Byens planteliv

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som et kuriosum kan nævnes, at ifølge en maskinel oversættelse (‘undersættelse’) på internettet var det danske navn på denne familie en overgang blevet til ‘bjørnens buksefamilie’! Denne mærkværdighed (som nu er blevet fjernet) skyldes et engelsk navn på familien, bear’s breeches family, hvilket imidlertid bygger på en misforståelse. Et middelalderligt navn på den plante, som den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) senere navngav Acanthus mollis, var Acanthus sativus branca ursina (‘den dyrkede (plante med) tornede bjørne-svøbblade’), hvilket sigtede til de krumme svøbblade på blomsterstanden, som for de mennesker, der gav den dette navn, åbenbart lignede bjørnekløer. Med tiden blev branca forvansket til breech (en slags korte bukser, der når ned til knæene), der førte til navnet bear’s breeches.

 

Slægtsnavnet hædrer den franske læge og urtelæge Jean Ruelle (1474-1537), som oversatte værker af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), som var forfatter til De Materia Medica, 5 bind om urtemedicin.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin alternus (‘skiftevis’), samt oldgræsk anthera (‘støvbærer’), hvilket formodentlig hentyder til de skiftevis fertile og sterile støvbærere.

 

Mange steder er den blevet et stort problem i vandløb, da den med sin frodige vækst blokerer for gennemstrømningen. Den er stemplet som invasiv i en række lande, deriblandt Spanien, USA, New Zealand, Indien, Kina, Taiwan, Namibia og Sydafrika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘siddende’, hvilket sigter til de ustilkede blomsterstande.

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes disse planter bl.a. for pigweeds. I sin herlige bog All about Weeds (Dover Publications 1974), skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om arten A. retroflexus:“Pigweed er en af de mest robuste ukrudtsarter, som er komplet ligeglad med alting, så længe der er fed jord til stede. Vind, hagl, godt vejr eller dårligt er den det samme. Den er også ligeglad med, hvilke andre planter den vokser sammen med. Den er som regel i stand til at udkonkurrere enhver plante inden for rækkevidde, og dens rækkevidde er betydelig. Navnet pigweed skyldes dog ikke dens svinagtige natur, men hentyder til det kulinare behag, den fremkalder hos svin, som gladelig forlader deres majs for at stoppe sig med pigweed. Trods plantens hårede fremtoning (den minder altid én om en højrøstet sømand med ugegamle sandfarvede skægstubbe og huen på skrå) er bladene møre, og hvis smasken og tilfredse grynt betyder det samme for svin som for mennesker, må planten smage lækkert.”

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk a (‘uden’) samt maraino (‘at visne’), hvilket refererer til blomsterne, der er fremme i meget lang tid.

 

Blade såvel som frø er spiselige og udgør en fødekilde i mange egne af verden. I Australien blev den også anvendt som føde i 1800-tallet. I 1889 skriver botanikeren Joseph Maiden (1859-1925): “Den er en glimrende erstatning for spinat og er langt bedre end de blade af sølvbede, der bliver solgt som spinat i Sydney. Næst efter spinat synes den mest at minde om kogte nældeblade, der, når de er unge, benyttes i England og er glimrende. Denne amarant bør koges som spinat, og når den bliver bedre kendt, bliver den helt sikkert populær, måske med undtagelse af personer, for hvem det er under deres værdighed at have noget at gøre med så simpelt et ukrudt.” (Kilde: T. Low, 1985. Wild Herbs of Australia & New Zealand. Angus & Robertson)

I Indien anvendes slank amarant i traditionel ayurvedisk medicin.

Det latinske artsnavn betyder ‘grøn’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk keleos (‘brændende’ eller ‘strålende’), hvilket sigter til de farvestrålende blomsterstande.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘sølvagtig’, hvilket i lighed med det dansk navn sigter til de modne blomsterstande, der skinner som sølv.

Arten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af oldgræsk ana (‘pegende opad’) samt kardia (‘hjerte’), hvilket sigter til, at cashew-frugtens ‘hjerte’ (nødden) sidder udenpå.

 

Ordet sumak er afledt af old-syrisk summaq (‘rød’), hvilket hentyder til slægtens røde frugter. De har en sammensnerpende smag og anvendes som krydderi. I Nordamerika lægges frugterne af hjortetaktræ (Rhus typhina) i blød i koldt vand til fremstilling af ’lyserød lemonade’, en forfriskende drik, som er rig på C-vitamin.

 

Den er en indtil 5 m høj busk med snitdelte blade, som har 7-8 par ovale småblade. Blomsterstanden er en endestillet klynge af små hvide blomster, der senere bliver til rødbrune eller gulgrønne stenfrugter, som har en meget syrlig smag. De tørres og knuses for at blive anvendt som krydderi sammen med andre krydderier i en blanding kaldt za’atar.

Blade og bark indeholder garvesyre og blev førhen anvendt til garvning af læder, hvilket afspejles af både artens danske navn samt det latinske artsnavn, af latin coriarium (‘læder’ eller ‘garvning’). Forskellige dele af planten benyttes til plantefarvning og giver røde, gule, sorte og brune farver. Af frøolien kan fremstilles vokslys.

 

 

 

 

 

Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med højblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, har en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små højblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har 5 kronblade og støvdragere. Bægerblade mangler i reglen. Der er 5, hvis de er til stede.

Familienavnet er afledt af navnet på honningbier, slægten Apis, hvilket hentyder til, at mange medlemmer af familien besøges flittigt af bier og andre nektar-sugende insekter, specielt svævefluer.

 

Slægtsnavnet er forklaret nedenfor.

 

Ifølge Signaturlæren havde Den Gode Gud formet planterne således, at menneskene kunne se, hvilke sygdomme de kunne anvendes til. Derfor blev denne art førhen anvendt mod podagra (urinsyregigt). Medicinsk er der imidlertid intet belæg for dens virkning på dette område. Den blev tidligere også benyttet som afføringsmiddel.

Arten er hjemmehørende i Sydeuropa og det vestlige Asien, men blev tidligt indført til Nordeuropa, hvor den i dag er blevet naturaliseret utallige steder. Den er også blevet indslæbt til Nordamerika, og næsten overalt er den et meget besværligt ukrudt i haver.

Skvalderkål er mere indgående behandlet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khairephyllon, fra khairo (‘at være glad’) og phyllon (‘blad’), det klassiske navn på havekørvel (Anthriscus cerefolium), en urt, som er meget anvendt i køkkener omkring Middelhavet. Hvorfor ordet er blevet hæftet på hulsvøb-arterne er uklart, men formentlig på grund af, at visse af arternes blade minder om havekørvels blade.

 

Den purpurfarvede, stærkt hårede stængel bliver op til 1 m høj. Bladene er langstilkede, 2-3 gange fjersnitdelte, lysegrønne eller mørkegrønne, bladfligene ovale i omrids, dybt tandede. Blomsterne er hvide. Planten er giftig.

Artsnavnet kommer af latin temulentum (‘beruset’), afledt af temetum (‘en berusende drik’) og ulentus (‘fyldt med’), hvilket sigter til symptomerne fra forgiftning af denne plante, som ligner tilstanden, hvis man er stærkt beruset efter indtagelse af alkohol.

 

 

 

 

 

Familiens navn er afledt af oldgræsk apo (‘bort’) og kyon (‘hund’), hvilket sigter til den giftige Cionura erecta, der tidligere blev anvendt til at forgifte hunde.

Et stort antal slægter udgjorde tidligere svalerodfamilien (Asclepiadaceae), der i dag betragtes som en underfamilie, Asclepiadoideae, af singrønfamilien. En fornøjelig beskrivelse af den mærkværdige bestøvningsmetode hos slægten Asclepias findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk katharos (‘ren’) og anthos (‘blomst’).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk asplenon, det klassiske navn på radeløv, oprindeligt fra splen (‘milt’), hvilket sigter til deres anvendelse mod miltbrand hos kvæg.

 

Den er en lille kompakt plante, der kan blive op til 20 cm høj, blade smalt elliptiske i omrids, op til 8 cm lange og 1,6 cm brede, snitdelte, med 6-8 spredte, trekantede par. Undersiden er dækket af et tæt lag blegt rødbrune skæl. Bladene ruller op i varmt vejr og åbenbarer derved den skællede underside.

I gamle dage var arten meget anvendt som medicinsk urt mod en lang række lidelser. Det danske navn hentyder til denne anvendelse.

Det latinske artsnavn er et ældgammelt navn på denne plante, afledt af dens persiske navn, cedracca.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt, idet den findes overalt i Europa, mod øst til størsteparten af Sibirien, samt i Nordafrika, Mellemøsten, Centralasien, Himalaya og Kina. I Centralasien kan den træffes op til omkring 3300 meters højde. I Danmark vokser den på murene af en række slotte og andre gamle bygninger. Den største bestand findes på Kronborg og består af mere end 5000 planter.

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder begge til, at arten ofte vokser på mure, samt til bladenes lighed med blade hos rude (Ruta graveolens).

 

 

 

 

 

Denne plante er næsten globalt udbredt på spredte lokaliteter. Den vokser på klipper og gamle husmure, fra havniveau op til omkring 3000 meters højde. Den er ret almindelig i Pyrenæerne og Alperne. Førhen fandtes den spredt rundt i Danmark, men er gradvis blevet sjældnere, og i dag vokser den kun på 17 lokaliteter, flest i det nordlige Bornholm.

Arten og dens nære slægtninge blev meget anvendt inden for den traditionelle urtemedicin. Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) skelner begge mellem en lys og en mørk adianton. De blev begge i flæng kaldt for polytrichon (‘mange hår’), kallitrichon (‘lyse hår’), trichomanes (‘fine hår’), samt capillus veneris (‘venushår’). Angiveligt indeholdt de stoffer, der virkede som modgift, og de blev benyttet som vanddrivende middel, til at uddrive nyresten, kurere åndedrætsproblemer, gulsot, milt-sygdomme og hudlidelser, samt som hårfremmende middel.

Artsnavnet er forklaret ovenfor.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af blechnon, et oldgræsk ord for bregner i al almindelighed.

Disse planter var tidligere placeret i en særskilt familie, Blechnacae, der i dag betragtes som en underfamilie i radeløvfamilien.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. Kurven er omgivet af et hylsteragtigt svøb af tætpakkede grønne højblade, ofte fejlagtigt kaldt for bægerblade. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt benævnes kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner.

 

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) fortæller, at under den Trojanske Krig anvendte den græske helt Achilleus røllike til at standse blødninger hos sårede soldater, og af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753 røllike-slægten Achillea. Den var allerede nævnt som lægeurt af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon.

Forskellige planter, bl.a. røllike, blev fundet i en 50-60.000 år gammel Neanderthal-grav i Irak, hvilket muligvis antyder, at disse planter blev anvendt medicinelt. (Kilde: G.P. Shipley & K. Kindscher 2016. Evidence for the Paleoethnobotany of the Neanderthal: A Review of the Literature. hindawi.com/journals/scientifica/2016/8927654)

 

Arten vokser især i forstyrrede områder, bl.a. på brakmarker og langs veje og diger.

De grågrønne blade er meget findelte, duftende, op til 10 cm lange, og de talrige kurve, op til 50, er tæt samlet i en flad, skærm-lignende klynge op til 30 cm i tværmål. Randkronerne er hvide, meget større end de små, gullige eller cremefarvede skivekroner. Hele kurven måler kun op til 8 mm i diameter.

I dele af det sydvestlige USA kaldes denne art for plumajillo (‘lille fjer’ på spansk), hvilket sigter til det findelte løv.

Dens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk a (‘uden’) og geras (‘ælde’), hvilket sigter til, at blomsterne holder meget længe.

