Flora i Sierra Nevada

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sierra Nevada er hjemsted for tre nationalparker: Yosemite, Sequoia og Kings Canyon, foruden 20 såkaldte wilderness areas og to nationale monumenter. Blandt fremtrædende elementer i disse bjerge kan nævnes Mount Whitney (4421 m), som er det højeste bjerg i de nedre 48 stater i USA, Lake Tahoe, som er den største alpine sø i Nordamerika, samt Yosemite-dalen, som er en af de mest spektakulære dale på kontinentet, udgravet af gletschere i urgamle granitklipper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En Ahwahneechee-legende beretter, at engang for længe siden begyndte to rejsende, Tissiak og hendes mand Tokoyee, at skændes. Han blev så vred, at han begyndte at slå hende, hvilket gjorde hende så rasende, at hun kastede sin kurv med agern efter ham. Som de stod der over for hinanden, blev de til sten på grund af deres slette opførsel. Kurven med agern (Basket Dome) ligger med bunden i vejret ved siden af Tokoyee (North Dome), og klippevæggen af Tissiak (Half Dome) er stribet af hendes tårer.

 

 

 

 

 

1) Græsland, egeskov og chaparral (inklusive Great Basin-tørzonen på de østlige skråninger) ved foden af bjergene i ca. 300-900 m højde. Indikator-arter: gråfyr (Pinus sabiniana) og blåeg (Quercus douglasii). Chaparral er et samfund af vedplanter, som er tilpasset tørre somre og fugtige vintre, et klima, som er typisk for det sydlige Californien.

2) Nedre montan skov (den tørre sydvestlige del), højde ca. 900-2100 m. Indikator-arter: ponderosa-fyr (Pinus ponderosa) og Jeffreys fyr (P. jeffreyi).

3) Nedre montan skov (den fugtige nordøstlige del), højde ca. 900-2100 m. Indikator-arter: ponderosa-fyr (Pinus ponderosa) og mammuttræ (Sequoiadendron giganteum).

4) Skov af piñon-fyr og ene (østvendte tørre skråninger), højde ca. 1500-2100 m. Indikator-arter: enkeltnålet fyr (Pinus monophylla) og Utah-ene (Juniperus osteosperma).

5) Øvre montan skov, højde ca. 2100-2700 m. Indikator-arter: rød ædelgran (Abies magnifica) og Sierra-klitfyr (Pinus contorta ssp. murrayana).

6) Subalpin zone, højde ca. 2700-2900 m. Indikator-art: hvidbarket fyr (Pinus albicaulis).

7) Alpin zone, over ca. 2900 m. Indikator-arter: pilebuske (Salix spp.).

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på vintereg (Quercus petraea), muligvis afledt af aigilops, det klassiske græske navn på en egeart med spiselige agern. Da frugterne af hestekastanje er giftige, er det lidt af et mysterium, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten Aesculus. Det skal dog siges, at frømelet er spiseligt, efter at frugterne er blevet kogt, og dette mel blev førhen anvendt som kvæg- og hønsefoder.

Det danske navn stammer fra det oldgræske ord hippos (‘hest’), hvilket sigter til, at frugterne af almindelig hestekastanje (A. hippocastanum) tidligere blev anvendt til at kurere lidelser hos heste, bl.a. rigeligt med luft i tarmene. Den sidste del af navnet kommer af det tyrkiske navn på arten, at kestanesi.

 

Dens store kastanjer er giftige. Adskillige indfødte folkeslag, bl.a. Pomo, Yokut og Luiseño, plejede at fange fisk ved at strø pulveriserede kastanjer i vandløb, hvorefter de bedøvede fisk flød op til overfladen.

Andre arter af denne slægt er beskrevet andetsteds, europæisk hestekastanje på siden Planteliv: Gamle og store træer, indisk hestekastanje (A. indica) på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for fyrre, måske oprindeligt stammende fra Sanskrit pitu (‘saft’ eller ‘harpiks’), hvilket sigter til den rigelige produktion af harpiks hos disse træer.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den engelske sagfører, naturhistoriker og hortonom Joseph Sabine (1770-1837), som hele sit liv var naturinteresseret. Han var medlem af Linnean Society samt æresmedlem af the Royal Horticultural Society.

Navnet gråfyr hentyder til artens grålige nåle, mens et af dens amerikanske navne, digger pine, muligvis stammer fra tidlige nybyggere, som bemærkede, at Paiute-folk gravede omkring disse træer efter deres frø.

 

 

 

 

 

Hanlige blomster sidder i hængende rakler, mens hunblomsterne mest sidder i oprette aks. Frugten, som er en nød, der kaldes for agern, er omgivet af den såkaldte skål, der består af overlappende dækblade med frie spidser.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på ege. Det stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Det danske navn, på oldnordisk eik, kommer af old-germansk aik, hvis oprindelse og betydning er usikker.

