Jens Christen Pedersens erindringer – fra hjorddreng til kommis

En del af hans erindringer er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Østjysk Hjemstavn, 68. årg., 2003, s. 78-87.

Min farfar Christen Pedersen (som også blev kaldt Christen Pallesen) blev født i 1859 i Arensborg, Udbyneder Sogn, Gerlev Herred, Randers Amt, som søn af pottemager Peder Christian Christensen og hustru Larsine. Efter at han blev gift med Farmor, slog de sig ned i Lillevorde Østerkjær. Her blev min far Peder Christian Pedersen født i 1890 som det ældste af seks børn.

Farfar blev senere daglejer på herregården Øster Aslund, og han og Farmor købte et lille hus, kaldt ’Blækhuset’, på Øster Hassing Hede i nærheden af mine oldeforældre. De var meget fattige, og Farmor hjalp til på herregården med forefaldende arbejde, vaskede for karlene og stoppede deres strømper.

Farfar var en drukkenbolt, som havde hang til brændevinsflasken. Han havde en masse venner, som han tit besøgte. Når han havde fået en halv gris under den årlige slagtning på herregården, var han ofte den glade giver hos nogle af vennerne og havde kun usle rester af grisen med hjem. Farmor blev rasende. Med seks børn var der rigeligt brug for den mad, man kunne få fat i. Farfar døde i 1922.

Markussen var en hidsigprop, specielt når det var høsttid. Engang havde han slået sig, så blodet flød i strømme. Men der kunne ikke være tale om at søge læge for sådan noget pjat. Skulle der høstes, så skulle der høstes!

Trods sin hidsighed var Markussen god mod Mormor og børnene. Han sørgede for, at tre af søskendeflokken fik en uddannelse. Han giftede sig også med Mormor, men de fik dog ingen børn sammen. Mormor døde i 1926.

Farmor havde fat i krebsen på Far. Nu måtte han stå ved sit ansvar, og han og Mor blev gift i 1915. 1914-17 var Far genindkaldt til hæren på grund af 1. Verdenskrigs udbrud, og han blev trænkonstabel i Esbjerg. Kanonerne blev trukket af heste, og det var Fars opgave at styre dem. Han kom aldrig aktivt i krig på grund af Danmarks neutralitet.

Far var ikke nogen god far. Han var meget streng og hård mod os, specielt Else. Vi unger morede os med at køre med bøndernes hestevogne om sommeren og deres slæder om vinteren, når de skulle til møllen for at få kornet malet. Engang fik Else og jeg lov til at stige op, men jeg var så dum at stå op på hjulegerne, og da jeg faldt af, vred jeg foden rundt. Far bankede Else, da han hørte om det. Da hun havde fødselsdag, havde han ikke nogen gave til hende, men sagde, at hun kunne tage en ekstra tyk skive rugbrød. Når jeg kravlede rundt på gulvet og sled hul i bukserne, tog han en af mine træheste og smed den i kakkelovnen.

I 1925, da jeg var fem år gammel, blev begge mine forældre syge. Far havde kræft i leveren og lå lang tid i sengen. Da han var så svag, at han ikke kunne få fat i os, hævnede vi os på ham ved at kilde ham under fødderne. Mor lå syg med lungebetændelse og døde 10. februar efter at have født en dreng for tidligt. Den lille dreng døde en måned senere, og 3. april døde Far.

Vi børn havde hver vores arbejde at udføre. Mit bestod i at holde rent i hønsehuset, tage æg ind og feje på cementbroen foran huset. Alle skulle vi hjælpe til med dyrkning og lugning i haven, og vi bar vand ind, når Bedste holdt storvask.

Gandrup Skole var en god skole med syv klasser. Der var en klasse for hver årgang, hvilket var sjældent dengang, og der var to lærere og en lærerinde. Hver måned blev vi rokeret rundt efter vores karakterer i dansk og regning. Jeg var stolt over at sidde oppe foran. Efter skoletid var jeg bydreng for manufakturhandleren. Om vinteren gik jeg på husflidsskole en gang om ugen og fremstillede blomstersøjler, en vaskebænk og en butikskurv.

Andenlæreren var ikke ret stor, og i klassen var der et par store klepperter. De havde aftalt, at en af dem skulle provokere læreren, så han skulle have klø. Skulle man dét, fik man besked på at stille sig op med hovedet mellem lærerens ben. Det var så planen, at den store kleppert skulle rejse sig op med læreren på nakken, og den anden skulle hjælpe til med at skubbe ham ned i den store brændekasse og lægge låget på. Inden de nåede at få læreren ned i kassen, kom førstelæreren ind, og der blev dødsstille i klassen. De fik mange bank med spanskrøret.

Jeg kørte tit rundt med kommisen, når der skulle bringes varer ud. Vi kom somme tider ud til en arrig gammel kone, som blev kaldt Brix-Sine. Hvis vi var lidt sent på den, var hun altid gået i seng. Så stod hun op og kom ud, mens hun trak op i natkjolen og kløede sig på maven. Hun vejede nok sine 100 kilo og havde ingen underbukser på, så det var lidt af et syn.

Brix-Sine havde en hvid hund, som ofte gik med hende ind til brugsen. Elværksbestyreren, som også var derinde, sagde til hende: “Hwa’ er’ed for en grim huj, do hår, dej sku’ heller’ ha’ wæ’t so’t.”

Men Sine var ikke tabt bag af en vogn: “Næ, tøws do det. A vil godt trow, det æ di’ øjlingsfarv’, for a hår ålder sit dæ’ me’ ajr kulører i hvodt.”

Engang kom en flok udklædte fastelavnsnarre ned mod brugsen. Uddeleren så dem nærme sig, og så samtidig, at Brix-Sine nærmede sig fra modsatte side og nok ville komme først.

“Dær kommer en par fastelavnsnarr’,” sagde han til elværksbestyreren. “Prøw å løvt’ op i djer klæ’er, nær de kommer eij, for å sitj hvem de æ.” Ind kom Sine, og elværksbestyreren løftede op i hendes kjole. Hun spruttede af arrigskab.

En dag, jeg var nede i brugsen, smilede kommissen over noget i Bedstes brugsbog. Da jeg kiggede i den, stod der på tre linier:

Vi søskende havde til fælles brug en gammel damecykel, hvor sadlen var i stykker, og flere gange rev jeg bukserne i stykker på den. Bedste skældte ud og sagde, at hvis det gentog sig, ville jeg blive straffet. Da det så skete igen, turde jeg ikke sige det, men satte mig ind i værkstedet og syede bukserne selv. Jeg kan stadig se Bedstes ansigt, da hun så resultatet, men heldigvis kom Onkel Otto på besøg og reddede mig.

Vores nabo havde to ’russerheste’, Klavs og Musse. Jeg hentede dem tit ude på marken og trak dem hjem til gården. En dag satte jeg mig op på ryggen af Klavs, men i samme øjeblik kom en flyvemaskine lavt henover. Hestene blev bange og løb løbsk, og jeg skvattede af og slog mig slemt.

En af mine kammerater havde en rød vallak, som havde næsten alle de skavanker, en hest kan have. Han var krybbebider, havde kuller, ville både bide og sparke, og han ville også løbe løbsk. En dag havde vi spændt ham for en almindelig slæde, men turen blev kort, for han løb løbsk, og vi faldt af slæden. Han løb hjem til gården, hvor vi havde det største besvær med at fange ham og sætte ham på stald.

Til fastelavn var der ringridning, hvor rytterne bagefter red rundt til gårdene, hvor man fik mad og drikke. Et år skulle jeg spille klovn. Jeg havde lånt en islænder, som havde den evne at kunne gå ind i stuerne på gårdene, men desværre hændte det, at den afleverede en gave i form af hestepærer på gulvet. Det var ikke populært.

På Gandrup Teglværk overnattede en del landevejsriddere, for der var jo altid varme på loftet over ovnen. Rygning var strengt forbudt på loftet, så tændstikker skulle afleveres til varmemesteren, men sprut måtte godt medbringes. En af ridderne hed Svensson. For to øre fik vi knægte ham til at danse charleston for os. En dag fandt vi ham liggende døddrukken i græsset. Vi fik ham stablet på højkant, talte til tre og slap så. Han styrtede hovedkuls i græsset igen.

