Hyænehunde – savannens nomader

Den stakkels hyæne fór ud over savannen, blødende fra bagdel og ben, stadig med de rasende hunde efter sig. Til sidst bakkede den ned i et hul, så kun dens hoved og forben stak op, og her kunne hundene ikke gøre den noget, da dens mægtige kæber holdt dem på afstand. Efter et øjeblik luntede hundene tilbage til deres territorium, hvor to andre hyæner fik den samme behandling, så de fortrak skyndsomst.

Hyæner føler sig voldsomt tiltrukket af hyænehunde, da deres livret er hundenes afføring, som de vil gøre næsten hvad som helst for at få fat i. Man har ovenikøbet eksempler på, at hyæner har listet sig hen til sovende hunde og har slikket dem bagi – med det resultat, at de bagefter blev bidt grundigt i bagdelen. Hyænerne forsøger også ofte at stjæle hyænehundenes bytte, og hvis de er mange nok, er de ofte i stand til at fordrive dem.

Dette skete også denne gang, og jagten endte efter bare et par minutter, da en af hundene indhentede bukken. Sammenstødet var så voldsomt, at gazellen slog en kolbøtte, og få sekunder senere var hundene over den. Bugen blev flænset op af de skarpe tænder, og hundene begyndte at æde dyret, mens det stadig var i live.

“Hold fast!” råbte Moses, vores chauffør, og så gik det ellers med 70 km/t hen over den hullede savanne. Vi nåede frem, netop som hundene var gået i gang med indvoldene. De ignorerede bilen totalt. Gazellen var nu død, og i løbet af bare ti minutter blev den ædt op, så kun hovedet, nogle knogler og enkelte skindstumper lå tilbage. Da en gazellebuk vejer ca. 60 kg, havde hver af de fire hunde ædt 10-12 kg kød!

Op af hullet myldrede 9 hvalpe, ca. 4 uger gamle, med sorte, rynkede ansigter og enorme ører. De stolprede usikkert rundt på deres korte ben, stimlede sammen omkring tæven og slikkede den i mundvigene. Hun bakkede lidt, gjorde nogle krampagtige bevægelser i struben og gylpede en stor portion kød op. Hvalpene kastede sig over det og slugte de mindre stykker. De større stykker kom de op at skændes om, og det udviklede sig ofte til tovtrækkerier, hvor to hvalpe havde fat i hver sin ende af et stykke kød.

Da de andre tre hunde ankom, gylpede de også kød op, både til hvalpene, til moderen, samt til den femte hund, som var blevet tilbage for at vogte hvalpene.

Alle hunde i en flok deltager i opfødningen af et kuld hvalpe. Mens de er små, bliver moderen – og ofte endnu en hund – hos dem, mens flokkens øvrige medlemmer er på jagt. Selv hvis moderen dør, vil de øvrige i flokken skaffe føde til hvalpene. Der har endog været et eksempel på, at en flok hanhunde opfostrede et kuld, hvis moder – der var den eneste hun i flokken – var død.

Før i tiden vidste man ikke meget om hyænehundenes sociale struktur og levevis, og der herskede mange fordomme omkring dem. Deres voldsomme måde at aflive byttet på og æde det levende er et ret modbydeligt skue, og af denne grund blev hundene hadet og betragtet som onde mordere. Mange farmere skød dem som skadedyr, og endog i nationalparker blev de efterstræbt. Snart var de udryddet over store dele af deres tidligere udbredelsesområde.

Sandheden er i virkeligheden den, at hundenes form for aflivning er hurtig og effektiv. Store og dybe sår giver øjeblikkelig chokvirkning, så det er sikkert begrænset, hvor meget byttet lider, inden det dør, hvilket som oftest sker i løbet af få minutter. Større dyr som gnuer (Connochaetes taurinus) og zebraer (Equus quagga) har været i live i op til 17 minutter efter nedlæggelsen, men det hører absolut til undtagelserne.

Menneskene synes at have en langt mere sympatisk indstilling til de store kattes måde at dræbe på. De kvæler byttet ved at bide det omkring struben, hvilket ikke er særlig blodigt og derfor opfattes som mere ’humant’. Faktisk lider byttet i længere tid ved at blive kvalt end ved at blive flået levende.

Hyænehunde lever i flokke af meget varierende størrelse, mellem 2 og 25 dyr, som regel mellem 6 og 10. Størstedelen af året er de nomader, som gennemstrejfer savanner og skove i søgen efter byttedyr. Den engelske opdagelsesrejsende Wilfred Thesiger (1910-2003) stødte engang på en flok langt oppe ad Kilimanjaros skråninger.

En floks jagtareal kan strække sig over 4000 km². det hænder, at to flokkes jagtområder overlapper, hvilket kan medføre territoriekampe. Som regel trækker den ene flok sig dog tilbage for at undgå konfrontationer.

