Drosler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På familieturene i skoven kunne vi nyde den mere staccato-agtige sang af solsortens mindre fætter sangdroslen, som ustandselig skiftede tema og varierede sangen i det uendelige.

Senere, da jeg havde udviklet en dybere interesse for fugle, opdagede jeg, at der forekom andre drosselarter i Danmark. I de jyske granplantager optrådte misteldroslen, der mindede om en stor sangdrossel, men kunne kendes på den hvide undervinge og det hvislende, gærdesmutte-agtige kald.

Om foråret kunne man være heldig at se en lille flok ringdrosler hoppe rundt på en mark, inden de fortsatte trækket nordpå. Og et af de sikre efterårstegn var store flokke af sjaggere og vindrosler, som jog hen over forblæste marker eller gjorde sig til gode med de rigelige mængder af hyben, tjørnebær, hyldebær eller nedfaldne æbler.

Da jeg påbegyndte mine rejser, stiftede jeg bekendtskab med mange andre drosselarter. Familien Turdidae er stadig stor, selv om en mængde mindre arter efter en række DNA-studier er blevet overført til andre familier. Slægten Turdus, som vore nordeuropæiske drosler tilhører, er langt den største med ca. 84 arter, og iøvrigt omfatter familien på nuværende tidspunkt 17 andre slægter med i alt omkring 80 arter.

Ordet drossel er afledt af proto-germansk þrustlō, et urgammelt navn for sangdroslen. På ældre angelsaksisk blev þrustlō til throsla, på tysk Drossel, som vi så adopterede. Svenskerne, derimod, anvender ordet trast for disse fugle, og nordmændene trost. På middelalder-engelsk ændredes þrustlō til throstle, der senere blev til thrush.

Nedenfor er præsenteret en række arter af drosselfamilien, som det er lykkedes mig at fotografere rundt om i verden.

Oplysninger om etymologien bag de videnskabelige navne er hentet fra J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm.

 

 

Navnet kommer af oldgræsk geo (‘jord’) og kikhle (‘drossel’), hvilket sigter til disse fugles fødesøgning, der næsten udelukkende finder sted på jorden.

 

Underarten cyanota, som findes i det sydlige Indien, er meget markant, idet den har hvidt ansigt med to lodrette sorte striber under og bag øjet. Det har været foreslået, at den udgør en særskilt art, men der forekommer mellemformer, hvor dens udbredelse overlapper med nominatracens.

 

 

 

 

 

 

 

Den tilbringer megen tid i skovbunden med at søge efter små invertebrater blandt nedfaldne blade, hvor dens ellers iøjnefaldende mønster får den til at falde godt sammen med omgivelserne.

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’.

 

 

 

 

 

Hannen er en pragtfuld fugl, hvis fjerdragt har en næsten iridiserende blå farve, mens hunnen er grålig med svage hvide striber på brystet, i hovedet og i nakken, og vingerne har et brunligt skær.

Denne art er udbredt fra Kashmir langs hele Himalaya og derfra videre mod nord gennem den østlige del af Tibet til den vestlige del af Kina, fra det nordlige Yunnan mod nord til det østlige Qinghai. Den yngler i alpine områder mellem 4000 og 5500 meters højde, mens vinteren tilbringes i lidt lavere højder.

Systematisk har den ført en omtumlet tilværelse. Oprindeligt var den placeret i drosselfamilien, men efter genetiske studier blev den overført til fluesnapperfamilien (Muscicapidae). Fornylig er den imidlertid blevet flyttet tilbage til drosselfamilien!

De videnskabelige navne er afledt af latin grandis (‘storslået’) og ala (‘vinge’), samt coelum eller caelum (‘himmel’) og color (‘farve’). Begge navne hentyder naturligvis til hannens fantastiske fjerdragt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk neos (‘ny’) og kossyphos, det klassiske navn på solsorten, men også anvendt om drosler i almindelighed.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødbrun’, hvilket sigter til fuglens underside.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk psóphos (‘støj’) og kikhle (‘drossel’), hvilket sigter til disse fugles kraftige, klikkende kald.

 

Denne art lever i græsland og åbne skove, fra det nordlige Angola mod øst til det vestlige Tanzania, Malawi og det nordvestlige Mozambique, og mod syd til Namibia og den nordøstlige del af Sydafrika.

Artsnavnet litsitsirupa er et Tswana-ord, som imiterer fuglens kald.

 

 

 

 

 

Artsnavnet refererer til Simien-bjergene i Ethiopien.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det oprindelige navn på østlig sialia (Sialia sialis), som i 1758 blev navngivet Motacilla sialis af Carl von Linné. I Oldtidens Grækenland var sialis navnet på en uidentificeret fugl, opkaldt efter dens stemme, nævnt af de græske grammatikere Athenæus af Naucratis (170-223 e.Kr.) og Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.).

