Antiloper

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På dansk kaldes medlemmer af denne familie for skedehornede, som er karakteriseret ved, at deres horn, der består af ben, er omgivet af en skede af hornstof.

De senere års genetiske forskning har medført, at familien er blevet omgrupperet adskillige gange.

Navnet antilope stammer fra et urgammelt græsk ord, antholops, som ifølge Eustatius af Antioch (ca. 336) var navnet på et fantastisk dyr, der “hjemsøgte bredderne af Eufrat, meget vild, svær at fange og med lange, savagtige horn, der var i stand til at fælde træer.”

En teori går ud på, at navnet kan være afledt af græsk anthos (‘blomst’) og ops (‘øje’), således ’blomster-øje’, hvilket måske sigter til de smukke øjne eller lange øjenvipper hos disse dyr.

På denne side er også gaffelbukken (Antilocapra americana) omtalt, da et af dens amerikanske navne er American antelope, hvilket er noget misvisende, da den ikke er en ægte antilope, men danner en separat familie, Antilocapridae.

 

 

 

“Unumbotte skabte først et menneske, dernæst en antilope, og derpå en slange. På den tid, hvor de blev skabt, fandtes der kun et enkelt træ, en palme. Jorden var heller ikke blevet stampet jævn. Alle tre sad på den ujævne jord, og Unumbotte sagde til dem: “Jorden er endnu ikke blevet stampet. I skal stampe den jævn, hvor I sidder.” Unumbotte gav dem alle slags frø og sagde: “Plant disse.” Derpå gik han sin vej.

Unumbotte kom tilbage og så, at de tre endnu ikke havde stampet jorden jævn. De havde dog plantet frøene, og et af frøene var spiret og vokset. Det var et træ, som havde vokset sig højt og bar rød frugt. Hver syvende dag vendte Unumbotte tilbage og plukkede en af de røde frugter.

En dag sagde Slange: “Vi skulle også spise disse frugter. Hvorfor skal vi være sultne?”

Antilope sagde: “Men vi ved ingenting om disse frugter.”

Så tog Menneske og hans kone nogle af frugterne og spiste dem.

Unumbotte kom ned fra himlen og spurgte: “Hvem spiste af frugterne?” De svarede: “Det gjorde vi.”

Unumbotte spurgte: “Hvem sagde, at I kunne spise af frugterne?” De svarede: “Slange sagde det.”

Unumbotte spurgte: “Hvorfor lyttede I til Slange?” De sagde: “Vi var sultne.”

Unumbotte spurgte derpå Antilope: “Er du også sulten?” Antilope sagde: “Ja, jeg bliver sulten. Jeg kan lide at spise græs.” Siden da har Antilope levet i vildmarken og spist græs.

Unumbotte gav derpå sorghum til Menneske, foruden jams og hirse. Og folkene samledes i spisegrupper, som altid spiste af det samme fad, aldrig af de andre gruppers fade. Det var på grund af denne skik, at forskellen på sprog opstod. Og siden da har menneskene regeret over landet.

Men Unumbotte gav Slange en medicin, som han kunne bide folk med.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nilgai betyder ’blå ko’ på hindi, hvilket hentyder til hannens pels, der er skifergrå med et blåligt anstrøg, samt til dens lighed med den hellige ko. Af sidstnævnte årsag beskyttes den af fromme hinduer og har på denne måde undgået at dele skæbne med så mange andre dyrearter i Indien, bl.a. tiger (Panthera tigris), løve (Panthera leo) og hjorteantilope (nedenfor), der alle er truet med udryddelse. Pelsen hos hunner og ungdyr er lysebrun. Begge køn har en hvid hagesmæk.

Denne arts videnskabelige navn er ganske mærkværdigt. Det stammer fra fire græske ord, bous (‘ko’), elaphos (‘hjort’), tragos (‘ged’) og kamelos (‘kamel’). Navnet skyldes den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), for hvem denne antilope tilsyneladende lignede en blanding af disse fire dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle artens navne hentyder til de fire horn. Slægtsnavnet er afledt af græsk tetra (‘fire’) og keras (‘horn’), mens artsnavnet kommer af latin quattuor (‘fire’) og cornu (‘horn’). Hindi-navnet chowsingha er afledt af chaar (‘fire’) og siing (‘horn’).

