Fugle i Bagan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bagan ligger ved bredden af en gren af Myanmars største flod, den mægtige Ayeyarwadi, som i den engelske kolonitid blev kaldt for Irrawaddy. Biotopen i dette område er tørt kratland, domineret af akacier og en kaktus-agtig vortemælk, Euphorbia antiquorum.

Under et ophold i Bagan i 2007 boede Judy og jeg på et behageligt hotel, beliggende midt i kratlandet, og vi fandt området så tillokkende, at vi blev her i over to uger. Vi tilbragte tiden med at vandre rundt i området, og indimellem hvilede vi ud ved bredden af Ayeyarwadi eller i skyggen af en af de mange pagoder. Under opholdet lykkedes det mig at tage billeder af en stor del af de lokale fuglearter.

Familier, slægter og arter præsenteres i alfabetisk rækkefølge. Nomenklaturen følger i store træk IOC World Bird List (worldbirdnames.org). Etymologien er oftest hentet fra J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names, Christopher Helm, London.

Hvis du opdager fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at høre om det. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin caelum (‘himmel’), samt en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘lille himmel’, dvs. med farve som himlen, altså ‘himmelblå’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til det blålige skær i fjerdragten.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aigithos, en mytisk fugl nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) og andre klassiske forfattere.

 

Det videnskabelige artsnavn er muligvis afledt af græsk typhe, hvilket sigter til Tiphys, erfaren rorsmand ombord på skibet Argo, som fragtede Jason og hans argonauter i deres søgen efter det Gyldne Skind. (Mere om dette emne findes på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Får og ged).

Det danske navn kommer efter sigende af græsk ioros (‘vagtpost’ eller ‘byvægter’). Forbindelsen er svær at få øje på.

 

 

 

 

 

 

Etymologien bag slægtsnavnet er uklar.

 

Artsnavnet betyder ‘småvinget’ på oldgræsk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘brun’ eller ‘mørk’.

 

 

 

 

 

 

Mange af arterne har strålende farver, hannerne overvejende røde og sorte, hunnerne gule og sorte. Andre medlemmer af slægten er præsenteret på siderne Hyldest til farven orange samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

Slægtsnavnet er afledt af græsk peri (‘meget’ eller ‘overalt’) samt krokotos (‘gylden’). Ordet minivet er af ukendt oprindelse.

 

Det latinske artsnavn betyder ‘hvidpandet’, mens det danske navn blev givet til ære for den britiske læge og naturhistoriker Thomas Caverhill Jerdon (1811-72), som beskrev mange nye fuglearter i Indien, hvoraf adskillige er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin for ‘due’, hunkønsformen af columbus (‘han-due’), som er en latiniseret version af det græske kolumbos (‘dykker’). Dette navn blev hæftet på klippeduen (se nedenfor) af den græske komedie-forfatter Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.) på grund af de ‘svømmende’ bevægelser, denne fugl foretager i flugten.

 

Arten blev imidlertid tæmmet på et tidligt tidspunkt, og i dag findes tamformer af den næsten overalt på kloden. Forvildede tamduer danner ofte meget store bestande i byer verden rundt.

Det latinske artsnavn hidrører fra Theodore Gazas værk fra 1476, Aristotelis de natura animalium, hvori han oversætter det græske ord for due, peleia (sandsynligvis afledt af pellos = ‘af mørk farve’), til livia, afledt af latin livens (‘blyfarvet’), oprindeligt fra livere (‘af blålig farve’).

Adskillige billeder af denne fugl vises på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

 

Denne slægt rummer nogle af de mest intelligente fugle.

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter en række genetiske studier er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus.

 

Andre billeder af denne art vises på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er afledt af hindi-navnet på hannen af denne art, jaggar, og det danske navn er en aflægger heraf.

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), afledt af laniare (‘jeg sønderriver’), hvilket hentyder til disse fugles vane med at spidde deres byttedyr på torne til senere brug, ikke ulig et slagteri, hvor kødet hænges op.

 

Artsnavnet er sammensat af det latinske artsnavn på rødrygget tornskade (L. collurio), samt oldgræsk oides (‘ligner’).

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere tilhørte disse slægter familien Timaliidae, som udgjorde en slags ’systematikkens skraldespand’, hvor hundredevis af arter var blevet placeret. I dag er de fleste af arterne overført til andre familier.

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘-strubet’. Glemte autoren mon albo– (‘hvid’)?

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på den europæiske biæder (M. apiaster). Oprindelig betød ordet ‘begavet med tale’, anvendt i poesien til at beskrive personer, som ‘talte med to stemmer’, af meros (‘del’) og ops (‘stemme’). (Kilde: en.wiktionary.org)

 

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Orienten’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) nævner anthos, en lille, stærkt farvet fugl, og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) nævner anthus, begge hentyder muligvis til gul vipstjert (Motacilla flava).

I den græske mytologi blev Anthos, søn af Antinous og Hippodamia, søndertrampet af sin faders heste. Guderne forvandlede ham til en fugl, der ville imitere hestenes vrinsken, men altid flygte ved synet af en hest. Måske havde Aristoteles iagttaget en vipstjert lette på grund af heste.

 

Artens taksonomi er kompleks. Nogle af de for tiden 6 anerkendte underarter blev tidligere anset for at være underarter af newzealandsk storpiber (A. novaeseelandiae), og nogle autoriteter betragter arten som en underart af almindelig storpiber (A. richardi).