 

Arten blev navngivet til ære for den skotske gartner og botaniker David Douglas (1799-1834), som udforskede den nordamerikanske flora på tre ekspeditioner. Han introducerede Douglasgran (Pseudotsuga menziesii) og andre nåletræer, specielt fyrrearter, såvel som et antal buske og urter, til den britiske gartner-verden. I et brev til Sir William Jackson Hooker (1785-1865), som var direktør for den botaniske have under Glasgow Universitet, skrev han: “De vil måske begynde at tænke, at jeg fabrikerer fyrrearter efter forgodtbefindende.”

Douglas døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: Nisbet, J. 2009. The Collector: David Douglas and the Natural History of the Northwest. Sasquatch Books)

 

 

 

 

 

 

 

Arten blev navngivet til ære for Nicholas Garry (1782-1856), som var direktør i Hudson Bay Company 1822-35.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer Friedrich Adolph Wislizenus (1810-89), en tyskfødt læge, opdagelsesrejsende og botaniker, som først indsamlede denne art.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske forretningsmand og politiker Wilhelm Amsinck (1752-1831), som støttede den botaniske have i Hamburg finansielt.

 

Arten blev navngivet til ære for den canadiske botaniker Alice Eastwood (1859-1953), som skabte den botaniske samling på California Academy of Sciences i San Francisco.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk hesperos (‘vestlig’), samt slægtsnavnet Yucca.

 

Dens smalle, grågrønne, stive, savtakkede blade er alle grundstillede, op til 1 m lange, og ender i en skarp spids. Planten har kun en enkelt blomsterstand, som til gengæld rummer hundredevis af hvide eller purpurfarvede, klokkeformede blomster for enden af en kraftig stilk, som vokser meget hurtigt og kan blive indtil 3 m høj.

På amerikansk kaldes denne spektakulære plante for bl.a. Our Lord’s candle (‘Vorherres lysestage’), hvilket hentyder til den kolossale blomsterstand, samt Spanish bayonet (’spansk bajonet’), som selvfølgelig hentyder til de stikkende blade.

Artsnavnet blev givet til ære for Amiel Whipple (1818-63), som var ledende landmåler under anlæggelsen af Pacific Railroad.

 

 

 

 

 

Ifølge Collins English Dictionary stammer slægtsnavnet, og dermed også det folkelige navn, fra latin lupinus (‘ulveagtig’), hvilket hentyder til en gammel overtro, at disse planter grådigt udpinte jordbunden.

 

Artsnavnet hædrer hærlægen Charles Austin Stivers, som var den første til at indsamle denne art i 1862, nær Yosemite. Harlekin-delen hentyder til blomsternes livlige farver, som sammenlignes med en middelalderlig italiensk komisk figur, Arlecchino (på dansk Harlekin), som er karakteriseret ved sit spraglede kostume.

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter betragter den som synonym med den vidt udbredte Lupinus microcarpus.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tri (‘tre’) og teleos (‘perfekt’), hvilket hentyder til blomstens dele, som forekommer i multipla af 3, for eksempel de 6 kronblade.

Tidligere var disse planter placeret i familien Themidaceae, men er siden blevet overført til Brodiaeoideae, en underfamilie af aspargesfamilien (Asparagaceae).

 

Der kendes mindst 5 underarter, hvoraf scabra, der på amerikansk kaldes for foothill prettyface (‘kønt ansigt ved foden af bjergene’), hovedsagelig er begrænset til sandede jorder i de laveste dele af Cascade Range og Sierra Nevada, op til højder omkring 2200 m.

Artsnavnet betyder ‘Ixia-lignende’, hvilket sigter til dens (begrænsede) lighed med Ixia, en slægt i iris-familien (Iridaceae).

 

 

 

 

 

 

Blomsterne er små og hvide, mens frugten er lille og nøddeagtig, en såkaldt skalfrugt, hvor den lange, fjeragtige griffel stadig sidder fast. Slægtsnavnet hentyder til denne ‘dusk’, afledt af oldgræsk kerkos (‘hale’) og karpos (‘frugt’), altså ’frugt med hale’. Det amerikanske navn for slægten, mountain mahogny, hentyder til det hårde, mørke ved hos disse træer, men de er overhovedet ikke beslægtet med ægte mahogny, som tilhører familien Meliaceae.

 

Bladene er ganske markante, helrandede på den nederste halvdel, takkede på den øverste. De minder noget om birkeblade (Betula), hvilket er årsagen til artsnavnet og det amerikanske navn.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet bygger på en misforståelse. Det er en variant af yuca, som skulle være afledt af kari’na yuca, et caribisk navn på cassava (Manihot esculenta). Ordet blev hæftet på disse planter af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som måske forvekslede dem med cassava-planten.

 

Det populære navn skyldes californiske mormoner, som var undervejs for at slå sig ned hos deres åndsfrænder i Utah. Træets opstrakte ’arme’ mindede dem om Biblens Joshua, der ledte Israels børn til Kanaans land.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk khrysos (‘guld’) og thamnos (‘busk’), hvilket hentyder til disse planters gyldne blomster.