Der er beskrevet tre underarter, hvoraf quadricornis er udbredt over størsteparten af den indiske halvø, subquadricornutus findes i Sydindien, mens iodes er begrænset til det sydlige Nepal.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i krat og skovsavanne, fra Ethiopien, Somalia og Sydsudan mod syd til det centrale Tanzania. To underarter er anerkendt, den nordlige imberbis og den sydlige australis.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ammos (‘sand’) og elaphos (‘hjort’), således ‘hjorten, der lever i sandede områder’. Slægtsnavnet er latin og betyder ‘skægløs’. Dette dyr har ingen hårdusk på halsen som dens større slægtning stor kudu (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

Kap-kudu, underarten strepsiceros, er begrænset til den sydligste del af Sydafrika.

Zambezi stor kudu, underarten zambeziensis, er udbredt fra det sydlige Kenya mod syd gennem det østlige Afrika til det nordlige Sydafrika og derfra videre mod vest til det sydlige Angola og Namibia.

Nordlig stor kudu, underarten chora, forekommer fra Eritrea mod syd til det nordlige Kenya.

Vestlig stor kudu, underarten cottoni, lever i det sydlige Chad og Sudan, samt i den nordlige del af den Centralafrikanske Republik og Sydsudan.

Hanner af stor kudu har imponerende snoede horn, hvorfor de har været meget efterstræbt af trofæjægere.

Slægts- og artsnavn er afledt af oldgræsk strepsis (‘drejer indad’) og keras (‘horn’), hvilket sigter til de spiralformede horn. Ordet kudu stammer fra Xhosa iqhude, som blev til koedoe på Afrikaans og kudu på dansk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk tauros (‘tyr’) og tragos (‘gedebuk’), hvilket sigter til dens kvæglignende fremtoning, samt til en hårdusk i øret, der minder om en gedebuks skæg. Det danske navn hentyder til, at disse dyr minder en smule om elgen (Alces alces), også kaldt for elsdyr. Navnet eland er det hollandske ord for elg. Det lader til, at Boerne, som slog sig ned i Sydafrika i 1700-tallet, også mente, at denne antilope lignede en elg.

 

Almindelig elsdyrantilope er hjemmehørende fra det centrale Kenya, det sydlige Zaire og det nordlige Angola mod syd til Kap-provinsen i Sydafrika. Den lever i skovsavanne og andre typer af græsland og danner til tider flokke på op mod 500 dyr.

Artsnavnet kommer af oldgræsk orygos (‘hakke’), hvilket hentyder til de spidse horn hos adskillige afrikanske antiloper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet sigter til et væsen i den græske mytologi, benævnt tragelaph, af græsk tragos (‘gedebuk’) og elaphos (‘hjort’), eller hircocervus, af latin hircus (‘gedebuk’) og cervus (‘hjort’) – en kimære med hoved som en ged og krop som en hjort.

 

Hannen måler op til 135 cm over skulderen og kan veje op mod 300 kg. Hunnen er noget mindre og kan veje op mod 200 kg. Hannens pels er mørkegrå med hvide pletter på struben og halsen, samt sorte og hvide aftegninger i ansigtet. Hunnerne er gråbrune.

Denne art var den sidste større antilope, som blev opdaget i Afrika, idet den blev beskrevet så sent som i 1910. Major Ivor Buxton, som havde været på jagt i Ethiopien, bragte et eksemplar med tilbage til England i 1908, hvor den blev beskrevet af naturhistorikeren Richard Lydekker (1849-1915), som gav den artsnavnet buxtoni til ære for majoren.

Gedemsa’en er stærkt truet på grund af konkurrence fra store kvægflokke, der bringes op i bjergene af nybyggere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet skriftantilope skyldes, at en del af individerne har hvide, skriftlignende pletter hen langs siden. Pelsens lyse pletter og striber er en tilpasning til, at arten ofte færdes i tæt kratskov, hvor sollyset netop rammer skovbunden som pletter og striber.

