Alger

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alger rangerer fra encellede mikroalger, såsom Chlorella, Prototheca og Ochrophyta (diatoméer), til flercellede former, heriblandt de store brunalger, hvoraf den største, kæmpetang (nedenfor), kan blive op til 50 m lang. De mest komplekse ferskvandsformer er Charophyta, en underafdeling af grønalger, der omfatter bl.a. Spirogyra og Charales (kransnålalger).

Nogle typer alger danner symbiotisk samliv med andre organismer, hvor algen forsyner værten med organisk stof, mens værten til gengæld beskytter algen. Nogle eksempler på værter er laver, koraller og havsvampe.

 

Større forekomster af disse ‘alger’, kaldt alge-opblomstring eller vandblomst, finder ofte sted i sensommeren. De forekommer til tider i sådanne mængder, at overfladen på damme og mindre søer antager en karakteristisk blålig-grøn farve. Dette er ofte tegn på forurening med fosfater og anden gødning af et sådant omfang, at det kan udgøre en sundhedsrisiko.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Guderne appellerede til den høje gud Vishnu om hjælp, og han foreslog, at de skulle prøve at genvinde deres magt ved at drikke den mirakuløse amrita, det evige livs nektar, som de kunne få fat i ved at piske det kosmiske mælkeocean og derved bringe krukken med amrita op til overfladen.

Han rådede dog guderne til at behandle asura’erne diplomatisk ved at foreslå dem, at de sammen skulle piske oceanet. Når krukken med amrita kom til overfladen, ville Vishnu sørge for, at guderne fik fat i den.

Asura‘erne indvilligede i at deltage i piskningen. For at kunne udføre denne formidable handling, rev guderne og asura’erne bjerget Mandara op med rode, placerede det med spidsen nedad i oceanet, og snoede derpå den gigantiske, mange-hovedede naga (slange) Vasuki rundt om bjerget. Ved at trække skiftevis i slangens hoved og hale ville bjerget agere som et kæmpemæssigt piskeris og således bringe krukken med amrita op til overfladen.

Bjergets spids begyndte imidlertid at bore sig ned i havbunden, så Vishnu antog skikkelse af en kæmpe ved navn Kurma, halvt mand, halvt havskildpadde, hvorpå han dykkede ned til havbunden, hvor han placerede Mandara på sin ryg, hvilket gjorde piskningen mere effektiv.

Til slut lykkedes det at få krukken med amrita op til overfladen, hvorefter et mægtigt slag begyndte mellem guderne og asura’erne for at få tag i den. Det lykkedes asura’erne at gribe den og løbe af med den.

Igen appellerede guderne til Vishnu, som antog skikkelse af en ny avatar, Mohini, en smuk gudinde, som forførte asura’erne og fik fat i krukken med amrita, hvorved han forhindrede ondskaben i for evigt at overtage verden, og det gode vandt.

 

 

 

 

 

I Danmark findes 5 slægter med 25 arter, der kan danne store bevoksninger i rene søer og damme, men skygges bort af planteplankton i tilfælde af øget eutrofiering. Navnet kransnålalge skyldes de kransstillede sideskud.

 

 

 

 

 

Det videnskabelige navn er afledt af græsk rhodon (‘rose’) og phyton (‘plante’), altså ‘rosenfarvede planter’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De grenede stængler, som kan blive op til 90 cm lange og 2,5 cm brede, er fastgjort til sten eller klipper. Langs begge sider af den markante midterrib findes et antal næsten kugleformede luftblærer, som har givet navn til arten.

Siden 1811 har blæretang været en kilde til jod, som anvendes til bekæmpelse af struma, en opsvulmning af skjoldbruskkirtlen, der skyldes jodmangel.

 

 

 

 

 

Arten er begrænset til den nordlige del af Atlanterhavet, fra Svalbard mod syd til Portugal, samt langs Østgrønland og mod syd til de nordøstlige kyster af Nordamerika.

 

 

 

 

 

I Irland, hvor denne art kaldes for dúlamán, blev den førhen indsamlet som føde i hungerperioder. En lokal folkesang, Dúlamán, beskriver forholdet mellem to mennesker, der har indsamling af tangen som profession.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tysk-estiske geolog og kunstner Alexander Philipov Postels (1801-1871).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk Nereis (oprindelig en havgud, men på latin ændret mening til ‘havfrue’), samt cystis (‘blære’), således ‘havfrue-blære’. Artsnavnet blev givet til ære for den tysk-russiske navigatør, geograf og arktiske opdagelsesrejsende Friedrich Benjamin Graf von Lütke (1797-1882), på russisk kaldt for Fyodor Petrovich Litke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange andre steder er arten blevet plantet i vid udstrækning, især i Australien, New Zealand, Spanien, Argentina, Chile, Uruguay, Kenya og Sydafrika, samt på øen Tristan da Cunha.

 

 

 

 

 

 

 

 

Indisk hestekastanje (A. indica), også kaldt Himalaya-hestekastanje, er almindelig i den vestlige del af Himalaya i højder mellem 900 og 3000 m, fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal. I dele af det nordlige Indien anvendes dens løv som kvægfoder, og frøene tørres og males til et bittert mel, kaldt tattawakher. Bitterstoffet fjernes ved at skylle melet gentagne gange, hvorefter det ofte blandes med hvedemel til fremstilling af chapati’er, og også halwa (søde kager). I hungerperioder fremstilles en slags grød, kaldt dalia, af melet. Arten anvendes også inden for folkemedicinen mod forskellige lidelser, deriblandt hudproblemer, rheumatisme og hovedpine. (Kilde: N.P. Manandhar 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press)