Elefanternes storhed og fald

De stod med front mod hinanden, eller de vandrede parvis frem og tilbage på pladsen, eller de stod helt alene og rokkede og svajede – snesevis og snesevis af elefanter.”

Elefanter var førhen udbredt overalt i Eurasien, Afrika og Nordamerika og fandtes i mange slags biotoper i varme såvel som kolde egne. De varierede også kolossalt i størrelse, fra giganter, der var over 4 m høje, til dværgformer, som kun var 1-1,5 m høje. Dværgformerne opstod mange steder på isolerede øer, bl.a. Malta, Cypern og Kreta i Europa, og Channel Islands i Amerika, nær den californiske kyst.

Af de tre overlevende arter findes de to i Afrika, den tredje i Asien. Savanne-elefanten (Loxodonta africana) var førhen udbredt over hele det afrikanske kontinent, med undtagelse af ørken- og regnskovsområder.  I dag er den begrænset til savanner og halvørkener i det østlige og sydlige Afrika. Den nært beslægtede, men mindre skovelefant (Loxodonta cyclotis) lever i regnskove i Central- og Vestafrika. Nogle forskere betragter fortsat savanne-elefanten og skovelefanten som værende samme art.

Førhen var den asiatiske elefant (Elephas maximus) udbredt tværs over Asien, fra Lilleasien i vest til det nordlige Kina i øst, og videre mod syd til Indonesien. I dag findes den kun i mindre skovpartier i Indien, Nepal, Sri Lanka, Yunnan-provinsen i det sydlige Kina, Bagindien, samt på Sumatra og Borneo.

Oprindelsen af Borneo-elefanten, underarten borneensis, som er meget mindre end de øvrige asiatiske elefanter, er stadig et debatteret emne. Nogle hævder, at den nedstammer fra undslupne indførte dyr, men ny forskning har åbenbaret, at den muligvis har levet på øen i over 10.000 år. Nogle autoriteter betragter den endog som en selvstændig art, Elephas borneensis.

Elefanter er meget sociale dyr, der lever i flokke. Mindre flokke er familiegrupper, der består af en matriark – flokkens ældste ko – samt hendes døtre med kalve. De unge tyre forlader flokken, når de når puberteten, hvorefter de lever alene eller i små, løst sammenknyttede hanflokke. Til tider forlader yngre hunner gruppen og danner deres egen flok, men de holder dog stadig kontakten med deres oprindelige flok vedlige. Mindre flokke slår sig ofte sammen i kortere eller længere tid, og det hænder, at en sådan kombineret flok indeholder hundreder af dyr.

Ægløsning hos hunnerne er normalt forbundet med den frodige årstid, dvs. slutningen af regntiden. I perioder med udbredt tørke – og dermed følgende sult – udebliver ægløsningen simpelthen. Tyrene færdes over store afstande for at opsøge hunner, som er i brunst.

Når tyrene er i brunst, udskilles et sekret fra en kirtel på siden af hovedet, hvilket tilkendegiver en øget produktion af hanlige hormoner – en tilstand, som kaldes musth. I perioder med musth er tyrene meget aggressive, og det er adskillige gange hændt, at tæmmede asiatiske elefanter i musth har dræbt deres mahout (træner), tilsyneladende uden grund.

Drægtighedsperioden er op mod to år. En nyfødt savanne-elefant vejer omkring 120 kg, en asiatisk ca. 100 kg. Seks år gammel vejer kalven omkring en ton.

Tyre med store stødtænder, de såkaldte tuskers, var førhen et eftertragtet bytte for trofæ-jægere, og i dag eksisterer der ikke mere sådanne gigantiske dyr. Tyrene hos asiatisk elefant har mindre stødtænder end hos savanne-elefanten, og hunnernes er meget små. Hos den srilankanske underart maximus har kun 10% af tyrene stødtænder og hunnerne slet ingen. Denne tendens er blevet forstærket af krybskytter, som især efterstræber tyre med store stødtænder.

