Død i skønhed

 

 

Vorsø 1975-87
Vorsø 2000-15
Korbær står med flammende rødt efterårsløv på fredmarkerne. – 22. september 1983 (øverst) og 20. september 2008. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kaj Halberg

 

 

 

(Oktober 1992)

 

 

Luften er blevet en anden, kølig og klar – borte er lummervarmen og den stillestående sensommerluft. De grønne blade i skovene og på fredmarkerne falmer og varsler en tid, hvor træerne står i dvale.

De gulbrune blade hos bøg forgylder Nørre Remise – det eneste sted på øen, hvor denne art stadig står tæt, idet de øvrige bestande stort set er blevet dræbt af ynglende skarver. Løvet hos ask, skovelm, gråpil, hassel, vortebirk, gråpoppel, bævreasp, ahorn og spidsløn lyser i forskellige nuancer af gult.

Bladene af kvalkved og korbær flammer rødt på fredmarkerne og kappes med benved om at opvise den største farvepragt. Kun efterårsløvet hos rødel og stilkeg dør brunt og uanseligt.

Snart ses årets sidste sommerfugle, nogle få dagpåfugleøjer (Aglais io) og en enkelt admiral (Vanessa atalanta), der suger saft af rådne nedfaldsæbler og mirabeller på Centralmark.

De sidste blade daler til jorden – men efteråret har endnu er farveprægtig gave for øjet: frugterne af benved. De har en tid stået med en næsten syntetisk lyserød farve, men åbner sig nu og åbenbarer et skrigende orange, kødfuldt lag, som omgiver de sorte frø. Hele denne farveopvisning har naturligvis kun til formål at få frøene spredt, og det sker ved fuglenes hjælp.

 

Planternes latinske navne er udeladt på denne side. De kan ses på siden Karplanter på Vorsø.

 

 

Vorsø 1988-99
Efterårsløv hos bævreasp, 10. oktober 1992. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Faldne efterårsblade hos spidsløn (med spidse bladafsnit) og ahorn, 26. oktober 1981. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsløv hos vortebirk, 29. oktober 1983. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efterårsblade af skovelm, 15. november 2010. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En admiral suger saft af et råddent nedfaldsæble, 14. september 1981. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vorsø 2000-15
Endnu er farveprægtig gave for øjet: frugterne af benved. – 15. november 2010 (øverst) og 12. oktober 2007. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet februar 2017)

 

(Senest opdateret april 2021)