 

Arternes medicinske anvendelse er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

I Kina anvendes den til tider som substitut for A. argyii til fremstilling af moxa, der er meget benyttet i traditionel kinesisk medicin.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin bi (’to’) og dens (’tand’), hvilket hentyder til de oftest 2 (undertiden 3 eller 4) skarpe, krogede tænder på frøene, der nemt hæfter sig fast i dyrepelse eller på menneskenes klæder, hvorved de ofte spredes i en betragtelig afstand fra moderplanten. Denne spredningsmetode har givet anledning til mange danske folkenavne, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Et af artens engelske navne er blackjack. På en sydafrikansk hjemmeside, farmersweekly.co.za/animals/horses/beware-those-blackjacks, kan man læse følgende: “Blackjack er ikke kun til irritation for heste, men kan også skade dem. (…) Der er nok kun få af os, som ikke har brugt lang tid på at pille frøene af vores tøj efter at have vandret gennem velden for at indfange heste tidligt på vinteren. Frø af blackjack, som sætter sig fast i hestens pandelok, kan være til stor irritation, og hvis man prøver på at fjerne dem, kaster hesten hovedet fra side til side. Krogene på frøene kan skade øjnene, så man bør klippe pandelokken kort. Frøene kan også hægte sig fast i de lange hår bag på koderne, hvilket kan forårsage kronisk irritation og lammelse.”

Det er blevet rapporteret, at dunet brøndsel er ukrudt i 31 afgrøder i flere end 40 lande, hvoraf Latinamerika og Østafrika er værst inficeret. (Kilde: cabi.org/isc/datasheet/9148)

Arten er dog ikke kun et besværligt ukrudt, men har tillige medicinske egenskaber. I traditionel kinesisk medicin har den været anvendt mod et stort antal lidelser, heriblandt influenza, forkølelse, feber, ru hals, blindtarmsbetændelse, leverbetændelse, malaria og hæmorrider. På grund af bladenes store indhold af fibre er den gavnlig for hjerte-kar-systemet, og den har også været benyttet med succes i behandlingen af sukkersyge.

I Taiwan er dunet brøndsel uhyre almindelig og dækker ofte kæmpemæssige områder, også i byer, hvor den dukker op allevegne, som det fremgår af billederne nedenfor, alle fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalypto (‘dækket’ eller ‘skjult’) samt karpos (‘frugt’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin crassus (‘tyk’ eller ‘stovt’), samt oldgræsk kephale (‘hoved’), hvilket formentlig hentyder til artens ret robuste kurve.

 

De talrige blomsterkurve, op til 1 cm i diameter, sidder i endestillede klynger. Randkroner mangler, skivekronerne har en unik rødbrun farve, sjældnere orange eller gule. Bladene er oftest elliptiske, indtil 12 cm lange og 5 cm brede, glatte, margin uregelmæssigt tandet, til tider snitdelte ved grunden.

Arten anvendes medicinelt mod forstoppelse og diarré, samt til at styrke milten. I Nepal smøres saft af planten på sår, og unge blade og stængler spises som grønsag. Unge kurve udsender en mango-agtig duft, når de knuses.

Artsnavnet betyder ‘minder om Crepis‘ (se nedenfor).

Andre billeder af Crassocephalum kan ses på denne hjemmesides engelske del under Plants: Himalayan flora 1.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk krepis (‘slipper’ eller ‘sandal’), som ifølge nogle kilder hentyder til frugtens form.

 

I Danmark menes den indslæbt i 1800-tallet med græsfrø fra Mellemeuropa, og i dag er den almindelig langs veje og på brakmarker.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er formentlig afledt af oldgræsk kyanos (‘blå’) og anthyllion (‘lille blomst’), hvilket sigter til kronen.

 

Den kan blive op til 1,2 m høj, med en mangegrenet blomsterstand, som rummer talrige kurve med lyserøde eller lysviolette kroner, der alle er skivekroner.

Arten anvendes medicinelt mod forkølelse, samt som et middel til at holde op med at ryge.

Den minder om Emilia sonchifolia (nedenfor), men denne art er mindre, med en meget mindre blomsterstand, der ofte kun har få kurve.

Artsnavnet er latin og betyder ‘askefarvet’ eller ‘grå’. Det kan hentyde til stænglernes farve.

 

 

 

 

Slægtsnavnet kan hentyde til en person ved navn Emilie eller Emily, men da den franske botaniker Alexandre Henri Gabriel de Cassini (1781-1832) navngav slægten i 1815, gav han ikke nogen forklaring.

 

Arten er sandsynligvis oprindeligt vildtvoksende i det sydlige og østlige Asien, men er i dag vidt udbredt i tropiske og subtropiske egne verden rundt.

Artsnavnet kommer af sonkhos, Antikkens græske navn på svinemælk, samt af latin folium (‘blad’). Bladene ligner ofte bladene hos almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus, se nedenfor). De varierer dog umådeligt, fra lyreformede eller snitdelte til næsten helrandede.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eri (‘tidligt om morgenen’) samt geron (‘gammel mand’), hvilket sigter til, at nogle af arterne er dækket af dun som unge. Nogle medlemmer af slægten indeholder en olie med en terpentinagtig lugt, som ifølge overleveringen skulle kunne fordrive lopper, heraf disse planters engelske navn fleabane (‘loppe-dræber’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘enårig’.

 

 

 

 

 

Den foretrækker uforstyrrede jorder og er specielt et problem i nyanlagte plantager, hvor den modstår sprøjtemidler og kan blive op til 3 m høj. Den berøver således de nyplantede træer lys og næring.

Et af artens amerikanske navne er horsetail fleabane (’hestehale-loppedræber’). Planten indeholder en olie med en terpentinagtig lugt, som efter sigende skulle jage lopper bort. Et andet populært navn er bloodstanch (’blodstandsende’), et navn den har fået af urtelæger, som hævder, at et ekstrakt af blade og blomster virker dæmpende på blødninger i lunger og spiserør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den har mange stængler, som vokser op fra en forveddet rodstængel til en højde af omkring 25 cm og ofte danner tætte klynger. Stænglerne er slanke, furede, galette eller sparsomt hårede, blade spredte, de nedre store, elliptiske, fligede eller tandede, de øvre mindre, linje- eller lancetformede, helrandede, tandede eller med små flige. De op til 80 randkroner er hvide eller lyserøde, skivekroner gule.

Planten afgiver en behagelig duft, når den knuses.

Artsnavnet hentyder til den bayerske naturhistoriker Wilhelm Friedrich Karwinski von Karwin (1780-1855), der var føst i Ungarn, men arbejdede i Tyskland. Han indsamlede planter og dyr i Brasilien og Mexico.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet til ære for Ignacio Mariano Martinez de Galinsoga (1756-97), som var direktør for den kongelige botaniske have i Madrid, samt livlæge for den spanske konges gemalinde Maria Luisa de Parma. I England blev slægtsnavnet forvrænget til gallant soldiers (‘galante soldater’).

 

Stænglen er forgrenet, til tider op til 75 cm høj, men oftest langt lavere. Bladene er modsatte, med eller uden stilk, bredt lancetformede, indtil 11 cm lange og 7 cm brede, margin svagt tandet. Blomsterkurvene er ganske små, op til 5 mm i diameter. Randkronerne, normalt 5, men somme tider op til 8, er hvide, undertiden lyserøde, 3-fligede, indtil 1,8 mm lange og 1,5 mm brede, skivekronerne gule.

Stængel, blade og blomster er spiselige med en svag smag af artiskok, som kommer frem efter kogning. Den kan også tørres og stødes til pulver, som anvendes i supper. I Nepal smøres saft fra planten på sår.

Slægten blev navngivet til ære for Ignacio Mariano Martinez de Galinsoga (1756-97), som var direktør for den kongelige botaniske have i Madrid, samt livlæge for den spanske konges gemalinde Maria Luisa de Parma. I England blev slægtsnavnet forvrænget til gallant soldiers (‘galante soldater’).

Artsnavnet er latin og betyder ‘med små blomster’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk gnaphallion (‘en uldtot’), hvilket sigter til de uldne blade hos mange af disse planter.

 

Artens naturlige voksested er fugtige områder, fx vandlidende marker, men den er også i stand til at overleve i tørre områder, fx langs bygader. I Rusland anvendes den i folkemedicinen mod forhøjet blodtryk.

Artsnavnet er afledt af latin uligo (‘fugtighed’), hvilket hentyder til artens foretrukne voksesteder.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘glat’, hvilket formodentlig hentyder til den glatte stængel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet var det klassiske latinske navn på have-salat (nedenfor), afledt af lactis (‘mælk’), hvilket hentyder til den hvide mælkesaft hos denne art.

 

Det latinske artsnavn kommer af latin murus (’mur’).

 

 

 

 

 

I dag dyrkes salat over det meste af verden og anvendes mest i salater, samt til sandwiches og wraps. Den kan også tilsættes supper.

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, og den er tillige blevet naturaliseret andre steder. Den vokser langs strande, veje og jernbaner, samt som markukrudt.

Et folkenavn på arten er kompasplante. Bladene på dens hovedstængel er orienteret nord-syd, hvorved de får mindst sollys midt på dagen, men udnytter det svagere morgen- og aftenlys maksimalt.

Iøvrigt blev arten navngivet to gange af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), i 1756 som L. serriola og i 1763 som L. scariola, afledt af latin escarius (‘spiselig’). Det første navn var sandsynligvis en skrivefejl, som Linné så rettede i 1763, men ifølge nomenklatur-reglerne har det først publicerede navn prioritet.

Navnet scariola blev anvendt af englænderne ihvertfald så langt tilbage som i 1400-tallet. Ifølge Oxford Dictionary udtalte en kilde: “Wylde letus hat feldman clepyn Skariole.” (“Vild salat har markmænd (bønder) kaldt for Skariole”).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin matricis (’moders liv’). Førhen blev en anden plante, matrem (Tanacetum parthenium), betragtet som en kamilleart, kaldt for Matricaria parthenium af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). I Antikkens Rom blev matrem benyttet mod livmodersygdomme.

 

Artsnavnet er afledt af latin discoides (‘skiveformet’), hvilket sigter til kurvene.

 

 

 

 

 

 

 

Den bliver op til 1 m høj, med blade siddende i spiral op ad stænglen. De er dybt fligede, grågrønne eller mørkegrønne med hvide nerver, samt meget skarpe torne på fligene og i spidsen. Kurve op til 2 cm i tværmål, med talrige tornede svøbblade, randkroner manglende, skivekroner purpurrøde.

På Kreta skræller man unge skud og spiser dem rå.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk notos (‘ryghvirvel’) og vasis (‘basis’), således ‘med basis langs rygsøjlen’. Dette mærkelige navn hentyder til, at de flade frø sidder fast ved basis af oversiden. Artsnavnet sigter til Syrien, hvor type-eksemplaret formodentlig blev indsamlet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af enten det græske ord parthenos (‘jomfru’) eller af parthenion, som var Antikkens græske navn på en plante.

 

Arten er hjemmehørende i store dele af Amerika, fra det sydlige USA mod syd til Mexico, de Caribiske Øer samt det nordlige Sydamerika. Den har imidlertid bredt sig til mange varmere egne af kloden og er ofte blevet naturaliseret. Den vokser i mange forskellige biotoper, bl.a. på marker og ruderater, i græsland og langs veje og jernbaner, normalt i under 1500 meters højde, undertiden op til 1800 m. Den betragtes som invasiv i Kenya, Uganda og Tanzania.

Artsnavnet kommer af græsk hystera (‘livmoder’) samt phoros (‘bærer’), hvilket måske hentyder til blomsterkurvenes form.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin senex (‘olding’), hvilket hentyder til slægtens hvide frøhår.

 

I dens oprindelsesområde vokser den i et bredt udsnit af forstyrrede biotoper, bl.a. hårdt græssede eller nyligt afbrændte marker, vejkanter og flodbredder, fra havniveau op til højder omkring 2850 m. I Europa forekommer den mest langs motorveje og jernbaner.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med uens tænder’, hvilket hentyder til bladranden, som har tænder af uens længde.

