Æble-alléen i Gjøngernes Land

Træerne i alléen er en dyrket sort af sødæble (Malus pumila). Gravfund fra stenalderen og bronzealderen viser, at frugterne af skovæble eller skovabild (Malus sylvestris) allerede dengang udgjorde en del af danskernes føde. Denne art er vildtvoksende i størsteparten af Europa, mod øst til Ukraine og Kaukasus. I det nordlige Norge, Sverige, Finland og Rusland er den sjælden eller manglende.

Artsnavnet sylvestris betyder ‘vokser i skove’. Skovæble trives dog bedst i solrige områder og vokser derfor mest i udkanten af skove. De små frugter er fuldstændig gule, og hvis æblerne har anstrøg af rødt på sig, er de en krydsning med sødæble (Malus pumila), hvoraf de fleste sorter er mere eller mindre røde.

Vilde æbler har en noget snerpende eftersmag, og de dyrkede søde æblesorter kom formentlig først til Norden med munkene i Middelalderen. Førhen blev skovabild betragtet som værende den vigtigste stamfader til sødæblet, men nyere forskning har påvist, at det vigtigste ophav faktisk er Malus sieversii, som er hjemmehørende i Kazakhstan og Centralasien. Nogle forskere mener, at de første sødæbler blev bragt til Europa af handlende, der drog langs den berømte Silkevej, ad hvilken asiatiske varer blev bragt til Europa, og omvendt. Gennem årene er disse æbler fra Kazakhstan blevet krydset med skovabild og andre vilde æblearter fra Sibirien og Kaukasus, og gennem yderligere forædling er sødæblet opstået.

I den græske mytologi berettes det, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis undlod de at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste”. De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der skulle have æblet, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris i Troja. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

Traditionelt betragtes det gyldne æble som værende sødæblet, men det kan lige så vel dreje sig om granatæble (Punica granatum), da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Grækenland på det tidspunkt teksten blev skrevet.

I den nordiske gudetro indtog Idun en særstilling, idet hun holdt aserne evigt unge ved hjælp af sine magiske æbler, som hun opbevarede i et skrin. Når de følte alderen trykke, tog de blot en bid af et af disse æbler, og straks var de unge igen.

En af de berømteste kristne myter handler om Syndefaldet. I Første Mosebog, kap. 3, vers 1-7, hedder det:

Og Slangen var træskere end alle Vilddyr paa marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: ”Mon Gud skulle have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven?”

Da sagde Kvinden til Slangen: ”Vi maa æde af Havens Træers Frugt; men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: ’Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø’.”

Da sagde Slangen til Kvinden: ”I skulle ikke dø Døden; men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.”

Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.

Traditionelt er Kundskabens Frugt også blevet betragtet som værende sødæblet, selv om det ikke nævnes i Mosebogens tekst. Det kan dog lige så vel dreje sig om granatæble, eller muligvis abrikos (Prunus armeniaca), da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Mellemøsten på det tidspunkt teksten blev skrevet.

Læs mere om granatæble andetsteds på denne hjemmeside, se Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Folkemindesamleren Jens Kamp fortæller om en karl på en gård i Vestsjælland, som havde givet et sådant æble til en pige på gården. Hun fattede dog mistanke og spiste ikke æblet, men kastede det hen til et af gårdens svin. Fra den dag kunne karlen ikke gå i fred for dette svin, som kom løbende hen til ham, hver gang han kom forbi. Karlen blev til grin på hele egnen.