Hyldest til farven orange

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er opret eller opstigende, til tider over 1 m lang, med talrige luftrødder, blade indtil 8 cm lange og 2,5 cm brede, blomster op til 2,5 cm lange, stærkt orange-røde med en gul, dybt tredelt læbe. Et af artens engelske navne er crucifix orchid, hvilket hentyder til blomstens form.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det islandske navn på arten, rita, hvoraf også det danske navn kommer. Det latinske artsnavn er afledt af græsk tridaktylos (‘tretået’), hvilket sigter til, at denne art mangler den lille, bagudrettede fjerde tå, som de fleste andre mågearter besidder. Et ældre dansk navn på arten var tretået måge.

I England kaldes riden for kittiwake, navngivet efter dens skrig, mens den i Nordamerika er kendt som black-legged kittiwake for at skelne den fra dens nære slægtning red-legged kittiwake (Rissa brevirostris), som yngler på småøer i den allernordligste del af Stillehavet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er navngivet efter sine pragtfulde orange frugtlegemer. På engelsk kaldes den for orange-peel fungus (‘appelsinskal-svamp’), da den kan minde om bidder af appelsinskal, som er strøet på jorden. Det videnskabelige artsnavn blev givet arten i 1800 af mykologen Christiaan Hendrik Persoon (1761-1836), som var født i Sydafrika, men flyttede til Europa, da han var i tyverne. På latin betyder det ‘orange’ eller ‘gylden’, oprindeligt fra arabisk naranj og oldpersisk narang, som var navnet på appelsinen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2. april 1949 stod der pludselig et glas med vand og andemad udenfor biologiværelset. Agnete Bisgaard blev straks nysgerrig og undersøgte indholdet. Til hendes store overraskelse stod hun snart efter med et eksemplar af bjergsalamander i sin hånd. Samme dag blev der fra Aabenraa sendt en pakke med 3 bjergsalamandere forsvarligt pakket i en kasse med fugtigt mos til Zoologisk Museum i København.

Dagen efter fik Agnete Bisgaard besked om, at bestemmelsen var verificeret, og der var hermed fundet en ny paddeart i Danmark. Fundet blev offentliggjort i de landsdækkende aviser i de følgende dage med billeder af den 12-årige skoleelev og bjergsalamanderen.

Professor Ragnar Spärck tog initiativ til at få arten fredet. Det lykkedes, og fredningen var udformet således: “(…) dyret skal være fredet overalt i Danmark, således at indsamling af denne dyreart kun må ske i videnskabeligt øjemed efter forudgående indhentet tilladelse af Naturfredningsrådet. Overtrædelse straffes med bøde. (…) Statsministeriet, den 12. juli 1951.” (Kilde: bjergsalamander.dk/index.php/bjergsalamandergruppen/historie)

 

 

 

 

 

Den kan opnå en længde af 14 cm, og nogle individer har nået den imponerende alder af 15 år. Voksne dyr er grønlige, undertiden brunlige eller gullige, mens ungdyr er stærkt orange. Både voksne og ungdyr har prikker på kroppen. Denne art producerer en nervegift ved navn tetrodotoxin, som gør den uspiselig for fisk og krebs.

Artsnavnet er latin og betyder ‘grønlig’, hvilket sigter til de fleste voksne dyrs farve.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn sinensis betyder også ’kinesisk’.

På engelsk hedder appelsin orange. Man kunne forledes til at tro, at frugten fik dette navn på grund af sin farve, men det er ikke tilfældet – faktisk er det lige omvendt. Inden frugtens indførelse til Europa fandtes der ikke noget udtryk for farven orange, som blev kaldt gul eller rød. Tænk bare på navnet gulerod – denne lækre rodfugt er jo orange, ikke gul!

Englænderne adopterede det oldfranske navn på appelsinen, orange, der var afledt af italiensk arancia, som igen var baseret på arabisk naranj, der var afledt af sanskrit-navnet på frugten, naranga.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kumquat er oprindeligt hjemmehørende i det sydlige Kina. Den er nævnt i kinesisk litteratur i hvert fald så langt tilbage som 1100-tallet. På kantonesisk kaldes den for 金橘 (gam gwat), fra gam (‘gylden’) og gwat (‘appelsin’). På engelsk blev ordet forvansket til kumquat eller cumquat.

I dag dyrkes kumquat mange steder i varmere egne af Asien.

 

 

 

 

 

I den antikke græske mytologi var Acraea datter af flodguden Asterion. Sammen med sine søstre Euboea og Prosymna fungerede hun som plejerske for gudinden Hera.

