Efterår

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin liquidus (‘flydende’) samt arabisk anbar, som via maurerne blev til ambar (’rav’) på spansk. Harpiks fra medlemmer af denne slægt blev tidligere anvendt i kosmetikindustrien.

Førhen var disse træer placeret i troldnødfamilien (Hamamelidaceae), men er siden blevet overført til Altingiaceae.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk styrax, navnet på træet Styrax officinalis og dets duftende harpiks, samt af latin fluere (‘at flyde’), således ‘med udflåd af duftende harpiks’.

En nær slægtning, kinesisk ambratræ (L. formosana), er præsenteret nedenfor i afsnittet Asiatisk efterårsløv.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret udgave af oldgræsk rhous, som var navnet på sumak. Dette ord er afledt af old-syrisk summaq (‘rød’), hvilket hentyder til slægtens røde frugter. De har en sammensnerpende smag og anvendes som krydderi i Mellemøsten.

Mange andre arter, som førhen var placeret i Rhus, er nu blevet overført til slægten Searsia, andre til Toxicodendron, deriblandt østlig gift-sumak (se nedenfor), samt vestlig gift-sumak, som er præsenteret i afsnittet Vestamerikansk efterårsløv.

 

Den producerer en overdådighed af bær, som er højt værdsat af fugle. Frøene, der passerer uskadte gennem fuglenes tarmsystem, spredes med deres gødning og kan på denne måde kolonisere åbne områder og skovkanter.

 

 

 

 

 

I Nordamerika lægges frugterne i blød i koldt vand til fremstilling af ’lyserød lemonade’, en forfriskende drik, som er rig på C-vitamin.

Da han beskrev denne plante i 1756, anvendte den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) sætningen Ramis hirtis uti typhi cervini, hvilket betyder “grenene er ru som hjortetakker i bast.”

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk toxikos (‘gift’) og dendron (‘træ’).

 

I lighed med andre arter i slægten indeholder den giftstoffet urushiol, som ved berøring forårsager udslæt og andre allergiske reaktioner hos nogle mennesker. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Dette er en art, som alle der bor i landet, og alle som besøger det, bør kende. De, som er immune over for dens gift, har intet at frygte, men man ved ikke, om man er immun, før man har været i kontakt med en eller anden del af planten. Den, som er ikke er immun, vil længe huske denne dag, og hvis han er klog, vil han udvikle sine observationsevner, indtil de er fuldt på højde med dem hos en førsteklasses botaniker, når han nærmer sig en mulig habitat for denne skovens slange.”

I sin glimrende bog The Green Pharmacy anbefaler den amerikanske botaniker og urtelæge James A. Duke (1929-2017) saft fra sæbeurt (Saponaria officinalis) som det bedste middel, hvis man har været i kontakt med gift-sumak. Saften smøres ud over det angrebne område for at neutralisere giftstoffet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘slår rod’, afledt af radix (‘rod’), hvilket sigter til det vidt udbredte rodnet hos denne art.

En nær slægtning, vestlig gift-sumak (T. diversilobum), er præsenteret nedenfor i afsnittet Vestamerikansk efterårsløv.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk eus (‘god’) og onoma (‘navn’). Det er uklart, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav slægten dette navn.

 

Førhen blev den pulveriserede bark anvendt af indfødte stammefolk og nybyggere som afføringsmiddel.

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘mørk’) og purpureus (‘purpurfarvet’), hvilket hentyder til artens efterårsfarver.

En nær slægtning, vores hjemlige benved (E. europaeus), præsenteres nedenfor i afsnittet Frugter: Kapsler.

 

 

 

 

 

 

Hanlige blomster er i hængende rakler, mens de hunlige oftest er i oprette aks. Frugten er en nød, kaldt for agern, som er delvis omsluttet af en såkaldt skål, som er en forlængelse af stænglen. Den består af overlappende flige med frie ender. (Se eksempler på agern nedenfor i afsnittet Frugter med hård skal: Agern).

Slægtsnavnet stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Egen var et helligt træ næsten overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus.

Det danske navn, på oldnordisk eik, stammer fra old-germansk aik, hvis oprindelse og betydning er usikker.

En række egearter er omtalt på siden Planteliv: Gamle og store træer.

Nogle få østamerikanske egearter fremviser strålende efterårsfarver.

 

På trods af dens navn er barken oftest grå, kun sjældent hvid. Arten kan blive meget gammel, nogle individer har nået den modne alder af 450 år.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kokkinos (‘skarlagen’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af spansk oprindelse, muligvis hentet fra et ukendt indfødt sprog.

 

Stødte sassafras-blade indgår som ingrediens i hjemmelavet urtedrik, og de fungerer også som smagsstof og tykningsmiddel i gumbo, et stærkt krydderi, som blev anvendt af indfødte folkeslag i det sydlige USA, og som senere blev indkorporeret i det louisianske creole-køkken. (Kilde: C. Nobles, 2009. Gumbo, i: S. Tucker & S. Starr, New Orleans Cuisine: Fourteen Signature Dishes and Their Histories, University Press of Mississippi)

 

 

 

 

 

 

Disse planter er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien, mens andre forekommer i Europa, Nordafrika, samt Nord- og Mellemamerika. Kun en enkelt art findes på den sydlige halvkugle.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akros (‘skarp’ eller ‘spids’), hvilket sigter til bladenes form.

 

Det danske navn hentyder til den stribede bark hos yngre individer.

 

 

 

 

 

Den er meget tilpasningsdygtig og vokser i mange forskellige jordtyper, lige fra sumpe til tørre områder, samt fra havniveau til omkring 900 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin ruber (‘rød’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er en udbredt opfattelse, at det canadiske nationalflag er udsmykket med et rødt blad af sukkerløn, men ifølge hjemmesiden canada.ca/en.html, er det ikke meningen, at bladet skal forestille en bestemt lønneart.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sukker’, hentet fra oldgræsk sakkharon, oprindeligt fra sanskrit sarkara, et ord, der blev anvendt for både stødt sukker og sukkerholdigt slik.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I lighed med andre arter i slægten indeholder den giftstoffet urushiol, som ved berøring forårsager udslæt og andre allergiske reaktioner hos nogle mennesker (se østlig gift-sumak ovenfor i afsnittet Østamerikansk efterårsløv).

I bogen My First Summer in the Sierra (1911), skriver den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914): “Vestlig gift-sumak (…) er almindelig i hele området langs foden af bjergene op til en højde af mindst 3000 fod [900 m] over havet. Den er noget besværlig for de fleste rejsende, da den ofte forårsager betændte øjne og blæner på huden, men den blander sig harmonisk med de andre planter. (…) Jeg har ofte set den mærkelige slyngende lilje (Stropholirion Californicum) klatre op ad dens grene uden at vise frygt, men snarere sympatisk kammeratskab. Får æder den uden synlig skade; heste æder den også i nogen grad, men er ikke særlig glade for den, og for mange personer er den harmløs. Som de fleste andre ting uden åbenbar nytte for mennesket har den få venner, og det tåbelige spørgsmål: “Hvorfor blev den skabt?” bliver gentaget i en uendelighed uden tanke for, at den først og fremmest blev skabt for sin egen skyld.”

Artsnavnet er afledt af latin diversus (‘forskelligartet’), samt af oldgræsk lobos (‘flig’), hvilket sigter til bladene.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kerkis, som betyder ‘væverens skyttel’, et navn, som blev anvendt af den græske lærde Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.) om det europæiske Judastræ (C. siliquastrum). Formodentlig blev skytteler fremstillet af denne arts ved.

 

Tidligt om foråret fremviser denne art en overdådighed af lyserøde eller svagt purpurfarvede blomster.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vestlig’.

 

 

 

 

 

 

 

Californisk sorteg er tilpasset områder med hyppige brande, beskyttet mod mindre brande af sin tykke bark. Den dræbes af større brande, men skyder villigt fra roden. Dens agern spirer hovedsagelig, når en brand har ryddet et område for bladdække. Dette var kendt af adskillige indfødte folkeslag, som bevidst antændte områder for at forny bevoksninger af denne art, hvis agern var en vigtig fødekilde.

Artsnavnet blev givet til ære for den amerikanske læge og botaniker Albert Kellogg (1813-87), som var en af grundlæggerne af California Academy of Sciences.

 

 

 

 

 

 

De brede blade har en lang tynd stilk, som er fladtrykt, hvilket får den til at vibrere ved det mindste vindstød og derved frembringe en raslende lyd. Blomsterstandene er hængende rakler, med de små blomster siddende tæt sammen langs en central akse, og hver blomst er omgivet af papiragtige småblade. Blomsterne bestøves af vinden, og de dunede frø spredes ligeledes med vinden.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for popler. Navnet asp er afledt af aspo, det ældgamle proto-germanske navn på popler.

