Skarvkolonien på Vorsø

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ejeren af Vorsø var ikke begejstret for fuglene. Kjærbølling fortsætter: ”I afdøde Kammerherre Paulsens efterladte Notitser findes anført, at der paa denne Ø i Aaret 1827 blev skudt 220 og de følgende Aar, indtil 1845, mellem 120 og 1366 Fugle.”

I alt blev der nedlagt 10.428 Skarver i perioden. Omkring 1870 var fuglen totalt fordrevet fra øen, og samtidig blev den udryddet i næsten alle de andre danske kolonier. Skarven var så godt som uddød som ynglefugl i Danmark omkring 1880.

I 1938 genindvandrede den til Tranekær på Langeland, men blev snart fordrevet herfra. På Vorsø blev de første 6 Skarver set kredse over øen 24. april 1941 (Madsen 1946). De følgende år blev arten set mere og mere, op til 40 i 1943, men endnu ikke siddende i træerne. I 1944 slog de første fugle sig ned i Vesterskov, og i størrelsesordenen 50 par byggede reder. I 1945 var der 233 reder. Nu var Skarven etableret på øen og fik unger.

 

 

 

 

 

Thorvald Kjær (1950) beretter om beskydningen på Vorsø: ”Sommeren 1948 blev der skudt ca. 70 gamle fugle ved rederne. (…) Da opsynsmanden havde skudt (…) fjernede han sig, for at de overlevende fugle kunne vende tilbage til rederne, saa han kunne skyde nogle flere, indtil bestanden havde den ønskede størrelse. Om det nu var paa grund af den megen skydning, eller fordi der gik en botaniker i engen udenfor skoven, er ikke godt at vide, men skarverne turde ikke vende tilbage til rederne. Dette benyttede kragerne sig af, og i løbet af faa timer var samtlige æg stjaalet og skovbunden et hav af knuste ægskaller. Det var for meget for skarverne, der samme dag forlod Vorsø for at finde nye ynglepladser. Kun 6 par, der trods skydningen blev liggende på rederne, overlevede blodbadet og holdt skansen på øen. Ved pressens besøg den 18. juni 1949 saa vi kun tre beboede skarvereder. Trods dens eventuelle forsvinden er skarvekolonien kun en enkelt af øens mange seværdigheder, kun et led i udviklingsrækken, endog et ret tilfældigt led, og den store idé, hvorpaa reservatet er bygget op, lever videre.”

Efter dette blodbad holdt man de følgende år lidt igen. Nogle af Skarverne flyttede til de udgåede gråpopler i dammen i Vestre Remise, og legatbestyrelsen besluttede, at fuglene skulle fredes der et par år, mens de til gengæld skulle beskydes hårdt i Vesterskov for på den måde at flytte hele kolonien til et område, som botanikerne fandt mere uinteressant end Vesterskov. Det lykkedes, også fordi fuglene i Vesterdam havde meget bedre sidde- og badepladser.

Nu blev en yderst effektiv beskydning af ungerne introduceret, og i 1960’erne blev 75-95% af ungeproduktionen i kolonien årligt bortskudt. Endnu frem til 1970 blev ungerne skudt, og i sensommeren lå en stak af indtørrede mumier i kolonien. Jeg tænkte: ”Det er da ufatteligt, at man skyder alle ungerne væk hvert eneste år.”

I 1971 blev der ikke skudt unger, fordi tilladelsen af ukendte årsager blev forsinket. Det var før hændt, at man ikke nåede den helt store afskydning. Som det skulle vise sig, var der skudt skarvunger for sidste gang på Vorsø, for i 1972 og de følgende år blev der ikke givet tilladelse. Nu kunne kolonien i Vestre Remise udvikle sig uden indgreb.

 

 

 

 

 

 

 

Hidtidig praksis havde været, at Skarverne måtte beskydes fra det tidlige forår, hvis de bredte sig til skovene på Vorsø. I foråret 1977 nåede bestyreren at skyde 21 gamle fugle, inden beskydningen blev stoppet efter få dage. Dermed var det endegyldigt slut med bekæmpelse af Skarver på Vorsø.

Antallet i skovene voksede hurtigt. I Østerskov toppede det med 2175 reder i 1989, og dette niveau blev holdt i tre år. Herefter faldt antallet gradvis i takt med, at der blev færre redetræer, og i dag er der kun ganske få par.

I Vesterskov nåedes maksimum i 1991 med 853 reder. Denne delkoloni var mest koncentreret i skovens vestlige del, i resten af skoven lå rederne mere spredt. Antallet var ret stabilt omkring 500 par gennem 1990’erne og faldt så til omkring 300 par efter 2000. Da Havørnen indvandrede til skoven i 2012, forsvandt Skarven fra det meste af skoven, og i 2020 var der kun ganske få i den vestlige del.

