Vandbøffel

Efter en tid lang kom svaret – en drævende, søvnig snerren fra en stopmæt tiger, der just er vågnet.

“Hvem kalder?” sagde Shere Khan, hvilket fik en pragtfuld påfugl til skrigende at lette og flyve ud af ravinen.

“Jeg, Mowgli. Kvægtyv, det er tid at komme til Rådsklippen! Skynd dig at jage dem nedad, Akela! Nedad, Rama, nedad!”

Hjorden [af bøfler] gjorde holdt et øjeblik ved kanten af skrænten, men Akela udstødte sit fulde jagthyl, og de sprang nedad, én efter én, mens sand og grus føg dem om ørerne. Da de først var kommet i gang, kunne intet standse dem, og næsten inden de havde nået bunden af ravinen, havde Rama fået færten af Shere Khan og brølede.

“Ha! Ha!” sagde Mowgli, som sad på ryggen af Rama. “Nu er du klar over det!” og flommen af sorte horn, skummende muler og stirrende øjne tordnede ned gennem ravinen, som sten, der styrter ned under en flodbølge. De svageste af bøflerne blev presset ud i kanterne af ravinen, hvor de rev de hængende slyngplanter ned. De vidste, hvad der ventede foran dem – det forfærdelige angreb fra en bøffelhjord, som ingen tiger kan modstå. Shere Khan hørte tordenen fra deres klove, rejste sig og luntede ned gennem ravinen, idet han så sig om efter et sted at undslippe, men ravinens sider var stejle, og han måtte løbe videre, tung af mad og drikke og villig til at gøre alt andet end at slås. Hjorden plaskede igennem vandhullet, som han just havde forladt, og brølede, så det gjaldede gennem den smalle kløft. Mowgli hørte bøfler svare fra enden af ravinen, hvorpå Shere Khan vendte om (tigeren vidste, at hvis alt gik galt, var det bedre at møde tyrene end køerne med deres kalve), og derpå snublede Rama over noget blødt, genvandt fodfæstet og bragede, fulgt af de andre tyre, ind i den anden hjord, hvor de svageste af bøflerne røg op i luften ved sammenstødet, der bragte begge flokke ud på sletten, stampende, stangende og brølende. Mowgli så sit snit til at glide ned ad Ramas nakke og slå løs på dem med sin kæp, til venstre og højre.

“Hurtigt, Akela! Spred dem, ellers begynder de at slås. Driv dem bort, Akela. Hai, Rama! Hai, hai, hai, mine børn. Rolig nu, rolig! Det er overstået.”

Akela og Grå Broder løb frem og tilbage og nippede til bøflernes ben, og selv om hjorden en enkelt gang vendte om for at løbe tilbage op gennem ravinen, lykkedes det Mowgli at få Rama til at vende om, og de øvrige bøfler fulgte ham til mudderhullet, hvor de yndede at ligge.

Det var unødvendigt at trampe mere på Shere Khan. Han var død, og glenterne var allerede begyndt at flokkes omkring ham.”

Vilde vandbøfler blev tæmmet for omkring 5000 år siden, og gennem selektiv avl opstod de fredsommelige bæster, som vi i dag ser trække ploven gennem rismarkerne eller kærrer med kæmpestore læs.

Tamme vandbøfler adskiller sig især fra de vilde gennem hornenes form, som hos den vilde vandbøffel er massive og breder sig næsten vandret ud til siden, kun krummede i spidsen, mens den tamme bøffel har mindre, stærkt krumme horn.

Der anerkendes to racer af tæmmede vandbøfler, den såkaldte flodbøffel (Bubalus arnee ssp. bubalis), der findes på det indiske subkontinent, i Mellemøsten og på Balkan, samt sumpbøflen (Bubalus arnee ssp. carabanesis), der lever fra det centrale Kina mod syd til Sydøstasien og Assam-provinsen i Indien. DNA-studier har vist, at flodbøflen sandsynligvis blev tæmmet i Indien for omkring 5000 år siden, mens sumpbøflen sandsynligvis blev tæmmet i Kina for omkring 4000 år siden. Forskning har påvist, at handelsfolk fra Indus-dalen bragte vandbøfler til Mesopotamien omkring 2500 f.Kr.

I dag findes den tæmmede vandbøffel i de fleste varme lande i verden, og dens antal overstiger muligvis 130 millioner. Dens mælk er rigere og indeholder mere fedt end komælk, og dens evne til at trække ploven gennem rismarker overstiger alle andre dyrs.

Daoismen er indgående beskrevet på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

Du kan læse mere om hinduistiske guder på siden Religion: Hinduisme.

I gamle dage var vandbøflen og yakoksen de bedste venner. De holdt begge meget af salt, men desværre var det ret sparsomt. Yakoksen tilbød at drage op på den tibetanske højslette for at lede efter salt, men først spurgte den vandbøflen, om den ikke kunne låne dens pels, så den kunne holde varmen oppe i Tibets kulde. Det gik vandbøflen villigt med til, hvorefter yakoksen drog af, iført to lag pels.

Vandbøflen ventede og ventede, men yakoksen vendte aldrig tilbage. Af denne grund holder vandbøflen ofte hovedet højt og kigger op mod bjergene for at se, hvornår dens ven vender tilbage med saltet og den lånte pels.

Yakoksen er beskrevet på siden Dyrearter i menneskets tjeneste: Kvæg.