Mit faste feriested, fra jeg var 7 til jeg var 13, var på gården Hammereng ved Vodskov, hvor Bedstes bror Lauritz og hans kone Anna boede. Det var et eldorado, et stenkast fra Limfjorden, hvor vi badede og sejlede. Om aftenen roede vi ud for at få kølvandet fra københavnerbåden Aalborghus. Jeg hjalp af og til med i marken, og da sønnen på gården havde vundet en kvie i lotteri på dyrskue i Aalborg, trak jeg den hjem til Hammereng langs jernbanen. En dag var hestene Klavs og Jakob sluppet løs og rendte rundt oppe på banelinien, hvor de blev kørt ihjel af toget.

Sammen med sønnen Lars cyklede jeg nogle gange til Hou Kirke nord for Hals, hvor Bedstes bror Jens var ringer, graver og pedaltræder på orgelet. Når han trådte i pedalerne, peb det, så vi kom til at grine. Da kordegnen under sangen åbnede munden, så vi kunne se ham langt ned i halsen, grinede vi så meget, at vi måtte gå ud af kirken.

Vi var somme tider hos Moster Magda og hendes mand Anders på Vester Hassing Strand. En af Anders’ heste havde tandpine. Det gjorde stort indtryk på mig, da han tog en knibtang og trak tanden ud.

Jeg tjente sammen med en ung fyr fra Hals. En dag smed han møg i hovedet på mig, jeg gjorde gengæld, og til slut var vi så møget til, at vi måtte smide vores tøj i dammen. En af de andre drenge og jeg opdagede en dag, at Svend (der var ungkarl) gik ind i et gammelt karlekammer sammen med vores malkekone, der var gift. Inden næste stævnemøde borede vi et hul i døren og satte en prop i. Derefter kunne vi så se, hvad der foregik derinde. Uh, hvor blev han gal, da det blev opdaget. Malkekonen fik senere dødfødte tvillinger. Jeg var henne hos dem i et ærinde, og konen tog mig med ind i stuen, hvor de døde tvillinger var placeret i hver sin lænestol. Det syn ætsede sig ind i min hukommelse.

Svend var sadist. Jeg var en lille, tynd splejs, og når jeg græd, fordi arbejdet blev for hårdt, stod han og grinede ad mig. Han kunne ikke tåle, at vi drenge skulle have fri til markedet i Vester Hassing. Det var ellers eneste fridag hele sommeren udover tre søndag eftermiddage. Lige før vi skulle af sted, slap han en hest løs, og det var én, der næsten ikke var til at fange. Vi løb og løb, og til sidst fik jeg fat i tøjret. Hesten slæbte mig over stok og sten, men jeg holdt fast. Jeg tabte bukserne, men fik til slut tag i hende. Svend stod og grinede.

En dag fik jeg dog revanche. Et får var død efter at have læmmet. Svend ville slå det lille vædderlam ihjel, men jeg lovede at passe det. Det var et større arbejde at flaske Mons op, men til slut fulgte han mig, hvor jeg gik og stod og ville endda hoppe op i sengen til mig. Mons voksede til og blev en kraftig fyr, som morede sig med at stange mig bagi, når jeg kørte møg på møddingen. Efterhånden stangede han alt, bare jeg pegede på det. Da Svend en dag gik ud ad markvejen, pegede jeg på ham, Mons satte i et vældigt spring efter ham og stangede ham bagi. Svend blev fuldstændig tosset, og desværre betød min lille spøg, at Mons blev sendt på slagteriet. Det var jeg selvfølgelig ked af, men det var jo sådan set min egen skyld.

Svend havde en ko, som rev sig løs, hver gang jeg havde slået tøjrpælen i. Den tog blot tilløb og rev pælen op. Så drejede jeg en lang tøjrpæl i træ og hamrede den i jorden. Da koen tog tilløb og sprang af sted for at gentage nummeret, blev pælen stående, og hun trillede om på siden. Svend blev rasende.

Jeg var hos Svend to somre. Den ene gik jeg i Gåser Skole. Der var kun 7 elever om vinteren, men 30 om sommeren, flest hjorddrenge. Det var en sørgelig skole, hvor vi intet lærte. Læreren var halvdøv og kunne ikke finde ud af, hvornår vi snakkede i timen eller slog en fis. Når han så kunne lugte den, råbte han: “Hvem var dét?”

Intet svar. Så måtte hele flokken af drenge stille op til et rap af en kæp, mens pigerne slap. De var nemlig døtre af en stor proprietær.

Læreren havde et pæretræ, hvorfra frugterne altid forsvandt. En dag kom han ind og sagde: “Je’ talt’ 24 pærer i går. I da’ er der ingen.”

Han gloede på den første knægt.

“Var’et dig?”

“Næj.”

“Op te’ tavlen.” Han fik et rap med kæppen, så støvet stod omkring ham.

“Var’et dig?” spurgte han den næste.

“Næj.”

“Op te’ tavlen.” Nyt rap.

Så den næste osv.

Det var vores arbejde at hente korn til lærerens hest og høns.

“I ska’ køre or’nli’!” sagde han.

Da vi kom tilbage, var hesten hvid af skum, og læreren blev rasende.

I høsttiden havde vi så travlt, at Svend forbød mig at gå i skole. Det blev læreren sur over og kom kørende op til Svend i sin lille jumbe, som hans islænder var spændt for. Svend hilste: “Godaaaw, skuellærer, kom eijenfor!”

Og til mig: “Sæt hæsten u i nøst!” (stalden)

Så drak han læreren fuld og satte ham i jumben. Hesten blev spændt for og kunne selv finde hjem. Om mit fravær hørte jeg ikke mere.

Det der gjorde, at jeg kom til at forbande Svend langt væk, var hans opførsel, da Bedste døde i 1934. Jeg gik og græd, men Svend grinede bare ad mig. Det var lige før, jeg ikke kunne få fri til hendes begravelse. Først da jeg sagde, at jeg ville rømme pladsen, gav han mig fri, men kun om eftermiddagen. Da Svend ville have mig til at blive vinteren 1934-35, sagde jeg nej.

Det var mit arbejde at muge ud ved dyrene. Der var ko- og grisestald i samme rum med en gang imellem. En dag, da jeg var ved at muge ud ved grisene, var der en ko, som hostede og sked i samme nu. Det røg tværs over gangen og ramte mig i ansigtet. Kristian og Børge var ved at dø af grin.

Belly var en hund, som var kommet løbende til gården fra en cirkus i Aalborg. Hun blev hentet, men kom atter løbende til gården. Så sagde direktøren, at hun kunne blive. Hun var en schæfer, en utroligt klog og dejlig hund. Hun vidste nøjagtigt, hvilke indhegninger kvierne hørte hjemme i. Hasserisgårdene havde engene derude, men holdt ikke hegnene i stand. En dag fangede vi fem kvier, som var brækket ud og gik i Kristians korn, og vi satte dem på stald. Gårdejeren, en stor brovtende fyr, og hans forkarl kom for at hente kvierne. Kristian forlangte erstatning for det ødelagte korn, men det ville gårdejeren ikke give, og de to ville selv gå ind og hente kvierne.

“Pas på kviern’!” sagde Kristian til Belly. Så faldt betalingen omgående.

Hver søndag eftermiddag mødtes ungdommen et sted på vejen. En dag smed de andre mig ned i brændenælderne i grøften, jeg husker ikke hvorfor. Børge og jeg kørte hjem efter Belly, og så var de pludselig ikke så modige mere, men tog benene på nakken.

Vi havde besøg af en grisehandler med en vogn, hvori der var strøet halm til grisene. Grisehandleren stod og snakkede med Kristian og sagde flere gange: “Så ve’ a et, om Larsen hår interess?” – altimens han tyggede på et halmstrå. Langsomt nærmede hans læber sig dét grisemøg, der sad på strået, men desværre for Børge og mig opdagede han det i tide – måske fordi vi var ved at dø af grin.

Der kom tit en nabo, som snakkede så grusomt og aldrig ville gå igen. Men en dag, hvor solen stod lavt og skinnede i hans vinduesruder, sagde vi til ham: “Det ser u te’, at din gor bræijer!” Så kom han ellers af sted i en fart.

Rigtig brand var der på en af Hasserisgårdene, som lå meget tæt sammen. Det kunne jo udvikle sig, og brandvæsenet kom til. Der var intet vand at slukke med, så i stedet brugte brandmændene ajle. Der var en masse tilskuere fra Aalborg og omegn, som hele tiden gik i vejen for brandfolkene. Da de gentagne gange var blevet bedt om at flytte sig, og det ikke hjalp, fik de en omgang ajle med brandsprøjten.

