Naturens kunstværker

Lige siden jeg som ung to gange blev narret af den samme træstub til at tro, at jeg havde mødt en mår, har jeg gjort det til en sport under mine vandreture i naturen at finde genstande, bjergformationer, aftegninger i klipper eller andet, der minder om noget – det kan være kendte personer, dyrearter, overnaturlige væsner eller andet. Prøv at bruge din fantasi, næste gang du vandrer i naturen – og måske får turen en ny dimension!

Form, omrids eller kanter af klipper ligner ofte et eller andet – men kun fra visse vinkler og afstande. En lang række eksempler ses nedenfor.

Denne kystklippe nær Hammershus, Bornholm, er formet af nedbør, bølger og vind. Den kaldes for Kamelhovederne, selv om en af figurerne mere minder om et ulvehoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

‘E.T.’ (en forkortelse af ‘extra-terrestrial’) er et rumvæsen i en film fra 1982 af den amerikanske instruktør Steven Spielberg (født 1946). Dette væsen, som har et stort, kantet hoved, efterlades ved en fejltagelse på Jorden, hvor han bliver venner med en lille dreng. De gennemgår mange prøvelser, inden E.T. bliver genforenet med sin familie.

Klipperne i Goblin Valley State Park, Utah, USA, består af den bløde Entrada-sandsten, der af nedbør og vind er formet til de særeste figurer, kaldt goblins. Denne formation minder om E.T. (t.h.), der ‘kysser’ hunden Nuser, en figur fra tegneserien Radiserne, af Charles M. Schulz (1922-2000). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Mange af kystklipperne ved Jialeshuei, Kenting National Park, sydlige Taiwan, er blevet eroderet, så de minder om diverse dyr.

Santuario de la Naturaleza Granito Orbicular er et område nord for Caldera, Chile, hvor granitklipper er blevet eroderet til sære formationer.

Raukar er det svenske navn på en type klipper, som forekommer på kysterne af Gotland og Öland. En rauk dannes gennem erosion fra bølgeslag, der borteroderer blødere bjergarter og efterlader en kærne af hårdere kalksten. Landhævningen siden den sidste istid har medført, at mange af raukerne i dag er oven vande.

I disse kystklipper i Salt Point State Park, Californien, fotograferet i solnedgangen, ses profilerne af to trolde, en stor og en lille, begge med lang spids næse og åben mund. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Den utroligt smalle Antelope Canyon, som befinder sig på Colorado-plateauet i Arizona, USA, er eroderet ned i klippegrunden af pludselige regnskyl – en proces, som har varet mange millioner år.

Andre spændende geologiske fænomener på Colorado-plateauet er beskrevet på siden Lande og steder: Erosionens land.

Disse klipper på Taffelbjerget, Cape Town, Sydafrika, minder om hovederne af to skildpadder. Fuglene er hvidhalsede ravne (Corvus albicollis), beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Bølger og vind har eroderet den bløde Daliao-sandsten i Yeliou Geopark, nordlige Taiwan, til fantastiske formationer.

I kløften langs Liwa-floden, Taroko Nationalpark, Taiwan, findes denne klippeformation, som kaldes ‘Fisken der springer over Drageporten’. En kæmpestor fisk ses ‘svømme’ op langs kløftens højre bred – den smalle mørke klippe i centrum, hvor mosser og andre planter danner fiskens ’skæl’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Forunderlige klippeformationer dannes i kalkstenshuler (også kaldt limstenshuler) under visse pH-forhold. Regnvand, som indeholder kuldioxid, siver gennem sprækker i kalkstenen, og undervejs absorberer vandet bittesmå mængder af kalciumkarbonat og andre mineraler. Gennem årmillionerne dannes forskellige typer af strukturer i hulen, bestående af kalciumbikarbonat.

