Fjerkræ

Omkring 3900 f.Kr. var tamhønen til stede i Iran, omkring 2400 f.Kr. i Tyrkiet og Syrien, og ca. 2000 f.Kr. var den ankommet til Spanien. Omkring 1400 f.Kr. fandtes den i Egypten, hvor den blev kaldt ”fuglen der føder hver dag” – en hentydning til, at hønen er en flittig æglægger. Jernalderbønder i Mali, Burkina Faso og Ghana i Vestafrika holdt høns i hvert fald så tidligt som 500 e.Kr.

Fra Sydøstasien bragte sømænd høns til de polynesiske øer omkring 1300 f.Kr., og i Chile er der fundet rester af tamhøns, som kan dateres tilbage til ca. 1350 e.Kr. Hidtil havde man været af den overbevisning, at Columbus var den første til at bringe høns til Amerika på sin anden rejse i 1493. Høns blev bragt til Australien i 1788 med de første nybyggere.

I dag er hønen det mest udbredte og talrigeste tamdyr i verden med en total bestand på omkring 19 milliarder. Høns holdes langt overvejende for kødets og æggenes skyld.

Haner kan være meget aggressive. Her er et uddrag af min far Jens Christen Pedersens erindringer: “Uddeleren i Tåning Brugs havde humor. Han holdt høns på den anden side af vejen og også en flot hane. En dag sagde han til mig, at opfejet fra lageret kunne jeg give hønsene. Det plejede han ellers selv at gøre, og jeg fandt snart ud af, hvorfor jeg skulle gøre det. Da jeg kom ind i hønsegården, kom hanen for fulde sejl og sprang på mig, så jeg måtte skynde mig ud og lukke døren. Uddeleren var ved at dø af grin.”

Man siger, at høns er dumme, men jeg har en sandfærdig historie, som viser, at høns kan drage slutninger. I 1980 aftjente Thomas Læssøe sin værnepligt på naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord. Her holdt man høns, og hver aften blev de lukket ind i hønsehuset, og døren blev lukket, så ræv og mår ikke kunne komme derind.

En aften efter mørkets frembrud sad Thomas og arbejdede ved skrivemaskinen, da han hørte en pikkende lyd fra vinduet. Da han kiggede op, så han en høne, som kiggede ind gennem vinduet. Da han gik udenfor, kom hønen løbende rundt om hushjørnet for at blive lukket ind. Den var åbenbart kommet for sent til at blive lukket ind sammen med de andre høns.

Hønen har altså ræsonneret som så: “Der er lys i dette vindue. Lys er forbundet med de tobenede væsner, der lukker os ind. Hvis jeg pikker på vinduet, kommer et af væsnerne nok og lukker mig ind.”

Gråanden blev først tæmmet i Sydøstasien for mindst 4000 år siden. I Oldtidens Egypten blev ænder fanget i net og derpå tæmmet, og tamænder optræder ofte som motiv på vægmalerier i grave og andre steder. På et tidligt tidspunkt blev gråanden også tæmmet i Antikkens Rom. En særlig kinesisk tamform, Beijing-anden (førhen kaldt Peking-and), nedstammer også fra gråanden.

Mange steder udvikledes hvide tamænder, som måske blev foretrukket frem for mere brogede ænder, da de var nemmere at få øje på, hvis de skulle løbe bort. Tamanden har også mistet gråandens territoriale adfærd, og den er langt mindre aggressiv. Trods disse forskelle er tamanden stadig meget nært beslægtet med gråanden, og hvis de krydses, er afkommet yngledygtigt. Disse halvtamme ænder, ofte kaldt ’parkænder’ aller ’franskbrødsænder’, findes i alle farvenuancer mellem rent hvid og ’næsten-vild-gråande-type’.

Ænder holdes hovedsagelig for kødets og æggenes skyld, samt for deres dun. I nogle lande anvendes blodet fra slagtede ænder som en ingrediens i forskellige retter. Nogle former for tamænder er blevet udviklet som prydænder, der ofte deltager i udstillinger.

Den tidligst kendte tæmning af moskusanden fandt sted under Mochica-kulturen i det sydlige Peru, samt i kystnære egne af Ecuador, omkring 50-80 e.Kr. I Bolivia kendes den som husdyr fra omkring 600 e.Kr., og i Mellemamerika fra omkring 750 e.Kr. Med ankomsten af de spanske conquistadorer i 1500-tallet spredtes moskusanden til Europa, og herfra siden til resten af verden. Fjerdragten hos den tamme moskusand er mere variabel end hos dens vilde slægtning, og mange af tamænderne er rent hvide.

Forvildede bestande af moskusænder er blevet etableret i USA og det sydlige Canada, samt i New Zealand, Australien og forskellige egne af Europa.

Grågåsen blev først tæmmet i Egypten, måske så tidligt som 1500 f.Kr., og herfra spredtes den til Europa og det vestlige Asien. I dag kendes omkring 80 former af denne tamgås. Svanegåsen, der nemt kendes på den store knop ved næbroden, blev først tæmmet i Kina, måske så tidligt som 1000 f.Kr. Tamformen kaldes ofte for kinesisk gås, og der er i årenes løb opstået omkring 20 former.

I dag er begge typer af tamgæs udbredt over hele verden, og da grågåsen og svanegåsen er ret nært beslægtede, optræder der ofte hybrider mellem de to tamformer.

Tamgæs holdes for kødets og æggenes skyld, samt for deres glimrende dun, der anvendes i dyner, dunjakker, soveposer m.m.

Vilde grågæs, Hornborgasjön, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamme svanegæs med gæslinger, Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Den blev imidlertid tæmmet på et meget tidligt tidspunkt og er siden blevet bragt til næsten enhver plet på planeten. Med tiden er der opstået over 1000 racer eller former. I talrige byer verden rundt er fugle undsluppet og har dannet kæmpestore fovildede bestande. På trods af, at de sviner med deres ekskrementer allevegne, og måske også spreder smitsomme sygdomme blandt mennesker, er det en meget populær fritidsbeskæftigelse hos mange at fodre disse duer.

En specialiseret type tamduer er de såkaldte brevduer, der blev fremelsket med henblik på navigation og høj fart. De blev oprindeligt udviklet til at bringe meddelelser til deres hjemsted, bundet fast omkring det ene ben. Det menes, at de hovedsagelig var i stand til at finde vej gennem følsomhed over for Jordens magnetfelt. I dag anvendes denne type i brevdue-væddeløb, som er en meget populær sport i mange lande.

Det latinske artsnavn hidrører fra Theodore Gazas værk fra 1476, Aristotelis de natura animalium, hvori han oversætter det græske ord for due, peleia (sandsynligvis afledt af pellos, ‘af mørk farve’), til livia, afledt af latin livens (‘blyfarvet’), oprindeligt fra livere (‘af blålig farve’).