Flora i Tyrkiet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under udarbejdelsen af teksten har jeg ofte benyttet information fra hjemmesiderne turkiyebitkileri.com og Wikipedia, samt i nogen grad ibuflora.ibu.edu.tr og encyclopaedia.alpinegardensociety.net. 2-binds-værket The most beautiful wild flowers of Turkey, af Erdoğan Tekin (2007), har også været til nogen nytte. Det indeholder mange fine billeder, men desværre er de fleste af dem taget på ekstremt tæt hold, så de kan slet ikke benyttes til at skelne nærtbeslægtede arter fra hinanden. Der er heller ingen bestemmelsesnøgler eller anden metode til identificering. Dertil kommer, at der i adskillige tilfælde er anbragt billeder af forkerte arter, og værket er også behæftet med andre fejl.

Nomenklatur og udbredelse af planter følger i langt de fleste tilfælde Kew Gardens hjemmeside Plants of the World Online (powo.science.kew.org). Mht. etymologien har jeg støttet mig til hjemmesiden Wiktionary, samt Jens Corneliuson’s fremragende bog Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. Wahlström & Widstrand, 2. reviderede oplag 1999.

Der bringes også en del billeder af uidentificerede planter, og andre er kun tøvende blevet bestemt til art. Hvis du er i stand til at identificere nogle af dem, eller finder du fejlbestemmelser, hører jeg meget gerne derom. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

 

 

Denne store variation afspejles af landets antal af vilde plantearter, næsten 10.000, hvoraf over 3000 er endemiske.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som et kuriosum kan nævnes, at ifølge en maskinel oversættelse (‘undersættelse’) på internettet er det danske navn på denne familie blevet til ‘bjørnens buksefamilie’! Denne mærkværdighed kommer af et engelsk navn på familien, bear’s breeches family, hvilket imidlertid bygger på en misforståelse. Et middelalderligt navn på den plante, som den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) senere navngav Acanthus mollis, var Acanthus sativus branca ursina (‘den dyrkede blomst (med) tornede bjørne-dækblade’), hvilket sigtede til de krumme dækblade på blomsterstanden, som for de mennesker, der gav den dette navn, åbenbart lignede bjørnekløer. Med tiden blev branca forvansket til breech (en slags korte bukser, der når ned til knæene), der førte til navnet bear’s breeches.

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk akanthos, som betyder ‘med tornede blomster’, afledt af ake (‘torn’) og anthos (‘blomst’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til de hårede dækblade.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af oldgræsk aeizoon (‘husløg’), fra aei (‘for evigt’) og zoion (‘et levende væsen’), hvilket sigter til de kødfulde og holdbare blade hos medlemmerne, i lighed med bladene hos husløg (Sempervivum).

Navnet middagsblomst stammer fra den polske handelsmand og naturhistoriker Jacob Breyne (1637-97), der navngav en slægt i familien i 1684, hvor han anvendte staveformen Mesembrianthemum, afledt af oldgræsk mesembria (‘middag’) samt anthemon (‘blomst’), således ‘middagsblomst’. Han havde bemærket, at planter af denne slægt oftest åbnede deres blomster ved middagstid.

I 1719 opdagede den tyske botaniker Johann Jacob Dillenius (1684-1747) imidlertid, at nogle medlemmer af slægten blomstrer om natten, så han ændrede staveformen til Mesembryanthemum, afledt af oldgræsk mesos (‘midten’), embryon (‘griffel’) samt igen anthemon (‘blomst’), således ‘blomst med griflen i midten’.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk karpos (‘frugt’) og brotos (‘spiselig’), hvilket i lighed med et af de danske navne hentyder til den spiselige frugt hos nogle af arterne.

 

Arten er hjemmehørende i det sydlige Chile og Argentina, men dyrkes i mange andre lande på grund af de smukke blomster. Den forvildes dog nemt og betragtes som invasiv mange steder, især i Californien.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter er meget karakteristisk, idet den består af en kompakt, kugleformet skærm for enden af en ugrenet stængel. Den unge blomsterstand er omgivet af en papiragtig hinde, som deler sig, når blomsterne springer ud.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på hvidløg (A. sativum), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

Arten findes fra Tyskland og europæisk Rusland mod syd til Marokko, Jordan og Iran. Den vokser i forstyrrede habitater, bl.a. marker, åbne skrænter, strande og langs veje.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og ion (‘viol’).

 

Den bliver indtil 60 cm høj, undertiden 90 cm, blade båndformede, indtil 60 cm lange og 2 cm brede. Blomsterstanden er en endestillet skærm med 3-7 nikkende blomster på stilke indtil 7 cm lange, kronen klokkeformet, op til 4 cm lang, kronblade hvide med en gulgrøn plet nær spidsen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hører sommeren til’, hvilket sigter til artens ret sene blomstringstidspunkt, sammenlignet med Dorothealilje.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske navn på C. coggygria (nedenfor), afledt af oldgræsk kotinos, hvilket var navnet på det vilde oliventræ (Olea europaea). Forbindelsen mellem disse to træer er svær at få øje på.

 

De elliptiske eller ovale, grønne eller blågrønne blade, op til 8 cm lange, bliver gule, orange eller skarlagenrøde om efteråret. De talrige blomster sidder i store, indtil 30 cm lange klynger, hver blomst op til 1 cm i diameter, med 5 bleggule kronblade. Senere vokser lyserøde eller purpurfarvede, fjerlignende duske ud fra blomsterne og omgiver den lille stenfrugt, op til 3 mm i tværmål.

Veddet anvendes til at farve klæde gult, rødligt, eller purpurfarvet.

Artsnavnet er afledt af det oldgræske navn på denne plante, kokkygea. Det danske navn hentyder til de fjerlignende duske omkring frøene, der på afstand kan minde om en paryk.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på det ægte pistacietræ (P. vera), afledt af oldgræsk pistakia.

 

De snitdelte blade er op til 20 cm lange, med 5-11 ovale, skinnende småblade, indtil 6 cm lange og 3 cm brede. De små purpurrøde blomster, som sidder tæt sammen i indtil 15 cm lange toppe, kommer frem om foråret samtidig med bladene. Frugten er en kugleformet stenfrugt indtil 7 mm i diameter, rød eller sort ved modenhed. Hele planten lugter stærkt af harpiks.

Unge skud kan koges som en grønsag. Frøene er spiselige og søde, rå eller tilberedte. De anvendes i bagværk. En spiseolie udvindes også af frøene. Umodne røde frugter og frugtstilke konserveres i eddike og salt og benyttes som tilbehør til vin ved måltiderne. En kaffelignende drik kan fremstilles af ristede frø.

Harpiks fra barken anvendes almindeligt til behandling af talrige lidelser, deriblandt kræft. Den tygges også som tyggegummi, og afbrændes ofte som røgelse. Garvesyre og et rødt farvestof udvindes fra galler på bladene, som fremkaldes af bladlus. Veddet anvendes til snedkerarbejder, bl.a. skabe.

Ordet terpentin er afledt af terebinthos, det oldgræske navn på dette træ.

 

 

 

 

 

 

 

Ordet sumak er afledt af old-syrisk summaq (‘rød’), hvilket hentyder til slægtens røde frugter. De har en sammensnerpende smag og anvendes som krydderi. I Nordamerika lægges frugterne af hjortetaktræ (Rhus typhina) i blød i koldt vand til fremstilling af ’lyserød lemonade’, en forfriskende drik, som er rig på C-vitamin.

 

Den er en indtil 5 m høj busk med snitdelte blade, som har 7-8 par ovale småblade. Blomsterstanden er en endestillet klynge af små hvide blomster, der senere bliver til rødbrune eller gulgrønne stenfrugter, som har en meget syrlig smag. De tørres og knuses for at blive anvendt som krydderi sammen med andre krydderier i en blanding kaldt za’atar.

Blade og bark indeholder garvesyre og blev førhen anvendt til garvning af læder, hvilket afspejles af både artens danske navn samt det latinske artsnavn, af latin coriarium (‘læder’ eller ‘garvning’). Forskellige dele af planten benyttes til plantefarvning og giver røde, gule, sorte og brune farver. Af frøolien kan fremstilles vokslys.

 

 

 

 

 

Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med dækblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, med en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små dækblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har fem kronblade og støvdragere, og det samme gælder for bægerbladene, som dog normalt mangler.

Familienavnet er afledt af navnet på honningbier, slægten Apis, hvilket hentyder til, at mange medlemmer af familien besøges flittigt af bier og andre nektar-sugende insekter, specielt svævefluer.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret version af anethon, det oldgræske navn på dild (nedenfor).

 

Den er meget benyttet i europæisk og asiatisk madlavning som grønsag samt i supper, saucer og kager, og endvidere som drys på kolde retter og surmælksprodukter. Frøene anvendes som krydderi, specielt i pickles og eddike. Arten benyttes som parfume i sæbeindustrien, og som tilsætning i likører. En brændevin fra Frederikshavn ved navn Dommerens Snaps var tilsat dild, timian og pors. Frisk dild kan også bruges til at drive generende insekter bort.

Artsnavnet er latin, afledt af gravis (‘tung’) og olens (‘duftende’).

 

 

 

 

 

Oprindelig hed skarntyde (nedenfor) Cicuta på latin samt på adskillige sydeuropæiske sprog, men da dette navn også anvendtes for en anden giftig skærmplante, gifttyde (Cicuta virosa), besluttede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) at navngive skarntyde Conium efter plantens oldgræske navn koneion, der kommer af konas, at ’hvirvle rundt’, idet den forårsager svimmelhed og død efter indtagelse.

 

Arten virker bedøvende og krampestillende, idet den lammer bevægelsescentrene. Af denne grund blev den anbefalet som modgift til forgiftning fra stryknin og lignende gifte. Den blev også anvendt mod stivkrampe og andre kramper, rabies, tandfrembrud hos børn samt epilepsi på grund af knækkede tænder. Inhalerede skarntyde-dampe sagdes at kunne lette bl.a. bronchitis-hoste, kighoste og astma.

Det latinske artsnavn betyder ‘plettet’ og hentyder til de rødlige pletter på stænglen. Ifølge en kristen legende repræsenterer disse pletter det mærke, som Kain fik sat i panden efter mordet på Abel.

Navnet skarntyde benyttedes førhen for en række skærmplanter, bl.a. vild kørvel (Anthriscus sylvestris). Endelsen ’tyde’ er beslægtet med ’tud’, som kommer af gammeltysk Tute, der betyder rør, fløjte eller tudehorn. I gamle dage skar børn fløjter af stænglerne af vild kørvel. Tog de fejl og skar fløjterne af den ægte skarntyde, kunne de nemt blive forgiftet. Forstavelsen skarn hentyder til, at arten førhen ofte voksede nær møddinger og andre ildelugtende steder.

Navnet hundekeks kommer af det svenske navn på vild kørvel, käx, der måske hentyder til skærmens lighed med en primitiv øsekurv til fiskefangst, på norsk kjeks, på dansk kejs. Forstavelsen hunde er nedsættende. Navnet odurt kommer af oldnordisk oðr, hvilket betyder ’rasende’ – en hentydning til giftens virkning.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet (og dermed det danske navn) stammer fra oldgræsk koriannon (’stinktæge’) – et navn, som almindelig koriander (nedenfor) sandsynligvis fik på grund af dens meget kraftige duft.

 

Alle dele af planten er spiselige og anvendes som føde over det meste af verden. De stærkt duftende friske blade spises som grønsag, og de tørrede frø er et meget anvendt krydderi, både hele og stødte, specielt i det indiske køkken, hvor det kaldes dhanya. Koriander er en af hovedingredienserne i den populære krydderiblanding garam masala. Roden anvendes i thai-køkkenet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sået’ eller ‘plantet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er den latiniserede form af det klassiske græske navn på en sydeuropæisk skærmplante, som blev benyttet i folkemedicinen i Oldtidens Grækenland. Den kaldtes panakes herakleion, hvilket betyder sådan noget som ’den herakliske universal-lægeurt’. Opdagelsen af denne plantes medicinske egenskaber blev tillagt den kolossalt stærke halvgud Herakles (på latin kaldt Hercules). Det danske folkenavn Herkulesurt hentyder til dette sagn.

Allerede før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) påbegyndte sin systematiske navngivning af planterne, kaldtes bjørneklo for Heracleum på grund af disse planters stærke og kraftige vækst.

Et andet gammelt folkenavn er biørne-labbe, hvilket sandsynligvis sigter til blomsterstandene, der – inden de springer ud – er omgivet af oppustede, lådne bladskeder, der med lidt god vilje ligner en bjørnelab. Navnet bjørneklo kan måske også skyldes frugternes udseende. Hvis man holder en frugt op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer. Navnet troldkonekål er nedsættende.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk platys (‘flad’) og tainia (‘bånd’). Hvad det hentyder til er uklart.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk smyrnion (‘myrra’). Det antyder muligvis, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som navngav slægten i 1753, fandt, at medlemmer af slægten havde en duft, der mindede om duften fra myrra.

 

Arten findes fra Mellem- og Østeuropa mod syd til det nordlige Afrika, mod øst til Kaukasus, Tyrkiet og Syrien. I Danmark er den forvildet hist og her.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser gennem bladet’, hvilket sigter til de stængelomsluttende blade.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tordylion, oprindeligt tordylon, som var navnet på T. officinale.

 

Artsnavnet refererer til Apulum, en lokalitet i det antikke kongerige Dacien, som lå i det nuværende Rumænien.

 

 

 

 

 

Slægten blev opkaldt til ære for den russiske statsmand Alexander Turgenev (1784-1845), som var direktør for departmentet for fremmede religioner, udnævnt af Prins Dmitry Vladimirovich Golitsyn (1771-1844).

 

Den vokser på tomter og langs grøfter og veje, fra Mellemeuropa mod øst til europæisk Rusland og Xinjiang, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Pakistan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med brede blade’.

 

 

 

 

 

Familiens navn er afledt af oldgræsk apo (‘bort’) og kyon (‘hund’), hvilket sigter til den giftige Cionura erecta, der tidligere blev anvendt til at forgifte hunde.

Et stort antal slægter udgjorde tidligere svalerodfamilien (Asclepiadaceae), der i dag betragtes som en underfamilie, Asclepiadoideae, af singrønfamilien. Mange medlemmer af denne underfamilie har udviklet komplekse mekanismer for bestøvning. Nogle arter har samlet deres pollen i pollinier, i lighed med orkidéer. De ildelugtende blomster hos nogle slægter tiltrækker fluer, som bestøver blomsterne. Hos andre slægter har blomsterne 5 bægerlignende strukturer, som er fyldt med nektar, der tiltrækker insekter. En morsom beskrivelse af den mærkværdige bestøvning hos slægten Asclepias findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Den vokser i mange forskellige habitater, bl.a. krat, skråninger, flodsenge, strande og tomter, fra havniveau op til højder omkring 1100 m, fra Balkan mod øst gennem Tyrkiet og Syrien til Afghanistan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘opret’.

 

 

 

 

 

Den bliver op til 6 m høj, med talrige udbredte stængler. De tykke, læderagtige, lancetformede blade sidder parvis eller 3 sammen, op til 20 cm lange og 3,5 cm brede. De er lysegrønne som unge, men bliver senere mørkegrønne. De røde, lyserøde eller undertiden hvide blomster sidder i endestillede klynger, kronen indtil 5 cm i diameter, dybt delt med 5 ovale flige, med frynser omkring kronrøret. Frugten er smal og bælg-lignende, op til 23 cm lang. Den sprækker ved modenhed, og de dunede frø spredes med vinden.

Slægtsnavnet er afledt af nerion, det oldgræske navn på denne plante, mens artsnavnet er det klassiske latinske navn på planten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden er meget karakteristisk, idet den har et stort, ofte kraftigt farvet eller mønstret højblad, som danner et hylster, der omgiver en kølle, hvor blomsterne sidder tæt sammen, hanblomster foroven og hunblomster nedenunder. Spidsen af køllen er oftest uden blomster. Hos mange arter lugter blomsterne ilde, og de tiltrækker fluer, som bestøver dem. Frugtstanden er en kolbeagtig klynge af røde bær, som forbliver på køllen, efter at hylsterbladet er visnet.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin draco (‘drage’) samt endelsen ulus, der udtrykker noget småt. Det forklares på forskellige måder, en kilde siger, at den lange kolbe minder om en drage, der skjuler sig inde i hylsterbladet, mens en anden påstår, at det hentyder til de hånddelte blade, der er blevet sammenlignet med dragefødder. Hvorfor det danske navn hentyder til roden, har jeg ikke fundet nogen forklaring på.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos de fleste af disse planter er en endestillet klase med meget tætsiddende, urneformede blomster, mørkeblå, lyseblå, violette eller hvidlige, som mens de er unge minder om klaser af småbitte druer eller perler – heraf det danske navn. Under frugtsætningen bliver blomsterstanden normalt forlænget og langt mere åben.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk moskhos (‘moskus’), hvilket sigter til duften hos nogle af arterne. Navnet kan spores tilbage til 1601, til den flamske læge og botaniker Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius, der som en af de første studerede Alpernes flora. Slægten blev formelt oprettet i 1754 af den britiske botaniker Philip Miller (1691-1771).

Mange af arterne er meget vanskelige at skelne fra hinanden, og nogle af arterne herunder er kun tøvende blevet identificeret.

 

Arten er begrænset til Grækenland og Tyrkiet, og nogle autoriteter betragter den som truet i vild tilstand.

Artsnavnet sigter til Anatolien, den asiatiske del af Tyrkiet.

 

 

 

 

 

Denne art vokser i skove, krat og enge, fra havniveau til højder omkring 2700 m. Den findes på Balkan, samt i Grækenland, Tyrkiet og Kaukasus. Den blev opkaldt efter Armenien i det østlige Tyrkiet og Kaukasus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er endemisk i det vestlige og sydlige Tyrkiet, hvor den vokser på bjergenge og stenede skråninger i højder mellem 1500 og 3000 m.

Artsnavnet hædrer den franske naturhistoriker Eugène Bourgeau (1813-77), som indsamlede planter mange steder, bl.a. de Kanariske Øer, Nordafrika, Tyrkiet, Rhodos, det vestlige Canada, samt Mexico.

 

 

 

 

 

Den kendes nemt på sin dusk af himmelblå eller blåviolette, sterile blomster ovenover brunlig-grønne fertile blomster, der er mørkeblå i knop. Denne dusk er grunden til det danske navn. Den blomstrende stængel er op til 60 cm høj, blomster langstilkede, fertile blomster indtil 1 cm lange, med en stilk af omtrent samme længde. Helt udvoksede er de mere åbne, grønlige med brunlig spids, der har småbitte lysere flige. De linjeformede blade er indtil 1,5 cm brede.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med en mængde hår’, hvilket formodentlig sigter til dusken.

Nogle autoriteter placerer denne plante i slægten Leopoldia.

 

 

 

 

 

 

 

Antallet af arter er omdiskuteret, og det godkendte antal varierer mellem 50 og 300. I 2023 anerkender Kew Gardens 214. Omkring 60 arter forekommer i Tyrkiet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ornis (‘fugl’) og gala (‘mælk’). Andre planter, hvis navn indeholder gala, har normalt mælkesaft, men det er ikke tilfældet med denne slægt, og navnet kan hentyde til, at blomsterfarven hos nogle arter minder om fugleklatter. Det danske navn er således en direkte oversættelse af det latinske navn. Et engelsk navn på disse planter er star-of-Bethlehem, hvilket sigter til de stjerneformede blomster, der er blevet sammenlignet med stjernen over Bethlehem, der ifølge legenden opstod, da Jesus blev født.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra England, Portugal og Marokko mod øst til Ukraine, Tyrkiet og Kaukasus. Den vokser i skove og på enge, fra havniveau op til omkring 1400 meters højde.

Unge blomster kan spises som grønsag og har en asparges-lignende smag. Det engelske navn Bath asparagus hentyder til, at denne plante engang var talrig omkring byen Bath i England.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk skilla, det klassiske navn på medlemmer af denne slægt, samt den nært beslægtede Drimia maritima.

Sibirisk skilla (S. siberica) betragtes som invasiv i England.

 

Denne plante findes i Mellem-, Syd- og Østeuropa, samt i Tyrkiet og Syrien. Den vokser i løvskove og på bjergenge, i højder op til omkring 2000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med to blade’.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden er et langt aks hos de fleste arter, blomster stjerneformede med 6 kronblade, normalt med en mørkere midternerve. Frugten er en kugleformet eller oval kapsel.

Slægtsnavnet er oldgræsk, afledt af Asphodelos, en nært beslægtet gruppe af planter, hvis navn er af ukendt oprindelse. Et engelsk navn på medlemmer af slægten er king’s spear, hvilket sigter til den høje, ranke blomsterstand hos de fleste arter.

 

Arten er endemisk i det sydvestlige Tyrkiet, hvor den vokser i åbne skove og på stenede steder, i højder op til omkring 1300 m.

Artsnavnet sigter til Anatolien, den asiatiske del af Tyrkiet.

 

 

 

 

 

Den oprette blomsterstand bliver indtil 80 cm høj, med meget smalle, blålige blade hele vejen op til under blomsterstanden, som er en meget tæt, kølleformet, endestillet klynge, indtil 30 cm lang, blomster hvide, kronblade indtil 1,5 cm lange.

Artsnavnet hentyder til Taurike, som var det oldgræske navn på Krim-halvøen. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet her.

 

 

 

 

 

Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. Kurven er omgivet af et hylsteragtigt dække af tætpakkede grønne svøbblade, ofte fejlagtigt kaldt for bægerblade. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt benævnes kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner.

 

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) fortæller, at under den Trojanske Krig anvendte den græske helt Achilleus røllike til at standse blødninger hos sårede soldater, og af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753 røllike-slægten Achillea. Den var allerede nævnt som lægeurt af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon.

Forskellige planter, bl.a. røllike, blev fundet i en 50-60.000 år gammel Neanderthal-grav i Irak, hvilket muligvis antyder, at disse planter blev anvendt medicinelt. (Kilde: G.P. Shipley & K. Kindscher 2016. Evidence for the Paleoethnobotany of the Neanderthal: A Review of the Literature. hindawi.com/journals/scientifica/2016/8927654)

 

Arten er udbredt fra Bulgarien mod øst gennem Kaukasus til Uzbekistan og Kirgisien, mod syd til Arabien og Pakistan. Den vokser i nåleskove, samt på tørre enge, brakmarker, steppe og klippefyldte skråninger, i højder mellem 350 og 3450 m.

