Dette charmerende bekendtskab viste sig at være newzealandsk viftehale (Rhipidura fuliginosa), der, som navnet siger, kun findes i New Zealand. Dens fjerdragt er meget variabel, fortrinsvis grå, hvid og brunlig, men den forekommer også i en mørk form, der undertiden kaldes for sort viftehale.
Tiwakawaka er også navnet på en sønnesøn af halvguden og folkehelten Maui-potiki, som var en af de første Maorier, der slog sig ned i New Zealand for over tusind år siden. Da Maui bad tiwakawaka fortælle ham, hvor hans kvindelige ophav Mahuika holdt ilden skjult, nægtede fuglen at røbe det. Som hævn greb Maui fat om den og klemte den hårdt, hvilket er årsagen til dens udstående øjne. Det forklarer også, hvorfor den har så lang en hale, samt hvorfor dens flugt er så uregelmæssig.
En anden Maori-opdagelsesrejsende på den tid var Kupe. Da han udforskede det nye land, bemærkede han også viftehalen, tiwakawaka, hvis halefjer stak lige i vejret og kunne spredes ud i vifteform. Denne udfordrende adfærd gjorde Kupe opmærksom på, at han var trængt ind på skovguden Tanes domæne. (Kilde: nzbirds.com/birds/fantail1.html)
Tidligere var viftehaler placeret i fluesnappernes familie (Muscicapidae), men i dag danner de en separat familie, Rhipiduridae, sammen med to arter af silkeryg (Lamprolia) samt dværgdrongo (Chaetorhynchus papuensis).
Genetiske undersøgelser har medført, at tre arter, som førhen var placeret i Rhipidura, er blevet overført til andre familier. Gulbuget viftehale (Chelidorhynx hypoxanthus), som er udbredt på det indiske subkontinent, i den nordlige del af Indokina og i det sydlige Kina, er blevet flyttet til familien Stenostiridae, mens skifergrå monark (Mayrornis lessoni), som er endemisk på Fiji-øerne, og sort monark (Symposiachrus axillaris), som lever i Ny Guinea, nu er placeret i familien Monarchidae.
Da jeg i 1984 besøgte Ifugao-folket på Luzon i den nordlige del af Filippinerne, blev jeg fortalt, at hvis en blåhovedet viftehale (Rhipidura cyaniceps) krydsede stien foran én, blev det betragtet som et varsel om uheld, og medlemmer af stammen opgav at drage ud den pågældende dag.
Mine oplevelser blandt Ifugao’erne er beskrevet på siden Rejse-episoder – Filippinerne 1984: Til åndemaning hos Ifugao-folket.