Elefantgødning besøges ofte af sommerfugle, som suger fugt og næring af den, og gødningen benyttes meget af gødningtrillere eller skarabæer, som former små kugler af gødningen, triller dem af sted og lægger æg på dem, hvorefter de begraver dem. Gødningen udgør nu føde for larverne, som ofte ædes af forskellige fugle, bl.a. næsehornsfugle. Gødningtrillere er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrespor.

Ahmed blev så berømt, at den kenyanske præsident Jomo Kenyatta i 1970 udnævnte ham til ’et levende monument’ – en national skat, som var fredet efter præsidentens ordre. For at beskytte elefanten mod krybskytter blev den bevogtet dag og nat af to særligt udnævnte vildtbetjente, og den døde en naturlig død i 1974, ca. 55 år gammel.

Man havde altid troet, at Ahmeds stødtænder var blandt de største, man nogensinde havde registreret, men da de blev målt efter hans død, viste det sig, at de ’kun’ vejede ca. 67 kilo hver – meget mindre end andre stødtænder, man havde fundet.

I dag er en model af Ahmed udstillet foran Nationalmuseet i Nairobi.

Indtil fornylig blev elefanter benyttet i stor stil i tømmerindustrien i Indien og Indokina til at hale træstammer ud fra skove i bjergrigt terræn. Denne anvendelse foregår også i dag i mindre målestok i områder, hvor tungt maskineri ikke kan anvendes.

I Indien og Sri Lanka anvendes overdådigt udsmykkede elefanter ofte i optog under religiøse højtider.

I nogle asiatiske lande benyttes elefanter i turistindustrien, idet de transporterer turister ud i nationalparkerne for at iagttage vilde dyr. Modsat køretøjer bevæger elefanterne sig i stilhed, og turisterne kan komme meget tæt på mange af dyrene, da de ikke er bange for elefanterne.

Savanne-elefanten er meget vanskeligere at tæmme end sin asiatiske slægtning. For omkring 2000 år siden blev den tæmmet i det nordlige Afrika af karthagenenserne, og Hannibal benyttede dem under sit felttog mod romerne. Mange af hans elefanter gik imidlertid til grunde i Alpernes barske terræn og klima. Elefanter er også blevet benyttet i tømmerindustrien i Zaire, men i meget lille målestok.

Ganesh, yngste søn af den store hindugud Shiva og hans kvindelige modpart Parvati, har menneskekrop, men elefanthoved. Han afbildes ofte med sine fire buttede arme strittende ud som en venlig gestus, stående på sit ridedyr – som er en rotte!

Ganesh elsker søde sager og frugt. Han er en meget populær gud, og før en vigtig beslutning er det almindeligt at bede en bøn foran hans statue og hænge en blomsterkrans (malla) om halsen på den.

Der findes adskillige legender, som forklarer, hvordan Ganesh fik sit elefanthoved. Ifølge en af disse legender skete det på følgende måde:

En dag, mens Shiva var på en længere rejse, ønskede Parvati at tage et bad. Af ler formede hun en ung mand til at vogte uden for sit hus, mens hun badede, og hun beordrede ham til ikke at lukke nogen ind imens.

Kort efter vendte Shiva hjem, mens Parvati stadig var i badet, og i overensstemmelse med gudindens ordre nægtede den unge mand Shiva adgang. Dette gjorde den temperamentsfulde gud så rasende, at han huggede hovedet af ham. Det skulle han ikke have gjort, for Parvati blev så arrig over sin husbonds udåd, at hun truede med at ødelægge universet, hvis ikke Shiva sørgede for at skaffe den unge mand sit hoved tilbage. Dette var imidlertid blevet ødelagt, så Shiva sendte en tjener ud med besked om, at den første, han mødte, skulle aflevere sit hoved.

En elefant var det første væsen, tjeneren traf, men han tog sin herres ordre så bogstaveligt, at elefanten måtte af med sit hoved.

Andre hinduguder er beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

Bhagiratha var en stor konge, som gjorde bod gennem tusind år for at opnå frigørelsen af hans 60.000 grandonkler fra helgenen Kapilas forbandelse, hvilket til slut medførte, at gudinden Ganga steg ned til Jorden i form af floden Ganges.

Mange andre emner er dog også afbildet i skulpturen, deriblandt elefanter, antiloper og katte.