 

Den blev udnyttet medicinelt af flere indfødte stammer, blandt Paiute-folket til behandling af forkølelse og hoste, hos Hopierne mod hudproblemer. Gosiute og Paiute producerede tyggegummi fra rodens latex, mens Hopi og Navajo fremstillede orange og gule farvestoffer af blomsterne.

Artsnavnet kommer af latin viscum (en fuglelim fremstillet af misteltén), samt flos (‘blomst’), således ’klæbrig-blomstret’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er Hindi-navnet på disse planter, normalt stavet dhatura. Det danske navn sigter til den piggede frugt.

 

Dunet pigæble er hjemmehørende fra det sydvestlige USA mod syd til Guatemala, men er blevet indført som prydplante eller indslæbt til mange andre egne kloden rundt.

Den indeholder de meget giftige alkaloider atropin, scopolamin og hyoscyamin. Længe før spaniernes ankomst anvendte aztekerne planten til mange terapeutiske formål, bl.a. som omslag på sår. Aztekerne advarede mod at indtage den, da den kunne forårsage galskab. Ikke desto mindre blev den af adskillige indfødte folkeslag anvendt som hallocinogen.

Virkningen af scopolamin og hyoscyamin er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, under Hyoscyamus niger, og på samme side kan man læse en morsom anekdote fra 1676, som beskriver den narkotiske rus hos nogle britiske soldater, der konsumerede almindelig pigæble (D. stramonium).

Da den skotske botaniker Philip Miller (1691-1771) beskrev denne art i 1768, stavede han det latinske ord innoxia (‘uoffensiv’) forkert, da han kaldte den for Datura inoxia. Et andet navn, D. meteloides, blev tidligere fejlagtigt anvendt for arten.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk di (‘dobbelt’) og plakos (‘en flad, rund plade’). I en publikation fra 1838, On Two New Genera of California Plants, skriver den engelske naturhistoriker Thomas Nuttall (1786-1859): “Slægtsnavnet sigter til kapslen, som splittes i to dele. Fastgjort til hver klap ses en stor placenta, og under dens rand findes de slanke, tilspidsede frø.”

Disse planter var tidligere placeret i slægten Mimulus.

 

Planten er én blandt mange, som blev opkaldt efter kirurg og botaniker John Milton Bigelow (1804-78), der indsamlede mange nye plantearter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erion (‘uld’) og gony (‘knæ’), hvilket sigter til de hårede bladfæster af den først beskrevne art, E. tomentosum.

 

De indtil 1,5 m høje stængler er udbredte eller oprette, stængelblade enkeltvis eller i bundter ved hvert led, bladplade linjeformet eller omvendt lancetformet, op til 1,5 cm lange og 5 mm brede, uldhårede eller undertiden næsten glatte på oversiden, grålige eller grønne på undersiden, margin ofte tilbagebøjet. Blomsterstanden er vidt forgrenet, afrundet eller undertiden fladtoppet, med talrige kompakte hoveder, op til 2 cm i diameter, blomster hvide eller lyserøde, indtil 3 mm i tværmål.

Førhen var denne art meget anvendt af forskellige folkeslag som traditionel medicin til behandling af en lang række lidelser, bl.a. forkølelse, hovedpine, diarré og sår. Den blev også spist rå eller i grød og bagværk, og der blev brygget té på blade, stængel og rod. I dag er arten en vigtig honningplante.

Artsnavnet er et diminutiv af latin fascis (‘bundt’), hvilket sigter til klyngerne af blade ved bladfæsterne.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk kalos (‘smuk’), samt slægtsnavnet Cedrus (‘ceder’). Disse træer er dog ikke nært beslægtet med de ægte cederarter, som hører hjemme i granfamilien (Pinaceae).

Det danske navn hentyder atter til cedertræerne, samt til, at cederthuja-arterne er nært beslægtet med medlemmer af slægten Thuja.

 

Indfødte folkeslag anvendte den til mange formål. Af barken blev fremstillet temporære koniske hytter og også mere permanente boliger, og man lavede ild ved at gnide barken. Af tynde grene blev fremstillet buer og kurve. Arten blev også udnyttet medicinsk mod mavebesvær.

Artsnavnet er latin og betyder ‘peger nedad’, hvilket sigter til, at bladene strækker sig nedad langs kvistene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er vildtvoksende fra Oregon mod syd gennem Californien til Baja California.

Den skotske botaniker David Douglas (1799-1834) navngav den lambertiana til ære for den engelske botaniker Aylmer Bourke Lambert (1761-1842). Det populære navn hentyder til dens søde harpiks, der blev anvendt af indfødte folk som sødemiddel. Den berømte skotsk-amerikanske forfatter og naturforkæmper John Muir (1838-1914) foretrak denne saft fremfor saften fra sukkerløn (Acer saccharum).

David Douglas’ triste skæbne er beskrevet ovenfor (se Quercus douglasii).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i et kæmpestort område i det vestlige USA og Canada, fra British Columbia mod syd til det sydlige Californien, og mod øst til South Dakota og New Mexico.