 

 

 

 

 

Stænglen er op til 1 m høj, blade helrandede, lancetformede, tilspidsede, margin dobbelt-tandet, svagt håret. Der er mellem 5 og 20 kurve, tilsammen med en bredde på ca. 12 cm, med op til 4,5 cm lange stilke. Svøbet halvkugleformet, op til 6 mm langt, med ovale blade, som har brunlig rand, randkroner 7-8, hvide, indtil 8 mm lange, skivekroner op til 40, gullige.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dobbelt-tandet’, hvilket hentyder til bladranden.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anthemon (‘blomst’).

 

En variabel art, grenet fra grunden, stængler krybende eller oprette, til 40 cm, dunhårede. Bladene er en eller to gange snitdelte, indtil 3,5 cm lange og 1,6 cm brede, aflange eller omvendt lancetformede i omrids, segmenter linjeformede eller omvendt lancetformede, ca. 0,5 mm brede, spidse. Blomsterstilken er op til 15 cm lang, svøbet indtil 1,3 cm bredt, mere eller mindre tæthåret. Randkroner 5-20, hvide, indtil 1,5 cm lange, skivekroner gule, op til 4 mm lange.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’.

Nogle arter i denne slægt er meget vanskelige at skelne fra hinanden, og nogle af billederne herunder kan vise andre arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin, sandsynligvis afledt af proto-indoeuropæisk kars, der oprindeligt kommer af Sanskrit kaṣati (‘at kradse’ eller ‘at skrubbe’). Navnet sigter naturligvis til de ekstremt tornede blade og stængler.

 

Den kan blive over 2,5 m høj, stængel ofte uldhåret, vinget, med et væld af stive, grønne eller hvide torne, op til 1 cm lange. Øverst på stænglen er der langt færre og mindre torne, eller den kan være helt tornløs. Alle blade er meget tornede, grundblade smalnende ind til en vinget stilk, bladplade op til 4 cm lang, enkelt eller dobbelt snitdelt, stængelblade kortere og siddende. Kurvene sidder enkeltvis for enden af stænglen eller udbredte sidegrene, op til 4 cm i tværmål, først oprette, senere ofte nikkende. Svøbet er halvkugleformet, indtil 6 cm langt og 7 cm bredt, med lancetformede eller ovale, stive, udbredte eller tilbagebøjede, op til 1 cm lange blade. Randkroner mangler, skivekroner meget talrige, purpurrøde, op til 2,8 cm lange.

Artsnavnet er latin og betyder ‘nikkende’, hvilket sigter til de ofte nikkende kurve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kan spores tilbage til klassisk syrisk qurtema‎, som var navnet på safflor (C. tinctorius), oprindeligt fra qartem (‘at skære blidt af’), hvilket sigter til, at skivekronerne af denne art blev plukket til plantefarvning. Et af slægtens engelske navne er distaff thistles, hvilket formodentlig hentyder til, at disse planter blev anvendt som distaff (tén), dvs. et redskab til opbevaring a fibrene, så de ikke blev filtret ind i hinanden, inden de blev spundet til tråd.

 

Arten er hjemmehørende fra de Britiske Øer mod øst til Hviderusland og Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Himalaya. Den vokser i tørre områder, såsom brakmarker og ryddepladser.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ulden’, hvilket sigter til den stærkt hårede nedre del af stænglen.

Nogle autoriteter placerer denne plante i slægten Phonus.

 

 

 

 

 

Disse planter har ikke randkroner, men er karakteriseret ved at besidde to slags skivekroner, hvoraf de yderste er langt større, frynsede og sterile. Deres opgave er at tiltrække bestøvere.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kentauros (‘kentaur’). Sagnet fortæller, at kentauren Kiron engang havde et betændt sår på foden, som stammede fra en pil, der var dyppet i blod fra Hydra, et mange-hovedet, slangelignende uhyre med giftig ånde og blod så giftigt, at selv lugten derfra var dødelig. Kiron kurerede sig selv ved at smøre saft fra et medlem af denne slægt i såret.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er endemisk i Ala Dağları-bjergene, hvor den vokser på stenede skråninger i højder mellem 1000 og 2200 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’), hvilket hentyder til de guldgule blomster.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kirsion, ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) navnet på en tidsel-lignende plante, afledt af kirsos (‘opsvulmede årer’), hvilket sigter til dens anvendelse mod opsvulmede årer. Det danske navn bladhoved stammer fra de løvbladlignende svøbblade hos kåltidsel (C. oleraceum).

 

 

 

 

 

Disse planter var tidligere placeret i slægten Anthemis (ovenfor).

 

Denne plante er udbredt fra næsten hele Europa mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Jordan, Iran og Kirgisien, voksende langs veje, på åbne skråninger og i nedfalden ur, fra havniveau op til højder omkring 1300 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘anvendt til farvning’, afledt af tingo (‘dyppe i farve’), hvilket sigter til artens tidligere anvendelse til farvning.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin gleba (‘jord’) og ionis (‘karakteristisk for’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

Disse planter var førhen placeret i slægten Chrysanthemum.

 

Stænglen er opret, indtil 70 cm høj, ugernet eller fågrenet foroven. Grundbladene visner hurtigt, stængelbladene er siddende, bladpladen aflang eller smalt elliptisk i omrids, indtil 10 cm lang og 4 cm bred, enkelt, dobbelt eller tredobbelt snitdelt. Bladene bliver gradvis mindre op ad stænglen. Kurvene er endestillede, enlige eller få sammen, med en op til 20 cm lang stilk. Svøbet er bægerformet, indtil 3 cm i diameter. Skivekronerne er gule, mens randkronerne optræder i to former, helt gule eller hvide med gul basis. Den gulblomstrede form minder om gul okseøje (nedenfor), men kan straks kendes på de snitdelte blade.

På Kreta spises unge planter rå eller dampede.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kronet’, hvilket sigter til, at blomsterne i Romertiden blev anvendt som udsmykning i kranse.

 

 

 

 

 

Den minder stærkt om kron-okseøje (ovenfor), men dens blomster er altid knaldgule, og bladene er tandede, ikke snitdelte.

Artsnavnet er afledt af latin seges (‘afgrøde’), hvilket sigter til dens dyrkning.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helios (‘sol’) og khrysos (‘guld’), hvilket sigter til form og farve af kurvene hos adskillige arter.

Det danske navn hentyder til, at de visne planter holder sig meget længe.

 

Hele planten er dækket af grålige uldhår. Adskillige stængler, sterile såvel som blomsterbærende, indtil 45 cm høje, vokser op fra den fortykkede basis. De linjeformede, elliptiske eller spatelformede grundblade, op til 6 cm lange og 8 mm brede, sidder ofte tæt sammen, stængelblade linjeformede, lidt mindre, ofte med bølget rand. De talrige kurve er næsten kugleformede, indtil 4 cm i diameter, samlet i en skærmlignende blomsterstand, kroner guldgule, orange eller røde. Der forekommer 3 underarter i Tyrkiet, rubicundum, erzincanicum og aucheri.

Arten vokser i tørre, kalkrige eller sandede jorder, græsklædte områder og heder, fra havniveau op til omkring 3200 meters højde.

Planten anvendes som urindrivende middel, samt til behandling af galdeblæreproblemer, rheumatisme og hudsygdomme. I Rusland blev arten i gamle dage kaldt ’udødelighedsurten’ på grund af dens medicinske egenskaber. Bladene blev også anvendt som smagsstof i kødretter.

Artsnavnet er afledt af latin harena (‘sand’), tidligere hasena, muligvis af etruskisk oprindelse. Navnet hentyder til, at denne art ofte vokser i sandet jord.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et anagram af artsnavnet salmantica (nedenfor).

 

Denne art har samme udbredelse som slægten.

Den alexandriske matematiker, astronom og geograf Claudius Ptolemæus (ca. 100-170 e.Kr.) nævner en by i Spanien, som han kaldte for Salmatica eller Salmantica, der var grundlagt af en keltisk stamme, Vaccei. (Andre kilder siger, at den blev grundlagt af Vettonerne). Dette navn refererer til den nutidige by Salamanca.

 

 

 

 

 

Den bliver op til 1 m høj, med blade siddende i spiral op ad stænglen. De er dybt fligede, grågrønne eller mørkegrønne med hvide nerver, samt meget skarpe torne på fligene og i spidsen. Kurve op til 2 cm i tværmål, med talrige tornede svøbblade, randkroner manglende, skivekroner purpurrøde.

På Kreta skræller man unge skud og spiser dem rå.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk notos (‘ryghvirvel’) og vasis (‘basis’), således ‘med basis langs rygsøjlen’. Dette mærkelige navn hentyder til, at de flade frø sidder fast ved basis af oversiden. Artsnavnet sigter til Syrien, hvor type-eksemplaret formodentlig blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onos (‘æsel’) og perdo (‘at fise’). Dette mærkelige navn kan dates tilbage til den franske botaniker Sébastien Vaillant (1669-1722), som navngav slægten i 1718, idet han refererede til en påstand om, at “disse planter får æsler, som æder dem, til at fise.”

 

Stænglen, der undertiden når en højde af 2,5 m, er opret, grenet, vinget og tornet. De tornede blade kan blive op til 50 cm lange, med 8-10 par mere eller mindre indskårne, trekantede flige. Der er adskillige kurve, som sidder enkeltvis for enden af grenene, mere eller mindre kugleformede, op til 7 cm i diameter, svøbet kantet af brede lancetformede eller ovale torne, indtil 5 cm lange, uldhårede eller med spindelvævs-lignende hår. Randkroner mangler, skivekroner purpurrøde, op til 3,5 cm lange.

Artsnavnet hentyder til Illyrien, et kongedømme, som eksisterede fra ca. 400 til 167 f.Kr. i et område i den vestlige del af Balkan-halvøen. I den græske mytologi blev Illyrius, som var søn af Kadmus og Harmonia, konge af Illyrien, og han blev stamfader til illyrerne.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin palea, afledt af sanskrit palava (‘avne’), hvilket refererer til blomsterbundens flige, der minder lidt om avner.

Denne art har samme udbredelse som slægten.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tornet’, hvilket sigter til de tornede svøbblade.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra de Kanariske Øer og Middelhavsområdet mod øst til Kazakhstan, Kirgisien og Afghanistan.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tæt’ eller ‘tykt’) og nomos (‘græsgang’), hvilket hentyder til, at planten ofte er talrig på græsgange. Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk akorna, et navn, som blev hæftet på en slags tidsel af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk silybos (‘kvast’ eller ‘dusk’), hvilket formentlig hentyder til de mange skivekroner.

 

Stænglen er opret, til 2 m høj, furet, undertiden dunhåret, blade aflange eller lancetformede i omrids, op til 60 cm lange, snitdelte, tornede, grønne med mælkehvide nerver og pletter. Kurvene, op til 12 cm lange, er enlige for enden af stænglerne. De er omgivet af stive, trekantede, udstående, op til 4 cm lange svøbblade, der har små torne langs randen og en kraftig, gul torn for enden. Randkroner mangler, skivekroner talrige, indtil 3,5 cm lange, purpurrøde.

Arten har været dyrket som medicinplante gennem tusinder af år, og nogle steder anvendes unge blade som en grønsag.

Artsnavnet, og dermed det danske navn, hentyder til en legende, der fortæller, at de hvide pletter på bladene opstod, da mælk dryppede fra Jomfru Marias bryster, mens hun ammede Jesusbarnet under flugten til Egypten.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af sonkhos, som var det oldgræske navn på svinemælk. Det danske navn hentyder til, at svin gerne æder disse planter, samt til deres hvide mælkesaft.

 

Denne art stammer formodentlig fra Middelhavsområdet, men er blevet naturaliseret de fleste steder i verden.

I Nepal anvendes en pasta af planten som salve på sår og bylder. Den indsamles også som foder, og unge planter koges som grønsag. De kan også spises som salat.

 

 

 

 

 

 

 

Skivekronerne er gule, mens randkronerne mangler hos de fleste arter. Hvis de er tilstede, er de oftest hvide.

Slægtsnavnet er latin, afledt af oldgræsk athanatos (‘udødelig’), hvilket sandsynligvis sigter til, at disse planter er længe om at visne. Det danske navn hentyder til de gyldne skivekroner, mens det alternative navn kommer af tysk reinevan, som muligvis er afledt af reine (‘et skel mellem to marker’) samt van (‘fane’).

 

Stængler enlige eller op til 3 sammen, indtil 80 cm høje, oprette, forgrenede, furede. Bladene er mest stilkede stængelblade, enkelt eller dobbelt snitdelte, op til 10 cm lange og 4 cm brede. Kurve 5-20, til tider flere, i en skærmlignende klynge, svæb op til 7 mm i tværmål, randkroner 10-20, hvide, indtil 1,2 cm lange, skivekroner gule, op til 2 mm lange.

T. partheniifolium er hjemmehørende fra Tyrkiet og Ukraine mod øst til Turkmenistan, Uzbekistan og det nordlige Iran. Den vokser mest i tørre og sandede områder, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tragos (‘ged’) og pogon (‘skæg’). Et af artens engelske folkenavne er Jack-go-to-bed-by-noon, hvilket hentyder til, at de stive svøbblade, der omgiver kurven, hos nogle arter trækker sig sammen før middag og derved lukker kurven. Når planten står med frø, rager disse ud foroven, når kurven lukker, hvilket kan minde om et gedeskæg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den blomstrer tidligt om foråret, længe inden bladene udvikles. De blomstrende stængler, op til 10 cm høje, er dækket af hvidlige dunhår og har skælagtige, purpurfarvede blade. Kurvene er enlige og endestillede, op til 3 cm i diameter, nikkende før og efter blomstring. Svøbet er klokkeformet, dækket af hvide dunhår, op til 1,8 cm langt under frøsætning. De gule randkroner er meget talrige, op til 1 cm lange, skivekroner orange-gule.

Bladene er alle grundblade og kommer frem, efter at blomsterne er visnet, De er langstilkede, grønne på oversiden, hviduldne på undersiden, bredt hjerteformede, næsten cirkulære i omrids, indtil 14 cm i tværmål, med bølget ran, som har få eller mange tænder.

Blade og unge blomsterstande anvendes medicinelt mod hoste. I Kina dyrkes arten som honningplante.

Slægtsnavnet er afledt af latin tussis (’hoste’) og hentyder til bladenes anvendelse. Det videnskabelige artsnavn kommer af farfarum, det klassiske latinske navn på planten. Navnene følfod og hovblad hentyder til bladets form. Da bladene er langt mindre end hos de nært beslægtede arter af hestehov (Petasites), der af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) også blev kaldt Tussilago, måtte følfod nøjes med diminutivet.

Folkenavnene lerskræppe og mergelrose hentyder til, at arten især træffes på lerede jorder, mens lægeblad og lungeblad sigter til bladenes anvendelse som medicin. Det mærkelige navn sønnen-før-faderen hentyder til, at blomsterne kommer frem længe inden bladene, mens kopatte og pigerøv sigter til den ikke-udsprungne kurvs form.

Følfods rolle i folketroen beskrives på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

Disse planter har smukke gule blomster, der senere bliver til røde, blå eller blåsorte bær.

Veddet af mange arter anvendes til fremstilling af et gult farvestof, og mange arter anvendes medicinelt. Naga-folket i det nordøstlige Indien binder berberis-torne sammen i en splittet bambusstængel, kaldt azialangba, og benytter dem som tatoveringsnåle.

Slægtsnavnet, og dermed det danske navn, var sandsynligvis det klassiske latinske navn på disse planter.

 

Den bliver op til 2 m høj, blade elliptiske, bredest over midten, tilspidsede med en lille torn for enden. Blomsterstandene er hængende klynger af gule blomster langs grenene. Frugterne er først røde, siden purpurfarvede eller sorte. De er spiselige som rå og er rige på C-vitamin. Der fremstilles også saft, marmelade og gelé af dem, og de anvendes i suppe og té. Medicinsk benyttes de som vanddrivende middel. Iøvrigt anvendes planten til behandling af gulsot, hæmorrider og feber. Der kan udvindes et farvestof af frisk eller tørret rod og bark.

Artsnavnet er afledt af Crataegus (hvidtjørn), samt endelsen ina, et udtryk, som dækker en lignende, men mindre organisme, således ‘den lille hvidtjørn’, hvilket naturligvis sigter til tornene.

 

 

 

 

 

De fleste medlemmer af familien er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle arter i tropiske bjergegne, samt i Andes.

Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Frøet er en nød, som hos Betula og Alnus er ganske lille og vinget.

 

Slægtsnavnet er det oldgræske navn på den europæiske humlebøg (nedenfor), af ukendt oprindelse og betydning.

 

Barken på gamle træer er mørkebrun og furet og skaller af i flager. De kortstilkede blade er ovale eller aflange, spidse, op til 9 cm lange og 4,5 cm brede, stærkt tandede, hårede langs nerverne på undersiden. Hanlige rakler er op til 10 cm lange, hunlige til 6 cm. Frugterne er samlet i op til 8 cm lange, hængende klynger med 6-20 ovale nødder, indtil 5 mm lange, som er helt indesluttet i op til 2 cm lange dækblade, som først er gullige, senere brune.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Carpinus‘ (avnbøg).

 

 

 

 

 

Familien har navn efter hjulkrone (Borago officinalis), der er hjemmehørende i Middelhavsområdet og dyrkes mange andre steder som prydplante og til føde.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af arabisk al-hinna, som var navnet på henna (Lawsonia inermis), hvoraf der udvindes et rødbrunt farvestof. I det mauriske Spanien blev ordet forvrænget til alkanna, der blev navnet på A. tinctoria, af hvis rod der udvindes et rødt farvestof.

 

Arten er hjemmehørende i Tyrkiet, Kaukasus og Iran, mod syd til Yemen. Den vokser stenede steder og på stepper, fra havniveau op til højder omkring 2400 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ankhousa, som var navnet på Alkanna tinctoria, der blev anvendt kosmetisk. Navnet oksetunge er en dansk oversættelse af oldgræsk bouglosson, som var navnet på A. azurea (nedenfor), afledt af bous (‘okse’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til bladene, der har form som en oksetunge og har en ru overflade – netop som en oksetunge.

 

Arten er udbredt fra Middelhavsregionen mod øst til Kazakhstan, og derfra mod syd til Arabien og det nordlige Pakistan.

Blomsterne er meget besøgte af bier. De er spiselige.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk echis, som betyder ’hugorm’. Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), som var forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin, bemærkede ligheden mellem slægtens frø og et hugormehoved. De lange støvdragere, som rager ud af blomsten, kan også minde om en slangetunge.

I gamle dage havde disse planter ry for at kunne helbrede slangebid. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger herom: ”Den er en yderst galant plante under solen; det er en skam, at den ikke benyttes mere end den gør. Den udgør et særligt middel mod slangebid og alle andre giftige væsener samt tillige mod gifte og giftige urter. Dioscorides og andre siger, at den, som indtager denne urt eller roden af den, inden de bliver bidt af en hvilken som helst slange, ikke skal harmes af dens gift.”

 

Arten er pyramideformet, stængel tæt håret, op til 90 cm høj, blade linjeformede eller smalt aflange, grundblade kortstilkede, indtil 25 cm lange og 2 cm brede, stængelblade mindre, siddende. Blomsterstanden er pyramideformet, de nederste grene udgående fra bladbasis. Blomsterne er normalt hvidlige, blegt lyserøde eller lyseblå, undertiden blegt purpurfarvede, op til 1 cm lange, støvdragere normalt udragende.

I Tunesien blandes dens blade med blade af Rumex-arter og spises i supper. Medicinsk er den blevet anvendt som bedøvelsesmiddel og antioxidant, samt til behandling af betændelse, sår og blæner. I det østlige Tyrkiet smøres saften af knuste blade på bylder og steder med rheumatiske smerter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vildtvoksende fra Frankrig, Portugal og Marokko mod øst til den sydlige del af europæisk Rusland, Kaukasus og det nordlige Arabien, men er blevet forvildet i et antal andre lande. Den betragtes som invasiv i Australien, Sydafrika og USA. Den vokser i græsklædte og stenede områder, på tomter og langs floder, samt på marker, fra havniveau op til omkring 2400 meters højde.

Den indeholder alkaloider, som er giftige for ikke-drøvtyggende græsædere, såsom heste, og kan forårsage leverskader, der medfører nedsat vægt, i alvorlige tilfælde døden.

Artsnavnet hentyder til bladene, der minder om bladene hos visse vejbred-arter (Plantago).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helios (‘sol’) og trepein (‘at dreje’), hvilket stammer fra en gammel overtro, at disse planter drejede deres blomsterstande mod solen.

 

 

 

 

 

Oprindelsen af navnene Myosotis og forglemmigej, samt disse planters rolle i folketroen, er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

De oprette stængler, som er dækket af bløde hår, kan undertiden blive indtil 45 cm høje, men er oftest langt lavere eller næsten manglende. Grundblade og nedre stængelblade er stilkede, smalt omvendt spatelformede eller linjeformede, til 8 cm lange og 12 mm brede, hårede, øvre blade mindre, siddende. Blomsterstandene er tætte svikler, indtil 15 cm lange, blomsterne op til 8 mm i diameter, blå med hvidt svælg, omgivet af 5 hvide eller gule skæl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn hentyder til de ru blade hos mange medlemmer af slægten.

Jeg har adskillige fotos fra Tyrkiet af planter af denne slægt, men har kun været i stand til at bestemme en enkelt art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid-og-rosenfarvet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk symphyo (’at få til at vokse sammen’) samt phyton (’plante’), en hentydning til de knoglehelende egenskaber hos læge-kulsukker (S. officinale), i lighed med de danske navne valurt, af tysk wallen (’vokse til’) og stor vundurt, af tysk Wund (’sår’).

Ifølge en kilde kommer navnet kulsukker af fransk consoude, fra det gamle latinske navn på planten, Consolida (’styrkende’), på dansk konsolida, som blev forvansket til kongsolidarod og kongsalverod. I sin Flora Danica fra 1648 har den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) dog en anden forklaring på ordet kulsukker, nemlig at roden er sort som kul udvendigt, men hvid som sukker indvendigt, heraf også det folkelige navn sortrod.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk brakhys (‘kort’) og kalyx (‘bæger’, egentlig ‘hylsteret af en blomsterknop’).

 

 

 

 

 

Familienavnet kommer af navnet på kål-arter (Brassica). Der er altid 4 kronblade, som sidder korsvis og er årsagen til det danske familienavn. Frugten er en såkaldt skulpe, der ved modenhed sprækker i to dele.

En meget vanskelig familie, hvor modne frugter ofte er nødvendige for bestemmelsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aitho (‘at optænde’), her sandsynligvis i betydningen ‘afsveden’, samt nema (‘tråd’), her sandsynligvis i betydningen ‘støvtråd’. Måske har nogle medlemmer af slægten sorte støvtråde.