 

Arten er udbredt i to geografisk adskilte områder, fra British Columbia, Washington og Montana mod syd gennem Oregon, Californien og det vestlige Nevada til den nordlige del af Baja California, og fra Utah og Colorado mod syd til de mexikanske stater Oaxaca og Veracruz. De nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i den sydvestlige del af USA og den nordvestlige del af Mexico.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’) og laios (‘drossel’).

 

 

 

 

 

Som ynglefugl i Danmark har vindroslen optrådt sporadisk siden 1967, men frem til 2012 kendes kun 12 sikre ynglefund, som blev gjort spredt rundt i landet, i birke- og ellesumpe, pilekrat og granskov (Nyegaard et al. 2014).

I Island og på Færøerne, hvor vindroslen ikke har konkurrence fra solsort og sangdrossel, ormer den på plæner i lighed med disse to arter.

Arten er en trækfugl, som overvintrer i Vesteuropa samt omkring Middelhavet, Sortehavet og det Kaspiske Hav. Nogle fugle i den sydvestlige del af Norge samt i Skotland er standfugle.

Artsnavnet er latin og betyder ‘på flankerne’, afledt af ile (‘flanker’), hvilket selvfølgelig sigter til de røde flanker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art fik sit latinske artsnavn ved en fejltagelse. Det er afledt af lebonyana, som er Tswana-navnet på den rødnæbbede bøffelvæver (Bubalornis niger). Forstavelsen Kurrichane er en forvrængning af navnet Kaditshwene, en lokalitet i Sydafrika, hvor typeeksemplaret blev indsamlet. Dette navn menes afledt af et Tswana-udtryk: “Ga se ka ditshwene!”, som betyder “Hvilket umådeligt antal bavianer!” (Boeyens 2000).

 

 

 

 

 

Førhen var solsorten en sky skovfugl, men i løbet af de sidste hundrede år eller så har den bredt sig til så godt som alle byområder i Europa, hvor den i dag er en af de almindeligste fugle. Som Johannes V. Jensen beskriver den i citatet øverst på siden, var den i begyndelsen af 1900-tallet stadig sky, omend den allerede var indvandret til villahaverne. I dag er den helt anderledes tillidsfuld, og man har eksempler på, at den yngler i garager og redskabsskure, hvor den rugende hun ikke forlader reden, selvom menneskene har deres gøremål klos op ad den.

Solsorten er meget territorial, selv i vintertiden. I min barndoms villahave fodrede vi fugle om vinteren, bl.a. med halvrådne æbler, som solsorterne satte stor pris på. Der var altid en han, som mente, at han havde eneret på æblerne, og han tilbragte en stor del af tiden med at jage andre solsorter bort. Men når han var optaget af at jage en fugl væk, så de andre deres snit til at hugge i sig af æblerne, så de fik sikkert mere ud af dem end den aggressive han.

Arten er udbredt fra Island og den nordlige del af Skandinavien mod syd til Marokko, Egypten og Jordan, og herfra videre mod øst gennem det nordlige Irak og Iran til det østlige Kazakhstan og Kirgisien. I Rusland er den begrænset til den vestligste del. Centralasiatiske fugle, der førhen blev regnet for en underart af solsorten, betragtes nu af de fleste autoriteter som en underart af Turdus maxima.

Solsorten blev indført til Australien i 1857 og til New Zealand i 1862. I dag er den en af de almindeligste fugle i New Zealand.

Artsnavnet er det klassiske latinske ord for solsort.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vandredroslen betragtes som et symbol på forårets komme. Digtet The First Robin af den canadiske digter William Henry Drummond (1854-1907) er baseret på en overtro i Quebec, som hævdede, at den person, der så forårets første vandredrossel, ville få held.

Fuglen blev navngivet robin af tidlige nybyggere, da dens orangerøde bryst mindede dem om den europæiske rødhals (Erithacus rubecula), der hedder robin på engelsk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin niveus (‘snehvid’) and ceps (‘hovedet’), oprindeligt fra caput (‘hoved’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var 7 af disse underarter henført under olivendroslen (T. olivaceus), som blev beskrevet i 1760 af den franske naturhistoriker Mathurin Jacques Brisson (1723-1806) i hans værk Ornithologie, ou, Méthode contenant la division des oiseaux en ordres, sections, genres, especes & leurs variétés, baseret på et skind, som var indsamlet ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika. Han gav fuglen et fransk navn, Le merle olive du Cap de Bonne Espérance, samt et latinsk navn, Merula Olivacea Capitis Bonae Spei. Begge navne betyder ‘den olivenfarvede drossel fra Kap Det Gode Håb’.

