Animisme

 

 

 

 

 

 

 

Man skulle vogte sig vel mod at blive besat af en ond ånd, hvilket bl.a. kunne ske ved at præsentere offergaver, fx et dyr, klædestykker eller mad, til ånden. Ligeledes kunne man ofre til godsindede ånder for at opnå deres gunst.

Rundt omkring i verden bringes der den dag i dag stadig offergaver til stenvarder, hellige træer, prominente klipper og lignende – levn af animismen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag findes stadig rester af denne urgamle skik, bl.a. i Ladakh i det nordlige Indien, hvor horn af kvæg, yakokser og vilde geder placeres på stenvarder som offergaver. Hornene og stenene males ofte røde, kaldt Lato Marpo (‘Røde Guder’). Den røde farve symboliserer sandsynligvis blod fra offerdyrene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De nævnte plantearter er nærmere omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de udstrakte skove besad visse træer – specielt de hule – vældige urkræfter. Jægeren gjorde klogt i at stå sig godt med trækvinderne, som havde flere andre navne, bl.a. huldre, gøjemor, skovsrå og ellekvinde. Mænd bragte offergaver til disse træer, som de havde et mærkeligt dobbelt mytisk-erotisk forhold til.

Da man begyndte at bygge lidt større landsbyer, blev der især bragt ofre til bygdens træ, det hellige træ på tunet, som husede den afdøde slægts sjæle. Tuntræet, som var plantet oven på bygdens grundlæggers grav, kunne være birk (Betula), eg (Quercus), ask (Fraxinus excelsior), lind (Tilia), rødgran (Picea abies), skovfyr (Pinus sylvestris) eller taks (Taxus baccata). Her ofredes mjød under højtider, og også blod, når man slagtede.

Hos visse afrikanske stammer i Liberia plantedes indtil for ca. 100 år siden et træ, når en landsby blev grundlagt, og en smuk jomfru begravedes levende under træet. Derved blev det besjælet af forfædrenes ånder. Træet og dets omgivelser var fredet, og hvis væverfugle – som er bøndernes arge fjender, da de æder kornet – grundlagde en koloni i træet, turde man ikke gøre dem noget. Hvis man forulempede dem, måtte landsbyen brændes ned og en ny grundlægges langt borte.

Da de forskellige religioner opstod, var det kun naturligt, at dele af den oprindelige animistiske tro blev indflettet i den nye tro. Helligholdelsen af træer har holdt sig helt op til nutiden. Inden for mange kulturer og religioner findes den dag i dag lunde af hellige træer, som tillægges overnaturlige kræfter, ofte omkring templer og gravpladser. Disse træer fældes aldrig, selv ikke i hungerperioder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Traditionelt betragtes Yggdrasil som værende en ask (Fraxinus excelsior), men mange forskere mener, at det snarere var en taks (Taxus baccata), idet det hellige træ i den hedenske helligdom i Uppsala ifølge adskillige kilder var stedsegrønt. Taksens rolle som offertræ er nærmere beskrevet på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Bromølletaksen.

Man havde hellige lunde, hvor himmelguden Odin modtog ofre. Omkring 1070 beskriver historikeren Adam af Bremen en helligdom i Uppsala: “Af enhver art levende væsner af hankøn ofres der ni, med hvis blod det er skik at forsone guderne. Kroppene derimod bliver hængt op i den lund, der ligger lige ved helligdommen. Denne lund er nemlig så hellig for hedningene, at ethvert træ i den anses for guddommeligt som følge af ofrenes død og forrådnelse. Der hænger også hunde og heste tillige med mennesker, og en kristen har fortalt mig, at han har set 72 sådanne kroppe hænge dér imellem hinanden.”

Odin kaldtes også De Hængtes Gud eller Galgens Herre, og et af hans tilnavne var Yggr (‘Den Skrækkelige’). Yggdrasil oversættes til tider som Odins Ganger, og ifølge Hávamál (Den Højes Tale fra Den Ældre Edda) hang Odin ni døgn i træet, ofret af sig selv til sig selv, i sin tørst efter viden.

