brystet med begge hænder. ”Klask! Klask!” De stønner og sveder, og der breder sig en stram lugt i lokalet.

I en pause får de té og sukkervand. Så begynder de igen at dunke sig i brystet, og imens sidder kvinderne i et andet værelse og ryger på en boblende vandpibe. Da præsten når frem til afsnittet om Husains død, begraver mændene ansigtet i hænderne og hulker højlydt.

Dagen efter tager Muhammed, Mamakru og nogle af hans brødre med en bus til Shush. Her skal de overvære et stort skuespil, hvor man mindes Husains død. Fra alle de slanke tårne, kaldet minareter, messer præster i munden på hinanden gennem højttalere, og alle talerne blandes til en frygtelig larm.

På en stor plads er tusinder af mennesker samlet. Alle er klædt i deres fineste tøj. En masse politibetjente er her for at holde orden. I den ene ende af pladsen sidder en mand med grønt hovedklæde, som skal forestille Husain. Mændene i det farveprægtige tøj i den modsatte ende er udsendinge fra hans fjende, kaliffen Jassid fra Damaskus.

Nogle ryttere skal forestille Husains mænd, som rider i kamp og dræbes af Jassids mænd. Husains bror Abbas rider frem. Man sagde, at han kunne udføre mirakler. Mænd og kvinder bringer deres børn ud til rytteren for at få dem velsignet ved, at han lægger sin hånd på deres hoved.

Da Abbas ‘dræbes’, begynder folk at hulke højlydt, og tårerne løber i stride strømme. Mange mennesker løber ud til stedet, hvor han ‘faldt’, og opsamler jord derfra. De tager den med hjem og spiser den, da de tror, den kan helbrede sygdomme. Ved middagstid ‘dræbes’ også Husain. Da hans ‘lig’ er båret bort, strømmer folk til og opsamler jorden, han har ligget på. Også Mamakru og hans brødre får fat i noget af jorden.

En dag skal Muhammed op for at tale med en nomadefamilie, og Mamakru får lov til at komme med. De skal gå de 15 km derop. Undervejs kommer de gennem et stenet landskab, hvor hyrdedrenge vogter store gede- og fåreflokke.

I ly af en bakke ligger nomadernes lejr, der består af tre sorte telte. Nomaderne er kommet fra egnen nord for Khorramabad. De vandrer sydpå med deres dyr hver vinter, fordi klimaet her er mildere. Om foråret drager de tilbage nordpå.

Den mand, som Muhammed skal tale med, byder velkommen, og de tager plads på tæpper i et af teltene. Teltdugen holdes oppe af flere tynde træstammer, og siderne er spændt fast med snore, der er viklet omkring store sten. Langs siderne er opført lave stenmure, som er gjort vindtætte med græs.

I midten af teltet brænder et bål, som manden smider grene på af og til. Muhammed og Mamakru bydes på té. Omkring bålet samles flere mænd fra de andre telte. De er alle klædt i europæisk tøj. Men de fleste af kvinderne bærer den oprindelige luriske klædedragt, som består af groft, sort klæde. Det er pyntet med sølvmønter og andre smykker.

I teltet findes indhegninger af flettede grene, hvor man holder lammene om natten og i dårligt vejr. De har mange fjender her: ulve og kongeørne er almindelige. Nomaden fortæller, at en leopard for nogle uger siden tog fem lam i nærheden. Mændene har forsøgt at skyde den, men uden held.

Det trækker op til uvejr, og en masse lam gennes ind i teltet. Der bliver en brægen, da de alle forsøger at komme ind i indhegningen på én gang. Så styrter regnen ned, og et par stænk kommer gennem teltdugen. Udenfor bliver et lam slagtet og parteret. Det bliver stegt over bålet på store jernspyd. Til kødet serveres ris og brød. Det smager godt.

Mamakru siger, at han godt kunne tænke sig at være nomade, men manden forsikrer ham om, at de har et meget hårdt liv. Det er meget lettere at være bonde i Mirabad. Han fortæller, at de dagen efter skal pakke teltene sammen. Så læsser de køkkengrej, telte, høns, hundehvalpe og børn på æslerne og drager ad stenede stier til en græsgang i nærheden. Kvinderne går ved siden af æslerne og driver dem frem med kæppe. Mændene bringer fårene ad en kortere, men vanskelig rute, hvor æslerne ikke kan færdes med den tunge oppakning.