I engene voksede dengang så mange engblommer, at der var helt gult af dem. Vi fandt på at plukke buketter og sælge dem til aalborgenserne oppe ved landevejen. Nu er der ingen engblommer mere, de er gødet og sprøjtet væk.

Efteråret 1934 var meget vådt, og når vi kørte roer, sank hestene ofte i til knæene. Det betød, at vognen kun kunne læsses halvt fuld. Derfor bestemte Kristian, at jorden skulle drænes. Faster Kristines mand fra Fyn, som også hed Kristian, skulle komme og organisere det. Han havde et apparat, som han kiggede i og lavede sigtelinier efter, så drænrørene ville få den rette hældning. Han kaldte det at sætte ’mider’ op. Det havde han ikke meget begreb om, idet vandet løb den forkerte vej. Når han stod i grøften langt borte og kiggede i sit apparat, råbte han på klingende fynsk: “Ka’ du se mit øje, Jens?”

Kristian lagde sig gerne på gulvet og sov. Børge og jeg tog så lidt peber og satte til hans næse. Han nyste og prustede og fór efter os. Fastelavnsmandag regnede vi med at få fri, men Kristian sagde: “På så’ e’ bett’ ejendom har mai ett’ rå’ te’ å hold’ fri!” Vi blev godt sure og ville hævne os. Vi aftalte, at jeg skulle spænde ben for ham, så han skvattede i drængrøften, men han opdagede det i tide og puffede mig i grøften i stedet.

Kristian var vældig god til at spise kirsebær. Engang jeg besøgte dem, sadhan oppe i et kirsebærtræ og stoppede bær ind i den ene mundvig, mens stenene væltede ud af den anden.

Børges bror Kresten, Børge og jeg kørte på cykel til Aalborg for at købe julegaver i de såkaldte 95-øres forretninger, hvor alting kostede 95 øre. På vej hjem kom vi susende ned ad ’Hundeklemmen’, en meget stejl bakke. Vi så ikke den flok mennesker, som fyldte hele vejen, i tide, og drønede ind i dem, så cykler, julegaver og vi fløj til alle sider. Både cykler og julegaver var delvis ødelagte, og vi og de påkørte folk fik en masse skrammer.

Jeg ankom med toget til Skanderborg og havde min cykel med. Da jeg stod og rodede for at spænde min bagage på cyklen, blev jeg pludselig omringet af en flok mænd, som stod og gloede på mig og så meget underlige ud. Jeg blev forskrækket, men fandt så ud af, at de var fra åndssvageanstalten Sølund og ikke gjorde noget. Dengang gik de frit omkring.

Venge lå smukt ved en sø omgivet af bakker. Landsbyen domineredes af det store gods Sophiendal, hvor baronen boede. Han ejede næsten al jorden deromkring. I brugsen blev jeg sat til at ekspedere fra den første dag, lærte regnskaber m.m.

Niels og hans kone Mette var gode mennesker, og jeg blev behandlet som et medlem af familien. Der var en meget stor have til brugsen, som vi alle skulle være med til at passe. Jeg var ikke så vild med havearbejde, men det hjalp lidt, da jeg lånte to islændere og en plov. Så var det hurtigt overstået i stedet for alt det graveri.

Brugsens bygninger var gamle, så vi måtte pakke varer ud på loftet, hvor pladsen var trang. Vi havde tøjrpæle o.a. hængende på store søm på bjælkerne. En dag pakkede jeg isenkram ud og havde sat en stabel tallerkner på gulvet, da jeg kom til at rage en tøjrpæl ned. Den ramte tallerknerne og gik durk igennem hele stablen. Niels blev sur og sagde, at når jeg var så klodset, skulle han nok selv pakke resten ud. Jeg gik så ned i butikken. Lidt efter lød der et vældigt brag oppe fra loftet. Niels havde pakket et helt Rosenborg kaffestel ud og sat det fra sig på gulvet. Han stillede så et gulvtæppe fra sig, og da dette væltede, ramte det lige ned i kaffestellet. Der blev ikke talt mere om klodsethed dén dag.

Vi havde mange rotter i baghuset, og en aften satte jeg en stor fælde for det største hul. Om morgenen blev vi vækket af en vældig larm, og fælden var næsten fyldt med rotter. De hvæsede ad mig og bed i trådvævet, da jeg bar fælden hen til en sæbebalje for at drukne dem.

Jeg var meget lille, da jeg kom til Venge. Det havde skoledrengene observeret, og en dag, hvor jeg var alene i butikken, kom nogle af dem ind og ville banke mig. Vi havde kørepiske stående i et hjørne af butikken. Jeg greb en af dem og jog hele banden ud. Siden blev vi de bedste venner. Der var liv og glade dage i Venge på grund af alle de unge mennesker, der arbejdede på Sophiendal og gårdene omkring. Vi badede i Ravnsø, spillede fodbold, gik til gymnastik, var til ungdomsmøder hos præsten, og – hvis vi havde en krone – til bal en gang om måneden i Hårby. Jeg blev gode venner med Rasmus, som var søn af gårdejer Jens Jensen på Vengelund.

Min løn var 10 kr. om måneden. For at supplere det lidt, gik jeg med postbudet ud for at rense brønde op. Det fik jeg 10 kr. for pr. stk. Jeg kravlede ned i brønden med et reb om livet. Jeg skovlede så skidtet op i en spand, som postbudet hejsede op. Mange af brøndene var meget dybe, og man skulle sikre sig, at der var ilt dernede. Var der frøer i brønden, kunne man slappe af. Ellers havde jeg et tændt stearinlys med. Gik det ud, var det om at komme op i en fart.

På Ansgård havde de en fodermesterkone, Dagmar, som var meget skeløjet. En aften stod nogle karle og skød til måls med en luftbøsse i et hjørne af butikken, da Dagmar kom ind. De spurgte hende, om hun ville have et skud.

“Næj,” sagde hun, “det behøver a it’ å få ve’ jer, det ka’ a go hjem te’ Marius å få.”

Ras Haugaard kom en sommerdag og skulle have trådvæv i metermål. Vi havde rullet det ud på stenbroen foran brugsen, da to damer kom for at handle. De trådte ind på trådvævet, og den enes strømper hang fast i trådene, så hun faldt omkuld. Da hun rejste sig op og skulle til at skælde ud, kiggede Ras op på hende og sagde: “Pas po!”

Boelsmand Rasmus Christensen havde egnens flotteste heste og vogn, som han var meget stolt af. En dag kom han og skulle have tjære i en gammel blikdunk. Da jeg satte den fyldte dunk op i vognen, gik bunden ud af dunken, og tjæren flød ud over den flotte jagtvogn. Rasmus blev aldeles rasende, men Niels sagde til ham, at det var hans egen skyld, fordi dunken havde været tæret af rust. Vi fik tjære på tøjet og i butikken, og til evig tid ville vognens bund være sort.

Skovfogeden på Sophiendal boede i et hus i byen. Folk ringede tit til ham i brugsen, og næsten hver middagspause blev spoleret, fordi folk ringede efter ham. Det blev jeg godt træt af. 1. april løb jeg hen til ham og sagde, at der var telefon. Da han kom, sagde jeg: “Aprilsnar!”. Nej, hvor blev han gal.

En røgterkone fra Sophiendal, fru Osvald, kom ind og spurgte, om jeg ville ringe til lægen og sige, at Osvald ikke havde haft det for sig selv i 14 dage. En anden røgters børn havde ingen bukser på. De stod somme tider og sked på butiksgulvet, og det var mit job at tørre op efter dem.

Et andet nytår gik jeg ind i et hus for at skyde en tudse af. I det samme smed en kammerat et stort kanonslag ind i gangen og lukkede døren. Jeg kunne intet høre i tre dage derefter og fik permanent hørenedsættelse.

Sønnen til originalen kom en dag ned i brugsen.

“Hår I fiskekroog’?”

“Ja.”

“H’a’ koster de?”

“To for 1 øre.”

Jeg så, at han havde en 2-øre og spurgte: “Vil do ha’ for 2 øre?”

“Næj, a ka’ godt læn mæ me’ for en ø’e.”

Samme søn tjente hos en firsårig landmand, men han kunne ikke finde ud af at køre en trillebør, så han sagde: “Ernst, no hår a sat mjælket po boren!”

