Egern

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Yggdrasil er beskrevet i dybden på siden Religion: Animisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Størst diversitet af egern findes i tropiske regnskove. I tempererede egne af Eurasien lever kun omkring 20 arter, mens familien er meget talrig og forskelligartet i Nordamerika med i alt ca. 84 arter.

Familienavnet er afledt af Sciurus – det navn, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 gav det europæiske røde egern (S. vulgaris, nedenfor). Navnet er en latiniseret form af oldgræsk skiouros, af skia (’skygge’) og oura (’hale’), altså ‘halen der giver skygge’, hvilket hentyder til den store buskede hale hos mange egern. Nogle arter har en vane med at svirpe halen op over ryggen, og på denne måde er de i stand til at anvende den som beskyttelse mod stærk hede.

Navnet egern, tillige med det svenske ekorre og det norske ekorn, kommer af oldnordisk ikorni, der stammer fra oldhøjtysk eihhornu. Første led af dette ord sigter enten til egetræet, hvis agern er et yndet fødeemne hos egern, eller det kan være afledt af indoeuropæisk aig (‘at svinge sig’ eller ‘bevæge sig rask’). (Kilde: Nielsen 1991)

Egern er fortrinsvis vegetarer, men æder også forskellige insekter og andre invertebrater, foruden æg og unger af mindre fugle. Større arter er i stand til at dræbe små pattedyr som mus, og det blev observeret, at et mexikansk jordegern (Ictidomys mexicanus) slog en ung kanin ihjel, som var henved en fjerdedel af dens egen størrelse. Kannibalisme forekommer hos adskillige arter. Egern æder somme tider af døde dyr.

Mange arter sover vintersøvn, og nogle sover endog ’sommersøvn’ i den hedeste tid.

Døde egern bør behandles med forsigtighed, da deres lopper kan være bærere af byldepest.

Nedenfor præsenteres en række egern-arter, som det er lykkedes mig at fotografere rundt om i verden. Alle underfamilier er repræsenteret med undtagelse af Sciurillinae, der blot rummer en enkelt art, neotropisk pygmæ-egern (Sciurillus pusillus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tre underarter er anerkendt. Underarten macroura er knaldsort på oversiden, bagdelen med gråligt anstrøg, undersiden cremefarvet eller bleggul, halen sort med hvid spids. Den er begrænset til det centrale højland i Sri Lanka, op til højder omkring 2000 m.

Underarten dandolena er brun på oversiden, med hvide hårspidser her og der, undersiden brunlig-cremefarvet, bagdelen hvid, halen mørk med hvide hårspidser, pande og fødder sorte. Den findes i Sri Lankas tørzone, samt i Indien.

Underarten melanochra er knaldsort på oversiden, undersiden cremefarvet eller orangegul, hale sort med hvide hårspidser. Den er udbredt i den våde zone i Sri Lankas lavland, samt i øens intermediære zoner.

Underarterne varierer kolossalt, selv inden for en lokal bestand, så hvorfor den er opdelt i tre underarter, er et godt spørgsmål.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros, som strengt taget betyder ‘lang’, men ofte oversættes som ‘stor’; samt oura (‘hale’), således ‘med en stor hale’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et omfattende genetisk studium fra 2020 (Abreu et al. 2020) konkluderer, at slægten er parafyletisk og foreslår den opdelt i 11 eller 12 slægter, med kun 3 arter i Sciurus. Dette forslag er imidlertid ikke bredt accepteret, og indtil videre følger jeg den oprindelige navngivning.

Det er interessant, at Grand Canyon udgør en barriere mellem to underarter af Aberts egern (S. aberti), der lever på Colorado-plateauet i det sydvestlige USA. De er ens af størrelse, med store buskede haler og lange øreduske – men de er meget forskellige af farve. Aberts egern, underarten aberti, som lever i nåleskove syd for Grand Canyon, har hvid bug og grå hale, mens Kaibab-egernet, underarten kaibabensis, der findes i en lignende habitat nord for kløften, har sort bug og hvid hale.

Slægtsnavnet er forklaret øverst på denne side.