I Norden blev øjetræer, dvs. træer, hvor to grene er vokset sammen og danner en rund eller oval åbning, langt op i 1800-tallet tillagt overnaturlige, helbredende kræfter. Syge personer, oftest børn med engelsk syge, blev trukket gennem denne åbning, nøgne. Det skulle foregå om natten, og helst på en torsdag nat, hvilket indikerer, at skikken er et levn fra Jernalderens nordiske gudetro, idet torsdag betyder ’Thors dag’. Gennem træets symbolske fødselsåbning fødtes den syge til ny sundhed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om aftenen vandrede shamanen, den syge mand og adskillige ældre kvinder rundt om stilladset, mens tre piger leverede musik ved at slå på trommer af forskellig størrelse. Shamanen, som bar en hovedklædning med talrige fjer af næsehornsfugle, opførte en dans, hvorunder han opfordrede sygdomsånden til at forlade den syge mands krop.

 

 

 

 

Under denne ceremoni jog en Ifugao-shaman en spids bambuskæp dybt ind i lungerne på en gris, hvor den blev vredet rundt flere gange. Grisen skreg grufuldt, men blev tavs efter et par minutters hylen, hvorefter den spjættede et par gange med benene og døde af kvælning. Grisens skrig var et signal til sygdomsånden om, at offergaven var til den, og den ville derefter forlade den syges krop.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved helligdommen traf vi en dongba (shaman) af det lokale Nakhi-folk. På det nederste billede anbringer han enebærløv på hovedet af en pilgrim. Iøvrigt anvendes grene af enebær vidt og bredt i Asien som røgelse.

 

 

 

 

 

John, som var overbevist om, at kraftig elektrisk spænding i jordbunden havde stærk indflydelse på den mentale tilstand under meditation, begyndte straks at måle den elektriske spænding på disse steder, og hvert eneste af dem viste en kraftig magnetisk anomalitet, hvilket fortalte, at den shaman, som havde udstyret disse steder med tøjstykker, havde været i stand til at opdage stederne udelukkende gennem psykisk og fysisk følsomhed.

Toppen af Bear Butte er flad, men kun omkring 100 m lang og 10 m bred. Hvor stien endte, fandtes to døde træer på kanten af en 300 m dyb afgrund, behængt til overflod med tøjstumper. Ved disse træer målte John den kraftigste magnetiske anomalitet, han nogensinde havde oplevet.

Forskellige steder på toppen fandt han fem magnetiske anomaliteter, hvoraf de fire var markeret med en ring af sten rundt om stedet. Stedet med den stærkeste anomalitet var mærket helt anderledes, med en kompleks samling af flag i forskellige farver, der markerede de fire verdenshjørner, forbundet af snore med påbundne tøjstykker. Bittesmå ’flagstænger’ og Y-formede lodrette pinde fastholdt en vandret pind. Stængerne og pindene var af piletræ, som ikke voksede på toppen af bjerget.

Senere, i boghandelen i det nærliggende Crazy Horse-monument, fandt vi en bog, hvori det var beskrevet, hvorledes en Lakota-mand havde anmodet en shaman om at gennemføre en vision quest (synsåbenbaring under meditation) om natten. Det blev bevilget, og han ledtes til et bjerg i stil med Bear Butte, til et sted på toppen, som var markeret med nøjagtig samme slags farvede flag, pilegrene og ’flagstænger’, som vi så på Bear Butte. Efter ceremonien rapporterede han, at han havde haft særdeles kraftige visioner i timerne omkring daggry (hvor de telluriske jordstrømme er kraftigst), og han forlod bjerget, kureret for den alkoholisme, som havde drevet ham til at ansøge om ceremonien.

Vision quests og mange andre emner forbundet med magnetiske anomaliteter og telluriske jordstrømme er beskrevet i detaljer på denne hjemmesides engelske del, under Book: Seed of Knowledge, Stone of Plenty: Understanding the Lost Technology of the Ancient Megalith-Builders, hvor andre aspekter af Johns omfattende forskning også er beskrevet. Hans mangeartede og interessante liv er beskrevet under People: John Andrew Burke (1951-2010).