 

Arten findes i Tyrkiet, Syrien og Kaukasus, voksende på stenede skråninger i højder mellem 800 og 1700 m.

Artsnavnet hentyder til Armenien. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk alysson, fra a– (‘uden’) og lyssa (‘galskab’). Førhen mente man, at medlemmer af denne slægt kunne kurere hundegalskab.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det oldgræske ord for Lepidium draba, et andet medlem af korsblomstfamilien.

 

 

 

 

 

Den blev navngivet til ære for den franske kunstner Claude Aubriet (ca. 1665-1742), der arbejdede som botanisk illustrator ved Jardin du Roi (den kongelige botaniske have) i Paris. Fra 1700 til 1702 ledsagede han den franske botaniker Joseph Pitton de Tournefort (1656-1708) og den tyske læge og botaniker Andreas von Gundelsheimer (ca. 1668-1715) på en ekspedition til Mellemøsten, hvor han tegnede flora og historiske steder.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘dækket af hvide eller grå hår’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk krambe, en slags kål.

 

Arten vokser i græsland og på brakmarker, samt stenede steder, fra Tjekkiet og Italien mod øst til det sydvestlige Sibirien og Kazakhstan, mod syd til Tyrkiet og Kaukasus. Den træffes i højder mellem 900 og 1400 m.

Blade og unge stængler er spiselige, rå eller tilberedte, normalt blancherede. Den kødfulde rod er også spiselig, med en sød smag. Den anvendes rå i salater eller koges som grønsag. Den kan tørres og stødes til pulver, der blandes med mel til brødbagning.

Artsnavnet refererer til et område i Asien, der førhen var befolket af tyrkiske Tatar-talende folk, fra Volga-floden og Krim mod øst til det vestlige Sibirien og Kazakhstan.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af erysimon, det klassiske græske navn på en vejsennep-art, Sisymbrium polyceratium. Nogle autoriteter foreslår, at ordet stammer fra erymai (‘at beskytte’ eller ‘at frelse’), hvilket formentlig sigter til anvendelsen af vejsennep-arter mod betændelse i struben.

 

Artsnavnet kommer af latin thyrsus, i botanisk sammenhæng en tæt klase, samt oideus (‘minder om’). Ordet thyrsus stammer fra oldgræsk thyrsos, en stav med et konisk ornament i toppen, som blev båret af Dionysos, guden for frugtbarhed og vin, eller af hans tilhængere.

 

 

 

 

 

 

 

Hos mange af arterne er de ydre kronblade meget større end de indre, hvilket er årsagen til det danske navn.

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for en slags karse.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for den vidt udbredte farve-vajd (I. tinctoria), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Det danske navn kommer af tysk Waid, som er afledt af proto-indoeuropæisk woyd, af ukendt betydning.

 

Denne art ligner meget farve-vajd, der også forekommer i Tyrkiet, men bladene er mindre stængelomfattende.

Artsnavnet er latin og betyder ‘glat’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på strand-karse (L. latifolium).

 

Arten er hjemmehørende fra Østeuropa og Tyrkiet gennem Centralasien til det nordlige Kina, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Pakistan, men er blevet indslæbt mange andre steder, bl.a. Europa, Australien og Nordamerika. I Danmark er den sjældent indslæbt. Den vokser på tomter, marker, stenede skråninger og stepper, fra havniveau op til omkring 1400 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser gennem bladet’, hvilket sigter til de stængelomsluttende blade.

 

 

 

 

 

Den blev navngivet til ære for den italienske læge og naturhistoriker Pietro Andrea Mattioli (1501-77), som beskrev over hundrede nye plantearter, og desuden oversatte De Materia Medica, et værk i 5 bind om urtemedicin, skrevet af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.).

Det danske navn kommer af oldgræsk leukos ‘hvid’, samt ion, et ord, som dækkede viol-agtige planter.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra det nordvestlige Afrika mod øst gennem Mellemøsten til Iran, samt i Grækenland og Arabien. Den vokser på åbne steder.

Om aftenen og natten er blomsterne meget velduftende, hvilket er anledningen til plantens engelske navn night-scented stock (‘nat-duftende levkøj’).

 

 

 

 

 

Den er en enårig urt, op til 1,5 m høj eller mere, normalt grenet fra midten. Den nedre del af stænglen er dækket af stive hår, men er glat i blomsterstanden. Grundbladene er stilkede, lyreformede eller snitdelte, med en stor flig for enden, håret på begge flader. De øvre blade er aflange eller linjeformede, helrandede, glatte. Kronbladene er gule, op til 8 mm lange og 4 mm berde, skulper til 1,7 cm lange og 2 mm brede. Den vokser på tomter og marker samt langs veje.

Arten blev tidligt indført til mange andre egne af kloden og er blevet naturaliseret i utallige lande. Den er klassificeret som invasiv i Californien, på Hawaii samt i nogle af staterne omkring de store amerikanske søer, og endvidere i New Zealand og på nogle øer ud for Chiles kyst. I Danmark træffes den til tider forvildet.

 

 

 

 

 

Familien omfatter lobelier og deres slægtninge, som tidligere var placeret i en særskilt familie, Lobeliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Lobelioideae, af Campanulaceae.

 

Slægtsnavnet kommer af latin campanula (’lille klokke’), hvilket sigter til de klokkeformede blomster.

Adskillige arter er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Hyldest til farven blå.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Mellemeuropa mod øst til europæisk Rusland, mod syd til det nordlige Afrika, Jordan og Iran. Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skov, marker, tørre enge, tomter og langs veje, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

Den var førhen almindeligt dyrket i Europa på grund af bladene, der blev tilberedt som spinat, samt dens pastinak-lignende rod, der blev anvendt som en slags radise.

Eventyret Rapunzel, som blev offentliggjort i 1812 af Brødrene Grimm, tog sit navn fra denne plante. En forkortet version af dette eventyr er bragt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er diminutiv af rapa, den latinske betegnelse for majroe, således ‘lille majroe’, hvilket hentyder til rodens form.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘dækket af stive hår’, hvilket sigter til plantens tætte hårbevoksning. Det alternative navn ephesia betyder ‘fra Efesus’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den franske forfatter og akademiker Bénigne Legouz de Gerland (1695-1774), som grundlagde den botaniske have i Dijon. Det danske navn hentyder til slægtens meget skinnende frø, der minder om små spejle.

 

Arten vokser på tørre åbne steder samt i marker, fra havniveau op til omkring 2000 meters højde. Den er udbredt fra Bulgarien og Grækenland mod øst til Kaukasus, mod syd til Jordan, det nordlige Irak og det vestlige Iran.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pentagonos (‘femkantet’), fra pente (‘fem’) og gonos (‘kantet’), hvilket måske hentyder til, at kronen har 5 flige.

 

 

 

 

 

 

 

Et stort antal planter, som tidligere var placeret i denne familie, er blevet overført til andre familier.

 

Slægtsnavnet stammer fra Persien, hvor kapers blev kaldt for kabar.

 

Den er udbredt fra Sydeuropa og Nordafrika gennem Mellemøsten til Himalaya og Centralasien.

Lokalt indsamles dens løv til foder, mens blomsterknopper og frugter laves til pickles eller tilberedes som grønsag. En pasta fremstillet af roden smøres på rheumatiske lemmer, og saft fra roden kan uddrive indvoldsorm.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af Caprifolium, af proto-indoeuropæisk kapros (‘gedebuk’) samt latin folium (‘blad’), et ældre synonym for gedeblad-slægten (Lonicera).

 

 

 

 

 

 

 

En uidentificeret Lomelosia-art, Manisa. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tidligere var disse planter placeret i familien Valerianaceae, som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Valerianoideae, af gedebladfamilien.

Slægtsnavnet er afledt af latin valere (‘at være stærk, sund’), hvilket sigter til de medicinske egenskaber hos mange baldrian-arter.

 

Denne art forekommer fra Tyrkiet mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran. Den vokser i skove og på åbne skråninger i højder mellem 1000 og 3000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Alliaria‘ (løgkarse, Alliaria petiolata).

 

 

 

 

 

Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. tørre, sandede og klippefyldte steder, samt på mure, fra havniveau op til omkring 1000 m. Den er hjemmehørende fra Vesteuropa og Marokko mod øst til Tyrkiet, men er blevet indført til mange andre egne som haveplante. Den er blevet forvildet mange steder, bl.a. de Britiske Øer, Australien, Sydafrika og USA, og betragtes som invasiv i de to sidstnævnte lande.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rød’, hvilket sigter til blomsternes farve.

 

 

 

 

Denne families videnskabelige navn, såvel som det danske navn, hentyder til havenelliken (Dianthus caryophyllus), som dufter af kryddernelliker. I Oldtidens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag Syzygium aromaticum). Familienavnet blev forbundet med havenelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.

Slægten Dianthus er omtalt nedenfor.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk agros (‘mark’) og stemma (‘blomsterkrans’), hvilket sigter til et af voksestederne for den almindelige klinte (A. githago), samt til dens smukke blomster. Det danske navn kan spores tilbage til 1300-tallet. Det kommer muligvis af klint, som kan have været et af artens oprindelige voksesteder.

 

Denne art, som er begrænset til Grækenland, Tyrkiet, Syrien og Jordan, vokser på marker og skråninger i højder mellem 200 og 1600 m.

Den ligner meget almindelig klinte, men blomsterne er blegere, og bægerets flige er kortere end kronbladene. Artsnavnet refererer til disse flige, afledt af oldgræsk brakhys (‘kort’) og lobos (‘flig’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk Dios (en hentydning til Zeus) samt anthos (‘blomst’). Navnet Dianthos blev først anvendt af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.). Oprindelsen af det danske navn er forklaret ovenfor under familienavnet.

 

Arten er hjemmehørende fra de østlige Ægæiske øer mod øst til Kaukasus, mod syd til Syrien og det nordlige Irak. Den vokser stenede steder i højder mellem 700 og 2000 m.

Artsnavnet hentyder til ringen omkring svælget, der inddeler kronbladene i zoner.

 

 

 

 

 

Den er en opret, mangegrenet urt, indtil 60 cm høj, stængel firkantet, dunet. Bladene er grågrønne, glatte, siddende, modsatte, hvert andet par vinkelret på det forrige par. De nedre blade er smalt lancetformede eller aflange, ofte ret sammentrængte, indtil 3 cm lange og 5 mm brede, øvre blade lancetformede, spidse, op til 6 cm lange og 1 cm brede. De hvide, langstilkede blomster, som udgår fra bladhjørnerne, er op til 3 cm i tværmål, kronblade 5, indtil 1,5 cm lange, splittet halvvejs til grunden, bægerblade omkring 8 mm lange.

Arten er udbredt i hele Europa, mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og Afghanistan. Den vokser i skove, krat og græsland, samt langs veje, fra havniveau op til omkring 1600 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk holosteon, som direkte oversat betyder ‘helt ben’. Dette er utvivlsomt ment ironisk og hentyder til denne plantes skøre, svage stængler – et af den svenske naturhistoriker Carl von Linnés (1707-78) mange humoristiske indfald, da han navngav arten Stellaria holostea i 1753. Han var kendt for at være ret opfindsom, når det kom til navngivning af arter.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, en satyr med hesteører og -hale, som var beskytter af vinguden Dionysos. Silenus er ofte afbildet beruset, indsmurt i klæbrigt skum fra vinen. Hans navn er afledt af oldgræsk sialon (‘spyt’). Forbindelsen til planterne er, at hunlige planter hos nogle arter, bl.a. dag-pragtstjerne (S. dioica), udskiller en skummende væske, som er med til at fastholde pollen fra besøgende insekter.

Det danske navn hentyder til, at stænglen hos mange arter er fyldt med klæbrige kirtelhår, hvor små insekter ofte hænger uhjælpeligt fast.

 

Denne art er udbredt fra Balkan mod øst til kaukasus, mod syd til Jordan og Iran. Den vokser på åbne skråninger og stenede steder i højder mellem 800 og 3100 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khloros (‘grøn’), samt latin folium (‘blad’).

 

 

 

 

 

Den har en opstigende eller opret, kirtelhåret, grågrøn stængel, indtil 50 cm høj, de linje- eller spatelformede grundblade danner en roset, stængelblade modsatte, linjeformede eller smalt lancetformede, indtil 5 cm lange og 6 mm brede, tilspidsede. De stilkede blomster er endestillede, ofte få i en åben klase, undertiden op til 10, kronblade lyserøde, rødligt-violette eller til tider hvide, indtil 1,3 cm lange, med 2 små flige. Bægerbladene er vokset sammen til et grågrønt, oppustet, urneformet, kirtelhåret bæger, indtil 1,8 cm langt, med 25-30 hævede, purpurfarvede nerver, og for enden 5 spidse flige, op til 8 mm lange.

Artsnavnet hentyder til det oppustede bæger.

 

 

 

 

 

Bladene er modsatte, mørkegrønne, hårede, bladplade lancetformet, smalt elliptisk eller næsten linjeformet, margin helrandet, nedre blade op til 10 cm lange, gradvis mindre op ad stænglen. Bægerbladene er sammenvoksede og danner et grønt, let oppustet, håret, cylinderformet bæger, op til 1,8 cm langt, med 10 nerver. Blomsterstanden er en mangeblomstret klase, de duftende blomster næsten siddende, nikkende, kronen hvid eller sommetider rød, indtil 4 cm i tværmål, kronblade 5, dybt fligede, med små lapper i svælget.

Arten er udbredt fra Syd- og Østeuropa mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Jordan og Iran.

 

 

 

 

 

Stængel opret, indtil 80 cm høj, håret, noget klæbrig foroven. De stilkede grundblade, som er spatelformede, ovale eller omvendt lancetformede, danner en roset, stængelblade siddende, næsten linjeformede, korthåret langs randen. Blomsterstanden er en endestillet klase, grenet fra bladhjørnerne, blomster gullige eller bleggrønne, stilkede, indtil 5 mm i tværmål, kronblade op til 4 mm lange, tungeformede, helrandede, bæger klokkeformet, papiragtigt, glat, indtil 6 mm langt, med 10 smalle, utydelige nerver.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk ous (‘øre’). Hvad det hentyder til er uklart.

 

 

 

 

 

En vidt udbredt plante, der vokser i græsklædte og klippefyldte områder, samt på stengærder. Den findes i næsten hele Europa samt i Nordafrika og videre mod øst gennem tempererede områder af Asien til Mongoliet og det nordlige Kina. I Danmark er den almindelig.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk eus (‘god’) og onoma (‘navn’). Det er uklart, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav slægten dette navn.

 

Arten er udbredt fra Mellemeuropa mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran, mod syd til Nordafrika og Syrien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bredbladet’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af kistos, det klassiske græske ord for disse buske.

 

Den er udbredt fra Italien mod øst til Tyrkiet, Syrien og Jordan, voksende i krat og på åbne skråninger, fra havniveau op til højder omkring 1000 m.

En klæbrig brun harpiks ved navn labdanum eller ladanum udvindes af denne busk. Den har været anvendt medicinelt i tusinder af år, og i dag benyttes den stadig i visse typer parfumer og vermouth.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grenene af denne busk er oprette, med rødlig bark, som ofte skaller af i flager. Som dens latinske artsnavn og det danske navn fortæller, ligner dens blade laurbærtræets (Laurus nobilis) blade. De er stilkede, mørkegrønne, ovale eller til tider lancetformede, spidse, op til 9 cm lange, oversiden mere eller mindre glat, meget klæbrig, undersiden grå eller hvidlig af korte dunhår. De langstilkede blomsterstande har 3-5 blomster, op til 5 cm i diameter, kronblade hvide med gullig basis omkring de orangegule støvdragere.

 

 

 

 

 

Arten vokser på kalkrige jorder i krat og på åbne skråninger, fra havniveau op til omkring 500 meters højde. Den er udbredt omkring Middelhavet, mod øst til Kaukasus og Iran.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ med blade som salvie’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, som er afledt af oldgræsk helios (‘sol’) og anthemon (‘blomst’), sigter til, at de fleste medlemmer af slægten vokser på solrige steder.

Arter i den Nye Verden, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Crocanthemum.

 

 

 

 

 

Blomsterstanden er oftest en ensidig, fåblomstret klase, blomster indtil 2 cm i tværmål, kronblade 5, citrongule til varmt gule, med talrige støvdragere. Bægerbladene er lancetformede, stærkt hårede, grønne, ofte med rødbrun rand. Den individuelle blomst lever ikke længere, men planten producerer til gengæld en mængde af dem i løbet af sommeren. De er kun åbne i solskin ved temperaturer over 20 grader.

Arten er udbredt i størsteparten af Europa samt i Tyrkiet og Kaukasus. Voksestederne omfatter bl.a. heder, tørre skrænter og klipper.

Artsnavnet kommer af latin nummulus (‘lille mønt’), hvilket sigter til blomsterne, der skinner som guldmønter i solskinnet.

 

 

 

 

 

Convolvulaceae Snerlefamilien

Denne familie omfatter omkring 58 slægter med næsten 2000 arter, hvoraf de fleste er urteagtige slyngplanter, men også nogle oprette urter, buske eller træer. Blomsterne hos næsten alle arter er tragtformede, med fem sammenvoksede kronblade, og hos mange arter er de store og smukke. Bladene er udelte og ofte hjerteformede. De sidder vekselvis, og der er ingen akselblade.

Stænglerne hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til familienavnet, der kommer af latin convolvere, ‘at slynge sig’.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Disse slyngplanter snoer sig rundt om voksende stængler af majs, soyabønner og bomuldsplanter, ja selv omkring andre ukrudtsplanter, som burde være i stand til at klare sig mod sådanne små og svage planter, som snerlerne synes at være. Men de er ikke svage. Som slanger kravler disse tynde slyngplanter op over de planter, de har valgt som espalier. Snart vil snerlernes store blade overskygge bladene hos espalier-planterne, og kort tid efter smiler deres pragtfulde blomster til hele verden, som en stor kvinde, der spærrer for udsynet hos en lille dreng i biografen.”

Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler.

En mængde arter af denne familie er omtalt på siden Planteliv: Snerler.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalyx (‘kop’) og stegos (‘dække’), altså ‘en dækkende kop’, hvilket hentyder til bægerets form.

Førhen var disse planter indlemmet i slægten Convolvulus, som de nøje ligner, bortset fra visse små botaniske karakterer.

 

Denne plante er hjemmehørende omkring Middelhavet og Sortehavet, men dyrkes ofte som prydplante og er blevet forvildet mange steder, specielt Australien og New Zealand, hvor den betragtes som invasiv. Den vokser i krat, hegn og skovkanter, fra havniveau op til højder omkring 1500 m.

Ifølge Kew Gardens findes underarten orientalis i Kina, mens underarten fraterniflora skulle forekomme i Nordamerika. Det forekommer mig yderst besynderligt, at en art skulle have så vidt adskilte bestande, så det drejer sig måske om 3 forskellige arter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i skove’, afledt af silva (‘skov’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnets betydning er forklaret ovenfor under familienavnet.

 

Den vokser på stenede steder og i græsland i højder mellem 750 og 2100 m.

Artsnavnet hentyder til Assyrien, et semitisk kongerige, som fandtes ca. 2500-600 f.Kr., centreret omkring nutidens nordlige Irak og Syrien.

 

 

 

 

 

Cantabrisk snerle er hjemmehørende i Sydeuropa, det nordlige Afrika, Ukraine, den sydlige del af europæisk Rusland samt Mellemøsten, mod øst til Iran og Afghanistan. Den vokser på kalkholdig jordbund i tørre græsklædte områder, skove, blandt klipper og langs veje, fra havniveau op til omkring 1700 meters højde.

Artsnavnet hentyder til Cantabrien, et landskab i Baskerlandet i det nordlige Spanien.

 

 

 

 

 

 

 

En krybende, tæthåret plante, blade stilkede, bredt ovale med hjerteformet basis, spidsen but eller tilspidset, margin bølget med runde eller skarpe tænder. Blomsterne, som udgår fra bladhjørnerne, er op til 3,5 cm i diameter, enlige eller 2-4 sammen, kronen lyserød eller purpurfarvet, eller en kombination, med hvidt svælg.

Artsnavnet hentyder til Galatien, som var en provins i Romerriget, beliggende i det nuværende centrale Tyrkiet.

 

 

 

 

 

Arten er endemisk i Tyrkiet, hvor den vokser i græsland og lyse fyrreskove i højder mellem 850 og 1200 m.

Artsnavnet refererer til Frygien, et kongedømme i den vestlige del af Anatolien, hvis magt var størst omkring 700 f.Kr.

 

 

 

 

 

Silke-arter er udbredt over det meste af kloden, med størst diversitet i troperne og subtroperne, mens tempererede egne har langt færre arter, fx Nordeuropa, hvor der kun findes 4. Omkring 18 arter forekommer i Tyrkiet.

Silkearter snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt i deres gule eller rødlige stængler. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, snoer den sig omkring den og sender haustorier ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, kusuta eller kuskut, som i formen Cuscuta blev anvendt af Rufinus, en italiensk munk og botaniker, der var forfatter til De virtutibus herbarum, som blev fuldendt omkring 1287. Dette værk omtaler næsten tusind medikamenter, mest fra planter.

Det danske navn silke hentyder til disse planters tynde og ’silkefine’ stængler. I 1800-tallet var to arter, kløversilke (C. epithymum ssp. trifolii) og hørsilke (C. epilinum), yderst frygtede ukrudtsplanter i afgrøder, så det er ikke sært, at de fik mange folkenavne, bl.a. skurv, kløverkvæler, Fandens sytråde, troldegarn og kravl-op, der alle hentyder til deres skadelighed eller frodige vækst, mens kragesilke er et nedsættende navn. (Forstavelserne krage- og hunde- i forbindelse med plantenavne udtrykker foragt).

 

 

 

 

 

 

Disse planter er hjemmehørende i tempererede egne af Eurasien og Nordamerika, med Kina, Japan og det sydøstlige USA som kærneområder. 2 arter findes i Tyrkiet.

Slægtsnavnet betyder ‘horn’ på latin, hvilket sigter til slægtens hårde ved. I Oldtidens Rom var det navnet på arten Cornus mas. Det danske navn er af tjekkisk oprindelse og betyder ligeledes ‘horn’.

 

Denne art vokser især på solrige steder, men kan dog også trives i halvskygge. I den sydligste del af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge.