Buddha og buddhismen er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

I 2008 blev den afrikanske elefant opført som truet af IUCN (International Union for Conservation of Nature), men uheldigvis skelnede man ikke mellem savanne-elefant og skovelefant.

Elfenben er meget efterspurgt til udskæringer, specielt blandt kinesere, og dette er hovedårsagen til elefanternes tilbagegang overalt. Officielt er elefanterne fuldt beskyttet, og handelen med elfenben er strengt kontrolleret. På trods heraf er alle tre nuværende arter truet med udryddelse. Adskillige steder er næsten alle tyre bortskudt af krybskytter. I Kerala i Sydindien, fx, er der nu 20 køer for hver tyr, og måske er der for få tyre til at befrugte alle køerne.

Et andet stort problem er, at disse store dyr vandrer vidt omkring og er afhængige af vidtstrakte områder for at overleve. Overalt i Asien og Afrika har menneskene ædt sig ind på elefanternes habitat og anlagt marker, hvilket har medført, at elefanterne ofte æder af afgrøderne og dermed bliver alvorlige skadedyr. Det er kun naturligt, at menneskene vil beskytte deres afgrøder, og der er mange eksempler på, at bønder er blevet dræbt, når de prøvede på at skræmme elefanterne bort fra deres marker.

Mange steder har det været nødvendigt at begrænse elefanternes bevægelsesfrihed ved at opstille elektriske hegn eller grave dybe grøfter, som dyrene ikke er i stand til at krydse over. I nogle tilfælde har det også været nødvendigt at bortskyde hele elefant-flokke, hvor dyrene var begyndt systematisk at plyndre afgrøder.

I alle lande med bestande af den afrikanske elefant er arten beskyttet i nationalparker og vildtreservater. Hvor denne beskyttelse er effektiv, bliver bestandene imidlertid ofte for store, og elefanterne begynder at destruere deres egen habitat. Førhen bortskød man i disse tilfælde en del af bestanden, men denne praksis ophørte i 1988, og i dag kontrolleres antallet gennem fødselskontrol eller forflytning af en del af bestanden. Størsteparten af elefanternes udbredelsesområde (70%) er dog uden for beskyttede reservater, og i disse områder er krybskytteri vidt udbredt.

Gennem de sidste 35 år er antallet af afrikanske elefanter dalet støt. I 1979 blev den samlede bestand anslået til 1,3 millioner – og der var muligvis så mange som 3 millioner. I 1989 var dette antal styrtdykket til omkring 609.000, af hvilke ca. 214.000 var skovelefanter – et antal, som var betydeligt lavere end man havde regnet med. Mellem 1977 og 1989 gik elefantbestanden i Østafrika tilbage med 74%, og efter 1987 er antallet af savanne-elefanter faldet med 80% i et bælte tværs gennem Afrika fra Cameroun til Somalia, og samtidig gik skovelefanten tilbage med 43%. I de snere år er denne tendens standset i det østlige og sydlige Afrika, og bestandene er vokset med ca. 4% pr. år. I 2012 anslog IUCN antallet af afrikanske elefanter (begge arter) til ca. 440.000.

Den nuværende udbredelse af den asiatiske elefant er yderst fragmenteret. I 2008 blev den af IUCN opført som udryddelsestruet på grund af en tilbagegang på 50% gennem de sidste 60-75 år. Den totale bestand af vilde asiatiske elefanter er måske nu så lav som 40-50.000 – eller måske endnu lavere, da dette tal er et skøn. Biologerne regner med, at omkring halvdelen af bestanden lever i Indien. I Sri Lanka er antallet omkring 6000 – en halvering af bestanden i 1800-tallet. Sri Lanka er dog stadig det land i verden, som har den tætteste bestand af asiatiske elefanter. I Sydøstasien er antallet ikke kendt, men der findes kun få og spredte flokke. Næsten overalt er arten i tilbagegang, specielt i Sydøstasien. Det synes dog, som om bestanden i West Ghats i Sydindien er i fremgang.

CITES har opført den asiatiske elefant under Appendix I, hvilket betyder, at al handel med denne art, eller produkter fremstillet af den, er forbudt.