 

Gråegern er aktive året rundt, og om efteråret samler de forråd i form af nødder og frugt, som de begraver i depoter. De er ikke i stand til at huske, hvor de har begravet dem, men finder dem ved at lugte sig frem til dem under sneen. Gråegern er ofte en plage ved fuglefoderpladser, hvor de æder størsteparten af foderet, der jo var beregnet til fugle. I parker og andre steder, hvor folk regelmæssigt fodrer dem, kan de blive overordentlig tamme.

Det østlige gråegern er blevet indført med succes til Sydafrika, England og andre steder. I England betragtes arten som et skadedyr, da den udkonkurrerer det indfødte eurasiske røde egern (nedenfor), som nu er sjældent syd for Skotland. I Storbritannien har man iværksat udryddelseskampagner af gråegern, hvilket har fået bestanden af røde egern til at gå frem adskillige steder.

Artsnavnet hentyder til North eller South Carolina. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art lever i forskellige skovtyper fra havniveau op til højder omkring 3000 m. Den er tillidsfuld og træffes ofte på rastepladser.

Artsnavnet sigter til en spansk enklave ved navn Virreinato de Nueva Granada (‘Vicekongedømmet Ny Granada’) – et område, der i 1700-tallet omfattede de nuværende lande Panama, Columbia, Venezuela og Ecuador.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘grå’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’.

 

 

 

 

 

Som artsnavnet antyder, varierer pelsfarven hos dette dyr betragteligt, ikke kun mellem adskilte bestande, men også inden for den enkelte bestand.

 

 

 

 

 

Denne almindelige art har en kolossalt stor udbredelse, fra størsteparten af Europa mod øst gennem den sibiriske taiga til Kamchatka-halvøen, og derfra mod syd langs Stillehavskysten til det nordøstlige Kina, Korea og den japanske ø Hokkaido. Der er også spredte bestande i Centralasien og en separat population i Kaukasus.

I Danmark er arten almindelig og vidt udbredt, både den ræverøde form og en mørkebrun form.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af to andre slægtsnavne, Tamias (chipmunks, se nedenfor) samt Sciurus (ovenfor). Navnet sigter til, at disse egern er næsten lige så små som chipmunks.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske gartner og botaniker David Douglas (1799-1834), som udforskede den nordamerikanske flora på tre ekspeditioner. Han introducerede en mængde amerikanske træer, buske og urter til den britiske gartner-verden. I et brev til Sir William Jackson Hooker (1785-1865), som var direktør for den botaniske have under Glasgow Universitet, skrev han: “De vil måske begynde at tænke, at jeg fabrikerer fyrrearter efter forgodtbefindende.”

Douglas døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: Nisbet 2009)

 

 

 

 

 

Artsnavnet sigter formentlig til Hudson Bay.

 

 

 

 

 

Trods deres navn er flyveegern ikke i stand til at flyve, men mellem deres for- og bagben har de en stor hudfold, som, når den spredes ud, gør dyret i stand til at svæve fra et træ til et andet. Denne hudfold indeholder muskler, så egernet kan manøvrere i luften.

Flyveegern ses sjældent, da de udelukkende er nataktive. Dagtimerne tilbringer de med at sove i deres rede, der ofte findes i et forladt spættehul. De sover ikke ægte vintersøvn, men for at spare energi er de inaktive i lange perioder om vinteren. Ofte klumper adskillige dyr sig sammen for at holde varmen.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk petauristes (‘akrobat’), hvilket naturligvis hentyder til disse dyrs elegante glideflugt.

 

Førhen blev den betragtet som en underart af det vidt udbredte røde kæmpe-flyveegern (P. petaurista). Nylig genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet denne art i adskillige selvstændige arter. Hvidbuget kæmpe-flyveegern blev tidligere anset for at være udbredt mod øst til Yunnan-provinsen, men dyr i det østlige Himalaya betragtes nu som tilhørende en nyligt beskrevet art, Yunnan kæmpe-flyveegern (P. yunanensis).

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og venter (‘bug’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den første del af slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kallos (‘smuk’) – selvom nogle af arterne er temmelig ensartet brunlige.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’), hvilket sigter til, at bugen ofte – men ikke altid – er rødlig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘markeret’. Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

Et af artens engelske navne er Irrawaddy squirrel, hvilket sigter til Ayeyarwaddy-floden i Myanmar (førhen benævnt Irrawaddy af englænderne).