Den er vildtvoksende i størsteparten af Europa, fra Irland, Skotland og det sydlige Norge mod syd til Spanien, det sydlige Italien og Grækenland, mod øst til det vestlige Rusland, Ukraine, Tyrkiet, Kaukasus, samt Alborz-bjergene i det nordlige Iran. I mange andre lande dyrkes den som prydbusk på grund af de rødlige stængler, som er prægtige efter løvfald.

Af det hårde ved blev førhen fremstillet kvægstave og kødnåle. Frugterne har en bitter smag. Olie udvundet af dem blev førhen anvendt som lampeolie. Medicinsk blev de benyttet som brækmiddel, mens den snerpende bark blev anvendt som feberstillende middel.

I 1991 blev det velbevarede lig af en stenalderjæger fundet i en gletscher i Alperne. Ismanden Ötzi, som han blev kaldt, døde for omkring 5300 år siden, formodentlig fanget i en snestorm. Hans pileskafter var fremstillet af veddet af kornel og kvalkved (Viburnum, se Adoxaceae). (Kilde: K. Spindler 1994. The Man in the Ice)

 

 

 

 

 

 

De fleste arter er lave planter, som vokser i tørre områder, fx på klipper eller i sand og grus.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for husløg (Sempervivum), en anden slægt i stenurtfamilien. Hvorfor navnet blev hæftet på denne slægt er uklart.

 

 

 

 

 

Arten forekommer i Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet, voksende på klipper fra havniveau op til højder omkring 900 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blomsterne tæt sammenpresset’.

 

 

 

 

 

Arten forekommer i Grækenland, Tyrkiet, Syrien, Libanon og Jordan. Den vokser på kalkholdige klipper, fra havniveau op til omkring 600 meters højde.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erion (‘uld’) og karpos (‘frugt’), hvilket sigter til artens hårede frugter.

 

 

 

 

 

 

Måden, som denne plante spreder sine frø på, er meget usædvanlig. Når frugten er moden, eksploderer den og sender en stråle væske, indeholdende frøene, op til 5 m bort.

Arten er det eneste medlem af slægten. Den er hjemmehørende omkring Middelhavet og videre østpå til Uzbekistan og Iran. Den vokser på forstyrrede steder, såsom tomter, marker, stenede områder, flodbredder og langs veje, fra havniveau op til højder omkring 600 m.

Den anvendes medicinelt, men er temmelig giftig.

Det klassiske græske navn på denne plante var elaterion, afledt af elaterios (‘at bortdrive’), hvilket sigter til artens frøspredning. Slægtsnavnet er også oldgræsk, fra ekballein (‘at kaste’), hvilket naturligvis også hentyder til frøspredningen.

Planten er ikke særlig køn, og det danske navn skal forståes nedsættende.

 

 

 

 

 

 

Disse planter danner underjordiske rodknolde, og nogle arter har tillige yngleknopper i bladhjørnerne. Disse knopper falder til jorden, når de er modne, og kan eventuelt spire til nye planter. Rodknoldene af nogle arter er af stor økonomisk betydning, da de spises i visse egne. Af andre arter udvindes ingrediencer til traditionel og moderne medicin.

Slægten er opkaldt efter den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). Det danske navn kan spores tilbage til sidst i 1500-tallet, enten fra portugisisk inhame eller fra spansk iñame, sandsynligvis af vestafrikansk oprindelse.

 

Arten er tvekønnet med hanlige og hunlige blomster på separate planter, de hanlige i slanke, op til 10 cm lange klaser, de hunlige i kortere klynger. De små blomster, op til 6 mm i diameter, er grønlig-gule, med 6 kronblade. Frugten er et næsten kuglerundt bær, først grønt, siden knaldrødt, op til 1,5 cm i diameter.

Den er udbredt omkring Middelhavet, og derfra mod nord til England og Tyskland, mod øst til Kaukasus og Iran, voksende i skove og krat.

Alle dele af planten er giftige, men et grødomslag af den anvendes mod skrammer og betændte led. Efter kogning er unge skud spiselige. De konsumeres i det sydlige Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Kroatien og Grækenland.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan dels hentyde til disse planters ru, kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

Navnet padderok hentyder til, at vårskuddene hos nogle arter, med sporehuse samlet øverst på stænglen, blev sammenlignet med hovedet på en spinderok (heraf det folkelige navn kællingerok), samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til. Folkenavnene præstepik, hundepik og rævepik sigter ligeledes til den stive stængel med sporehuse.

 

Den vokser på fugtige steder, først og fremmest i kildevæld i lyse skove, hvor den ofte danner store kloner. Den er udbredt i hele Europa, med undtagelse af de nordligste egne, og videre mod øst næsten til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran. Den kan træffes op til omkring 1200 meters højde. I Danmark vokser den hist og her i Østjylland og på Øerne.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk telma (‘sump’), hvilket sigter til, at arten vokser i fugtige områder.

 

 

 

 

 

 

På oldgræsk betyder artsnavnet ‘rosentræ’. For Oldtidens grækere mindede blomsterklaserne hos visse rhododendron-arter åbenbart om roser.

En lang række arter fra andre egne af verden er præsenteret på siden Planteliv: Rhododendron.

 

Gul azalea er udbredt fra det sydlige Polen mod syd gennem Østrig til Balkan, og derfra videre østpå til Kaukasus. Den vokser i skove og på græsklædte skråninger, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

Dens sødtduftende blomster tiltrækker bier, men honningen fra dem er faktisk giftig, og rapporteringer af mennesker, som er blevet forgiftet af at spise denne honning, findes helt tilbage i Oldtidens Grækenland.

 

 

 

 

 

 

 

Den er en stor busk, undertiden op til 10 m høj, blade elliptiske eller omvendt ovale, op til 17 cm lange og 4,5 cm brede, først dunhårede på undersiden, senere næsten glatte, med vedvarende kirtelhår. De endestillede blomsterstande har op til 20 stilkede, klokkeformede, lyserøde eller purpurfarvede blomster, til tider hvide med purpurfarvet basis, kronrør indtil 2,5 cm langt, med 5 udbredte, spidse eller afrundede, op til 2,5 cm lange flige, hvoraf en enkelt har små gule prikker. Frugten er en op til 2,8 cm lang kapsel.

I 1763 blev pontisk rhododendron indført til de Britiske Øer som prydplante, og den blev også anvendt som vildtplantning. Den blev hurtigt naturaliseret, idet den spredtes vegetativt ved hjælp af sine rodslående grene. I dag er den en meget skadelig plante i England, Wales og Irland, da den har koloniseret talrige bjergskråninger, heder og skyggefulde skove, hvor den ofte udkonkurrerer lokale plantearter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste arter indeholder en hvid mælkesaft, nogle er sukkulenter, mens andre er udstyret med skarpe torne.

Blomsterstanden hos disse planter, kaldt cyathium, er kop-lignende, bestående af sammenvoksede højblade med nektarholdige kirtler i randen. Disse højblade sidder omkring en ring af hanlige blomster, hver med en enkelt støvdrager, og med en enkelt hunlig blomst i midten. Hele denne struktur minder overfladisk om en enkelt blomst. Frugten er en kapsel med 3 klapper.

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Kamchatka, mod syd til Spanien, Syrien, Iran og Kina. Den er også blevet forvildet i Skandinavien, England og USA. I Danmark træffes den hist og her. Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. krat, marker, flodbredder, græsklædte skråninger og stenede steder, fra havniveau op til højder omkring 2100 m.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt omkring Middelhavet, og derfra mod nord til Ukraine, mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran. Den vokser i lyse fyrreskove, krat, åbne arealer, græsland og på marker, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stiv’, hvilket sigter til de forveddede stængler.

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser i skove, krat og græsland, på marker og stenede skråninger, samt langs floder og veje, fra havniveau op til omkring 1900 meters højde. Den er udbredt fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til det sydlige Sibirien, Kazakhstan og Afghanistan, mod syd til Iran og Pakistan.

Artsnavnet sigter muligvis til den franske statsmand Pierre Séguier (1588-1672), som var kansler i Frankrig fra 1635.

 

 

 

 

 

Ifølge den nyeste revision omfatter denne familie i dag 6 underfamilier, hvoraf kun medlemmer af Faboideae (Papilionoideae) omtales nedenfor. Blomsterne i denne underfamilie har en unik opbygning. Af de 5 kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

Bladene er snitdelte hos de fleste arter, men nogle er trekoblede eller håndformede. Frugten er en bælg, der sædvanligvis er meget længere end bred. Den åbnes ved modenhed langs to sømme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anthyllio, diminutiv af anthos (‘blomst’).

 

En flerårig plante med oprette eller opstigende stængler, varierende fra 5 cm høje dværgformer til buskagtige urter, op til 40 cm høje. Grundbladene består ofte kun af et endestillet elliptisk småblad, indtil 8 cm langt, de øvrige småblade, 1-4 par, er meget mindre eller mangler helt. Stængelbladene har 2-4 par småblade, ovale, elliptiske eller lancetformede, de sidestillede op til 2,5 cm lange og 8 mm brede, det endestillede indtil 6 cm langt og 2 cm bredt, afrundet.

Blomsterstanden er et kompakt hoved med talrige blomster, indtil 1,9 cm lange, gyldengule hos de fleste underarter, undertiden hvidlige, orange eller røde. Bægeret er opsvulmet, med uens tænder i randen og dækket af hvide hår. Bælgen er oval, håret, mørk, med blot et enkelt frø.

Denne art er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran, med en isoleret forekomst i det ethiopiske højland. Den vokser i tørre græsklædte områder og i klitter, langs veje og diger, samt i andre forstyrrede områder, helst på kalkholdig jord, fra lavlandet op til omkring 3000 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin vulnus (‘sår’), hvilket sigter til artens tidligere anvendelse til behandling af sår. Den blev også benyttet mod hoste.

 

 

 

 

 

Disse planter er meget variable, fra blødhårede urter til stikkende dværgbuske. Bladene hos langt størstedelen er snitdelte med talrige småblade. Bægeret er rørformet med 5 korte tænder eller flige, ofte af uens længde. De ligner meget medlemmer af slægten spidsbælg (Oxytropis), men spidsen af blomstens køl er but, i modsætning til kølen hos spidsbælg, som er forsynet med et næb. Bælgen er ofte delt på langs i to kamre.

I Oldtidens Grækenland dækkede ordet astragalos en af knoglerne i ankelleddet, som man kaldte kugleknoglen. Der blev fremstillet terninger af disse knogler fra visse dyrearter. Astragalos var også navnet på sort fladbælg (Lathyrus niger). En mulig forklaring er, at for grækerne lignede frøene af denne plante terningerne fremstillet af kugleknogler.

 

Arten er udbredt på Balkan, samt i Tyrkiet, Libanon og Syrien, voksende i tørre og stenede områder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘smalbladet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khamai (‘på jorden’, dvs. ‘lav’) samt kytisos, det klassiske navn på Medicago arborea, et andet medlem af ærteblomstfamilien.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk kolutea, et navn benyttet for disse planter af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.).

 

Arten er udbredt fra Bulgarien, Grækenland, Krim og Kaukasus mod syd til Syrien, det nordlige Irak og det nordvestlige Iran. Den vokser i skove, lunde, krat, græsland, og maki, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Cilicia’, i den romerske periode navnet på et område i det sydøstlige Tyrkiet, som var kendt for sin produktion af cilice, filt, som blev fremstillet af hår fra ciliciske geder.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin corona (‘krone’), samt den catalanske endelse illa, som udtrykker noget småt, således ‘lille krone’, hvilket sigter til den afrundede blomsterstand, der minder om en lille krone.

 

Arten findes fra Mellem- og Sydauropa mod øst til europæisk Rusland, og derfra mod syd til Iran, men dyrkes mange andre steder som grøngødning eller som erosionskontrol. Den betragtes som invasiv i adskillige amerikanske stater.

Den er giftig for heste og andre ikke-drøvtyggende dyr på grund af dens indhold af nitroglycosider. Hvis den konsumeres i større mængde, kan den forårsage langsom vækst, lammelser eller undertiden død. Drøvtyggende dyr som kvæg, får og geder er i stand til at neutralisere giftstoffet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘divers’, hvilket formentlig sigter til, at blomsterne har adskillige farver.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er den latinske betegnelse for en type hårdt træ af forskellige subtropiske og tropiske træer, specielt af slægten Diospyros. Hvorfor det blev hæftet på denne slægt af blødhårede urter er uklart.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk glykyrrhiza, fra glykys (‘sød’) og rhiza (‘rod’), hvilket sigter til det søde, aromatiske ekstrakt af roden af Glycyrrhiza glabra (nedenfor). Dette ord blev forvrænget til liquiritia på latin, hvilket blev til lakrids på dansk.

 

Arten vokser i forskellige åbne habitater, bl.a. marker, vejkanter, langs floder og i klitter, fra havniveau op til højder omkring 1800 m.

Den er hjemmehørende fra Middelhavsområdet mod øst til det sydlig-centrale Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina, mod syd til Arabien og Pakistan, men dyrkes mange andre steder for dens rod, der har været anvendt i folkemedicinen i tusinder af år. I dag benyttes udtræk af roden i farmakologiske produkter, samt som smagsstof i kager, slik, drikkevarer og tobak.

Artsnavnet er latin og betyder ‘glat’, hvilket sigter til den glatte stængel og de glatte bælge.

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er afledt af oldgræsk hedysaron (‘økse-urt’), et navn på en nu ukendt plante, beskrevet af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). Forbindelsen til denne slægt er uklar.

 

 

 

 

 

De fleste af disse planter er slyngplanter med klatretråde for enden af bladene, men nogle er oprette dværgbuske. Ved modenhed ruller bælgens to halvdele op i spiralform, hvorved frøene spredes i en betragtelig afstand.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk lathyros, det klassiske navn på græs-fladbælg (Lathyrus sativus).

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Ukraine og Kaukasus mod syd til Grækenland og Syrien, voksende i skove og krat i højder mellem 1500 og 2000 m.

Artsnavnet er afledt af latin aurum (‘guld’), samt endelsen ous, der udtrykker en egenskab, således ‘gylden’, hvilket hentyder til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

Denne art findes fra Sydeuropa og det nordlige Afrika mod øst til Kazakhstan, Kirgisien og Pakistan. Den vokser i fyrreskove og krat, samt på marker og stenede skråninger, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘som Cicer‘ (kikærte).

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Italien mod øst til Krim og Kaukasus, mod syd til Syrien og Iran, voksende i løvskove og krat.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med stor afstand mellem blomsterne’ – et underligt navn, da dette langtfra er tydeligt.

 

 

 

 

 

En glat klatreplante, til tider op til 2 m lang, blade med 1-4 par helrandede eller tandede småblade, som ender i en klatretråd. Akselbladene er meget store, skævt ovale, op til 8 cm lange, tandede, stængelomfattende. Blomsterstilke op til 10 cm lange, voksende fra bladhjørnerne, med 1-3 op til 3 cm lange blomster, kronen varierende farvemæssigt, fanen normalt lyslilla med mørkere striber, vinger og køl mørkt purpurfarvede, eller hele blomsten er hvid. Bægeret er op til 1,5 cm langt, med ovale eller lancetformede tænder, der er længere end bægerskålen. Bælgen er linjeformet, med næsten cirkelformet tværsnit, op til 7 cm lang og 1,7 cm bred.

Artsnavnet er afledt af latin holus (‘grønsag’) samt endelsen aceus (‘minder om’), et ord, der blev anvendt for mange typer spiselige planter. Det tidligere slægtsnavnd Pisum er det klassiske latinske ord for haveært.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onobrykhis, fra onos (‘æsel’) og brykho (‘at æde med grådighed’). Formodentlig har en eller anden græker i Oldtiden bemærket, at æsler grådigt åd af disse planter. Gennem tiderne har de været meget anvendt som dyrefoder, og en enkelt art, O. viciifolia, er blevet naturaliseret talrige steder, bl.a. i Danmark, hvor en livskraftig bestand findes på Høvblege på Møn.

På oldfransk blev disse planter benævnt sain foin (‘sundt hø’). I 1500-tallet skrev den franske videnskabsmand Olivier de Serres: “Denne urt kaldes på fransk sain-foin, på italiensk herba medica, i Provençe og Languedoc luzerne. Ordet sain blev hæftet på planten på grund af dens højt priste egenskaber, for dens medicinske virkning og for dens evne til at opfede kvæg.”

Det danske navn er afledt af esparceto, det provençalske ord for den lignende og nært beslægtede hanekløver (Hedysarum, ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er udbredt fra Kaukasus og Tyrkiet mod øst til Kazakhstan, Kirgisien og Pakistan, voksende på stenede steder og blandt nedfalden ur, i højder mellem 1200 og 3100 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med horn’. Det kan hentyde til de hårde torne, som ofte parvis peger ud til siden i en vinkel på ca. 60 grader, ikke ulig hornene på en ged.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på mark-krageklo (O. spinosa). Det danske navn sigter til disse planters krumme køl.

 

Arten er vidt udbredt omkring Middelhavet, mod øst til Iran.

Artsnavnet er latin og betyder ‘klæbrig’, afledt af viscum, en fuglelim fremstillet af mistelten (Viscum album).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af arabisk sufayra, et ord, som blev anvendt for træer i ærteblomstfamilien.

 

Arten er udbredt fra europæisk Rusland, Tyrkiet og Syrien mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Kina. Den vokser i græsland, ørkener og i kanten af marker, fra havniveau op til højder omkring 1750 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk alopex (‘ræv’), oura (‘hale’), samt oides (‘ligner’), hvilket formentlig hentyder til den lange blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Middelhavsregionen, men er blevet indført mange andre steder. Den betragtes som invasiv i Californien, Oregon, Hawaii, det centrale Chile, det sydøstlige Australien og Western Cape-provinsen i Sydafrika, samt på de Kanariske Øer og Azorerne. Den vokser især i tørre områder, fra havniveau op til omkring 600 meters højde.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sparton (‘reb’), hvilket hentyder til, at der blev fremstillet reb af stænglerne. Artsnavnet er latin og betyder ‘ligner siv’, hvilket sigter til grenene, der minder om stænglerne hos visse siv-arter (Juncus).

 

 

 

 

 

Bladene er trekoblede, og bælgen er lille, med kun et enkelt frø.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘med tre blade’, hvilket sigter til småbladene. Det var det klassiske navn på kløver.

 

Denne art vokser på tørre og sandede steder langs veje, på tomter, i udkanten af marker, græsklædte arealer og klitter, fra havniveau op til højder omkring 2300 m. Den forekommer i hele Europa, med undtagelse af arktiske egne, mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Nordafrika, Ethiopien, Iran og Kazakhstan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes på marker’.

 

 

 

 

 

Arten vokser i åbne områder og er hjemmehørende fra Middelhavsområdet mod øst til Iran.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende fra Middelhavet mod øst til Afghanistan og Himalaya. Den er en vigtig afgrøde til hø i Iran og Afghanistan, og den dyrkes også andre steder. Den vokser i åbne områder, såsom marker, vejkanter og tomter. I Tyrkiet forekommer den fra havniveau op til højder omkring 1500 m, i Himalaya op til ca. 2700 m.

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser åbne solrige steder, såsom krat og marker, samt langs veje, fra havniveau op til omkring 900 meters højde.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for vikke.

 

Den er meget variabel, med en mængde sammenfiltrede, slanke grene, op til 2 m lange, glatte eller sparsomt hårede. Bladene er op til 8 cm lange, snitdelte, med 8-16 par linjeformede, aflange eller ovale småblade, som kan være op til 4 cm lange hos nogle underarter, men normalt kun er omkring 1 cm, med en grenet klatretråd for enden. Akselbladene er slanke, en smule spydformede, helrandede. Blomsterstandene er langstilkede, tætte eller åbne klaser fra bladhjørnerne, som har 10-40 violette eller lilla blomster, op til 1,8 cm lange, somme tider med hvidlig køl, fane dobbelt så lang som køl. Bælgen er indtil 3 cm lang, glat.

Artsnavnet er det klassiske latinske ord for en vild vikke-art.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Middelhavsområdet og Ukraine mod øst til Iran, men dyrkes andre steder som foderplante og til hø, og den ses til tider forvildet. Den vokser i åbne områder, såsom brakmarker og langs veje, fra havniveau op til højder omkring 1300 m.

Artnavnet hentyder til Pannonia, som var en provins i Romerriget, beliggende i den vestlige del af det nuværende Ungarn.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af kastana, det klassiske græske ord for ægte kastanje (nedenfor).

 

Det kan blive indtil 35 m højt, med en stammediameter på 2 m eller undertiden mere. Bladene er kortstilkede, aflange eller elliptiske, op til 27 cm lange og 7 cm brede, tilspidsede, basis afrundet, med op til 25 skarpe tænder på begge sider langs randen, glatte på oversiden, dunhårede på undersiden. Frugten er kuglerund, op til 6 cm i tværmål, lysebrun, dækket af lange torne.

Denne art er i stand til at leve i 5-600 år, og nogle dyrkede individer hævdes at være 1000 år gamle. Den dyrkes vidt og bredt for sine spiselige nødder samt for veddets skyld. De rå kastanjer er dækket af et sejt hudlag, som har en ubehagelig, snerpende smag. De ristes normalt, hvilket gør det nemmere at fjerne dette lag. Plantager af ægte kastanje er almindelige i Spanien, Portugal, Frankrig, Schweiz, Italien, Grækenland og andre steder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dyrket’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den modne frugt af disse planter spaltes op i 5 afsnit, som hver især er forsynet med en lang spiralformet griffel med et frø ved basis. Griflen drejer sig omkring sin akse, hvorved den er i stand til at bore frøet ned i jorden.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eroidios (‘hejre’), hvilket sigter til, at frugten hos mange arter minder om en hejres næb.

I England kaldes disse planter for stork’s-bills (‘storkenæb’), hvilket er forvirrende for en dansker, da navnet storkenæb på dansk benyttes for arter af slægten Geranium (nedenfor), der på engelsk kaldes for crane’s-bill (’tranenæb’). I Nordamerika kaldes de for heron’s bills (’hejrenæb’), samt filarees, hvilket er en forvrængning af spansk alfilerillo, afledt af alfiler (‘nål’). Alle disse navne sigter til frugtens form.

 

 

 

 

 

 

 

Akselbladene er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!). Navneforvirringen omkring ‘fuglenæbbene’ er forklaret ovenfor under Erodium.