 

Arten kaldes på engelsk for quaking aspen eller trembling aspen, navngivet efter løvet, der rasler i det mindste vindpust. Onondaga-folket kaldte træet for nut-kie-e, hvilket betyder ‘støjende blad’, og en lokal poppel-art i Louisiana blev kaldt for langues de femmes (‘kvinde-snak’) af de franske bosættere.

Artsnavnet betyder ‘minder om tremula‘. Der hentydes til bævreasp (P. tremula), som er omtalt nedenfor i afsnittet Europæisk efterårsløv.

 

 

 

 

 

 

 

Den har en ret begrænset udbredelse, idet den er hjemmehørende langs den amerikanske Stillehavskyst fra det sydlige British Columbia mod syd til det nordlige Californien. Den koloniserer gerne åbne områder, hvor skoven er blevet fjernet af laviner eller skovhuggere.

Førhen anvendtes veddet af indfødte folkeslag til fremstilling af buer, rammer til fiskenet, snesko og vugger. Andre stammefolk kogte bark af roden og drak vandet mod forkølelse. Trækul af denne art blev opblødt i vand, og denne blanding blev drukket i tilfælde af dysenteri og polio.

 

 

 

 

 

Denne art, der også kaldes for Oregon-løn, bliver normalt 15-20 m høj, men eksemplarer på op til 48 m er kendt. Den er hjemmehørende langs Stillehavskysten, fra den sydligste del af Alaska til det sydlige Californien. Inde i land vokser den i Sierra Nevada, samt i det centrale Idaho.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af keltisk betu (’lim’), hvilket sigter til, at kelterne udvandt en limagtig substans af birkesaft. I visse områder med gælisk-talende befolkninger, bl.a. Wales og Bretagne, kaldes birk stadig for bezuenn eller bedwen.

De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

I den nordiske mytologi repræsenterede birken modergudinden Freja, og blandt keltiske folkeslag gudinden for stjernehimlen, Arianrhod, hvis caer (’trone’) befandt sig blandt nordlyset. Hun blev anråbt gennem birken til at assistere under fødsler og indvielser.

Førhen blev mange genstande skåret i det bløde birketræ, bl.a. møbler, kopper, skåle, spoler, vugger og legetøj. Barken skaller af i tynde strimler. Den er sejg, vandtæt og modstandsdygtig mod råd, hvilket gør den ideel som tagtækning. Den blev også anvendt til fremstilling af spande, kurve, flasker og sko, samt til at skrive og tegne på. På grund dens indhold af flygtige olier kunne sammenrullet bark anvendes som fakler.

 

I Skotland er mange bestande gået drastisk tilbage i de senere år, formodentlig på grund af den globale opvarmning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dværg’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ’hængende’ på latin, hvilket sigter til, at den yderste del af grenene er hængende. Forstavelsen vorte hentyder til de små harpiksvorter på artens unge kviste.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin pubes (’dunhåret’) og hentyder i lighed med den danske forstavelse til denne arts dunhårede unge kviste.

Tidligere blev birke i arktiske områder, kaldt fjeldbirk, betragtet som en underart, tortuosa, af den vidt udbredte dunbirk. Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er fremkommet gennem hybridisering mellem dunbirk og dværgbirk, og i dag betragter de fleste autoriteter den som en varietet af dunbirk under navnet B. pubescens var. pumila.

 

 

 

 

 

En del af disse søjler, kaldt Hljoðaklettar, har modstået erosion fra elven Jökulsá á Fjöllum. Hljoðaklettar betyder ’Ekko-klipperne’ – et navn de har fået på grund af områdets besynderlige akustik, som frembringer ekko.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kirsebærkornel (Cornus mas), afledt af cornu (‘horn’), hvilket sigter til det hårde ved hos denne art. Det har så stor en tæthed, at det synker i vand.

Det danske navn er en forvrængning af det latinske navn.

 

Bærrene har en bitter smag. Olie udvundet af dem blev førhen anvendt som lampeolie. Medicinsk blev de benyttet som brækmiddel, mens den snerpende bark blev anvendt som feberstillende middel. Af det hårde ved blev førhen fremstillet kvægstave og kødnåle.

I 1991 blev det velbevarede lig af en stenalderjæger fundet i en gletscher i Alperne. Ismanden Ötzi, som han blev kaldt, døde for omkring 5300 år siden, formodentlig fanget i en snestorm. Hans pileskafter var fremstillet af veddet af kornel og kvalkved (Viburnum). (Kilde: K. Spindler 1994. The Man in the Ice)

Artsnavnet er latin og betyder ‘med farve som blod’, hvilket kan sigte til de rødlige stængler eller til løvets efterårsfarve.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteris (‘bregne’) samt ium, en endelse, som danner tillægsord.

 

Artsnavnet er afledt af latin aquila (‘ørn’). Den hollandske filosof og teolog Desiderius Erasmus Roterodamus (1466-1536), også kendt som Erasmus af Rotterdam, udtalte, at mønstret i fibrene på en overskåret bladstængel mindede om en to-hovedet ørn, og i en 1755-udgave af Flora Suecica forklarer den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), at navnet sigter til omridset af en ørn i et tværsnit af roden.

 

 

 

 

 

 

Blåbær er et fællesnavn på 21 små buske af denne slægt, hvoraf de 20 er hjemmehørende i Nordamerika, heriblandt almindelig blåbær (nedenfor). Den sidste art er koreansk blåbær (V. koreanum), som er begrænset til Korea og Liaoning-provinsen i Kina.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på blåbær.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk myrtos (‘myrte’), samt latin illus, en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘den lille myrte’, hvilket hentyder til de myrte-lignende blade.

Et billede af de lækre frugter vises nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

 

 

 

 

 

Dens bær minder om blåbær, men har en mere syrlig smag. De ses på et billede nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på bøge.

 

Bøgen kan blive et meget stort træ, indtil 50 m højt og med en stammediameter på op til 3 m.

 

 

Artsnavnet er afledt af latin silva (‘skov’) samt aticus (‘findes i’), således ‘vokser i skove’.

Andre billeder af bøgen kan ses på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Natur: Mønstre i naturen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På latin betød artsnavnet oprindeligt ‘rødlig’, men blev senere tillige benyttet om ’styrke’ eller ’hårdhed’, hvilket i dette tilfælde hentyder til egens hårde, mørke kerneved.

En række markante stilkege er præsenteret på siden Planteliv: Markante træer i Danmark.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk tilos (’fiber’) og sigter til barkens anvendelse som bast. Det oldnordiske navn lind betyder ’bind’ eller ’bånd’ og hentyder ligeledes til barkens anvendelse – i lighed med fibrene fra hør (Linum usitatissimum), som på svensk hedder lin, jfr. også de gamle danske ord linned og linolie.

I Oldtiden var linden et helligt træ for mange germanske og slaviske folkeslag. Hos germanerne var det viet til Odins hustru Frigg, som var visdommens gudinde og desuden en fremragende spåkvinde. Senere kom træet til at spille en vigtig rolle som majtræ og som bystævnetræ i landsbyerne. Under træets krone samledes bymændene for at diskutere forskellige anliggender.

På grund af deres indhold af æteriske olier udsender lindeblomster en stærk duft, og af de tørrede blomster fremstilles lindeté, der er en populær drik i nogle lande, i Frankrig kaldt tilleuil, i Italien tiglio, og i USA basswood tea. Blomsterne giver en fin honning, og i Middelalderen plantede man mange lindetræer omkring klostre og borge for honningens skyld.

Lindens rolle i folketro og medicin er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Om dens forekomst i Danmark skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Dette Træ voxer mangesteds her i Landene, nu udi Hafver, nu paa Kirckegaarde, nu ellers baade her oc der udi Kiøbstæderne plantis, oc elskis for sin treffelige Skygge det gifuer fra sig, ja mand pleyer endocsaa at giøre Lysthuse ofuen paa hendis Grene.”

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af proto-italiensk fraksinos, oprindeligt et proto-indoeuropæisk ord for birketræer. Forbindelsen til birk er svær at få øje på.

 

I de senere år er bestandene af ask blevet meget reduceret af asketoptørre, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus, førhen kaldt Chalara fraxinea. De fleste aske, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer har resistens mod sygdommen.

Artsnavnet er afledt af latin excelsus (‘høj’) samt ior, en endelse, som danner tillægsord.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘skrøbelig’, oprindeligt fra frango (‘at bryde’). Det hentyder til, at de tynde grene hos tørstetræ (nedenfor) er skøre og nemt brækkes af.

 

Man kunne måske fristes til at tro, at navnet tørstetræ hentyder til, at denne art mest vokser på fugtig bund. Det er imidlertid ikke tilfældet. Ordet tørst menes at være af samme rod som ’trøske’, hvilket betyder halvråddent ved. Det hentyder til den stramme og mugne lugt af tørstetræets inderbark.

Artsnavnet sigter til, at tørstetræ ofte vokser de samme steder som rødel (Alnus glutinosa).