Den blev først indsamlet i 1826 af David Douglas (se Quercus douglasii ovenfor), som navngav den Pinus ponderosa, af latin ponderosus (‘tung’), hvilket hentyder til det tunge ved.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Californisk sorteg er tilpasset områder med hyppige brande, beskyttet mod mindre brande af sin tykke bark. Den dræbes af større brande, men skyder villigt fra roden. Dens agern spirer hovedsagelig, når en brand har ryddet et område for bladdække. Dette var kendt af adskillige indfødte folkeslag, som bevidst antændte områder for at forny bevoksninger af denne art, hvis agern var en vigtig fødekilde.

Artsnavnet blev givet til ære for den amerikanske læge og botaniker Albert Kellogg (1813-87), som var en af grundlæggerne af California Academy of Sciences.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter mangler randkroner, men har meget iøjnefaldende, randkrone-lignende svøbblade omkring kurvene.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ana, der i denne forbindelse sikkert betyder ‘særdeles’, samt phalos (‘hvid’), hvilket sigter til kurvenes hvide svøbblade. Navnet perlekurv kommer af oldgræsk margarites (‘perle’), der ligeledes hentyder til de perlehvide svøbblade.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk margarites (‘perle’), hvilket ligeledes hentyder til de hvide, perlelignende kurve.

 

 

 

 

 

 

 

Slægten blev opkaldt til minde om botanikeren John Clayton (ca. 1694-1773), anglikansk præst i kolonien Virginia.

 

Den forekommer fra det sydlige Alaska mod syd gennem den vestlige del af USA og Mexico til Mellemamerika. Den er almindelig i Sierra Nevada.

I Europa blev den dyrket som grønsag så tidligt som i 1500-tallet, og i dag er den forvildet mange steder.

Artsnavnet hentyder til planter med stængelomfattende blade. Et af artens amerikanske navne er miner’s lettuce (‘guldgraverens salat’), som stammer fra guldgravertiden i Californien omkring 1849, hvor guldgraverne spiste denne plante som salat, formentlig for at undgå at få skørbug.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev anvendt så tidligt som i 1561 for E. angustifolium (i dag kaldt for Chamaenerion angustifolium) af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65) i det ufuldendte værk Historia plantarum. Han sammensatte navnet af oldgræsk ion epi lobion (‘viol på bælg’). Ordret betød lobion ‘frugt af vignabønne’ (Vigna unguiculata). Navnet sigter til blomsterfarven, der minder om blomsternes farve hos visse viol-arter, samt til den bælg-lignende frugt.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘grå’ eller ‘askefarvet’, hvilket formentlig hentyder til bladene, der undertiden er grå, men dog oftest grønne.

Tidligere blev arten kaldt for Zauschneria californica, navngivet til ære for læge og botaniker Johann Zauschner (1737-99) i Prag. Genetisk forskning har dog afsløret, at den faktisk er en dueurt.

Navnet californisk fuchsia hentyder til de skarlagenrøde blomster, der ligner fuchsia-blomster. De tiltrækker kolibrier, hvilket er årsagen til to af artens amerikanske navne, hummingbird flower og hummingbird trumpet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af erysimon, det klassiske græske navn på en vejsennep-art, Sisymbrium polyceratium. Nogle autoriteter foreslår, at det stammer fra erymai (‘at beskytte’ eller ‘at frelse’), hvilket formentlig hentyder til brugen af vejsennep-arter til at kurere halsbetændelse. Det er uvist, hvorfor navnet blev påhæftet disse planter.

Det ejendommelige navn hjørneklap hentyder til skulpernes kantede form.

 

I gamle dage blev den anvendt medicinelt af indfødte folkeslag til behandling af forskellige lidelser, bl.a. mavepine og muskelsmerter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘danner et hoved’, hvilket sigter til den tætte blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på almindelig ædelgran (Abies alba), sandsynligvis afledt af det oldgræske navn på denne art, abin.

 

Arten kan leve i op mod 300 år. De største eksemplarer er fundet i de centrale dele af Sierra Nevada, hvoraf den største var 75 m høj, med en stammediameter i brysthøjde på 4,6 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med samme farve’, hvilket sigter til nålene, der har samme farve på begge sider.

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter, der omfatter omkring 130 arter af løvfældende træer eller store buske, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien, mens andre forekommer i Europa og Nordafrika, samt Nord- og Mellemamerika. Kun en enkelt art findes på den sydlige halvkugle.

Bladene er hånddelte hos de fleste arter, og løvet antager ofte strålende røde eller gule farver om efteråret. Et antal billeder af dette løv kan ses på siden Efterår.

Frugten består af 2 forbundne, enkelt-frøede dele, hver med en lang vinge. Ved modenhed virker disse vinger som en propel, og vinden transporterer ofte frugten en betragtelig afstand fra træet. En beskrivelse af effektiviteten ved denne form for spredning findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lønnetræer. Det danske navn er afledt af det oldnordiske navn på lønnetræer, hlynr.

