Armerede frø

Kaj Halberg

Glat burre (Arctium lappa) er en statelig plante, som er toårig. Det første år sætter den en roset af mørkegrønne blade og gør ikke synderligt væsen af sig, men det følgende år skyder en kraftig stængel op, og parasoller af rabarberlignende blade breder sig ud til alle sider. På undersiden af bladene finder man til tider æghobe af brun bjørnespinder (Arctia caja).

Den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) har følgende at sige om burrerne: ”Stengelen (…) skiuder sig ud i mange oc smaa Grene, paa huilcke der komme nogle mangfoldige oc store Burrer. De samme ere trinde [runde], huasse, oc hafue nogle stickendis oc krogede Pige [pigge], med huilcke de henge ved Klæderne paa dennem, som gaa forbij.”

Som Paulli skriver, har stænglen flere sidegrene, og i spidsen af dem sidder et væld af kurve med de smukkeste rødviolette blomster. De tiltrækker mængder af svirrefluer, humlebier og sommerfugle. Hver af blomsterstandene er omgivet af et panser af krogede pigge, og når frøene er modne, løsnes hele blomsterkurven nemt, hvis fx en rævepels eller en ulden trøje strejfer den.

Selv under blomstringen er piggene fæle, og vé den lille fugl eller flagermus, hvis vinge sætter sig fast i krogene. De går en langsom død i møde, medmindre de opdages af et rovdyr.

I den herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burrerne: “Somme tider er (en dreng) ond nok til at kaste et bundt burrer i håret på en rival, eller endog i håret på den pige, som han mener har afvist ham. Den pige, som har haft den oplevelse, behøver ingen teknisk beskrivelse af burren.”

Yderranden af blomsterstandene er forsynet med talrige kroge. På dette billede har den ene vinge af en blåmejse (Cyanistes caeruleus) sat sig fast i krogene, hvilket forårsagede fuglens død. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

I vintertiden

I oktober og november besøger stillitser (Carduelis carduelis) flittigt de store vinterstandere af burre omkring gården på Vorsø, hvor de gør sig til gode med de store olieholdige frø. De flyvefærdige unger tigger stadig mad af forældrene, selv om de er gamle nok til selv at tage for sig af retterne. Somme tider ses op til 30 stillitser sammen i burrerne.

Om vinteren rager den tørre, raslende stængel op over sneen. Vinterstormene flår i den, hvorved de tilbageblevne frugtstande rives løs og blæser hen over snefladen. Til slut segner vinterstanderen under sneens og vædens pres, og der går en tid uden selskab af den statelige burre.

Bjørnelab

Slægtsnavnet er afledt af græsk arktos (‘bjørn’), en hentydning til burrerne, der vel kan minde om bjørnekløer. Nogle autoriteter hævder, at artsnavnet stammer fra det keltiske ord llap (‘hånd’), hvilket hentyder til, at burrerne ’griber fat’. Det jyske folkenavn skorpionstidsel sigter naturligvis også til krogene på burrerne, mens navnene burreskræppe, tordenskræppe og agerskræppe refererer til artens meget store blade. Skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade.

Artens rolle i folketro og medicin er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

(Oprettet februar 2017)

(Senest revideret oktober 2023)

Kaj Halberg - Skribent & fotograf

Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker

Armerede frø