Krybdyr og padder på det Indiske Subkontinent

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et antal billeder, som viser ubestemte arter, er også bragt. Hvis du er i stand til at identificere en eller flere af disse arter, eller du finder fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalos (‘smuk’), hvilket sigter til de prægtige farver hos mange af arterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin niger (‘sort’) og labrum (‘læbe’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det østlige Iran og Afghanistan mod øst gennem hele det Indiske Subkontinent til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Sumatra. Den er også blevet indført andre steder, bl.a. Oman, Mauritius, Seychellerne, Singapore og USA. I Singapore er den blevet en trussel mod den lokale øgleart Bronchocela cristatella.

I Kina er den i tilbagegang, da den indsamles, formodentlig til føde eller traditionel medicin.

Artsnavnet er afledt af latin verso (‘at vende’) og color (‘farve’), således ‘den, der skifter farve’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyr kaldes også for flyveøgler, hvilket er et misvisende navn, da de ikke kan flyve på ægte vis, men glider fra et træ til et andet ved at brede ribbenene ud, som er forbundet af en vingelignende membran, kaldt patagia.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk drakon (‘drage’).

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske handelsmand og rejsende Jean-Jacques Dussumier (1792-1883), som indsamlede talrige dyrearter i det sydlige Asien og andre regioner omkring det Indiske Ocean, fra 1816 til 1840.

 

 

 

 

 

Medlemmer af slægten Japalura er uhyre vanskelige at adskille fra hinanden, og identifikationen af de to arter herunder er behæftet med stor usikkerhed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ot-, som er stamformen af ous (‘øre’) samt kryptos (‘skjult’), således ‘med skjulte ører’. Det danske navn hentyder til disse dyrs meget lange bagben.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske herpetolog Arend Friedrich August Wiegmann (1802-41), som beskrev talrige nye krybdyrarter, hvoraf de 55 stadig er anerkendte. Han beskrev også adskillige nye paddearter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske naturhistoriker William Theobald (1829-1908), som arbejdede for Geological Survey of India i Myanmar, som dengang var en del af Britisk Indien. Han beskrev omkring et dusin nye krybdyr-arter og var den første til at offentliggøre et katalog over de krybdyr, som var blevet indsamlet i Britisk Indien. Hans arbejde med indiske ferskvandssnegle var den første af slagsen, og han præsenterede sin samling af sneglehuse for den amerikanske missionær og naturhistoriker Francis Mason (1799-1874), som anvendte den i sit episke værk Burmah, its People and Natural Productions, hvis tredje udgave blev fuldstændig revideret af Theobald.

 

 

 

 

 

 

 

 

I den oldgræske mytologi var Eryx en legendarisk konge i det nordlige Sicilien i et område, der i dag kaldes for provinsen Erice.

 

 

 

 

 

 

Disse dyrs øjne bevæger sig uafhængigt af hinanden, og de er i stand til at danne to billeder af omgivelserne samtidigt, mens de er på jagt efter bytte. Når et muligt byttedyr er blevet opdaget, slynger kamæleonen sin meget lange, sammenfoldede, klæbrige tunge ud med lynets fart mod byttet, selv fra en betydelig afstand. Det stakkels offer hænger fast på den klæbrige tunge, som derpå foldes op og trækkes ind i munden igen sammen med byttet.

Kamæleoner er også i stand til at skifte farve meget hurtigt, hvilket mest sker, når dyret er ophidset. Et eksempel vises på siden Krybdyr og padder: Krybdyr i Afrika, under Chamaeleo dilepis.

Familienavnet er afledt af græsk khamai (‘på jorden’) og leon (‘løve’), således ‘jord-løve’, hvilket givetvis sigter til disse dyrs fangstmetode og glubende appetit.

Adskillige arter er populære kæledyr, og nogle steder er de undsluppet (eller udsat) og har dannet forvildede bestande, som ofte udgør en trussel mod den lokale insektfauna – og dermed indirekte mod insektædende fugle, samt planter, som er afhængige af insekter for deres bestøvning. Det er bl.a. sket på Hawaii.

 

 

Artsnavnet hentyder til Sri Lanka, som i den britiske koloniperiode blev kaldt for Ceylon. Type-eksemplaret blev indsamlet her.

 

 

 

 

 

Den syvende art er den store læderskildpadde (Dermochelys coriacea), som danner en særskilt familie, Dermochelyidae. Den har ingen hornplader, men i stedet en læderagtig hud, som dækker 5 eller 7 ribber hen langs ryggen.

Alle 8 arter er beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr, padder og invertebrater: Havskildpadder er i stærk tilbagegang.

