Får og ged

”Far, får får får?”

”Nej, får får ikke får, for får får lam.”

Volapyk-remse af ukendt oprindelse.

“Mæh!”, si’r det lille lam,

“Mor, jeg fryser, jeg vil hjem!”

“Mæh!”, si’r det store får,

“Vent, til aftenklokken slår,

så skal du nok komme hjem,

Mæh!”

Børnesang af ukendt oprindelse.

Geden stod i grøften,

mælkehvid i sit blik,

tog af vore hænder

græsset med korte nik.

Ole Wivel (1921-2004), dansk digter og forfatter, i digtsamlingen I fiskens tegn, Wivels Forlag, 1949

Tamfår (Ovis aries)

“Talte uldbundterne denne morgen, mens de sprang ud gennem den smalle indgang til indhegningen. Der mangler omkring 300, og da hyrden ikke kunne gå ud for at lede efter dem, måtte jeg gå. (…) indtil jeg fandt det udgående spor af de omstrejfende. Det ledte højt op ad skråningen til en åben plads, omgivet af en hæk-lignende bevoksning af ceanothus* chaparal**. Carlo [en hund] vidste, hvad jeg var ude efter, og fulgte ivrigt deres lugt, indtil vi kom op til dem, pakket tæt sammen i en frygtsom, stille flok. Det var åbenlyst, at de havde været her hele natten og formiddagen, for bange til at gå ud og søge føde. Selv om de var sluppet ud af deres frihedsberøvelse, var de, i lighed med nogle mennesker jeg kender, bange for deres frihed, anede ikke hvad de skulle stille op med den, og syntes at være glade for at vende tilbage til deres velkendte fangenskab.”

John Muir (1838-1914), skotsk-amerikansk forfatter og naturfredningsmand, i bogen My First Summer in the Sierra (1911). Under opholdet i Sierra-bjergene arbejdede Muir for Mr. Delaney, en fåreavler.

* en slægt med omkring 60 arter af buske og små træer i vrietornfamilien (Rhamnaceae).

** et samfund af vedplanter, der er tilpasset tørre somre og fugtige vintre, som er typiske for det sydlige Californien.

Fåret var et af de første dyr, som blev tæmmet af menneskene, måske så tidligt som 11.000-9000 f.Kr., i Mesopotamien. Det diskuteres stadig, hvilken vild fåreart der er stamfader til tamfåret, men i dag mener de fleste autoriteter, at det drejer sig om den asiatiske muflon (Ovis orientalis). Førhen mente de fleste, at den europæiske muflon (O. musimon) var stamfaderen, men i dag hælder man til den teori, at denne art nedstammer fra en meget tidlig form af tamfåret, som blev forvildet.

Et hanfår kaldes for vædder, mens en kastreret vædder er en bede. Ungerne kaldes lam. Ældre hunfår har intet specielt navn, men et ungt hunfår, der endnu ikke har fået lam, kaldes for gimmerlam.

I begyndelsen holdt man får for at udnytte kødet, mælken samt skindet, der blev anvendt som beskyttelse mod de kolde vintre i Mellemøsten.

Får med lang uld opstod i Iran omkring 6000 f.Kr., og de tidligst kendte vævede uldklæder er fra ca. 4000-3000 f.Kr. Gennem tiderne har forskellige kulturer, bl.a. den persiske, været afhængige af indkomsten fra handel med uld.

Ikke længe efter at fåret blev tæmmet, spredtes det til andre egne af Asien, og omkring 6000 f.Kr. blev det også bragt til Egypten via Sinai-halvøen. Omtrent samtidig spredtes det også til Europa.

De første får ankom til Amerika på Columbus’ anden rejse i 1493. Man bragte de første får til Australien i 1788, og allerede i 1820 fandtes omkring 100.000 på kontinentet, hvilket steg til en million i løbet af de næste kun ti år. Verdensbestanden i dag vurderes til at være omkring en milliard.

Gennem årene er talrige fåreracer opstået. Disse billeder viser to racer: Oxford Down med lam (øverst), samt gotlandske pelsfår, fotograferet en kold vintermorgen, hvor deres ånde står som damp ud af munden. – Begge billeder er fra Østjylland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Indtil sidst i 1900-tallet levede en lille del af Irans indbyggere stadig som halvnomader, der tilbragte vinteren med deres flokke af får og geder på græssletterne i den sydvestlige del af landet. Med forårets komme drev de dyrene op i Zagros-bjergene, og når et område var afgræsset, fortsatte de mod nord gennem bjergene, indtil det barske efterårsvejr tvang dem mod syd igen.

Under et ophold i Zagros-bjergene i 1973 besøgte min ledsager Arne Koch Christoffersen og jeg en nomadelejr. De følgende 5 billeder blev taget under dette besøg, som er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge.

I Island græsser fårene hele sommeren på fjeldet. I september, hvor vinterkulden nærmer sig, drives fårene sammen i en stor indhegning, hvor de sorteres efter ejermænd ved hjælp af særlige klip i ørebrusken. Efter sorteringen kører ejerne deres får hjem til gården på lastbiler.

Billederne herunder blev taget ved Fnjóská, nær Akureyri.