 

Billeder af denne arts gule efterårsløv kan ses på siden Efterår.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på elletræer. Det forbindes i lighed med det danske navn af nogle forskere med højtysk elo (’grågul’), samt med sanskrit aruna (’rødgul’), og disse navne hentyder til, at veddet hos rødel (A. glutinosa) efter træets fældning antager en stærkt rødbrun farve.

 

Artsnavnet hentyder til bladene, der undertiden er rhombeformede.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘horn’ på latin, hvilket sigter til disse planters hårde ved. I Oldtidens Rom var det navnet på kirsebærkornel (C. mas), hvis ved er så tæt, at det synker i vand. Det danske navn er af tjekkisk oprindelse og betyder ligeledes ‘horn’.

 

Arten vokser langs Stillehavskysten, fra det sydlige British Columbia mod syd til det sydlige Californien, og inde i land findes den i Sierra Nevada samt i det centrale Idaho. I 1956 blev den udnævnt til officiel provinsplante i British Columbia.

I bogen My First Summer in the Sierra, fra 1911, skriver den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914) om Stillehavskornel: “Nuttall’s kornel er et flot skue, når den blomstrer. Da er hele træet snehvidt. Dets højblade er 15-20 cm brede. Langs vandløb bliver den et mellemstort træ, op til 9 m højt, med en bred krone, når den ikke trænges af artsfæller. De prangende højblade tiltrækker en mængde natsværmere, sommerfugle og andet vinget folkefærd til deres egen og, formoder jeg, træets fordel.”

Artsnavnet blev givet til ære for Thomas Nuttall (1786-1859), en engelsk trykker, der rejste til USA i 1808. Kort efter ankomsten mødte han botanikeren Benjamin Barton (1766-1815), der fremkaldte en stærk interesse for naturen i ham. Gennem de følgende år, indtil 1841, foretog Nuttall adskillige ekspeditioner i Amerika, og talrige planter og dyr er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

De læderagtige blade er helrandede eller tandede, friskgrønne og skinnende på oversiden. Undersiden på unge blade er dækket af gullige dun, mens den på ældre blade er grålig og næsten hårløs. Dens agern varierer meget, men er oftest ovale med en lav, turbanagtig, skællet skål, som er dækket af et tæt gulligt hårlag, hvilket er årsagen til artsnavnet, som er afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’) og lepis (‘skæl’).

Efter udvaskning af garvestofferne var disse agern en vigtig fødekilde for mange indfødte folkeslag. De har også været anvendt som kaffeerstatning.

 

 

 

 

 

 

 

 

I bogen John Muir: His Life and Letters and Other Writings (redigeret af T. Gifford, Mountaineers Books, 1996) kan man læse følgende citat fra 1870 af den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914): “Betragt Kongen i al hans vælde, Kong Sequoia! Se! Se! er alt hvad jeg kan sige. For nogen tid siden tog jeg af sted til Sequoia og har siden opholdt mig ved hans fod, hvor jeg har fastet og bedt om lys, for er han ikke det største lys i skovene, i hele verden? Hvor finder man sådanne lyssøjler, følelige, tilgængelige, jordiske?”

De fleste mennesker dengang delte ikke Muirs entusiasme. Selv om deres ved er fibrøst og skørt, og dermed lidet egnet som bygningstømmer, blev tusinder af disse storslåede træer skånselsløst fældet mellem 1880’erne og 1924, selv om deres kommercielle værdi var yderst ringe. De tunge træer smadredes ofte, når de ramte jorden, og det er blevet estimeret, at så lidt som halvdelen af tømmeret kom til nytte. Veddet blev mest anvendt til tækkespån og stolper, ja selv tændstikker. – At tænke sig! Fra storslået træ til tændstik!

I dag er arten heldigvis strengt fredet, og nogle få pragtfulde bevoksninger er blevet bevaret.

Slægtsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Sequoia (californisk rødtræ, ovenfor), samt oldgræsk dendron (‘træ’).

Andre billeder af disse imponerende træer kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det kan blive op til 30 m højt, med duftende, lancetformede blade, der kan blive indtil 10 cm lange. De gule eller gulgrønne blomster er samlet i små skærme, hvilket har givet slægten dens navn, som betyder ’lille skærm’. Frugten er et ovalt bær, indtil 2,5 cm langt, som først er grønt, siden purpurfarvet.

Bladene har været anvendt som substitut for bladene af ægte laurbær (Laurus nobilis) i madlavning. De blev anvendt af forskellige indfødte folk til behandling af en række lidelser, bl.a. hovedpine, tandpine, ørepine, mavepine, forkølelse, ru hals, samt slim i lungerne. Et omslag af bladene blev benyttet mod rheumatisme og nervesmerter.

