Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand

 

 

Omkring sig havde han samlet en gruppe naturvidenskabsmænd som sine disciple. De blev ofte omtalt som Linnés ‘apostle’, da han sendte dem rundt i hele verden for at indsamle planter og dyr. Blandt de mest fremtrædende kan nævnes Pehr Forsskål (1732-63), Daniel Solander (1733-82), Carl Thunberg (1743-1828), Pehr Kalm (1716-79) og Adam Afzelius (1750-1837).

 

 

 

 

 

Han havde netop modtaget et brev, der var afsendt fra Yemen året før af hans discipel Pehr Forsskål. Brevet indeholdt forskellige emner, bl.a. en kvist af Bibelens balsamtræ, som Forsskål sendte til sin læremester. Desværre døde Forsskål af malaria kort efter brevets afsendelse. Med hans død mistede Sverige og resten af verden en lysende naturvidenskabelig begavelse.

I faglitteraturen ses Forsskåls navn i mange forskellige udgaver, foruden Forsskål bl.a. Forsskaal, Forsskal, Forskål, Forsskåhl, Forskåhl og Forskaol, fornavnet som Pehr, Per, Peter, Petter og Petrus. I denne beretning har jeg benyttet formen Pehr Forsskål, da den er den mest anvendte i Sverige.

Forsskål blev født i Helsinki 11. januar 1732 som yngste søn af præsten Johann Forsskål. Moderen døde, da Pehr kun var 3 år gammel. Familien flyttede i 1741 til Uppland, hvor faderen fik embede.

På den tid var det skik, at sønner af det bedre borgerskab tidligt blev indskrevet som studerende på universiteterne. I 1742, hvor Pehr kun var 10 år gammel, blev han og hans to brødre indskrevet ved universitetet i Uppsala. Faderens løn strakte dog kun til to af sønnernes uddannelse, og da Pehr var yngst af de tre, blev han i stedet undervist af faderen selv, bl.a. i emnerne teologi, filosofi, græsk, hebraisk og latin. Sønnens begavelse var åbenlys: I en alder af bare 13 år kunne han skrive breve på hebraisk.

På grund af “en besynnerlig vacker kunskap” fik Pehr i 1751 et stipendium til 7 års studier, heraf 5 år i Uppsala og 2 år på et europæisk universitet efter eget valg. Dengang studerede man bredt, og Pehrs emner var teologi, filosofi og naturvidenskab. Allerede samme år bestod han eksamen i teologi.

Hans interesse for naturvidenskab bevirkede, at han tidligt kom i kontakt med Linné, som han hurtigt kom til at beundre. Han undersøgte forskellige biologiske emner, bl.a. insekternes metamorfose.

 

Han bestod i 1756 doktorgraden med en afhandling kaldt Dubia de principiis philosophiæ recentioris (’Tvivl om den nyere filosofis principper’), i hvilken han kritiserede Wolffianismen, den mest populære filosofiske doktrin på den tid. Samme år vendte han hjem til Uppsala, hvor han ville studere økonomi, landbrug og naturvidenskab.

På dette tidspunkt regerede i Sverige det politiske parti Hattene, opkaldt efter de hatte, som partimedlemmerne bar – i modsætning til tilhængerne af partiet Mössorne (’Kasketterne’).

Der herskede udbredt censur på det skrevne ord, hvilket Forsskål var særdeles utilfreds med. I maj 1759 indgav han ansøgning om at disputere på sin afhandling De libertate civilii, som samtidig skulle offentliggøres på svensk med titlen Tankar om borgerliga friheten. Dette skrift indeholdt frisindede tanker, som opfordrede til politisk og økonomisk frihed, såvel som trykkefrihed.

At skrive en kontroversiel disputats på latin var én sag, men at forfatte den på folkets sprog var uhørt på den tid. Samme dag, som afhandlingen var færdigtrykt, uddelte Forsskål selv de 500 svenske kopier blandt de studerende på universitetet.

Da skriftet blev forelagt Hattepartiet, blev der straks nedlagt forbud mod dets distribution, men da var det jo allerede for sent. Mange stiftede bekendtskab med de nye tanker, og afhandlingen var stærkt medvirkende til, at censuren allerede i 1766 blev ophævet. Forsskål var imidlertid død flere år forinden og nåede således ikke at se resultatet af sine anstrengelser.

 

Disse oplysninger havde hidtil for størstedelens vedkommende stammet fra ret tilfældige og ofte meget subjektive beskrivelser fra søfarende og andre handelsfolk. Nu skulle verden beskrives mere indgående – ikke kun med henblik på at fremme handelen og udnyttelsen af naturressourcerne, men også for at øge den teoretiske og videnskabelige kundskab.

Kong Frederik d. 5. (1723-66) og hans udenrigsminister, den tyske greve Johann Hartwig Ernst von Bernstorff (1712-72), var begge ivrige mæcener for denne opnåelse af ny viden. Professor Michaëlis i Göttingen henvendte sig i 1756 til sin landsmand i København med forslag om at sende en ekspedition til Yemen i Sydarabien, det siden oldtiden sagnomspundne Arabia Felix (’Det Lykkelige Arabien’) – et symbol på det uopnåelige ‘Lykkens Land’. Sandsynligvis var landet blevet behæftet med dette tilnavn udelukkende på grund af dets afsides beliggenhed.