Så måtte den gamle selv køre den.

Engang var vi en gruppe unge mennesker forsamlet oppe på vejen. En af dem var lidt tung i det. Vi bildte ham ind, at der lå en krone gemt i grøften, og den måtte han få, hvis han kunne grave den op med næsen. Han lagde sig ned og pløjede grøften op med næsen. Det var ikke pænt af os.

Mange af folkene, der arbejdede på Sophiendal, havde en masse børn, og de var ikke lige kvikke allesammen. Nogle af dem kunne dårligt tale rent. En af dem skulle købe ’nuus’ (snus) til sin far. Jeg fandt ud af, at hvis jeg sagde: “Hva’beha’r”, råbte hun: “Nuus!”, højere og højere.

En gang om måneden var vi til ungdomsmøde hos præsten. Præstefruen var en meget flink og livlig dame, som af og til holdt lidt komsammen, når præsten ikke var hjemme. Blandt os var en lidt ældre ungkarl, som var lun på præstefruen. Vi fortalte ham, at vi skulle ned til præstefruen en aften. Vi lå på lur i buskene, da han kom og ringede på, og var ved at dø af grin, da det var præsten, der lukkede op.

Hans gamle ’fåår’ og ’muur’ havde et gadespejl, hvor ’fåår’ tilbragte det meste af sin tid. Der var aldrig rent hos dem, og det gik der en historie om. Da deres børn var små, havde en af ungerne skidt på bordet lige ved siden af panden med brasede kartofler. I det samme råbte ’fåår’: “No kommer baronen!” – ’Muur’ greb resolut panden og smækkede den ned over lorten.

’Fåår’ og ’muur’ passede postbudets brevsamlingssted, tog imod breve o.lign. Når baronen kom ind, bukkede og skrabede Rasmus og sagde: “Go’da’, hr. Baron! Go’da’, hr. Baron!”

Baronen blev irriteret: “Rejs Dem op, Sørensen!”

Rasmus betroede mig, at det var nemt at åbne breve. Man skulle bare køre en blyant lige så forsigtigt langs lukningen, så kunne ingen se, at det havde været åbnet.

Et barnebarn, Leo, og hans lille fætter ’Kny Aage’ kom en dag ind i brugsen for at købe en fødselsdagsgave til ’Kny Aage’s mor. De vidste ikke rigtig, hvad det skulle være.

“Bruger hun pudder?” spurgte jeg.

“Næj,” sagde Leo.

“Bruger hun creme?”

“Næj,” lød svaret igen.

Så brød ’Kny Aage’ ind og sagde: “Men hon barbir’ sæ under armen’!”

“Hold kjæft, knæjt!” sagde Leo.

Rasmus og hans svoger kom hver aften og købte deres Ceres lagerøl, som de drak i udhuset, også kaldet stalden. Rasmus stod med ryggen op ad en stige, og svogeren sad på en margarinekasse. Rasmus sagde hver gang: “No sætter vi niæsen i væjret!”

Når det var for koldt til øl, købte de en halv flaske Kloster Tonic vin til 90 øre. De drak halvdelen og gemte resten til dagen efter. Vinen blev drukket af kræmmerhuse, som vi drejede af pergamentpapir.

Rasmus blev noget rastløs og senil på sine gamle dage. Han kunne ryge 50 Phønix cerutter om dagen, men hans søn havde nedlagt forbud mod at sælge dem til ham, da han ellers ville ryge hele sin aldersrente op. Når han ingen cerutter havde, stod han i brugsen og brummede og fes og beklagede sig: “A stoer hier å gååber!”

Af og til gav vi ham en stopper i hans pibe. Det hændte, at vi stoppede den med savsmuld. En dag blandede Niels og Mettes søn Svend Aage et par knaldhætter i tobakken. Rasmus sagde: “No sætter vi niæsen i væjret!” og tændte piben. I det samme sprang knaldhætterne, så tobak og pibe røg hen ad gulvet. Det varede et par dage, inden han igen skulle have piben stoppet.

Somme tider viste jeg ham mine armmuskler og pegede på dem. “Åh, Herregud, mås!” sagde han.

Der var en meget fattig familie på en ejendom med sandet jord ude ved Pittesøen. De havde aldrig penge til mad, og et år var kartoffelhøsten slået fejl. De slog hul på isen på søen og fangede en masse ål. Manden kom så ind i brugsen og ville bytte lige over: et pund kartofler for et pund ål. Men vi gav ham nu noget mere.

Over for brugsen boede gamle Stine Mortensen sammen med sin datter og datterens lille søn. Stine havde haft en gård i Høver, hvor de havde spinket og sparet og samlet en formue, som svigersønnen desværre havde formøblet. Datteren blev skilt og flyttede til Venge, og nu havde de kun moderens aldersrente at leve af. En dag stod en landmand og en repræsentant og snakkede i brugsen, da de så den lille dreng Even lege i haven overfor.

“Den dreng hå kostet 40.000!” sagde landmanden.

“Je’ ville sgu’ ha’ gjort’et for det hal’!” sagde repræsentanten.

“Hå do sit hinner?” svarede landmanden.

Da Stine var død og skulle begraves, skulle hele byen med, så det blev aftalt, at Even kunne være hos mig i brugsen imens. Det gik godt, indtil jeg skældte ham ud, fordi han havde åbnet for sprittønden. Så stak han af ned på kirkegården, hvor pigen i brugsen måtte hente ham.

Når der var klapjagt på Sophiendal, fik jeg gerne fri for at kunne være med. Det gav en lille skilling. Baronen var en ivrig sportsmand. En vinter fik han lavet en kælkebane, som gik fra bakken bag Venge ned over en skovvej og ud på Venge Sø. Med et spand heste kørtes vand på om aftenen. Så var den frosset spejlblank om morgenen. Så godt som hele byen var ude og bruge banen. Vi susede ned og blev trukket op igen af heste. Det gik godt, indtil én kørte af banen og brækkede benet; så blev der sat en stopper for det. Det var vi kede af.

Baronen havde en nevø fra Lolland. Han tog ham med op i brugsen, fordi han ville høre, om vendelboen og lollikken kunne forstå hinanden. Det kunne vi godt, og baronen gloede arrigt på mig: “Han er Fanden pine mig ødelagt!”

Det hændte, at Hans og hans kammesjukker sad og drak og spillede kort, når Vera skulle føde. Efter fødslen kom jordemoderen ind til Hans og ønskede tillykke, men han fortsatte bare med at spille kort. Jordemoderen anbefalede Vera at blive steriliseret, men det gik hun ikke med til. Det ville ødelægge forholdet til manden, sagde hun. Hans Madsen var praktisk anlagt. Når de havde barnedåb, var det ikke kun én, der blev døbt, nej, det var en fem-seks stykker.

Når Hans’ mor fra Århus kom på besøg og steg af rutebilen, stod hele sværmen af børnebørn parat til at kysse hende velkommen. Uha, hvor var hun uappetitlig!

Hans var slem til at drikke. Han sendte hver dag en af ungerne over i brugsen for at hente 10 Top, og om lørdagen skulle han foruden dem have 10 af ’de gode’ (guldøl) til om søndagen. Han var ellers en meget dygtig mand, som kunne slagte gris, lave kranse, sy tæpper og spille på harmonika, men allerhelst ville han drikke øl og spille kort.

Hans var med i noget dræningsarbejde i Søballe. En torsdag skulle formanden have fri et par dage. Folkene fik hver dag 3 øl af firmaet, og det blev pålagt Hans at dele dem ud. Da formanden var taget af sted, drak de alle øllerne på én gang. Hans og ’Swot-Jens’ blev af godsejeren på Sophiendal sat til at købe ind til en jagtmiddag, som skulle foregå i en jagthytte ved Ravnsø. Men ak, Hans og Jens havde smagt så meget på varerne, at der næsten intet blev tilbage til gæsterne.

En rigtig varm sommerdag så vi Robert, et af Hans og Veras børn, promenere med regnfrakke, gummistøvler og sydvest. Jeg spurgte ham, hvorfor han gik med alt det tøj i den varme. “Jow,” sagde han, “mi’ fåår har vunden i en konkurrence!” Konkurrencen gjaldt, hvem der i Danmark havde flest børn under 16 år. Dén konkurrence vandt Madsens flere gange og blev ekviperet fra inderst til yderst.

“H’a’ æ så di’ fåår?”

“Hai er dø’!”