 

 

 

 

 

Arten var oprindeligt vildtvoksende i Syd- og Centraleuropa samt i det vestlige Asien. I Danmark indvandrede den i begyndelsen af 1800-tallet, indslæbt til havne med skibenes ballast af jord. Den har siden bredt sig betydeligt, især langs jernbaner, og i 1900-tallet er den også blevet naturaliseret i bl.a. Finland, Canada og USA.

 

 

 

 

 

Den er en slank plante, der undertiden kan blive op til 40 cm høj, men i reglen er lavere. Den minder om klæbrig brandbæger, men mangler dennes randblomster og klæbrige kirtelhår.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord sonkhos, som var Antikkens navn på svinemælk.

 

Planten bliver omkring 1,5 m høj, ned blade spredte, op til 35 cm lange og 14 cm brede, fligede, med fine tænder langs randen. Bladene bliver gradvis mindre op langs stænglen. Kurvene er gule, indtil 5 cm i diameter.

 

 

 

 

 

Denne art stammer formodentlig fra Middelhavsområdet, men er blevet naturaliseret de fleste steder i verden. I Nepal anvendes en pasta af planten som salve på sår og bylder. Den indsamles også som foder, og unge planter koges som grønsag.

På billedet herunder vokser ru svinemælk foran en gravsten på Assistens Kirkegård i København. Stenen blev sat til minde om Thorkild Weiss Madsen, der var christianit, virksom i teatergruppen Solvognen og medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1978-81. Den er udformet som en runesten med en indristet drage samt følgende tekst: ”Efter Thorkild står dette mindesmærke / Søs & Tanja satte sten efter mand og fader sin hara goden / dreng Erik den Røde rister runer ret.”

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin oleris, der betyder ’spiselig’. Unge blade kan spises som salat eller koges som spinat. Det danske navn hentyder til, at svin gerne æder denne plante, samt til dens hvide plantesaft.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til Kina, og derfra mod syd til Sri Lanka og Java. Den vokser på åbne steder, såsom tomter, brakmarker og byområder, fra lavlandet op til højder omkring 2300 m.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske kirurg og botaniker Robert Wight (1796-1872), der tilbragte størstedelen af sit liv i det sydlige Indien, hvor han var den ledende botaniske taksonom og beskrev 110 nye slægter og 1267 nye arter. I Madras publicerede han en række illustrerede værker, bl.a. Icones Plantarum Indiae Orientalis (1838-53) i 6 bind, samt Illustrations of Indian Botany (1838-50) og Spicilegium Neilgherrense (1845-51).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk symph (‘at samles’) og trich (‘hår’), hvilket hentyder til de lådne støvdrager, der minder om en hårdusk.

 

Stænglen kan blive op til 1,5 m høj, blade mørkegrønne, smalt linjeformede, helrandede. Blomsterstanden er en klase med en mængde små kurve, indtil 1 cm i tværmål, skivekroner gule, randkroner med varierende farver, fra hvid til lavendelblå. Arten vokser i mange forskellige habitater, bl.a. saltsumpe, plæner, ryddepladser, samt langs damme, marker og veje.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sylformet’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

 

Skivekronerne er gule, mens randkronerne mangler hos de fleste arter. Hvis de er tilstede, er de oftest hvide.

Slægtsnavnet er latin, afledt af oldgræsk athanatos (‘udødelig’), hvilket sandsynligvis sigter til, at disse planter er længe om at visne. Det danske navn hentyder til de gyldne skivekroner, mens det alternative navn kommer af tysk reinevan, som muligvis er afledt af reine (‘et skel mellem to marker’) samt van (‘fane’).

 

Stængler enlige eller op til 3 sammen, indtil 80 cm høje, oprette, forgrenede, furede. Bladene er mest stilkede stængelblade, enkelt eller dobbelt snitdelte, op til 10 cm lange og 4 cm brede. Kurve 5-20, til tider flere, i en skærmlignende klynge, svøb op til 7 mm i tværmål, randkroner 10-20, hvide, indtil 1,2 cm lange, skivekroner gule, op til 2 mm lange.

T. partheniifolium er hjemmehørende fra Tyrkiet og Ukraine mod øst til Turkmenistan, Uzbekistan og det nordlige Iran. Den vokser mest i tørre og sandede områder, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

De medicinske egenskaber hos matrem er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved, at stængel og blade har hvid mælkesaft, og de fleste arter har lappede eller snitdelte blade, hvilket gav anledning til det nu ugyldige latinske artsnavn densleonis, samt det danske navn løvetand. Blomsterne er gule, meget talrige og sidder tæt sammen i en enlig kurv, 2-6 cm i tværmål, for enden af en bladløs, hul stængel, som er 10-20 cm høj, til tider mere.

Navnet mælkebøtte skyldes den nøgne, hvælvede frugtbund, der blev sammenlignet med en gammeldags mælkejunge af træ, hvis skindlåg skulle hindre mælken i at skvulpe over. Navnene munkehoved og præstekrone hentyder også til frugtbunden, der kunne ligne en munks eller en katolsk præsts kronragede isse.

Navnene Fandens mælkebøtte, Fandens malkeko, Fandens sugepatter, troldkællingmælk og mange andre sigter til den bitre mælkesaft. Den danske forfatter Hilmar Wulff (1908-84) skriver i bogen Vejen til Livet (1947), at mælkesaften ”ser saa tiltalende ud, men smager saa bittert, som Fanden selv vist i Virkeligheden.”

Mælkebøtten blev første gang nævnt som medicinsk urt af arabiske læger i det 10. eller 11. århundrede, idet de kaldte den for en slags vild endivie (Cichorium) under navnet tharakhchakon, der blev forvansket til Taraxacum.

Mælkebøttens rolle i folklore og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og refererer sandsynligvis til, at randkronerne hos Tridax procumbens (nedenfor) har 3 tænder.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘ganske lav’ eller ‘krybende’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da den franske botaniker Alexandre Henri Gabriel de Cassini (1781-1832) navngav slægten i 1831, bemærkede han, at navnet blev givet til ære for to englændere ved navn Young: “deux Anglais célèbres, l’un comme poète, l’autre comme physicien.” Den første kan have drejet sig om digteren og dramatikeren Edward Young (1683-1765), mens den anden kunne være Thomas Young (1773-1829), en mangesidig videnskabsmand og læge.

 

Den er hjemmehørende fra Afghanistan mod øst til Japan, mod syd til Sri Lanka, Malacca-halvøen og Filippinerne, men er i dag spredt til de fleste varmere egne af kloden. Den vokser gerne i forstyrrede områder, bl.a. ruderater, vejkanter, brakmarker, plæner, dyrkede marker og skovkanter.

 

 

 

 

 

 

 

Familien har navn efter hjulkrone (Borago officinalis), der er vildtvoksende i Middelhavsområdet og er almindeligt dyrket andre steder som føde og prydplante.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ankhousa, som var navnet på Alkanna tinctoria, der blev anvendt kosmetisk. Navnet oksetunge er en dansk oversættelse af oldgræsk bouglosson, som var navnet på Anchusa azurea, afledt af bous (‘okse’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til bladene, der har form som en oksetunge og har en ru overflade – netop som en oksetunge.

 

De små blomster er har 5 kronblade, som er sammenvoksede ved grunden og danner en tragt. De er indtil 1,2 cm i diameter, først rødbrune, siden blå eller purpurfarvede. Planten blev førhen dyrket for sine spiselige blade samt for roden, der blev anvendt til plantefarvning og i folkemedicinen.

Navnet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord danner et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk keros (‘voks’) og anthos (‘blomst’). Førhen mente man, at bier fik voks til deres bo fra disse blomster.’

 

Den er opdelt i 3 underarter, major, som er vidt udbredt omkring Middelhavet, oranensis i det nordlige Afrika, samt purpurascens, der i vild tilstand er begrænset til Sydspanien, men dyrkes mange andre steder.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk echis, som betyder ’hugorm’. Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), som var forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin, bemærkede ligheden mellem slægtens frø og et hugormehoved. De lange støvdragere, som rager ud af blomsten, kan også minde om en slangetunge.

I gamle dage havde disse planter ry for at kunne helbrede slangebid. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger herom: ”Den er en yderst galant plante under solen; det er en skam, at den ikke benyttes mere end den gør. Den udgør et særligt middel mod slangebid og alle andre giftige væsener samt tillige mod gifte og giftige urter. Dioscorides og andre siger, at den, som indtager denne urt eller roden af den, inden de bliver bidt af en hvilken som helst slange, ikke skal harmes af dens gift.”

 

Blandt amerikanske indfødte blev et afkog af planten drukket i tilfælde af ’hvid urin’ (for megen kalk i urinen).

Plantens svenske navn er blåeld, hvilket hentyder til dens vidunderlige blå blomster, der, når planterne står tæt sammen, danner et blåt ’flammehav’.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

Disse planter har alle 4 kronblade, der sidder korsvis to og to, hvilket gav anledning til det ikke længere anvendte navn på familien, Cruciferae, afledt af latin crux (‘kors’) og‎ ferae (‘bærer’). Frugten er en såkaldt skulpe, som ved modenhed spaltes op i to dele på langs.

En meget vanskelig familie, hvor modne frugter ofte er nødvendige for bestemmelse af planten.

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘en lille æske’, hvilket sigter til frugten, der minder om en lille taske.

 

En meget variabel plante, undertiden op til 70 cm høj, men oftest meget lavere, stængel opret, glat eller sparsomt håret, ofte forgrenet. De stilkede grundblade danner en roset, bladplade aflang eller omvendt lancetformet, indtil 10 cm lang og 2,5 cm bred, tilspidset, med kileformet basis, margin normalt snitdelt, men undertiden helrandet eller tandet. Stængelbladene er siddende, linje- eller lancetformede, op til 5,5 cm lange og 1,5 cm brede, stængelomfattende, helrandede eller tandede. De mangeblomstrede blomsterstande er endestillede eller fra bladhjørnerne, indtil 30 cm lange ved frugtsætning, kronbladene er normalt hvide, men undertiden lyserøde eller gullige, ovale, op til 5 mm lange og 1,5 mm brede.

Skulpen er flad, omvendt trekantet, indtil 9 mm lang og 6 mm bred. Dens form har givet anledning til det latinske artsnavn bursa-pastoris (‘hyrdens pung’), samt til mange danske navne, bl.a. taskeurt, pungurt, præstetaske, jordemorstaske, Davidstaske, Vorherres gryn, præstefikke, samt fiskeben. Navnet Davidstaske hentyder til, at David var hyrde, inden han blev konge, mens præstefikke betyder ’præstelomme’. Det mærkelige navn fiskeben, som stammer fra Ribe-egnen, skyldes, at planten, når bladene er visnet, står med de tørre skulpestængler strittende ud til siden – ikke ulig et fiskeskelet.

Et irsk folkenavn på planten er clappedepouch, der omtrent kan oversættes med ‘klokkepung’ – et navn, der hentyder til, at de langstilkede frugter kan minde om den lange stage med en pose for enden, som spedalske i Middelalderen opsamlede penge i fra forbipasserende, mens de ringede med en klokke for at advare dem mod at komme for nær.

Det danske navn Vorherres gryn hentyder til plantens tidligere anvendelse som føde. I Nepal koges unge dele den dag i dag som grønsag, mens frøene anvendes til at slå myggelarver ihjel.

Artens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på strand-karse (Lepidium latifolium).

 

Stængel opret eller opstigende, mangegrenet, op til omkring 35 cm høj, de snitdelte grundblade danner en roset, bladplade indtil 5 cm lang, flige normalt helrandede, sjældent tandede. Stængelbladene er siddende, linjeformede, helrandede, indtil 3 cm lange og 3 mm brede, med kileformet basis. Blomsterstandene er mangegrenede klaser, i reglen med et væld af bittesmå blomster, kronblade normalt hvide, undertiden gule eller lyserøde, indtil 0,5 mm lange. Skulpen er ellipseformet, op til 2,5 mm lang og 2 mm bred, vinget.

