Svaler

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Svaler findes verden rundt og er truffet på alle kontinenter, idet landsvalen (Hirundo rustica) endog er en sjælden gæst i Antarktis. De udgør en stor familie med 19 slægter og omkring 90 arter, med størst diversitet i Afrika.

 

Slægten er muligvis navngivet efter Kekropia, en mytisk konge i Athen. I værket The Helm Dictionary of Scientific Bird Names (2010) nævner J.A. Jobling en kvinde fra Athen ved navn Kekropis, uden nærmere forklaring.

 

Artsnavnet refererer til Abyssinien, et ældre navn for Ethiopien.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘bærer hætte’, hvilket sigter til den kastanjebrune isse.

 

 

 

 

 

Denne art er nu blevet opdelt i 3 selvstændige arter, europæisk rødrygget svale (nedenfor), afrikansk rødrygget svale (C. melanocrissus), som forekommer fra Sahel-zonen, Sudan og Eritrea mod syd til Zambia, samt østlig rødrygget svale, der er udbredt fra Kazakhstan, Mongoliet, det sydøstlige Sibirien og Japan mod syd til det centrale Indien og Indonesien. Sidstnævnte omfatter den tidligere akcepterede asiatiske stribesvale (C. striolata), som yngler i Fjernøsten og Sydøstasien.

Artsnavnet hentyder til Dauria, et landskab i det sydøstlige Sibirien, hvor et nomadisk mongolsk folk ved navn Dauuri eller Daguuri engang levede. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er et diminutiv af latin rufus (‘rødlig’), således ‘den lille rødlige’, hvilket sigter til den rødbrune nakke og overgump.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et anagram af chelidon, en latiniseret udgave af oldgræsk khelidon (‘svale’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lever i byer’.

Førhen blev bestande længere mod øst i Asien betragtet som tilhørende denne art, men er siden blevet splittet ud og danner nu to andre arter, asiatisk bysvale (D. dasypus) og sibirisk bysvale (D. lagopodum).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svale.

 

Artsnavnet hentyder til området, som fuglen lever i, mens det danske navn sigter til dens overvejende hvide hale.

 

 

 

 

 

Der findes 6 underarter. Nominatformen rustica yngler i Eurasien, fra den nordlige polarcirkel mod syd til Nordafrika, Mellemøsten og Himalaya, samt fra de Britiske Øer mod øst til det centrale Sibirien. Den tilbringer vinteren i Afrika, Arabien og det Indiske Subkontinent.

Underarten transitiva yngler i et lille område i Mellemøsten, fra det sydlige Tyrkiet mod syd til Israel og Jordan. Den er delvis standfugl, men nogle trækker til Østafrika om vinteren. Den adskiller sig fra rustica gennem den orangerøde bug samt et ufuldstændigt brystbånd.

Underarten savignii er standfugl i Egypten. Den adskiller sig fra transitiva gennem sin mørkerøde bug og et fuldstændigt brystbånd.

Underarten gutturalis har kastanjefarvet øvre bryst, hvidlig bug samt et ufuldstændigt brystbånd. Den yngler fra Himalaya mod øst til Korea, Japan, det sydlige Kina og Taiwan.

Underarten tytleri har dybt orange-rød bug samt et ufuldstændigt brystbånd. Den yngler fra det centrale Sibirien mod syd til det nordlige Mongoliet og tilbringer vinteren i det nordøstlige Indien, Indokina og Malaysia.

Den nordamerikanske underart erythrogaster har kastanjefarvet strube samt et ufuldstændigt blåt brystbånd. Bugens farve varierer fra rødbrun til næsten hvid. Den yngler fra Alaska til det sydlige Mexico og tilbringer vinteren i Mexico, Caribien, samt Mellem- og Sydamerika. Den er endog observeret nogle få gange i Antarktis. Siden 1980’erne har et mindre antal ynglet i Argentina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘landlig’, afledt af ruris (‘landbrugsland’). Arten bygger oftest rede på bygninger, gerne i lader og stalde, hvilket også afspejles af dens danske navn. I værket Historiæ animalium, Liber III, publiceret i 1555, kalder den schweiziske læge og naturhistoriker Konrad Gessner (1516-65) fuglen for Hirundo domestica, af latin domus (‘hus’).

Landsvalen er også omtalt på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Undersiden er næsten snehvid, oversiden er mørkeblå, og issen er kastanjefarvet. Hunnen har kortere ydre halefjer end hannen.