“H’a war han?”

“Hai war ve’ jernbanen.”

“It’ andet!” sagde hun.

Folkene på Ansgaard fik ikke ret god mad. Når de kom ned i brugsen efter wienerbrød, var vi klar over, at den var gal med maden. En dag havde de fået svedet flæsk, og en af karlene smed det resolut i bordskuffen. Ane blev gal og kaldte ham en skærslipper.

En middag kom alle karlene ned efter wienerbrød. Vi fandt snart ud af årsagen: Ane ringede altid sine ordrer ned til brugsen, og hun talte meget hurtigt og utydeligt. Dén dag havde hun bestilt en del varer og fortalte så, at hun havde været ved at gøre hovedrent, og at hun havde en masse møl.

“Så ska’ a ha’ no’n tabletter,” sagde hun. Jeg spurgte, om det skulle være Antimøl.

“Det ska’ wær’ dem, a plejer å få!” knevrede hun.

Bagefter fandt vi ud af, at det var vanilletabletter, hun skulle have haft. Møltabletterne brugte hun i sødsuppen, og derfor stod karlene nu og skulle have wienerbrød.

Engang bestilte Ane mel.

“Så ska’ a ha’ 3 pund amerikansk mel, 2 pund dansk og 1 pund te’ en kååg’!”

Hun fandt aldrig ud af, at hun fik samme slags mel, bare i tre afvejninger.

Ane leverede altid nogle møgbeskidte æg og blev alligevel godt sur, når pakkeriet lavede fradrag i betalingen. Hun kunne også finde på at levere æg, der havde været ruget på.

Hendes søn Jens Jørgen brugte nummer 50 i træsko. En dag stod han i brugsen og fortalte, at han havde været rød post i København. En gammel mand sagde: “Det ka’ it’ pass’, for do ku’ da it’ vænd’ ååp’ po trappern’!”

Da Anes mand Rasmus levede, var de engang til kaffegilde hos lærer Valbjørn. Rasmus sad og fes, og da det gentog sig, ville Ane hjem. Læreren fulgte dem ud på trappen og kunne høre, at Ane sagde: “Do æ et wærre swin, h’a’ tror do it’, lærer Walbjørn tænt’?”

“Åh, Fanden me’ det degntøw!” sagde Rasmus.

I brugsen var vi tre ansatte med hver sin kasse, som helst skulle stemme om aftenen. Vi havde den ordning, at når vi havde lukket butikken, gik vi op for at spise, for så bagefter at feje og gøre kassen op. I flere dage havde jeg haft svind i min kasse, og det ærgrede mig meget. Så kom jeg i tanker om, at bydrengen jo gik i butikken, når vi var oppe at spise. Jeg stillede mig på lur, og ganske rigtigt: Jeg tog ham på fersk gerning. Han var ellers en meget flink og dygtig dreng, så uddeler Olesen gav ham en ny chance, mod at han lovede aldrig at gøre det mere. Han holdt ord og kom senere i lære i brugsen.

Om morgenen stak Olesen nøglerne til pengeskabet ud under sovekammerdøren, og jeg låste op. En morgen var pengekassen borte, og det mærkelige var, at der ikke var tegn på indbrud. Det blev meldt til politiet, som afhørte os flere gange. Vi skulle gøre rede for, hvor vi havde været aftenen før, og hvem vi havde været sammen med. Der gik nogen tid, så fandt vejmanden pengekassen under indkørslen til Stilling Østergaard, selvfølgelig tømt for værdier. Et par år efter blev tyven fundet; det var den såkaldte ’Bette Tyv’, som var ekspert i pengeskabe. Han var kommet ind gennem hundehullet i muren og havde haft fri adgang til hele huset.

Fru Olesen serverede normalt god mad, men hun havde den skik at servere pandekager hver mandag. Det var vi lidt trætte af. Vi tre kammesjukker aftalte så, at næste gang skulle vi kun spise én hver og derefter gå. Næste mandag spiste vi så dem allesammen og bad om flere.

“Jæ’ troede ik’, I ku’ li’ dem?” sagde hun.

“Det ka’ vi heller it’!”

Efter den tid var det slut med pandekager.

En dag, mens jeg kørte i Forden, morede nogle knægte sig med at se, hvor mange gange de kunne nå at løbe over vejen foran bilen. De havde prøvet det før, og jeg havde advaret dem flere gange. Jeg sprang nu ud af bilen og gav en af dem et par flade. Om aftenen kom drengens far ned i butikken og var meget vred, men da jeg forklarede ham om drengenes farlige leg, kunne han godt se, at lussingerne havde været berettiget.

En sommerdag skulle jeg køre ud til en ejendom på Gram Mark. Man kunne ikke vende inde på gårdspladsen, derfor vendte jeg ude på vejen og skulle bakke ind. Konen og manden gik i roerne ude ved vejen, og barnevognen stod i vejkanten. Konen tog barnevognen og sagde, at jeg skulle komme lidt senere, så ville hun have æggene klar. Jeg satte mig ind i bilen og begyndte at bakke, da der lød et brag. Tænk, konen havde stillet barnevognen bag bilen! Barnet faldt ud, men tog heldigvis ingen skade. Manden kunne godt se, at jeg var uden skyld, men kom alligevel dagen efter og ville have erstatning for barnevognen. Olesen ville ikke have vrøvl og betalte manden, selv om han egentlig ikke kunne tilkomme noget.

På vareturen var der en del missionsfolk, og de var ikke lige søde allesammen. Fruen på Gram Vestergaard havde nogle missionsblade, som jeg plejede at dele ud for hende på vareturen. En dag gik hun ned til Olesen og meddelte: “Din kommis drikker kaffe ååp’ ve’ Aage Helge!”

Olesen sagde, at han da var ligeglad med, hvor jeg drak kaffe. Men hvor blev jeg gal. På næste varetur til Gram Vestergaard ville hun som sædvanlig give mig bladene til uddeling.

“Dem ka’ do sel’ del’ uj fra nu af,” sagde jeg. Siden den tid var der kold luft mellem os.

Det var ikke alle steder, man havde lige stor lyst til at drikke kaffe. I nogle hjem var der godt beskidt, og andre steder hang der bleer til tørre op ad en varm kakkelovn. Luften kunne godt blive kvalm.

Olesen var en flink mand, som lånte os Forden, når vi skulle udenbys for at spille fodbold. Vi kørte så 12 mand af sted i den. Af og til lånte jeg også bilen til andre formål, men det måtte fru Olesen ikke få at vide.

Lige over for brugsen lå mejeriet, hvor fire mejerister var ansat. Vi var tre mand i brugsen, så vi mødtes en gang imellem til et spil ’mousel’. En aften tabte jeg en månedsløn, men det var ikke så slemt, for den vandt man måske tilbage dagen efter.

Da krigen kom, og benzinen slap op, lejede brugsen en vogn med hest og kusk hos en landmand. Det var en kold akt om vinteren. En sommerdag, hvor jeg kørte alene og var inde hos en kunde, blev hesten bange for en flok fugle, der lettede fra en busk. Han løb hårdt tilbage og væltede vognen, så alle de æg, jeg havde samlet ind en halv dag, blev smadret. Det hjalp lidt, at æggene denne uge kun kostede 50 øre pr. kg. Olesen blev ikke engang gal, men sagde: “Kør det skidt hen til bageren.”

Vinteren 1940-41 var meget barsk. Byens vandværk frøs. Der var så intet vand i hanerne, og man kunne ikke bruge toiletterne. En vandvogn kørte rundt i byen. Det var meget besværligt.

Engang, da uddeleren var på ferie, blev vi enige om at holde skæg med Marie. Vi blandede lidt rød frugtfarve med vand, puttede salt og peber i og hældte det i et vinglas ude i bagbutikken. Marie blev budt med derud, og vi sagde skål. Hun smagte på det og spyttede det hurtigt ud igen: “Føj for Fanden, det er sgu’ gift! Det ska’ I få betal’!”

Siden den dag spurgte Marie aldrig, om hun kunne få noget.

Der var en blind børstenbinder, som blev kaldt ’Blind-Ras’. Han havde en utrolig stedsans og kunne genkende stemmer. I 1945 kom jeg tilbage til Stilling Brugs som vikar, og Ras kom ind i butikken.

“Go’daw, Ras!” sagde jeg.

“Go’daw, Jens!” svarede han, selv om han ikke vidste, at jeg skulle vende tilbage. Trods det, at der var gået fire år, genkendte han min stemme.