Om navnet storkenæb skriver den tyske læge og botaniker Leonhart Fuchs (1501-66) i 1542 i urtebogen De Historia Stirpium Commentarii Insignes (‘Særlige Kommentarer til Planternes Historie’): “Storckenschnäbel seind von den Griechen unnd Lateinischen genemt worden Gerania, darumb das sie am obersten teyl des stengels bringen ein köpfflin mit langen schnäbelin, nit anderst dann die Krench oder Storcken. Unnd daher kompt es, das zu unsern zeiten würdt Rostrum ciconiae geheyssen, das ist Storckenschnabel.” (‘Storkenæb bliver af grækerne og latinerne kaldt for Gerania, fordi de øverst på stænglen bringer et lille hoved med lange næb, ikke anderledes end næbbet hos traner eller storke. Og deraf kommer det, at de i vor tid bliver kaldt for Rostrum ciconiae, dvs. storkenæb.’)

 

Denne art er hjemmehørende i Europa, det nordlige Afrika og Arabien, samt fra Mellemøsten mod øst til Himalaya. Den blev indført til Nordamerika som prydplante og er blevet forvildet mange steder, især langs Stillehavskysten, hvor den betragtes som invasiv.

Den vokser på skyggefulde steder, ofte på kalkholdige klipper, fra havniveau op til højder omkring 1700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’, hvilket i lighed med det danske navn sigter til de skinnende blade.

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i forskellige habitater, bl.a. lyse skove, enge, græsgange og ruderater. Den er oprindeligt vildtvoksende i bjerge i Mellem- og Sydeuropa samt i Nordafrika, mod øst til Ukraine, Kaukasus og det nordlige Iran, men den dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i talrige lande, mod nord til Skandinavien, Finland og europæisk Rusland, samt i det nordøstlige Nordamerika og Australien. I Danmark er den almindeligt forvildet.

Artsnavnet og det danske navn hentyder til Pyrenæerne. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Stænglen er stærkt grenet, op til 50 cm høj, håret eller glat. Bladene er håndformede, langstilkede, dybt indskåret, til 4 cm lange og 7,5 cm brede. Stænglen er ofte rødlig, og bladene bliver røde efter afblomstring. De små blomster, indtil 1,5 cm i diameter, er endestillede, ofte to og to, kronblade lyserøde, til 1,4 cm lange.

Ved berøring udsender planten en ubehagelig lugt, hvilket er årsagen til det danske navn. Lugten stammer fra en æterisk olie.

På engelsk hedder arten Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn hentyder til den franske munk og urtelæge Robert de Molesme (ca. 1028-1111), en af grundlæggerne af Cisterciner-ordenen. Han benyttede planten til at helbrede forskellige lidelser, bl.a. diarré, lever- og galdeblære-problemer og tandpine, samt til behandling af sår. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), fra 1911, skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”

 

 

 

 

 

Denne art vokser i lyse skove og enge, fra lavlandet op til højder omkring 2300 m. Den er udbredt i hele Europa, fra Island og de Britiske Øer mod øst til det centrale Sibirien og Kazakhstan, mod syd til Spanien, Tyrkiet og det nordlige Iran. I Danmark er den vidt udbredt, men ikke særlig almindelig. I Sverige er den uhyre almindelig. Den er også truffet i Sydgrønland, men er måske indslæbt.

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hovedparten af arterne har gule blomster med talrige og prominente støvdragere. Blade og blomster er ofte fint prikkede af kirtler.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hyper (‘ovenover’) og eikon (‘billede’), hvilket sigter til en gammel overtro, at hvis disse planter blev hængt op over billeder, ville de fordrive onde ånder.

Folkenavnene Sankthansurt, Johannes blodurt, blodblomster og mandeblod hentyder til den blodrøde saft, som kan presses ud af blomsterknopperne af prikbladet perikon (H. perforatum). I Middelalderens folketro symboliserede den røde saft blodet fra Johannes Døberens afhuggede hoved. Johannes havde bebrejdet Kong Herodes, at han havde ægtet sin broders hustru Herodias og pådrog sig herved Herodias’ vrede. Ved list lykkedes det hendes datter at få kongen til at love hende, hvad hun ville have, og efter moderens ønske bad hun om Johannes Døberens hoved på et fad. (Markus-evangeliet, kap. 6, v. 18-28)

 

Arten er udbredt fra de Britiske Øer, Portugal og Marokko mod øst til Turkmenistan og Iran. Den vokser i skovkanter og langs vandløb i højder mellem 250 og 1300 m.

Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk androsaimos, et ord, der blev anvendt for planter med rød saft, afledt af andros (‘menneske’) og haima (‘blod’).

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i det sydøstlige Bulgarien og det nordlige Tyrkiet. Den vokser i skove, langs skovkanter samt på åbne skrænter, fra havniveau op til omkring 1200 m. Den er en populær haveplante, og mange kultivarer og hybrider er fremelsket.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med et iøjnefaldende bæger’. Det hentyder måske til, at bægerbladene er vedvarende, for jeg synes ikke, at det er særlig iøjnefaldende.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende fra Krim og Tyrkiet mod øst til Kazakhstan og Xinjiang.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lang, sammenlignet med bredden’, således ‘lang og smal’, hvilket sigter til blomsterstanden.

 

 

 

 

 

Denne art findes omkring Middelhavet, samt på Madeira og de Kanariske Øer. Den vokser skyggefulde steder, langs skovkanter og på enge, fra havniveau op til omkring 900 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser gennem bladet’, hvilket hentyder til de sammenvoksede blade, som giver det indtryk, at stænglen vokser igennem bladet.

 

 

 

 

 

 

Disse planter har lange, sværdformede blade og ensidige blomsteraks, omsluttet af to grønne dækblade. Bæger blade og kronblade, som er næsten ens, er sammenvoksede ved basis og danner en tragt. Frugten er en kapsel.

Slægtsnavnet er latin, diminutiv af gladius (‘sværd’), hvilket sigter til bladformen.

 

Stænglen er opret, indtil 1 m høj, med 4-5 sværdformede mørkegrønne blade, op til 1,2 cm brede. Blomsterstanden er et åbent ensidigt aks med op til 16 blomster, hver indtil 5 cm lang, lyserød, purpurrød eller magenta, de nedre kronblade med lyse pletter, omgivet af magenta, støvdragere og støvfang udragende. Kronrøret er svagt buet, op til 1,4 cm langt.

 

 

 

 

 

Strukturen hos disse planter er unik. Blomsterne, som vokser ud fra 2-3 dækblade, har 6, ofte stærkt farvede kronblade, opdelt i 3 ydre og udbredte, samt 3 indre, normalt oprette, der er vokset sammen til et rør. De ydre kan have en kam eller en hårdusk i midten. Frugten er en stor kapsel, som splitter op på langs.

Iris-arter er giftige og undgås af græssende dyr. Af denne grund danner de ofte store bevoksninger på højalpine enge og græsgange.

De er opkaldt efter Iris, den græske gudinde for regnbuen, sandsynligvis på grund af de farvestrålende blomster hos mange af arterne.

 

Den bliver op til 45 cm høj, med small græslignende blade, indtil 30 cm lange og 4 mm brede. Stænglen er ugrenet, med 2-4 endestillede blomster, dækblade indtil 8,5 cm lange, kronrør til 1 cm, blomster cremefarvede eller bleggule, med en stor mørkegul plet på de ydre, elliptiske kronblade, som er stærkt tilbagebøjede. Indtil 6,5 cm lange, mens de indre er op til 5,5 cm lange og 1 cm brede.

Artsnavnet hædrer den tyske apoteker og plantesamler Heinrich Carl Haussknecht (1838-1903), der indsamlede planter forskellige steder, bl.a. Grækenland og Tyrkiet. Det alternative artsnavn blev givet til ære for den østrigske botaniker Anton Kerner Ritter von Marilaun (1831-98), som var professor ved universitetet i Wien.

 

 

 

 

 

Den bliver op til 1,5 m høj, med oprette blade indtil 90 cm lange og 3 cm brede. Stænglen er grenet eller ugrenet, hver stængel med 1-3 blomster, op til 10 cm i tværmål, dækblade op til 7,5 cm. Blomsterne er kraftigt gule med brunlige aftegninger eller nerver i midten af de ydre kronblade, der er op til 7,5 cm lange. Kapslen måler op til 7 cm.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske Acorus’, hvilket hentyder til bladenes lighed med bladene af kalmus (Acorus calamus).

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, indtil 30 cm høj, med en enkelt stor, duftende blomst for enden, indtil 10 cm i diameter, blade 5-7, let buede eller af form som en håndsegl, op til 1 cm brede. Dækbladene er indtil 10 cm lange, kronrøret til 2,5 cm, de ydre kronblade elliptiske, med but spids, indtil 8 cm lange og 4,5 cm brede, cremefarvede med talrige rødbrune, purpurfarvede eller chokoladebrune nerver, med et gyldengult skæg i midten samt en mørkt rødbrun eller rødbrun plet neden for skægget, margin bølget. De indre kronblade er oprette, ovale eller afrundede, op til 8,5 cm lange og 5,8 cm brede, ofte mørkere end de ydre kronblade, med netmønster. Kapslen er indtil 6 cm lang og 2,3 cm bred.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘vinge’) og karyon (‘nød’), hvilket sigter til frugten, der er vinget på begge sider.

 

Arten er udbredt fra Tyrkiet og Kaukasus mod øst til det nordlige Iran. Den vokser i fugtige skove, oftest langs floder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Fraxinus‘ (ask). Det danske navn er således en direkte oversættelse af det videnskabelige navn.

Billeder af frugterne er vist på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Vingevalnødden ved Fuglsang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet skyldes faktisk en skrivefejl. Det skulle have været abiga, fra abigo (‘at fremskynde fødsel’ eller ‘at forårsage en abort’), hvilket sigter til gul læbeløs (nedenfor), som blev benyttet medicinelt til at fremkalde en abort. Det danske navn hentyder til den yderst korte øvre læbe hos disse planter.

 

Den forekommer fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien og Iran, voksende i åbent græsland eller sandede områder.

Inden for den traditionelle medicin anvendes bladene som et vanddrivende og stimulerende middel, og førhen blev planten benyttet til behandling af en række lidelser, bl.a. rheumatisme, vand i kroppen og gulsot.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk chamai (‘på jorden’) og pitys (‘fyrretræ’), således ‘et lavt fyrretræ’, hvilket sigter til bladene, som ved knusning dufter af fyrrenåle.

 

 

 

 

 

Blomsterstandene sidder i kranse op ad stænglen. Den øvre læbe danner en hætte over støvdragere og støvfang.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk lamia (‘gabende mund’), hvilket hentyder til blomstens form. Det danske navn sigter til to tandformede sideflige på underlæben hos mange af arterne.

 

Denne art er udbredt fra Middelhavsregionen mod øst til Kazakhstan, mod syd til Arabien og Iran.

Underarten pictum har været benyttet i traditionel kurdisk medicin mod maveinfektion.

Artsnavnet hentyder til Gargano, en halvø på den syditalienske kyst, nord for Bari. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende fra Tyrkiet mod syd til Jordan. Den vokser i åbne områder, bl.a. på tørre stenede skråninger og marker, i græsland og vingårde, samt langs veje, i højder mellem 700 og 1650 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘østlig’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin, sandsynligvis afledt af lavo (‘at vaske’), hvilket hentyder til den tidligere anvendelse af lavendel, når man vaskede tøj.

 

Denne plante er hjemmehørende omkring Middelhavet, voksende i fyrreskove og maki, på sandede steder og klippefyldte skråninger, samt langs veje, fra havniveau op til højder omkring 700 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk stoichas, som var det klassiske navn på denne art. Det betyder ‘i rækker’, hvilket sigter til, at blomsterne er arrangeret i lodrette rækker. Det danske navn hentyder til de oprette dækblade i toppen, der kan minde om sommerfuglevinger.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk floga (‘flamme’), hvilket sandsynligvis hentyder til den tidligere anvendelse af de hårede blade som væger. Et af slægtens engelske navne er lampwick plant (‘lampevægeplante’). Hvad det danske navn hentyder til er uklart.

 

 

 

 

 

 

 

Mange arter af disse attraktive planter dyrkes som prydplanter.

Slægtsnavnet er afledt af latin salvere (‘at helbrede’), hvilket hentyder til de helende egenskaber hos læge-salvie (S. officinalis).

 

Stængel opret, ugrenet, indtil 50 cm høj, normalt håret og kirtelhåret, sjældent glat. De stilkede blade er ovale eller elliptiske, indtil 4 cm lange, dunhårede, spidse eller butte, margin med butte tænder. Blomsterne sidder i mange kranse op ad stænglen, bæger meget iøjnefaldende, gullig-grønt, bredt ovalt, ofte håret, indtil 1,7 cm langt og større under frugtsætning, den øvre flig normalt større end den nedre. Kronen er hvid, lyserød eller rødviolet, op til 1,8 cm lang, kronrør lige, indtil 1,2 cm langt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med skjulte blomster’, hvilket hentyder til, at blomsterne ofte er skjult bag det store bæger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Sydeuropa mod øst til Kazakhstan og Kirgisien, og derfra mod syd til Iran. Den er også blevet indslæbt til det vestlige USA. Den vokser i græsland og krat, på brakmarker og åbne skråninger, samt langs veje, fra havniveau op til højder omkring 2100 m.

Artsnavnet hentyder til Ethiopien, hvilket er en fejl, da arten ikke findes dér. Da den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) navngav planten i 1753, fik han formentlig oplyst, at den var indsamlet i dette land.

 

 

 

 

 

Navnet skjolddrager (’bærer et skjold’) beror på en misforståelse. Det latinske slægtsnavn blev i sin tid betragtet som afledt af scutellum, diminutiv af scutum (’skjold’). Man mente, at det hentydede til den pukkel, som findes på bægerets overlæbe, der kan ligne et lille skjold. Scutellaria er imidlertid afledt af scutella, som var betegnelsen på en lille offerskål, idet scutella er diminutiv af scutra (’skål’). Navnet hentyder til bægerets afrundede underlæbe, hvor de nøddeagtige delfrugter ligger i en lille ’skål’, efter at bægerets overlæbe er faldet af.

 

Denne art er udbredt fra Tjekkiet og Italien mod øst til den sydlige del af europæisk Rusland, og derfra mod syd gennem Kaukasus til Tyrkiet. Den vokser i skovkanter og på stenede skråninger, fra havniveau op til omkring 800 meters højde.

Artsnavnet er latin, afledt af altos (‘høj’), samt endelsen issimus (‘særdeles’), altså ‘meget høj’.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt omkring Middelhavet, mod øst til den sydlige del af europæisk Rusland, og derfra mod syd til Iran. Den vokser især i stenede områder på kalkholdig jord.

Artsnavnet er latin og betyder ‘østlig’.

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er endemisk i Tyrkiet, hvor den vokser i forskellige habitater, bl.a. lyse nåleskove og egeskove og maki, samt på stenede skråninger, i højder mellem 400 og 1900 m.

Den har været benyttet i folkemedicinen til behandling af maveonde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som salvie’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det oldgræske navn på filtet galtetand (S. germanica).

Bægeret, der omslutter blomsterne hos galtetand-arter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at det var disse tænder, der var årsagen til disse planters danske navn, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse på en orne er galt.

 

Foruden blomstrende stængler har denne art basale bladrosetter med stilkede, aflange, spatelformede eller bredt lancetformede blade, op til 10 cm lange og 3,5 cm brede, normalt tæthårede, spidse, margin helrandet eller med butte tænder. De blomstrende stængler er op til 1 m høje, ofte firkantede, tæt uldhårede eller dunhårede, undertiden med enkelte sidegrene, stængelblade modsatte, lancetformede, siddende, op til 5 cm lange og 1 cm brede. Kransene, der hver indeholder 15-20 blomster, er normalt spredte forneden, tætsiddende foroven, bægeret noget klokkeformet, 10-nervet, indtil 1,2 cm langt med bredt trekantede, op til 3 mm lange tænder, kronen lyserød eller bleglilla, op til 1,4 cm lang.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk Byzantion, som var det klassiske navn på Istanbul. Det danske navn sigter til de uldhårede blade, der kan minde om lammeører.

 

 

 

 

 

De er overvejende krybende dværgbuske med en kraftig duft. Blade og blomster af nogle arter anvendes som krydderi.

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på disse planter.

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende på Grønland og Island, samt i størsteparten af Europa, Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. Mærkeligt nok mangler den i Danmark. Den vokser på stenede steder, i Tyrkiet mest inde i landet i højder mellem 1000 og 3600 m.

Artsnavnet er afledt af latin prae (‘før’) og coquo (‘at lave mad’), hvilket formentlig hentyder til bladenes og blomsternes anvendelse som krydderi.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af linon, Oldtidens græske ord for hør.

 

 

 

 

 

Denne plante er håret på alle dele, sjældent sparsomt håret, stængler oprette eller krybende, forgrenede, til 40 cm høje/lange, blade aflange, linjeformede eller spatelformede, med 1-5 nerver, op til 2,5 cm lange og 1,2 cm brede, ofte med stilkede kirtler langs randen. Blomsterstandene vidt forgrenede, med få eller mange blomster, bægerblade ovale eller lancetformede, op til 1 cm lange, langt tilspidsede, kirtelhårede langs randen, kronblade blegblå, lilla, lyserøde, purpurfarvede eller hvide, indtil 3 cm lange.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’.

 

 

 

 

 

Stængler oprette, stive, indtil 60 cm høje, glatte, blade stive, blågrønne, 3-nervede, lancetformede, indtil 4,5 cm lange og 8 mm brede. Blomsterstandene er åbne, med vidt udbredte grene, med op til 17 blomster, bægerblade lancetformede, spidse, op til 1,1 cm lange, kronblade blegblå eller himmelblå, indtil 2,5 cm lange, med mørkeblå eller purpurfarvede striber gående ud fra svælget.

Artsnavnet hentyder til de 3-nervede blade.

 

 

 

 

 

Arten findes fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Kaukasus, og derfra mod syd til Jordan og Iran. Den vokser på kalkholdig jord i græsland og lyse fyrreskove, samt på åbne skråninger, i højder mellem 200 og 1700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med tynde blade’.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på granatæble, en forkortning af malum punicum (‘det puniske æble’), hvilket refererer til fønikernes Puniske Rige, som fandtes i nutidens Tunesien.

 

Arten lever normalt længe, og eksemplarer over 200 år gamle er kendt. Den er muligvis oprindeligt vildtvoksende fra Tyrkiet mod øst til Afghanistan og Pakistan, men det er svært at fastslå med sikkerhed, da den har været dyrket i tusinder af år og er blevet forvildet mange steder, specielt omkring Middelhavet.

Artsnavnet er afledt af italiensk granata (‘kastanjefarvet’), hvilket sigter til frugtens farve hos nogle varieteter. Det danske navn er en oversættelse af fransk pomme (‘æble’), samt igen italiensk granata – et lidt uheldigt navn, da det kan lede tanken hen på granater.

 

 

 

 

 

 

 

Den tidligere Malvaceae, som planterne præsenteret nedenfor tilhører, er blevet reduceret til en underfamilie, Malvoideae, med omkring 115 slægter, der er karakteriseret ved deres hibiskus- eller stokrose-lignende blomster. De talrige støvbærere danner et rør rundt om støvdragerne, som har oftest 5 cirkulære støvfang. Ved grunden af kronbladene sidder nektar-producerende kirtler, der tiltrækker bestøvere som bier og svævefluer. Frugterne er oftest kapsler. Talrige medlemmer af denne underfamilie er beskrevet på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.m.

 

På oldgræsk angiver ordet alkea et medlem af katostfamilien, afledt af alalkein (‘afværge’), hvilket sigter til dens anvendelse som sårheler samt mod øjensygdomme.

 

Den er udbredt fra Tjekkiet og Østrig mod øst til Ukraine, mod syd til Grækenland og Tyrkiet, voksende i græsland, på marker, samt langs veje og brinker, i højder mellem 300 og 1500 m. Den er også rapporteret et enkelt sted i det østlige Frankrig, muligvis forvildet. Den er meget almindelig i Tyrkiet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘toårig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På et meget tidligt tidspunkt blev den indført til Europa, måske før 1400-tallet. I dag dyrkes den i de fleste egne af verden. Dens blomster forekommer i næsten utallige farver, hvoraf adskillige er vist på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for katost, tillempet fra det oldgræske ord for de samme planter, malakhe, oprindeligt fra hebræisk malluah, en plante anvendt i salater. Det danske navn hentyder til frugten, der har form som en cirkelrund ost. Forstavelsen kat er muligvis nedladende.

 

Denne art vokser i åbne, forstyrrede områder. Den er hjemmehørende i størsteparten af Europa mod øst til Ural-bjergene, samt fra Nordafrika mod øst gennem Arabien til Kazakhstan og den vestlige del af Himalaya.

Blade og stængler kan tilberedes som grønsag, unge frø kan spises rå, mens modne frø kan koges sammen med kornarter. Bladene tygges mod ru hals.

Det latinske artsnavn betyder ‘negligeret’, ‘forbigået’. Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

Den vokser i krat og på åbne steder, bl.a. brakmarker og langs gærder og veje. Den er udbredt fra Frankrig og Algeriet mod øst til Kaukasus, Iran og Turkmenistan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘prikket’, hvilket hentyder til pletterne på stænglen. Det mærkelige navn mamelukærme sigter til en kvindelig mameluk-dragt, hvis ærmer var inddelt i 5 eller flere sektioner, hvor overgangene var syet ind, så dragten sluttede omkring armen. Oprindeligt var Mamelukkerne slaver af centralasiatisk-tyrkisk oprindelse, men omfattede senere slaver fra andre folkeslag. Med tiden blev de en magtfuld klasse med politisk magt, og i 1250 overtog de sultananet i Egypten og Syrien, som de kontrollerede indtil 1517. De udgjorde stadig en magtfuld gruppe, indtil de blev massakreret eller fordrevet af guvernøren Mehmet Ali (1769-1849) i 1811.

Det står ikke klart, hvorfor navnet mamelukærme blev hæftet på denne plante og andre poppelroser, men måske hentyder det til kronens form, der kan minde om et åbent ærme.

 

 

 

 

 

Den vokser i åbne områder, bl.a. på brakmarker, langs hække og hegn, samt på den indre del af strande. Stænglen er indtil 1 m lang, opret eller opstigende, blade afrundede i omrids, tandede, med 5-7 flige. Blomsterne sidder i grupper i bladhjørnerne, kronblade lysviolette eller purpur-lyserøde med mørkere nerver.

Adskillige steder rundt langs Middelhavet dampes bladene med hvidløg og tomater og spises som snack eller salat. I Egypten fremstilles en stuvning af bladene, kaldt for khobeiza. Bladene blev også spist som grønsag i Europa i 1800-tallet. Blomsterne blev strøet i døråbninger og flette til kranse for at fejre 1. maj.