Nogle biologer opdeler denne art i mellem 2 og 8 særskilte arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der anerkendes for tiden tre underarter: Nil-sitatunga, underarten spekii, også kaldt østafrikansk sitatunga, lever i området omkring Nilens kilder. Congo-sitatunga, underarten gratus, findes i det vestlige og centrale Afrika. Zambezi-sitatunga, underarten selousi, er udbredt i det sydlige Zaire, Zambia, Angola og det nordlige Botswana.

Den temmelig lange pels er brun med et rødligt skær hos hannen af nominatracen, mens den hos Zambezi-sitatunga er skifergrå. Hunnerne er smukt rødbrune. Begge køn har hvide tegninger i ansigtet og til tider hvidlige lodrette striber på kroppen. Kun hannerne har horn, som er ret korte og kun let snoede.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske officer og opdagelsesrejsende John Hanning Speke (1827-64), som udforskede dele af Østafrika på tre ekspeditioner. Han ledte efter Nilens kilder og var den første europæer, som nåede frem til Victoriasøen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i størstedelen af det østlige og sydlige Afrika. To underarter er anerkendt, nominatracen, som forekommer fra det sydlige Uganda og det centrale Kenya mod syd til den østlige del af Sydafrika og størstedelen af Namibia, samt underarten petersi, kaldt sortmasket impala, som er begrænset til det nordvestlige Namibia og det sydvestlige Angola. Denne underart kan kendes på de sorte tegninger i ansigtet.

Slægtsnavnet kommer af græsk aipus (‘høj’ eller ‘stejl’) samt keras (‘horn’), hvilket sigter til hannens lange horn, mens artsnavnet er fra græsk melas (‘sort’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til de sorte pletter på bagbenene. Navnet impala er en forvanskning af Tswana-ordet phala, som betyder ‘rød antilope’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nesos (‘ø’) og tragos (‘gedebuk’), hvilket måske sigter til disse dyrs levested, tætte skove.

 

Bestanden er blevet meget reduceret på grund af krybskytteri, tab af levesteder, samt prædation fra hunde, specielt i Sydafrika, hvor arten stort set er begrænset til det nordøstlige KwaZulu-Natal. Fire underarter er anerkendt.

Artsnavnet er latin og betyder ’lugter af moskus’.

 

 

 

 

 

 

Dens klove har en gummiagtig belægning, som bevirker, at den står fantastisk godt fast på stejle overflader – en tilpasning til dens habitat, som er klippefyldte områder, helst med spredte buske, hvor den kan søge ly mod fjender, bl.a. ørne.

Arten er vidt udbredt, hovedsagelig i den østlige og sydlige del af Afrika, fra det østlige Sudan og Eritrea mod syd gennem Østafrika til den nordøstlige del af Sydafrika, samt i det vestlige Angola, Namibia og den vestlige del af Sydafrika. Små reliktbestande findes i den Centralafrikanske Republik samt i Nigeria. Arten er blevet observeret op til 4500 meters højde på Mount Kilimanjaro. Omkring 11 underarter er beskrevet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oros (‘bjerg’) og tragos (‘gedebuk’), således ‘bjergged’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tribus Antilopini omfatter hjorteantilope (Antilope cervicapra, nedenfor), afrikanske og asiatiske gazeller af slægterne Procapra, Gazella, Eudorcas og Nanger (de 3 sidstnævnte omtalt nedenfor), springbuk (Antidorcas marsupialis, nedenfor), dibatag (Ammodorcas clarkei), samt girafgazelle (Litocranius walleri, nedenfor).

Tribus Saigini rummer kun en enkelt art, den asiatiske saiga (Saiga tatarica).

Tribus Neotragini omfatter beira (Dorcatragus megalotis), slægten Madoqua (nedenfor), der rummer 4 arter, dværgantilope (Neotragus pygmaeus), oribi (nedenfor), samt slægten Raphicerus (nedenfor).

 

 

Det videnskabelige navn er afledt af græsk anti (‘modsat’) og dorkas (‘gazelle’), hvilket sigter til, at denne art ikke er en ægte gazelle, samt af latin marsupium (‘lomme’), hvilket hentyder til hudflappen på ryggen. En anden forskel fra gazellerne er, at dens horn enten er lige eller med svagt fremadbøjet spids, mens de hos gazellerne normalt bøjer bagud i en bue (se dog Grants gazelle nedenfor).