Per i ’Hwollet’ kom med en flaske, som han skulle have olie i. Lærlingen troede, at han mente mopolie, så han fyldte flasken med dét. Per havde en so med lidt skab, som skulle smøres i olie. Han smurte mopolien på med det resultat, at skindet sprak. Per kom og fortalte, hvad der var sket. Han fik så den rette olie og en undskyldning, samt en stor cigar.

På Vitved Bakke boede en eneboer ved navn Jens Bonde. Han såede hvert år, men fik aldrig høstet. Jeg kørte på varetur til ham en gang om ugen, altid med den samme ordre: 1 rulle skrå, ½ kg margarine, 1 kg sukker og 2 liter petroleum. Han havde så 10 eller 15 beskidte æg, han ville sælge til os. Inden man gik ind i huset, skulle man tage en dyb indånding og helst holde vejret, til man kom ud igen. Jens Bonde arbejdede i marken om natten og sov om dagen. På bordet i stuen stod hans kop og tallerken. Koværktøj og andre ting var der også plads til, og hønsene gik rundt derinde og pikkede smuler op, mens de sked på gulvet. I hjørnet lå nogle gamle sække. Det var her, Jens sov.

Han havde fået den vane at stå op på Fordens trinbræt ned ad bakken, så var han fri for at gå, når han skulle ud i marken for at flytte sine køer. Han stod og snakkede i lang tid og var ikke til at komme af med. Jeg beklagede mig til Olesen, men han mente, at det var nemt at ordne. Næste gang skulle jeg køre så stærkt, at han ikke turde hoppe af i svinget, og så skulle jeg tage ham med helt til brugsen. Nej, hvor blev han gal, men Olesen gav ham en frokost og en stor cigar, og bagefter kørte jeg ham hjem. Efter den tid ville han ikke op at køre.

Frøken Holm havde en ejendom mellem Stilling og Skanderborg. Hun var stor og grov og brugte nummer 43 i træsko – hun var, hvad man dengang kaldte en ’tvetulle’. Jeg var lidt bange for hende, for hun var meget galsindet. Engang så jeg, at hun sad på ryggen af et af sine får og slog løs på det med en kæp. Jeg tillod mig at kalde det dyrplageri. Det skulle jeg aldrig have sagt, for hun kom farende hen imod mig med kæppen, men stoppede så alligevel op.

Engang var alle pånær fire til HK-fest i Middelfart. De fire havde i mellemtiden skilt vores sengefjedre ad i tusind stumper. Da vi så det, vækkede vi forstanderen, som fik fat i de fire syndere. De blev sat til at samle alle fjedrene igen; det varede til klokken 6 om morgenen. Imens fik vi lov at sove i gæsteværel­serne.

Forstander Godsk var en meget streng herre, som ikke tålte spor sjov. En dag blev vi enige om, sammen med en lærer, at slå alle lamperne ned, da de alligevel skulle skiftes. Midt under dette kom forstanderen ind. Nej, hvor blev han gal; han truede læreren med afsked, men så galt gik det dog ikke.

En dag, da forstanderen ikke var hjemme, kom vi til at slås i vand på gangene. Vi boede på 2. sal, og en af kammeraterne løb efter en anden ned ad trapperne, mens han smed vand i hovedet på ham. Uheldigvis kom fru Godsk i det samme op ad trappen, og hun fik vandet i hovedet.

Hvis vi skulle noget om aftenen, skulle vi stille hos forstanderen for at få en nøgle, og samtidig ville han have besked om, hvor vi skulle hen. Når vi havde bal på skolen, skulle han godkende de piger, vi havde inviteret med. Piger fra sindssygehospitalet og sygehuset i Middelfart hørte blandt dem, der ikke kunne godkendes.

På grund af krigen var der bal på Snoghøj Badehotel hver søndag eftermiddag. Der tog vi over og dansede med pigerne fra Snoghøj Gymnastikhøjskole. Det kunne hverken Godsk eller forstanderinden på Snoghøj kontrollere.

Vi havde en meget afholdt lærer ved navn Rosendal. Han var med i frihedsbevægelsen og hadede tyskerne af et godt hjerte. En dag gik vi på fortovet i Middelfart. Rosendal sagde: “Vi går side om side, og når vi passerer dem, træder vi et skridt til højre.” Tyskerne røg ud over kantstenen, og så var det ellers med at komme væk.

Rosendal blev senere fanget og indsat i tyskernes hovedkvarter i Kolding, hvor han blev mishandlet og dømt til døden. Freden 5. maj 1945 reddede ham, men han havde taget så megen skade, at han døde som 50-årig.

Under mit ophold på Andelsskolen var jeg 8 dage i Venge Brugs som vikar, mens Niels og Mette var på ferie i Norge. Efter lukketid en lørdag kom et par kammerater, der hjalp os med at gøre rent. Samtidig drak vi et par øl, og det blev efterhånden til mange. Vi besluttede så at tage til bal på Høver Kro. Jeg stod i køkkenet og barberede mig, da en af fyrene kom og kildede mig. Jeg drejede så hårdt rundt, at jeg jog min ene albue gennem en glasdør. Vi tog alligevel til bal, men midt under festen opdagede jeg, at blodet løb ud ad jakkeærmet. Jeg måtte til lægen og fik et par klemmer sat i.

Som skik og brug var dengang, skulle vi have kost og logi i brugsen. Uddelerfruen Klaras mad var meget dårlig. Om morgenen fik vi kun lidt havregrød med en kop koldt hvidtøl til + et stykke franskbrød uden pålæg. Så fik vi intet før middag. Middagsmaden var af og til sveden. Da vi havde fået svedne ærter tre dage i træk, smed 2. kommissen resten i kakkelovnen. Klara kunne ikke forstå, hvor ærterne var blevet af.

For at få mad nok tog vi noget i butikken og lavede det på en primus. Det gik godt, indtil Klara så det. Hun sagde ikke noget, men da Carlsen kom hjem, spurgte han: “Får I ik’ det I ka’ æde ved Klara?” Vi svarede selvfølgelig nej. Så sagde han, at fra da af og til jul kunne vi skiftes til at gå hen på kroen og få middagsmad på hans regning. Klara var godt sur efter den tid.

Op mod jul solgte vi meget salt til folk, der slagtede gris. Jeg ekspederede en hel dag, inden det gik op for mig, at folk havde fået pulveriseret soda i stedet for salt. Vi ringede rundt til alle, vi kunne huske, men måtte dog erstatte en del. Efter den tid spurgte jeg altid, om de havde pulveriseret soda, når jeg kom et nyt sted.

Uddeleren havde en datter på 13 år. En dag, jeg kom op på loftet, sad hun og en veninde på hug med bukserne nede. De skulle se, hvem der kunne tisse længst. Da de så mig, fik de travlt med at få bukserne på.

Det var træls at være i Hornum. Vi arbejdede 12-13 timer i døgnet, idet vi også skulle ordne regnskaberne. Carlsen ville gerne have beholdt mig, men jeg betakkede mig. Jeg tog i stedet til Venge for at søge plads derfra, da man helst skulle være i arbejde for at få plads.

Anton og hans frue kom jeg godt ud af det med, og deres fire døtre var meget velopdragne. Anton var en flink, men ikke helt almindelig uddeler. Han opholdt sig mest på kontoret og brugte også megen tid på at kløve træ i gården. Når han var i butikken, gik han i træsko; mellem ekspeditionerne stod han foran kakkelovnen med hænderne i lommen, for han frøs altid. Hans valgsprog, når han snakkede med nogen, var: “Næj, si da!” – og så kløede han sig på næsen og muflede sine store ører, som med tiden var blevet papirtynde. Vi havde et gadespejl. Når han så, at smedens kone (som han ikke kunne med) var på vej mod brugsen, sagde han altid: “A går lige uj æbag!”

Da jeg mødte i Ejer 1. februar 1942, var det meget koldt, blæst og -28^o. Det kneb med at holde varmen i butikken, idet vi kun havde brunkul og gamle aviser og blade at fyre med i en kakkelovn, der stod i den ene ende af butikken. Om natten frøs min ånde til is på dynen, og da der ingen varme eller vand var på værelset, måtte jeg vaske mig i køkkenet. Der var så koldt i kælderen, at sodavandene frøs og flaskerne sprak.