Fårets rolle i kultur og mytologi

Får holdtes som husdyr i Egypten fra omkring 6000 f.Kr. For Oldtidens egyptere symboliserede en sfinks med vædderhoved guden Amun, som under det 11. dynasti (21. århundrede f.Kr.) var skytsgud for Theben. Senere blev han en vigtig national gud, som blev forenet med solguden Ra til Amun-Ra.

Et berømt fåreskind spiller en vigtig rolle i den græske heltefortælling Jason og det gyldne skind, der stammer fra mindst det 8. århundrede f.Kr. I denne episke fortælling drager Jason og hans argonauter ud på en færd, efter ordre fra hans onkel, Kong Pelias, som uretmæssigt har tilranet sig tronen i byen Jolkos, i Æolien, fra sin halvbroder, Jasons fader.

Da Jason bliver voksen, drager han til Jolkos for at kræve tronen tilbage, men Pelias beordrer ham først at hente skindet af en gyldenhåret, vinget vædder, som opbevares i landet Kolkis (ved Sortehavets kyst, i det nuværende Georgien), vogtet af en forfærdelig drage. Dette skind er et symbol på kongelig autoritet, og hvis det lykkes Jason og hans mænd at bringe det til Pelias, mener han, at han kan forblive på tronen.

Missionen lykkes, og tilbage i Jolkos overrækker Jason Kong Pelias det gyldne skind. Senere dræber han ham imidlertid og overtager tronen.

Jason overrækker Kong Pelias det gyldne skind, og Nike, sejrens vingede gudinde, gør klar til at krone ham med en laurbærkrans. – Apuliansk vase, ca. 340 f.Kr., udstillet i Louvre. (Foto: Marie-Lan Nguyen, offentlig ejendom)

Tamged (Capra aegagrus ssp. hircus)

Geden var også blandt de tidligst tæmmede dyr. Omkring 8000 f.Kr. begyndte indbyggere i Zagros-bjergene i det sydvestlige Iran at tæmme den lokale vildged, bezoargeden (Capra aegagrus). Disse stenalderfolk holdt gederne for at få kød og mælk, skindet blev anvendt til klæder, af knoglerne blev fremstillet redskaber, og gødningen blev anvendt som brændsel.

Tamgeden er stadig nært beslægtet med bezoargeden, som benævnes med underartsnavnet aegagrus, mens tamgedens benævnelse er hircus. I lighed med tamfåret spredtes tamgeden med tiden over det meste af kloden, og også for geden vurderes verdensbestanden til at være omkring en milliard, heraf omtrent halvdelen i Asien.

Det er utroligt, hvad geder er i stand til at fordøje – knastørt græs, tornede kviste, pap, ja, engang i det nordlige Indien så jeg en flok geder styre målbevidst hen imod en bevoksning af den særdeles giftige pigæble (Datura stramonium) og begynde at æde løs af frugterne. Gedemaver kan åbenbart neutralisere giftstofferne.

Tamgeden er blevet udviklet til talrige racer. Disse billeder viser en flok wallisgeder, som hviler på en klippe i Slotslyngen, Bornholm. Denne schweiziske gederace kan kendes på den sorte forkrop og den hvide bagkrop. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Den hinduistiske højtid Bisket Jatra fejres med stor iver af Newar-befolkningen i byen Bhaktapur i Kathmandu-dalen, Nepal. Under denne højtid æres forskellige guder, især Kalo Bhairab, som er en lokal form af den høje gud Shiva.

Kali er en hinduistisk gudinde – en blodtørstig form af Devi, som er Shivas shakti (kvindelige aspekt). I templer, som er tilegnet Kali, bringes hver dag offergaver i form af dyr, hvis blod ofres til gudinden. De forskellige former af Devi er beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

Newar-folk venter i kø med deres offergaver uden for et Kali-tempel i Dakshinkali, Kathmandu-dalen, Nepal. Postyret i køen skyldes, at geden netop har lagt et visitkort på foden af en af kvinderne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Trussel mod miljøet

I mange lande udgør får og geder en alvorlig trussel mod det lokale miljø, da deres antal ofte er så højt, at mange områder bliver ekstremt overgræsset, bl.a. de fleste lande omkring Middelhavet og i Mellemøsten, samt Tibet, Himalaya og Andesbjergene.

På mange små øer verden rundt er geder undsluppet (eller er ofte sluppet løs med vilje) og har dannet forvildede bestande, som gør kolossal skade gennem overgræsning. Disse småøer er for størstedelens vedkommende uden større rovdyr, så gederne har ingen naturlige fjender her. Mange steder har man gjort foranstaltninger til at udrydde gederne på disse øer.

Store blandede fåre- og gedeflokke på overgræssede skråninger nær passet Bara Lacha La, Lahaul, Himachal Pradesh (øverst), samt nær Sarchu, Ladakh, begge i det nordvestlige Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Græssende geder i et ørkenområde, Jhong-floddalen, Mustang, centrale Nepal. Tornede buske og giftige planter er stort set den eneste vegetation, som gederne har efterladt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

(Oprettet september 2017)

(Senest revideret april 2024)

Kaj Halberg - Skribent & fotograf

Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker

Får og ged