Flot bog om denne spændende vadehavsø med talrige fotos, omhandlende natur og kultur, ledsaget af afsnit med uddybende tekster. Findes i dansk og tysk udgave. Kan bestilles hos alle boghandlere. Pris 199 kr. (hft.), 239 kr. (indb.).

Nogle tekstafsnit og billeder fra bogen:

Betegnelserne fannik (tidligere fanninger) og sønderhoning stammer sandsynligvis fra den tid, hvor Fanø var delt fysisk. Gamle kort og fortællinger tyder på, at Fanø på et tidspunkt var to øer. (…) En rende ved navn Elses Gab opdelte øen, fra Vesterhavet ud for de nuværende Pælebjerg-søer til vigen i Albue Bugt. Her lå antageligt – indtil ca. 1540 – Fanøs første bysamfund, Albo, som Albue Bugt kan være opkaldt efter. (s. 3)

Sønderho Kro var i sin tid en såkaldt rejsekro, baseret på sejltrafikken mellem Sønderho og Ribe. Den skulle huse kongen og hans følge, hvis de havde brug for det, og til gengæld fik kromanden kongelige privilegier, nemlig at fremstille og sælge øl og brændevin samt brød uden at skulle betale skat. Det gælder nok ikke mere! (s. 15)

De to bilfærger, Fenja og Menja, er opkaldt efter to jættesøstre med enorme kræfter. Ifølge den nordiske mytologi arbejdede de som slaver for Kong Frode. De havde en tryllekværn af sten, Grotte, som kunne fremmale, hvad man ønskede. Frode ville have, at søstrene malede stor rigdom og en lys fremtid for ham. Men da Fenja og Menja følte sig groft udnyttet, hævnede de sig ved at få Grotte til at fremmale en flådekonge, hvis hær besejrede Frode. Imidlertid tvang også flådekongen de to jætter til at arbejde med Grotte. På et af hans skibe skulle de kværne salt, som han kunne sælge. Men skibet fik overvægt af alt det salt, søstrene frembragte, og det sank med Grotte samt Fenja og Menja; måske mellem Fanø og Mandø. Mon øerne er opkaldt efter jættesøstrene? (s. 35)

Den flotte sommerfugl ensianblåfugl, som lever i symbiose med myrer, kan man være heldig at se i midten af juli, hvor der vokser klokke-ensian, og i klitlavningernes vandhuller lever både butsnudet frø og spidssnudet frø. Blandt ynglefuglene kan nævnes engpiber, og i skumringen flyver dobbeltbekkasinen sin sangflugt, hvorunder den frembringer en brægende lyd ved at vibrere med halefjerene. Jeppe Aakjær udtrykte det på denne måde i sit digt Pigerne paa Engen (1911):

(s. 112)

(Oprettet januar 2016)

(Opdateret maj 2020)