Michaëlis begrundede forslaget med bl.a. følgende passus: “Dette lands natur er stadig rigt på gaver, som er os ubekendte: Dets historie går tilbage til de allerældste tider; dets dialekt er endnu forskelligt fra det os bekendte vestlige arabisk, og eftersom denne form for arabisk, som er den, vi kender, hidtil har været det sikreste hjælpemiddel til forklaring af det hebraiske sprog, hvilket lys må vi da ikke med rimelighed forvente, at der bliver kastet over Bibelen, Oldtidens allervigtigste bog, dersom vi lærte Arabiens østlige dialekt lige så godt at kende som dets vestlige?”

Kong Frederik sagde god for ideen. En forsker skulle med en tjener rejse til Nærorienten ombord på et dansk handelsskib, og hans opgave var at udforske Yemen og andre lande med henblik på en nyfortolkning af Bibelen samt tillige foretage geografiske og naturhistoriske studier.

Efterhånden fik Michaëlis dog overbevist Bernstorff om, at disse opgaver ville være for meget for én mand at klare. Det blev derfor vedtaget, at fire videnskabsmænd skulle sendes til Konstantinopel (i dag Istanbul) ombord på et dansk skib, hvorfra de på egen hånd skulle rejse videre til Egypten og ned langs Rødehavet til Yemen. Emnerne, som skulle udforskes, var orientalske sprog, etnografi, medicin, geografi, kartografi, astronomi samt botanik og zoologi. Tillige skulle en tegner deltage, samt en tjener til at oppasse disse fem mænd. Planen vakte stor opsigt i europæiske akademiske kredse.

 

Som flertallet af datidens adelige var von Haven uhyre selvoptaget og tillige stærkt ærekær. For at studere orientalske skrifter inden afrejsen tilbragte han – på kongens regning – et par år hos arabiske maronitter i Rom. Desuden skulle han lære arabisk, men hans kendskab til dette sprog var ved ekspeditionens start meget beskedent.

Det viste sig hurtigt, at Danmark kun havde få personer med de nødvendige naturvidenskabelige kvalifikationer. Både Michaëlis og Linné omtalte Pehr Forsskål i rosende vendinger over for Bernstorff, dels fordi han mestrede hebraisk og andre orientalske sprog, dels pga. hans naturvidenskabelige kompetence.

Bernstorff blev hurtigt overbevist om, at Forsskål skulle deltage i ekspeditionen. Dennes disput med Hattepartiet havde gjort det meget vanskeligt for ham at opnå en akademisk karriere i Sverige, så da han i oktober 1759 fik Bernstorffs tilbud om at deltage i en dansk videnskabelig ekspedition til Nærorienten, greb han med glæde denne chance. Hans opgave var at indsamle og beskrive så mange planter og dyr som muligt samt notere deres eventuelle anvendelse hos de lokale befolkninger. Det var især vigtigt at finde så mange som muligt af de arter, der er omtalt i Bibelen.

Efter instruks fra den danske professor Christian Gottlieb Kratzenstein (1723-95) i København skulle der som noget nyt foretages marinbiologiske undersøgelser, bl.a. af morild, fisk, bløddyr og koraller.

Forsskål satte imidlertid ikke sit lys under en skæppe. For at deltage i ekspeditionen betingede han sig, at han fik et dansk professorat. Desuden forlangte han at blive ekspeditionens leder – hvilket von Haven ellers mente sig selvskrevet som. Pga. disse lærde herrers strid valgte Bernstorff at gøre alle fem deltagere lige – noget uhørt på den tid.

Endelig forlangte Forsskål, at han efter ekspeditionens afslutning skulle have dansk pension med ret til at slå sig ned hvorsomhelst i Europa. Bernstorff må have været i slemt bekneb for egnede videnskabsmænd, for det endte med, at han slugte denne kamel.

Forsskål var en stor beundrer af Linné, så han ansøgte om tilladelse til at sende dubletter af indsamlede planter og dyr til Uppsala. Det blev pure afvist med henvisning til, at dette var en dansk ekspedition, og Danmark alene skulle høste æren af de opnåede resultater. Alle fund skulle sendes direkte til København, hvorfra eventuelle dubletter senere kunne blive sendt til Linné eller andre forskere i Europa.

Forsskål blev rasende, men føjede sig. Han fandt senere på at sende breve til Uppsala med et talsystem til identifikation af beskrevne planter, som kun han og Linné havde kendskab til. På denne måde kunne hans mentor få beskrivelser uden om de danske bönåser (‘fuskere’), som han kaldte sine arbejdsgivere i København. Hans kritik af Kratzenstein var aldeles urimelig, da dennes havbiologiske instrukser var langt forud for deres tid.

Efter anbefaling af Michaëlis skulle tyskeren Carsten Niebuhr (1733-1815) deltage som geograf og kartograf. Hans primære opgave var at fastsætte længde- og breddegrader i de områder, som ekspeditionen rejste igennem, samt at fremstille kort ud fra disse målinger. Han skulle endvidere forske i klima- og befolkningsforhold.