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange amerikanske arter er karakteriseret ved deres glatte, orange eller rødlige bark, samt de stive, snoede grene. Adskillige arter findes i Sierra Nevada. De ligner hinanden og er ofte vanskelige at bestemme.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk arktos (‘bjørn’) og staphyle (‘et bundt vindruer’), hvilket hentyder til frugterne, der hos mange arter danner druelignende klaser. Bjørne sætter stor pris på bærrene.

Ordet manzanita er spansk, diminutiv af manzana (‘æble’), hvilket hentyder til frugterne.

Hede-melbærris (A. uva-ursi), samt en formodet hybrid mellem denne art og håret manzanita (A. columbiana), som ofte benævnes A. x media, er præsenteret på siden Efterår.

 

Førhen fremstillede Miwok-folket i det nordlige Californien cider af frugterne.

Artsnavnet kommer af latin viscidus (‘klæbrig’), hvilket sigter til de kirtelfyldte blade og frugter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere udgjorde denne slægt og slægten Viburnum familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae) og senere til desmerurtfamilien (Adoxaceae), der i dag kaldes for Viburnaceae.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk sambuca, som var navnet på et ældgammelt musikinstrument af asiatisk oprindelse. Formentlig blev der fremstillet fløjter af grenene. Navnet hyld stammer fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

 

Den vokser op til højder omkring 3000 m i et bredt udsnit af habitater, som bl.a. omfatter floddale, skove og åbne skrænter med adgang til vand. Den har en meget stor udbredelse, fra British Columbia mod syd gennem en stor del af det vestlige USA til det nordvestlige Mexico, samt med spredte forekomster i Oklahoma og Texas.

Mange indfødte folk benyttede bærrene af denne plante som føde, og talrige former for urtemedicin blev produceret af ved, bark, blade, blomster og rødder. Veddet blev også anvendt til fremstilling af piber samt musikinstrumenter som fløjter. Af bærrene blev udvundet et stof til farvning.

 

 

 

 

 

 

Disse planter, som tilhører gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae), er parasitter, som optager størstedelen af deres næring gennem rødderne af andre planter.

Blomsterne af nogle arter er spiselige og blev førhen konsumeret af adskillige indfødte stammefolk. De har imidlertid en tendens til at optage og ophobe selen i deres væv, så rod og grønne dele kan være meget giftige.

 

 

 

 

 

En attraktiv plante, som er hjemmehørende i det sydvestlige Oregon, mod syd gennem størstedelen af Californien til den allernordligste del af Baja California.

Førhen anvendte medlemmer af Miwok- og Pomo-stammerne arten medicinelt til behandling af sår, brandsår, diarré og øjenproblemer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘orangefarvet’.

 

 

 

 

 

Disse planter har en hul, leddelt, kiselholdig stængel med 3-40 længdegående furer. Bladene, der ofte er skælagtige, sidder i kranse ved hvert led. Der er to distinkte typer, hvoraf den ene har brune fertile vårskud, samt grønne sterile sommerskud, der sørger for fotosyntesen. Den anden gruppe har kun grønne skud, hvor sporehusene sidder i toppen. De varierer fra 20 cm høje dværgplanter til giganter på op til 8 meters højde.

Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan dels hentyde til disse planters ru, kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

Navnet padderok hentyder til, at vårskuddene hos nogle arter, med sporehuse samlet øverst på stænglen, blev sammenlignet med hovedet på en spinderok (heraf det folkelige navn kællingerok), samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til. Folkenavnene præstepik, hundepik og rævepik sigter ligeledes til den stive stængel med sporehuse.

Adskillige arter er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Den vokser i vådområder i skove, ofte på skrænter langs vandløb. I Japan dyrkes den ofte i damme i prydhaver.

Visse indfødte amerikanske folkeslag benyttede et afkog af planten mod kønssygdomme samt som vanddrivende middel.

Artsnavnet er afledt af latin hiems (‘vinter’), samt endelsen alis, således ‘forekommer om vinteren’, hvilket sigter til de stedsegrønne stængler.

Det danske navn, af middelalder-dansk skave (’skrabe’), samt artens engelske navn scouring rush, af scour (’skure’), skyldes dens tidligere anvendelse som slibemiddel og sandpapir på grund af det høje indhold af kisel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den svenskfødte amerikanske naturhistoriker Thure Ludwig Theodor Kumlien (1819-88), som bidrog meget til kendskabet til Wisconsins natur. Han gav lektioner i botanik og zoologi, såvel som udenlandske sprog, på Albion Academy.

Nogle autoriteter, bl.a. Kew Gardens i London, accepterer ikke denne slægt, men inkluderer den i Ranunculus.

 

Artsnavnet er afledt af hystrix, det klassiske græske ord for hulepindsvin. Forbindelsen til denne plante er svær at få øje på.