De almindeligste typer er stalagmitter (græsk for ‘dryppende’ eller ‘sivende’), som rejser sig fra hulens gulv, når vandet drypper ned fra loftet, hvorefter mineralerne udfældes, samt stalaktitter, den tilsvarende type, som hænger ned fra hulens loft. De to typer forbindes ofte, hvorved der dannes søjler.

Klipperne i Goblin Valley State Park, Utah, USA, består af den bløde Entrada-sandsten, der af nedbør og vind er formet til de særeste figurer, kaldt ’goblins’.

Skyer indhyller denne klippeformation på Isle of Skye, Indre Hebrider, Skotland, kaldt The Old Man of Storr (’Den Gamle Mand fra Storr’). Faktisk kan to ansigter af liggende ‘trolde’ ses – en mindre t.v. med kraftige øjenbryn, en lille næse og underbid, samt en større t.h. med meget lang næse og kraftigt underbid. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Hjerteformen ses ofte i naturen. Nedenfor vises en række eksempler.

Førhen var det en udbredt skik for nyforelskede par at skære et hjerte i barken af et træ og sætte deres initialer i centrum af hjertet, og ofte med Amors pil gennem hjertet. Denne skik er nu gået af brug.

Nedenfor ses et sådant hjerte i barken af en gammel seljerøn (Sorbus x intermedia) på Lyø, Sydfynske Øhav. Denne art, som bliver op til 20 m høj, er i Danmark kun vildtvoksende på Bornholm, hvorfor den også ofte kaldes bornholmsk røn. Den plantes dog meget almindeligt langs veje i det øvrige land. Dens udbredelse omfatter også Sydsverige, det sydvestlige Finland, de baltiske lande, samt det nordlige Polen.

Arten er en naturligt opstået hybrid, sandsynligvis med tre aner: almindelig røn (S. aucuparia), tarmvrid-røn (S. torminalis) og aksel-røn (S. aria). Blomsterne sidder i åbne halvskærme, og i modsætning til blomsterne af almindelig røn dufter de ubehageligt. Hvor den lades i fred, kan seljerøn blive et stort træ med en stammediameter op til 3 m, men i Danmark ses mest træer med en diameter under 1 m.

Almindelig røn er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Otte af de ti nulevende arter af de storslåede plataner, slægten Platanus, er hjemmehørende i Nordamerika, en enkelt art findes i Laos og Vietnam, mens den tiende art, østlig platan (Platanus orientalis), er udbredt fra Balkan og Tyrkiet mod syd til Jordan, men måske er hjemmehørende så langt mod vest som til Italien og mod øst til Kashmir i det nordlige Indien. Da den dyrkes vidt og bredt, kan det ofte være vanskeligt at afgøre, om en bestand er oprindelig eller ej.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk platanos, som var det klassiske navn på lønnetræer (Acer). Det hentyder til de lønne-lignende blade hos østlig platan.

Amerikansk platan (Platanus occidentalis) er hjemmehørende i den østlige del af Nordamerika, fra den sydøstlige del af Canada mod syd til bjergegne i det nordøstlige Mexico. Artsnavnet betyder ‘vestlig’ på latin, hvilket sigter til den Nye Verden. Da arten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kendtes kun én anden platan-art, P. orientalis, som var begrænset til Eurasien.

Adskillige platan-arter er beskrevet på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Planteliv – Markante træer i Danmark: Den hundredårige platan på Gråbrødre Torv.

Hjertegræs (Briza media) har navn efter de næsten hjerteformede aks. I Danmark er dette smukke græs temmelig almindeligt på lysåben, kalkrig, næringsfattig jord. Arten er udbredt overalt i Europa, og videre mod øst til Himalaya og Centralasien.

Det oprindelige udbredelsesområde for fuglekirsebær (Prunus avium) var sandsynligvis fra Frankrig østpå gennem Europa til Kaukasus. På et tidligt tidspunkt blev den dog dyrket andre steder i Europa, i Danmark allerede i Vikingetiden, og i dag er den ganske almindelig som vildtvoksende.