Under et besøg i København gjorde han et godt indtryk på Bernstorff, og da denne havde haft en række dårlige erfaringer med von Havens økonomiske formåen (han havde sløset mange penge bort under sit ophold i Italien) gjorde han Niebuhr til ekspeditionens kassemester – til von Havens udelte raseri.

Niebuhr var yngre end de øvrige deltagere, og da han af Bernstorff fik tilbudt et professorat på lige fod med von Haven og Forsskål takkede han beskedent nej. I stedet fik han titel af ingenieur-lieutenant, hvilket omtrent svarer til nutidens landmåler.

Opgaverne for den danske læge Christian Carl Kramer (død 1764) var at forske inden for videnskabelig og praktisk lægegerning i de arabiske lande, og han skulle endvidere assistere Forsskål under dennes indsamlinger.

Kramers kundskaber var begrænsede, og Forsskål tvivlede på hans kompetence. Han foreslog i stedet Linnés discipel Johann Peter Falck. Forsskål var ikke den fødte diplomat, og hans fremfusende adfærd bidrog til, at Bernstorff slog bremsen i. Desuden så han nødigt, at der var flere svenske end danske deltagere i ekspeditionen.

Den primære opgave for den tyske tegner og maler Georg Wilhelm Baurenfeind (1728-63) var blandt de indsamlede dyr og planter at tegne dem, der var skrøbelige og ikke kunne bevares (fx gopler). Desuden skulle han illustrere arkitektur, folkeslag og hvad de øvrige deltagere ellers ville finde interessant.

Tjeneren var en svensk dragon ved navn Berggren (død 1763). Hans kendskab til heste kom ekspeditionen til gavn i Yemen, hvor han kurerede en af Emir Bahrs heste. Iøvrigt ved man intet om ham.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne vinter var præget af gentagne stærke storme fra nordvest, og efter flere forsøg på at runde Skagen måtte skibet hver gang vende tilbage til Helsingør. Da von Haven led meget af søsyge og andre kvaler ombord, søgte han om (og opnåede) kongelig tilladelse til at drage over land til Marseilles, hvor han igen ville tilslutte sig selskabet.

10. marts forlod Grønland atter Helsingør og rundede denne gang Skagen uden problemer. Nu blæste det imidlertid op fra syd, så skibet endte oppe i nærheden af Island – hvorefter det blev blikstille i adskillige dage.

Trods alle disse forsinkelser var Forsskål og Niebuhr fulde af optimisme og spildte ikke tiden. Niebuhr øvede sig i at stedfæste positioner med sit såkaldte astrolabium, mens Forsskål fangede havdyr med et net fra kanonportene. Han forsøgte at løse morildens gåde. Ved at si havvandet gennem stadig finere klæde kunne han påvise, at vandet til slut holdt op med at lyse – altså stammede lyset ikke fra selve vandet, men fra en organisme deri.

 

Skibet nåede Marseille d. 13. maj. I omegnen foretog Forsskål flere botaniske indsamlinger, og han besøgte kolleger i Montpellier.

Nu var von Haven atter med i selskabet, og allerede under en festmiddag ombord på skibet blev det åbenlyst, at ekspeditionen havde en meget uheldig sammensætning. Ved bordet diskuterede man bl.a. svenskernes valg af tronfølger, og von Havens udprægede mangel på diplomati medførte, at han fornærmede den svenske overhofmarskal Tessin. Forsskål tog til genmæle, og det endte med, at von Haven udslyngede disse bevingede ord: ”De kan rende mig i røven!” Fra denne dag var der kold luft mellem de to lærde herrer.

Under den videre rejse gjorde skibets mandskab flere gange forberedelser til sammenstød med engelske krigsskibe, som krævede ret til at inspicere de danske handelsskibe, hvilket kaptajnen nægtede. Direkte krigshandlinger kom det dog ikke til.

5. juni havde man set fjendtlige skibe i det fjerne, så 6. juni løb mandskabet rundt på dækket for at forberede skibets forsvar. Imens stod Niebuhr roligt med sit astrolabium og teleskop for at iagttage og beskrive en Venuspassage. Han beklagede sig dog over, at skibet rystede for meget til, at han kunne foretage præcise observationer.

Skibet gjorde ophold på Malta 14.-20. juni. Først her startede Forsskåls og Niebuhrs feltarbejde for alvor – altså næsten et halvt år efter ekspeditionens start. Forsskål lavede en liste over fundne fossiler, 11 bløddyr og 3 søpindsvin. Han nævner ikke de uhyre interessante rester af pattedyr, bl.a. dværgelefanter og flodheste, som findes i Maltas klipper – måske stødte han ikke på dem.

Hans Florula Insulæ Melitæ omfatter 78 vilde og 9 dyrkede plantearter fra øen, hvoraf han stadig er autor på slægten Pteranthus, samt 7 arter: Pteranthus dichotomus, Urtica dubia, Coronopus squamatus, Orobanche crenata, Halophila stipulacea, Vulpea fasciculata og Polypogon semiverticulatus.

Efter et besøg i San Giovanni-kirken i Valletta besværede Forsskål sig over, at den der opbevarede torn fra Kristi Tornekrone ikke kunne være fra Rhamnus spinosa (i dag navngivet Paliurus spina-christi) og derfor måtte være et falsum.