Unge blade er spiselige. Medicinsk er planten blevet anvendt til behandling af hudsygdomme, mens et afkog blev benyttet til at sænke blodtrykket og reducere svedproduktion.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Nordamerika, fra det sydlige Canada til Mexico, men er blevet indslæbt til mange andre lande. Den vokser i åbne, tørre steder og har nemt tilpasset sig et liv i byer.

Da briterne koloniserede det østlige Nordamerika, kaldte de deres koloni for Virginia. Når tidlige botanikere navngav en plante virginicum, hentydede det til et langt større område end den nuværende stat Virginia.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk sisymbrion, et ord med flere betydninger, bl.a. vandmynte (Mentha aquatica), brøndkarse (Nasturtium officinale) eller et ornament for kvinder. På latin angav ordet sisymbrium en duftende urt, som var hellig for Venus.

 

Denne art vokser på ruderater og i marker, samt langs veje og gader. Den er oprindeligt vildtvoksende i Europa og Nordafrika, men er blevet spredt til de fleste køligere egne af kloden, somme tider dyrket for de spiselige blade og frø.

Den var førhen almindeligt anvendt i den traditionelle medicin, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, der betyder ‘solgt fra kontorer’, dvs. apoteker. I Oldtidens Grækenland mente man, at planten var en modgift mod alle former for forgiftning. I bogen Complete Herbal skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): ”Den er god mod alle slags sygdomme i bryst og lunger, hæshed (…) Saften, indtaget med honning eller sukker, er ikke mindre virksom mod hoste og åndedrætsbesvær. Frøene anses for at være et godt middel mod forgiftning.”

“Af franskmændene kaldes den for ‘Sangerens plante’, da den op til Ludvig d. 14.s tid blev anset for at være et ufejlbarligt middel mod tab af stemmen.” (Kilde: botanical.com)

 

 

 

 

 

Familien omfatter lobelier og deres slægtninge, som tidligere var placeret i en særskilt familie, Lobeliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Lobelioideae, af klokkeblomstfamilien.

 

Det latinske slægtsnavn betyder ’lille klokke’, hvilket sigter til disse planters klokkeformede blomster.

 

Den er oprindeligt vildtvoksende i et ret begrænset område i den nordlige del af Balkan, hvor den vokser på klipper. Den dyrkes dog mange andre steder og forvildes ofte, især voksende på gamle mure.

Artsnavnet blev givet til minde om den østrigske botaniker Franz von Portenschlag-Ledermayer (1772-1822), som blev uddannet som jurist ved Wiens universitet. Han opgav dog snart denne profession og helligede sig fuldstændigt botanikken. Han foretog talrige rejser i Alperne og indsamlede et kolossalt stort antal planter.

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige andre arter af klokkeblomster er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af kannabis, det oldgræske ord for hamp (Cannabis sativa), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Slægtsnavnet er en latiniseret version af et oldgarmansk navn på humle, homele. Dette ord kan være afledt af haoma, som var en zoroastrisk rituel drik, identisk med den vediske drik soma. Ifølge oldtidens vismænd giver indtagelse af haoma ‘indsigt’ og ’gør klog’. (Kilde: Richard Rudgley 1998. The Encyclopedia of Psychoactive Substances. Little, Brown, and Co.)

 

Sidst i 1800-tallet blev den indført til USA som prydplante, samt som ingrediens i en asiatisk helsedrik. Den er imidlertid blevet forvildet mange steder og dækker ofte store områder. Den vokser særdeles hurtigt i sommermånederne, kryber hen over alverdens ting og danner tætte måtter, som blokerer for sollyset til planterne underneden. Den optræder invasivt langs vandløb, hvor den fordriver den oprindelige vegetation, forhindrer spiring af nye planter og dræber små træer, der er blevet plantet som stabilisering af bredderne. (Kilde: invasive.org/alien/pubs/midatlantic/huja.htm)

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lille ulv’, hvilket hentyder til humles tendens til at kvæle andre planter gennem sin frodige vækst.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af Caprifolium, af proto-indoeuropæisk kapros (‘gedebuk’) samt latin folium (‘blad’), et ældre synonym for gedeblad-slægten (Lonicera).

 

Tidligere var disse planter placeret i familien Valerianaceae, som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Valerianoideae, af gedebladfamilien.

Slægtsnavnet er afledt af latin valere (‘at være stærk, sund’), hvilket sigter til de medicinske egenskaber hos mange baldrian-arter.

 

Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. tørre, sandede og klippefyldte steder, samt på mure, fra havniveau op til omkring 1000 m. Den er hjemmehørende fra Vesteuropa og Marokko mod øst til Tyrkiet, men er blevet indført til mange andre egne som haveplante. Den er blevet forvildet mange steder, bl.a. de Britiske Øer, Australien, Sydafrika og USA, og betragtes som invasiv i de to sidstnævnte lande.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rød’, hvilket sigter til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne families videnskabelige navn, såvel som det danske navn, hentyder til havenelliken (Dianthus caryophyllus), som dufter af kryddernelliker. I Oldtidens Grækenland var navnet på kryddernelliketræet karyophyllon, afledt af karyon (‘nød’) og phyllon (‘blad’), hvilket blev adopteret af tidlige botanikere i formen Caryophyllus aromatica (i dag Syzygium aromaticum). Familienavnet blev forbundet med havenelliken af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836), som var den første til at offentliggøre en naturlig klassificering af blomsterplanter.

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘mættende’, hvilket sigter til medlemmer af slægten Spergula (spergel), som engang var placeret i Sagina. Medlemmer af Spergula blev anvendt som grønsag.

 

Den er almindelig åbne steder, bl.a. på marker og langs veje, og den er også indvandret til byer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘krybende’ eller ‘ligger fladt hen ad jorden‘.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘minder om Spergula’ (spergel).

 

Denne art er også almindelig åbne steder, bl.a. på marker og langs veje, og den ses undertiden i byer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rød’, hvilket formentlig hentyder til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter var tidligere placeret i familien Capparaceae, men efter genetiske undersøgelser er de blevet overført til en særskilt familie.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin terminus (‘ende’), hvilket sigter til, at bladene kommer frem i spidsen af skuddene. På trods af det danske navn er disse planter overhovedet ikke beslægtet med det ægte mandeltræ (Prunus amygdalus). Navnet sigter til frugten, der minder om en mandel.

En række billeder, som viser det knaldrøde vinterløv hos indisk mandeltræ (T. catappa), kan ses på siden Efterår.

 

Den er et mellemstort træ, indtil 20 m højt, med kronedække i adskillige lag. Barken er glat, lysegrå, med fremstående brune korkceller i striber eller pletter. Bladene er endestillede rosetter i grupper på 4-9, let glinsende, spatelformede, op til 7 cm lange, med ujævn margin. De små blomster er grønlige, uden kronblade, siddende tæt sammen i op til 5 cm lange aks. Frugten er en stenfrugt, indtil 1,5 cm lang.

På Madagascar anvendes bark og ved mod dysenteri, og tillige til farvning og garvning.

Det latinske artsnavn hentyder til en by i det nordlige Madagascar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten, lod han de to prægtige blå kronblade af Commelina communis (nedenfor) repræsentere to hollandske botanikere, Jan Commelijn og dennes nevø Caspar, som han ønskede at hædre. Jan Commelijn (1629-92), også kaldt for Johannes Commelinus, blev udnævnt til professor i botanik, da mange planter blev importeret fra Kapprovinsen og Ceylon (i dag Sri Lanka). Han var også medvirkende til at få etableret en botanisk have ved navn Hortus Botanicus. Caspar Commelijn (1667-1734) blev direktør for den botaniske have i Amsterdam. (Kilde: D.O. Wijnands, 1983. The Botany of the Commelins. Rotterdam)

 

I traditionel kinesisk medicin anvendes den tørrede plante mod et antal lidelser, bl.a. ru hals, forkølelse, væske i kroppen, hudafskrabninger og nedsat vandladning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

En nær slægtning, C. benghalensis, spises som grønsag i Sydøstasien og Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglerne hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til familienavnet, der kommer af latin convolvere, ‘at slynge sig’.

I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Disse slyngplanter snoer sig rundt om voksende stængler af majs, soyabønner og bomuldsplanter, ja selv omkring andre ukrudtsplanter, som burde være i stand til at klare sig mod sådanne små og svage planter, som snerlerne synes at være. Men de er ikke svage. Som slanger kravler disse tynde slyngplanter op over de planter, de har valgt som espalier. Snart vil snerlernes store blade overskygge bladene hos espalier-planterne, og kort tid efter smiler deres pragtfulde blomster til hele verden, som en stor kvinde, der spærrer for udsynet hos en lille dreng i biografen.”

Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler.

En mængde arter af denne familie er omtalt på siden Planteliv: Snerler.

 

Den er en lille slyngplante med hårede stængler, blade kort- eller langstilkede, ovale eller hjerteformede, mere eller mindre spidse, op til 8 cm lange og 6 cm brede, med 5-7 nerver på begge sider af midterribben. Blomsterstandene, som udgår fra bladhjørnerne, har 1-3 blomster, bægerblade hårede, indtil 8 mm lange, de to ydre langt tilspidsede med bredt trekantet eller hjerteformet, op til 8 mm bred basis, de indre smallere, krone snehvid, tragtformet, op til 1,3 cm lang og 2,2 cm i diameter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med to blomster’, hvilket sigter til, at blomsterne ofte sidder to og to.

 

 

 

 

 

 

 

En livskraftig slyngplante med op til 5 m lange stængler, der slynger sig omkring andre planter eller nogetsomhelst andet, så længe det er lodret, men den er også i stand til at krybe langs jordoverfladen, hvor den slår rod fra bladhjørnerne. De spredte blade er ovale eller afrundede i omrids, op til 9 cm lange og brede, håndformede med 5-7 småblade, de stilkede segmenter helrandede, lancetformede, ovale eller elliptiske, spidse. Blomsterne, som er enlige, undertiden 2-3 sammen, åbner sig om morgenen og lukker sammen midt på eftermiddagen, bægerblade op til 8 mm lange, ovale, med en kort torn for enden, krone tragtformet, op til 6 cm lang og 8 cm i tværmål, violet eller purpurfarvet med mørkere svælg, sjældent helt hvide.

Denne art vokser særdeles hurtigt og kan fuldstændigt omslynge træer og buske. Den betragtes som invasiv i mange områder, bl.a. Australien, Kina og Taiwan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Cairo’, hvor arten først blev indsamlet.

Den er yderst talrig i taiwanesiske byer. Billederne herunder er alle fra Taichung. Planten i forgrunden på det øverste billede er parasolblad (Macaranga tanarius), som tilhører vortemælkfamilien (Euphorbiaceae).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er ganske almindelig i taiwanesiske byer. Disse billeder er fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på en gruppe beslægtede planter, husløgene (Sempervivum), omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er det eneste medlem af slægten. Den er hjemmehørende omkring Middelhavet og videre østpå til Uzbekistan og Iran. Den vokser på forstyrrede steder, såsom ryddepladser, marker, stenede områder og langs veje.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ekballo (‘at slynge ud’), hvilket sigter til artens eksplosive udslyngning af en slimet kaskade, der indeholder dens frø. Artsnavnet er afledt af oldgræsk elaterion, et medicinsk middel, som blev fremstillet af denne art.

Planten er ikke særlig køn, og det danske navn skal forståes nedsættende.

 

 

 

 

 

The generic name is derived from louff, the Arabic name of Luffa cylindrica.

 

Arten udnyttes også i den traditionelle folkemedicin. Frøene anvendes som bræk- og afføringsmiddel, samt til at uddrive indvoldsorm, frugter og frø til behandling af kønssygdomme, specielt gonorré.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med skarpe vinkler’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til frugtens prominente kamme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er uklart, hvad det latinske artsnavn hentyder til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste arter indeholder en hvid mælkesaft, nogle er sukkulenter, mens andre er udstyret med skarpe torne. Blomsterstanden, kaldt cyathium, er kop-lignende, bestående af sammenvoksede højblade med nektarholdige kirtler i randen. Disse højblade sidder omkring en ring af hanlige blomster, hver med en enkelt støvdrager, og med en enkelt hunlig blomst i midten. Hele denne struktur minder overfladisk om en enkelt blomst. Frugten er en kapsel med 3 klapper.