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pyge (‘rumpe’) og erythros (‘rød’), hvilket hentyder til, at det bageste af kroppens underside har et rødligt skær hos nogle underarter.

 

 

 

 

 

 

Etymologien bag artsnavnet er uklar, men det er muligvis et lokalt navn på arten. Det er velkendt, at nogle af de tidlige naturhistorikere, når de beskrev en ny art, ofte anvendte et lokalt navn på arten uden at forklare etymologien. Det gjaldt bl.a. den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-1894), som beskrev dette egern i 1836. (Kilde: Srinivasulu 2018)

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af slægtsnavnet Tamias (chipmunks, se nedenfor), samt oldgræsk opsis (‘fremtoning’), hvilket sigter til, at disse egern minder om chipmunks.

 

Det latinske artsnavn, som betyder ‘ved havet’, er ikke velvalgt, da dette egern mest findes i skove inde i land.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin funis (‘reb’) og‎ ambulo (‘at gå’), således ‘linedanser’, hvilket sigter til disse dyrs store adræthed.

 

Førhen blev den betragtet som en underart af F. sublineatus i Sydindien, men blev ophøjet til en selvstændig art i 2012.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mørk’.

 

 

 

 

 

Trestribet palmeegern er blevet indført til Madagascar med omliggende øer, samt til Australien, hvor den er blevet lidt af et skadedyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pente (‘fem’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til 5 hvidlige striber: 3, der opdeler den mørkebrune ryg i 4 dele, samt én hen langs hver side, en smule lysere end bugen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk geo (‘som hører jorden til’), samt slægtsnavnet Sciurus, således ‘jordegern’.

 

Arten kaldes også for Kap-jordegern, hvilket er misvisende, da den forekommer i et langt større område end Kap-provinsen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ørering’. Det sigter formodentlig til, at ørerne hos denne art er meget små og står vinkelret ud fra hovedet, hvorved de kan minde om øreringe.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk para (‘nær’), samt Xerus, det tidligere navn på slægten Geosciurus (ovenfor), hvilket formodentlig hentyder til, at disse egern er nært beslægtede med eller ligner medlemmer af denne slægt.

 

Det danske navn hædrer den skotske kirurg, opdagelsesrejsende, antropolog og zoolog Andrew Smith (1797-1872), der foretog adskillige ekspeditioner i det sydlige Afrika 1822-36.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk sperma (‘frø’) og philos (‘holde af’), altså ‘den, der holder af frø’. Navnet sisel er en forvrængning af det russiske navn på disse dyr, suslik.

 

Dette dyr, som er aktivt i dagtimerne, lever i kolonier i jordhuler i græsklædte områder. Dyrene i en koloni holder vagt på skift, og i tilfælde af fare pifter de skarpt, hvilket får alle beboerne til at styrte tilbage til deres huller. Arten sover vintersøvn i mange måneder mellem efterår og tidligt forår, og tidsrummet afhænger af det lokale klima.

Artsnavnet er formentlig også afledt af det russiske navn suslik. I almindelighed oversættes citellus til ‘jordegern’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk xanthos (‘gul’) og prymnos (‘underside’), hvilket sigter til dette dyrs gullige bug.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kallos (‘smuk’), sperma (‘frø’) og philos (‘holder af’), således ‘skønheden der holder af frø’ – et velvalgt navn, da de to nordamerikanske arter er blandt de smukkeste egernarter i verden.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘hørende siden til’. Dette er temmelig sært, da artens sider er ensfarvede grålige, mens de smukke striber er hen langs ryggen. Navnet sigter nok snarere til dens gyldenbrune kinder.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ot, stamformen af ous (‘øre’), samt sperma (‘frø’) og philos (‘holder af’), således ‘den ørede, der holder af frø’. Det lader til, at den preussiske zoolog Johann Friedrich von Brandt (1802-79), der navngav slægten i 1844, fandt, at dens medlemmer havde ret store ører. Han var i russisk tjeneste og udforskede bl.a. egne af Sibirien.