Springbukken lever i tørre områder i det sydvestlige Afrika, fra den sydligste del af Angola mod syd gennem Namibia og det vestlige Botswana til det vestlige Sydafrika. Arten er Sydafrikas nationaldyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette prægtige dyr er hjemmehørende på stepper og i halvørkener i Indien og Pakistan, hvor det tidligere var meget almindeligt. Men konkurrence fra stedse voksende hjorde af tamkvæg, geder og får, samt ukontrolleret jagt fra såvel englændere som indere (de kaldte det ‘sportsjagt’ og så seriøse ud) resulterede i, at bestanden efterhånden blev splittet op i en masse uddøende småflokke.

Arten uddøde i Pakistan og de fleste steder i Indien, og kun i delstaterne Rajasthan og Gujarat fandtes fortsat livskraftige flokke, der strejfede om på markerne. I disse stater har Bishnoi’er og andre lokale folkeslag fra gammel tid beskyttet hjorteantiloperne og andre vilde dyr og tillader dem endog at græsse af deres afgrøder. Takket være denne beskyttelse kunne den indiske vildtforvaltning oprette reservater til hjorteantilopen rundt om i Indien og tilføre de uddøende bestande nyt blod fra Rajasthan og Gujarat.

Hjorteantilopen optræder også i den hinduistiske mytologi, hvor den trækker måneguden Chandramas karet.

Artsnavnet er afledt af latin cervus (‘hjort’) og capra (‘hunged’), således ‘hjorte-ged’.

I udkanten af byen Mamallapuram, Tamil Nadu, findes to store klipper, hvori der er udhugget en kæmpemæssig skulptur, ca. 30 m lang og 15 m høj. Hovedtemaet i denne skulptur, der kaldes Ganges stiger ned til Jorden, er en begivenhed i det hinduistiske epos Mahabharatha. Bhagiratha var en stor konge, som gjorde bod gennem tusind år for at opnå frigørelsen af hans 60.000 grandonkler fra helgenen Kapilas forbandelse, hvilket til slut medførte, at gudinden Ganga steg ned til Jorden i form af floden Ganges. Mange andre emner er dog også afbildet i skulpturen, deriblandt elefanter, katte og hjorteantilope.

Mine genvordigheder med at opnå tilladelse til at fotografere hjorteantiloper i Tal Chapar Wildlife Sanctuary er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1979: På kamerajagt efter hjorteantiloper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eu (‘god’) og dorcas (‘gazelle’).

 

Skønt den er blandt klodens hurtigste pattedyr, der over kortere strækninger kan løbe med en hastighed af op mod 90 km/t, er den et foretrukket byttedyr for hyænehunden (Lycaon pictus). En sådan jagt er beskrevet på siden Dyreliv: Hyænehunde – savannens nomader.

Thomsons gazelle blev beskrevet af den tyskfødte britiske naturhistoriker Albert Günther (1830-1914), som navngav den Gazella thomsoni til ære for den skotske geolog Joseph Thomson (1858-95) – en fremragende opdagelsesrejsende, som aldrig forårsagede, at nogen indfødt blev dræbt, og aldrig mistede nogen af sine folk på grund af konfrontationer. Hans motto var: “Den, som vandrer blidt, vandrer sikkert; den, som vandrer sikkert, vandrer langt.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere rummede slægten flere arter, men 4 eller 5 er blevet overført til slægten Eudorcas (ovenfor), 3 til Nanger (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Seks underarter er beskrevet, hvoraf flere betragtes som selvstændige arter af nogle autoriteter. Deccan-chinkara, underarten bennettii, forekommer fra Ganges-sletten mod syd til Andhra Pradesh. Gujarat-chinkara, underarten christii, er udbredt fra det sydlige Pakistan til Rajasthan og Gujarat. Salt Range-gazelle, underarten salinarum, lever i det østlige Pakistan og det nordvestlige Indien, Kennion- eller Baluchistan-gazelle, underarten fuscifrons, er udbredt i det østlige Iran, det sydlige Afghanistan, det sydlige Pakistan, samt Rajasthan, Jebeer-gazellen, underarten shikari, findes i det nordøstlige Iran, og Bushehr-gazelle, underarten karamii, er begrænset til et område omkring Bushehr, nordøstlige Iran.