 

 

 

 

 

Førhen anvendte indfødte folkeslag i Californien disse planter til forskellige formål. Af deres løv blev fremstillet pilegift. Klamath-folket dyppede pigge af træpindsvin i et afkog af planten, hvilket farvede dem gule. Piggene blev derpå flettet ind i kurve for at danne mønstre. Okanagan-Colville-folket benyttede disse laver medicinelt, indvortes mod mavebesvær og udvortes til behandling af sår.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘dødeligt giftig’. I gamle dage anvendte nordmændene almindelig ulvelav til at slå ulve og ræve ihjel. Denne plantes giftige løv blev blandet med knust glas og stoppet ind i et kadaver på den frosne jord. Artsnavnet vulpina hentyder til ræve, på latin Vulpes.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af madi, det chilenske navn på arten M. sativa. Disse planters blade dufter af æteriske olier, hvilket er baggrunden for et af deres amerikanske navne, tarweed (’tjæreplante’).

 

Adskillige indfødte folkeslag spiste tidligere de små nøddeagtige frugter eller stødte dem til mel til bagværk.

 

 

 

 

 

Bladene hos disse planter sidder i roset, mens blomsterstanden normalt er en skærm for enden af en bladløs stilk. Kronbladene er sædvanligvis sammenvokset til et langt rør med 5 udbredte flige for enden.

Et stort antal kodrivere er særdeles hårdføre, og det latinske slægtsnavn, som er diminutiv af prima (’den første’), hentyder til mange arters tidlige blomstring. Det danske navn er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’, hvilket hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (P. veris).

Disse planters rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Kodrivere.

Gudeblomster udgør en gruppe kodrivere, som førhen var placeret i slægten Dodecatheon, som er afledt af oldgræsk dodeka (’tolv’) og theos (’gud’), således ‘tolv guder’. Når man i Oldtidens Grækenland gav en plante dette navn, skyldtes det, at man mente, den havde fået sine helbredende egenskaber fra de tolv fornemste græske guder og gudinder. Slægtsnavnet blev oprettet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), efter sigende fordi blomsterstanden hos disse arter ofte rummer 12 blomster.

Gruppen tæller 17 arter, som er vidt udbredt i Nordamerika, fra det nordvestlige Mexico gennem det vestlige USA og Canada til Alaska, en enkelt af arterne tillige i det nordøstlige Sibirien. Blomsterne bestøves af bier, som klynger sig til kronbladene, mens de svirrer med vingerne, hvorved pollen løsnes fra støvdragerne.

På amerikansk kaldes disse planter populært for shooting star, hvilket hentyder til blomsternes form, hvor de gule støvdragere og kronbladene, der peger bagud, er samlet i en spids. Det sammenlignes med et stjerneskud, hvor de bagudrettede kronblade udgør ’halen’.

 

Nlaka’pamux-folket fremstillede amuletter, bl.a. kærlighedsamuletter, af blomsterne.

Arten blev navngivet til ære for den skotske botaniker John Jeffrey (1826-54), som gennem fire år udforskede Washington, Oregon og Californien, mens han indsamlede planter, som han sendte hjem til Skotland. Han forsvandt i 1854, mens han var på vej fra San Diego over Colorado-ørkenen, og han blev aldrig set siden.

 

 

 

 

 

 

Nogle forskere mener, at slægtsnavnet stammer fra latin iungere (’sammenbinde’ eller ’flette’), som hentyder til grenenes anvendelse som fletværk, mens andre hævder, at det kommer af juvenis (’ung’) og parere (’at producere’), hvilket hentyder til, at almindelig ene (nedenfor) hele tiden forynges gennem nye skud. Navnene på gin og genever, som indeholder ekstrakt af ene, er også afledt af Juniperus.

Det danske navn, på oldnordisk einir, stammer sandsynligvis fra jaini, et gammelt germansk navn for almindelig ene, som sikkert er afledt af slægtsnavnet.

 

Koglerne er bæragtige, indtil 1,3 cm i tværmål, blålig-brune, med et voksagtigt overtræk.

I gamle dage anvendte indfødte folkeslag barken til forskellige formål, bl.a. som senge. Koglerne blev spist, både rå og i kager. Harpiksen blev smurt på sår som et beskyttende lag. Té brygget på bladene blev givet til kvinder, som lige havde født, for at mildne smerterne på grund af sammentrækningerne. Medlemmer af Navajo-folket fejede deres fodspor med grene fra træet for at forhindre Døden i at følge efter dem.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk osteon (‘ben’) og sperma (‘frø’), hvilket sigter til artens hårde frø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er én blandt adskillige fyrrearter i den såkaldte piñon-gruppe, som er hjemmehørende i det vestlige USA og det nordvestlige Mexico, fra den sydligste del af Idaho, Utah og det sydvestlige New Mexico mod vest til det østlige og sydlige Californien samt Baja California.

Enkeltnålet fyr bliver indtil 20 m høj og vokser normalt i højder mellem 1200 og 2300 m. Den er meget almindelig og danner mange steder åbne skove, ofte sammen med ene-arter.