I 1766, da den kendte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) opdaterede sit Systema Naturæ til den 12. udgave, tilføjede han 240 arter, som tidligere var beskrevet af Brisson, heriblandt olivendrossel, som han døbte Turdus olivaceus, idet han citerede Brissons arbejde (Allen 1910).

Der hersker stadig nogen uoverensstemmelse blandt biologer angående slægtskabet mellem disse to arter, og nogle autoriteter hævder, at nogle af underarterne af afrikansk drossel bør flyttes tilbage til olivendroslen. Som det ser ud i dag, er sidstnævnte art begrænset til det sydlige Afrika.

På oldgræsk har pelios adskillige betydninger: ‘forskrammet’, ‘sort og blå’ (dvs. med blåt mærke) eller ‘blodunderløben’. Hvad det sigter til i dette tilfælde, er uklart.

 

 

 

 

 

Sangdroslen er vidt udbredt, idet den yngler fra Nordnorge mod syd til det nordlige Spanien, Italien, det nordlige Grækenland, det nordlige Tyrkiet og det nordlige Iran, og fra Irland mod øst gennem Europa og Sibirien, næsten til Baikal-søen. De nordlige og østlige bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren i Sydeuropa, det nordlige og nordøstlige Afrika og Mellemøsten. Den blev indført til New Zealand i 1862, og i dag er den meget almindelig her. Den findes også i et ret begrænset område i den sydøstlige del af Australien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sjaggeren er ret ny som dansk ynglefugl, idet den indvandrede i 1960. Siden har den bredt sig til det meste af landet, men er mest almindelig i Nordsjælland og Nordvestjylland, samt på Bornholm. Af ukendte årsager er den gået noget tilbage i de senere år, og i 2011 ynglede kun omkring 500 par. (Kilde: dofbasen.dk/ART/art.php?art=11980)

I milde vintre overvintrer en del sjaggere i Danmark, hvor en stor del af deres føde udgøres af bær og frugter. Den umådeligt kolde december 1981 tilbragte jeg i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, nærmere beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø. Enkelte sjaggere, som var ikke kommet af sted sydpå, gik en hård tid i møde. Jeg iagttog dem æde bl.a. frosne hyben, som sikkert ikke har givet ret meget mere energi, end fuglene anvendte på at optø dem.

På latin betyder pilaris ‘drossel’, men dette navn bygger egentlig på en misforståelse. De gamle romere tog fejl af det oldgræske ord trikhas, som anvendtes for en slags drossel, og forvekslede det med trikhos (‘hår’), så på latin blev det til pilaris (‘berøvelse af hår’), fra pilus (‘hår’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På latin betyder artsnavnet ‘minder meget om’ (den ægte solsort).

 

 

 

 

 

Tre underarter af denne fugl er vidt udbredt i Europa og det vestlige Asien. Den yngler i hele Norge, den vestligste del af Sverige, den nordligste spids af Finland, på Kola-halvøen, samt i Timan-bjergene nær Arkhangelsk, og endvidere i Skotland, det nordlige England, Wales og Irland, i Pyrenæerne og Alperne, i bjerge i Østeuropa og på Balkan, i det sydlige og østlige Tyrkiet, i Kaukasus, samt i det nordlige Iran. I størsteparten af dens udbredelsesområde er den begrænset til bjerge, hvor den yngler i kløfter, klippefyldte områder eller blandt nedfalden ur. I Skandinavien og på de Britiske Øer træffes den dog ned til havniveau.

Der foreligger et enkelt dansk ynglefund fra 1935, hvor et par ynglede i kløften ved Jons Kapel på Bornholm. Denne lokalitet minder jo også på mange måder om de skandinaviske fjelde.

Arten er trækfugl, som tilbringer vinteren i det sydlige Spanien og Nordafrika, på Balkan, i det sydlige Tyrkiet, samt i det vestlige Iran.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med halsbånd’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk zoon (‘dyr’) og theras (‘jæger’), hvilket sigter til, at disse drosler ofte afsøger skovbunden for invertebrater.

 

Artsnavnet kommer af latin aureus (‘gylden’). Formodentlig sigter dette navn, såvel som det danske navn, til fuglens ryg og vinger, som dog er mere brunlige end gyldne. På engelsk kaldes arten for White’s thrush, opkaldt til ære for den engelske naturhistoriker Gilbert White (1720-93), som er bedst kendt for sit værk Natural History and Antiquities of Selborne, der første gang blev offentliggjort i 1789.