Acraea terpsicore, af nogle autoriteter kaldt for A. violae, var oprindeligt begrænset til det Indiske Subkontinent, men bredte sig til Indokina i løbet af 1990’erne og til Malaysia og Indonesien i løbet af 2000’erne. Under en tropisk storm i 2017 blev mange individer blæst til den nordøstlige kyst af Australien, og siden da har arten bredt sig til store dele af det nordlige Australien.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, som er afledt af oldgræsk leirion (’lilje’) og dendron (’træ’), artsnavnet, der er afledt af tulip og Latin fer (‘bærer’), samt det danske navn sigter alle til blomsterne, der overfladisk kan minde om liljer eller tulipaner. Et af artens populære amerikanske navne er fiddle-tree (‘violintræ’), hvilket hentyder til bladenes usædvanlige form, der i nogle tilfælde minder om små violiner.

 

 

 

 

 

På amerikansk har P. laticeps fået navnet broad-headed skink på grund af de brede kæber, hvorved hovedet får en trekantet form. Den voksne han er brunlig med stærkt orange hoved i yngletiden, mens hunnen har fem lyse striber ned over ryggen og halen, i lighed med fasciatus.

 

 

 

 

 

Andre hylde-arter er omtalt andetsteds på denne hjemmeside, almindelig hyld (S. nigra) på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, blå hyld (S. cerulea), undertiden kaldt mexikansk hyld (S. mexicana), på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada, og druehyld (S. racemosa) på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere blev tudsen i Kaukasus betragtet som værende denne art, men er nu blevet ophøjet til en selvstændig art, Bufo verrucosissimus.

Det videnskabelige navn er det klassiske latinske ord for tudse. Forstavelsen i det danske navn hentyder til artens vortede hud, mens tudse er et gammelt udtryk for en brændt brun farve.

 

 

 

 

 

Tidligere var den placeret i slægten Bufo, og nogle autoriteter betragter stadig Anaxyrus som en underslægt af denne slægt.

 

 

 

 

 

Arten vokser i arktiske, subarktiske og tempererede egne, mod syd til det sydlige Canada, Tyskland, Mongoliet og Japan.

 

 

 

 

 

Et alternativt videnskabeligt navn er R. calycinoides (‘ligner calycinus’), der sigter til bladenes lighed med bladene hos R. calycinus, som er udbredt fra Himalaya mod øst til det nordlige Indokina og det sydvestlige Kina.

 

 

 

 

 

Bladene blev førhen benyttet medicinelt af amerikanske indfødte. I nutidig urtemedicin anses arten for at være et mildt beroligende og afslappende middel, der egner sig godt til børn. Den forbedrer søvnkvalitetet og kan forhindre mareridt. Den tages også mod hyperaktivitet, hovedpine, migræne, depression og nervesmerter.

Frøene benyttes i madlavning. Førhen blev dens pollen anvendt kosmetisk af amerikanske stammefolk.

I 1903 blev arten udnævnt til Californiens officielle statsblomst.

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen blev den brændende båd sendt til søs og bar på denne måde ceremonielt sygdommene med sig, men i de senere år ophørte denne praksis, og båden blev brændt på land.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sonora-ørkenen er nærmere beskrevet på siden Lande og steder: Sonora – den frodige ørken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn hentyder til, at der bliver udvundet harpiks af denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Columnea purpurata er en forveddet urt, op til 2 m lang, der vokser på klipper eller som epifyt. Stængel og blade er dækket af hvide hår, de lancetformede blade er ofte store, op til 37 cm lange og 11 cm brede. De tætte blomsterstande sidder i klynger op langs stænglen, dækblade og bæger er trævlede, stærkt orange, som blegner til purpur ved udtørring (heraf det latinske slægtsnavn). Kronen er gul, tragtformet, indtil 3 cm lang, tæt behåret.

Artens naturlige udbredelsesområde er fra den sydligste del af Mexico gennem Mellemamerika til Colombia. Den benyttes medicinelt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den hollandske læge og botaniker Sebald Justinus Brugmans (1763-1819), der især huskes for sin ekspertise i behandlingen af koldbrand. Det danske navn hentyder til blomsternes form, men da de er særdeles giftige, har man indsat forstavelsen engle-, sikkert i betydningen dødsenglen.

Brugmansia suaveolens er en busk op til 5 m høj, ofte vidt forgrenet. Bladene er ovale eller aflange, op til 30 cm lange og 15 cm brede, helrandede og tilspidsede. Blomsterne er tragtformede, velduftende om natten, indtil 30 cm lange, bægeret grønt, oppustet, op til 12 cm langt, med 5 elliptiske flige, kronen normalt hvid med grønlig basis, i spidsen med 5 udbredte, spidse flige. Nogle former har gule, orange eller lyserøde blomster. Arten er hjemmehørende i Brasilien, men dyrkes talrige steder på grund af de smukke blomster.