 

 

 

 

 

 

Frugten er en stenfrugt, med et ydre kødfuldt lag samt en indre hård sten, som omgiver frøet.

Slægtsnavnet er en latiniseret udgave af det oldgræske navn på blommetræ, prounos.

I lighed med fx det italienske cerasa, det tyske Kirsch og det engelske cherry kommer den danske forstavelse kirse af latin Cerasus, en omskrivning af oldgræsk kerasos, det klassiske græske navn på kirsebærtræet. Cerasus var tillige det gamle romerske navn for den nuværende by Giresun ved Tyrkiets Sortehavskyst, hvorfra kirsebær i Romertiden blev eksporteret til Rom.

Kirsebær-arter er udførligt omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Artsnavnet er afledt af latin avis (’fugl’), hvilket sigter til, at fugle holder meget af bærrene. Folkenavnet tviselbær kommer af plattysk twissel, hvilket betyder ’dobbeltbær’ – en hentydning til, at kirsebær ofte sidder parvis på kvistene. Navnene Bedstemors Træ og stenbrødtræ blev førhen anvendt på Bornholm.

Et billede af den lækre frugt vises nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er meget karakteristisk, et kugleformet hoved på den hvælvede blomsterbund, bestående af kødfulde småfrugter, normalt med mange små nødder på overfladen.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på brombær (nedenfor).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘blågrå’, hvilket hentyder til bærrenes farve (se afsnittet Bær og bærlignende frugter nedenfor).

 

 

 

 

 

Den er også blevet indført til mange andre egne og optræder invasivt i nogle lande, hvor den kan true hele økosystemer, idet den danner tætte krat, som er i stand til at fordrive den oprindelige vegetation. Den betragtes som et skadeligt ukrudt i bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er latin og betyder ‘buskagtig’.

Et billede af de lækre frugter vises nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin tremo (‘at ryste’ eller ‘at bævre’), samt endelsen ulus, der udtrykker noget småt.

 

 

 

 

 

 

 

Den er også indført til Nordamerika, hvor den er blevet invasiv i mange af de østlige stater, og af denne grund har staterne Massachusetts og New Hampshire forbudt plantning af den.

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om Platanus‘, hvilket sigter til bladformen, der minder om platanernes (nedenfor).

 

 

 

 

 

I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet. Også her betragtes den ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø. Dens invasive natur er nærmere beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske Platanus‘, hvilket sigter til bladformen, der minder om platanernes (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

Frugten er en lille nød, som er omgivet af en bred, papiragtig hinde, indtil 1,5 cm i diameter.

Artsnavnet er det klassiske latinske ord for elme.

 

De europæiske bestande af arten er blevet voldsomt reduceret af elmesyge. Denne sygdom, samt dens indvirkning på en stor bestand af elm, er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Elmesyge på Vorsø.

Unge frugter er spiselige.

Artsnavnet er latin og betyder ‘glat’, hvilket hentyder til de glatte grene på yngre træer.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sambuca, der var navnet på et ældgammelt instrument af asiatisk oprindelse. Formodentlig blev den bløde marv fjernet fra hyldegrene til fremstilling af blæseinstrumenter.

Det danske navn stammer måske fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

 

Førhen fremstillede drenge såkaldte hyldebøsser af de mest lige af grenene ved at bore marven ud. Dernæst skar man en gren af hårdere materiale, der passede præcist ind i den hule hyldegren. Et projektil, fx en prop af hyldemarv, blev presset ind i røret fortil, og en anden prop bagtil. Når man hurtigt jog den hårdere gren ind mod den bageste prop, blev denne presset fremad, og på grund af lufttrykket blev den forreste prop skudt ud med et knald.

I Myter, bd. 9, Møllen, fra 1944, skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”Med Hyldebøsser gjorde vi os frygtet, vi skar dem saa store og lange, at Ladestokken lod sig stemme mod Skulderen som en Kolbe, saa at de kunne affyres med Sigte som et Gevær.”

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’, hvilket sigter til bærrenes farve (se afsnittet Bær og bærlignende frugter nedenfor).

Anvendelsen af hyld i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den dyrkede vinplante (nedenfor), oprindeligt fra proto-indoeuropæisk wehitis (‘planten som slynger eller bøjer sig’).

 

I den græske mytologi var Dionysos oprindelig gud for naturen og især planterne, men blev sidenhen betragtet som de våde elementers gud, især vin og blod. De fleste af hans tilhængere var til at begynde med kvinder, som iført dyreskind og med kranse af vedbend (Hedera helix) om håret drog ud i skovene. I hænderne bar de slanger og lange lanser, omhængt med vedbend og med en kogle af pinje (Pinus pinea) fastgjort i spidsen. De dansede sig i ekstase til musik fra fløjter og tamburiner og troede til sidst at se mælk, vin og honning flyde fra Dionysos’ mund. De kastede sig over vilde dyr og drak deres blod og iførte sig deres skind. De var besat af galskab, mania, og kaldtes derfor mænader (direkte oversat ‘de gale’).

Artsnavnet er afledt af latin vinum (‘vin’) og fer (‘bærer’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten findes hovedsagelig i varmere tempererede lande og er hjemmehørende i det centrale og sydlige Kina, Taiwan og Indokina, hvor den vokser i skove såvel som åbne områder. Den er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin, hvor barken benyttes mod hudsygdomme, harpiksen mod bl.a. bylder, tandpine og tuberkulose, og frugterne mod et antal lidelser, deriblandt gigt, lumbago og hudsygdomme. Det lader til, at blade og rod kan dæmpe kræftangreb.

En nær slægtning, virginsk ambratræ (L. styraciflua), er præsenteret ovenfor i afsnittet Østamerikansk efterårsløv.

Artsnavnet er afledt af portugisisk formosa (‘smuk’), et ord, som de anvendte for Taiwan, da de besatte øen. De fleste arter, som bærer varianter af dette navn, blev beskrevet ud fra materiale fra Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på det ægte pistacietræ (P. vera), lånt fra oldgræsk pistakia.

 

På grund af dens hårdførhed, samt det attraktive efterårsløv, dyrkes denne art mange steder i subtropiske og tempererede områder rundt om i verden. I varmere lande kaster det bladene midt om vinteren.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer Michel Bégon (1638-1710), som fra 1684 var guvernør i Saint-Domingue, en fransk koloni på den caribiske ø Hispaniola, som i dag hedder Haiti. Bégon var en ivrig indsamler af planter.

 

Stængel og bladstilke er spiselige som pickles, og planten anvendes også i den lokale folkemedicin, hvor saft af stængel og blade indtages mod hovedpine, mens saft af roden benyttes mod betændte øjne samt mod mavesår. Saften opblandes også med plantefarver for at gøre dem farvefaste.

Artsnavnet er latin og betyder ‘malet’, hvilket sigter til pletterne på bladene.

Andre billeder af denne art findes på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

Et billede, som viser et berberis-krat med efterårsløv, ses øverst på denne side, mens almindelig berberis (B. vulgaris) præsenteres nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på berberis.

 

Denne art vokser i højder mellem 1800 og 4000 m, fra Himachal Pradesh mod øst til Myanmar. I Nepal anvendes grenene som hæk, og frugterne spises rå eller som pickles.

Enkelte blade forbliver på busken til næste forår. De bliver normalt røde eller karmoisinrøde i løbet af efteråret eller vinteren.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk keras (‘horn’) og phyllon (‘blad’). Hvad det hentyder til er uklart.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘net’ eller ‘elegant’, hvilket måske sigter til vinterløvets sarte rødviolette farve.

 

 

 

 

 

 

 

Førhen anvendtes denne art til utallige formål, hvilket afspejles af artsnavnet, som på latin betyder ‘nyttig’. Veddet blev benyttet til tømmer og brænde, barken anvendtes som medicin og røgelse, til tagtækning, samt til fremstilling af papir, og løvet blev høstet som husdyrfoder.

Himalaya-birk er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin terminus, oprindeligt fra proto-italiensk termenos (‘grænse’), hvilket sigter til, at bladene spirer i spidsen af skuddene.

 

Det danske navn, samt de engelske navne beach almond (‘strand-mandel’) og Indian almond (’indisk mandel’), hentyder til, at frugterne minder om frugterne af mandeltræet (Prunus amygdalus), men de to arter er ikke engang fjernt beslægtede, da mandeltræet tilhører rosenfamilien (Rosaceae).

Artsnavnet er afledt af det malajiske navn på arten, ketapang.

Et billede af frugten er bragt nedenfor i afsnittet Bær og bærlignende frugter.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk elaion (‘oliven’) samt karpos (‘frugt’), således ‘med en oliven-lignende frugt’.

 

I Sri Lanka er dets frugter en almindelig spise, og de anvendes tillige i folkemedicinen.

Artsnavnet betyder ‘savet’ på latin, hvilket formodentlig sigter til bladrandens tænder.

