Elmesyge på Vorsø
I den stille sommernat rager de skeletagtige stammer af skovelme (Ulmus glabra), som er dræbt af elmesyge, i vejret. – Sydmark, 31. juli 2015. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Kaj Halberg
Elmesyge er en sygdom, der rammer forskellige elmearter, i Europa først og fremmest skovelm (Ulmus glabra), i Nordamerika især amerikansk elm (U. americana). Denne sygdom forårsages af sæksporesvampe af slægten Ophiostoma (tidligere kaldt Ceratocystis). Disse svampe stammer fra Asien, hvor de lokale elme har resistens mod sygdommen. Dette er ikke tilfældet i Europa og Nordamerika, hvor sygdommen optræder epidemisk.
I Europa optrådte sygdommen fra 1910, overført af svampearten Ophiostoma ulmi, som blev ført til Nordamerika i 1928 med en ladning tømmer. En betydeligt mere virulent art, O. novo-ulmi, der stammer fra Japan, optrådte i Europa og Nordamerika fra 1960’erne.
Overført af biller
Svampesporerne overføres til elmene af barkbiller af slægten Scolytus, i Amerika også af slægten Hylurgopinus. I Danmark optræder to arter af disse biller, stor elmebarkbille (Scolytus scolytus) og lille elmebarkbille (S. laevis). Disse biller lever i træernes kroner, og hvis de er landet på et træ, som er inficeret med elmesyge, får de under fødesøgningen svampens sporer på sig.
Når hunnerne skal lægge æg, søger de ned til stammen eller større grene, hvor de gnaver et æglægningskammer i det saftige lag mellem barken og veddet. Når larverne klækker, gnaver de lange ædegange i veddet, hvorved der dannes smukke mønstre. Efter æglægningen søger hunnerne til andre elmetræer, hvorved de spreder svampesporerne til sunde træer. Så godt som alle elme, der angribes af elmesyge, dør af sygdommen i løbet af et år.
Fra æglægningskammeret gnaver larverne af elmebarkbiller lange ædegange ud i veddet, hvorved der dannes smukke mønstre. – 29. oktober 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Det første tegn på, at en skovelm er angrebet af elmesyge, er, at dens blade bliver gule midt på sommeren. – Sydmark, 30. juni 2006. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Elmesygen på Vorsø
Elmene på Vorsø blev angrebet af elmesyge omkring 1980, og allerede i 1990’erne var alle større elme på øen døde. Det gik især ud over bestanden i Østerskov, hvor arten med kæmpestore overstandere dannede en tæt løvtag. Vedmassen for elm blev her reduceret med 99,5% på få år i løbet af 1980’erne.
Dette betød dog ikke, at arten blev udryddet på øen. Da de voksne barkbiller lever i trækronerne, skal elmene have en vis højde, før billerne kan finde dem. Men når de begynder at rage op over de omkringvoksende træer og buske, bliver de uvægerligt angrebet og dør.
På Vorsø begyndte elmene nu at blomstre og sætte frø i en langt lavere alder, end det var tilfældet, da der fandtes større elme på øen. Det betyder, at frøpuljen hele tiden fornyes, og lige så hurtigt, som elmene bliver angrebet af sygdommen og dør, skyder der nye træer op. Nogle af de angrebne elme er i stand til at skyde igen fra roden, men bliver atter slået ihjel, når de når en vis højde.
Elmene på Vorsø blev angrebet af elmesyge omkring 1980, og allerede i 1990’erne var alle større elme på øen døde. Billedet viser et parti fra den centrale del af Vesterskov, 20. maj 1993. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Samme skovpart som på det foregående billede, 2004. De fleste døde elme er forlængst faldet, og der er opstået en lysning, hvor hovedsagelig ask (Fraxinus excelsior) vil komme til at råde. Nogle små ædelgraner (Abies alba) har også fået plads og lys. – 30. marts 2004. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Når de unge elme begynder at rage op over de omkringvoksende træer og buske, bliver de uvægerligt angrebet af sygdommen og dør. Her ses død gruppe på Sydmark. Til højre en elm, som fornylig er angrebet af elmesyge, samt en benved (Euonymus europaeus) med rødlige blade. – 10. september 2013. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Nogle af de angrebne elme er i stand til at skyde igen fra roden, men bliver atter slået ihjel, når de når en vis højde. – Sydmark, 27. marts 2004. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
(Oprettet februar 2017)
(Senest revideret juli 2021)