En af de hårde vinterdage kom snekasterne ind og købte en halv flaske snaps. De havde indgået et væddemål, om en af dem kunne tømme flasken i to slurke. Jeg spurgte, om de havde tænkt sig om, det kunne jo være livsfarligt i sådan en kulde. Det hjalp ikke, og manden drak den i to slurke. Lidt efter kom en af de andre løbende ind i brugsen og bad mig ringe efter ambulancen. Han blev kørt på sygehuset, men overlevede.

Der var et værre rod overalt i butik og lager. Det tog mig 14 aftener at få orden i det, og overarbejdsbetaling var der ikke noget, der hed. Mus var der allevegne, de åd hul på sækkene, så mel og gryn væltede ud på gulvet. Da det blev for meget, anskaffede Anton en fritte (en tam albino-ilder). Den var vældig god til at fange mus, men ak og vé, den gnavede desværre også hul i et cykeldæk, og da de var en mangelvare under krigen, måtte fritten lade livet.

Naboerne til brugsen havde en søn på ca. 50 år, som var ugift og stadig boede hjemme. Han ernærede sig som kreaturhandler. Han drak og var tit fuld, og når han var dét, blev han ondskabsfuld. Det hændte, at han slog forældrene; så måtte vi ringe efter politiet. En dag, hvor han igen var fuld, kom han ind i butikken og ville slås, men jeg tog en kørepisk og slog ham over benene. Det var den eneste måde at få ham ud på.

Der var en familie, som fik varer på kommunens regning for et bestemt beløb pr. uge. Når dette beløb var brugt, kunne de kun købe mod kontant, da de var dårlige betalere. Op mod jul kom to af deres drenge og ville have varer uden penge. Jeg sendte dem hjem uden varer og med en seddel til deres forældre. Lidt efter kom de igen med en seddel, hvorpå der stod: “Der er et gammelt ord, der siger, at ingen må sulte juleaften. Hvis vi ikke får disse varer, vil vi ønske for jer alle i brugsen, at I må sulte juleaften og langt ind i det nye år.” Jeg spurgte Anton, om vi ikke skulle skrive tilbage: “Der er et andet gammelt ord, der siger, at har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå.” Det ville Anton dog ikke, så han gav dem ½ kg margarine og et rugbrød, så kunne de i hvert fald ikke sulte. Det var en familie, som på alle måder prøvede at snyde sig frem.

En særling i Ejer, som vi kaldte ’Borbjerg’, blev ikke klippet hele vinteren, så han så barsk ud i april-maj, når det var tid til at blive klippet. Han tilbragte megen tid på bænken i brugsen, hvor han snakkede med mig, mens jeg vejede af. Han fik al den gammelost, som var blevet ’levende’. Denne ost ville hans kone ikke have i huset, så han opbevarede den ude i kaninhuset, hvor han gik ud og skar en humpel af efter behov.

Der boede en meget fattig mand med 6 ukonfirmerede børn nær Ejer Bavnehøj. Han var daglejer på en gård, hvor han fik en ussel betaling. Når han var på arbejde, var børnene alene hjemme, idet deres mor var død. En dag kom han ind i brugsen og var meget ked af det. Han havde ingen mad og ingen penge at købe for. Jeg syntes, det var så synd for ham og børnene, så jeg gav ham de varer, han skulle bruge, og skrev dem på brugsens svindkonto. Bagefter fortalte jeg Anton, hvad jeg havde gjort, men han syntes, det var i orden.

En sommeraften kørte jeg en tur til Tebstrup, hvor der var håndboldkamp. En af spillerne var en smuk pige, som jeg straks forelskede mig i. Senere inviterede jeg hende i biografen i Horsens, og vi mødtes til fest i Tebstrup og Kattrup, hvor hun tjente på Møballegaard. Hun hed Elly og var datter af Petra og Johannes Halberg i Illerup. Hun rejste 1. november 1942 til Rye Nørskov, men hun glemte mig heldigvis ikke, og den 12. april 1943 blev vi forlovet. Det skete på bakken ved Karenslund ved Alken. Det var en af de lykkeligste dage i mit liv.

Efter den tid var det sjældent, at jeg havde løn tilgode, idet brugsen i Ejer havde meget køkkenudstyr til billige priser, som jeg købte.

Jeg syntes, at tiden var inde til at prøve noget andet, så jeg rejste fra Ejer 1. maj 1944 for at begynde som vikar i andre brugsforeninger. Jeg var bl.a. i Tåning Brugs. Det var et frygteligt sted at være, da bygningerne var meget gamle og butikken var lille. Alle varer, som ikke kunne være i butikken, skulle slæbes på loftet eller i kælderen, og rotter var der overalt. Maden var heller ikke særlig appetitlig, da de havde en stor hund, som rendte rundt i køkkenet, mens konen lavede mad.

Uddeleren kunne godt have humor. Han havde høns på den anden side af vejen og også en flot hane. En dag sagde han til mig, at opfejet fra lageret kunne jeg give hønsene. Det plejede han ellers selv at gøre, og jeg fandt snart ud af, hvorfor jeg skulle gøre det. Da jeg kom ind i hønsegården, kom hanen for fulde sejl og sprang på mig, så jeg måtte skynde mig ud og lukke døren. Uddeleren var ved at dø af grin.

Senere kom jeg til Alderslyst Brugs, hvor der var en værre ballade. Uddeleren havde sagt op, fordi han og formanden ikke kunne sammen. En dag kom de vældigt op at skændes inde på kontoret. Pludselig gik døren op, og ud kom formanden, fulgt af uddeleren, som tog fat i formanden og smed ham så hårdt ud på gaden, at han faldt på hovedet.

Når det var koldt, var siruppen længe om at løbe af tønden i kælderen. Lærlingen havde sat en kande under og var så gået op i butikken. En time efter flød hele kældergulvet med sirup. Vi arbejdede hele aftenen med at skovle op og gøre rent.

Vi holdt dobbeltbryllup 26. november 1944 i Dover Kirke. Det var en dejlig fest, men desværre var min familie fra Vendsyssel ikke med. Man måtte kun køre i sit eget amt, og tyskerne nægtede dem tilladelse til at køre herned. På grund af krig og mørkelægning kom der ikke så mange i Alken Forsamlingshus om aftenen. Det medførte, at der var en masse mad tilovers. Ellys bror Kaj og jeg måtte hver morgen i en uge spise lagkage med flødeskum, og blodpølsen blev vi godt trætte af, inden den var spist.

Det var meget svært at skaffe de forskellige ting, vi skulle bruge, både til brylluppet og til vort hjem. Det hjalp noget, at vi købte et helt læs hos uddeleren i Alderslyst. Der var bl.a. senge, dyner og platter – samt en sæk sukker på 50 kg, som var guld værd i 1944. Både Ellys brudekjole og min smoking købte vi brugt.

For at få et sted at bo købte vi Gartnerhallen på Banegårds­vej i Skanderborg. Det var en god forretning: Første dag solgte vi for 40 øre. Uha, hvor var der beskidt. Vi kørte flere børfulde jord ud af butikken. Vi måtte dække alt til om aftenen, ellers åd rotterne det. Vi fik dog fanget de fleste efterhånden. Varer var det næsten ikke til at få, da vi ikke havde licens til at købe på Gasa. Vi havde en del besvær med tyskerne, som ville købe hos os. Men da alt var rationeret, ville vi ikke sælge til tyskerne, men gemte varerne under disken.

Det var meningen, at jeg stadig skulle være vikar i brugserne, mens Elly skulle passe forretningen, men så blev hun syg med nyrebækkenbetændelse og måtte flytte hjem til Illerup. Jeg måtte så blive hjemme og passe forretningen. Da Elly blev rask igen, fik jeg arbejde på FDB’s frøafdeling i Århus. Det var meget besværligt at rejse frem og tilbage med toget. Der gik kun ganske få tog i hver retning, af og til slet ingen. Skinnerne blev ofte saboteret af modstandsfolkene. Sommetider kom jeg først på arbejde midt på eftermiddagen, men FDB trak aldrig i min løn af den grund.

En dag kom jeg ned på Århus Banegård, netop som toget satte i gang. Jeg sprang op på den bageste vogn, men det skulle jeg aldrig have gjort, idet de to bageste vogne var forbeholdt tyskerne. Jeg måtte stå på trinbrættet til Hasselager. Det var meget ubehageligt, for tyskerne, der stod på vagt på banelinien, ville skyde mig, hvis de fik øje på mig, i den tro, at jeg var sabotør. Togene blev drevet med brunkul, så da det ankom til Hasselager og jeg kom ind i en anden vogn, var jeg sort som en neger.