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

 

Den kaldes undertiden for astmaplante, hvilket sigter til dens anvendelse i den traditionelle urtemedicin. Den har også været benyttet mod underlivssygdomme hos kvinder, hoste, bronchitis, børneorm, dysenteri, gulsot, filipenser, gonorré, fordøjelsesbesvær og svulster.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håret, hvilket sigter til de hårede stængler hos denne art.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det lokale navn på Madagascar for type-arten M. mauritiana.

 

Arten er en busk eller et lille træ, undertiden op til 12 m højt, med en kroget stamme indtil 40 cm i diameter. De spektakulære blade, der kan nå en længde af 23 cm, er spredte, lysegrønne på oversiden, grålige eller hvidlige på undersiden, med meget markante nerver. Bladstilken, som er op til 20 cm lang, er fastgjort til centrum af bladpladen, hvilket har givet anledning til artens danske navn. Blomsterstandene er klaser med talrige gulgrønne blomster, med hanlige og hunlige blomster på separate træer. Frugten er en pigget gul kapsel, indtil 9 mm i tværmål.

Billeder, som viser de markante bladnerver, er bragt på siden Natur: Mønstre i naturen.

Bark og blade, som har et stort indhold af garvesyre, anvendes i traditionel medicin mod diarré, samt som antiseptisk middel.

Artsnavnet hentyder til denne brug, eller måske til anvendelsen hos folk på Ambon-øen i Indonesien til at garve deres fiskenet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ’flåt’ på latin, hvilket hentyder til frøets lighed med visse flåt-arter. Et andet dansk navn på planten er Kristpalme, hvilket hentyder til, at olien fra dens frø benyttes til behandling af talrige lidelser. Dens medicinske anvendelse er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

Billederne herunder er fra Taiwan, hvor arten er yderst almindelig i lavlandet, og i byområder ses den ofte på ruderater og forladte hustomter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin triadis (‘en gruppe på tre’), oprindeligt fra oldgræsk trias (‘tre’). Navnet sigter til de tredelte blomster.

 

Artsnavnet betyder ‘voks-bærende’, hvilket hentyder til det hvide voks- eller talglag, som frøene er beklædt med. Vokslys og sæbe fremstilles af denne talg, og i Østen anvendes bladene i folkemedicinen til behandling af bylder. Saften og bladene er tilsyneladende giftige, og nedfaldne blade virker væksthæmmende på andre plantearter.

På grund af frugternes talglag indførtes dette træ til USA i 1700-tallet, og i 1900-tallet blev det plantet mange steder langs den Mexikanske Havbugt af U.S. Department of Agriculture med henblik på at etablere en sæbeindustri. Arten bredte sig imidlertid snart ukontrollabelt, og i dag betragtes den som en meget skadelig plante i det sydøstlige USA, hvor den fordriver indfødte plantearter.

Om vinteren antager løvet af kinesisk talgtræ et væld af pragtfulde rødlige nuancer, lige fra orange til vinrød. Billeder af sådanne blade, samt af artens hvide frugter, vises på siden Efterår.

 

 

 

 

 

Bladene er snitdelte hos de fleste arter, men nogle er trekoblede eller håndformede. Frugten er en bælg, der sædvanligvis er meget længere end bred. Den åbnes ved modenhed langs to sømme.

Ifølge den nyeste revision omfatter denne familie i dag 6 underfamilier: Caesalpinioideae (omfatter den tidligere underfamilie Mimosoideae) med 148 slægter og ca. 4400 arter; Cercidoideae med 12 slægter og ca. 335 arter; Detarioideae med 84 slægter og ca. 760 arter; Dialioideae med 17 slægter og ca. 85 arter; Duparquetioideae med en enkelt slægt og en enkelt art; samt Faboideae (Papilionoideae) med 503 slægter og ca. 14,000 arter.

Blomsterne i underfamilien Faboideae har en unik opbygning. Af de 5 kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’), hvilket sigter til blomsterfarven hos hvidt blytræ (nedenfor).

 

Hvidt blytræ er ofte en busk, men kan undertiden blive op til 18 m høj, blade snitdelte, med 11-23 par småblade, hvert op til 1,7 cm langt, lysegrøn på oversiden, hvidlig på undersiden. Blomsterstandene er hvide eller blegt cremefarvede kompakte kugler med talrige støvdragere. De er meget besøgte af bier. Frugten er en lige bælg, indtil 18 cm lang, først grøn, ved modenhed rødbrun.

Den er en særdeles livskraftig art, som danner tætte bevoksninger, der ofte fortrænger den oprindelige vegetation. Den betragtes som invasiv i talrige lande, fx Taiwan, Hong Kong, adskillige øer i Stillehavet, det nordlige Australien, det sydlige USA, Puerto Rico, samt dele af Europa og Sydamerika. Arten betragtes af Invasive Species Specialist Group (IUCN) som værende blandt verdens hundrede værste invasive arter.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til de hvide blomsterstande. Et af artens engelske navne er river tamarind (‘flod-tamarind’), hvilket hentyder til bladene, der minder om bladene hos det ægte tamarindetræ (Tamarindus indica), der er omtalt på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og ptilon (‘fjer’), hvilket formentlig hentyder til disse planters sammensatte, fjerlignende blade.

 

Arten er oprindelig i tropiske og subtropiske egne af Amerika, fra Texas mod syd til Peru og Brasilien. Den er også blevet indført som foderplante til mange andre lande, men forvildes nemt og danner store bevoksninger, som undertrykker den naturlige vegetation. Den betragtes som invasiv i Australien, Sydafrika, Indien, Hawaii, samt en lang række andre øer i Stillehavet.

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘mørk’) og purpureus (‘purpurfarvet’), hvilket sigter til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘med 3 blade’, hvilket sigter til, at disse planters blade har 3 småblade. Det var det klassiske latinske ord for kløver.

 

Arten er hjemmehørende i tempererede områder af Eurasien og Nordafrika, men dyrkes mange andre steder som foder- og biplante, samt som kvælstof-producent. Den vokser i åbne områder, især på brakmarker, og den træffes undertiden i byer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘krybende’.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af oldgræsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

 

Den modne frugt af disse planter spaltes op i 5 afsnit, som hver især er forsynet med en lang spiralformet griffel med et frø ved basis. Griflen drejer sig omkring sin akse, hvorved den er i stand til at bore frøet ned i jorden.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eroidios (‘hejre’), hvilket sigter til, at frugten hos mange arter minder om en hejres næb.

I England kaldes disse planter for stork’s-bills (‘storkenæb’), hvilket er forvirrende for en dansker, da navnet storkenæb på dansk benyttes for arter af slægten Geranium, der på engelsk kaldes for crane’s-bill (’tranenæb’). I Nordamerika kaldes de for heron’s bills (’hejrenæb’), samt filarees, hvilket er en forvrængning af spansk alfilerillo, afledt af alfiler (‘nål’). Alle disse navne sigter til frugtens form.

 

Artsnavnet refererer til bladene, der minder om bladene hos skærmplanten gifttyde (Cicuta).

 

 

 

 

 

Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er forklaret ovenfor under familienavnet.

 

Denne plante vokser i forskellige habitater, bl.a. lyse skove, enge, græsgange og ruderater. Den er oprindeligt vildtvoksende i bjerge i Mellem- og Sydeuropa samt i Nordafrika, mod øst til Ukraine, Kaukasus og det nordlige Iran. Den dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i talrige lande, mod nord til Skandinavien, Finland og europæisk Rusland, samt i det nordøstlige Nordamerika og Australien. I Danmark er den almindeligt forvildet.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er stærkt grenet, håret eller glat, ofte rødlig, op til 50 cm høj. Bladene er håndformede, langstilkede, dybt indskåret, til 4 cm lange og 7,5 cm brede, grønne eller røde. De små blomster, indtil 1,5 cm i diameter, er endestillede, ofte to og to, kronblade lyserøde, op til 1,4 cm lange.

Ved berøring udsender planten en ubehagelig lugt, hvilket er årsagen til det danske navn. Lugten stammer fra en æterisk olie.

På engelsk hedder arten Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn hentyder til den franske munk og urtelæge Robert de Molesme (ca. 1028-1111), en af grundlæggerne af Cisterciner-ordenen. Han benyttede planten til at helbrede forskellige lidelser, bl.a. diarré, lever- og galdeblære-problemer og tandpine, samt til behandling af sår. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), fra 1911, skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Medlemmer af familien har i reglen 4 kronblade og 4 bægerblade.

 

Frugterne er kapsler, der først er grønne og saftige, men senere bliver brune og tørre. De sprækker langs seks eller syv sømme, hvorefter de talrige små, vingede frø bliver spredt.

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for en svensk handelsmand, Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

 

På grund af de pragtfulde blomsterstande dyrkes arten i mange lande. En substans ved navn banaba, der fremstilles af de tørrede blade i Filippinerne, anvendes til at kurere diabetes og infektion i urinvejene. Andre steder indtages et afkog af bladene mod malaria, og det anvendes også mod sprækker på fødderne. Et afkog af barken benyttes mod diarré og smerter i underlivet.

Dette træ har et vidt forgrenet rodsystem, og det plantes ofte til at holde jorderosion i skak.

Det latinske artsnavn betyder ‘smuk’, afledt af species (‘fremtoning’) samt‎ osus, en endelse, som danner tillægsord.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for katost, tillempet fra det græske ord for de samme planter, malakhe, oprindeligt fra hebræisk malluah, en plante anvendt i salater. Det danske navn hentyder til frugten, der har form som en cirkelrund ost. Forstavelsen kat– er muligvis nedladende.

 

Den vokser i åbne områder, bl.a. på brakmarker, langs hække og hegn, samt på den indre del af strande. Stænglen er indtil 1 m lang, opret eller opstigende, blade afrundede i omrids, tandede, med 5-7 flige. Blomsterne sidder i grupper i bladhjørnerne, kronblade lysviolette eller purpur-lyserøde med mørkere nerver.

Adskillige steder rundt langs Middelhavet dampes bladene med hvidløg og tomater og spises som snack eller salat. I Egypten fremstilles en stuvning af bladene, kaldt for khobeiza. Bladene blev også spist som grønsag i Europa i 1800-tallet. Blomsterne blev strøet i døråbninger og flette til kranse for at fejre 1. maj.

Inden for traditionel medicin blev frøene drukket i té for at lindre irritation af spytkirtlerne, og et grødomslag af bladene blev anvendt til at gøre huden blødere. Et gult farvestof kan udvindes af planten.

Trods det latinske artsnavn, som betyder ‘vokser i skove’, træffes arten først og fremmest i åbne områder, bl.a. på ruderater og langs strande og veje.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk mazos (‘bryst’), hvilket sigter til kammene på blomstens nedre læbe.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det oldgræske ord for asketræer (Fraxinus). Navnet hentyder til bladenes lighed med askeblade.

I den græske mytologi var Melia en af oceaniderne, datter af titanerne Okeanos og Tethys.

 

Den er oftest et ret lille træ, men kan undertiden nå en højde af 35 m. Barken er brun med smalle længdegående og skrå furer. Bladene er langstilkede, mørkegrønne, op til 50 cm lange, dobbelt eller tredobbelt snitdelte, med ovale eller elliptiske småblade, op til 7 cm lange, med tandet bladrand. Blomsterne er stjerneformede, lyserøde eller lilla, indtil 1,8 cm i tværmål. De sidder i klynger fra bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt, omkring 8 mm i diameter, lysegul ved modenhed, ofte hængende på træet til hen på vinteren, medmindre de bliver ædt af fugle. Frugterne er giftige for mennesker, men harmer ikke fuglene.

Artsnavnet stammer fra persisk azad dirakht, som betyder ‘nobelt træ’.