Artsnavnet er afledt af latin suavis (‘sød’) og olens (‘duft’).

 

 

 

 

 

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Frugterne hos disse planter er oftest røde, orange, gule eller sorte. To arter med orange frugter er beskrevet nedenfor. Andre arter er præsenteret på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, samt Efterår.

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn, som betyder ‘den falske capsicum’, sigter til bladene, der ligner bladene hos grøn peber (Capsicum).

På engelsk hedder denne art Jerusalem cherry, hvilket beror på en misforståelse, idet dens frugter ikke er kirsebær, og den er ikke hjemmehørende i området omkring Jerusalem. Navnet kan simpelthen skyldes en eller anden gartner, som bragte planten hjem fra Jerusalem og gav den dette navn uden at undersøge, hvor den egentlig stammer fra. (Kilde: m.wisegeek.com)

Et andet engelsk navn, Madeira winter cherry, stammer fra den tid, hvor portugisiske sømænd bragte planten fra Sydamerika til Madeira. Herfra spredtes den til Europa, hvor den blev statussymbol blandt overklassen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten har en ret begrænset udbredelse, idet den findes i det sydlige New Mexico og det vestlige Texas, samt i de mexikanske stater Chihuahua og Coahuila. Den er almindelig i dele af Chihuahua-ørkenen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art benyttes mod utallige sygdomme i folkemedicinen, og den har også talrige andre anvendelser, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Almindelig havtorn (H. rhamnoides) er hjemmehørende fra Irland og det sydlige Skandinavien mod syd til Middelhavet, mod øst gennem Rusland til Xinjiang og Mongoliet, og derfra mod syd til Pakistan og Ladakh i det nordvestlige Himalaya.

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes Junonia almana for peacock pansy, hvilket sigter til ‘påfugleøjnene’ på de orange vinger. Denne art er udbredt fra Indien og Sri Lanka mod øst til Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd til Indonesien og Filippinerne. Den er meget almindelig og lever i et bredt udsnit af habitater, normalt under 500 meters højde, men undertiden op til 1000 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Pakistan mod øst gennem Himalaya til Sydøstasien, det sydlige Kina, Taiwan og Japan. I Himalaya træffes den mellem 1000 og 2700 meters højde, mens den andre steder vokser ned til havniveau. Den dyrkes mange steder på grund af de kønne blomsterstande og farvestrålende bær og er blevet naturaliseret i visse områder, bl.a. i USA, hvor den betragtes som invasiv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne palme menes at stamme fra Filippinerne, men dyrkes i talrige tropiske og subtropiske områder i Asien, i Ny Guinea og Vestindien, samt på mange øer i Stillehavet.

Artens nød indgår som ingrediens i betel, et mildt rusmiddel, som består af et blad fra betelbusken (Piper betle), der foldes omkring småstumper af arekapalmenødder, tobak og/eller krydderier, samt en smule kalkpasta. Når man tygger betel, øges spytmængden, og spyttet bliver murstensrødt. Klatter af betelspyt ses overalt i mange asiatiske byer – på gader, husmure, trapper og andre steder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er et gult eller orange bær, som kan blive op til 1 cm i diameter. Dette bær er baggrunden for det engelske navn på planten, golden dewdrops (’gyldne dugdråber’), og på Tonga-øerne kaldes den for mavaetangi (‘afskedstårer’). Umodne bær er giftige og har efter sigende slået børn, hunde og katte ihjel. Fugle tager imidlertid ikke skade af bærrene.

Det videnskabelige slægtsnavn blev givet til ære for den italienske læge, botaniker og digter Gualdo Tadino (1529-90), bedre kendt under navnet Castore Durante da Gualdo.

Et billede af artens blomster ses på siden Hyldest til farven blå.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en stedsegrøn flerårig urt, som oprindeligt stammer fra Kap-provinserne og KwaZulu-Natal i Sydafrika. Den blev først beskrevet i 1788 af den berømte engelske naturhistoriker Sir Joseph Banks (1743-1820), som gav den artsnavnet reginae, hvilket betyder ’tilegnet dronningen’, til ære for den engelske dronning Charlotte af Mecklenburg-Strelitz, også kaldt for Sophia Charlotte (1744-1818), der var gift med Kong George d. 3.

Planten bliver op til 2 m høj, og dens blade er op til 70 cm lange og 30 cm brede, med en indtil 1 m lang stilk. De sidder i to rækker og danner en vifteformet krone. På grund af de smukke blomster er arten meget populær som prydplante og dyrkes i varme lande kloden rundt.