 

 

 

 

 

Her beskrev han en sort og rosa fugl, som han navngav Turdus seleucis, idet han mente, den var en drossel. De lokale indbyggere fortalte, at det ifølge Koranen var forbudt at dræbe den, fordi den skulle være i stand til at æde mere end 10.000 græshopper om dagen. Fuglen er imidlertid ikke en drossel, men derimod en stær, rosenstæren, i dag kaldt for Pastor roseus.

Undervejs nordpå mod Konstantinopel (i dag Istanbul) foretog Forsskål adskillige ture i land for at botanisere. Først d. 30. juli ankom ekspeditionen til Konstantinopel, hvor selskabet blev indkvarteret hos den danske gesandt von Gähler. På grund af Niebuhrs sygdom trak opholdet i byen ud, men Forsskål spildte ikke tiden og foretog mange indsamlingsture.

I begyndelsen af september var Niebuhr så rask, at medlemmerne kunne forlade Konstantinopel ombord på et tyrkisk fartøj, som skulle bringe slavinder til Alexandria. Efter von Gählers råd var medlemmerne nu iført orientalsk klædedragt, da han mente, at de herved lettere kunne arbejde i fred, uantastet af lokalbefolkningen.

Ombord fangede Forsskål dyr i havvandet ud gennem koøjet, og denne aktivitet blev bemærket af nogle slavinder, som havde kahyt lige ovenover. Han morede sig med at udveksle sukkergodt og frugt med de unge damer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kramer havde imidlertid overværet indkøbet og berettede om det til de øvrige deltagere, som blev meget forskrækkede og skrev et brev til Bernstorff, hvor de bad om, at von Haven skulle forlade selskabet. Svaret indløb først mange måneder senere, men var ganske klart: Ifølge den kongelige instruks skulle selskabet holde sammen, og uoverensstemmelser skulle løses i fordragelighed.

Indkøbet af arsenik skete sikkert i et anfald af desperation, for skønt von Haven havde utallige muligheder for at forgive de øvrige deltagere, skete det ikke.

 

Det var ikke ufarligt at indsamle i omegnen af Cairo, og Forsskål blev gentagne gange overfaldet af røvere. Hans guide foreslog ham nu at blive i byen, mens han selv og hans assistenter mod et mindre gebyr ville bringe dyr og planter til Forsskål, så han i ro og mag kunne studere og beskrive dem. Denne ordning fungerede til alles tilfredsstillelse.

I byen opsøgte Forsskål græske apotekere for at beskrive, hvilke planter, dyr og mineraler deres medicin stammede fra. Han indsamlede oplysninger om 565 slags medicin og noterede deres navne på latin såvel som arabisk, men desværre ikke altid deres anvendelse.

Mens Niebuhr og von Haven drog på færd til Sinai for at besøge Jebel el Mokateb og Sankt Katarina-klostret, blev Forsskål tilbage i Suez for sammen med Kramer at pleje Baurenfeind, der lå syg. Herved kunne han undslå sig at ledsage von Haven, som han afskyede og foragtede. Han fortrød dog en smule, efterhånden som tiden gik og kedsomheden meldte sig.

Man kunne kun besøge Katarina-klostret med tilladelse fra biskoppen i Cairo, men han var rejst til Konstantinopel, efter at ekspeditionen havde anmodet om en introduktionsskrivelse, uden at udstede dette vigtige dokument. Derfor blev von Haven og Niebuhr nægtet adgang til klostret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forsskål forudsagde, at der ville indtræffe en solformørkelse 17. oktober, og da det holdt stik, mente mange af passagererne, at disse udlændinge var troldmænd. Syge blev ført frem for dem for at blive helbredt, og Forsskål gav mange nyttige og praktiske råd.

Ombord var også rige tyrkere med deres haremsdamer. Niebuhr fandt ud af at disse damer havde baderum ved siden af ekspeditionens kahyt. Han skriver: ”Indtil vor afrejse fra Suez havde jeg knap set en muhammedanerindes blottede ansigt”, men gennem en sprække i væggen “(…) så jeg mere.”

Efter 20 dages sejlads lagde båden til ved kajen i Djidda. Her måtte deltagerne vente indtil 13. december, inden de kunne fortsætte sydpå ombord på en mindre båd, en såkaldt tarrad. Det lader til, at Forsskål for en gangs skyld ikke lavede indsamlinger, men det skal til hans forsvar siges, at han allerede havde afsendt en mængde materiale til København. Nogle mener, at han i Djidda havde et anfald af hjemvé.

To uger senere ankom ekspeditionsdeltagerne til havnebyen Al Luhayyah (Lohaja) i det nordlige Yemen. Her blev de mødt med stor gæstfrihed, og for dem alle indtrådte nu den lykkeligste tid på hele rejsen.

Sproggeniet Forsskål tilegnede sig lynhurtigt den lokale dialekt, og sammen med Niebuhr red han på æsel rundt i ugevis blandt venlige mennesker i Kaffebjergene, som strækker sig nord-syd parallelt med Yemens kyst, et stykke inde i landet. I et smuldrende hus i nærheden af byen Bayt al Faqih kunne Forsskål studere termitter, som han hidtil ikke havde set.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I stedet for at drage videre mod hovedstaden San’a i bjergene besluttede deltagerne at tage til havnebyen Al Mukha (Mokka). Dette var den alvorligste fejltagelse på hele ekspeditionen. Den gode luft i San’a kunne muligvis have kureret sygdommen, mens den fugtigvarme luft på kystsletten – hvor Forsskål målte temperaturer på over 39^o C – gjorde den værre. Men deltagerne mente, at rejsen i bjergene ville blive for anstrengende for de syge.

