Vægmalerier

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Brunstrubet dovendyr (Bradypus variegatus) har en uhyre stor udbredelse, fra Honduras mod syd til det østlige Peru, det nordlige Bolivia og det sydlige Brasilien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra starten har området været præget af eksperimenter inden for arkitektur, boligformer og levevis, og stedet blev snart kendt som et ’fristed’ for handel med hash. Desværre udnyttede kriminelle elementer fristaden til at handle med hårde stoffer, og derfor har det kontroversielle område altid været præget af konfrontationer mellem kriminelle og politiet.

I 2004 vedtog Folketinget en lov om normalisering af bydelen. Områdets fredede bygninger skulle sættes i stand og ulovligt opførte huse fjernes, men Christiania kunne fortsat bestå som en bydel med mulighed for at leve alternativt og videreføre stedets sociale og kulturelle aktiviteter.

I 2011 blev fonden Fristaden Christiania oprettet, og den købte området af staten, delvis finansieret ved salg af folkeaktier. I 2012 boede omkring 900 mennesker på Christiania, og området besøges hvert år af op mod en halv million turister.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og Slangen var træskere end alle Vilddyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: ”Mon Gud skulle have sagt: ’I maa ikke æde af hvert Træ i Haven’?”

Da sagde Kvinden til Slangen: ”Vi maa æde af Havens Træers Frugt; men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: ’Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø’.”

Da sagde Slangen til Kvinden: ”I skulle ikke dø Døden; men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.”

Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.

Traditionelt er Kundskabens Frugt blevet betragtet som værende sødæblet (Malus pumila), selv om det ikke nævnes i Mosebogens tekst. Det kan dog lige så vel dreje sig om granatæble (Punica granatum) eller måske abrikos (Prunus armeniaca), da spiseæblet måske endnu ikke var blevet indført til Mellemøsten på det tidspunkt teksten blev skrevet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra et estimeret antal på omkring 10.000 styrtdykkede bestanden til at omfatte 288 individer i 1988. Siden da har bestræbelser på at bevare arten fået antallet til at stige til ca. 6000 fugle i 2022. Med et antal på omkring 3800 er Taiwan det vigtigste overvintringsområde for arten.

Naturligvis er denne ikoniske fugl rigt repræsenteret i den taiwanesiske folkekunst. Nogle eksempler kan ses på siden Kultur: Folkekunst i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor mange kvinder begærede han egentlig, den horebuk!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle verdens 15 tranearter er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra den dag blev kæmpen kaldt Kristoffer, af græsk Christoforos (’Kristus-bæreren’), og han blev siden de vejfarendes helgen.

Navnet Kristoffer minder mig om en kvinde, jeg læste om engang. Hun havde ansøgt om tilladelse til at døbe sin nyfødte søn Kristophpher, fordi “han skulle vide, at han var noget særligt,” som hun udtrykte det. Mon ikke det snarere var hende selv, hun mente var noget særligt? Hvis tilladelsen blev givet, har drengen sikkert hadet sit navn, som jo uvægerligt ville give anledning til en del Hva’beha’r?