Kirsebær-arter er nærmere omtalt på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, samt Planteliv – Markante træer i Danmark: Kirsebærskovene i Ringebakker.

Utallige plantearter har hjerteformede blade. Her nøjes jeg dog med at vise et enkelt eksempel. Parasolblad (Macaranga tanarius), som tilhører vortemælkfamilien (Euphorbiaceae), er hjemmehørende i det østlige Kina, Taiwan, Sydøstasien, Indonesien, Filippinerne, Ny Guinea, samt det østlige Australien.

De følgende 3 billeder viser henfaldet af et gammelt kirsebærtræ (Prunus avium), som voksede i vores have i den østlige del af Fyn. Engang blev to grene savet af, og i 2003 lignede knasterne samt nogle ar under dem, et storøjet rumvæsen med et enkelt næsebor og en meget lille mund (øverst).

I 2017, 14 år senere, havde yderligere forfald ændret rumvæsenets ansigtstræk. Nu havde det udstående øjne og en lang, næblignende næse (i midten).

I 2021 døde træet omsider. Nu havde rumvæsenet en bred opstoppertud og en gabende mund (nederst).

Træet væltede i en storm i 2023.

Kantagurk (Luffa acutangula) er hjemmehørende i Tropisk Asien, hvor den også er almindeligt dyrket. Unge frugter tilberedes som grønsag eller som pickles, mens fibrene i modne frugter anvendes som vaskesvampe eller til fremstilling af hatte. Arten udnyttes også i traditionel folkemedicin. Frøene anvendes som bræk- og afføringsmiddel samt til at uddrive indvoldsorm, frugter og frø til behandling af kønssygdomme, specielt gonorré.

Disse to billeder viser tværsnit af det indre trævlede lag i frugter af kantagurk med luftkanaler, der minder om et væsen med bare en enkelt tand (øverst), samt et trist ansigt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Guava (Psidium guajava) er et lille træ i myrtefamilien (Myrtaceae), som er oprindeligt i Caribien samt fra Mexico mod øst til den nordlige del af Sydamerika. I dag dyrkes arten i mange tropiske og subtropiske områder. Som næsten moden smager frugten frisk og let syrlig, mens den som moden er sød. Er den overmoden, smager den vammelt.

Da Judy skar denne guava-frugt over, fremkom dette glade ansigt, hvor frøene danner øjne, næsebor og en tunge, der slikker sig om munden. Vi har ikke manipuleret med frøene! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Pomelo (Citrus maxima), også kaldt pompelmus, er en stor citrusfrugt, op til 30 cm i diameter, med en tyk, svampet skal og sødt frugtkød. Arten er oprindelig i Sydøstasien og Malaysia, men dyrkes mange andre steder, specielt i Kina og Taiwan.

Andre citrus-arter er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

I strenge vintre efterlader faldende tidevand en tynd hinde af is på store sten, som blottes. Næste højvande presser denne hinde udad, og en ny hinde fryser indenfor. Efter gentagne tidevandsbevægelser opstår de smukkeste ‘isblomster’ med flere lag ‘kronblade’.

Nedenfor ses andre isskulpturer, dannet omkring sten på fjordbunden nær Vorsø.

Balsaminer (Impatiens) er vidt udbredt i tempererede egne på den nordlige halvkugle samt i bjergegne i troperne. Denne store slægt har attraktive blomster, som har en unik opbygning med 3 eller 5 bægerblade, af hvilke det nederste er stærkt forstørret og pose-agtigt med en spore, mens de andre 2 eller 4 er små og ofte grønlige. Der er 5 kronblade, af hvilke det øverste ofte er hjelm-agtigt, mens de 4 nedre er vokset sammen to og to, hvoraf det øverste par danner vingerne, det nederste par læben.