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

I Taiwan, hvor disse billeder er taget, plantes paternostertræ i stor stil som prydtræ, og forvildede eksemplarer ses undertiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten blev opkaldt efter Pierre Marie Auguste Broussonet (1761-1807), som var professor i botanik ved den botaniske have i Montpellier. Han bragte en hanplante af B. papyrifera (nedenfor) fra en botanisk have i Skotland til Paris, hvor et hunligt træ voksede. Resultatet var, at han blev i stand til at beskrive frugten.

 

Som dens navn fortæller, blev fibrene af papir-morbær førhen anvendt til produktion af papir, og på visse øer i Stillehavet anvendes barken stadig til fremstilling af klæde. Af veddet fabrikeres møbler og redskaber, og roden udnyttes til fremstilling af reb. Den orange frugt er kødfuld og spiselig, og bladene kan også konsumeres efter kogning. Frugt, blade og bark blev tidligere anvendt inden for folkemedicinen.

I USA blev papir-morbær indført som et hurtigtvoksende skyggegivende træ, men på grund af dens hastige vækst begyndte den snart at fordrive indfødte arter, og i dag betragtes den som invasiv i de sydøstlige stater. I Pakistan anses den for at være en af de værste ukrudtsarter, og den er en yderst fremtrædende invasiv plante på den argentinske pampas. Den optræder også som en af de mest dominerende invasive arter i skove i Ghana og Uganda.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En gruppe af figentræer er de såkaldte kvælerfigner. De fleste frø af disse arter starter deres tilværelse som epifyt i et træ, hvor de spirer i en revne eller ofte i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. (Frøet skades ikke af at passere gennem fuglens tarmsystem).

Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet som en hul cylinder af luftrødder.

Mange af kvælerfigen-arterne vokser også ofte i revner i gamle bygninger, og hvis de lades i fred, vil deres rødder med tiden ødelægge bygningen.

Figenblomster er unikke, skjult inde i et syconium, en kugle- eller pæreformet udvidelse af blomsterbunden, som har en meget lille åbning, hvorigennem bittesmå figenhvepse, som tilhører forskellige familier inden for overfamilien Chalcidoidea, presser sig ind. Hver af figenhvepse-arterne er kun tilknyttet en enkelt figenart.

Inde i syconiet lægger hunnerne æg i sterile hunblomster, der tjener som føde for larverne. Samtidig bestøver de frugtbare blomster med pollen, som satte sig fast på dem lige inden for åbningen, hvor hanblomsterne befinder sig. Senere svulmer frugten op, indeholdende mange frø.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for figen.

Mange medlemmer af slægten er beskrevet på siden Planteliv: Figentræer.

 

Pipal er hjemmehørende fra det indiske subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina og Sydøstasien, men er plantet i mange varmere lande. Det tilhører en gruppe af figentræer, som kaldes kvælerfigner. Et pipal-frø slår rod højt oppe i et træ, hvorfra den spirede plante sender luftrødder ned til jorden. Gennem årene omklamrer disse luftrødder værtstræet og kvæler det efterhånden.

Pipal og en lang række andre figenarter er beskrevet på siden Planteliv: Figentræer, mens pipals rolle i religion og folkemedicin er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Bladene er ovale med afrundet eller hjerteformet basis, mørkegrønne og ret tynde, op til 20 cm lange og 12 cm brede, med en tynd bladstilk op til 12 cm lang. Bladene fældes regelmæssigt. Frugterne er lyserøde, røde eller purpurfarvede, dækket af små hvide prikker, og de sidder i store klynger langs grenene.

Arten er hjemmehørende i Indokina, Malaysia og Indonesien, men plantes ofte som prydtræ andre steder, bl.a. i Kina, Taiwan og Japan.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for morbær.

 

Frugterne, der minder om brombær, er spiselige som rå, og der kan fremstilles en fin marmelade af dem. Larver af takvingen Calinaga buddha, familien Nymphalidae, har blade af dette træ som føde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’.

 

 

 

 

 

Familiens navn er afledt af Onagra, det oprindelige navn på natlys-slægten (i dag kaldt for Oenothera). Ordet Onagra blev først benyttet botanisk i 1587. Det betyder ‘(føde) for onager’, et asiatisk vildæsel (Equus hemionus). Det er højst besynderligt, at dette navn senere blev hæftet på natlys-slægten, som oprindeligt var rent amerikanske planter.

 

Frugten er en lang kapsel, der ved modenhed splittes på langs, og frøene er udstyret med lange hår, en tilpasning til vindspredning.

Der hersker stor uenighed omkring denne slægts systematik. Navnet Chamaenerion går måske så langt tilbage som 1561. Det er afledt af græsk khamai (‘nær jorden’) og nerion, Oldtidens græske navn på oleander (Nerium oleander), hvilket sigter til de oleander-lignende blade hos smalbladet gederams (nedenfor). I 1753 placerede den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) disse planter i dueurt-slægten (Epilobium). Mange botanikere anerkendte imidlertid ikke denne beslutning og fortsatte med at benytte Chamaenerion.

I 1818 foreslog den franske naturhistoriker Constantine Samuel Rafinesque-Schmaltz (1783-1840) navnet Chamerion, enten som slægtsnavn eller som underslægt. Rafinesque havde sine egne sære regler med hensyn til botanisk nomenklatur og anså det for passende at forkorte eksisterende slægtsnavne. Hans nye navn blev imidlertid ikke officielt anerkendt, før det blev offentliggjort i 1972 af den tjekkiske botaniker Josef Ludwig Holub (1930-99), som oprettede en ny typeart, Epilobium amenum. I dag er denne art imidlertid inkluderet i C. angustifolium, så Chamaenerion har fortrinsret fremfor Chamerion. Nogle autoriteter placerer stadig disse planter i Epilobium. (Kilde: A.N. Sennikov 2011. Chamerion or Chamaenerion (Onagraceae)? The old story in new words, Taxon 60 (5): 1485-1488)

 

Arten er vidt udbredt i nordlige tempererede og subarktiske egne, mod syd til Marokko, Pakistan, det nordlige Indokina, Korea, samt den nordlige del af USA. Den er almindelig i Danmark og ligeledes i Alperne og Pyrenæerne, hvor den findes op til højder omkring 2500 m. I Himalaya kan den træffes op til 4700 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som ville ære den tyske botaniker Christian Gottlieb Ludwig (1709-1773). Det synes imidlertid, som om Ludwig ikke var særlig glad for denne ære. Blomsterne af denne slægt var måske ikke kønne nok? Eller brød han sig ikke om, at en slægt af vandplanter blev opkaldt efter ham?

 

Dens oprindelsessted er ukendt, men i dag er den en særdeles almindelig ukrudtsplante i rismarker og andre vådområder i tropiske og subtropiske egne verden rundt.

Artsnavnet hentyder til dens blade, som ligner blade af isop (Hyssopus officinalis), der tilhører læbeblomstfamilien (Lamiaceae).

Billederne herunder er alle fra byen Taichung, Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten ligner meget Ludwigia peploides, som imidlertid oftest har elliptiske blade og 5 overlappende kronblade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter varierer kolossalt i størrelse, fra dværge 10 cm høje til giganter på 3 m. De fleste af arterne har gule blomster, nogle hvide, purpurfarvede, lyserøde eller røde.

På engelsk kaldes slægten for evening-primrose (‘aften-kodriver’), men den er ikke nært beslægtet med ægte kodrivere (Primula).

 

Den stammer oprindeligt fra Brasilien, men dyrkes mange steder som prydplante og ses ofte forvildet.

 

 

 

 

 

Mange slægter i familien er såkaldte halvsnyltere, som i modsætning til de ægte snyltere, helsnylterne, også får næring gennem fotosyntese, og de er således i stand til at overleve uden deres vært. Disse slægter var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men er efter omfattende genetiske studier blevet overført til gyvelkvælerfamilien.

En mængde medlemmer af familien er omtalt på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk orobos (‘bønne’) og ankhein (‘at kvæle’), hvilket hentyder til bønne-gyvelkvæler (O. crenata), som er en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘grenet’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxus (‘skarp’, dvs. med skarp smag), oprindeligt fra oxos (‘eddike’), hvilket sigter til adskillige arters syrlige smag, specielt skovsyre (O. acetosella).

 

Det oprindelige udbredelsesområde for denne plante er muligvis fra det Indiske Subkontinent mod øst til Japan, men det er langtfra sikkert. I dag er den udbredt over størstedelen af kloden, med undtagelse af de koldeste regioner. Den betragtes mange steder som et besværligt ukrudt i haver, på plæner samt på marker. I Centralasien kan den træffes op til højder omkring 3400 m.

Arten blev muligvis indført til Italien allerede før 1500. Den blev beskrevet videnskabeligt i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som modtog eksemplarer fra Italien. (Kilde: Q.J. Groom, J. van der Straeten & I. Hoste 2019. The origin of Oxalis corniculata L. PubMed 30783568)

Den anvendes mod en række lidelser, bl.a. mavesår, diarré, dysenteri, feber og hæmorider. Bladene er spiselige, med en citronagtig smag, og de er rige på c-vitamin. Der kan også fremstilles pickles af dem.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med små horn’. Det sigter formentlig til frøene, der har adskillige tværgående kamme, hvoraf nogle er krumme som horn.

 

 

 

 

 

 

 

De fleste medlemmer af familien er urter, nogle få buske og mindre træer. Adskillige slægter har pragtfulde blomster, fx egentlige valmuer (Papaver), hvoraf mange har stærkt røde blomster, samt valmuesøstre (Meconopsis) og hornskulper (Glaucium). En del Papaver-arter er omtalt på siden Hyldest til farven rød, mens en række valmuesøstre er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya, og hornskulpe-arter på siden Flora i Tyrkiet.

To plantegrupper, der førhen blev betragtet som selvstændige familier, er nu indlemmet i valmuefamilien, nemlig Fumariaceae, der omfattede bl.a. lærkespore (Corydalis), jordrøg (Fumaria) og løjtnantshjerte (Dactylicapnos m.fl.), samt Pteridophyllaceae, der kun rummede en enkelt slægt med en enkelt art, Pteridophyllum racemosum, som er begrænset til Japan.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for valmuer.

 

Den er ret variabel, stængel stivhåret, indtil 60 cm høj, med en roset af stilkede, hårede grundblade, op til 15 cm lange og 3 cm brede, snitdelte, hver flig med en fin torn i spidsen, stængelblade spredte, mindre, siddende. De prægtige blomster, der undertiden kan blive op til 7 cm i diameter, har 4 orangerøde kronblade. Den lignende korn-valmue (P. rhoeas) har mere mørkerøde kronblade, i reglen med en sort plet ved grunden. Denne plet mangler hos gærde-valmue.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tvivlsom’. Måske var den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i tvivl, om den var den samme art som korn-valmue, da han navngav den i 1753.

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘den falske Fumaria‘ (jordrøg), en anden slægt i valmuefamilien.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gul’, hvilket sigter til blomsterfarven.

 

 

 

 

 

Mange af slægterne var tidligere placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae).

 

Slægtsnavnet er afledt af latin cymbalum (‘bækken’), hvilket hentyder til ligheden mellem de afrundede blade hos nogle af arterne og et bækken (et musikinstrument).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på mure’ – et meget beskrivende navn. Det danske navn hentyder til bladene, der minder om bladene hos vedbend (Hedera helix).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er middelalder-latin for ‘vingård’. Formodentlig blev nogle vejbredarter observeret i vingårde som ukrudt.

 

Den vokser normalt kystnært, men kan også træffes langs saltede veje. Den er oprindelig i Eurasien og Nordafrika, men er blevet indført som foderplante mange andre steder. I Italien anvendes den som grønsag, kaldt erba stella (‘stjerneformet urt’).

Artsnavnet er afledt af oldgræsk korone (‘krage’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til bladformen.