Artsnavnet blev givet til minde om den norske læge, botaniker og geolog Christen Smith (1785-1816). Han deltog i en ekspedition til de Kanariske Øer og Madeira, hvor han indsamlede over 600 plantearter, af hvilke omkring 50 var nye for videnskaben. Senere deltog han i en ekspedition, hvis formål var at undersøge, om Congo-floden havde forbindelse til Niger-lavningerne længere mod vest. Ekspeditionsskibet HMS Congo var så tungt, at det kun kunne benyttes på den nederste del af floden, og det andet skib Dorothy blev standset af strømhvirvler omkring 160 km inde i landet. Medlemmerne fortsatte til fods langs floden, men mangel på mad, fjendtlige indfødte og sygdomme tog snart deres told, og ekspeditionen måtte opgives. I alt 18 af de 56 deltagere omkom, deriblandt Smith.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den kan kendes fra landsvalen (ovenfor) på sine kortere ydre halefjer, den grålige, tværvatrede undergump, samt manglen på et sort bånd under den rødlige strube.

Tidligere blev fugle i Sydindien og Sri Lanka betragtet som en underart af Stillehavssvalen, men er siden blev ophøjet til en selvstændig art, sydindisk svale (H. domicola).

Alle billeder nedenfor er fra Taiwan, hvor underarten namiyei er almindelig i lavlandet. Den forekommer tillige på Ryukyu-øerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk petros (‘klippe’) og khelidon (‘svale’), hvilket sigtede til en svaleart, som byggede sin rede på klipper.

 

Artsnavnet er afledt af latin fluvius (‘flod’) og colere (‘at bo’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flammefarvet’) og notos (‘-rygget’), men fuglen blev oprindeligt beskrevet som golondrina rabadilla acanelada (‘svale med kanelfarvet overgump’) af Félix de Azara (1746-1821), der var medlem af en delegation, som blev sendt til Río de la Plata-regionen i 1777 for at forhandle grænsedragningen mellem de portugisiske og spanske kolonier. Det endte med, at de Azara tilbragte omkring 20 år i området, indtil 1801. Han fremstillede et præcist kort over regionen. Han fik også interesse for dens fugle og pattedyr, hvoraf han beskrev mange nye arter.

 

 

 

 

 

Disse fugle yngler i forskellige huller, bl.a. i flodbrinker og bygninger, samt i gamle spættehuller.

Slægtsnavnet er taget fra den græske mytologi. Prokne var en prinsesse, som blev gift med Kong Tereus af Trakien. Tereus blev imidlertid lysten efter hendes smukke yngre søster Filomele, låste hende inde og voldtog hende. Da hun truede med at fortælle alle om hans gerning, skar han hendes tunge ud.

Da Prokne opdagede sin søsters forfærdelige skæbne, hævnede hun sig ved at myrde deres eneste barn, en lille søn ved navn Itys, kogte ham og serverede ham som sin mands måltid.

Da Tereus havde afsluttet sit måltid, spurgte han Prokne, hvor sønnen var. Hun fortalte ham sandheden og slyngede derpå sønnens hoved i hans ansigt. Rasende greb han sit sværd og løb efter kvinderne for at slå dem ihjel. Guderne bemærkede, hvad der foregik, og forvandlede dem til fugle, Tereus til en hærfugl, kvinderne til en nattergal og en svale. Græske kilder hævder, at Prokne blev til nattergalen og Filomele til svalen, mens romerske forfattere hævder det modsatte.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stålfarvet’, hvilket sigter til dens stålblå ryg.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ptyon (‘en vifte’), hvilket hentyder til den udbredte hales form. Den anden del af navnet sigter til Prokne, en kvinde i den græske mytologi (se Progne ovenfor).

 

Tidligere blev denne fugl betragtet som værende samme art som to andre arter i slægten, lys klippesvale (nedenfor) samt mørk klippesvale (P. concolor), der forekommer i det sydlige Asien. I dag regner de fleste autoriteter dem som 3 selvstændige arter.

Artsnavnet er afledt af latin fuligo (‘sod’) og gula (‘strube’), således ‘med sodfarvet strube’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet har adskillige betydninger på latin, men i denne forbindelse skal det nok tolkes som ‘ordinær’, hvilket sigter til dens uanselige fjerdragt.

 

 

 

 

 

Disse fugle placerer deres reder mange sammen for enden af op til 1,2 m lange gange, som de selv graver i brinker af sand eller grus. Dette afspejles af slægtsnavnet, som er afledt af latin ripa (‘flodbrink’).

 

Gråstrubet digesvale lever i åbne områder, i reglen nær vand.

Artsnavnet er en alternativ staveform af sinensis, der betyder ‘kinesisk’ eller ‘fra Kina’ på latin. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I lighed med slægtsnavnet, som er afledt af oldgræsk stelgis (‘skraber’) og pteryx (‘vinge’), sigter det danske navn til den savtakkede kant på vingefjerene hos disse fugle.

 

Artsnavnet er afledt af latin serra (‘sav’) og penna (‘fjer’), altså nogenlunde samme betydning som slægtsnavnet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk takhys (‘hurtig’) og kineto (‘bevægelse’).

 

Den yngler i huller og var tidligere begrænset til træbevoksede områder, men efter opsætning af redekasser findes den nu også i åbne habitater.

Artsnavnet er latin og betyder ‘tofarvet’.