 

Arten blev navngivet til ære for den britiske søofficer, kunstner, opdagelsesrejsende og forfatter Frederick William Beechey (1796-1856), som foretog adskillige ekspeditioner langs vestkysten af Nord- og Sydamerika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i ret tørre områder, fra lavlandet op til omkring 2900 meters højde. Som dens navn antyder, findes den fortrinsvis i klippefyldte områder, bl.a. skrænter og kløfter, samt tillige stengærder, broer og gamle bygninger i byområder.

Disse dyr klatrer sjældent i træer. De lever i jordhuler i kolonier, som domineres af en han med adskillige hunner. Føden omfatter bl.a. frugter, frø, nødder, insekter og orme. De spiser også sommetider kød. (Kilde: nationalgeographic.org/media/photo-ark-rock-squirrel)

Arten er ret variabel, hvilket afspejles af det latinske artsnavn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var disse egern placeret i slægten Spermophilus (ovenfor).

Slægtsnavnet er formentlig afledt af oldgræsk oura (‘hale’), samt citellus (se Spermophilus citellus ovenfor), således ‘jordegern med hale’ – et lidt mystisk navn, da alle jordegern har hale.

 

I større højder sover disse dyr vintersøvn omkring 8 måneder. De kommer frem for at lede efter partnere, mens sneen stadig dækker jorden, og efter at have parret sig æder de som besatte. Større hanner kan endog finde på at dræbe nyligt fremkomne unge egern og æde dem. Når de atter går i dvale i slutningen af august, kan deres vægt være fordoblet.

Artsnavnet blev givet af den amerikanske zoolog og antropolog Clinton Hart Merriam (1855-1942), hvis beskrivelse var baseret på et eksemplar, som var indsamlet i Sierra Nevada-bjergene i Californien af den amerikanske ornitolog Lyman Belding (1829-1917). Merriam skriver: “Det er mig en glæde at navngive dette egern til ære for den, som opdagede det, Mr. L. Belding i Stockton, Californien, hvis bidrag til regionens zoologiske kendskab, og specielt dens ornitologi, gør ham berettiget til at blive husket længe.”

 

 

 

 

 

Arten er et yndet jagtbytte for arktiske folk, som spiser dens kød og anvender pelsen i kanten af deres parkaer.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske søofficer, opdagelsesrejsende og naturhistoriker William Edward Parry (1790-1855), som er bedst kendt for sin ekspedition 1819-20 gennem Parry-kanalen, den hidtil mest succesfulde færd i den lange søgen efter Nordvestpassagen. I 1827 forsøgte han at nå frem til Nordpolen og nåede 82°45′ N, en ny rekord.

 

 

 

 

 

Alle arterne har brunlig-hvidlig pels med en hvid stribe hen ad flankerne.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ammos (‘sand’), sperma (‘frø’) og philos (‘holde af’), altså ‘det sand-levende (dyr), som holder af frø’. Det danske navn skyldes deres vane med at vise halens hvide underside som et advarselssignal til andre egern i tilfælde af fare – i lighed med gaffelbukken (Antilocapra americana), der viser sine hvide hår på bagdelen under fare. Dette dyr kaldes ofte for antelope på amerikansk.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og oura (‘hale’).

 

 

 

 

 

Arten blev navngivet til ære for den amerikanske bonde, filantrop og naturhistoriker Edward Harris (1799-1863), som ledsagede den kendte fuglemaler John James Audubon, døbenavn Jean-Jacques Rabin (1785-1851), på to af hans ekspeditioner.

 

 

 

 

 

Af de 24 nordamerikanske arter er kun to, den østlige chipmunk og dværg-chipmunk (Neotamias minimus), udbredt i den østlige halvdel af kontinentet, mens resten findes i forskellige habitater i den vestlige halvdel, nogle af dem med en ret begrænset udbredelse.

Alle chipmunks har hvide og sorte (eller mørkebrune) striber i ansigtet, og hen langs ryggen findes fem mørke og fire lyse striber. Deres kindposer er meget store.

Slægtsnavnet Tamias er oldgræsk og betyder ’husholder’ eller ’opbevarer’, hvilket hentyder til disse dyrs vane med at deponere nødder og andre frø i adskillige underjordiske depoter, så de har et lager at tære af, hvis de skulle vågne i løbet af vinteren, samt når de kommer frem om foråret. Et sådant lager indeholdt 6 kg føde, deriblandt 3000 hasselnødder og omkring 1,5 kg hvedekerner. Forstavelsen neo kommer af oldgræsk neos, hvilket betyder ‘ny’.