I den græske mytologi var Korone en ung kvinde, som en dag gik langs stranden, hvor havguden Poseidon så hende og forsøgte at forføre hende. Da hans forsøg fejlede, prøvede han i stedet på at voldtage hende. Korone flygtede, idet hun råbte på hjælp. Visdommens gud Pallas Athene fik medlidenhed med hende og skabte hende om til en krage, hvilket gjorde hende i stand til at undslippe fra Poseidon.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til de lancetformede blade.

 

 

 

 

 

Da europæerne indvandrede til Amerika, medbragte de på en eller anden måde frøene, og planten spredtes snart overalt, hvor indvandrerne færdedes, sandsynligvis indkapslet i mudder, som klæbede til hestenes hove. Denne spredning blev bemærket af de indfødte folk, som kaldte planten for ’den hvide mands fodspor’.

Det latinske artsnavn betyder ‘stor’, dvs. stor i forhold til de øvrige vejbred-arter.

 

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er sandsynligvis af keltisk oprindelse, af ar (’nær’) og mor (’hav’), hvilket sigter til, at almindelig engelskgræs (A. maritima) vokser nær havet. I sin Commentarii de Bello Gallico (‘Notater om den Galliske Krig’) nævner den romerske kejser Gaius Julius Caesar (100-44 f.Kr.) et område mellem floderne Seinen og Loire, som han kalder Aremorica. Formodentlig voksede der engelskgræs her. Det gamle franske navn på planten, armoires, blev i 1537 latiniseret som armerios, der senere blev til Armeria. (Kilde: J. Corneliuson 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. Wahlström & Widstrand)

Trods navnet har engelskgræs intet med græs at gøre. Det hentyder sandsynligvis til de græslignende blade. Oprindelsen til forstavelsen engelsk er dunkel.

 

Arten er hjemmehørende i subarktiske og tempererede regioner på den nordlige halvkugle, hvor den vokser langs kyster og i andre saline områder.

I gamle dage, hvor slik ikke var hverdagskost som i dag, sugede børn nektar ud af blomsterne af engelskgræs – eller spiste simpelthen hele blomsterstanden.

Det latinske artsnavn, af latin mare (’hav’), fortæller, at engelskgræs især vokser i kystområder. Efter indførelsen af saltspredning på snedækkede veje er den imidlertid indvandret til indlandet, hvor den i dag er almindelig langs veje, selv i byer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Oldtidens Grækenland var slægtsnavnet påhæftet et græs-ukrudt, formodentlig flyvehavre (Avena fatua). Ordet bromos betyder ‘støj’, hvilket sigter til, at blomsterstanden hos flyvehavre rasler i vinden. Hvorfor navnet blev tilknyttet hejre-arterne er uvist. Det danske navn er beslægtet med norsk hagr (‘hestehår’) og hentyder til den lange stak hos disse planter.

 

Det latinske artsnavn og det danske navn er begge nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst i enhver henseende.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske ord kegchros (‘hirsegræs’) og sigter til nogle af arternes lighed med visse hirsearter. Navnet lampepudsergræs hentyder til akset hos de tidligere Pennisetum-arter, der kan minde om en gammeldags blød kost til at pudse lampeskærme af glas med.

 

Stængler oprette, indtil 1 m høje, blade oprette eller hængende, indtil 45 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstanden er et sølvhvidt aks, tæt beklædt med stive hår. Akset bliver senere gult og med tiden brunt, mens frøene modnes.

Artsnavnet betyder ‘minder om Alopecurus’ (rævehale-slægten), af oldgræsk alopex (‘ræv’), oura (‘hale’), samt oides (‘lignende’), således ‘ligner en rævehale’, hvilket sigter til akset.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men er blevet naturaliseret i de fleste tropiske og subtropiske egne af verden, idet den uhyre nemt spredes ved hjælp af frugterne, der hager sig fast i næsten alt. Den vokser i mange forskellige habitater og betragtes som et ondartet ukrudt i landbrugsområder i 35 lande.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til gudinden Chloris i den græske mytologi, som var beskytter af plantevækst.

 

Chloris barbata er et almindeligt ukrudt i sukkerrørs- og rismarker, hvilket er et alvorligt problem, da den er værtsplante for mange skadedyr på ris, bl.a. hvidryggede tæger (Sogatella furcifera og Sogatodes pusanus), ristægen (Leptocorisa oratorius), larver af natsværmeren Mythimna separata, kornthrips (Haplothrips ganglbaurei og Chirothrips mexicanus) m.fl.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skægget’, hvilket hentyder til blomsterstanden.

Billederne nedenfor er alle fra Taiwan, hvor denne art er utroligt talrig og ofte dækker store områder på brakmarker og ruderater.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder formentlig ‘græsstrå’. Det danske navn stammer fra tysk Schwingel, afledt af schwingen (‘at svinge’), hvilket sigter til de vajende stængler.

 

Arten dyrkes som prydplante, samt til plænegræs eller jorddække.

Artsnavnet er latin og betyder 'rød', hvilket sigter til de rødlige småaks.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for byg, afledt af proto-italiensk horzdeom (‘stikkende’), hvilket sigter til den lange, stikkende stak hos disse planter. Ordet byg stammer tilbage fra oldnordisk, af germansk oprindelse.

 

Stænglen er ugrenet, indtil 40 cm høj, aks lysegrønne eller gullige, med småaksene siddende 3 og 3 sammen, stak kort, indtil 2 cm lang, udspærret ved modenhed.

Det latinske artsnavn kommer af murus (‘mur’) og hentyder til, at denne art ofte træffes langs mure og stengærder. Det danske navn er nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst, hvilket er lidt uretfærdigt, da arten visse steder anvendes som foder.

 

 

 

 

 

Den er en tuedannende plante, som bliver indtil 50 cm høj, med lysegrønne blade og talrige korte, ovale blomsterstande, som bliver blegbrune eller hvide ved modenhed.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lagos (‘hare’) og oura (‘hale’), genitiv urus, hvilket sigter til den uldne blomsterstand. Artsnavnet er latin og betyder ‘oval’, hvilket hentyder til blomsterstandens form.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer muligvis af oldgræsk melas (‘sort’), hvilket sigter til de karakteristiske sorte frø af denne slægt, eller måske af oldgræsk melinos (‘askegrå’), hvilket kan hentyde til, at blomsterstanden hos Natal-græs er askegrå, inden den bliver snehvid.

 

Den er hjemmehørende fra Mauritanien og Sudan mod syd til Kap-provinsen, og endvidere på Madagascar og i det sydlige Arabien, men den er blevet indført som prydplante, eller indslæbt, til mange andre egne af kloden. Den er blevet erklæret invasiv i Mexico, USA, Australien, den Dominikanske Republik og Fransk Polynesien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘lav’, sikkert en hentydning til tuedannelsen.

Natal-græs er meget almindelig i Taiwan, hvor den ofte vokser langs veje eller på ryddepladser. Billederne herunder er alle fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kolbehirse (Setaria italica, se afsnittet Kornsorter nedenfor). Ordets oprindelse er usikker, sandsynligvis afledt af enten panis (‘brød’) eller panus (‘en frøstand af hirse’).

 

Arten spredes nemt ved hjælp af de store, forgrenede, spidse rhizomer, som har givet anledning til et af artens engelske navne, torpedograss. Af Mississippi State University kaldes den for “en af verdens værste ukrudtsarter. (…) I fuldt udvokset tilstand måler dette græs op til 1 m og danner tætte bestande, som udkonkurrerer lokale arter og medfører tab af diversitet og forstyrrer den overordnede økologiske balance.”

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kolbehirse (Setaria italica). Ordets oprindelse er usikker, sandsynligvis afledt af enten panis (‘brød’) eller panus (‘en frøstand af hirse’). Artsnavnet er latin og betyder enten ‘krybende’ (hvilket dette græs overhovedet ikke er) eller ‘pludselig’, ‘uventet’, hvilket kan sigte til, at arten dukker op allevegne.

Artsnavnet er latin og betyder enten ‘krybende’ (hvilket dette græs overhovedet ikke er) eller ‘pludselig’, ‘uventet’, hvilket kan sigte til, at arten dukker op allevegne.

Arten er meget almindelig i Taiwan, også i byer. Disse billeder er fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk poly (‘mange’) og gony (‘knæ’ eller ‘led’), hvilket hentyder til de opsvulmede og tit bøjede bladfæster hos de fleste af arterne.

 

Vej-pileurt er meget variabel, og i videste forstand rummer den et antal arter eller underarter. Den er grenet fra grunden, stængler oftest krybende, men til tider opstigende, indtil 70 cm lange/høje, undertiden mere. De talrige blade er kortstilkede, linjeformede, lancetformede eller elliptiske, helrandede, tilspidsede eller butte, på hovedstænglerne indtil 4 cm lange og 1,2 cm brede, mindre på sidegrenene. De små blomster, til 4 mm i tværmål, er enlige eller i små klynger i bladfæsterne, kronblade hvide eller lyserøde, ofte med grønlig basis.

Arten ædes gerne af kvæg og høns, og småfugle sætter stor pris på frøene. Dette blev bemærket af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav den aviculare, afledt af latin avicula (‘lille fugl’).

I folkemedicinen er saften blevet anvendt til at stoppe næseblod og andre blødninger. Té fremstillet af planten blev benyttet mod diarré, hoste, bronchitis samt blødende hæmorrider.

I skuespillet En skærsommernatsdrøm kalder William Shakespeare (1564-1616) denne plante for “the hindering knotgrass” (‘den hindrende vej-pileurt’). Dengang var det en udbredt opfattelse, at dens saft kunne standse børns og husdyrs vækst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stængel opret, grenet, normalt under 1 m høj, undertiden til 1,5 m, blade lancetformede eller til tider næsten linjeformede, indtil 30 cm lange og 6 cm brede, spidse, basis lige afskåret eller noget hjerteformet, bladrand udelt og stærkt bølget (‘kruset’). Blomsterstandene er tætte endestillede klaser med 10-25 blomster sammen i kranse, kronblade ovale, op til 6 mm lange og 5 mm brede, nød rødbrun, indtil 3 mm lang og 2 mm bred.

Artsnavnet er latin og betyder ‘krøllet’, her i betydningen ‘kruset’, hvilket sigter til den stærkt bølgede bladrand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk poly (‘mange’) og pous (‘fod’), hvilket sigter til de mange næsten ens flige på bladene.

 

Et billede, som viser artens sporehobe, er vist på siden Efterår.

 

 

 

 

 

Førhen rummede familien langt flere arter, men de er blevet overført til andre familier.

Slægtsnavnet er det latinske ord for portulak, afledt af portula (‘lille dør’), hvilket tilsyneladende hentyder til den dørlignende åbning af frøkapslerne.

 

Artsnavnet er afledt af latin oleris, der betyder ’spiselig’. I Europa og Asien har portulak været anvendt som grønsag siden Oldtiden, og ligeledes af indfødte amerikanske folkeslag siden tiden før Columbus. Unge blade er glimrende i salater. Frøene knuses til et pulver, der blandes med mel i brød, pandekager osv. Ask fra den brændte plante kan anvendes som substitut for salt.

 

 

 

 

 

 

Disse planters klatreevne kommer af, at bladstænglen er meget følsom. Ved kontakt med en plante eller andet begynder den at sno sig og slynger sig derpå omkring objektet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk klema (‘slyngplante’).

 

Denne pionerplante vokser i lyse skove, krat og braklagte arealer, specielt på kvælstofrig jordbund. Den er udbredt i Mellem- og Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Afghanistan. Iøvrigt dyrkes den mange andre steder og forvildes ofte. I New Zealand er den blevet erklæret for en uønsket organisme. I Alperne og Pyrenæerne træffes den op til højder omkring 1300 m.

Den indeholder det giftige stof protoanemonin, som kan forårsage rødmen og kløe i huden. Førhen smurte tiggere bladsaften på deres hud for at fremkalde blæner, der måske kunne vække medlidenhed hos folk. I Toscana anvendte man tidligere spæde skud i en særlig form for omelet, kaldt vitalbini, hvilket måske ikke var så klogt på grund af artens giftighed.

Man flettede kurve af de seje stængler, og børn i Alperne røg i gamle dage tørrede stængler som cigaretter.

