Naturreservatet Vorsø har ligget stort set urørt af menneskehånd siden 1928. Denne bog beretter om øens plante- og dyreliv, geologi, historie m.m., samt om det videnskabelige arbejde, der er foretaget på øen i tidens løb. Rigt illustreret med tegninger, akvareller og fotos. Bogen er nu udsolgt, men meget af indholdet kan læses på siden Naturreservatet Vorsø, som giver en detaljeret beskrivelse af dette spændende naturreservat.

Nogle tekstafsnit fra bogen:

En dag kom nogle tyske soldater kørende i en kampvogn ind på den velholdte gårdsplads, som blev temmelig opkørt. Fru Else Kristensen blev slemt irriteret, gik ud til tyskerne og gjorde dem høfligt, men bestemt opmærksomme på, at på øen var al adgang forbudt, også for dem, og at de gerne måtte gøre gårdspladsen i orden igen, inden de forlod stedet. Til tyskernes store overraskelse skete dette på flydende tysk – Else Kristensen var nemlig sønderjyde. Hendes anmodning blev straks efterkommet. Bestyrer Kristensen indberettede episoden til legatbestyrelsen, og kort efter blev nær landgangen opsat et skilt, der på tysk informerede ’der Wehrmacht’ om, at her var et stykke Danmark, hvor de ikke måtte komme. (s. 27)

Livet på Vorsøgård var førhen, som livet var på landet, med mange folk i arbejde og et leben fra morgen til aften. Med landbrugets afvikling skulle husene nu give rum for en feltstation med helt andre gøremål. Fra 1979 var livet på Vorsø præget af biologer og observatører. (…) Gennem årene er mange mennesker kommet og gået på Vorsø. Flertallet har boet der mindst et år, og man levede sig ind i livet på øen. (…) De fleste accepterede hurtigt forholdene, og mange vedblev at have tilknytning til reservatet. At komme til Vorsø som ungt menneske (…) var en stor oplevelse, også selv om de pågældende i mange tilfælde ikke var garvede feltornitologer. (…) I det gamle stuehus indrettede man sig. En del af bygningen var kontor og fællesrum, men der var også plads til mere individuel udfoldelse. (s. 34-35)

Jo, urskov er man tilbøjelig til at kalde enhver skov, der forekommer ufremkommelig, og dét er Vesterskov så sandelig, med sine mange væltede stammer og tætte krat af Hyld, fremmet af gødning fra Skarver og overnattende kragefugle. De gamle botanikere gjorde, hvad de kunne, for at forhindre Skarven i at slå sig ned i de to højskove. Vore dages botanikere betragter hele sceneriet med alskens påvirkninger som en naturlig del af øens skovudvikling, som de finder interessant, hvadenten den nu bliver det ene eller det andet. (s. 107)

Gul 279 var en Skarv-han, som gennem hele sit 15 år lange liv blev fulgt meget intenst, fordi den i hele perioden kun ynglede i 3 forskellige træer, der alle lå særdeles centralt for observationer. Den udmærkede sig bl.a. ved at producere et kuld på 3 flyvefærdige unger allerede som to-årig. Fuglens ankomsttider til kolonien følger nøje tidspunkterne for mildning i vejret gennem vinteren og foråret. Den omkom under isvinteren 1995/96 i Storebælt. (s. 153)

Da Ræven – som tager en del Rålam – uddøde af skab omkring 1991, eksploderede bestanden af Rådyr på øen. (…) Det blev vurderet, at efterårsbestanden talte 40-50 individer. Den tætte bestand og manglen på prædatorer blev efterhånden en trussel mod arten. Dyrene begyndte at dø af stressrelaterede sygdomme, såsom lungeorm og om foråret trommesyge. I 1991 blev fundet 4 døde dyr, i 1992 22, i 1993 ca. 15, i 1994 19 og i 1995 13. I 1995 blev efterårsbestanden vurderet til 8-12 dyr. (…) Siden 1996 har bestanden været ret stabil. Hver sommer er der mindst 3 Råer med lam, og efterårsbestanden er skønsmæssigt 10 dyr. Det stemmer godt overens med, at Ræven siden 1995 igen er fastboende og kan tolde af Rålammene. (s. 231-32)

(Oprettet januar 2016)

(Sidst opdateret juni 2021)