 

 

 

 

 

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin triadis (‘en gruppe på tre’), oprindeligt fra oldgræsk trias (‘tre’). Navnet sigter til de tredelte blomster.

 

Artsnavnet betyder ‘voks-bærende’, hvilket hentyder til det hvide voks- eller talglag, som frøene er beklædt med. Vokslys og sæbe fremstilles af denne talg, og i Østen anvendes bladene i folkemedicinen til behandling af bylder. Saften og bladene er tilsyneladende giftige, og nedfaldne blade virker væksthæmmende på andre plantearter.

På grund af frugternes talglag indførtes dette træ til USA i 1700-tallet, og i 1900-tallet blev det plantet mange steder langs den Mexikanske Havbugt af U.S. Department of Agriculture med henblik på at etablere en sæbeindustri. Arten bredte sig imidlertid snart ukontrollabelt, og i dag betragtes den som en meget skadelig plante i det sydøstlige USA, hvor den fordriver indfødte plantearter.

Frugten vises nedenfor i afsnittet Frugter: Kapsler.

 

 

 

 

 

 

 

 

Da Kaempfer vendte tilbage til Holland, medbragte han frø af dette træ. Det blev i 1771 navngivet Ginkgo biloba af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) efter det japanske navn gin-kyo, som Kaempfer anvendte. Det sidste ’g’ må altså være en skrivefejl, men på grund af de botaniske nomenklaturregler må vi slæbe videre på Linnés brøler. Iøvrigt betyder gin-kyo ‘sølv-abrikos’, hvilket sigter til frugten, der minder lidt om en abrikos.

Den britiske naturhistoriker Charles Darwin (1809-82) kaldte ginkgoen for en ’levende forstening’ – et ord, som han opfandt for arter, der har overlevet uændret i mange millioner år. Tempeltræet, som Ginkgo biloba hedder på dansk, er faktisk det eneste overlevende medlem af en gruppe planter, som opstod i Perm-tiden for mere end 250 mio. år siden. Det er så specielt, at det har sin egen række, Ginkgophyta, inden for planteriget, med en enkelt klasse, Ginkgoopsida, orden Ginkgoales, familie Ginkgoaceae, slægt Ginkgo og art biloba. Dets nærmeste nulevende slægtninge er koglepalmerne (Cycadales).

Tempeltræet vokser meget langsomt, men kan opnå enorme dimensioner. Dets diameter kan blive over 4,5 m, og den største ginkgo i Japan, som findes i Kita Kanegasawa, har en omkreds på over 20 m. Arten når ofte en højde af 35 m, og ved Yon Mun-templet i Sydkorea står en 60 m høj ginkgo, som er omkring 1100 år gammel. Man mener, at arten kan opnå en alder af mere end 2500 år.

Indtil slutningen af 1900-tallet kendte man kun ginkgo som dyrket, så det vakte stor opsigt, da større bestande af arten blev fundet på bjergskråninger i det østlige og sydvestlige Kina. Det diskuteres stadig, om de østlige bestande er blevet plantet af munke, men det synes sikkert, at de vestlige bestande er af vild oprindelse. (Kilde: Tang, C.Q. et al. 2012. Evidence for the persistence of wild Ginkgo biloba (Ginkgoaceae) populations in the Dalou Mountains, southwestern China. American Journal of Botany 99 (8): 1408-14)

Artsnavnet sigter til de tvedelte blade, af latin bi (‘to’) og‎ lobus (‘flig’).

 

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for en svensk handelsmand, Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

Lagerstroemia-frugter beskrives nedenfor i afsnittet Frugter: Kapsler.

 

På grund af de pragtfulde blomsterstande dyrkes arten i mange lande. En substans ved navn banaba, der fremstilles af de tørrede blade i Filippinerne, anvendes til at kurere diabetes og infektion i urinvejene. Andre steder indtages et afkog af bladene mod malaria, og det anvendes også mod sprækker på fødderne. Et afkog af barken benyttes mod diarré og smerter i underlivet.

Dette træ har et vidt forgrenet rodsystem, og det plantes ofte til at holde jorderosion i skak.

Artsnavnet er latin og betyder ‘smuk’, afledt af species (‘fremtoning’) samt‎ osus, en endelse, som danner tillægsord.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det oldgræske ord for asketræer (Fraxinus). Slægten blev navngivet således på grund af bladenes lighed med askeblade.

I den græske mytologi var Melia en af oceaniderne, datter af titanerne Okeanos og Tethys.

 

Den spredes nemt og betragtes som invasiv i adskillige områder, bl.a. Nordamerika, Østafrika, New Zealand og Australien, samt på nogle af Stillehavsøerne.

Artsnavnet er fransk, overtaget fra spansk acederaque, som var hentet fra arabisk azadarat, oprindeligt fra persisk azad (‘nobel’) og deraxt (‘træ’).

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Arten har givetvis fået navn efter sine smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

Andre billeder af denne art kan ses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den franske naturhistoriker Pierre Marie Auguste Broussonet (1761-1807), som rejste i Spanien, Marokko, de Kanariske Øer, samt det sydlige Afrika. Han vendte derpå tilbage til Frankrig, hvor han blev direktør for den botaniske have i Montpellier.

 

Papir-morbær kan også danne tætte, vidtstrakte bevoksninger ved hjælp af rodskud, og den betragtes som en af de værste invasive planter i bl.a. Pakistan, Argentina, Ghana og Uganda.

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder begge til, at fibrene fra inderbarken har været udnyttet til fremstilling af papir gennem mere end tusind år.

Andre billeder af denne art kan ses på siderne Natur: Invasive arter, samt Planteliv: Byens planteliv.

 

 

 

 

 

 

Der finder megen hybridisering sted blandt valmuesøstre, og der forekommer mange mellemformer. Nogle arter dyrkes som prydplanter i Vesten.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk mekon (’måne’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til de gule, runde kronblade hos skovvalmuen, som den franske botaniker Louis Viguier (1790-1867) skilte ud fra slægten Papaver i 1814 og omdøbte til Meconopsis cambrica, især på grund af griflens struktur. En fylogenetisk undersøgelse fra 2011 fastslår dog, at skovvalmuen tilhører slægten Papaver.

 

Artsnavnet hentyder til blomsterstanden, som er en top (panicle på engelsk). Den fremgår af et billede på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

En anden art er begrænset til Laos og Vietnam, mens de resterende 8 arter er hjemmehørende i Nordamerika, hvor de normalt kaldes for sycamore, hvilket ligeledes hentyder til bladene, der ligner bladene hos ahorn (Acer pseudoplatanus), der på engelsk hedder sycamore maple.

Plataner er nærmere omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den hundredårige platan på Gråbrødre Torv, og der vises billeder af adskillige arter på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for jordbær.

Et antal jordbærarter er præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

I Nepal indtages saft fra planten mod for kraftig menstruation, og de umodne bær tygges mod blæner på tungen. De modne bær er spiselige, men har en vandet smag.

Artsnavnet er afledt af latin nubis (‘sky’ eller ‘himmel’) samt colo (‘at bebo’). Planten vokser dog mest i mellemhøjder.

 

 

 

 

 

Ifølge efloras.org/Flora of China omfatter Photinia ca. 60 arter, som er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Kina, Taiwan og Sydøstasien, samt nogle arter i Mexico, mens Stranvaesia har omkring 6 arter, der træffes fra Himalaya mod øst til Sydøstasien og Kina.

Disse planter tilhører tribus Malinae, og frugten er en kærnefrugt som hos bl.a. æbletræer og pæretræer.

 

 

 

 

 

Blomsterstandene er små klynger af hvide blomster, indtil 6 mm i diameter, mens frugten er rød, omkring 6 mm i tværmål. Den er vist på et billede nedenfor i afsnittet Kærnefrugter.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Armand David (1826-1900), der foretog indsamlinger af talrige dyrearter, mens han arbejdede som missionær i Kina 1862-74.

 

 

 

 

 

 

 

Himalaya-poppel kan blive et stort træ, op til 20 m højt og med en tyk, furet bark på ældre individer. Bladene er ovale eller hjerteformede, langt tilspidsede, fint savtakkede, indtil 25 cm lange og 15 cm brede. Bladstilken er meget lang, indtil 13 cm.

Denne art er meget almindeligt dyrket i tibetanske områder, hvor veddet anvendes som tømmer, grenene til at bygge tage, og løvet indsamles som foder. En pasta af barken smøres på hævede muskler.

Andre billeder af arten kan ses på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’. Det hentyder til den hårede bladrand.

 

 

 

 

 

 

 

Arten har navn efter Mount Morrison, i dag kaldt Yu Shan (’Jadebjerget’), som med sine 3952 meters højde er det højeste bjerg i Fjernøsten. Oprindeligt blev dette bjerg opkaldt efter Robert Morrison (1782-1834), en skotsk protestantisk missionær, som arbejdede i Macao og Guangdong, samt på Malacca-halvøen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin palmatus (‘håndformet’), hvilket i botanisk forstand hentyder til, at bladfligene udgår i fingerform fra det samme punkt.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med diminutive tænder’, hvilket sigter til bladranden, oprindeligt fra serratus (‘savet’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den tyske naturhistoriker Joseph Gottlieb Kölreuter (1733-1806), som var professor i naturhistorie i Karlsruhe.