Slægtsnavnet (som betyder ’utålmodig’), såvel som det folkelige navn springbalsamin og adskillige engelske navne, fx touch-me-not og snapweed, kommer af måden, hvorpå disse planter spreder deres frø. Når frugten er ved at modnes, opbygges en spænding inde i den, som får den til at ’eksplodere’ ved berøring, hvorved frøene slynges ud og ofte spredes i temmelig stor afstand fra planten.

Adskillige balsaminarter fra Himalaya kan studeres på siden Planteliv: Flora i Himalaya, og endnu flere findes på hjemmesidens engelske del under Plants: Himalayan flora 1.

På dette billede fra den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal, minder nogle af blomsterne hos denne Impatiens bicornuta ikke så lidt om den franske kunstner Auguste Rodins skulptur Tænkeren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Aftegningerne på denne galle, som vokser på en vinterstander af en art gyldenris (Solidago), minder om et ansigt, Tattersall Farm Conservation Area, Haverhill, Massachusetts, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Navnet Cucurbita pepo omfatter adskillige dyrkede varieteter af frugter, bl.a. græskar, vintersquash og sommersquash, samt en mængde ornamentale former. Botanisk set er disse frugter bær. Arten stammer fra Mexico, hvor den har været dyrket i tusinder af år. Nogle taksonomer anerkender C. pepo som en art med tre underarter: pepo, der kun kendes som dyrket, fraterna, der er vildtvoksende i det nordøstlige Mexico, samt texana, der er vildtvoksende i Texas. Andre mener, at fraterna er den oprindelige art, hvoraf pepo er den dyrkede form.

Asiatisk palmyrapalme (Borassus flabellifer) er hjemmehørende på det Indiske Subkontinent og i Indokina, med disjunkte bestande på Java og de Små Sundaøer. Dens frugt er spiselig og sød. En sukkerholdig saft, kaldt for toddy, kan udvindes af unge blomsterstande. Den gæres til palmevin eller til en stærk alkoholisk drik ved navn arrack. Den kan også koncentreres til en sød, hård substans, som i Indien kaldes for jaggery. Den anvendes som substitut for sukker. Palmevin konsumeres i enorme mængder i Indien og Sri Lanka.

Denne overskårne frugt af asiatisk palmyrapalme (t.v.), minder om et trist rumvæsen. Th. ses sukker, som er udvundet af frugterne, pakket ind i palmeblade og sat frem til salg, Banteay Srey, Angkor, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

En dansende mand med en pigget maske? – Nej, en vissen sidegren af pigæble (Datura stramonium) med frugter. Pigæble er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. På billedet ses også en dyrket kulsukker-art (Symphytum). – Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

To arter af ædelcypresser af slægten Chamaecyparis er hjemmehørende i Taiwan, taiwanesisk rød ædelcypres (C. formosensis) og taiwanesisk gul ædelcypres (C. obtusa var. formosana), der begge vokser i nedbørsrige bjergområder mellem 1300 og 2600 meters højde.

Disse storslåede træer er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

Tetrameles nudiflora er et stort regnskovstræ, op til 45 m højt og med store brætrødder, som er hjemmehørende på det indiske subkontinent gennem Sydøstasien, Malaysia og Indonesien til det nordlige Australien.

Andre billeder af denne art er vist på siden Planteliv: Gamle og store træer.

Bulerne nederst på stammen af denne store Tetrameles nudiflora, som vokser ved indgangen til Ta Prohm, Angkor Wat, Cambodia, minder om et par, der sørger over en afdød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Et ’uhyre’ ses i stammen af denne døde coigüe (Nothofagus dombeyi), én blandt 10 arter af sydbøge i Chile, her fotograferet i Parque Nacional Conguillio. Denne og andre sydbøge-arter er beskrevet på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Dipterocarpus alatus er et stort stedsegrønt skovtræ, som bliver op til 40 m højt, til tider 55 m. Denne art, som er udbredt i tropiske egne af Asien, fra Bangladesh mod øst gennem Sydøstasien til Filippinerne, er et af de vigtigste tømmertræer i denne region. Vilde bestande er stærkt truede af tab af levesteder, og på IUCNs liste over truede arter er den angivet som ’truet’.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk di (‘to’), pteron (‘vinge’) og karpos (‘frugt’), hvilket hentyder til frøene, der er forsynet med to store vinger. Billeder af sådanne frugter kan ses på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne.

