Flodhesten – dyret der lever på begge sider

Førhen fandtes der mange flodheste-arter, som var udbredt over størstedelen af Asien, Europa og Afrika. Indtil for omkring en million år siden fandtes der 8 arter i Afrika, og på Madagascar er tre arter uddøde i historisk tid, sandsynligvis udryddet af mennesker, der koloniserede øen fra Indonesien for ca. 2000 år siden. I dag findes kun to arter, begge i Afrika.

Flodheste er meget sociale og lever i større eller mindre flokke, der tilbringer størstedelen af tiden med at sove i vandet eller på bredden. Når de solbader, udskiller de et rødt sekret, som man førhen fejlagtigt mente var blod. Det er imidlertid blot sved, som danner et fernis-agtigt lag, der beskytter dyret mod at blive solbrændt. Om dagen høres ofte deres karakteristiske stemme, der lyder som en vrinskende latter.

Inden for flokken hersker der et strengt hieraki, og hvert medlem har sin status på rangstigen. Der forekommer ofte en masse kævl og slagsmål, og de fleste af dyrene har utallige ar på kroppen, forårsaget af deres knivskarpe hjørnetænder i undermunden.

Disse dyr har en højst besynderlig vane med at sprede deres gødning i vandet ved at vrikke halen sidelæns, som et pendul.

Skulle en flodhest føle sig truet i vandet, fx af en forbipasserende kano, angriber den uden varsel, idet den knuser kanoen og alle i den med sit enorme gab.

I den egyptiske mytologi blev guden Seth ofte afbildet som en flodhest. Han var en grum herre, som dræbte sin egen broder Osiris og spredte hans dele over hele Egypten. Guden Horus med falkehoved var søn af Osiris, og han hævnede sin fader ved at dræbe Seth. Det drabelige slag mellem de to er ofte afbildet i egyptiske templer.

I de fleste egne af Afrika sætter menneskene stor pris på flodhestekød, og overdreven jagt har udryddet den utallige steder. Mange skydes også, fordi de gør skade på afgrøder. I dag er arten kun almindelig i nogle nationalparker og vildtreservater.

I Columbia har en hjord af flodheste, der engang tilhørte narko-baronen Pablo Escobar, bredt sig til et vådområde nær hans tidligere hacienda. Ingen ved, hvor mange flodheste der lever her, men de udgør en voksende trussel mod det lokale dyreliv. (Kilde: bbc.com/news/magazine-27905743)

Lokale aviser begyndte at skrive om hende, og da det tilfældigvis ofte begyndte at regne, når hun kom til et nyt sted, begyndte de indfødte at betragte hende som en slags regngud. Mange zuluer anså hende for at være en reinkarnation af Shaka kaSenzangakhona (c. 1787-1828), også kendt som Shaka Zulu, en af Zulu-kongedømmets mest berømte regenter. Denne tro blev styrket, da to medlemmer af stammen, som havde grinet ad hende og kastet sten på hende, pludselig døde i et jordskred.

Indere i Natal-provinsen betragtede hende også som en reinkarnation og tilbad hende i deres templer. Bønderne fodrede hende med kål, selleri, sukkerrør og andre lækkerier, og hvis det ikke skete, spadserede hun selv ind på deres marker og pløjede grønsager op med sine skarpe hjørnetænder.

Da hun kom til Durban, havde byrådet planlagt en fest til hendes ære og fodrede hende med en stor dynge sukkerrør. Men et skilt på toppen af bundtet, der sagde Velkommen Hubert, skræmte hende, så hun løb i stedet til Victoria Park, hvor hun åd eksotiske blomster. De syntes at have gjort hende tørstig, da hun nu vandrede til byens vandreservoir, hvor hun tog et bad. Undervejs snuppede hun guava og andre frugter fra en handelsbod.

Huberta blev snart træt af folk, der ville klø hende på ryggen, så hun satte kursen mod byen East London, omkring 400 km nede ad kysten. På trods af, at hun var blevet erklæret for kongeligt vildt af Natal Provincial Council, og dermed var beskyttet af loven, blev hun skudt af jægere, da hun næsten var nået frem til East London. Da folk begyndte at protestere vildt, blev jægerne idømt en bøde på 25 Pund Sterling.

Hubertas lig blev sendt til London for at blive udstoppet, hvorpå hun blev sendt tilbage til Sydafrika i 1932. I dag er hun udstillet i Amathole-museet (førhen kaldt Kaffrarian Museum) i King William’s Town, Eastern Cape Province. I 1953 rejste Durban-borgere en statue af hende i naturlig størrelse i Victoria Park.

Skønt dværgflodhesten har været fredet siden 1933, er den meget sjælden i dag, idet den er begrænset til fire flodsystemer i Vestafrika. En stor del af dens regnskovshabitat er blevet fældet af tømmerindustrien og omdannet til landbrugsland. Arten er i dag akut udryddelsestruet.

En søsterart til dværgflodhesten var den lidet studerede Malagasy-dværgflodhest (C. madagascariensis) – én blandt tre fornyligt uddøde flodhestearter på Madagascar. Malagasy-dværgflodhesten var af lignende størrelse som C. liberiensis, men var mere knyttet til tørt land og levede i bjergskove. Det menes, at den uddøde for færre end 500 år siden. Førhen fandtes meget lignende arter i Østafrika, Indien og Sydeuropa.