 

 

 

 

 

Ifølge Kew Bulletin (1897) kan denne art benyttes til bekæmpelse af insekter, specielt lus. Inficerede værelser, som bliver fejet med en kost fremstillet af silkeplanten, får disse skadedyr til at forsvinde. Tidligere blev den også anvendt i folkemedicinen, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om bestøvningen af slægten Asclepias:

“(…) de har en af de mest distinkte blomster i planteriget. Den er lavet med det formål at narre insekter, så krydsbestøvning bliver sikret. (…) insekter, som forsøger at få fat i nektar fra blomstens skåle. Der er fem af disse skåle i hver blomst, og de hænger sædvanligvis med åbningen nedad. De er meget glatte, og en fod af et insekt, som forsøger at lande på en af dem, vil uvægerligt glide og ender derved i en spalte mellem to af skålene. Dette er nøjagtigt, hvad der skulle ske; netop af denne grund er blomsten opstået. I spalten ligger den hanlige del af blomsten i en sådan stilling, at den aldrig kommer i kontakt med det hunlige organ, medmindre han bliver trukket ud og derpå trukket ind igen. Foden af insektet glider altså ind i spalten, hvor den sidder fast, som var den mellem to små, stærke tråde. Hvis insektet er stærkt nok, vil et ryk eller to bringe foden ud igen, og sammen med den to små pollenposer, som rider på insektets ben til den næste blomst, hvor foden atter glider ned i en spalte, men denne gang medbringende de to poser med pollen (…) som lander lige netop på hunorganets støvfang. Der bliver poserne hængende og udfører det job, som de er beregnet til (…). Det er selvfølgelig muligt, at insektets ben kommer ud af sprækken i blomst nummer to med endnu to pollenposer fastgjort til det som to små sadeltasker (…) det kræver et stærkt ben at udføre dette arbejde, og stærke insekter kan til tider ses med adskillige pollenposer på deres ben. Hvis insektet ikke er stærkt nok, betaler det dyrt for en mundfuld nektar. (…) er det ikke i stand til at betale for nektaren gennem at transportere pollenposerne til den næste blomst, bliver det hængende, indtil det dør (…).”

 

 

 

 

 

Denne art yngler i det sydøstlige Sibirien, fra Baikal-søen mod øst til Amurland, Ussuriland og Sakhalin, i Mongoliet, Tibet, størsteparten af Kina, samt i det nordlige Korea, mens vinteren tilbringes i det sydlige Kina, Japan, Taiwan, det nordøstlige Indien samt i Sydøstasien.

 

 

 

 

 

 

 

Artens oprindelige voksested menes at være det sydlige Mexico eller Mellemamerika, men da den har været dyrket i tusinder af år, kan det være vanskeligt at afgøre. I dag dyrkes den i talrige lande med tropisk eller subtropisk klima.

Slægtsnavnet er den feminine form af tillægsordet Caricus, som er en forkortelse af Caria og ficus (‘figen’), således ‘fignen fra Caria’, på oldgræsk Karia, en græsk provins i det nuværende sydvestlige Tyrkiet. Navnet blev givet arten af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753, måske med hentydning til frugtens søde smag.

Artsnavnet er navnet på planten på et Arawak-sprog, som blev adopteret af spanierne. Det danske navn melontræ sigter til, at frugterne i form minder om meloner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for en ven, handelsmanden Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

Lagerstroemia subcostata er et mindre træ, som bliver op til 14 m højt, med en meget karakteristisk lys og glat bark, som kan få én til at tro, at træet er dødt. De kortstilkede blade er aflange eller ovale, indtil 4,8 cm lange og 2,5 cm brede, tilspidsede. Blomsterne er purpurfarvede eller hvide, i hårede endestillede toppe, op til 15 cm i tværmål, med 6 kronblade indtil 6 mm lange, rynkede. Frugten er en ellipseformet kapsel, indtil 8 mm lang.

Arten er hjemmehørende i Japan, Taiwan, Kina og Filippinerne, voksende i skove og langs vandløb fra lavlandet op til mellemhøjder i bjergene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af disse liljer kan studeres på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige af arterne er meget farvestrålende, hvor hannerne har en overvejende rødlig fjerdragt, hunnerne overvejende gul.

Orangeminivet (P. flammeus) lever i tæt skov, fra det vestlige Indien og Sri Lanka mod øst til det sydlige Kina, og derfra videre mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Tidligere blev denne art regnet som en underart af skarlagenminivet, der i dag kaldes P. speciosus.