Selv om havskildpadder tilbringer ca. 98% af deres tid i havene, skal hunnerne på land for at lægge æg. Med stort besvær maver de sig op på stranden, oven for tidevandslinien, hvor de graver et hul med baglufferne.

Når hullet er stort nok, lægger hver hun oftest mellem 80 og 100 hvide æg, der i form ligner bordtennisbolde. De er imidlertid bløde, så de ikke beskadiges, når de falder ned i hullet. Efter æglægningen dækker hunnen æggene til, og bagefter slynger hun sand rundt med lufferne, så selve redestedet camoufleres. Derpå vender hun tilbage til havet.

Hos flere arter lægger hunnerne æg i flere omgange, somme tider 11 kuld på en sæson. Det lyder utroligt, men hunnen vender ofte tilbage til den strand, hvor hun fødtes årtier før. Hvordan hun bærer sig ad med det, forbliver et mysterium. En teori går på, at dyrene præges på strandens fysiske og kemiske sammensætning, samt at de er i stand til at anvende Jordens magnetisme til at navigere efter.

Tidligere havde voksne havskildpadder ikke mange fjender. Store hajer og spækhuggere (Orcinus orca) tager nogle, selv om det er en benet mundfuld. Men med menneskenes erobring af kloden har vi i dag den situation, at alle otte arter er i rivende tilbagegang. Æggene graves op og fortæres af fattige nybyggere, som delikatesse på restauranter, eller fordi de tillægges potensfremmende egenskaber. Også mange voksne skildpadder spises af mennesker.

Den ægte karette (Eretmochelys imbricata) forfølges på grund af sit smukke rygskjold, der anvendes til udskæring af smykker, kamme m.m. Japan er storaftager af skjoldene. Selv hele, lakerede karetter sælges som souvenirs, bl.a. i Indonesien.

Titusinder af havskildpadder drukner i fiskegarn eller kommer til skade i bådmotorers propeller. Unge skildpadder dør af at æde spildolie og tjæreklumper i havoverfladen. Mange læderskildpadder sluger store mængder plastic i den tro, at det er gopler, men plastic er ufordøjeligt og ophobes i dyrets tarme, hvorefter det dør af sult.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lepidos (‘skæl’) og chelys (‘skildpadde’), hvilket måske hentyder til det skællede udseende af hoved og luffer hos disse dyr. Det danske navn er taget fra det engelske navn, som er af ukendt betydning.

 

Artsnavnet hentyder til et olivenfarvet skær på disse ellers brunlige eller grålige dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herfra arbejdede Pandav på at klarlægge den olivengrønne ridleys liv og færden. Ud for denne kyst samles de i tusindvis i november-december for at parre sig. Han forsøgte at tælle de æglæggende hunner. Antallet varierer stærkt fra år til år. I 1994 blev det anslået, at 525.000 hunner kom i land ved Gahirmata. I 1999 var antallet over 200.000. Kun Costa Rica har i dag lignende antal.

Pandav og hans folk talte også ilanddrevne skildpadder, som var druknet i fiskegarn og kastet overbord. Fundmåneden blev markeret med hvid maling på skjoldet for at undgå at tælle dem mere end én gang. I perioden december 1993 til april 1994 fandtes 5282 opskyllede dyr langs Odishas kyst. I de seneste år har tallet været endnu større.

Endelig mærkede Pandav og hans mandskab så mange skildpadder som muligt for at følge deres vandringer. Et ganske almindeligt grise-øremærke af stål blev klemt om den ene forluffe med en tang. På hvert mærke findes et løbenummer og adressen på Wildlife Institute. Gennem 1990’erne mærkede Pandav og hans mandskab næsten 15.000 skildpadder. Genfangster tyder på, at en stor del af bestanden opholder sig ud for det østlige Sri Lanka uden for yngleperioden.

Mens det er nemt nok at mærke hunnerne, som kommer op på land for at lægge æg, er det langt vanskeligere at fange hannerne. Det kan faktisk kun lade sig gøre, når dyrene parrer sig, da de så er meget lidt agtpågivende.

Jeg traf Pandav i Indien i 1997, og da han mærkede, at jeg var meget interesseret i hans arbejde, var han så venlig at invitere mig til at deltage i fangsten af skildpadder. I november samme år tog jeg til Wheeler Island.

Herfra sejlede vi ud i den lille motorbåd Maa Panchu Barahi (opkaldt efter en hinduistisk gudinde). Krappe bølger fik båden til at vippe kraftigt og gjorde det svært at finde havskildpadderne, men mandskabet havde øjne som høge og opdagede med jævne mellemrum et par i havoverfladen.