Inden for traditionel medicin blev frøene drukket i té for at lindre irritation af spytkirtlerne, og et grødomslag af bladene blev anvendt til at gøre huden blødere. Et gult farvestof kan udvindes af planten.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i skove’ – et misvisende navn, da planten vokser i åbne områder.

 

 

 

 

 

 

En gruppe af figentræer er de såkaldte kvælerfigner. De fleste frø af disse arter starter deres tilværelse som epifyt i et træ, hvor de spirer i en revne eller ofte i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. (Frøet skades ikke af at passere gennem fuglens tarmsystem).

Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet som en hul cylinder af luftrødder.

Mange af kvælerfigen-arterne vokser også ofte i revner i gamle bygninger, og hvis de lades i fred, vil deres rødder med tiden ødelægge bygningen.

Figenblomster er unikke, skjult inde i et syconium, en kugle- eller pæreformet udvidelse af blomsterbunden, som har en meget lille åbning, hvorigennem bittesmå figenhvepse, som tilhører forskellige familier inden for overfamilien Chalcidoidea, presser sig ind. Hver af figenhvepse-arterne er kun tilknyttet en enkelt figenart.

Inde i syconiet lægger hunnerne æg i sterile hunblomster, der tjener som føde for larverne. Samtidig bestøver de frugtbare blomster med pollen, som satte sig fast på dem lige inden for åbningen, hvor hanblomsterne befinder sig. Senere svulmer frugten op, indeholdende mange frø.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for figen.

Mange medlemmer af slægten er beskrevet på siden Planteliv: Figentræer.

 

Den er et lille løvfældende træ eller en stor busk, indtil 10 m høj, med hvid, glat bark. Bladene er store, op til 25 cm lange og 18 cm brede, med 3 eller 5 dybe flige. Frugten er pæreformet, indtil 5 cm lang, grøn som umoden, senere purpurfarvet eller brun. Det bløde, rødlige eller brune frugtkød smager sødt og indeholder mange små frø. Frugterne spises friske eller tørrede, eller laves til marmelade eller forskellige typer af desserter.

Arten har også været benyttet medicinelt. Mælkesaften virker afførende, og saften fra umodne frugter blev anvendt mod vorter og indvortes parasitter.

Verdensproduktionen af figner var omkring 1,2 mio. tons i 2020, med Tyrkiet, Marokko, Algeriet og Egypten som de største producenter.

Artsnavnet er den feminine form af tillægsordet Caricus, som er en forkortelse af Caria og ficus (‘figen’), således ‘fignen fra Caria’, på oldgræsk Karia, en græsk provins i det nuværende sydvestlige Tyrkiet.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for morbær.

 

De spiselige og søde bær er først hvide, siden mørkt purpurfarvede, ikke ulig brombær (Rubus fruticosus). Nogle dyrkede former har lyserøde frugter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, hvilket sigter til, at bærrene er hvide til at begynde med.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk peganon, som var navnet på en rude-art (Ruta), hvilket sigter til disse planters rude-lignende blade.

 

Denne art vokser i tørre sandede områder og på saltflader, fra Sydeuropa mod øst til Mongoliet og det nordlige Kina, mod syd til Nordafrika, Arabien og Ladakh, nordvestlige Himalaya. I Tibet forekommer den op til omkring 3600 meters højde.

I 1928 blev den indført til USA, da en bonde i New Mexico ønskede at producere et farvestof af dens frø, ‘Turkish red’, som i Mellemøsten anvendes til farvning af tekstiler, bl.a. tæpper. Den forvildedes imidlertid hurtigt og er siden blevet invasiv i mange områder i det vestlige USA.

I Tibet anvendes dens frø medicinelt mod feber, mavebesvær, øjenproblemer, mæslinger, astma, Parkinsons sygdom, rheumatisme og menstruelle problemer, som disinfektionsmiddel, som et narkotikum ved navn harmal, samt som røgelse, specielt med det formål at bortdrive ’onde øjne’. Brændende blade kan holde insekter på afstand. Der udvindes også et farvestof af planten.

Artsnavnet hentyder til et narkotikum, harmal, der udvindes af planten.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for liguster.

 

Denne art er udbredt fra Irland mod øst til Ukraine, samt fra Skandinavien mod syd til Marokko, Tyrkiet og Iran, voksende i blandskove og krat, fra havniveau op til højder omkring 1500 m. Den er næppe vildtvoksende i Danmark, men ses hyppigt forvildet. Der findes oprindelige bevoksninger i Sydnorge og Sydsverige.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk elaia, det klassiske navn på det almindelige oliventræ (nedenfor).

 

Arten er et lille stedsegrønt træ eller en stor busk, til tider op til 15 m høj, med en kroget og furet stamme på ældre individer. Bladene er sølv-grønne, aflange, indtil 10 cm lange og 3 cm brede. De små hvide blomster sidder i toppe fra bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt indtil 2,5 cm lang, først grøn, ved modenhed purpurfarvet.

Oliventræer kan blive mindst 2000 år gamle. I Getsemane Have neden for Oliebjerget i Jerusalem står nogle individer, som var unge træer, da Jesus vandrede omkring her.

Artens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Orkidéer opdeles i jordlevende og epifytiske arter. Sidstnævnte vokser på levende træer, i nogle tilfælde på klipper og faldne træer. De udvikler luftrødder, som opfanger næringsstoffer og fugtighed fra luften, og mange har pseudobulber, opsvulmede, fibrøse, løglignende gevækster, hvori der opbevares vand og næringsstoffer. De beskrevne arter nedenfor er alle jordlevende.

Blomsternes opbygning hos medlemmer af denne familie er unik. Der er 3 bægerblade, som ofte har samme farve og form som 2 af kronbladene. Det tredje kronblad danner en nedre læbe, der oftest er yderst forskellig fra de øvrige kronblade i form og størrelse, og til tider også i farve, ofte forsynet med en spore. Støvdragere og frugtknude er sammenvoksede til den såkaldte søjle, og støvknapper og støvfang er adskilt af en næb-lignende struktur. I støvknappen produceres såkaldte pollinier, små ‘poser’, som indeholder pollen. Ved hjælp af et klæbrigt sekret overføres disse pollinier til insekter, og ved insektets besøg i den næste blomst fastgøres pollinierne til støvfanget. Andre arter er selvbestøvende. Frugten er en kapsel, der indeholder utallige bittesmå frø, som spredes med vinden.

De fleste af disse planter lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel eller rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. Nogle orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand. Nogle arter mangler dog grønkorn og er parasitter på svampen.

Hybrider er almindelige i denne familie og gør ofte bestemmelsen vanskelig.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anakampto (’tilbagebøjet’), hvilket sigter til sporens form.

 

Denne art, som tidligere blev kaldt for Orchis coriophora, er udbredt fra Mellem- og Sydeuropa og det nordlige Afrika mod øst til europæisk Rusland og Iran. Den vokser i fugtige enge og nær vandløb, men også i mere tørre, sandede områder og lyse skove, fra havniveau op til højder omkring 1900 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk og betyder ‘bærer tæger’, hvilket hentyder til blomsternes ofte ret ubehagelige duft.

 

 

 

 

 

Arten forekommer fra Mellem- og Sydeuropa og Marokko mod øst til Kazakhstan og Iran. Den vokser i våde enge og moser, fra havniveau op til omkring 1400 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘åbenblomstret’. Det danske navn sigter formentlig til, at blomsterne sidder på rad og række, som personer i en parade.

 

 

 

 

 

Stængel slank, opret, til 60 cm høj, grundblade linje-lancetformede, indtil 25 cm lange, gradvis mindre op ad stænglen, de øvre dækblad-lignende. Blomsterstanden er et pyramideformet, tæt, mangeblomstret aks, dækblade lange, smalt lancetformede, mørkt purpurfarvede, blomsternes farve varierende fra lyserød til purpur, sjældent hvid, med en duft henad ræv. Bægerbladene er ovalt-lancetformede, op til 8 mm lange og 3 mm brede, det øverste tæt på de to øvre kronblade, de øvrige udbredte. Læben er op til 9 mm lang, med 3 flige, centrum normalt hvidlig med to længdegående kamme, spore tynd, op til 1,5 cm lang, lige eller svagt opadbøjet.

Artsnavnet hentyder til blomsterstandens form, mens det danske navn sigter til den lange, svagt opadbøjede spore, der kan minde om et horn.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kephale (‘hoved’) og antheros (‘støvknap’), hvilket hentyder til, at støvknappen sidder som et hoved på søjlen.

 

Den vokser i egeskov, nåleskov og maki, mest på kalkholdig jord, i Tyrkiet, Kaukasus, det nordlige Irak og det vestlige Iran, fra havniveau op til omkring 1500 meters højde.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk daktylos (‘finger’) og rhiza (‘rod’), hvilket sigter til de to fingeragtige rodknolde. Disse planter var tidligere placeret i slægten Orchis (nedenfor), som dog adskiller sig ved at have to runde rodknolde. De danske navne gøgeurt og i ældre tid kukkerurt hentyder til, at mange af disse planter blomstrer, når gøgens kukken er på sit højeste.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske botaniker Vincenzo Tineo (1791-1856), som var direktør for den botaniske have i Palermo og senere rektor på Palermo Universitet. Han offentliggjorde et antal arbejder, deriblandt Plantarum rariorum Sicilae (1817) og Catalogus plantarum horti (1827).

 

Artens udbredelsesområde er fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Kaukasus, og derfra mod syd til Jordan og Iran. Den vokser i græsland, maki og krat, fra havniveau op til omkring 1800 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tretandet’, hvilket hentyder til læbens tandede flige.

 

 

 

 

 

Blomsterne hos disse planter ligner i bemærkelsesværdig grad hunnerne af visse insekter, som af denne grund tiltrækker hannerne, der parrer sig med blomsterne og derved bestøver dem. Nogle arter udskiller ovenikøbet feromoner, der minder om hun-insekternes, hvilket i endnu større grad tiltrækker hannerne.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘øjenbryn’, hvilket sigter til den hårede rand på læben hos adskillige arter. Det danske navn hentyder til, at blomsterne hos nogle arter minder om den hårede krop af bier og andre insekter.

Disse planter blev først nævnt af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) i hans monumentale værk Naturalis Historia, hvoraf de første 10 bind var udkommet i 77 e.Kr. Det resterende arbejde blev imidlertid afbrudt på grund af hans død under Vesuvs udbrud i 79, og det blev senere udgivet af hans nevø Plinius den Yngre (ca. 61-113 e.Kr.).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk orkhis (‘testikel’), hvilket sigter til de underjordiske knolde hos disse planter, der sidder parvis og derved minder om testikler. De danske navne gøgeurt og i ældre tid kukkerurt hentyder til, at mange af arterne blomstrer, når gøgens kukken er på sit højeste.

 

Den vokser på bjergenge og i skovlysninger i højder mellem 1000 og 2400 m, udbredt fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Ukraine og Kaukasus, og derfra mod syd til Tyrkiet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bleg’, hvilket sigter til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til Ukraine og Kaukasus, og derfra mod syd til Tyrkiet. Den vokser i lyse skove, langs skovbryn og i krat på kalkholdig jord, i højder op til omkring 1750 m. I Danmark vokser den på Møns Klint, omkring Vejle Fjord, samt i det nordvestlige hjørne af Fyn.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til Serapis, en græsk guddom, som udvikledes fra tilbedelsen af de egyptiske guder Osiris og Apis. Denne nye gud blev promoveret af den græske farao Ptolemæus d. 1. Soter med det formål at forene hans græske og egyptiske undersåtter.

 

Denne art findes i Sydeuropa, Tyrkiet og Marokko.

Artsnavnet er afledt af latin vomer (‘plovskær’) samt endelsen aceus (‘minder om’), hvilket sigter til formen på den yderste del af læben.

 

 

 

 

 

Mange slægter i familien er såkaldte halvsnyltere, som i modsætning til de ægte snyltere, helsnylterne, også får næring gennem fotosyntese, og de er således i stand til at overleve uden deres vært. Disse slægter var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men er efter omfattende genetiske studier blevet overført til gyvelkvælerfamilien.

 

Den er hjemmehørende omkring Middelhavet, mod øst til Kaukasus og Iran, og derfra mod syd til Yemen og Kenya, samt på Azorerne, Madeira og de Kanariske øer, med en isoleret forekomst i Sydafrika. Den er blevet indført til det vestlige og sydlige USA, samt en række sydamerikanske lande, og den betragtes som invasiv i nogle områder. Den vokser i forskellige habitater, bl.a. krat, marker, maki, åbne skråninger og sandede steder, fra havniveau op til omkring 1200 meters højde.

Stængel opret, normalt ugrenet, op til 70 cm høj, kirtelhåret foroven, blade kirtelhårede, linjeformede eller aflange, indtil 9 cm lange, siddende, med stærkt tandet eller snitdelt rand. Blomsterstand endestillet, dækblade bladagtige, hjerteformede, spidse, længere end bægeret, som er op til 1,2 cm langt, Kronens øvre læbe lyserød eller purpurfarvet, mindre end den nedre læbe, som er hvid eller gullig, op til 2,3 cm lang, med 3 flige, kronrør indtil 1,7 cm langt.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske læge og botaniker Carlo Antonio Lodovico Bellardi (1741-1826), som var professor ved universitetet i Torino.

Artsnavnets betydning er usikker. Det kan stamme fra oldgræsk thrix (‘håret’), hvilket sigter til plantens kirtelhår, eller fra oldgræsk trixos (‘tredobbelt’), hvilket hentyder til de tre flige på den nedre læbe.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk orobos (‘bønne’) og ankhein (‘at kvæle’), hvilket hentyder til bønne-gyvelkvæler (O. crenata, se nedenfor), som er en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er udbredt fra Tyrkiet og Kaukasus mod syd til Syrien, det nordlige Irak og det nordlige Iran, voksende i højder mellem 400 og 2500 m. Den snylter udelukkende på salvie-arter (Salvia).

Artsnavnet hentyder til Anatolien, den asiatiske del af Tyrkiet.

 

 

 

 

 

Stængel stovt, op til 80 cm høj, aks mangeblomstret med smalt lancetformede, langt tilspidsede, kirtelhårede, brune eller purpurfarvede dækblade af omtrent samme længde som kronrøret. Bægeret er delt i to store, adskilte flige, som hver har to smalle, udbredte tænder. Kronen er op til 3 cm lang, hvid eller bleglilla, eller en kombination, ofte med mange mørkere violette, længdegående striber, orangegul i svælget, læberne med brede flige, som er bølgede og har afrundede tænder langs randen.

I Apulien i det sydlige Italien spises dens stængler, kaldt for sporchia. (Kilde: E. Luard 2004. European peasant cookery, Grub Street)

Artsnavnet er latin og betyder i botanisk sammenhæng ‘med afrundede tænder langs randen’, hvilket i dette tilfælde hentyder til kronbladenes rand.

 

 

 

 

 

Denne plante snylter især på ærteblomster (Fabaceae), bl.a. kløver (Trifolium) og esparsette (Onobrychis). Den vokser i græsklædte områder på sur, neutral eller basisk jordbund, ude i det åbne eller i halvskygge. Den er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa mod øst til Ukraine, Tyrkiet, det nordlige Irak og Kaukasus, endvidere på den Arabiske Halvø samt i det nordlige og østlige Afrika. Den er blevet naturaliseret i adskillige sydamerikanske lande.

Tidligere blev arten anvendt medicinsk mod forskellige lidelser.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer Pave Nicholas d. 5. (1397-1455), hvis fødenavn var Tommaso Parentucelli.

Det danske navn er egentlig slægtsnavnet på et andet medlem af gyvelkvælerfamilien, sorttop (Bartsia alpina). Dette navn blev givet til ære for den preussiske botaniker Johann Bartsch (1709-38) fra Königsberg. Den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) havde rådet ham til at deltage i en ekspedition til vore dages Surinam som læge og botaniker, men uheldigvis døde han undervejs.

 

Denne art er udbredt på de Britiske Øer og omkring Middelhavet, mod øst til Kaukasus og Iran, samt på Azorerne, Madeira og de Kanariske Øer. Den vokser i enge og andre fugtige steder, fra havniveau op til omkring 900 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘klæbrig’, afledt af viscum, en fuglelim fremstillet af mistelten (Viscum album), hvilket i dette tilfælde hentyder til plantens mange kirtelhår.

 

 

 

 

 

Disse planters krone er 2-læbet, med en sammentrykt, hjelmformet eller næsten snabelformet overlæbe, mens den nederste læbe i reglen er bred, flad eller hvælvet, fliget.

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af troldurt-arterne til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert.

Normalt undgår græssende dyr disse planter, da de indeholder giftige glykosider.

 

Denne art er udbredt i Mellem- og Sydauropa, samt Tyrkiet, voksende i skovkanter og enge, samt på stenede skråninger, normalt på kalkholdig jord, i højder mellem 1000 og 3600 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘særdeles håret’.

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante ligner meget den foregående art, men dens løv er endnu mere snitdelt, og blomsterne er af en kraftigere gul farve.

Den er hjemmehørende i Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran, voksende i nåleskove, rhododendron-krat og græsland, samt på stenede skråninger, i højder mellem 1400 og 3200 m.

Arten er en antioxidant og har bakteriedræbende egenskaber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sammenpresset’, hvilket sigter til den tætte blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

Disse pragtfulde planter er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne af Sydeuropa, Nordafrika, Asien og det vestlige Nordamerika, men på grund af deres skønne blomster dyrkes de mange andre steder som prydplanter.

Slægtsnavnet er det klassiske græske ord for pæoner. Ifølge den græske mytologi skænkede guderne planten til guden Apollon i kraft af hans egenskab som lægegud under navnet Paieon. Planten fik derfor navnet Paeonia. Apollon gav den dog videre til sønnen Asklepios, som også var lægegud. Den var et virksomt middel mod alle kroppens sygdomme, sagdes det.

 

Den forekommer i Sydeuropa, samt fra Tyrkiet, Syrien og Jordan mod øst til Iran, voksende i skove og krat, samt på nordvendte skråninger, fra havniveau op til højder omkring 1600 m.

Artsnavnet er afledt af latin masculinus (‘han’). Hvad det hentyder til er uklart.

 

 

 

 

 

Adskillige slægter i familien har pragtfulde blomster, fx egentlige valmuer (Papaver, nedenfor), hvoraf mange har stærkt røde blomster, samt valmuesøstre (Meconopsis) og hornskulper (Glaucium, nedenfor). Flere arter af valmuesøstre er omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

To plantegrupper, der førhen blev betragtet som selvstændige familier, er nu indlemmet i valmuefamilien, nemlig Fumariaceae, der omfattede bl.a. lærkespore, jordrøg og løjtnantshjerte, samt Pteridophyllaceae, der kun rummede en enkelt slægt med en enkelt art, Pteridophyllum racemosum, som er begrænset til Japan.

 

Frugten, som kaldes for en skulpe, er meget lang og smal, bælg-lignende. Med en god portion fantasi kan den minde om et horn – heraf det danske navn.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk glaukos (‘grågrøn’ eller ‘blågrøn’), hvilket sigter til bladfarven hos G. flavum (nedenfor).

Mange af arterne ligner hinanden meget og er vanskelige at bestemme.

 

Denne plante forekommer fra Sydeuropa mod øst til Kazakhstan og Kirgisien, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien og Iran, samt i Australien og på Madeira og de Kanariske Øer.

Artsnavnet er afledt af latin corniculum, et diminutiv af cornu (‘horn’), samt atus, en endelse, som danner tillægsord, således ‘formet som et lille horn’, med hentydning til frugten.

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i hele Europa, det nordlige Afrika, samt fra Nærorienten mod øst til Kaukasus og Iran. I Danmark vokser den enkelte steder langs Jyllands vestkyst og omkring Limfjorden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gul’, hvilket sigter til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

Den findes fra Grækenland og Egypten mod øst til Kaukasus og Iran.

Artsnavnet er latin og betyder ‘storblomstret’ – ikke et særlig godt navn, da dens blomster ikke er større end dem hos G. corniculatum.

 

 

 

 

 

Den er udbredt i Bulgarien, Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran, voksende i stenede områder i mellemhøjder.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leios (‘glat’) og karpos (‘frugt’).

 

 

 

 

 

 

Arten vokser på åbne stenede steder, i tomter samt langs kyster, fundet i alle lande omkring Middelhavet, samt i Irak.

I botanisk sammenhæng betyder artsnavnet ‘krybende langs jordoverfladen’.

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er en cylinderformet kapsel med en flad top, og frøene spredes gennem åbninger umiddelbart under toppen.

Mange af arterne ligner hinanden meget og er vanskelige at bestemme. Jeg har ikke gjort forsøg på at identificere arterne på billederne herunder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er linjeformede, nåleagtige, og når de fældes, efterlader de et ar. Modne kogler er forveddede, mellem 1,5 og 60 cm lange, med talrige skæl arrangeret i spiralform, med to vingede frø under hvert skæl. Hanlige kogler er små, 0,5-6 cm lange, og de falder kort efter spredning af pollen. Mange arter udskiller en klæbrig, velduftende harpiks.

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske ord kedros, der stammer fra et urgammelt indo-europæisk ord for røgelse. Cedertræernes nåle og ved var meget anvendt som røgelse.

 

Libanon-ceder nævnes adskillige gange i Det Gamle Testamente:

Moses bød jødiske præster at benytte barken af dette træ til behandling af spedalskhed. (3. Mosebog 14:1-4)

Profeten Esajas benyttede Libanon-ceder som metafor for menneskenes hovmod. (Esajas 2:13)

Kong Salomon beordrede Jerusalems tempel at blive opført af cedertræ.

Og endelig Højsangen, 5:15: ”Hans ben er som søjler af marmor på sokler af guld. Hans holdning er rank som de ædle cedertræer på Libanons bjerge.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for fyrretræer, måske oprindeligt stammende fra Sanskrit pitu (‘saft’, ‘harpiks’), hvilket sigter til den rigelige produktion af harpiks hos disse træer.

 

Dette træ kan blive op til 35 m højt, med en stammediameter op til 1 m, undertiden til 2 m. Barken er orange-rød, tyk og dybt furet ved basis, tynd og afskallende nær toppen. De slanke nåle sidder parvis, op til 16 cm lange, friskgrønne. Den kraftige kogle er op til 11 cm lang og 5 cm bred, grøn som ung, men over de næste to år skiftende til skinnende rødbrun.

