Næsebjørne – charmerende banditter

De fire arter af næsebjørne har navn efter deres lange, yderst bevægelige snude, og deres slægtsnavn Nasua betyder ‘næse’ på latin. De er ret nære slægtninge af den velkendte vaskebjørn (Procyon lotor).

Den brune næsebjørn (Nasua nasua) er udbredt i regnskove over store dele af Sydamerika, mens den hvide næsebjørn (Nasua narica) lever i varierede habitater, fra ørken til regnskov, mellem Arizona i nord og Ecuador i syd. Cozumel-næsebjørnen (Nasua nelsoni) findes kun på øen Cozumel i det sydlige Mexico, mens den fjerde art, bjerg-næsebjørnen (Nasuella olivacea), er begrænset til bjergegne i Venezuela, Columbia og Ecuador. De to sidstnævnte er mindre end de øvrige to arter.

Lever i store flokke

For år tilbage var biologerne overbeviste om, at der fandtes endnu en art af næsebjørn, som kaldtes coatimundi, et lokalt folkenavn, som betyder ’den enlige næsebjørn’. De fleste næsebjørn er meget sociale og lever i grupper, der kan tælle op til 30 dyr. Men voksne hanner lever ofte alene, og det var denne adfærd, som var årsag til forvirringen omkring en femte art.

En næsebjørne-flok består af hunner med afkom. Førhen antog biologerne, at alle hunner i en gruppe var beslægtet med hinanden, da en hun ofte vil passe en anden huns unger, mens hun er ude at søge føde. Studier har imidlertid vist, at ikke alle hunner i en flok er slægtninge. Nogle hunner, som ikke er i slægt med hinanden, danner simpelthen venskaber, og venskabet er så stærkt, at en hun ofte lader en ven passe sine unger, mens hun er ude at søge føde. Denne adfærd bevirker også, at en hun kan bringe sine nyfødte unger ind i flokken langt hurtigere, end hun ellers ville kunne, fordi andre hunner beskytter hendes unger.

Kannibalisme

En kort periode hvert år opsøger en han-næsebjørn en flok for at parre sig med så mange hunner som muligt. Men da hunnerne er klare over, at hannerne ofte vil dræbe og æde små unger, bliver de hurtigt aggressive over for hannen og jager ham bort fra flokken. Når en moder bringer sine nyfødte ind i flokken, vil hannen en ganske kort periode igen opsøge flokken, hvor han snuser til de unger, som han er fader til, idet han derved bliver i stand til senere at genkende dem og således undgå at æde sine egne unger!

Når de går eller løber, holder næsebjørne deres meget lange, båndede hale lodret. De er glimrende til at klatre, og den lange hale vikles omkring grene og kviste for at holde balancen. Næsebjørne kan endog løbe ned ad træstammer med hovedet forrest. Deres føde består af mange forskellige emner, fx frugt, æg fra skildpadder, firben og fugle, samt smådyr som insekter, orme, skorpioner, krabber m.m.

Næsebjørne og turister

I populære turistområder bliver næsebjørne meget tillidsfulde og tigger ofte mad fra turister – eller stjæler det simpelthen ud af deres tasker, hvis de ikke passer på. Næsebjørne er også kendt for at stjæle frugt fra plantager, og af denne grund kalder mexikanerne dem for chulos (’banditter’).

Engang sad jeg sammen med andre rejsende på en af de høje Maya-pyramider i Tikal, hvorfra vi ville iagttage solnedgangen. En hvid næsebjørn snusede rundt iblandt os, på udkig efter godbidder. En af turisterne havde placeret sin lille rygsæk på jorden ved siden af sig, og den må have haft en interessant lugt, for pludselig greb næsebjørnen den i munden og sprintede ned ad skråningen, så hurtigt den kunne. Turisten råbte op og spurtede efter den, og heldigvis lykkedes det ham at generobre sin rygsæk.

(Oprettet februar 2016)

(Senest revideret maj 2020)

Kaj Halberg - Skribent & fotograf

Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker

Næsebjørne – charmerende banditter