Bestandene af denne gazelle er blevet drastisk reduceret på grund af jagt. De iranske og pakistanske bestande er spredte og fragmenterede, og den er muligvis uddød i Afghanistan. Artens absolutte kærneområde er Indien med omkring 100.000 individer, hvoraf ca. 80.000 lever i Thar-ørkenen i Rajasthan og Gujarat.

Artsnavnet refererer muligvis til den engelske læge og naturhistoriker George Bennett (1804-93), som rejste vidt og bredt mellem 1828 og 1835. Senere emigrerede han til Australien, hvor han besad et antal poster, bl.a. som præsident for the Royal Zoological Society i New South Wales.

 

 

 

 

 

 

 

For tiden anerkendes seks underarter: dorcas (egyptisk dorcasgazelle), isabella (isabellafarvet dorcasgazelle), massaesyla (marokkansk dorcasgazelle), osiris, inkl. neglecta (Sahara dorcasgazelle), beccarii (eritreansk dorcasgazelle), samt pelzelnii (Pelzelns gazelle eller Somali-dorcasgazelle).

 

 

 

 

 

 

Girafgazellen blev beskrevet i 1878 af den engelsk-irske naturhistoriker Sir Victor Alexander Brooke (1843-1891). Slægtsnavnet kommer af græsk lithos (‘sten’) samt latin cranium (‘kranium’). Det lader til, at girafgazellen har en hård hovedskal. Artsnavnet blev givet til ære for den engelske naturhistoriker Richard Waller (ca. 1655-1715), mens navnet gerenuk er afledt af et somali-ord, garanuug, som betyder ‘med hals som en giraf’.

To underarter er beskrevet, nordlig girafgazelle eller Sclaters gazelle, underarten sclateri, som findes fra det østlige Ethiopien og Djibouti mod syd til det nordvestlige Somalia, samt sydlig girafgazelle eller Wallers gazelle, underarten walleri, der er udbredt fra det centrale Somalia mod syd til det nordøstlige Tanzania. Sclaters gazelle er opkaldt efter den engelske jurist og zoolog Philip Lutley Sclater (1829-1913).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et lokalt senegalesisk navn på dama-gazellen (Gazella dama).

 

Hannen har tykke horn, som bøjer bagover og ud til siden, mens hunnen har slanke, normalt lige horn med let fremadbøjede spidser. På dette punkt ligner de hornene hos springbuk (ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten blev beskrevet af den tyske læge og naturhistoriker Philipp Jakob Cretzschmar (1786-1845), som navngav den til ære for en anden tysk læge og naturhistoriker, Samuel Thomas von Sömmerring (1755-1830).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et lokalt amharisk ord, medaqqwa, anvendt for disse små antiloper.

 

Den blev navngivet til ære for den tyskfødte britiske zoolog Albert Günther (1830-1914), hvis speciale var fisk og krybdyr. Han beskrev over 340 krybdyrarter, og han var også den første til at konkludere, at den newzealandske tuatara ikke er et firben, men det eneste overlevende medlem af en helt ny gruppe krybdyr, som han kaldte Rhynchocephalia.

 

 

 

 

 

Den britiske læge, naturhistoriker og guvernør af Zanzibar, Sir John Kirk (1832-1922), indsamlede mange plante- og dyrearter i Østafrika og skrev mange artikler om dem. Mange arter er opkaldt efter ham, bl.a. denne antilope. Han var også den ledende figur i bestræbelsen på at afslutte slaveriet i Zanzibar, assisteret af hans politiske undersåt Ali bin Saleh bin Nasser Al-Shaibani.