Så satte rorsmanden fuld fart på motoren og styrede hen mod parret, mens det øvrige mandskab gjorde grejet parat. Det bestod i al sin enkelhed af et net af nylonsnore, monteret på en trekantet ramme af kraftige bambusstænger. Fra to af stængerne blev reb bundet omkring små pæle forrest på bådens rælinger.

For mig så det ud, som om båden ville sejle skildpaddeparret ned, men i sidste sekund drejede rorsmanden til højre. Assistenten med fangstnettet styrede det ned under parret, som blev viklet ind i maskerne.

”Træk!”, råbte han, og de andre to halede af alle kræfter i rebene for at trække nettet op til rælingen. Hvis ikke det skete i en fart, kunne skildpadderne hoppe ud af nettet igen. Nettet blev bundet fast til rælingen, og en af skildpadderne blev halet ombord.

Sideløbende med mærkningen måltes længde og bredde af rygskjold og bugskjold. Skildpadden blev løftet op i et net, som derpå blev hægtet fast i en krog på en vægt. Vægten hang i en stang, som to af mændene løftede op på skuldrene. Det viste sig, at en olivengrøn ridley vejer mellem 35 og 50 kg.

Op ad dagen, mens mandskabet tumlede med en skildpadde i nettet, spurgte jeg Pandav: ”Har I nogensinde fanget en af jeres egne mærkede skildpadder fra foregående år?”

”Endnu ikke”, svarede han.

I det samme råbte en af mændene: ”Denne her er mærket!”

Pandav fór derhen for at aflæse mærket, og i næste nu opførte han en sand krigsdans på dækket.

”Denne her er fra sidste år!” sagde han glædesstrålende.

I dagens løb fangede vi 24 par, hvilket var personlig dagsrekord for Pandav. ”Du bringer mig held!” sagde han.

Sidst på dagen vendte vi tilbage til Wheeler Island, udmattede, men glade. Det havde været en fin dag for os alle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Medlemmer af familien er ugiftige, med nogle få undtagelser, bl.a. slægten Rhabdophis (nedenfor).

 

I de senere år er mange af arterne blevet splittet op i adskillige særskilte arter, og mange har en meget begrænset udbredelse. Den største diversitet findes i det sydlige Indien.

Type-eksemplaret blev beskrevet fra Sri Lanka, og slægtsnavnet blev afledt af det singalesiske navn på disse slanger, Aheatulla, som betyder ‘øjenplukker’ – hvad det så end måtte sigte til.

 

Artsnavnet er afledt af latin nasus (‘næse’) og utus, en endelse, som danner tillægsord, således ‘med en (lang) næse’.

 

 

 

 

 

 

 

Den første part af slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’), hvilket sigter til de strålende farver hos typearten gylden træsnog (nedenfor). Hvad den sidste del hentyder til, er uklart.

På engelsk kaldes disse slanger ofte for flying snakes (‘flyvende slanger’). Dette navn sigter til, at de er i stand til at glide fra et træ til et andet ved at sprede ribbenene ud, hvilket giver indtryk af, at de flyver.

 

På grund af de smukke farver er denne art et populært kæledyr.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’) og elaphe, det klassiske græske ord for ikke-giftige slanger, i særdeleshed æskulapsnogen (Zamenis longissimus), som var opkaldt efter Asklepios, lægeguden i den græske mytologi. Denne art blev betragtet som et symbol på helbredelse.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘trist’. Hvorfor dette navn blev hæftet på denne ret farvestrålende slange, er lidt af et mysterium.

 

 

 

 

 

 

I Himalaya kan den træffes op til en højde af ca. 2000 m.

 

 

 

 

 

 

Den forekommer fra det centrale Nepal og Bangladesh mod øst gennem det nordlige Indokina til det sydlige Kina. I Himalaya træffes den mest i lavere højder.

 

 

 

 

 

 

Den er ret variabel, brun eller sortagtig på oversiden, med eller uden mørkere pletter, samt en gul, mere eller mindre distinkt stribe hen langs siden, fra mundvigene til halespidsen.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af krokodeilos, det oldgræske ord for disse dyr.

 

Antallet af denne art er faldet med alarmerende hast gennem de sidste 50 år på grund af ødelæggelse af levesteder (opførelse af dæmninger og inddragning af vådområder til landbrug). Af og til drukner nogle i fiskenet, og andre dræbes af fiskere, der betragter dem som konkurrenter. I 2013 blev det anslået, at under 8700 individer levede i fri natur.

