Arne Koch Christoffersen (1948-2005)

 

 

 

 

 

”Er det dig, der kigger på fugle?” sagde han.

Jo, det var det da.

”Er det dig, der har planlagt at køre til Irak?” fortsatte han.

Jo, det var også rigtigt.

”Må jeg komme med?” spurgte han.

 

Sammen lagde vi nu planer, mens vi sparede som gale. Vi købte et brugt Folkevognsrugbrød, indrettede det nødtørftigt med sengepladser og gasapparat, læssede nogle gamle ølkasser fulde af tøj og bøger, og i oktober 1972 kørte vi af sted. Vi var meget unge og særdeles uerfarne i rejselivets besværligheder. I sidste øjeblik inden afrejsen hørte vi om noget, der kaldtes carnet de passage – et tolddokument, som skulle sikre, at en bil, der blev indført til de forskellige lande, også blev udført igen. Bortset herfra skænkede vi ikke papirjunglen en tanke.

Det blev en særdeles spændende og lærerig tur, som varede i alt ni måneder. Starten på turen var dog knapt så fornøjelig. I det sydlige Jugoslavien, i nærheden af byen Titov Veles, bemærkede vi nogle gåsegribbe og kongeørne, der svævede over bjergene. Vi gjorde holdt, og Arne hentede sit teleskop frem. Bedst som vi stod og nød fuglene, gjorde en bil holdt, og nogle bistert udseende politifolk steg ud. Ved tegn og gerninger samt nogle få tyske gloser gjorde de os forståeligt, at vi skulle følge efter dem til politistationen i Titov Veles. Her fik vi forklaret, at det var forbudt at gøre ophold, hvor vi var standset, og specielt var det forbudt at tage billeder.

”Vi tog ingen billeder, vi kiggede bare i teleskop på nogle fugle.”

Det troede de ikke på, og det endte med, at jeg måtte aflevere filmen i mit kamera. Jeg protesterede og sagde, at jeg ikke havde taget billeder på det nævnte sted, men mine protester hjalp ikke det mindste. Filmen blev konfiskeret, og vi fik et stempel i vore pas, som sagde, at vi skulle være ude af landet samme dag. Det var dog ikke noget problem, da der kun var et par timers kørsel til Grækenland, så vi skyndte os at forlade de uvenlige politifolk.

“De er æ retti’ kloge!” sagde Arne på sit brede vejlensiske.

 

 

 

 

 

Visum? Vi regnede da med, at vi kunne få det ved grænsen, ligesom i Syrien. Men nej. Vi varmede bænke i nogle timer, mens pasbetjentene telefonerede til Bagdad for at høre, om vi skulle køre tilbage til det irakiske konsulat i Halep. Hen mod aften rakte betjenten os et papir og sagde: “Mister, tag til Bagdad og opsøg The Residence Department. Der kan De få visum.”

Mødet med det irakiske bureaukrati på The Residence Department var en farce, hvilket man kan overbevise sig om ved at læse beretningen på siden Rejse-episoder – Syrien & Irak 1972: “Velkommen til Bagdad!”

“De er æ retti’ kloge!” sagde Arne igen, da vi forlod bygningen – det var et udtryk, som han ofte skulle komme til at anvende på resten af rejsen!

 

 

 

 

 

 

 

Efter at have tilbragt en uge i den forholdsvis moderne by Chibayish fortsatte vi vestpå til byen Hamar for at komme ud i mere uberørte egne af sumplandet. Vi tog ind på den lokale politistation for at få tilladelse til at leje en kano og blive staget ud i sumpene. Som altid, ligegyldigt hvor og i hvilket ærinde vi kom, blev vi serveret sød og stærk té i små glas. Her var intet hastværk. Politifolkene skulle se vore pas og skrev omhyggeligt navnene ned i en stor bog – med arabiske tegn. Arnes efternavn Christoffersen voldte dem betydelige kvaler. Da de hørte, at vi agtede os ud i sumpene, fik vi besked på at tale med deres mudir, en slags borgmester, der samtidig var chef for politiet.

Vi traf ham kort efter, en lille korpulent mand med overskæg og iført vestligt jakkesæt. Han hilste lidt afmålt på os og skulle naturligvis have alt det at vide, som vi lige havde fortalt politifolkene. Men faktisk viste han sig at være utroligt flink, og han forsikrede, at det var ikke noget problem for os at leje en kano til vores færd ud i sumpene. Han inviterede os på aftensmad i sit hus, og da vi udtrykte ønske om at sove i bilen, gav han os besked på at parkere foran politistationen for natten – der skulle nødig hænde os noget.

Næste dag blev vi staget på en dejlig tur gennem sumpene, og om aftenen blev vi atter inviteret til at spise hos mudir’en. Vi spurgte ham, om det var i orden, at vi blev endnu nogle dage i Hamar, da vi gerne ville på flere ture ud i sumplandet. Det gik han villigt med til. Vi blev dagligt inviteret på aftensmad, og han sørgede oven i købet for, at vi fik frokost hver dag. Den blev serveret af hans smukke svigerinde ved vores bil, som holdt parkeret ved søbredden nær deres hus.