 

 

 

 

 

 

 

 

Otte underarter er beskrevet, udbredt i Sahel-zonen i det centrale Afrika, fra Senegal mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd gennem Østafrika til den nordøstlige del af Sydafrika, samt endvidere i Angola, det sydlige Zaire og Zambia. Den blev beskrevet så tidligt som i 1782 af den tyske zoolog Eberhard von Zimmermann (1743-1815), som er kendt for at have skrevet et af de første zoogeografiske værker, Specimen Zoologiae Geographicae Quadrupedum (1777), der beskriver udbredelsen af pattedyr.

Alle navne på denne art er en forvrængning af orab, Khoikhoi-navnet på dette dyr.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk raphis (‘nål’) og keras (‘horn’), hvilket hentyder til disse dyrs tynde, lige horn.

 

Arten lever i forskellige biotoper, bl.a. savanne og andre former for græsklædte områder, åben skovsavanne og stenede steder. Den er udbredt i to adskilte områder, fra det centrale Kenya mod syd til det sydlige Tanzania, samt fra Namibia mod øst til Zambia, og derfra mod syd til Kap-provinsen i Sydafrika.

Artsnavnet er afledt af latin campus (‘mark’ eller ‘fladt område’), altså ‘den, der lever flade steder’, her nok i betydningen ‘busksteppe’. Navnet steinbok er en forvrængning af det navn, som Boerne gav denne art, på Afrikaans steenbok, som betyder ‘stenbuk’. Det hentyder muligvis til, at nogle individer er næsten murstensrøde.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer muligvis af et Wolof-ord, koba, der anvendes for hesteantilopen (Hippotragus equinus).

 

Mange underarter er blevet beskrevet, opdelt i to hovedgrupper. Medlemmer af gruppen ellipsiprymnus har en ellipseformet hvid tegning på bagdelen, som gav anledning til det latinske artsnavn, af græsk ellipes (‘ellipse’) og prymnos (‘bagdel’).

Den anden gruppe er defassa, hvis medlemmer har en stor hvid plet på bagdelen. Oprindeligt blev sidstnævnte i 1835 beskrevet som en særskilt art af den tyske naturhistoriker Wilhelm Eduard Rüppell (1794-1884), som navngav den Antilope defassa efter dens amhariske navn.

I dag regner de fleste taksonomer dog de to grupper for samme art, da de ofte danner hybrider, hvor deres udbredelsesområde overlapper.

Underarter, som tilhører ellipsiprymnus, er udbredt fra det østlige Kenya og Tanzania mod syd til den nordøstlige del af Sydafrika, mens defassa-underarterne findes i resten af udbredelsesområdet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse antiloper lever i sumpede områder, hvor de æder vandplanter. På deres ben findes et vandskyende middel, som gør, at de kan løbe ret hurtigt i vand og dermed har en bedre chance for at undslippe rovdyr.

Rød letje, underarten leche, er vidt udbredt i vådområder i det nordlige Botswana, nordøstlige Namibia samt det sydvestlige Zambia. Et kerneområde for den er Okavango-deltaet i Botswana.

Kafue Flats letje, underarten kafuensis, findes kun i et lille område på Kafue Flats, en tidvis oversvømmet slette omkring Kafue-floden i det sydvestlige Zambia. På IUCNs rødliste er den karakteriseret som sårbar.

Sort letje, underarten smithemani, er begrænset til Bangweulu-lavningen i det nordlige Zambia. Før i tiden fandtes der flere hundrede tusinde i dette område, men da skydevåben blev mere udbredt efter første verdenskrig, blev der skudt alt for mange. I dag er deres antal sandsynligvis så lavt som ca. 30.000. Kun voksne hanner er sortagtige, mens hunner og ungdyr er forskellige afskygninger af brunt. Efter regntiden, når vandet trækker sig tilbage fra det oversvømmede område omkring Bangweulu-sumpene, spirer frisk græs frem, og et stort antal letje søger til disse områder for at græsse.

En fjerde underart, robertsi, kaldt Roberts’ letje eller Kawambwa-letje, er nu uddød. Den fandtes førhen i den nordøstlige del af Zambia.

Artsnavnet stammer muligvis fra et Sotho-ord, letsa, som betyder ‘antilope’.