Artsnavnet er det italienske navn på planten. I England blev den navngivet traveller’s joy (‘den rejsendes glæde’), da dens utallige duskede frøstande lyste op i de mørke måneder op mod juletid. Navnet old man’s beard hentydede også til frøhårene. Et gammelt tysk folkenavn var Teufelzwirn (‘djævlens garn’), hvilket sigtede til dens giftighed.

 

 

 

 

 

 

Ved modenhed vokser en dusk af silkehår ud fra griflerne, hvilket har givet anledning til et tysk folkenavn på disse planter, Petersbart (‘Peters skæg’). Navnet sigter sandsynligvis til Sankt Peter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på disse planter. Det danske navn hentyder til, at rodstænglen dufter af nelliker, når den brækkes.

 

På grund af, at bladene hos denne plante er tredelte, og blomsterne er femtallige, blev den på et tidligt tidspunkt forbundet med elementer fra kristendommen, hvor de tredelte blade symboliserede den Hellige Treenighed (Faderen, Sønnen og Helligånden), mens de femtallige blomster symboliserede Jesu fem hellige sår, da han hang på korset (fire fra naglerne gennem hans hænder og fødder, samt ét fra lansen, der blev stukket i hans side).

I folkloren blev feber-nellikerod anset for at kunne bortdrive onde ånder, samt beskytte mod gale hunde og giftige slanger. Roden, der indeholder eugenol, blev anvendt som krydderi i supper, samt som smagsstof i øl.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i byer’. Det er ikke særligt dækkende, da arten er mest almindelig i skove.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk gala (’mælk’), der hentyder anvendelsen af gul snerre (G. verum) som mælkeløbe, idet blomsterne er i stand til at koagulere mælk og danne ost. I sin bog Herbal Simples nævner Dr. William T. Fernie (1830-1914), at “Folkene i Cheshire, specielt omkring Nantwich, hvor den bedste ost fremstilles, benytter den [gul snerre] i deres osteløbe, idet de sætter den derved fremstillede ost meget højere end ost uden den.”

I den gamle nordiske gudetro var gul snerre viet gudinden for viden, kærlighed og giftermål, Frigg, som også var beskytter af fødende kvinder. Det var skik at fore barselssengen med denne velduftende urt. Da kristendommen blev indført, forbød man denne hedenske skik, men da den holdt sig, besluttede Kirken i stedet at tilegne planten Jomfru Maria, og man hævdede, at den blev benyttet som leje i krybben for den nyfødte Jesus, heraf folkenavnet Jomfru Marias sengehalm.

Gul snerre blev også stoppet i madrasser, hvor kumarinen i de tørrede stængler afgav en dejlig duft. Da kumarin er et giftstof, kunne snerren samtidig fordrive lus og lopper fra sengetøjet, hvilket gav anledning til folkenavnet loppeurt.

Navnet snerre kommer af snare eller snære, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler hos burre-snerre (nedenfor), hvis krogbørster på stængler og frø hægter sig fast i fx dyrepelse, strømper og bukser.

 

I sin herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burre-snerren: “Hvis man går igennem nogle løse, klatrende vækster, og de alle villigt lader sig trække op med rode, så de kan ride bort, fæstnet til dine bukser, er man stødt på (…) Galium aparine eller Galium asprillum. Disse er de to snerre-arter med ru stængler, som har en unik måde at sprede deres frø på. For naturligvis klynger stænglerne sig lige så gerne til en fårepels eller pelsen på en hund som til dine bukser, og disse dyr transporterer ofte stænglerne og deres frø i en betragtelig afstand fra, hvor planten voksede.”

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Den er muligvis også vildtvoksende i Nordamerika og er tillige blevet naturaliseret i Mexico, Mellem- og Sydamerika, Australien, New Zealand, samt dele af Afrika.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af singalesisk mussenda, et navn benyttet for arten M. frondosa. Det blev først nævnt af den tyske læge og botaniker Paul Hermann (1646-95) i værket Musaeum Zeylanicum. Gennem 15 år var han direktør for den botaniske have i Leiden.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med små blomster’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk paederos, fra pais (‘barn’) og eros (‘kærlighed’), anvendt for opaler. I det gamle Rom var opalen et symbol på kærlighed og håb, kaldt for Cupid Paederos – “et barn så smukt som kærlighed”. Navnet hentyder til frøene hos nogle af slægtens arter, der skinner som opaler.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stinkende’. Hele planten afgiver en stank, når den gnubbes, hvilket er årsagen til en del populære engelske navne, deriblandt chicken dung vine (‘hønselort-slyngplante’), stinky vine (‘stinkende slyngplante’) og dog fart vine (‘hundefis-slyngplante’).

Navnet Chinese fever vine (‘kinesisk feber-slyngplante’) afspejler artens anvendelse i folkemedicinen, hvor den har været anvendt mod en række lidelser, bl.a. feber, smerter, gulsot, dysenteri og fordøjelsesbesvær.

 

 

 

 

 

 

Disse planter, der omfatter omkring 130 arter af løvfældende træer eller store buske, er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, med flest arter i Asien, mens andre forekommer i Europa og Nordafrika, samt Nord- og Mellemamerika. Kun en enkelt art findes på den sydlige halvkugle.

Bladene er hånddelte hos de fleste arter, og løvet antager ofte strålende røde eller gule farver om efteråret. Et antal billeder af dette løv kan ses på siden Efterår.

Frugten består af 2 forbundne, enkelt-frøede dele, hver med en lang vinge. Ved modenhed virker disse vinger som en propel, og vinden transporterer ofte frugten en betragtelig afstand fra træet.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for lønnetræer. Det danske navn er afledt af det oldnordiske navn på lønnetræer, hlynr.

 

Mange steder regnes ahorn for en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, som produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. I Danmark betragtes den også ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på ahorns spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt til en mark fra nogle få træer i en plantage nær marken, og på disse to marker dominerer arten totalt i dag. Udviklingen i disse skove er detaljeret beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Artsnavnet er latin og betyder ‘den falske Platanus‘ (plataner), hvilket sigter til, at bladene minder om disse træers blade.

 

 

 

 

 

Det danske navn, såvel som det latinske slægtsnavn, afledt af oldgræsk kardia (‘hjerte’) og sperma (‘frø’), hentyder til frøene, som er sorte med en hvid, hjerteformet plet.

 

Den medicinske anvendelse af hjertefrø er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

På latin angav navnet en type medicinsk urt, der blev anvendt mod problemer med urinblæren, idet man hentydede til ligheden mellem den opsvulmede frugt og blæren – sandsynligvis et eksempel på Signaturlæren, hvis tilhængere hævdede, at den Almægtige Gud havde skabt planterne på en sådan måde, at menneskene kunne aflæse deres anvendelse. Ordet var oprindeligt afledt af det græske ord haligagabon, som betyder ‘salttønde’, givet med hentydning til den opsvulmede tøndeformede frugt.

Hjertefrø træffes næsten overalt i Taiwans lavland, hvor den klatrer op ad andre planter eller hegn. Billederne herunder er alle fra byen Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af de græske ord hys (‘svin’) og kyamos (’bønne’), altså ’svinebønne’. Det fortaltes, at svin uden risiko kunne æde planten. Det danske navn bulmeurt er rimeligvis afledt af det gamle ord bolma (’svimle’ eller ’hvirvle’), en hentydning til artens giftighed, i lighed med galurt, galbær og hønsebane. (Bane er et gammelt ord for ’død’).

 

En nær slægtning, almindelig bulmeurt (H. niger), er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Opankret ud for kysten af den ø, som i dag kaldes for Cuba, i november 1492, skrev Cristoforo Colombo (1451-1506), på dansk bedre kendt som Kristoffer Columbus, i sin logbog, at hans budbringere havde set indfødte bære “en slags cylinder, hvori sødt duftende urter glødede. De formodede, at de bestod af tørrede urtestængler, omsvøbt med et lige så tørt, men bredere blad. Folkene sugede på den modsatte ende af cylinderen og drak røgen. Skønt dette tilsyneladende gjorde dem berusede, syntes det også at beskytte dem mod træthed. De indfødte kaldte disse cylindere for tabacos.”

Slægtsnavnet er det latinske ord for tobak, opkaldt efter den franske diplomat og lærde Jean Nicot de Villeman (1530-1604), som var den første til at bringe tobak til Frankrig i 1560.

 

Det latinske artsnavn hentyder til, at bladene ligner bladene hos visse arter i slægten Plumbago.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder. Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Slægten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erion (‘uld’) og anthos (‘blomst’), hvilket sigter til de stærkt hårede blomster.

 

 

 

 

 

 

 

Arten, som bliver indtil 3 m høj, ligner kartoffeltræ, men har lappede blade, der er bølgede i kanten, samt tornede stængler og til tider også torne langs bladnerverne. De temmelig små bær, som kan blive indtil 2 cm i diameter, er enten orange eller gule.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin paries (‘mur’), hvilket sigter til, at medlemmer af denne slægt ofte spirer i sprækker i mure. Det danske navn menes at hentyde til den måde, støvbærerne hurtigt retter sig ud på.

 

Den er en mangegrenet urt, krybende eller opstigende, indtil 50 cm lang, blade spredte, ovale eller elliptiske, spidse, op til 7 cm lange. De talrige blomsterstande sidder i 2 små klynger ved hvert bladhjørne, blomster meget små.

Artsnavnet er latin og betyder ‘jødisk’, oprindeligt fra hebræisk Yehuda (‘Juda’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skove, krat og stenede steder, fra havniveau op til ca. 1200 meters højde. Den er udbredt fra Mellem- og Sydeuropa mod øst gennem Ukraine, Kaukasus og Tyrkiet til det nordlige Iran og Turkmenistan.

Ordet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord danner et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber. Denne art har været benyttet i over 2000 år mod diverse lidelser, samt som omslag på sår og forbrændinger.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ampelos (‘slyngplante’) og opsis (‘ser ud som’) – et underligt navn, da disse planter er slyngplnter.

 

Arten er udbredt i det østlige Asien, fra det sydøstlige Sibirien (Ussuriland og Sakhalin) mod syd gennem Kina, Korea, Japan og Taiwan til Filippinerne, og derfra mod vest gennem det nordlige Indokina til Nepal og det nordøstlige Indien.

Den dyrkes almindeligt i andre lande og er blevet naturaliseret utallige steder, bl.a. i det østlige USA, hvor den betragtes som en yderst invasiv plante, der etablerer sig langs vandløb og damme, i skovkanter og andre forstyrrede områder.

Artsnavnet er latin og betyder enten ‘med mange små agern’, hvilket sigter til frugtens form, eller ‘med mange kirtler’, hvilket hentyder til pletterne på bærrene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘fuld af gødning’, afledt af kopros (‘gødning’), hvilket sigter til, at nogle af arterne vokser i gødning.

 

Paryk-blækhat er ret almindelig på næringsrige steder, såsom gødskede marker og græsplæner, omkring gårde, langs veje etc. Den findes på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. I nordiske egne er den fremme fra sommer til sent efterår, ofte i store bevoksninger.

Som ung er den en fin spisesvamp.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kome (‘hår’), hvilket hentyder til trevlerne på hatten.

 

 

 

 

 

 

 

De er dobbeltorganismer, som består af en svamp, der lever i symbiose med en alge eller en cyanobakterie. Algen eller cyanobakterien sidder fast på svampens trådlignende mycelium, som igen sidder fastgjort til jord, sten eller træer. Algen eller cyanobakterien er således beskyttet mod de fleste fjender, og til gengæld forsyner den svampen med livsnødvendige kulhydrater, som svampen ikke selv kan producere. Myceliet er dog i stand til at optage visse næringsstoffer fra jorden eller luften, som er til gavn for algen eller cyanobakterien.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk xanthos (‘gul’), hvilket sigter til, at de fleste arter i slægten er gullige.

 

Artsnavnet er afledt af latin paries (‘mur’), hvilket hentyder til en af artens habitater.