Skarven begyndte at brede sig til Vestermark i 1985. Her var der fremgang og spredning indtil 1995, hvor 1257 reder optaltes. Derefter jævn tilbagegang og stabilisering 1999-2001 i størrelsesordenen 600 par, men sidenhen stor tilbagegang. Senest er store områder på Vestermark helt opgivet af Skarverne.

Det totale antal Skarver på Vorsø kulminerede i 1991 med 5048 reder. Siden er der sket en gradvis tilbagegang til omkring 300 i dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selv om disse tal giver en ganske god idé om det aktuelle antal, var det ikke en egentlig optælling baseret på redetællinger i de enkelte træer. Dette begyndte først i 1972, hvor Poul Hald-Mortensen systematiserede optællingerne og bl.a. angav faste optællingstidspunkter, hvor der var maksimalt antal reder.

Som bestanden steg på Vorsø, blev det en mere og mere vanskelig opgave at optælle kolonierne. Øen blev opdelt i delområder efter de forskellige fredmarker, ungskove og remiser, og rederne i de enkelte træer i disse delområder blev optalt.

Normalt lå antallet af reder i et træ mellem 1 og 10, men i de store ege, aske og elme i Østerskov kunne der være op til 50-75 reder. Da antallet var højest, ynglede mange Skarver ganske tæt i lave bevoksninger af mirabel og slåen vestligst på Vestermark, i tilslutning til den gamle hovedkoloni i Vestre Remise. Enkelte reder befandt sig først i 1990’erne kun 1,5-2 m over jorden, men det var i en periode, hvor ræven var uddød på øen på grund af skab.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Først med nu afdøde Flemming Christensen, der fra 1975 stod for ringmærkningen, påbegyndtes en systematisk mærkning med plastikringe med indgraverede numre, som kunne aflæses i teleskop. Antallet af mærkede fugle kom nu op på et niveau, hvor man begyndte at spotte nogle af dem i kolonien de følgende år. Flemming stod bag fabrikationen af plastikringene, og han sørgede for, at der blev ringmærket et nogenlunde ensartet antal unger hvert år. Såvidt muligt blev der mærket gennem hele den periode, hvor der var unger i den rette alder, 25-35 dage gamle. Størstedelen blev mærket under tre årlige besøg, hvor 2-3 mand mærkede så hurtigt som muligt for at forstyrre fuglene mindst muligt.

I 1974 blev et observationsskjul, som tidligere havde stået på Poldene i Nymindestrømmen (som hører under det videnskabelige reservat Tipperne) skilt ad og transporteret til Vorsø. Her konstruerede Flemming i 1976 midt i kolonien i Vestre Remise et 12 m højt stavær af telefonmaster, som skjulet skulle hvile på. Hele konstruktionen, som blev kaldt ’Tårnet’, blev rejst med hjælp fra Kresten Vorsø Kristensen og hans traktor. Fra tårnet kunne man nemt aflæse plastikringenes numre.

I perioden 1972-2003 blev der mærket over 10.000 skarveunger i øens kolonier. Specielt i perioden 1984-2003 blev mærkede fugle – mange gennem hele deres liv – fulgt, først fra ‘Tårnet’, og efter 1983 fra et nyt observationstårn i den sydlige udkant af kolonien. Dette arbejde gav utallige oplysninger om artens fænologi, stedtrofasthed, ungeproduktion og meget andet, deriblandt fuglenes overvintringsområder.

Dette store materiale er i vid udstrækning blevet behandlet og publiceret af Thomas Bregnballe, først i regi af Danmarks Miljøundersøgelser, siden Aarhus Universitet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tendensen i de seneste årtier har været, at kolonierne bliver flere, men mindre. I 2009 ynglede omkring halvdelen af Skarverne i kolonier på øer uden trævækst (Bregnballe 2009).

Denne udvikling har medført, at Vorsøs betydning for Skarverne er mindsket. At de valgte at slå sig ned på denne ø, skyldtes først og fremmest, at der var fred, men tillige, at der ikke var langt til områder med gode føderessourcer. Øen husede førhen hovedparten af de Skarver, der udnyttede det sydvestlige Kattegats fødemuligheder, men i dag er de fordelt på en række ubeboede holme nær fourageringsområderne, bl.a. Svanegrunden, Stavns Fjord og Mågeøerne ved Bogense.

Som det har vist sig, har Vorsø ikke helt mistet sin koloni af Skarver, den er bare blevet langt mindre, svarende til fødemængden i selve Horsens Fjord.