 

Ifølge Kew Gardens er denne art opdelt i to underarter, elegans, som er hjemmehørende på Fiji-øerne, samt formosana, der er endemisk i Taiwan. Det synes underligt, at den skulle forekomme i disse to vidt adskilte områder, men ingen andre steder, så måske er der tale om to arter. Eller blev planten bragt til Fiji-øerne af mennesker?

Underarten formosana plantes meget almindeligt som vejtræ i tropiske og subtropiske områder verden over. Den er forvildet adskillige steder og betragtes som invasiv i bl.a. det østlige Australien og Hawaii.

Om efteråret er dette træ også attraktivt, når det åbenbarer et væld af rødlige, purpurfarvede eller gullige frugter, som er vist nedenfor i afsnittet Frugter: Kapsler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den sydeuropæiske pibe-kvalkved (V. lantana).

Tidligere var denne slægt placeret i familien Sambucaceae, hvorpå den blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige DNA-studier har imidlertid åbenbaret, at den hører hjemme i desmerurtfamilien.

Adskillige arter er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Navnet kvalkved stammer fra det ældre navn kvalkenbær. Ordet kvalke er beslægtet med ’kvæle’ og ’kvalme’ og hentyder til, at bærrene er giftige og kan give kvalme, hvis man spiser tilstrækkeligt mange af dem. Et andet dansk navn er ulvsrøn, hvilket hentyder til bærrenes lighed med rønnebær. Fugle spiser kvalkved-bær, men ikke så gerne, og ulvsrøn skal derfor opfattes som nedsættende. (Dette gælder generelt for navne, som indeholder forstavelsen ulv).

Kvalkved får smukt rødt efterårsløv og stærkt røde frugter, som er spiselige for fugle, men giftige for mennesker. Et afkog af barken anvendtes førhen i urtemedicinen mod rheumatisme, gigt, mavekrampe, samt krampe i benene.

Artsnavnet er afledt af gælisk opolos (‘løn’), hvilket sigter til de lønne-agtige blade.

 

 

 

 

 

 

Disse planter er udbredt fra Europa mod øst til Xinjiang og Tibet, mod syd til det nordlige Afrika og Iran.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for disse planter, afledt af oldgræsk aron, navnet på A. italicum.

 

Plettet arum blev førhen kaldt for dansk ingefær, men planten har intetsomhelst at gøre med den ægte ingefær (Zingiber officinalis), som er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Rødderne kan dog have en ingefær-agtig lugt.

Skønt bærrene ser indbydende ud, er de giftige og bør ikke spises eller anvendes i madlavning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’, hvilket sigter til bladene, der ofte har mørke pletter.

 

 

 

 

 

 

 

Berberis er vært for kornets sortrust (Puccinia graminis), som førhen i fugtige og varme somre medførte enorme økonomiske tab. Et særlig alvorligt angreb fandt sted i 1805, hvor størstedelen af høsten slog fejl. Digteren Chr. Richardt (1831-92) skriver i digtsamlingen Vaar og Høst fra 1884:

 

 

I Oldtidens Egypten benyttedes roden mod infektioner – en anvendelse, som finder sted den dag i dag. Planten blev bragt til Europa af maurerne, og i Middelalderen benyttedes den som et styrkende middel, som antiseptisk middel og som afføringsmiddel, samt mod diarré, dysenteri og gulsot. Bærrene virker sammensnerpende, og en drik fremstillet af knuste bær drikkes mod ru hals.

Førhen udgjorde bærrene er vigtig kilde til C-vitamin, og der blev fremstillet marmelade af dem. Unge blade blev spist som salat, og rod og ved blev anvendt til bl.a. snedkerarbejder, piberør, strikkepinde, harvetænder og skomagerpløkke. Et gult farvestof blev udvundet af barken.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’. Navnet berberis er af ukendt oprindelse. Folkenavnene ildtræ og koralbær hentyder naturligvis til de røde bær, mens surtorn skyldes bærrenes snerpende smag.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Adam Lonicer (1528-86).

Mange gedeblad-arter dufter skønt, og en del dyrkes af denne grund som prydplanter i haver. En af de dyrkede arter, japansk gedeblad (L. japonica), forvildes ofte og optræder invasivt i mange lande. Den er beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

 

Denne slyngplante har distinkte blade, som vokser parvis op ad stænglen. De øverste par er sammenvoksede og danner ‘paraplyer’, der omgiver stænglen. Førhen fremstillede indfødte af Pomo-folket piber af de hule og sejge stængler.

Håret gedeblad dyrkes ofte som prydplante på grund af de smukke lyserøde blomster, som tiltrækker kolibrier, mens andre fugle sætter pris på de røde bær.

Artsnavnet er afledt af latin hispidus (‘stivhåret’) samt ulus, en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘med små, stive hår’.

 

 

 

 

 

De cremefarvede eller gullige blomster, ofte med et rødligt anstrøg udvendigt, udsender en pragtfuld duft om natten, som tiltrækker et væld af natsværmere og langtungede bier, der bestøver dem. Blomsterne udvikles til røde bær, som forskellige fugle sætter stor pris på. I gamle dage sugede børn nektar ud fra basis af blomsterne.

I skuespillet En Skærsommernatsdrøm nævner William Shakespeare (1564-1616) gedeblad én eller to gange:

“Quite overcanopied with luscious woodbine.” (“Ganske overgroet af frodig woodbine.”)

“So doth the woodbine the sweet honeysuckle gently entwine.” (“Således omslynger woodbine blidt den søde kaprifolie.”)

På engelsk kan woodbine betyde såvel gedeblad som gærde-snerle (Calystegia sepium), så det er muligvis sidstnævnte art, der hentydes til i begge citater. Men gedeblad (honeysuckle) er i hvert fald nævnt i det andet citat.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk peri (‘omkring’) og klymenon (‘gedeblad’), hvilket hentyder til artens slyngende levevis.

 

 

 

 

 

 

Dens frugt er en stenfrugt med en hård kerne, omgivet af et kødfuldt lag. Som nævnt ovenfor minder den overfladisk om en mandel-frugt, men er mere rødlig.

 

 

 

 

 

 

De gule, orange eller røde bær sidder tæt langs grenene. De er spiselige og meget rige på vitaminerne C, A, B, E og K, samt carotenider. Nyere forskning antyder, at de besidder stoffer, som forsinker ældning og modvirker hukommelsestab.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk (‘hest’) og faos (‘lysende’, ‘skinnende’). Ifølge legenden bemærkede nogle af Alexander den Stores tropper, at sige eller sårede heste, som åd blade og frugter af disse planter, kom sig hurtigere, og deres pels begyndte at skinne.

Nogle medlemmer af slægten er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Artsnavnet betyder ‘minder om Rhamnus‘ (vrietorn).

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange af disse planter er karakteriseret ved deres glatte, orange eller rødlige bark, samt de stive, snoede grene.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk arktos (‘bjørn’) og staphyle (‘et bundt vindruer’), hvilket sigter til, at bjørne holder meget af frugterne. Ordet manzanita er spansk, diminutiv af manzana (‘æble’), hvilket ligeledes hentyder til frugterne.

Det karmoisinrøde efterårsløv hos bjerg-melbærris (A. alpina) er vist på et billede øverst på denne side.

 

Grenene hos denne art, der bliver indtil 5 m høj, er hårede (deraf navnet), og de grå eller grågrønne blade er ovale, indtil 6 cm lange og 3 cm brede. Frugten er en rødlig stenfrugt, indtil 1 cm i diameter. Frøene kan kun spire, hvis de har været udsat for ild eller har været en tur gennem et dyrs mave.

Hybrider mellem denne art og hede-melbærris (nedenfor) optræder almindeligt, hvor de to forældrearter vokser sammen. Denne krydsning kaldes ofte for Arctostaphylos x media.

 

 

 

 

 

Traditionelt har den været anvendt medicinelt af amerikanske indfødte folk, der benyttede bladene som antiseptisk middel ved sygdomme i urinvejene. De fremstillede også en drik af de tørrede blade, der blev brugt som et sammensnerpende og afførende middel.

Artsnavnet kommer af latin uva (’vindrue’) og ursus (’bjørn’) og er således en gentagelse af det græske slægtsnavn. Måske holder bjørne ekstra meget af denne arts stærkt røde bær! Det danske navn melbærris hentyder til bærrenes melede smag.