Som citatet ovenfor beretter, var dens spiselige frø tidligere en vigtig fødekilde for indfødte folkeslag, og de bliver stadig høstet i stor stil.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tamarack-fyr er almindelig i bjergegne, fra Washington mod syd til den nordlige del af Baja California, og derfra mod øst til det sydlige Nevada. Nominatracen contorta er kystnær, idet den findes langs Stillehavskysten mellem den sydlige del af Alaska og den nordvestlige del af Californien. En anden kystnær underart er bolanderi, som er endemisk for Mendocino County i det nordvestlige Californien. Denne race trues af byudvikling. Endelig findes underarten latifolia i Rocky Mountains, fra Yukon og Saskatchewan mod syd til Colorado.

Artsnavnet kommer af latin con (‘med’) og torqueo (‘snoet’ eller ‘forvredet’), hvilket hentyder til de lave, forvredne træer af denne art, som ofte ses langs Stillehavskysten. Det danske navn klitfyr skyldes, at denne art førhen ofte blev plantet i klitterne i Vestjylland.

 

 

 

 

 

 

 

De brede, oftest hjerteformede blade har en lang, slank stilk, som er fladtrykt, hvorved bladet rasler i vinden. Blomsterstandene sidder i hængende rakler, med talrige små blomster siddende tæt sammen omkring en lodret akse, hver enkelt blomst omgivet af papiragtige dækblade. Blomsterne er vindbestøvet, og de dunede frø spredes med vinden.

Adskillige arter får knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler er vist på siden Hyldest til farven gul.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for popler. Navnet asp er protogermansk og betyder ‘at ryste’, hvilket sigter til de bævrende blade hos bævreasp (P. tremula).

 

Om efteråret føjer dens gule løv farvestrålende partier til talrige områder i det vestlige Nordamerika.

 

 

 

 

 

 

Undersiden af bladene hos disse planter er dækket af et tæt lag gullige skæl, hvilket er årsagen til slægtsnavnet, afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’) og lepis (‘skæl’). Frugten, som er fyldt med pigge, indeholder tre spiselige nødder, som var en udbredt fødekilde for oprindelige folkeslag, rå eller ristede.

På amerikansk kaldes medlemmer af slægten for chinquapin, hvilket også gælder kastanjearter af slægterne Castanopsis og Castanea. Dette navn er en forvrængning af et algonquiansk ord, chechinquamin eller chincomen, som muligvis er afledt af xinkw (’herlig’) samt mini (‘frugt’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stedsegrøn’.

 

 

 

 

 

 

Oprindeligt var Helenium navnet på læge-alant (Inula helenium), som efter sagnet blev plantet på øen Pharos af Helena af Troja.

Det amerikanske navn på disse planter, sneezeweed, opstod, da man bemærkede, at indfødte folk fremstillede snus af de tørrede blade af nogle arter, som blev inhaleret for at kunne nyse, hvilket fordrev onde ånder fra kroppen.

 

Artsnavnet blev givet til ære for kirurg og botaniker John Milton Bigelow (1804-78), som indsamlede mange nye plantearter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

 

 

 

 

 

Den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873) fandt denne plantes farve så slående, at han kaldte den for Sarcodes sanguinea, af oldgræsk sarkos (‘kød’) og latin sanguis (‘blod’), altså ’den blodrøde kødfulde’. På amerikansk kaldes den for snow plant, hvilket hentyder til dens tidlige blomstring, som undertiden finder sted, mens sne stadig delvis dækker jorden.

I bogen The Yosemite (1912) skriver den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914) følgende om denne art: “Sarcodes sanguinea er den mest beundrede plante blandt turister i Californien. Den er rød, kødfuld og vandet og ligner et gigantisk asparges-skud. Kort efter at sneen er smeltet, kommer den frem fra de døde nåle og humus i fyrre- og ædelgranskove som en glødende søjle af ild. (…) Det siges, at den vokser op gennem sneen, men tværtimod venter den altid, indtil jorden er varm, skønt den i lighed med andre tidlige blomster undertiden er halvt eller helt begravet i sne et par dage under en forårs-snestorm. (…) Alligevel er den en særdeles kold og usympatisk plante. Alle beundrer den som en vidunderlig kuriositet, men ingen elsker den som de elsker liljer, violer, roser og okseøjer. Uden duft står den dér under fyrretræerne og ædelgranerne, ensom og stille, som om den ikke er beslægtet med nogen anden plante i verden; den bevæger sig aldrig under de vildeste storme, stiv som var den livløs, skønt dækket af smukke rosenfarvede blomster.”

 

 

 

 

 

 

Under favorable vilkår kan den blive næsten 30 m høj, men på vindeksponerede steder er den ofte kroget og dværgagtig.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid-stænglet’ (dvs. ‘med hvid stamme’).

 

 

 

 

 

Disse mærkværdige træer findes kun i det østlige Californien, samt i Nevada og Utah. Bortset fra fra visse kloner, fx en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder vurderes til ca. 9400 år, er disse fyrre de ældste levende organismer på kloden, idet nogle af dem er omkring 5000 år gamle.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ældgammel’.

Flere billeder af disse bemærkelsesværdige træer kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.