I Mokka begyndte besværlighederne for alvor. Dolaen, byens tyrkiske statholder, var meget mistænksom over for disse fremmede og krævede deres medbragte kasser med indsamlinger åbnet. Om denne hændelse skriver Forsskål: “Emir Farhan havde allerede skrevet til Dolaen, at vi var lærde rejsende, som ikke medførte noget toldpligtigt, men alene behøvede beskyttelse. Da Dolaen, som han plejede, gik til toldbygningen tidligt om morgenen, gik nogle af vort selskab ham imøde. Han var en gammel svag mand, som ledtes af sine betjente. Den unge købmand Ismael fortalte ham, at vi var de samme frankere, som Emir Farhan havde anbefalet. Han befalede Emir Bahr eller skibsinspektøren, at kun bagagen skulle beses og lade den forblive i vort kvarter, som det her sker med alt toldfrit. Straks derefter hørtes en anden beslutning: at tingene skulle undersøges, mens Dolaen overværede det. Ulykken ville, at kisterne med naturhistoriske ting først blev taget frem. De blev undersøgt uden barmhjertighed, og man kastede de skrøbelige konkylier ud som værdiløst ragelse. Man stak jernspyd gennem kisten, og man skar ansigter over sligt gods, der blev betragtet som uværdigt at føre omkring under store omkostninger. Man brækkede med vilje store konkylier og andre ting, som var i kisten. Senere bragte man en kiste frem, hvori der befandt sig gopler, som ikke var tørret helt ind, og som udsendte en grim lugt i hele lokalet. Og for at gøre tingene værre, var der i kisten en flaske med en slange i alkohol. Da blev der stor opstandelse, og Dolaen og hans folk betragtede os nu som folk, der rejste rundt med ulovlige ting. Godset skulle kastes i havet, og vi måtte ikke forblive endnu en nat i byen. Jeg tog de flasker frem, som indeholdt fisk, og viste ham, at de ikke var mistænkelige, og ej heller vi, som kun opbevarede dem for at kunne fremvise rariteter langvejs fra i vort land. Det hjalp ikke. De ankere, som indeholdt alkohol, gik itu gennem uforsigtighed, og noget løb ud. Den lugt var endnu mere ubehagelig for muhammedanerne, der hader alkohol. Her var altså mere end nok til at få hele byen imod os. Klokken 11 blev toldbygningen lukket, og Dolan gik forbitret hjem. Vore ting, der var opbevaret i det hus, vi skulle bo i, blev kastet ud, og porten blev lukket. De genstande, som var blevet undersøgt, blev sat ud på gaden uden for toldbygningen, hvor pøbelen fingererede på dem og erklærede, at vi var troldmænd, som med gift og urene varer ville forgive hele byen. Ismael var forsvundet, og da vi opsøgte hans hus, blev vi overfuset af en under-Dola. Det hele var en stor prøvelse for vores tålmodighed.”

Det endte med, at ekspeditionen måtte betale 50 dukater i bestikkelse for at få udleveret deres gods. Forsskål skrev i et brev til Linné: “Vi stiftede senere fred med den dumme guvernør, og man fik sidenhen højere tanker om os.”

Det gik hastigt ned ad bakke med von Haven, som afgik ved døden 25. maj. Forsskål var nu desperat, og efter von Havens begravelse forlod deltagerne hurtigst muligt Mokka. 9. juni rejste de ind i landet, og trods de vanskelige forhold fortsatte Forsskål med at botanisere.

I byen Torba begik hans arabiske æseldriver indbrud i den lokale moské. Det lykkedes Forsskål at forhindre, at æslet kom med ind i moskéen. Herom skriver han: ”hvilket skulle have været det eneste eksempel i hele den muhammedanske verdenshistorie.” Hans flydende arabiske fik også ekspeditionen helskindet gennem denne hændelse.

Niebuhrs tilstand bedredes langsomt. Forsskål ønskede at bestige bjerget Jabal Saber, som med sine 3007 meters højde har en meget interessant flora, men havde kolossalt besvær med at opnå tilladelse dertil.

Planerne blev dog aflyst, da Forsskål d. 28. juni pludselig brød sammen under et heftigt feberangreb. De øvrige deltagere surrede ham fast på en dromedar, og under store strabadser nåede selskabet 5. juli byen Yarim (Jerim), hvor pøbelen kastede sten efter dem. Til grov overpris lykkedes det at leje et hus til den syge Forsskål. Hans tilstand forværredes, og 11. juli bukkede han under for feberen. Med stort besvær skaffede Niebuhr en gravplads, men kort efter begravelsen blev graven plyndret og kisten stjålet. I dag ved man ikke, hvor Forsskåls grav befinder sig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra San’a fortsatte de – nu alle med feber – i forceret tempo mod Mokka, som de nåede 5. august. De fik plads på et engelsk skib med kurs mod Bombay (i dag Mumbai) i Indien. Kramer, Baurenfeind og Berggren var så svage, at de måtte bæres om bord, og kun Niebuhr kunne stå på egne ben. Efter få dages sejlads døde både Baurenfeind og Berggren, og deres lig blev sænket i havet. I Bombay kom Niebuhr langsomt til kræfter igen, men Kramer afgik ved døden i februar 1764.