Et ofte anvendt amerikansk navn på denne plante er kinnikinnick, et Algonquinsk ord, som dækker planter, der blev anvendt som substitut for tobak.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Paa de jyske Lyngheder samles i disse Tider en del Tyltebær, men vist ikke den Tusindedel saa mange, som der kunne sankes; thi somme steder er Lynghederne ganske røde af Tyltebær (…) men fordi der ikke er retskafne Sylterier og Opkøbere, bortraadner Størstedelen på Pladsen. Sommetider sælges hele Skæpper for 4-6 Skilling, og fordi de er plukket i utide, ilde medhandlet og alt for vidt omslæbt.” (Kilde: Maaneds-Correspondenten, 1790)

Medicinelt har tyttebær været anvendt mod talrige lidelser, bl.a. sukkersyge, rheumatisme og lidelser i kønsorganerne, endvidere til at standse blødninger, samt som sammensnerpende og vanddrivende middel. Blandt amerikanske indfødte blev bærrene spist mod forkølelse, hoste og ru hals. Andre folkeslag anvendte de højrøde bær som perlekranse.

Det svenske navn på tyttebær, lingon, kommer af oldnordisk lyngr (‘lyng’), hvilket sigter til, at tyttebær ofte vokser sammen med hedelyng (Calluna vulgaris).

Artsnavnet er afledt af latin vitis (‘vinplante’), samt idaea, hunkønsformen af idaeus, hvilket direkte oversat betyder ‘fra Ida-bjerget’. I denne sammenhæng betyder det dog snarere ‘den vindrue-agtige hindbær’ (se Rubus idaeus nedenfor).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for morbær.

 

De spiselige og søde bær er først hvide, siden mørkt purpurfarvede, ikke ulig brombær (Rubus fruticosus, nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

De lækre frugter indgår som ingrediens i utallige desserter og kager, samt til produktion af syltetøj og vin. Likør fremstilles af et udtræk af bær og knuste kærner. På Bornholm samledes man førhen i kirsebærrenes modningstid til kjøssebærasønda, hvor kirsebærrene indgik som en væsentlig del af festmaden.

 

 

 

 

 

Mirabelle-træer producerer ofte en overdådighed af frugter. Hvis de ikke bliver plukket af mennesker, bliver de siddende på træet, indtil de bliver overmodne og falder til jorden. Fuglene kan slet ikke overkomme at æde alle disse bær, som til tider ligger næsten i lag under træet. Sommerfugle og hvepse sætter stor pris på rådnende mirabeller.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kerasos (‘kirsebær’), samt latin ferus (‘vild’).

 

 

 

 

 

 

 

En beskrivelse af udviklingen i en vild bestand af slåen findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

På grund af sine mange fæle torne blev denne art ofte tidligere anvendt som hæk til at holde husdyr borte fra afgrøder, og i dag ses den stadig mange steder i hegn. De små blåsorte frugter er meget beske, men kan laves til syltetøj, gelé og chutney efter frysning. I visse områder af England benyttes bærrene som tilsætning til gin, og i Navarra i det nordlige Spanien laves en populær akvavit, pacharán, på slåen.

Artsnavnet kommer af latin spina (‘torn’) og osus (‘fyldt med’), mens ordet slåen er afledt af et ældgammelt germansk ord, slaihwo, der kan betyde enhver form for blommeagtig frugt.

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter findes i tempererede og subtropiske egne på den nordlige halvkugle, med nogle få tropiske arter i Østafrika, Indien og Sydøstasien.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for rose.

 

På latin betyder artsnavnet ‘som har med en hund at gøre’, hvilket hentyder til, at man i gamle dage mente, at roden af hunderose kunne benyttes som helbredelsesmiddel, ifald man var blevet bidt af en gal hund.

Billederne herunder er alle fra naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor hunderosen er yderst almindelig.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien, men er blevet indført mange andre steder. I New Zealand, Sydafrika samt dele af Australien betragtes den som invasiv.

Æblerose dyrkes i adskillige lande, i Tunesien til produktion af blomstervand, i Spanien, Chile og Argentina til at fremstille marmelade samt som tilsætningsstof til parfume. Té brygget på dens hyben er rig på C-vitamin og andre næringsstoffer. Under 2. Verdenskrig var et almindeligt britisk udtryk: “Vi overlever på hyben og humle” – hyben til fremstilling af té, humle til øl. (Kilde: C. Daley 2002. Skyline to Shoreline. Xlibris)

Artsnavnet er latin og betyder ‘rustfarvet’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den foretrækker åbne områder, hvor den kan forme store bestande. Et eksempel herpå er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst. Den kan også vokse i skove, men trives ikke så godt dér. I varmere lande vokser den mest i store højder.

Artsnavnet hentyder til dens forekomst på Ida-bjerget i det nordvestlige Tyrkiet, hvor Oldtidens grækere kendte den. (Kilde: A. Huxley (red.) 1992. New RHS Dictionary of Gardening. Macmillan)

Den nært beslægtede amerikansk hindbær, der af nogle betragtes som en selvstændig art, R. strigosus, af andre som en underart af europæisk hindbær, er vidt udbredt i Nordamerika.

 

 

 

 

 

 

I det centrale Taiwans bjerge fremviser denne art mellem december og februar en overdådighed af røde bær, der tiltrækker fugle som en magnet, bl.a. rødbuget niltava (Niltava vivida), Taiwan-skægfugl (Psilopogon nuchalis) og Taiwan-drossel (Turdus niveiceps). Disse fugle er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk poly (‘mange’) og carpos (‘frugt’), hvilket må siges at være et yderst passende navn!

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder.

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Adskillige arter i slægten er omtalt på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, samt Hyldest til farven orange.

 

Artsnavnet er afledt af latin dulcis (‘sød’) og‎ amarus (‘bitter’), hvilket sigter til de søde, men giftige bær.

 

 

 

 

 

Nogle underarter indeholder det giftige alkaloid solanin, men mængden af det varierer utrolig meget fra underart til underart, og ugiftige former spises som grønsag i adskillige asiatiske lande. Førhen blev ugiftige former også spist som spinat i Middelhavslandene. Modne bær spises rå i adskillige afrikanske og asiatiske lande.

Artsnavnet betyder ‘sort’ på latin, hvilket hentyder til de sorte bær.

 

 

 

 

 

Tidligere var planter med denne type frugter placeret i en særlig familie, Malaceae, der i dag betragtes som en tribus, Malinae, i rosenfamilien (Rosaceae).

I daglig tale kaldes kærnefrugter af mange arter, bl.a. hvidtjørn (nedenfor), for ’bær’.

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kratos, som betyder ‘hårdhed’, hvilket hentyder til det hårde ved hos disse buske. Navnet hvidtjørn skyldes den lyse bark. Folkenavnene hanetorn, kødbær og røde grise hentyder til de røde bær, melbær til deres melede smag. Navnet pølsetorn stammer fra Fyn, hvor man førhen anvendte tornene som pølsepinde.

Et engelsk folkenavn for hvidtjørn er mayflower (’majblomst’), hvilket hentyder til arternes hovedblomstringstid. Det første skib, som i 1620 bragte engelske nybyggere til Nordamerika, hed Mayflower, opkaldt efter hvidtjørnen.

I nogle europæiske lande blev hvidtjørn førhen betragtet som hellig, da man mente, at den havde leveret tornene til Jesu Tornekrone, som han bar under korsfæstelsen.

I gamle dage blev der i England fremstillet en slags alkohol af hvidtjørnefrugter i cognac. Mindre redskaber og andre genstande blev skåret af det hårde ved, som også udgør glimrende brændsel.

Hvidtjørn er udførligt omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gjort glat’. Hvad det hentyder til, er uklart. Det tidligere artsnavn oxyacantha er afledt af oldgræsk oxus (‘skarp’) og akantha (‘torn’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk monos (‘enlig’) og gyne (‘kvindelig’), hvilket sigter til, at hver blomst kun har en enkelt griffel.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på æbletræer, afledt af oldgræsk malon (‘æble’).

Æblet spiller en fremtrædende rolle i græsk, nordisk og kristen mytologi. Mere om dette emne findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

De dyrkede søde æblesorter kom formentlig først til Norden med munkene i Middelalderen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dværg’. Det er uklart, hvad det hentyder til.

 

 

 

 

 

Frugterne af skovæble har en noget snerpende eftersmag, men på trods heraf viser gravfund fra stenalderen og bronzealderen, at de allerede dengang udgjorde en del af danskernes føde.

Artsnavnet kommer af latin silva (‘skov’), således ‘vokser i skove’. Skovæble trives dog bedst i solrige områder og vokser derfor mest i udkanten af skove. De små frugter er fuldstændig gule, og hvis æblerne har anstrøg af rødt på sig, er de en krydsning med sødæble (M. pumila), hvoraf de fleste sorter er mere eller mindre røde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på hassel.

 

Normalt er denne art en stor busk eller et lille træ, som bliver indtil 10 m høj, undertiden op til 15 m. Den foretrækker solrige steder, og i skove er den ofte lav og kroget. Den ovale nød er indtil 2 cm lang, delvis omsluttet af store højblade, kaldt hasen.