Hyænehunden lever mest af mindre byttedyr som gazeller og vortesvin (Phacochoerus africanus), men kan også tage større dyr som gnuer. En flok i Serengeti Nationalpark havde specialiseret sig i at dræbe zebraer. Det foregik ved, at en af hundene hagede sig fast i zebraens hale, så den stoppede op for at bide efter hunden. En anden hund sprang så op og bed sig fast i zebraens bløde mule, og af en eller anden grund blev zebraen altid paralyseret af det. Den stod helt stille, mens hundene flænsede dens bug op, så indvoldene faldt ud. Zebra-jagter ender dog langtfra altid med zebraens død. En zebra-flok består af hopper med deres føl, ledet af en hingst, som modigt forsvarer sin flok, og han er ofte i stand til at fordrive hyænehundene med spark og bid.

Den udbredte tro på, at et byttedyr, som hundene har udvalgt, er dødsens, er en myte, idet under halvdelen af hundenes jagter ender med nedlæggelse af bytte. Hundene kan løbe op mod 60 km/t, mens gazeller over kortere strækninger kan løbe op mod 80 km/t. Dette er grunden til, at hundene ofte i længere tid står og iagttager en flok gazeller, så de kan udvælge det svageste dyr. En anden metode er, at hundene deler sig op i mindre grupper, hvorved et byttedyr måske kan afskæres fra flokken.

Jagt foregår oftest i morgen- eller aftentimerne, mens den varmeste del af dagen tilbringes med at hvile og sove, ofte i skyggen under et træ. En gang imellem vågner et par medlemmer op, udstøder en kvidren, og som på tælling styrter alle hundene rundt mellem hinanden og hviner og logrer, mens de slikker hinandens ansigter. Denne hilseceremoni er afledt af tiggeadfærden og styrker sammenholdet i flokken, samtidig med at den undertrykker aggressionen hos de dominerende dyr. Det er en nødvendighed under jagten, at der ikke spildes energi på underkastelsespositurer, og et bytte nedlægges lige så ofte af dyr af lavere rangorden som af de dominerende dyr.

Forskerne mener, at hanner forbliver i flokken, hvor de er født, mens unge hunner udvandrer til andre flokke – en metode til at undgå indavl. Hannerne i en flok er altså ofte brødre eller halvbrødre, og aggression i en flok ses oftere mellem hunner end mellem hanner.

Flokken er nu stedfast i dette område nogle måneder, mens hvalpene vokser op. Der sker det mærkelige, at den drægtige tæve, inden hun føder, kommer i ’falsk brunst’, dvs. hun udskiller samme slags hormoner som under den ægte brunst, hvilket har den virkning, at hanhundene forbliver i området i stedet for at fortsætte deres nomadeliv. Savannen omkring hulen markeres af den dominerende hun med urin som en advarsel til andre hundeflokke om, at dette område er optaget.

Tæven føder som regel mellem 8 og 16 hvalpe. Hun har kun 12 eller 14 pattevorter, så i større kuld må hvalpene die på skift. Normalt har de øvrige dyr i flokken ikke vanskeligt ved at skaffe rigeligt med føde til moderen og hvalpene. Under sine studier bemærkede van Lawick det besynderlige, at en dominerende hun pattede hos en underlegen hun, der havde hvalpe. Trangen til at patte er åbenbart stor.

Normalt frygter hyænehunde ingen af savannens dyr – tværtimod er de fleste andre dyr bange for hundene. Når de har hvalpe, er hundene dog meget nervøse, hvis der er løver i nærheden, og i sådanne tilfælde flyttes hvalpene ofte til en anden hule.

Når hvalpene er omkring to måneder gamle, begynder de så småt at følge med de voksne på jagt, men vender dog som regel hurtigt tilbage til hulen. Som tiden går, vover de sig længere og længere bort, og i en alder af tre måneder er de parate til at følge de voksne hunde på deres vandringer. Når hvalpene begynder at deltage i jagten, får de altid lov til at æde først, også selv om de ikke har deltaget i selve nedlæggelsen af byttet.

Denne flok genoptog deres omstrejfende tilværelse, da den dominerende hunhunds hvalpe var omkring tre måneder gamle. Den lille Solo gjorde sit bedste for at følge med, men blev mere og mere udmattet, som dagene gik. Til sidst blev hun efterladt af flokken, og forskerne tog hende med tilbage til deres lejr.

Kort tid senere stødte videnskabsmændene på to hyænehunde, som var brudt ud af deres flok. Det var et par, som havde hvalpe, der var noget yngre end Solo, men havde nogenlunde samme størrelse, idet Solo ikke havde fået tilstrækkeligt med føde til at vokse normalt.

Biologerne placerede nu et bur med Solo på jorden nær hundenes bo og ventede spændt på, hvad der ville ske. Hundene var meget interesserede og kom hen til buret, hvor de snusede til den lille fange. Da buret blev åbnet, styrtede Solo ud og indtog alle de forskellige underkastelsespositurer. Og hvad forskerne næsten ikke havde turdet håbe på, skete: Parret accepterede Solo, og hunnen lod den die på lige fod med sine egne fem hvalpe.

Forhåbentlig vil disse fascinerende nomader også i fremtiden strejfe rundt på Afrikas savanner.