I Bombay foretog Niebuhr en ekskursion til et berømt hinduistisk tempel på øen Elephanta, hvor der findes en pragtfuld statue, kaldt Trimurti eller Mahesamurti, som viser guden Shivas tre aspekter: det destruktive, benævnt Bhairava, det bevarende, samt det feminine, shakti, lokalt kaldt Vamadeva.

Han besøgte også Gujarat, inden han i december 1764 sejlede fra Bombay til Mascat i Oman. Herfra fik han skibslejlighed til Bushire i Iran, og om foråret tilbragte han en måned i ruinområdet ved Persepolis med at kopiere de talrige kileindskrifter på søjlerne.

Så fortsatte han over land i selskab med karavaner til Bagdad og Mosul i Irak og videre til Halep (Aleppo) i Syrien. I 1766 foretog han afstikkere til Cypern og Palæstina, inden han drog gennem Tyrkiet til Konstantinopel. Her blev han indkvarteret hos von Gähler, der længe havde betragtet ham som død.

Til slut red Niebuhr over land gennem Østeuropa og nåede København 20. november 1767, efter at have været borte i næsten syv år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trods disse tilstande ordnede Niebuhr nu Forsskåls zoologiske og botaniske samlinger og optegnelser. Alene herbariet over højere planter bestod af ca. 1750 ark (over 2000, hvis alger medregnes). Da ingen overhovedet viste interesse for at støtte offentliggørelsen af materialet, udgav Niebuhr det selv i tre værker 1775-76.

De zoologiske samlinger er beskrevet i Descriptiones Animalium Avium, Amphibiorum, Piscium, Insectorum, Vermium; quæ in itinere orientali observavit Petrus Forskål, mens de botaniske samlinger er præsenteret i Flora Ægyptiaco-Arabica sive descriptiones Plantarum quas per Ægyptum Inferiorem et Arabiam Felicem, detexit, illustravit Petrus Forskål.

Det tredje bind, Icones rerum naturalium, quæ in itinere orientali dipingi curavit Petrus Forskål, rummer 43 af Baurenfeinds illustrationer fra ekspeditionen, heraf 20 plantearter, 1 fugl og resten marine dyr, de fleste nye for videnskaben. Den ledsagende tekst blev skrevet af botanikeren Johan Zoëga (1742-88), som sandsynligvis også hjalp Niebuhr med redigeringen af de øvrige to bind.

 

På zoologiens område var Forsskål pionér inden for marinbiologien samt studiet af trækfugle. Adskillige trækfuglearters ankomst- eller afrejsetider ved Istanbul, Alexandria eller Lohaja blev angivet. Han beskrev 17 fuglearter og 13 krybdyrarter (skildpadder, firben og slanger).

Hans zoologiske hovedindsats var inden for fisk og bløddyr. Hele 151 fiskearter blev beskrevet på ekspeditionen. Forsskål opfandt en unik metode til at bevare de indsamlede fisk, så de ikke ville rådne. Han skar simpelthen fisken op på langs, smed indvolde, kød og de fleste knogler væk og lagde derefter skindene med hoved, hale, finner og sommetider dele af rygraden til tørre under pres i den stærke sol. Efter tørringen kunne fiskene opbevares mellem papirark i lighed med pressede planter.

Hele 99 skind fra Rødehavet, fordelt på 60 arter, findes stadig på Zoologisk Museum i København. Det kaldes populært for ’Forsskåls Fiskeherbarium’. I dag bærer 52 af arterne stadig Forsskåls navn som autor, men 48 af dem er dog flyttet til andre slægter. 44 arter fra Rødehavet, samt to slægtsnavne, Abudefduf og Siganus, blev navngivet med arabiske ord. På arabisk betyder abu ‘fader’ og def ‘side’, mens duf er en flertalsendelse, der udtrykker noget intenst. Abudefduf betyder således ‘faderen (dvs. overhovedet) til prominente sider’. Flere arter i denne slægt har kraftigt stribede sider.

Vermium i bogens titel dækker over talrige dyregrupper, som dengang regnedes for beslægtede: bløddyr uden skal eller skelet, bløddyr med skal, bløddyr med ‘blødt’ skelet, fx sækdyr og polypdyr, samt koraller.

Inden for disse grupper fandt Forsskål talrige nye arter. Han fangede den sejlende forgællesnegl Ianthina og beskrev som den første denne gruppes larveudvikling. Han opdagede en ny gruppe snegle, kølsneglene, der lever pelagisk. Han fandt en helt ny dyregruppe, sækdyrene eller salperne, og beskrev hele 10 arter. Også talrige nye gopler og hele 26 arter koraller blev beskrevet.

Blandt leddyr som edderkopper, insekter og krebsdyr blev 62 arter beskrevet, heriblandt en vandregræshoppe og en art galhveps, som spiller en afgørende rolle ved figenfrugtens bestøvning og modning. Endvidere blev 53 arter kortere omtalt.