En beskrivelse af udviklingen i en vild bestand af hassel kan læses på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Artsnavnet skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som tog navnet fra De historia stirpium commentarii insignes, offentliggjort af den tyske læge og botaniker Leonhard Fuchs (1501-66) i 1542, hvori den beskrives som Avellana nux sylvestris (‘skovnødden fra Avella’, en by i det sydlige Italien). Fuchs havde hentet denne betegnelse fra Naturalis Historia, af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’).

 

Iøvrigt er arten meget udnyttet af mennesker, idet veddet anvendes til et stort antal emner, bl.a. tømmer, trækul, redskabsskafter, pæle, brøndpumper, møbler og paller. Savsmuld og flis benyttes til røgning af kødvarer.

Den er den talrigeste af hickory-arterne, idet den er udbredt i hele det sydøstlige USA, fra Iowa mod øst til Vermont, og mod syd til det østlige Texas og det nordlige Florida.

Artsnavnet kommer af latin tomentum, som betyder ‘dækket af korte hår’, hvilket sigter til det tætte hårlag på undersiden af bladene. Det engelske navn mockernut hickory (‘den spottende nød’) hentyder til de store frugter, der som før sagt kun har meget små kerner.

 

 

 

 

 

 

Amerikansk garvebark-eg er hovedsagelig udbredt langs Stillehavskysten i Oregon og Californien, med spredte bestande inde i land langs Sierra Nevada-bjergene. Den kan blive et stort træ, op til 40 m højt og med en stammediameter på op til 1,9 m.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nothos (‘bastard’), lithos (‘sten’) og karpos (‘frugt’). Det latinske artsnavn betyder ‘tætblomstret’. Det danske navn skyldes, at barken førhen blev anvendt til garvning af læder.

 

 

 

 

 

 

De læderagtige blade er helrandede eller tandede, friskgrønne og skinnende på oversiden. Undersiden på unge blade er dækket af gullige dun, mens den på ældre blade er grålig og næsten hårløs.

Dens agern varierer meget, men er oftest ovale med en lav, turbanagtig, skællet skål, som er dækket af et tæt gulligt hårlag, hvilket er årsagen til artsnavnet, afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’) og lepis (‘skæl’). Efter udvaskning af garvestofferne var disse agern en vigtig fødekilde for mange indfødte folkeslag. De har også været anvendt som kaffeerstatning.

 

 

 

 

 

Arten blev navngivet til ære for Nicholas Garry (1782-1856), som var direktør i Hudson Bay Company 1822-35.

 

 

 

 

 

Den kan kendes fra stilkeg (nedenfor) på sine mørkere, skinnende og mindre indskårne blade. Dens agern er siddende, mens almindelig eg har stilkede agern. Bladene derimod er næsten ustilkede på stilkeg, men tydeligt stilkede på vintereg.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk petraios (‘vokser på stenede steder’), oprindeligt fra petra (‘klippe’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De pragtfulde frugter er røde, lyserøde eller purpurfarvede kapsler, som åbner sig sent på efteråret og åbenbarer de sorte frø, som er omgivet af et kødfuldt orange lag. Disse frugter ser meget indbydende ud, men frøene indeholder meget giftige alkaloider, og der er rapporteret adskillige tilfælde af forgiftning hos børn.

En nær slægtning, østlig benved (E. atropurpureus), er præsenteret ovenfor i afsnittet Østamerikansk efterårsløv.

 

 

 

 

 

 

Dens frugt er en kapsel med tre klapper. Når frugten er moden, falder kapslernes ydervægge af og åbenbarer tre runde frø, som er dækket af et hvidt talglag.

De modne frugter opsøges af mange fuglearter, bl.a. kurillerdrossel (Turdus chrysolaus), grå træskade (Dendrocitta formosae), skovspurv (Passer montanus) og japansk brillefugl (Zosterops japonicus). Disse fugle er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

Frugterne er kapsler, der først er grønne og saftige, men senere bliver brune og tørre. De sprækker langs seks eller syv sømme, hvorefter de talrige små, vingede frø bliver spredt.

 

 

 

 

 

 

Dens frugt er en rødlig, purpurfarvet eller gullig kapsel med tre kamre, som hver indeholder nogle få sorte frø.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kirsion, ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) navnet på en tidsel-art, afledt af kirsos (‘hævet åre’), hvilket sigter til dens anvendelse mod opsvulmede årer.

 

På grund af dens underjordiske udløbere er agertidsel et yderst besværligt ukrudt. Blot en lille stump af den underjordiske stængel kan producere en stor koloni af planter ved at sende stængler op med regelmæssige mellemrum.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “(…) den er måske den værste af alle ukrudtsarter i hele USA. (…) Dens frø gør gavn som føde for stillitser og spurve, men selv denne gode egenskab ødelægges af det faktum, at fuglene, mens de æder frø, spreder andre vingede frø, og hvor disse frø daler ned, begynder besværlighederne. Planten er erklæret uønsket i alle de nordlige stater; 37 stater har alle kampagner kørende mod denne slyngel, men det har kun påvirket den i meget ringe grad.”

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’, afledt af arvus (‘dyrket land’).

 

 

 

 

 

Mælkebøtte blev første gang nævnt som medicinsk urt af arabiske læger i det 10. eller 11. århundrede, idet de kaldte den for en slags vild endivie (Cichorium) under navnet tharakhchakon, der blev forvansket til Taraxacum.

Navnet mælkebøtte skyldes den nøgne, hvælvede frugtbund, der blev sammenlignet med en gammeldags mælkejunge af træ, hvis skindlåg skulle hindre mælken i at skvulpe over. Navnene munkehoved og præstekrone hentyder også til frugtbunden, der kunne ligne en munks eller en katolsk præsts kronragede isse. Det ældre latinske artsnavn densleonis, i lighed med det danske folkenavn løvetand, hentyder til de takkede blade, der kan ligne løvetænder.

 

Unge blade har et højt indhold af c-vitamin og anvendes som salat, og de kan også koges som grønsag eller tilsættes suppe. I Wales finthakker man den toårige rod og blander den med bladene i salater. Førhen fremstilledes ofte vin af blomsterne, og af den tørrede og pulveriserede rod blev fremstillet erstatningskaffe.

Piger fletter ofte kranse af de blomstrende stængler og sætter dem rundt om håret. Det er også en yndet leg blandt børn og voksne at prøve på at puste alle frøene af en mælkebøtte på én gang.

Artsnavnet var oprindeligt afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord dannede et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

Mælkebøtten er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tragos (‘ged’) og pogon (‘skæg’). Et af artens engelske folkenavne er Jack-go-to-bed-by-noon, hvilket hentyder til, at de stive støtteblade, der omgiver blomsterkurven, trækker sig sammen før middag og derved lukker kurven. Mens de er trukket sammen, stikker frøhårene frem og minder herved om et gedeskæg.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i enge’, afledt af pratum (‘eng’).

 

 

 

 

 

 

Dens smukke blomsterkurve har blålig-lyserøde randkroner og gule skivekroner. I frugt er den også attraktiv med mængder af små tætte kugler af dunede frø.

Artsnavnet hentyder til Pannonia, en provins i Mellemauropa i Oldtidens Rom.

 

 

 

 

 

 

Frugten er en lang kapsel, der springer op på langs, og frøene er forsynet med lange hår, en tilpasning til vindspredning.

Slægtsnavnet går måske så langt tilbage som 1561. Det er afledt af oldgræsk khamai (‘nær jorden’) og nerion, det klassiske græske navn på oleander (Nerium oleander), hvilket sigter til de oleander-lignende blade hos smalbladet gederams (nedenfor).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘smalbladet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev anvendt så tidligt som i 1561 for E. angustifolium (i dag Chamaenerion angustifolium, se ovenfor) af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65) i det ufuldendte værk Historia plantarum. Han sammensatte navnet af oldgræsk ion epi lobion (‘viol på bælg’). Ordret betød lobion ‘frugt af vignabønne’ (Vigna unguiculata). Navnet sigter til blomsterfarven, der minder om blomsternes farve hos visse viol-arter, samt til den bælg-lignende frugt.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret’, hvilket sigter til de mange kirtelhår i blomsterstanden.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstandene er rakler, med talrige små blomster samlet omkring en central akse, og hver enkelt blomst er omgivet af et papiragtigt højblad. Raklerne er oprette, og blomsterne bestøves af bier og andre insekter. Piletræer og deres nære slægtninge, poplerne (Populus), producerer begge frø med en mængde uldhår, og til tider er luften fyldt med millioner af frø fra disse to slægter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for pilearter. Det er beslægtet med ordet sal, som betyder ‘salt’, men den oprindelige betydning var ’grå’ eller ’smudsig’. Salt var jo tidligere ikke så hvidt, som vi ser det i dag, men smudsiggråt – som farven på barken af gråpil (S. cinerea).