Artsnavnet er afledt af latin palus (‘mose’ eller ‘sump’).

På hindi kaldes dette dyr for magar, afledt af sanskrit makara, hvilket hentyder til et mytisk, krokodille-lignende væsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er det største nulevende krybdyr, idet hannerne sommetider kan blive over 6 m lange, med en vægt op mod 1300 kg. Hunnerne er meget mindre, sjældent over 3 m lange. De største individer er meget farlige og bliver undertiden menneskeædere.

 

 

 

 

 

Disse slanger lever i tropiske og subtropiske områder verden rundt, med landlevende former i Asien, Australien, Afrika, og Nord- og Sydamerika, samt havlevende slanger i Stillehavet og det Indiske Ocean. De varierer stærkt i størrelse, fra kongecobraen (Ophiophagus hannah), der til tider kan blive op til 6 m lang, til den lille hvidlæbede slange (Drysdalia coronoides), der kun er 18-20 cm lang.

 

Slægtsnavnet er afledt af naga, Sanskrit-navnet på den indiske kobra (nedenfor).

 

Det danske navn skyldes tegningen på dens udbredte nakkehud, der minder om et par gammeldags briller.

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige slægtsnavn – og dermed det danske navn – hentyder til en klump, som voksne hanner har på spidsen af snuden. Den minder om en lokal form for lerpotte, kaldt for ghara. Denne klump er hul og forstærker en hvæsende lyd, som hannen udstøder, og som herved kan høres langt væk. Artsnavnet betyder ‘lever i Ganges’.

Bestanden af gavial er formindsket drastisk siden 1930’erne, og det nuværende antal er muligvis under 1000 dyr. Arten er opført som udryddelsestruet på IUCNs rødliste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet gekko stammer fra kaldet af den syøstasiatiske tokay-gekko (Gekko gecko), gengivet som gek-oo eller tuk-too.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hemisys (‘halv’) og daktylos (‘finger’). Ifølge en kilde hentyder det sandsynligvis til rækkerne af hudfolde under fødderne på disse gekkoer, som er delt i to.

 

Artsnavnet hædrer den amerikanskfødte indiske herpetolog og naturfredningsmand Romulus Earl Whitaker (født 1943), grundlægger af Madras Snake Park, Andaman and Nicobar Environment Trust, og Madras Crocodile Bank Trust, som en anerkendelse af hans værdifulde bidrag til studier og bevarelse af krybdyr og andre vilde dyr i Indien.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk melas (‘sort’) og chelys (‘skildpadde’). Nogle individer syner næsten sorte, mens andre er brune eller rødlige.

 

Artsnavnet er afledt af latin tri– (‘tre’) og iugum (‘halsbånd’), hvilket kan sigte til hudfolder på halsen.

 

 

 

 

 

 

I Oldtidens græske mytologi var Python en stor slange (til tider afbildet som en drage), født af modergudinden Gaia. Den holdt til i templet i Delfi, der af de gamle grækere blev betragtet som verdens centrum, repræsenteret af en klippe, som Python vogtede.

I bogen Fabulae skriver den romerske forfatter Gaius Julius Hyginus (ca. 64 f.Kr. – 17 e.Kr.), at Zeus elskede med gudinden Leto. Hans hustru Hera blev jaloux, og da Leta skulle nedkomme, befalede Hera Python at forfølge Leto for at forhindre hende i at føde. Det lykkedes dog for Leta, som fødte tvillingerne Apollon og Artemis. Da Apollon voksede op, ønskede han at hævne sin moder. Han drog til bjerget Parnassos, hvor uhyret holdt til, og jog det til Gaias tempel i Delfi, hvor han dræbte det med sine pile.

 

 

 

 

 

Artsnavnet sigter til en person i den græske mytologi, Molouros, søn af Arisbas.

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet og det danske navn er omskrivninger af det oldsyriske ord for disse dyr, sqinqur.

Jeg har ikke været i stand til at artsbestemme de skinker, som jeg er stødt på i Indien og Nepal.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk geo (‘jord’) og khelone (‘skildpadde’).

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn hentyder til, at skjoldet hos disse skildpadder mangler et ydre hornlag.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af Sanskrit-ordet citra, som har mange betydninger, bl.a. ‘mærkelig’, ‘iøjnefaldende’, ‘vidunderlig’, ‘spættet’, ‘glimrende’, samt ‘stærkt farvet’. Vælg selv!