Navnet calabrisk fyr skyldes, at type-eksemplaret kom fra Calabrien, den sydligste del af det italienske fastland, hvor der tidligt fandtes en naturaliseret bestand. Det gamle navn på denne egn var Brutium, afspejlet af det latinske artsnavn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk antirrhinon, hvilket strengt taget betyder ‘den falske næse’, af anti (‘falsk’) og rhis (‘næse’), men i daglig tale betød det ‘kalvens snude’, et udtryk benyttet om Antirrhinum orontium, i dag kaldt for Misopates orontium.

Hvis blomsten presses fra begge sider, åbner den op, hvilket i folketroen blev sammenlignet med en løves mund, der åbner og lukker sig.

 

Stænglen er op til 1 m høj, undertiden 2 m, blade linje- eller lancetformede, indtil 7 cm lange og 2,5 cm brede, modsatte, siddende i spiral op ad stænglen, øvre blade meget mindre, linjeformede. Blomsterstanden er en endestillet, tæt eller åben klase, glat eller kirtelhåret, med op til 30 blomster, dækblade ovale, bøgerblade ovale eller aflange, butte, op til 6 mm lange, meget kortere end kronrøret, kronen op til 4,5 cm lang, lyserød eller purpurfarvet med en stor hvid eller gul plet, eller en kombination, på den nedre læbe nær svælget. Undertiden ses andre blomsterfarver på forvildede planter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stor’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske navn på disse planter, oprindeligt digitalis herba (‘en urt, som relaterer til fingrene’), af digitus (‘finger’), hvilket, i lighed med navnet fingerbøl samt adskillige folkenavne, fx fingerhat, Vor Frues handske, torskeflab og rævebjælde, hentyder til blomstens form.

 

Stængler adskillige, op til 80 cm høje, blade linjeformede, glatte, op til 11 cm lange og 1 cm brede, gradvis mindre op ad stænglen. Blomsterstanden er en endestillet, tæt, mangeblomstret klase, dækblade bladlignende, lancetformede, længere end blomsterne, bægerblade ovale, kirtelhårede, brat smalnende ind til en lille torn, kronen op til 1,5 cm lang, kirtelhåret, med et netlignende mønster af blegt gulligbrune nerver udvortes, mørkere indvortes, nedre flig bredt oval, but, normalt hvid, undertiden gulligbrun, indtil 1 cm lang.

 

 

 

 

 

Som både slægtsnavnet og det danske navn antyder, er blomsterstandene kugleformede, og blomsternes farve varierer fra blå til purpurfarvet, violet, lyserød eller hvid.

Tidligere udgjorde disse planter en særskilt familie, Globulariaceae.

 

Arten vokser på stenede og græsklædte skråninger, på kalkholdige klipper, samt i græsland og skovlysninger, i højder mellem 200 og 2,500 m, fra Bulgarien, Krim og Kaukasus mod syd til Syrien, Irak og Iran.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk trix (‘hår’) og anthos (‘blomst’), hvilket sigter til blomstens hårede læber.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin linum (‘hør’), således ‘ligner hør’, hvilket hentyder til bladene hos nogle arter, der overfladisk minder om bladene af hør.

 

Denne plante er endemisk i Tyrkiet, voksende i græsland, på brakmarker og stenede kalkholdige skråninger, samt i andre åbne habitater, fra havniveau op til højder omkring 2200 m.

Artsnavnet er afledt af latin corium (‘læder’ eller ‘pisk’) og folium (‘blad’), hvilket formentlig sigter til de meget tynde, piskelignende blade.

 

 

 

 

 

 

 

Arten forekommer fra Øst- og Sydeuropa mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Syrien, Uzbekistan og Xinjiang.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Genista‘ (visse).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder sandsynligvis til Bibelens Veronica, som efter overleveringen tørrede sveden af Jesu ansigt under hans vandring til Golgatha. Det siges, at ærenpris-blomsterne ligner de mærker, som blev efterladt på klædet.

Det danske navn, oprindelig skrevet erennpryes, er lånt fra tysk Ehrenpreis og hentyder til de ’ærede og priste’ medicinske egenskaber hos nogle af disse planter. Folkenavnene Vorherres blå øjne, Jomfru Marias blå øjne, misøjne og forglemmigej hentyder til de blå blomster. Forglemmigej er jo normalt navnet på arter af slægten Myosotis (Boraginaceae), men blev i folkemunde også anvendt for ærenpris-arter.

Disse planters rolle i folketro og medicin er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante findes på Balkan og i Tyrkiet, voksende i lyse skove og på græsgange i lavere højder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’.

 

 

 

 

 

 

Frugterne er meget karakteristiske, kugleformede, indtil 4 cm i diameter, bestående af talrige små nødder, der hver ender i en pig. De sidder på hængende stilke, op til 12 sammen.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk platanos, som var det gamle navn på lønnetræer (Acer). Det hentyder til de lønne-lignende blade hos østlig platan (nedenfor). Nogle nordamerikanske arter kaldes sycamores, hvilket ligeledes hentyder til bladene, der ligner dem hos ahorn (Acer pseudoplatanus), som på engelsk hedder sycamore maple.

Mere om plataner kan læses på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den hundredårige platan på Gråbrødre Torv.

 

Denne art er udbredt fra Balkan og Tyrkiet mod syd til Jordan, men er måske hjemmehørende så langt mod vest som til Italien og mod øst til Kashmir i det nordlige Indien, hvor den er meget almindeligt plantet op til højder omkring 2400 m.

Barken udnyttes medicinelt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret gennem at have hule stængler, undtaget ved leddene, populært kaldt for knæ. Hvert blad vokser frem fra et knæ, idet den nedre del omslutter stænglen og danner en skede, der ofte er ret lang. Stænglen er normalt cirkulær, til tider fladtrykt, men aldrig trekantet som hos starer (Carex).

Blomsterstanden sidder som regel for enden af stænglen. Den er enten et aks, som består af en række ustilkede småaks, hvert med en eller flere blomster, eller en top, en ofte hængende, mangegrenet blomsterstand med stilkede småaks. Støvbærerne er karakteristiske, idet støvknapperne sidder for enden af en ganske tynd støvtråd og ofte tynger den nedad.

Dækbladet, som omslutter kernerne, kaldes for avnen, og hos mange arter stikker et mere eller mindre stift hår, stakken, ud fra grunden af avnen.

Talrige græsarter er beskrevet på siden Planteliv: Græsser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for havre.

 

Artsnavnet kan hentyde til den lange stak, eller til hårdusken ved dens basis.

 

 

 

 

 

Flyvehavre vokser på åbne steder og er et almindelig ukrudt på marker og i plantager, fra havniveau op til højder omkring 1500 m.

Arten menes at stamme fra Centralasien, og den har været tæt tilknyttet dyrkningen af almindelig havre (A. sativa) og andre kornarter siden den Ældre Jernalder. Den minder stærkt om den dyrkede havre, men kendes på sin meget lange stak, samt sin generelt højere vækstform.

Faktisk er kerner af flyvehavre også spiselige, men planten har den for dyrkning uheldige egenskab, at ved modenhed kastes kernerne straks, modsat den dyrkede havre.

”Forestiller man sig, at man ville høste flyvehavre, ville man kun høste halm og ingen havre,” som formidlingsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus, Lars Bøgh, udtrykker det. (Kilde: dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/denne-plante-faar-aldrig-opholdstilladelse)

Flyvehavre var førhen så talrig, at den visse steder kunne nedsætte udbyttet i kornmarker med op mod 40%. I Danmark blev der i 1956 gennemført en lov, som bl.a. sagde, at: ”alle dyrkede og udyrkede arealer ved ejerens eller brugerens foranstaltning skal holdes fri for flyvehavreplanter.”

Inden de kemiske sprøjtemidlers indførelse skete denne fjernelse manuelt, hvilket var et meget tidskrævende arbejde. Det var dog en stor fordel, at flyvehavren ofte er højere end kornplanterne, den vokser iblandt, så den var ret nem at finde i markerne.

I dag er flyvehavre stadig et yderst besværligt ukrudt i mange lande, og på grund af sin enestående tilpasningsevne er den også blevet naturaliseret mange steder. Arten betragtes som en af verdens værste ukrudtsarter i landbruget. (Kilder: D.P. Jones (red.) 1976. Wild oats in world agriculture. An interpretative review of world literature. Agricultural Research Council. London; samt L.G. Holm m.fl. 1977. The World’s Worst Weeds. Distribution and Biology. University Press of Hawaii)

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden smag’ – et besynderligt navn, da kernerne er spiselige. Navnet skal sandsynligvis forstås nedsættende, fordi kernerne falder af, så snart de er modne.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for byg, afledt af proto-italiensk horzdeom (‘stikkende’), hvilket sigter til den lange, stikkende stak hos disse planter.

 

Stænglen er ugrenet, indtil 40 cm høj, aks lysegrønne eller gullige, med småaksene siddende 3 og 3 sammen, stak kort, indtil 2 cm lang, udspærret ved modenhed.

Det latinske artsnavn kommer af murus (‘mur’) og hentyder til, at denne art ofte træffes langs mure og stengærder. Det danske navn er nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst, hvilket er lidt uretfærdigt, da arten visse steder anvendes som foder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en tuedannende plante, som bliver indtil 50 cm høj, med lysegrønne blade og talrige korte, ovale blomsterstande, som bliver blegbrune eller hvide ved modenhed.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lagos (‘hare’) og oura (‘hale’), hvilket sigter til den uldne blomsterstand. Artsnavnet er latin og betyder ‘oval’, hvilket hentyder til blomsterstandens form.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phragma (‘hegn’ eller ‘skærm’), hvilket sigter til anvendelsen af tagrør (nedenfor) til fletning af hegn.

 

Tagrør er udbredt næsten overalt på kloden og mangler kun i nogle tropiske områder, bl.a. regnskove, samt på Antarktis og i visse arktiske egne.

Denne plante er blevet udnyttet af mennesket gennem årtusinder, specielt til huskonstruktion, tagtækning, samt fremstilling af måtter og kurve. En nylig brug er til rensning af spildevand i rodzoneanlæg. Spildevand ledes gennem en kunstigt anlagt rørskov, hvor bakterier på rhizomerne fjerner de fleste næringsstoffer.

Unge stængler og rhizomer kan tørres og stødes til mel, og rhizomerne anvendes også i traditionel kinesisk medicin mod forskellige lidelser, såsom hoste og slim i luftvejene.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’ – et underligt navn, må man sige. Sydlig i forhold til hvad?

 

 

 

 

 

 

Blomstens bygning hos disse planter er unik. Ud af i alt 6 bægerblade er de 4 små og grønne, mens 2 er større og af samme farve som kronbladene, vinge-agtige og omsluttende næsten hele blomsten. De 8 støvdragere er vokset sammen til et rør, og fastgjort til dette rør er to små kronblade, et på hver side. Det tredje kronblad er større, frynset i randen, og danner en bådlignende struktur nederst i blomsten. Denne fungerer som ‘landingsplads’ for besøgende insekter, bl.a. bier og sommerfugle.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’, ‘meget’) og gala (‘mælk’), hvilket hentyder til en gammel overtro, at disse planter øgede mælkeydelsen hos kvæg.

 

Den findes fra Bulgarien og Grækenland mod øst til Kaukasus, mod syd til Syrien og Iran, voksende i åbne områder, fra havniveau op til højder omkring 2500 m.

Artsnavnet refererer til Anatolien, den asiatiske del af Tyrkiet.

 

 

 

 

 

Arten forekommer fra Skandinavien mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Middelhavet, Xinjiang, Mongoliet og det nordøstlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘meget håret’, hvilket sigter til blomsterknopperne.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt på Balkan og Krim, samt i Kaukasus, Tyrkiet og Syrien, voksende i åbne skove og på stenede skråninger, fra havniveau op til omkring 2500 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘nedliggende’.

 

 

 

 

 

Denne plante er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til Spanien og Tyrkiet, voksende fra havniveau op til højder omkring 1800 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lysimakhos, af lysis (’befrielse’) og makhe (’strid’), altså ’at afslutte en strid’. I Oldtiden mente man, at fredløs var god til at berolige ophidsede gemytter. Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) beretter, at hvis to okser kommer op at toppes og ikke vil gå under samme åg, beroliger man dem ved at lægge en dusk fredløs på åget.

Navnet fredløs er en oversættelse af lysimakhos og betyder altså noget i retning af ’en fredelig løsning’ eller ’at løse en strid’, men oversættelsen må siges at være temmelig klodset, da ordet ’fredløs’ snarere leder tanken hen i Robin Hood-regi.

 

Arten er begrænset til Balkan og Tyrkiet. Den vokser i åbne områder, bl.a. maki, på marker og stenede skrænter, samt langs veje, fra havniveau op til omkring 1000 meters højde.

Artsnavnet er afledt af proto-italiensk atros (‘mørk’), samt latin purpureus (‘purpurfarvet’), således ‘mørk purpurfarvet’, hvilket sigter til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

Bladene hos disse planter sidder i roset, mens blomsterstanden normalt er en skærm for enden af en bladløs stilk. Kronbladene er sædvanligvis sammenvokset til et langt rør med 5 udbredte flige for enden.

Et stort antal kodrivere er særdeles hårdføre, og det latinske slægtsnavn, som er diminutiv af prima (’den første’), hentyder til mange arters tidlige blomstring. Det danske navn er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’, hvilket hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (P. veris).

Disse planters rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Kodrivere.

 

Denne plante er hjemmehørende fra Tyrkiet og Kaukasus mod øst til Afghanistan, voksende i fugtige enge samt langs vandløb og sæbredder, i højder mellem 1200 og 3200 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘øret’, hvilket måske hentyder til bladene, hvis form minder en smule om ører.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Europa, fra Norge mod syd til det nordvestlige Afrika, samt fra Irland og Portugal mod øst til europæisk Rusland, Kaukasus og det nordlige Iran. Antal underarter og deres navne varierer meget, alt efter kilde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsternes farve varierer stærkt i denne slægt, skarlagenrød, orange, gul, hvid eller blå. Frugten er en lang cylinderformet klynge af små nødder.

Slægtsnavnet sigter til den oldgræske gud Adonis, som døde af sine sår under en vildsvinejagt og af gudinden Afrodite blev forandret til en blodrød blomst, farvet af hans blod. Nogle medlemmer af slægten har blodrøde blomster, bl.a. de to arter nedenfor.

 

Denne art er udbredt fra Mellem- og Sydeuropa og Nordafrika mod øst til europæisk Rusland og Himalaya.

Den har været benyttet i traditionel folkemedicin til behandling af diverse lidelser, bl.a. hjerteproblemer, hoste, spasmer og rheumatisme.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hører sommeren til’.

 

 

 

 

 

Denne plante var engang et ondartet ukrudt i kornmarker, men er næsten forsvundet med ankomsten af det moderne landbrug med udstrakt anvendelse af herbicider og kunstgødning. I dag er den mest begrænset til brakmarker, vejkanter og tomter.

Den forekommer i Sydeuropa, det nordvestlige Afrika, samt fra Tyrkiet og Jordan mod øst til Iran, voksende fra havniveau op til omkring 500 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘enårig’.

 

 

 

 

 

 

 

Fornylig er mange arter i denne slægt blevet overført af Kew Gardens til slægterne Eriocapitella, Anemonoides og Anemonastrum. Dette er lidt af et mysterium for mig, og indtil videre beholder jeg den gamle systematik.

 

Den bliver op til 25 cm høj, grundblade tredelte, segmenter dybt delte med afrundede eller skarpe tænder langs randen, grønne på oversiden, normalt purpurfarvede på undersiden. Højbladene under blomsterne er stilkede, tredelte, med segmenter, som ligner grundbladenes. Blomster enlige, med 12-15 smalle aflange bæger-/kronblade, som er mørkeblå, lyseblå, purpurrøde eller hvide, op til 2,5 cm lange.

Artsnavnet er latin og betyder ‘behagelig’.

 

 

 

 

 

I sit monumentale værk Naturalis Historia, skriver den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.), at “Caltha er en plante med gule blomster.” Ordet er muligvis afledt af oldgræsk kalthe (‘af gullig farve’).

Det danske navn kommer sandsynligvis af det gamle ord kalveleger. Eng-kabbeleje (nedenfor) vokser først og fremmest i fugtige enge, hvor kalvene førhen gik på græs. (I dag holdes de jo oftest indendørs). Ordet leger var i gamle dage mest en betegnelse for liljer, men blev også brugt om planter i al almindelighed, fx fåreleger, der i dag kaldes for engelskgræs (Armeria maritima).

 

Arten blomstrer fra det tidlige forår, men blomstring kan også forekomme i løbet af sommeren, specielt i større højder. Selvbestøvning finder sted i regnvejr, hvor blomsterne fyldes med vand, og griffel og støvknapper befinder sig i samme højde. Spredning finder også sted ved spiring fra bladhjørnerne.

Denne plante trives i våde enge, grøfter og fugtige skove og langs vandløb. Dens udbredelse er cirkumpolar i subarktiske og tempererede områder, mod syd til Oregon, South Carolina, Middelhavet, Iran og det nordlige Indokina.

Artsnavnet er afledt af latin palus (‘sump’), hvilket sigter til artens foretrukne voksested.

Dens rolle i folketro og digtning er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Disse planter har karakteristiske uregelmæssige blomster med 5 farvede bægerblade, hvoraf det øverste har en stor, bagudrettet spore, samt fire indre kronblade, hvoraf de to øverste har nektar-producerende sporer, der er indesluttet i den større spore.

På trods af, at disse planter er meget giftige, var de tidligere meget anvendte i folkemedicinen som bedøvelsesmiddel, samt til behandling af diverse lidelser, bl.a. vand i kroppen, nedsat appetit og søvnløshed, samt til at slå indvoldsorm ihjel. Nogle medlemmer var førhen placeret i slægten Consolida. Dette navn stammer fra anvendelsen af disse planter i Middelalderen til at konsolidere (dvs. koagulere) blod. De er dødelige, hvis de ædes af husdyr.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk delphinion (‘delfin’). I værket De Materia Medica skriver den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), at disse planter har navn efter deres blomster, der i form minder om delfiner. Det danske navn hentyder til den lange spore.

 

Arten er udbredt fra Sydeuropa gennem Mellemøsten og Arabien til Himalaya og det sydlige Tibet, men dyrkes mange andre steder og træffes ofte forvildet. Den vokser på brakmarker såvel som dyrkede marker, langs veje, og andre åbne steder, fra havniveau op til omkring 1900 meters højde.

Artsnavnet hentyder til ajacin, et alkaloid, som findes i forskellige ridderspore-arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterne hos disse planter har 5 kronbladlignende bægerblade, der omgiver en ring af små skål-lignende nektarier, som faktisk er omdannede kronblade. Bægerbladene bliver længe på planten, undertiden flere måneder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helleboros, hvilket var navnet på H. orientalis (nedenfor), muligvis sammensat af ordene helein (‘at såre’) og bora (‘føde’), hvilket sandsynligvis sigter til denne arts giftighed. Navnet nyserod er oversat fra tysk Nieswurz, hvilket sigter til, at disse planters rod, stødt til pulver, fremkalder nysen.

 

Stængel bladløs, op til 60 cm høj, grundblade stedsegrønne, langstilkede, håndformede, med 7-10 smalt elliptiske, stærkt tandede segmenter, bægerblade ovale, grønlighvide, undertiden skiftende til purpurfarvet, op til 3 cm lange.

Denne plante dyrkes mange steder i Europa, og blomsterne hos dyrkede former har mange farver, men altid gule støvdragerne. Som alle medlemmer af slægten er den meget giftig. Kommer saften i berøring med huden, forårsager det irritation, mens indtagelse kan medføre en brændende fornemmelse i mund og hals, opkastning, mavekrampe og diarré.

Det latinske artsnavn betyder ‘østlig’. Det danske navn hentyder til artens tidlige blomstring, samt blomstens form. På engelsk kaldes den for Lenten rose, hvilket hentyder til Lent, en periode på 40 dage før påske.

 

 

 

 

 

Disse planter har snitdelte blade med trådagtige segmenter. Den farvede del af blomsten består af bægerbladene, mens kronbladene er bittesmå, siddende ved basis af støvbærerne. Frugten er en stor opsvulmet kapsel, som består af adskillige sammenvoksede ovarier, hver indeholdende talrige sorte frø.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘sortagtig’, hvilket sigter til de sorte frø. Det danske navn hentyder til de brudeslør-lignende dækblade, som omgiver blomsten.

 

Denne art er begrænset til Tyrkiet og Syrien, voksende på marker og andre åbne steder, fra havniveau op til omkring 600 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stjerne-lignende’.

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er diminutiv af rana (’frø’) og betyder således ’lille frø’. Dette navn – og dermed det danske ranunkel – hentyder til, at mange af ranunkel-arterne vokser i sumpede områder, hvor frøer holder til.

Mere om denne slægt kan læses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) er navnet afledt af resedo (‘jeg lindrer’), hvilket formodentlig sigter til en medicinsk anvendelse af disse planter.

 

Arten er vidt udbredt, fra de Britiske Øer og Danmark mod syd til de Kanariske Øer, Vest-Sahara og den Arabiske Halvø, mod øst til Kazakhstan og Kirgisien, med en isoleret forekomst i Sydafrika. Den er blevet indført mange andre steder, i særdeleshed Nordamerika og Australien. I sidstnævnte land er den blevet erklæret for uønsket, da den er et ondartet ukrudt blandt dyrkede afgrøder.

Den vokser ofte i næringsrige græsklædte områder, men optræder også som pionerplante i braklagte områder, vejkanter, jernbanegrus og grusgrave, samt på stenede skråninger, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

Siden det 1. århundrede f.Kr. er blade og blomster blevet udnyttet til produktion af et gult farvestof, skønt dens nære slægtning farve-reseda (R. luteola) var mere anvendt til dette formål.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gul’, hvilket hentyder til blomsterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på Kristi tornekrone (nedenfor). Ordets oprindelse er ukendt.

 

Denne art er udbredt fra Middelhavet mod øst til Uzbekistan og Tajikistan, mod syd til Jordan og Iran, voksende i krat og på åbne steder, fra havniveau op til omkring 1400 meters højde. Den danner ofte uigennemtrængelige krat, specielt hvor skov er blevet ryddet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘Kristi torn’. Ifølge gammel overtro var tornekronen, som Kristus bar undervejs til Golgata, flettet af de tornede grene af denne busk.

Den svenske naturhistoriker Pehr Forsskål (1732-63), som deltog i den danske ekspedition til arabiske lande 1761-63, opholdt sig undervejs nogle dage på Malta. Efter et besøg i San Giovanni-kirken i Valletta erklærede han, at den der opbevarede torn, som sagdes at stamme fra Kristi Tornekrone, ikke kunne være fra Rhamnus spinosa (i dag Paliurus spina-christi) og derfor måtte være et falsum.