Navnet chipmunk blev oprindeligt stavet chitmunk, afledt af et lokalt Ojibwa-ord, ajidamoo eller ajidamoonh, hvilket betyder ‘den, der klatrer ned ad træer med hovedet nedad.’

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stribet’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin med adskillige betydninger, bl.a. charmerende, behagelig, dejlig og smuk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk hedder den lodgepole chipmunk, et navn, som skyldes, at den ofte lever i områder med mange fyrretræer af arten Pinus contorta, på engelsk lodgepole pine. Den er altædende, og føden omfatter bl.a. blade, blomster, pollen, frø, små pattedyr, fugle, fugleæg og insekter.

Artsnavnet kommer af latin species (‘udseende’) samt‎ -osus, en endelse, som danner tillægsord. I denne forbindelse kan ordet oversættes med ‘køn’ eller ‘prangende’, hvilket sandsynligvis sigter til pelsens rødlige farve hen langs siderne af kroppen.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den amerikanske naturhistoriker og indsamler John Kirk Townsend (1809-51), der deltog i en ekspedition, ledet af Nathaniel Jarvis Wyeth (1802-56), som gik til det nordvestlige område 1834-35. Efter hjemkomsten skrev Townsend The Narrative of a Journey across the Rocky Mountains to the Columbia River and a Visit to the Sandwich Islands (1839).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hovedformålene med denne ekspedition var at beskrive dette vældige område, som dengang var ukendt for den hvide mand, samt at finde en nem vej til Stillehavskysten, hvilket ville gøre det lettere at åbne området for handel og bosættelse.

I løbet af den tre år lange ekspedition beskrev Lewis utallige arter af planter og dyr, hvoraf mange var nye for videnskaben. De to mænd sendte forskellige genstande til Præsident Jefferson i Washington, bl.a. en kasse, der indeholdt et lille dyr, de havde truffet på prærien. De erfarede, at franske nybyggere kaldte dette dyr for petite chien (‘lille hund’), da dets advarselskald lød lidt i retning af en gøende hund. Kassen var derfor forsynet med en seddel, som sagde: ’Præriens vilde hund.’

Præriehunde er dog overhovedet ikke beslægtet med hunde, men er jordegern. Deres gøende kald lyder lidt som en hund, og når de sidder på deres bagdel uden for deres bo og holder øje med fjender, kan de godt minde lidt om en lille fed hund.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘hundemus’. Der findes fem arter, af hvilke den almindeligste er sorthalet præriehund (nedenfor), der i lighed med mexikansk præriehund (C. mexicanus) har sort halespids. De øvrige tre arter, hvidhalet (C. leucurus), Utah (nedenfor), samt Gunnisons (C. gunnisoni), har alle hvid halespids. Med undtagelse af Utah-præriehund sover disse dyr ikke vintersøvn, men i barsk vintervejr kan deres stofskifte blive kraftigt nedsat i nogle dage ad gangen.

 

Disse dyrs diæt består af græsser og forskellige urter, og hver måned konsumerer de mere end dobbelt så meget som deres vægt. De æder også insekter og andre invertebrater, og forskning har påvist, at ikke mindre end 39% af præriehundeungerne bliver ofre for kannibalisme.

Præriehundenes afføring leverer næringsstoffer for en række planter, hvilket store græsædere som amerikansk bison (Bos bison) og gaffelbuk nyder godt af. Præriehunde udgør byttedyr for bl.a. rødlos (Lynx rufus), prærieulv (Canis latrans), amerikansk grævling (Taxidea taxus), kitræv (Vulpes macrotis), præriefalk (Falco mexicanus), kongevåge (Buteo regalis) og forskellige ørne.

Den sortfodede ilder (Mustela nigripes) er et dyr af mårfamilien, som førhen var almindelig i præriehundebyer, idet den efterstræbte dyrene i deres gangsystemer. Omkring 1970 frygtede man, at dette interessante dyr var uddød, men i 1981 fandt man en lille overlevende bestand i Wyoming. Siden da er dens antal blevet mangedoblet gennem et yngleprogram i fangenskab, og et antal dyr er blevet genudsat forskellige steder. Den synes at trives, så måske er det muligt at bevare dette unikke dyr.