 

Den graver sig ned i sandet, med kun øjnene og spidsen af snuden oven for sandet. Her ligger den og venter på, at et egnet fødeemne skal passere forbi. Når det sker, skyder den med lynets hast hovedet ud af skjoldet og griber det stakkels offer, som kan være en fisk, en frø, en orm, et krebsdyr, et bløddyr eller endog et lille pattedyr.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lissos (‘glat’ eller ‘jævn’) samt emys (‘sumpskildpadde’).

 

Artsnavnet hentyder til Sri Lanka, som i den britiske koloniperiode blev kaldt for Ceylon.

 

 

 

 

 

Artsnavnet sigter til det plettede skjold hos nogle bestande.

 

 

 

 

 

Status af mange af arterne er usikker, hvilket skyldes, at disse slanger mest fører en underjordisk tilværelse. De kaldes også for blindslanger, da deres øjne er reduceret til små sorte pletter. De kan ikke danne billeder, men er dog lysfølsomme. De har tænder i overkæben.

Det danske navn hentyder til disse slangers ormeagtige udseende. De kan dog kendes på, at de har små skæl, samt små øjne (se ovenfor).

 

Slægtsnavnet er afledt af Indo (‘indisk’), samt oldgræsk typhlos (‘blind’) og ops (‘øje’).

 

Den er unik gennem at være den eneste kendte slange, som er parthenogenetisk, dvs. at ungerne fødes uden at æggene er blevet befrugtet af sædceller.

Voksne individer er normalt op til 10 cm lange, undertiden op til 15 cm, hvilket gør arten til verdens mindste slange.

 

 

 

 

 

Familienavnet – og dermed det danske navn – er af semitisk oprindelse og betyder ‘drage’ eller ‘firbens-uhyre’. Det besynderlige engelske navn monitor (‘vogter’) forklares på forskellig vis. Nogle kilder påstår, at det kommer af varaners vane med somme tider at stå på bagbenene og ligesom ‘vogte’ noget. Andre siger, at det opstod ud fra en gammel overtro, at disse dyr ville advare mennesker, hvis giftige dyr nærmede sig.

Mine oplevelser med den berømte Komodovaran (V. komodoensis) er beskrevet på siden Rejse-oplevelser – Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo.

Tidligere var den øreløse varan (Lanthanotus borneensis) placeret i denne familie, men er siden blevet overført til en særskilt familie, Lanthanotidae.

 

Den er udbredt i det sydøstlige Iran og Afghanistan, samt på det Indiske Subkontinent. Tidligere blev bestande i Indokina og det sydvestlige Kina, samt på Malakka-halvøen og Java betragtet som tilhørende denne art, men regnes nu for en selvstændig art, V. nebulosus.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’. Strengt taget udgør Bengalen lavlandet omkring Ganges-Brahmaputra-deltaet, men i den britiske koloniperiode dækkede ordet ‘Bengalen’ et betydeligt større område i Nordindien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske navn på grubehugormene er afledt af oldgræsk krotalon (‘kastagnet’), hvilket sigter til ranglen på en klapperslanges hale. Denne underfamilie er udbredt i Asien og Amerika. Medlemmerne, der omfatter klapperslanger, lanseslanger og asiatiske grubehugorme, kendes på tilstedeværelsen af et grubeformet, varmesansende organ mellem øje og næsebor på begge sider af hovedet.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kraspedon (‘frynser’ eller ‘kvast’) samt kephale (‘hoved’) – hvad det så end hentyder til.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘furet’, afledt af striga (‘fure’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk trigonon (‘triangel’) og kephale (‘hoved’), således ‘med trekantet hoved’.

 

 

 

 

 

 

Den blev tidligere betragtet som en underfamilie i familien Ranidae, men er siden blevet ophøjet til en særskilt familie med 13-15 slægter og omkring 210 arter.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk eu (‘god’ eller ‘vel’) samt latin phlyctis (‘blære’). Det kan således oversættes som ‘velforsynet med blærer’, hvilket sigter til disse frøers vortede hud.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kyaneos (‘mørkeblå’), samt igen af latin phlyctis (‘blære’), således ‘med blå blærer’. Vorterne på ryggen af denne art kan være grønne eller blå (se billede herunder).

På engelsk kaldes denne art for skittering frog, hvor skittering kan oversættes som ‘smutte hen over noget’, hvilket i dette tilfælde hentyder til, at når disse frøer forstyrres, farer de ofte lynhurtigt hen over vandfladen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hoplon (‘skjold’) og batrakhos (‘frø’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tiger-lignende’, hvilket hentyder til dens mønster.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘den falske Philautus‘, hvilket hentyder til en anden slægt i denne familie.

 

Artsnavnet hentyder til type-lokaliteten i Maharashtra.