Det latinske artsnavn betyder ‘rødlig’ eller ‘rødbrun’.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin saxum (‘klippe’) og incola (‘lever iblandt’), hvilket sigter til den foretrukne biotop hos typearten sortstrubet bynkefugl (S. torquatus), som siden er blevet opsplittet i 5 arter.

 

Kønnene er meget forskellige, idet hannen er overvejende sort med hvidt på overgumpen og den nederste del af bugen, hvide underhaledækfjer og et hvidt vingefelt, mens hunnen er rødligbrun med hvid strube og underhaledækfjer, samt sort hale.

Ifølge den franske naturhistoriker Mathurin Jacques Brisson (1723-1806), i hans værk Traquet de l’isle de Luçon, fra 1760, var Maria-capra det navn, som indbyggerne på øen Luzon, Filippinerne, anvendte om den sorte bynkefugl – i sandhed et besynderligt navn, som betyder ‘Jomfru Marias hun-ged’. Han har muligvis taget fejl, da andre kilder hævder, at det er det lokale navn på broget viftehale (Rhipidura javanica).

 

 

 

 

 

Afrika rummer et mylder af solfugle, og de er også udbredt i Mellemøsten, det Indiske Subkontinent, det sydlige Kina, Indokina, Ny Guinea, samt det nordlige Australien.

 

Slægtsnavnet hentyder til en lille fugl, nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.) i hans værk Lexicon.

 

 

 

 

 

 

Senere studier har imidlertid vist, at papegøjenæb overhovedet ikke er beslægtet med mejser, og sammen med skægmejsen (Panurus biarmicus) blev de overført til en særskilt familie, Paradoxornithidae (‘paradoksale fugle’), der systematisk blev placeret nær timaliderne (Timaliidae). Skægmejsen er siden blevet overført til en særlig familie, Panuridae.

Nylige genetiske studier har haft den virkning, at et antal fugle, som tidligere var placeret i Timaliidae, er blevet overført til Paradoxornithidae, deriblandt Chrysomma (nedenfor). I dag omfatter familien omkring 16 slægter med ca. 37 arter af små til mellemstore fugle.

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med gyldne øjne’, afledt af khrysos (‘guld’) og omma (‘øje’).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Kina’.

 

 

 

 

 

Trods navnet er snefinker af slægterne Montifringilla, Onychostruthus og Pyrgilauda ikke finker, men medlemmer af spurvenes familie.

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘gullig’, hvilket hentyder til hannens gullige underside og kind. Navnet Pegu sigter til en by i det sydlige Myanmar, som var hovedstad i et forenet Burma i 1500-tallet.

 

 

 

 

 

Adskillige bulbul-arter er beskrevet på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Fugle i Himalaya.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og notos (‘-rygget’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte.

 

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den engelske geolog og zoolog William Thomas Blanford (1832-1905), der indsamlede fugle i Abyssinien, Persien og Indien.

Navnet ørestribet bulbul er nu benyttet for en art med det latinske navn P. conradi, som har en større udbredelse i Indokina.

 

 

 

 

 

I zoologisk sammenhæng betyder det latinske artsnavn blot ‘fra Sydafrika’. Det beror på en misforståelse. Da fuglen blev beskrevet i 1760 af den franske naturhistoriker Mathurin Jacques Brisson (1723-1806) i hans værk Ornithologie, ou, Méthode contenant la division des oiseaux en ordres, sections, genres, especes & leurs variétés, troede han åbenbart, at type-eksemplaret var indsamlet ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika.

Egentlig kommer ordet cafer af arabisk kafir (‘vantro’), en betegnelse for mennesker, som ikke underkaster sig Guds velsignelse, dvs. ikke-muslimer. Senere blev ordet fortrinsvis anvendt om kristne, men i Østafrika også om sorte hedninge. I 1700-tallet adopterede engelske missionærer i Sydafrika ordet i betydningen ‘hedning’, idet de hentydede til ikke-kristne sorte sydafrikanere. I 1900-tallet ændrede ordet betydning, idet det blev en nedladende betegnelse for sorte afrikanere i almindelighed. (Kilde: etymonline.com/word/kaffir)

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til Brahma, en af de tre øverste guder i hinduismen. De øvrige er Vishnu og Shiva.

 

 

 

 

 

 

Mange arter er blevet indført andre steder, bl.a. Nordamerika, Hawaii og New Zealand. Her konkurrerer de ofte med lokale fugle, og mange af dem betragtes som invasive arter, i Nordamerika specielt den almindelige stær (Sturnus vulgaris), som er omtalt på siderne Natur: Invasive arter, samt Fugle i USA og Canada.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akridos (‘græshoppe’) og theras (‘jæger’). Når græshopper er talrige, propper stære og hyrdestære sig med disse insekter. Et eksempel er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

 

 

 

 

Den var oprindelig tilknyttet åbne skove og krat, men har været glimrende til at tilpasse sig andre levesteder, bl.a. landbrugsområder og byer.

Undslupne fangenskabsfugle har dannet bestande i en lang række lande, deriblandt Sydafrika, Madagascar, adskillige arabiske stater, Japan, Taiwan, Indonesien, Australien og New Zealand. Mange steder er den blevet en pest, som fordriver indfødte fuglearter, specielt i Australien, hvor den er blevet erklæret for “et yderst vigtigt problem”. Ifølge IUCN arter Survival Commission er den en af verdens værste invasive arter, som er en trussel mod “biodiversitet, landbrug og menneskelige interesseområder”.

Det latinske artsnavn betyder ‘trist’, hvilket formodentlig sigter til fuglens ret kedelige farve.