Vi var fattige som kirkerotter. Derfor lånte vi en hest og en vogn, hvormed vi samlede grankogler i Hemstokskoven. Dem solgte vi til bilejerne, der kørte med gasgenerator. Der kunne kun fyres med små træstykker, så grankoglerne egnede sig godt til det. Vi lejede også et stykke jord i Illerup, hvor vi troede, vi kunne avle en masse kartofler. Men ak, jorden var så udpint og fuld af ukrudt, at der kun blev arbejde ud af det.

Ellys bror Kaj, som var i mekanikerlære, samt en af hans arbejdskammerater, kom en dag og spurgte, om jeg ville køre en varevogn til Skvæt Mølle. Det var deres plan at ’låne’ en motorcykel, som tyskerne havde beslaglagt. Jeg sagde ja. Mens de skilte motorcyklen ad, kørte jeg frem og tilbage, og når den tyske vagt kom forbi, blinkede jeg med lyset. Da den var skilt ad, kørte jeg langsomt forbi, så de kunne læsse den på bilen. De sejlede den ud til Æbelø, hvor den blev gravet ned til efter krigen. Først bagefter gik det op for mig, at det havde været den visse død, hvis vi var blevet opdaget.

Da jeg vinteren 1945-46 igen skulle arbejde på FDB’s frøafdeling, solgte vi forretningen og lejede en lejlighed i Hårby. Den var meget billig, 10 kr. om måneden, men var også derefter: åben skorsten, intet vand inde, kun brøndvand, der skulle pumpes op, intet afløb fra vasken. Der var så utæt, at vi kunne se gennem væggen. Elly var grædefærdig, da hun så det, og det forstod jeg udmærket.

Det var hårde vintre, mens vi boede i Hårby. Det var umuligt at skaffe brændsel, så hver søndag gik med at gå i skoven og hente træstød, som jeg slæbte hjem og slog i stykker. Elly samlede grene, når hun kørte tur med barnevognen. En aften, vi var på besøg på Vengelund, kom vi til at tale om brændselsmanglen. Dagen efter, da jeg kom fra arbejde, lå der et helt læs bøgetræ, savet og kløvet, klar til brug. Jeg var straks klar over, at det stammede fra Jens Jensen på Vengelund, men da jeg ville betale for det, sagde han, at det nok var Vorherre, der havde leveret det. Sådan var Jens Jensen.

Jeg var en overgang vikar i Stensballe Brugs ved Horsens. Jeg skulle være der klokken 7, så det var med at komme tidligt af sted. Somme tider måtte jeg slæbe cyklen gennem sneen de 6 km til Skanderborg Station. Lige så besværligt var det at komme til Stensballe, da jeg også skulle cykle fra Horsens derud. Det blev noget lettere, da jeg købte en motorcykel. Den var et vrag, som vi fik for 1000 kr., og Kaj brugte lang tid på at sætte den i stand.

Når jeg kom til Stensballe, hændte det, at både uddeler og kommis ikke var hjemme. Jeg var dog klar over, hvor de var, de sov nemlig hos pigerne på Østergaard. Så måtte jeg ud efter dem.

Vi havde en lærling, der var fra et meget fattigt hjem. Han blev på motorcykel sendt ud til brugsforeningsformanden efter fakturaer. Denne formand var et dumt svin. Han havde en meget bidsk hund, og vi havde ringet og sagt, at han skulle holde hunden inde. Det gjorde han ikke, og da lærlingen kørte derfra, fløj hunden på ham og bed sig fast i hans kittel, så den revnede. Han var grædefærdig, men jeg sagde til ham, at formanden skulle komme til at betale for kitlen. Jeg skrev en kittel i hans bog, pakkede den pjaltede ind og gav den til ham. Han sagde, at han ikke ville betale den, men det kom han nu til alligevel.

Det var stadig vinter og is på vejene, da vi flyttede ind 1. april 1947. Det var et rødt murstenshus i to etager og med kælder, uden badeværelse og med WC i kælderen. Stuen vendte mod nord, ud til gaden, men sådan skulle det være dengang. For os var det som at bo i Himmerige, navnlig Elly var meget glad for byttet. Pengene var stadig en mangelvare. Når alle udgifter var betalt, var der 150 kr. tilbage til mad, tøj, forsikringer, lys og varme. Skulle vi et sted hen, foregik det på cykel.

For at tjene lidt ekstra tog jeg nogle bijobs. Jeg var på væddeløbsbanen hver søndag eftermiddag og fik 11 kr. for 6 timers arbejde. Per var tit med derude; han morede sig, når spillerne blev tossede over at tabe. På cykelbanen var jeg onsdag aften, og lønnen var 8 kr. for 3 timer. Jeg krævede også forsikringer op, men blev hurtigt træt af at cykle til Lemming og Hasselager for en elendig betaling. Vi tjente også noget ved at sælge frugt og bær fra haven. Den var heldigvis fuld af frugttræer og bærbuske: æbler, pærer, blommer, kirsebær, hindbær, ribs og solbær.

Fra FDB isenkram kom jeg til afdelingen for legetøj, cykler og radioer, på kontoret og på prøvelageret, også i Vestergade. Det sidste sted havde vi meget overarbejde, en del af dette var til dobbelt betaling, da vi aldrig vidste, hvornår vi havde fyraften. Op mod jul kunne klokken blive både 21 og 22. Det meget overarbejde gjorde, at vores økonomi blev lidt bedre. I 1949 var vi desuden så heldige at vinde 7500 i lotteriet, det svarede til 1½ års løn. Det betød, at vi fik et pantebrev, og banklånet og Niels blev betalt. Det lettede meget.

På prøvelageret kom uddelerne og så på prøver og købte ind; derudover kom der også private kunder. Blandt de sidste kom en ældre mand fra Grundfør ind og spurgte: “Hår I en flask’?”

“Ska’ det være en syre- eller mælkeflask’?”

“Næj,” sagde han og hviskede: “Den ska’ vær’ te’ å pes’ i!”

“Nåh, en urinflask’!” sagde jeg og viste ham den.

Han tyggede lidt på skråen og sagde: “Hår I ingen størr’?”

“Hva’ mener do, i højden eller bredden?”

“Næj,” brølede han. “Te’ røret!”

Nogle var sjove at drille. Et taknemligt offer var Arne Worm. Engang syede nogen hans ærmer i frakken sammen, og han blev helt tosset. En anden dag, da han var færdig og skulle hjem, hæftede de et skilt på ryggen af ham, hvor der stod: “Hvor går det hen?” Et andet skilt, han kørte hele vejen gennem byen med, sagde: “Jeg er ikke så tosset, som jeg ser ud til!”

Så var der Ole Olsen, der blev kaldt ’Wolle Jenstien’, fordi han var født med kun én testikel. Han var omkring 60 år og passede porcelænslageret. En dag ringede forvalteren og spurgte: “Olsen, ka’ do si’ mig, hvor mange tallerkner der er af Løvfald?”

“Jow,” sagde Wolle og traskede hen for at se efter. Han kom tilbage og meldte: “Der æ ti stabler.”

“Der er den ting ve’et, Olsen, hvor mange er der i hver stabel?”

“Et yweblik!” sagde Wolle og traskede hen for at tælle dem.

Wolle var meget missionsk. Han købte en del altervin (portvin). “Det æ så godt te’ sy’sup’!” sagde han. Hver morgen stod han i vinduet på 1. sal og så en af pigerne på Hotel Westend tage afsked med kæresten, og det gik altid hedt til.

Vi solgte kirsebær fra haven til Wolle. Da han cyklede hjem, væltede han, så kirsebærrene trillede ud på vejen, hvor knægtene åd de fleste. Dagen efter bestilte Wolle så nogle flere: “Men dem ska’ a vel it’ betål’?”

Langsomt fik vi råd til mere og mere. Vi kunne købe vores første bil i 1954, en Opel Olympia årgang 1938. Der blev også råd til at tage på campingture med telt, først sammen med Olga og Arne, senere også med drengene og Ellys forældre. De første ture var indenlands, senere gik de til Tyskland og Østrig.

Fra at være meget fattige var vi nu nået op i middelklassen og kunne give vore tre sønner en bedre start i livet, end vi selv havde haft.