Tegningerne nedenfor blev fremstillet af Baurenfeind og er gengivet i Icones rerum naturalium.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Flora Ægyptiaco-Arabica findes en detaljeret beskrivelse af over 800 arter, mange af dem også angivet med deres arabiske navne. Forsskåls indsamlede arter blev i 1790 beskrevet af den danske botaniker Martin Vahl (1749-1804) i Symbolæ Botanicæ. Siden er samlingen flere gange blevet gennemgået og revideret, i 1915-18 af den danske botaniker Carl Christensen (1872-1942), som kaldte den ”vort botaniske museums største skat”, og i 1980’erne af de britiske botanikere Frank Nigel Hepper (1929-2013) og John Richard Ironside Wood (født 1944).

Forsskål indsamlede hele seks sæt frø af de beskrevne planter. I Frankrig havde botanikeren Antoine Banal givet ham den idé at sende frø til seks vigtige universiteter i Europa: København, Uppsala, London, Paris, Göttingen og Montpellier. Hans læremester Linné kunne på denne snedige måde få, om ikke de indsamlede planter, så i hvert fald frø af dem – og det oven i købet med Bernstorffs accept.

Det lange ophold i Nedre Egypten bevirkede, at Forsskål fik et grundigt kendskab til planternes tilpasning til den årlige vekslen mellem tørtid og regntid. Han var ophavsmand til adskillige helt nye teorier. Han opfattede blomsten som et modificeret skud, hvor kronbladene var omdannede blade – en teori som digteren Johann Goethe ellers fik æren for mange år senere.

Forsskål var tillige pionér inden for plantegeografien. Han drog den konklusion, at et geografisk område kan karakteriseres ud fra sin sammensætning af plantearter. Igen fik en anden æren for denne teori, nemlig Alexander von Humboldt i 1805.

Linné havde indtrængende bedt sin elev om at gøre en særlig indsats for at finde Bibelens berømte mekkabalsamtræ, som man dengang ikke kendte. I dag ved vi, at både mekkabalsam og myrra er harpiksdannelser på træer af slægten Commiphora, som tilhører balsamfamilien (Burseraceae). Mekkabalsam kommer fra Commiphora gileadensis (syn. C. opobalsamum), som oprindelig stammer fra bjergene i Sydarabien, mens myrra er fra Commiphora myrrha (syn. C. molmol), der stammer fra Somalia og Ethiopien. Disse to produkter, samt harpiks fra Boswellia sacra, der anvendtes som røgelse, var meget vigtige handelsobjekter gennem mere end 3500 år, og talrige karavaner rejste fra Sydarabien til Middelhavets kyster.

I april 1763 udforskede Forsskål og Niebuhr Kaffebjergene. I nærheden af landsbyen Öude (Uday) så Forsskål noget glimte i et blomstrende træ. Det viste sig, at glimtene stammede fra solstrålernes reflekser i harpiks på træet, og efter nogle undersøgelser indså Forsskål, at han havde fundet mekkabalsamtræet. Så hurtigt som muligt sendte han et brev til Linné med en blomstrende kvist fra træet. Brevet nåede ikke Sverige før i september 1764. Da var blomsterne naturligvis visne, men Linné kunne alligevel ud fra kvisten og Forsskåls ledsagende tekst beskrive arten under navnet Amyris opobalsamum.

I Yemen beskrev Forsskål mange andre nye plantearter, fx en ganske lav plante med tyk stamme af singrønfamilien (Apocynaceae), som han kaldte Nerium obesum (i dag Adenium obesum), en aracé med gult hylsterblad, som han navngav Arum flavum (i dag Arisaema flavum), figenarten Ficus palmata, ærteblomsterne Lathyrus spectabilis (i dag Clitoria ternatea) og Indigofera spicata, kodriveren Primula verticillata samt to orkidéer, Orchis aphylla (i dag Habenaria aphylla) og Orchis flava (i dag Eulophia streptopetala var. rueppelii).

I lighed med i Egypten gjorde Forsskål også i Yemen notater om lokalbefolkningens traditionelle anvendelse af planter som medicin m.m. Et enkelt eksempel er slangerodarten Aristolochia sempervirens (i dag A. bracteolata). Forsskål noterede, at de knuste blade blev anvendt som sårlægende middel samt mod slangebid. Den dag i dag anvendes arten i Yemen mod slangebid.

Tegningerne nedenfor blev fremstillet af Baurenfeind og er gengivet i Icones rerum naturalium.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der var planer fremme om at udgive Forsskåls dagbog i 1770’erne, men de blev ikke ført ud i livet. Faktisk troede man gennem næsten 200 år, at denne dagbog var forsvundet, indtil en kopi dukkede op på universitetsbiblioteket i Kiel. Den blev offentliggjort i 1950 under titlen Resa till lycklige Arabien. Petrus Forsskål’s dagbok 1761-1763.