Andre antilopearter kaldes også for letje. Nil-letje (Kobus megaceros) er udbredt i sumpe og græsland i Sydsudan og det nordlige Ethiopien, og Upemba-letje (Kobus anselli) er begrænset til Upemba-sumpene i Zaire. Den blev beskrevet så sent som i 2005.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘bagudbøjet’, afledt af uncus (‘krog’). Dette er mystisk, da hornene hos disse dyr peger fremad.

 

Denne art er udbredt i Sahel-zonen i det centrale Afrika, fra Senegal mod øst til Ethiopien, og derfra mod syd til det sydlige Tanzania. Arten blev beskrevet i 1767 af den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811). Fem underarter er for tiden anerkendt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artens engelske navn hartebeest kommer sandsynligvis af Afrikaans hertebeest, som betyder ’hjorteko’. For Boerne, der navngav den, lignede den tilsyneladende en blanding af ko og hjort. Det samme gælder artsnavnet buselaphus, som er afledt af græsk bous (‘ko’) og elaphos (‘hjort’). Artsnavnet skyldes også Pallas, for hvem denne antilope tilsyneladende lignede en blanding af en ko, en elg, og en hjort. Hermed har vi også en forklaring på det danske navn.

Der anerkendes 8 underarter:

Nordlig koantilope, underarten buselaphus, der også blev kaldt bubal, er uddød. Den var tidligere vidt udbredt i det nordlige Afrika, fra Marokko til Egypten, men blev udryddet i 1920’erne.

Vestlig koantilope, underarten major, fandtes førhen i størsteparten af Sahel-zonen i det vestlige Afrika. I dag er den begrænset til nogle få beskyttede områder.

Lelwel-koantilopen, underarten lelwel, var tidligere vidt udbredt i den østlige del af Sahel-zonen, fra det sydlige Chad mod øst til det vestlige Ethiopien og Uganda. Den er gået drastisk tilbage siden 1980’erne og findes nu kun i nogle få beskyttede områder.

Førhen forekom Tora-koantilopen, underarten tora, i det nordvestlige Ethiopien og det vestlige Eritrea. Dens nuværende status er uklar, og den er muligvis uddød.

I dag er Swaynes koantilope, underarten swaynei, begrænset til en ganske lille bestand i den sydlige del af Rift Valley i Ethiopien. Tidligere var den udbredt mod øst til Somalia, hvor den blev udryddet i 1930’erne.

Kongoni, underarten cokii, forekommer i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania. Bestanden er nogenlunde stabil.

Lichtensteins koantilope, underarten lichtensteinii, lever i miombo-skov fra det vestlige og sydlige Tanzania mod syd til Zambia, med spredte flokke i Zimbabwe, Mozambique og den østlige del af Sydafrika.

Rød koantilope, underarten caama, også kaldt Kap-koantilope, var engang udbredt fra det sydlige Angola og det østlige Namibia gennem størstedelen af Botswana til den østlige del af Sydafrika. I dag findes den kun i Namibia samt den centrale og sydvestlige del af Botswana, men er dog i fremgang i disse lande.

Tilbagegangen i de fleste bestande af koantilope skyldes overdreven jagt og krybskytteri til forsyning af det legale såvel som det illegal kødmarked, da dens kød er en højt skattet spise.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fem underarter er anerkendt:

Blå gnu, underarten taurinus, er vidt udbredt i det sydlige Afrika, fra det sydlige Angola og det sydvestlige Zambia mod syd til den centrale del af Sydafrika samt det sydlige Mozambique.

Cooksons gnu, underarten cooksoni, er begrænset til Luangwa-dalen i Zambia.

Sortskægget gnu, underarten johnstoni, forekommer fra det centrale Tanzania mod syd til det nordlige Mozambique. Den er uddød i Malawi.

Østlig hvidskægget gnu, underarten albojubatus, findes i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, øst for Rift Valley.

Vestlig hvidskægget gnu, underarten mearnsi, er udbredt i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, vest for Rift Valley, mod vest til Victoria-søen. Denne underart foretager de spektakulære årlige vandringer, hvor 2-3 millioner gnuer vandrer fra Serengeti-sletterne mod nord til det sydlige Kenya, og senere omvendt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latinsk diminutivform af det oldgræske ord damalis (‘kvie’).