Aftenerne efter måltidet gik med at diskutere alt muligt – det tog sin tid, da mudir’ens engelske mildt sagt var mangelfuldt. Det viste sig, at han fattede særlig interesse for letpåklædte damer og sex, hvilket gav anledning til mange pudsige situationer. Når vi var kommet i seng i bilen foran politistationen, må politifolkene have syntes, at vi var nogle lystige fyre, at dømme efter de mange latterbrøl fra bilen.

Vore oplevelser i Irak er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En dag blev vi inviteret til at bo hos en landsbyleder ved navn Muhammed, og vi tilbragte tre uger i hans hus. Han var lidt af en særling, og vi havde mange groteske og usædvanlige oplevelser under vores ophold, hvilket er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge.

Omsider kørte vi nordpå til Det Kaspiske Hav, hvor vi ville studere fugletræk langs en 70 km lang sandodde, Mian Kaleh. Her havde vi et uheld med bilen, idet et hjulleje knækkede, hvilket bevirkede, at vi måtte opsøge en mekaniker i byen Bandar Shah. Han hed Yasha – en lille, meget kraftig mand, som stammede fra russisk Armenien. Han talte russisk, farsi og turkomani, men ikke engelsk. Det var jo heller ikke just nødvendigt for at forstå vores problem.

Der ville gå nogle dage, inden skaden kunne repareres, idet reservedelene skulle ankomme fra Teheran. Vi fik lov til at overnatte i bilen på mekanikerværkstedet, og de følgende dage tilbragte vi i selskab med Yasha og hans ansatte, samt hans to venner, Ali og Albert. De arbejdede i en bank og kunne en smule engelsk, så de oversatte for os. Vi snakkede, spiste sammen og tog på ture op i bjergene med frokost og øl.

Reservedelene ankom og blev sat i. Vi holdt et afskedsparty, og selv om vi ikke var helt appelsinfri, tog vi os dog sammen til at sige, at nu ville vi gerne betale. Yasha slog afværgende ud med hånden. Vi kunne simpelthen ikke få lov til at betale noget ud over reservedelene!

Vores ophold ved Det Kaspiske Hav er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved Det Kaspiske Hav.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Kurdistan! Kurdistan! Bum-bum-zip!” sagde politibetjenten, idet han med store armbevægelser illustrerede, hvordan kurdiske banditter ville komme om natten og først skyde os og siden skære struben over på os. Vi forsøgte at slå det hen, idet vi fra andre rejsende havde erfaret, at kurderne ikke havde noget mod turister, kun mod tyrkere. Men vi blev beordret til at følge efter dem til den nærmeste by Dogubayazit og overnatte dér. Vores tur gennem Tyrkiet er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran & Tyrkiet 1973: “Kurdistan! Bum-bum-zip!”

Efter Tyrkiet tilbragte vi nogle uger i Grækenland og Jugoslavien. Vi havde frygtet, at det famøse stempel i vore pas ville give os problemer med at køre gennem Jugoslavien, men efter et kort telefonopkald lod pasbetjentene os køre ind i landet. I juli var vi hjemme i Danmark igen.

 

 

 

 

 

Vi fik visum til Irak på ambassaden i Amman, og det blev til et dejligt gensyn med sumplandet i det sydlige Irak. Derpå gik det gennem Iran til Pakistan, hvor vi for første gang mødte uvenlige mennesker, idet nogle røvere forsøgte at bryde ind i vores bil, mens vi opholdt os i den. Denne grimme oplevelse er beskrevet på siden Rejse-episoder – Pakistan 1978: Møde med røvere.

I Indien tilbragte vi tre måneder, mest med at kigge på dyrelivet i forskellige naturreservater, bl.a. Corbett Nationalpark, hvor vi opholdt os 14 dage. Dengang var det tilladt at færdes til fods i parken, og vi foretog lange vandreture, hvor vi oplevede det rige dyreliv. Det var vores største ønske at se en tiger, men den ene dag efter den anden gik, uden at det lykkedes.

En dag kom jeg tilbage efter en længere tur, og Arne grinede bredt til mig. ”Jeg så en tiger!” sagde han. ”På stien mødte jeg en elefant, som bar tre-fire turister. Henne ad stien luntede en tiger af sted, og ved at gå bag elefanten kunne jeg komme på ret tæt hold!” – Til min store fortrydelse lykkedes det ikke mig at få en tiger at se under opholdet.

Derpå gik det hjemad gennem Pakistan (uden at møde røvere), Afghanistan, Iran (hvor vi havde et festligt gensyn med mekanikeren Yasha og hans venner), Tyrkiet og Europa, og vi ankom til Danmark efter syv måneder på farten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Så kom den triste dag, hvor jeg modtog en e-mail fra Jens Gregersen på Vorsø. DOF’s Vejle-afdeling havde forsøgt at finde mig, idet de ville meddele, at Arne var død af en blodprop på Vejle Sygehus.

Det er underligt at tænke på, at vi aldrig mere sammen skal mindes vore to lange bilture til Asien – og igen få os en sund latter.