Det danske navn kommer af oldnordisk pill, der muligvis hentyder til de pilformede blade hos nogle af arterne.

 

Artsnavnet kommer af oldgræsk pente (‘fem’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til, at hanblomsten har fem støvbærere.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden er meget karakteristisk, idet blomsterne sidder meget tæt sammen på en lang stilk, hanblomster foroven og hunblomster umiddelbart nedenunder. Hunblomsterne udvikler sig til en hård, brun, valseformet masse af dunede frø, som spredes med vinden sent på efteråret, om vinteren eller det følgende forår.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på dunhammer.

Navnet dunhammer kan spores tilbage til navne fra 1500-tallet, bl.a. dønnemarskølle og donnevol, af dønne eller donne, dvs. dundre eller brage, i betydningen ’slå med en dump lyd’, hvilket sigter til, at børn anvendte frøstandene som slagvåben under leg. Først senere blev navnet forbundet med frødunene.

Et fantasifuldt engelsk navn på dunhammer er cat-o’-nine-tails, hvilket sigter til den nihalede kat, en pisk, som bestod af ni reb med knuder på, som var udformet med det formål at flænge huden og påføre intens smerte. Denne middelalderlige form for afstraffelse blev førhen anvendt i vid udstrækning inden for den britiske hær og flåde. Navnet sigter sandsynligvis til, at bladene hos bredbladet dunhammer (nedenfor) ofte står opret side om side og således kan minde om denne type pisk.

 

Stængel, bladskede og unge blomsterstande kan spises rå eller kogte, stænglerne bør dog skrælles først. Rhizomerne er også spiselige efter at være blevet skrællet og kogt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bredbladet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i tempererede egne i Eurasien, mod syd til Italien, Tyrkiet, Iran og det sydlige Kina. Den vokser ofte i store kolonier, helst langs vandløb eller på andre fugtige steder.

Slægtsnavnet hædrer den italienske læge Carlo Matteucci (1811-63), som arbejdede på universitetet i Firenze.

Artsnavnet skyldes bladene, der, mens de er unge, minder om vingefjerene på en struds. Sporehusene findes på yderst modificerede, særskilte stængler, hvor blade uden klorofyl dækker over sporehusene, som ved modenhed er mørkebrune, til tider næsten purpurfarvede.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk poly (‘mange’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til de mange næsten ens flige på bladene.

 

Det danske navn sigter til plantens tidligere brug, forstavelsen engel til dens medicinske anvendelse, sød til dens brug i madlavning, hvor den giver en sødlig smag. Folkenavne omfatter bl.a. stenbregne, Mariebregne, sødurt, samt det mærkelige hugormekål.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1988 deltog jeg i en ekspedition, hvis formål var at estimere antallet af overvintrende vadere og andre fugle langs Tanzanias kyster. Denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati.

 

Vinteren tilbringes langs kyster i tempererede, subtropiske og tropiske områder, så langt mod syd som det sydlige Sydamerika, Sydafrika og Australien. I Danmark er arten en almindelig træk- og vintergæst.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’, hvilket hentyder til artens hvide vinterdragt. Det danske navn sigter til dens vane med at løbe langs brændingen, hvor den konstant stikker næbbet ned i sandet efter føde.

 

 

 

 

 

Under en registrering af vadefugle og andre vandfugle langs Tanzanias kyst i 1988 og 1989 talte vi omkring 21.000 krumnæbbede ryler, hvilket svarer til omkring 86 fugle/km. Vores ‘guesstimate’ siger, at omkring 100.000 individer af denne art overvintrer langs Tanzanias kyst. (Kilde: Petersen, I.K., T. Bregnballe, K. Halberg & O. Thorup 1989. Tanzania Wader Survey. A preliminary report of the Danish-Tanzanian ICBP-expedition 1988. Københavns Universitet)

Artsnavnet er afledt af latin ferrugo (‘jern-rust’), fra ferrum (‘jern’), hvilket sigter til denne arts rustrøde bryst i yngletiden.

 

 

 

 

 

 

 

Som ynglende er brushanen vidt udbredt i arktiske, subarktiske og nordlige tempererede egne, fra det østlige England tværs over Nordeuropa og det nordlige Sibirien til omkring Kolyma-floden. Der er også spredte bestande i Centralasien.

I Danmark har den været i rivende tilbagegang som ynglefugl i de senere år på grund af dræning og tilgroning af egnede levesteder, og bestanden tæller i dag færre end 50 redebyggende hunner, flest i Tøndermarsken, naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord, samt Vejlerne i Thy.

Overvintringsområdet omfatter Syd- og Vesteuropa, Afrika, den Arabiske Halvø, det sydlige Asien, samt i mindre grad Australien. Arten er ret almindelig på træk i Danmark.

Førhen blev brushanen kaldt for Philomachus pugnax, men genetiske undersøgelser har åbenbaret, at den er nært beslægtet med Calidris-rylerne. Det tidligere slægtsnavn er afledt af græsk philos (‘holde af’) og makhomai (‘at slås’), mens artsnavnet er afledt af latin pugno (‘jeg kæmper’) og ax (‘tilbøjelig til’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den franske botaniker og ornitolog Jean Baptiste Leschenault de la Tour (1773-1826), som rejste vidt og bredt på Java, samt i Indien og Sydamerika, hvorfra han bragte store samlinger af planter og fugle tilbage til Frankrig.

 

 

 

 

 

 

 

Om vinteren træffes den på øer og langs kyster i hele den nordlige del af det Indiske Ocean, mod øst til Cambodia, og endvidere langs den østafrikanske kyst så langt mod syd som det nordlige Sydafrika og Madagascar.

Tanzania udgør en kærneområde for arten om vinteren. På en ekspedition i 1988 (se siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati) talte vi omkring 5400 langs den tanzanianske kyst.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘at løbe’. Fuglen ses ofte løbe stærkt, før den letter. Artsnavnet kommer af latin ardea (‘hejre’), samt ola, en endelse, som angiver noget småt, således ’lille hejre’. Måske hentyder det til artens lange ben.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). Førhen mente man, at når hjejlerne (P. apricaria) flokkedes, ville der snart falde regn. Artsnavnet er en latiniseret form af sgatarola, et gammelt venetiansk navn på en slags vadefugl.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev hæftet på svalekliren (Tringa ochropus) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af oldgræsk trungas, som var betegnelsen på en drossel-stor, halevippende vadefugl, nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.). (Kilde: J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names)

Artsnavnet er afledt af latin brevis (‘kort’) og pes (‘fod’).

 

 

 

 

 

Navnet klire kommer af denne arts kald, et vidtlydende tyr-tyr-tyr eller klir-klir-klir.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk xenos (‘fremmedartet’), mens artsnavnet er afledt af latin cinis (‘aske’), hvilket sigter til artens askegrå ryg i vinterdragten.

 

 

 

 

 

Blisgåsen er opdelt i fem underarter, som yngler i et bælte langs hele den nordsibiriske kyst, i Alaska og det nordlige Canada, samt i Vestgrønland. Overvintringsområder omfatter det nordlige Irland, det nordlige Skotland, Holland, Nordtyskland, Ungarn, den nordlige kyst af Sortehavet, Irak, sydkysten af det Kaspiske Hav, Japan, Korea, det sydøstlige Kina, det sydlige USA, samt det nordlige Mexico.

 

 

 

 

 

 

 

 

Lysbuget, ssp. hrota, yngler på Franz Josef Land og Svalbard, samt i Grønland og det nordøstlige Canada, og vinteren tilbringes i Danmark, det nordøstlige England og Irland, samt langs den amerikanske Atlanterhavskyst, fra Maine mod syd til Georgia.

Sortbuget, ssp. nigricans, yngler i det nordvestlige Canada, Alaska og det østlige Sibirien. De fleste amerikanske fugle tilbringer vinteren langs Stillehavskysten, fra den sydlige del af Alaska mod syd til Californien, mens sibiriske fugle overvintrer langs den asiatiske Stillehavskyst, hovedsagelig i Japan.

Artsnavnet sigter til en overtro fra Middelalderen, at disse gæs blev klækket fra skallerne af langhalse, en slags rur-lignende krebsdyr, på engelsk barnacle. Gerald of Wales (ca. 1146-1223), en biskop i Brecon, hævder et have set disse fugle hænge ned fra drivtømmer, og den engelske botaniker John Gerard (ca. 1545-1612) hævder at have set dem klække fra langhalse-skaller. Denne overtro holdt sig frem til slutningen af 1700-tallet, men det engelske navn på bramgåsen, barnacle goose, blev bevaret. I Middelalderen blev de to arter betragtet som én og samme art.

Navnet knortegås hentyder til artens grove stemme – den knorter (knurrer).

 

 

 

 

 

Navnet bramgås er sandsynligvis en forvrængning af det oldnordiske navn på rajgæssene, brandgás (se ovenfor).