Den lille prærieugle (Athene cunicularia) er ligeledes afhængig af præriehundenes gangsystemer som yngleplads.

Præriehunde skaber således et unikt økosystem.

 

Europæernes ankomst medførte, at størstedelen af prærien blev opdyrket eller anvendt til kvæggræsning, og præriehundene blev betragtet som skadedyr, da de underminerede markerne, åd af afgrøderne samt konkurrerede med kvæget om føde. Bønderne påbegyndte en storstilet udryddelse af præriehundene, idet de anvendte forskellige metoder som gift, dynamit, drukning, skydning, gasning samt spredning af smitsomme sygdomme.

Hundrede år senere var antallet af præriehunde faldet til mindre end 10% af det oprindelige, og i dag findes der kun spredte bestande.

Status for sorthalet og Utah-præriehund er omtalt nedenfor. Bestandene af hvidhalet og Gunnisons er dalende, og begge arter betragtes som sårbare. Den mexikanske præriehund er endemisk i det nordlige og centrale Mexico, hvor den kun findes i delstaterne Coahuila og San Luis Potosi. Førhen var den også udbredt i Nuevo Leon og Zacatecas. Artens nuværende antal er ukendt, men dens totale udbredelselsesområde dækker mindre end 600 km², og den betragtes som udryddelsestruet.

 

Så langt den største koloni er i Janos-regionen i Chihuahua, hvor hundredtusinder af dyr stadig findes, skønt deres antal er dalet i de senere år, hovedsagelig på grund af opdyrkning af området.

Artsnavnet, som er den latinske form af Ludwig eller Louis, refererer til Kaptajn Meriwether Lewis (1774-1809) fra den berømte Lewis and Clark-ekspedition 1804-06 (se ovenfor), da denne præriehund for første gang blev indsamlet til videnskaben.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er gået voldsomt tilbage, og i dag er dens udbredelse begrænset til et område på omkring 1850 km² i det sydlige Utah. Skønt den på grund af fredning er tiltaget i de seneste årtier, udgør det totale antal færre end 10.000, og den regnes fortsat som truet.

Artsnavnet er afledt af latin parvus (‘lille’) og dens (‘tand’), således ‘den med små tænder’.

 

 

 

 

 

Murmeldyr er store jordlevende egern, omfattende 15 arter, der forekommer i Europa, Asien og Nordamerika. De er de største og fedeste af alle egern, idet de bliver op til 60 cm lange og vejer op til 7 kg.

Murmeldyr lever i underjordiske gange, op til 2 m under jordoverfladen, og de graver gangsystemer på op til 10 meters længde. De ses ofte sidde på deres bagdel uden for deres bo, og deres skarpe advarselssignal kan høres på lang afstand. De er næsten udelukkende vegetarer. De laver ikke fødedepoter, men om efteråret er de blevet så ekstremt fede, at de kan sove uforstyrret vinteren igennem.

Arktiske jægere nedlægger mange grå murmeldyr (M. caligata) og Alaska-murmeldyr (M. broweri), hvis lækre kød de spiser. De anvender også dyrenes bløde underpels til at fremstille parkaer.

Slægtsnavnet er en forvrængning af latin muris montanus (‘bjergmus’). Det danske navn er taget fra tysk Murmeltier, hvoraf den første del ligeledes er afledt af muris montanus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914) levede, blev det gulbugede murmeldyr betragtet som værende samme art som lavlandets skovmurmeldyr (M. monax), der lever i skove i den østlige og nordlige del af kontinentet.

I bogen My First Summer in the Sierra, publiceret i 1911, skriver Muir: “De dystre bjerges murmeldyr (…) er en ganske anden type bjergbo – gnavernes okse, en ædedolk, fed og svær som en rådmand, i sine højlandsenge, som en ko i en kløvermark. Et enkelt murmeldyr vejer lige så meget som hundrede chipmunks, men den er bestemt ikke noget sløvt dyr. Midt i hvad vi betragter som et stormhærget øde piber og fløjter den muntert og nyder livet i sit højtliggende rige.”