Dette blad af Dipterocarpus alatus var faldet ned blandt ruinerne af Angkor Thom, Cambodia. De smukke mønstre i bladet er skabt af mikro-organismer, som har ædt det meste af bladet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

I gamle dage blev popler (Populus) ofte plantet langs veje og i hegn, da de forsynede folk med grene, som blev anvendt til utallige formål, og den gentagne afskæring af grene, kaldt styning, holdt dem lave og knortede. I dag stynes poplerne ofte for at forhindre, at de bliver for høje, da høje popler nemt flækker under storme og således kan være til fare for trafikken. I gamle, stynede popler kan man ofte se figurer, der minder om uhyrer eller andet.

Tøndersvampen (Fomes fomentarius) er en parasitisk svamp, som vokser på forskellige træer, men overvejende på bøg (Fagus sylvatica). Den er vidt udbredt i Europa, Asien, Afrika og Nordamerika. Den har meget store frugtlegemer, der ofte er af form som en hestehov. Den er oftest grå, men kan også være brun eller sort. Når værtstræet dør, ændres svampen fra at være parasit til at være nedbryder.

Det danske navn hentyder til den tidligere udnyttelse af svampen som tønder (optændingsmateriale). Den blev også anvendt til fremstilling af klæde og andre ting.

Denne busk minder om en kvinde, som vinker til overflyvende sorthalsede traner (Grus nigricollis), Cao Hai-søen, Guizhou-provinsen, Kina. Denne traneart er beskrevet på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Søelefanter er store sæler, som har fået deres navn på grund af deres enorme størrelse, samt hannens lange, oppustelige næse, med hvilken han frembringer høje brøl, specielt i yngletiden. Dette gigantiske dyr var engang på udryddelsens rand, hvilket er beskrevet på siden Menneskets dårskab.

Gråbirk (Betula populifolia) findes i det østlige Nordamerika, fra Ontario og Nova Scotia sydpå til Pennsylvania og New Jersey, med isolerede bestande i Virginia, North Carolina og Indiana. Denne art er ofte et pionértræ, som invaderer forladte marker og brændte områder.

Denne indtørrede vandmand (Aurelia aurita), som hænger fast på en opskyllet, algebeklædt planke i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, kan minde om et trist rumvæsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Før indførelsen af store religioner som hinduisme, buddhisme, kristendom og islam var tilbedelse af elementer i naturen uhyre udbredt. Denne tilbedelse er nærmere beskrevet på siden Religion: Animisme.

På billedet herunder ses en revne i udfældet kalciumbikarbonat på Baishui-terrasserne, Yunnan-provinsen, Kina. Denne revne minder om en vagina, og knuden over den er ‘kønsbehåringen’. Denne formation er stadig hellig for lokalbefolkningen, som tilbeder den. Røgelsespinde er stukket ind i en græstue under revnen, hvor der også vokser en kodriver (Primula).

Judaspenge (Lunaria annua) er en plante af korsblomstfamilien (Brassicaceae), hvis flade, runde skulper har givet anledning til det latinske slægtsnavn, der betyder ‘månelignende’. Skulpens to halvdele er adskilt af en glinsende membran, der minder om sølvmønter, men da de er ‘falske’ penge, er de blevet sammenlignet med Judas’ 30 sølvpenge, som han fik af romerne for at forråde Jesus. Membranen bliver siddende på planten, efter at frøene er kastet, og forgår kun langsomt.

(Oprettet juni 2016)

(Senest opdateret november 2024)

Kaj Halberg - Skribent & fotograf

Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker

Naturens kunstværker