Forsskåls korte, men begivenhedsrige liv er skildret på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge den seneste revision findes der 3 underfamilier.

Amygdaloideae rummer omkring 55 slægter, bl.a. tribus Amygdaleae (arter med blomme-lignende frugter i slægten Prunus), tribus Maleae (arter med æble-lignende frugter, bl.a. slægterne Malus, Sorbus, Crataegus, Cotoneaster og Pyracantha), samt tribus Spiraeeae (Spiraea-lignende planter, bl.a. slægterne Spiraea og Aruncus).

Dryadoideae omfatter en enkelt tribus, Dryadeae, med 4 slægter.

Rosoideae rummer 6 tribus med omkring 43 slægter.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kratos, som betyder ‘hårdhed’ (af veddet). Navnet hvidtjørn skyldes den lyse bark. Folkenavnene hanetorn, kødbær og røde grise hentyder til de røde bær, mens melbær hentyder til deres melede smag. Navnet pølsetorn stammer fra Fyn, hvor man førhen anvendte tornene som pølsepinde.

Hvidtjørns rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planter: Planter i folketro og digtning.

 

Den er en busk eller et lille træ, op til 10 m højt, med en tæt krone. Yngre grene har skarpe torne, indtil 2 cm lange, i bladhjørnerne og imellem bladene. Bladene har en op til 3 cm lang stilk, bladene ovale i omrids, indtil 5 cm lange og 4 cm brede, mørkegrønne på oversiden, blåliggrønne på undersiden, glatte, dybt fligede, undertiden næsten til midterribben, flige 3-5, mere eller mindre spidse, vidt udbredte. Blomsterstandene, som har 10-18 blomster, sidder i bladhjørnerne, blomster hvide eller med lyserødt skær, op til 1,5 cm i diameter, bægerblade trekantede, tilbagebøjede under frugtsætning. Frugten er skarlagenrød, undertiden brunlig-rød, oval eller somme tider næsten kugleformet, glat, indtil 1 cm lang eller på tværs.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk monos (‘enlig’) og gyne (‘kvinde’), hvilket sigter til, at blomsterne af denne art kun har en enkelt griffel.

 

 

 

 

 

Den er en løvfældende busk eller et lille træ, op til 8 m højt, med en opret stamme, undertiden grenet fra grunden, ofte tornet, torne op til omkring 1 cm lange, kviste hårede som unge, senere glatte, blade aflange, smalt elliptiske, lancetformede eller ovale, indtil 12 cm lange og 6 cm brede, helrandede eller fint tandede, dunhårede eller glatte på oversiden, dunhårede på undersiden, specielt langs midter-ribben. Blomsterstandene, med en enkelt eller 2 blomster, er endestillede på korte, bladrige skud, blomster hvide, op til 4 cm i diameter, bæger tæthåret, bægerblade længere end kronbladene. Den æble-lignende frugt er brunlig, op til 3,5 cm i tværmål.

Denne art er formentlig oprindeligt hjemmehørende i Kaukasus, det østlige Tyrkiet, det nordlige Irak og det nordlige Iran, men da den har været dyrket i tusinder af år, er dette vanskeligt at fastslå med sikkerhed. Den vokser i lyse skove, krat og maki, samt på åbne skrænter, fra havniveau op til omkring 1600 meters højde.

Slægtsnavnet er afledt af mespilon, det klassiske græske navn på denne art. Det danske navn er en forvrængning af dette navn.

 

 

 

 

 

Frugten er en stenfrugt med et kødfuldt lag, der omslutter en hård sten med et enkelt frø.

Slægtsnavnet er en latiniseret udgave af prounos, det oldgræske navn på blommetræet.

 

Denne plante er hjemmehørende i lande omkring Middelhavet, mod øst til det nordlige Iran. Den vokser på åbne, klippefyldte steder, normalt i højder over 1000 m, undertiden lavere. I nogle områder kan den træffes i så stor højde som 4000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘nedliggende’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyr (‘ild’) og akanthos (‘torn’), hvilket sigter til de skarpe torne og de ildrøde bær. Det danske navn er således en direkte oversættelse af det latinske navn.

 

Arten forekommer fra Sydeuropa mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran, voksende i lyse skove og krat, samt på åbne skråninger, fra havniveau op til højder omkring 1800 m. Den har været dyrket i Nordeuropa siden 1500-tallet (bl.a. i Danmark), og den er også blevet indført andre steder som prydplante.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kokkinos (‘skarlagenrød’), hvilket sigter til frugten.

 

 

 

 

 

Disse planter er vidt udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med nogle få arter i tropiske områder i Østafrika og de sydlige dele af Asien. Andre steder dyrkes mange arter og kultivarer som prydplanter. Der forekommer ca. 30 arter i Tyrkiet.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på roser.

 

Arten er udbredt i hele Europa, med undtagelse af Island, mod øst til Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Jordan og Pakistan, voksende i forskellige åbne habitater og krat, sjældnere i skove, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hundeagtig’, hvilket i lighed med det danske navn er nedsættende, idet man betragtede denne almindelige art som værende inferiør i forhold til de ‘fine’ dyrkede roser.

 

 

 

 

 

Arten forekommer fra Tyrkiet og Syrien mod øst til Kirgisien og det sydvestlige Xinjiang, men dyrkes mange andre steder. Den vokser på åbne steder, bl.a. skråninger, brakmarker og langs veje.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lugter ilde’, hvilket sigter til blomsternes duft, som nogle finder ubehagelig, andre ikke.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i tørre områder omkring den østlige halvdel af Middelhavet, fra Sardinien og Tunesien mod øst til Tyrkiet, Syrien og Jordan.

I folkemedicinen har rodbarken været anvendt som en kur mod sukkersyge samt til at opløse nyresten.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sarx (‘kød’) og poterion (‘kop’), hvilket formentlig sigter til de runde, kødfarvede frugter.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin crux (‘kors’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til bladene, der ofte sidder korsvis op ad stænglen. Endelsen snerre er forklaret nedenfor under Galium.

 

Arten er udbredt i størsteparten af Europa, samt i det nordlige Tyrkiet, Kaukasus, Iran og den vestlige del af Himalaya. Den vokser i græsklædte områder og krat, samt langs veje og vandløb, normalt på kalkholdig bund, fra havniveau op til omkring 1700 meters højde.

Førhen var denne plante meget anvendt i traditionel medicin mod benbrud, rheumatisme, vattersot (væske i kroppen), samt hovedpine.

Artsnavnet er afledt af latin levis (‘let’) og pes (‘fod’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

Den er endemisk i Tyrkiet, voksende i krat og på åbne steder, i højder mellem 700 og 1200 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘blandet’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gala (’mælk’), hvilket sigter til anvendelsen af gul snerre (G. verum) som osteløbe, da dens blomster er i stand til at koagulere mælk til ost.

Det danske navn kommer af snare eller snære, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler hos burre-snerre (nedenfor), hvis krogbørster på stængler og frø hægter sig fast i fx dyrepelse, strømper og bukser.

 

I sin herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burre-snerren: “Hvis man går igennem nogle løse, klatrende vækster, og de alle villigt lader sig trække op med rode, så de kan ride bort, fæstnet til dine bukser, er man stødt på (…) Galium aparine eller Galium asprillum. Disse er de to snerre-arter med ru stængler, som har en unik måde at sprede deres frø på. For naturligvis klynger stænglerne sig lige så gerne til en fårepels eller pelsen på en hund som til dine bukser, og disse dyr transporterer ofte stænglerne og deres frø i en betragtelig afstand fra, hvor planten voksede.”

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Den er muligvis også vildtvoksende i Nordamerika og er tillige blevet naturaliseret i Mexico, Mellem- og Sydamerika, Australien, New Zealand, samt dele af Afrika.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk haplóos (‘simpel’) og phyllon (‘blad’), hvilket sigter til disse planters helrandede blade.

 

Denne art er begrænset til de østlige Ægæiske Øer og Tyrkiet, voksende på åbne kalkstens-skråninger, ofte nær fyrreskov, i højder mellem 400 og 2300 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk mega (‘stor’) og anthos (‘blomst’).

 

 

 

 

 

Arten vokser i tørre græsklædte områder og på stenede steder, normalt på kalkholdig jord, fra Balkan mod øst til Kaukasus, samt fra Ukraine mod syd til Syrien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘duftende’.

 

 

 

 

 

 

De brede, oftest hjerteformede blade har en lang, slank stilk, som er fladtrykt, hvorved bladet rasler i vinden. Blomsterstandene sidder i hængende rakler, med talrige små blomster siddende tæt sammen omkring en lodret akse, hver enkelt blomst omgivet af papiragtige dækblade. Blomsterne er vindbestøvet, og de dunede frø spredes med vinden.

Adskillige arter får knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler er vist på siden Hyldest til farven gul.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for popler. Navnet asp er protogermansk og betyder ‘at ryste’, hvilket sigter til de bævrende blade hos bævreasp (P. tremula).

 

Arten er hjemmehørende fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til det sydlige Sibirien og Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Syrien og Xinjiang. Den dyrkes som prydtræ mange andre steder, især den søjleformede cultivar italica.

I Ladakh i det nordvestlige Indien er den et vigtigt tømmertræ.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske navn på vintereg (Quercus petraea), muligvis afledt af aigilops, det klassiske græske navn på en egeart med spiselige agern. Da frugterne af hestekastanje er giftige, er det lidt af et mysterium, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten Aesculus. Det skal dog siges, at frømelet er spiseligt, efter at frugterne er blevet kogt, og dette mel blev førhen anvendt som kvæg- og hønsefoder.

Det danske navn kommer af det oldgræske ord hippos (‘hest’), samt det tyrkiske navn på almindelig hestekastanje, at kestanesi, hvilket sigter til, at frugterne tidligere blev anvendt til at kurere lidelser hos heste, bl.a. rigeligt med luft i tarmene.

En amerikansk art i slægten, californisk hestekastanje (A. californica), er omtalt på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada, mens indisk hestekastanje (A. indica) præsenteres på siden Hyldest til farven gul.

 

Den er et stort træ, undertiden op til 40 m højt, med tykke grene. De modsatte blade er hånddelte, op til 60 cm i tværmål, med en stilk op til 20 cm lang, småblade 5-7, op til 30 cm lange. Blomsterstandene er oprette, mangeblomstrede klaser, indtil 30 cm lange, kronblade hvide med en gul, rød eller lyserød plet ved basis. Frugten er en grøn, pigget kapsel, som indeholder en enkelt stor, mørkebrun, skinnende nød, op til 4 cm i diameter.

Artsnavnet er sammensat af oldgræsk hippos (‘hest’), samt det tyrkiske navn på planten, se under slægtsnavnet ovenfor.

 

 

 

 

 

 

Direkte oversat betyder slægtsnavnet ‘sten-bryder’, af latin saxum (‘sten’) og frangere (‘bryde’ eller ’brække’). Man kunne forledes til at tro, at navnet hentyder til mange af arternes voksested i klippesprækker, men det sigter snarere til en ældre medicinsk brug af nogle stenbræk-arter mod nyresten og lignende.

 

Denne art findes i Kaukasus, Tyrkiet, Libanon, Syrien og Iran, med isolerede forekomster i Rumænien og Algeriet. Den vokser fugtige og skyggefulde steder, bl.a. langs vandløb og på våde klippevægge, fra havniveau op til højder omkring 2300 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kymbalon (‘af form som et bækken’), fra kymbe (‘skål’), hvilket formentlig hentyder til bladenes form.

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, med omkring 275 slægter og over 5000 arter. Efter genetiske studier er de fleste arter blevet overført til andre familier, i særdeleshed vejbredfamilien (Plantaginaceae) og gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae).

 

Slægtsnavnet er afledt af latin scrofulae, dvs. struma (forstørret skjoldbruskkirtel), hvilket giver hævet hals. Disse planter har knolde på rødderne, der minder om struma. Derfor, ifølge Signaturlæren, havde den Almægtige Gud placeret disse knolde for at fortælle menneskene, at de kunne anvendes mod struma. Andre hævder, at det var disse planters strube-lignende blomster, som fik tilhængere af Signaturlæren til at anvende dem mod struma.

Ordet scrofulae er latin, diminutiv af scrofa (‘en drægtig so’), hvilket stammer fra en gammel overtro, at svin ofte led af denne sygdom. En anden, temmelig fantasifuld forklaring gik ud på, at kirtelhævningerne mindede om smågrise.

 

 

 

 

 

Arten er begrænset til Tyrkiet og den vestlige del af Kaukasus, hovedsagelig voksende på klipper, skrænter og ruiner, i højder mellem 600 og 2400 m.

Artsnavnet hædrer den østrigske botaniker og opdagelsesrejsende Karl Georg Theodor Kotschy (1813-66), født i Polen som Teodor Koczy, der foretog talrige botaniske ekspeditioner mellem 1836 og 1862, til Tyrkiet, Syrien, Irak, Iran, Cypern og Egypten, hvor han indsamlede over 300.000 planter. I 1843 besteg han Damavand (5609 m), det højeste bjerg i Iran – sandsynligvis som den første europæer.

 

 

 

 

 

Disse planter har store blomster med 5 kronblade samt 4-5 støvbærere, støvtrådene ofte tæt uldhårede og kraftigt farvede.

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af barbascum, af latin barba (‘skæg’), som kan være en hentydning til de lådne blade hos adskillige af arterne, eller måske til de ofte uldhårede støvtråde. Dunene på blade og stængel, når de er helt tørre, er glimrende som tønder, og før indførelsen af bomuld blev de anvendt som væger i lamper. I gamle dage blev de tørrede stængler dyppet i tjære eller beg og anvendt som fakler, hvilket ses af folkenavnene kongelys og kongekærte. Forleddet konge sigter sikkert til plantens ranke og ’stolte’ holdning.

Slægtens rolle i folketro og traditionel medicin er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende fra Mellemeuropa mod øst til Xinjiang og Afghanistan, mod syd til det nordlige Afrika og Iran. Den vokser i forskellige åbne habitater, bl.a. maki, vejkanter, tomter og klitter, fra havniveau op til højder omkring 1300 m.

Artsnavnet er afledt af latin blatta (‘kakkerlak’), hvilket sigter til den tidligere anvendelse af arten mod disse insekter. Dens engelske navn er moth mullein (‘natsværmer-kongelys’), hvilket hentyder til de to nedadbøjede, hårede støvtråde, der kan minde om antennerne på en natsværmer.

 

 

 

 

 

Denne art er begrænset til Grækenland og Tyrkiet, voksende i åbne områder, bl.a. krat, brakmarker, græsland og vejkanter, fra havniveau op til omkring 1200 meters højde.

I botanisk sammenhæng betyder artsnavnet ‘brat smalnende ind til en lang spids’, hvilket hentyder til bladene.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det oldgræske navn på en ukendt plante.

 

Arten er udbredt fra Bulgarien og Grækenland mod øst gennem Tyrkiet og Syrien til Kaukasus og Iran. Den vokser i skove, krat og floddale, fra havniveau op til omkring 800 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘høj’.

I en artikel i Curtis’s Botanical Magazine (1924), skriver den østrigske botaniker Otto Stapf (1857-1933): “Denne noble slyngplante er et af de mest fremtrædende elementer i skovbæltet langs sydkysten af det Kaspiske Hav, samt gennem hele Kaukasus og de Pontiske Bjerge så langt mod vest som Marmora-havet. Længere vestpå findes den i isolerede områder i Trakien* og det sydlige og østlige Bulgarien, ligesom i Asien ofte ledsaget af vinplanter. I Ghilan** har jeg set den klatre op til kronerne af de højeste træer og hænge som lange, vajende guirlander.”

I 1887 offentliggjorde Stapf resultaterne fra en ekspedition, foretaget i 1882 af den østrigske læge Jakob Eduard Polak (1818-1891), som var livlæge for Nasr al-Din, Shahen af Persien, samt en oversigt over planter indsamlet i Lycien*** og Mesopotamien 1881-83 af den østrigske læge, antropolog og arkæolog Felix Ritter von Luschan (1854-1924). I 1885 blev Stapf sponsoreret af Polak til at foretage en botanisk ekspedition på egen hånd i Persien, hvorunder talrige nye arter blev opdaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hys (‘svin’) og kyamos (’bønne’), altså ’svinebønne’. Det fortaltes, at svin uden risiko kunne æde planten. Det danske navn bulmeurt er rimeligvis afledt af det gamle ord bolma (’svimle’ eller ’hvirvle’), en hentydning til artens giftighed, i lighed med galurt, galbær og hønsebane. (Bane er et gammelt ord for ’død’).

 

Stænglen er klæbrig-håret, indtil 50 cm høj, blade ovale, helrandede eller fligede, op til 10 cm lange, blomsterne omkring 3 cm lange, tragtformede med 5 udbredte kronblade, hvide, cremefarvede eller gullige med grønligt eller purpurfarvet svælg.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, hvilket hentyder til, at blomsterne ofte er hvide.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Middelhavsområdet, Mellemøsten, Centralasien og Kina, men er blevet naturaliseret i næsten hele Europa, samt i Nord- og Sydamerika og Australien. I Himalaya er den fundet op til omkring 3600 meters højde.

Alle dele af planten er meget giftige, idet de indeholder alkaloiderne hyoscyamin og scopolamin. Et gammelt dansk ordsprog fra 1682 siger: ”Bolskab [utugt] er som bulmefrø, jo mere man æder deraf, desto galere bli’r man.”

Blade og frø anvendes mod spasmer, smerter, astma og kighoste. Der fremstilles sæbe af frøene. Artens rolle i den europæiske folketro og traditionelle medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’, hvilket formentlig hentyder til det mørke svælg.

 

 

 

 

 

 

De har slanke grene og grågrønne, skælagtige blade, der minder om løvet hos ene-arter (Juniperus).

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på disse planter, af ukendt oprindelse.

 

Denne art findes fra Balkan gennem krim, Kaukasus, Tyrkiet, Libanon, Syrien og Iran til Afghanistan, voksende i floddale, fra havniveau op til omkring 1300 meters højde.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk tetra (‘fire’) og andros (‘mand’ eller ‘hanlig’), hvilket sigter til, at blomsterne har 4 støvbærere (i modsætning til den meget lignende T. smyrnensis, som har 5 støvbærere og 5 kronblade).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet og det danske navn er afledt af det oldpersiske ord for disse planter, taxs (‘bue’), hvilket sigter til, at perserne, og også skyterne, fremstillede buer af dets ved – og tillige danskerne, se nedenfor.

 

Dette træ har rødlig bark, som ofte skaller af i store flager. Nålene er linjeformede, flade, mørkegrønne på oversiden, lysegrønne på undersiden, op til 4 cm lange og 3 mm brede. Koglerne er kraftigt modificerede, idet de kun indeholder et enkelt frø, omgivet af et mørkerødt, saftigt, bæragtigt lag, som er spiseligt. Selve frøet er dog meget giftigt.

I den nordiske gudetro blev taksen betragtet som bolig for krigsguden Ull, der var en fremragende bueskytte. Buer blev fremstillet af taksens ved. Disse buer kaldtes dan, og den dominerende stamme i Folkevandringstiden var danerne, navngivet efter de langbuer, de benyttede. Dette folk underlagde sig de øvrige stammer og kaldte deres land Danmark (’Danernes Land’).

Dette træ kan leve overordentlig længe, måske op mod 2000 år. Et par gamle individer er vist på siden Planteliv: Gamle og store træer, og en gammel dansk taks er omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Bromølletaksen.

Artsnavnet er latin og betyder ’med bær’, afledt af bacca (’bær’).

 

 

 

 

 

 

Mange arter dyrkes på grund af deres yderst velduftende blomster. Frugten er en bærlignende stenfrugt.

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på laurbærtræet (Laurus nobilis). Navnet hentyder til, at bladene hos laurbær-dafne (D. laureola) ligner laurbærblade.

I den græske mytologi var Daphne en najade, som guden Apollon forelskede sig i. Han forfulgte hende, indtil hun udmattet bønfaldt gudinden Gaia om hjælp. Hun forvandlede Daphne til et laurbærtræ, som derefter var helligt for Apollon.

 

Arten er hjemmehørende i lande rundt om Middelhavet, ofte voksende på kalkholdige klipper og stenede skråninger, i højder mellem 1700 og 2300 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘olivenagtig’, hvilket måske hentyder til bladenes form.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin paries (‘mur’), hvilket sigter til, at medlemmer af denne slægt ofte spirer i sprækker i mure. Det danske navn menes at hentyde til den måde, støvbærerne hurtigt retter sig ud på.

 

Den er en mangegrenet urt, krybende eller opstigende, indtil 50 cm lang, blade spredte, ovale eller elliptiske, spidse, op til 7 cm lange. De talrige blomsterstande sidder i 2 små klynger ved hvert bladhjørne, blomster meget små.

Artsnavnet er latin og betyder ‘jødisk’, oprindeligt fra hebræisk Yehuda (‘Juda’).

 

 

 

 

 

Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skove, krat og stenede steder, fra havniveau op til ca. 1200 meters højde. Den er udbredt fra Mellem- og Sydeuropa mod øst gennem Ukraine, Kaukasus og Tyrkiet til det nordlige Iran og Turkmenistan.

Ordet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord danner et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber. Denne art har været benyttet i over 2000 år mod diverse lidelser, samt som omslag på sår og forbrændinger.

 

 

 

 

 

 

Blomsterne har 5 meget uens kronblade, hvoraf den nedre er større og har en spore. Frugten er en kapsel, der springer op langs 3 sømme.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for violer. Navnet stedmoderblomst er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Denne art forekommer omkring den østlige del af Middelhavet, i Rumænien, Bulgarien, Grækenland, Krim, Tyrkiet, Cypern, Libanon og Syrien. Den vokser ofte på skyggefulde steder eller nær vandløb, fra havniveau op til omkring 1800 m.

Artsnavnet beror på en misforståelse. Det hentyder til byen Siegen i Tyskland, en region, hvor denne art oprindeligt blev registreret. Den forekommer dog overhovedet ikke i Tyskland, så det er muligt, at type-eksemplaret stammede fra et andet sted.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De hanlige organer i en blomst kaldes for støvdragere, opdelt i en ofte lang støvtråd med en støvknap i spidsen, som indeholder sædceller, kaldt pollen.

Det hunlige organ kaldes for støvvejen, opdelt i en frugtknude, hvor æggene produceres, og hvorfra der udgår en ofte lang, søjleformet griffel, som i spidsen har et støvfang, der, som navnet antyder, modtager pollen.