Niebuhrs dagbog og øvrige optegnelser blev offentliggjort i tre bind i 1774, 1778 og 1837 under titlen Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern, udkommet på dansk i to bind 2003-05 (se litteraturlisten). Niebuhrs indsats var især på det kartografiske område. For første gang blev Malta præcist placeret på kortet over Middelhavet. Hans kort over Rødehavet var så detaljeret, at europæiske skibe ved at følge det kunne sejle uden problemer i det revfyldte farvand hele vejen op til Suez. I Persepolis var hans kopieringer af kileindskrifterne så nøjagtige, at de dannede grundlag for tydningen af skriften i 1802.

von Havens optegnelser opbevares i Det Kongelige Bibliotek og består af to bind. Det ene er en rejsedagbog, det andet rummer en oversigt over de erhvervede håndskrifter, aftegninger af indskrifter samt en arabisk-dansk og en arabisk-italiensk ordliste (sidstnævnte stammer fra von Havens ophold i Rom). Før ekspeditionen bestod bibliotekets samling af nærorientalske håndskrifter af ret tilfældige indkøb og gaver, men med von Havens kompetente indkøb stod man nu anderledes stærkt på dette område. Hans dagbog blev offentliggjort i 2005 under titlen Min Sundheds Forliis. Frederik Christian von Havens rejsejournal fra Den arabiske Rejse 1760-1763.

Baurenfeinds tegninger var præcise og virkelighedstro.

 

 

 

 

 

Niebuhr skriver: ”(…) han havde gennem sin megen omgang med almindelige mennesker under sin flittige botaniseren (…) bedst i hele selskabet lært det arabiske sprog og dets forskellige dialekter (…) Han var så at sige født til en arabisk rejse. Han blev ikke let misfornøjet, når det skortede på bekvemmeligheder. Han vænnede sig straks til at leve efter landets indbyggeres manér, og det er nødvendigt, hvis man vil rejse i Arabien med nytte og fornøjelse.”

Forsskål var aldeles kold over for strabadser og farer, og han blev flere gange udsat for røveri under sine indsamlingsture i Egypten. Han bistod Niebuhr i dennes opmålinger af pyramiderne ved Giza, men her voldte hans stædighed en del problemer. En ung beduin tilbød at være deres guide, hvilket Forsskål afslog. Det blev den unge mand så harm over, at han slog Forsskåls turban af hovedet på ham.

Denne gjorde ingen modstand, men sagde roligt til beduinens to ledsagere: ”I beduiner, man tror i jeres lande at frankerne [europæerne] til enhver tid er sikre under jeres beskyttelse. Jeg har begivet mig ind blandt jeres landsmænd. Hvis I altså tillader, at jeres bekendt plyndrer mig, så vil jeg fortælle til mine landsmænd, at man hos jer ikke møder hverken trofasthed eller tro.”

Denne svada bevirkede, at ledsagerne ikke tillod beduinen at plyndre Forsskål. I stedet vendte han sig mod Niebuhr og greb ud efter det dyrebare astrolabium. Den ellers så rolige tysker mistede besindelsen og greb fat i beduinens klædedragt, hvorved han tumlede ned fra sin hest. Det blev han så rasende over, at han greb sin pistol og satte den for Niebuhrs bryst. Denne skrev senere: ”Jeg skal ikke nægte, at jeg i første omgang troede at være døden nær. Men pistolen var formentlig ikke ladt.” Beduinen blev beroliget af sine fæller, og han stillede sig tilfreds med at modtage en halv speciedaler fra Niebuhr.

Ligesom Forsskål viste stor alsidighed i sin viden og sine interesser, lige så sammensat var hans natur. Han var oftest venlig og omgængelig over for lokalbefolkningen samt over for personer, som han respekterede, fx Niebuhr, der besad de samme dyder som han selv.

På den anden side kunne han være særdeles arrogant og nedladende over for personer, som udviste svaghed, fx den dovne Kramer og den magelige og frygtsomme von Haven, der kun talte nødtørftigt arabisk og tilmed ikke brød sig om araberne og deres levevis. Denne passus fra Forsskåls brev til Linné efter von Havens død i Mokka viser hans uforsonlighed efter uoverensstemmelserne med den afdøde samt tillige en god portion kynisme: “En af vort selskab, professor von Haven, døde her d. 25. maj, hvilket bevirkede, at vi andre havde en meget lettere rejse. Hans sindelag var ret besværligt.”

Forsskål havde selv bedt Linné om at få en plante opkaldt efter sig. Linné valgte den plante af nældefamilien, som Forsskål havde kaldt Caidbeja efter byen Caid Bey, hvor han først havde fundet den. Linné gav den navnet Forsskaolea tenacissima, og i beskrivelsen optrådte tillige adjektiverne hispida, adhærens og uncinata. De fire ord betyder noget i retning af hårdnakket, stiv, stædig og kroget. Da Niebuhr erfarede det, blev han rasende, idet han betragtede beskrivelsen som en hån mod den afdøde. Det har dog næppe været Linnés mening, da han regnede Forsskål som en af sine bedst begavede elever, men han har sikkert fundet denne karakteristik af den temperamentsfulde og noget kantede Forsskål meget træffende. I realiteten kan tenacissima også oversættes med målbevidst eller ihærdig.

Selv gav Niebuhr denne karakteristik af sin ven: “Forsskål var den mest lærde mand i hele selskabet, og var han kommet levende hjem, ville han have været den mest lærde mand i hele Europa. Han var arbejdsom, han foragtede alle farer, besværligheder og forsagelser. Hans fejl var hans diskussionslyst, hans egenrådighed og hans hidsighed.”