 

 

Almindelig tsessebe, underarten lunatus, lever fra den sydligste del af Zaire mod syd gennem det østlige Angola og det vestlige Zambia til den nordøstligste del af Namibia, det nordlige og sydøstlige Botswana, Zimbabwe, den nordøstligste del af Sydafrika, samt i det sydvestlige Mozambique.

Serengeti-topi, underarten jimela, har en spredt forekomst i Uganda, det sydlige Kenya, samt Tanzania. Den er almindelig i det nordvestlige Tanzania.

Kyst-topi, underarten topi, er begrænset til et kystnært område i den sydlige del af Somalia samt i det nordlige Kenya.

Tiang, underarten tiang, har en pletvis udbredelse i den østlige halvdel af Sahel-zonen.

Korrigum, underarten korrigum, findes i to vidt adskilte områder i den vestlige del af Sahel-zonen.

Bangweulu-tsessebe, underarten superstes, blev beskrevet så sent som i 2003. Den er begrænset til Bangweulu-sumpene i det nordlige Zambia.

Det er et karakteristisk træk for denne art, at et medlem af flokken ofte står på en termittue i timevis, mens den holder udkig efter fjender.

Artsnavnet kommer af latin luna (‘Månen’), i denne forbindelse halvmåne, hvilket formentlig sigter til hornenes form.

 

 

 

 

 

 

 

Oprindelig var bontebok vidt udbredt i den Vestlige Kap-provins, men blev næsten udryddet af jagt. I 1930’erne var der kun 22 dyr tilbage. Siden da har den været strengt fredet i adskillige reservater, både inden for og uden for dens oprindelige udbredelsesområde. I dag tæller bestanden mellem 1600 og 2000 individer.

Blisbukken var førhen udbredt over et stort område i den østlige del af Sydafrika, men i lighed med bontebok blev den næsten udryddet på grund af ukontrolleret jagt. Siden har den gjort et bemærkelsesværdigt comeback, og bestanden tæller i dag omkring 120.000 dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk hippos (‘hest’), hvilket sigter til disse dyrs størrelse, samt tragos (‘ged’) – et navn, som er tilknyttet mange antilopearter.

 

Der anerkendes fire underarter:

Sydlig sabelantilope, underarten niger, også kaldt for sort sabelantilope, Matsetsi-sabelantilope eller sydzambiansk sabelantilope, forekommer syd for Zambezi-floden, specielt i det nordlige Botswana og Zimbabwe.

Stor sabelantilope, underarten variani, har navn efter hornene, der er større end hos de øvrige underarter. Den er begrænset til nogle få lokaliteter i det centrale Angola og er klassificeret som udryddelsestruet på IUCNs rødliste.

Zambiansk sabelantilope, underarten kirkii, der også kaldes for vest-tanzaniansk sabelantilope, er udbredt nord for Zambezi-floden, i Zambia, Malawi, det sydøstlige Zaire samt det sydvestlige Tanzania. Den er klassificeret som sårbar.

Østlig sabelantilope, underarten roosevelti, også kaldt for Shimba sabelantilope, er den mindste af de fire underarter. Den forekommer i et kystnært bælte fra det sydøstlige Kenya mod syd gennem Tanzania til det nordlige Mozambique.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk orygos (‘hakke’), hvilket – i lighed med det danske navn spydbukke – hentyder de spidse horn hos disse antiloper.

 

Artsnavnet er det amhariske navn på denne antilope.

 

 

 

 

 

 

 

Navnet gemsbok (’gemse-buk’) blev hæftet på denne art af Boerne, fra det hollandske navn på gemsen (Rupicapra rupicapra), hvilket sigter til den ret ens ansigtstegning hos disse to arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved europæernes ankomst til Amerika var gaffelbukken utroligt talrig i den vestlige del af kontinentet. Den blev dog jaget alt for intensivt og var nær udryddelse omkring 1900. Efter fredningstiltag er den atter blevet almindelig mange steder. I dag findes større eller mindre bestande spredt rundt i den vestlige halvdel af Nordamerika, fra den sydligste del af Canada mod syd til det nordlige Mexico.