Andre arter af minivet er beskrevet på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Bagan.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dios (Zeus) og pyros (‘hvede’), således ‘Zeus’s hvede’, hvilket i en bredere sammenhæng oversættes som ‘guddommelig føde’. Navnet hentyder til frugten af kaukasisk daddelblomme (D. lotus). På engelsk kaldes de spiselige arter for persimmon, afledt af pichamins (‘tørret frugt’), Powhatan-ordet for en amerikansk art i slægten.

Almindelig kaki (D. kaki), som har søde, let sammensnerpende frugter, er hjemmehørende i Kina, Taiwan, det nordlige Vietnam, samt Assam i det nordøstlige Indien. Den blev først dyrket i Kina for over 2000 år siden, og dyrkning spredtes til Japan i 600-tallet, til Korea i 1300-tallet og til Sydeuropa, Californien og Brasilien i 1800-tallet.

Kaki er det japanske navn på denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante, som vokser i græsklædte områder og på brakjord, er hjemmehørende i størsteparten af Europa, såvel som den nordvestlige og centrale del af Asien. På grund af de smukke blomster er den også blevet indført til en række andre lande, deriblandt England, Irland, USA, Canada, Australien og New Zealand. Den forvildes imidlertid nemt og bliver ofte invasiv, hvorfor import af den er blevet forbudt i de to sidstnævnte lande.

På engelsk har pomerans-høgeurt en række besynderlige folkenavne, deriblandt fox-and-cubs (’ræv-med-hvalpe’), Devil’s paintbrush (’Djævelens malerpensel’), samt Grim the Collier. Navnet fox-and-cubs sigter til, at ikke alle kurvene på en plante åbner sig samtidigt. En åbnet kurv sammenlignes med en ræv, mens de stadig lukkede kurve ved siden af den er hvalpene. Navnet Devil’s paintbrush hentyder rimeligvis til de mange sorte hår på svøbbladene omkring kronen.

Navnet Grim the Collier kræver en længere forklaring. Det blev først nævnt i forbindelse med planten, i formen Grimme the Collier, af den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) i hans Herball fra 1597. Dette navn forekommer i et skuespil fra omkring 1564, Damon and Pythias, skrevet af Richard Edwardes og opført for Dronning Elizabeth d. 1. Heri optræder en figur ved navn Grim the Collier (‘kulminearbejderen Grim’), der beskrives som værende “af en typisk Croydon-fremtoning” – et udtryk anvendt for personer med rødt hår og lys hud. Navnet sigter naturligvis til de orange eller røde blomsterkurve, samt til de sorte hår på svøbet, der sammenlignes med kulstøvet i en kulminearbejders skæg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Allerede da han beskrev arten i 1781, bemærkede den østrigske naturhistoriker Franz Xaver von Wulfen (1728-1805), at den adskilte sig fra de ægte kantareller. Forskning har påvist, at den ikke engang er fjernt beslægtet med dem, og den er nu placeret i en særskilt familie, Hygrophoropsidaceae.

Den er vidt udbredt på den nordlige halvkugle og er meget almindelig i nåleskove, men kan også træffes i løvskove og på heder. Nyere forskning antyder, at den omfatter adskillige arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk pyro (‘ild’) og stegia (‘dække’), hvor førstnævnte sigter til blomsternes farve, mens det sidste hentyder til artens frodige vækst, hvor den ofte dækker hele bygninger. Artsnavnet kommer af olditaliensk wenostos (‘smuk’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Almindelig væggelav (X. parietina) er vidt udbredt, idet den findes i størsteparten af Europa, Afrika, Asien, Australien og Nordamerika. Den er meget almindelig på klipper, store træer, tage og mure, idet den er en af de få laver, som favoriseres af den stigende eutrofiering.

Artsnavnet, som er afledt af latin paries (‘mur’), blev hæftet på arten i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘gul’ på latin, hvilket sigter til blomsternes farve i tørret tilstand. Når de er friske, er farven varmt orange, hvilket adskiller dem fra de fleste andre mælkeurt-arter, som har blå, lyserøde eller hvide blomster.

 

 

 

 

 

Selv om fuglens bryst er orange, blev den i sin tid navngivet rødhals. Det skyldes, at farven orange i Middelalderens Europa ikke skelnedes fra rød. Først med introduktionen af appelsinen i 1500-tallet (se andetsteds på denne side) opstod et særligt ord for orange, fra det oldfranske navn på appelsinen, orange, der var afledt af italiensk arancia, som igen var baseret på arabisk naranj, der var afledt af sanskrit-navnet på frugten, naranga.

Rødhalse på de Kanariske Øer Gran Canaria og Tenerife adskiller sig en del fra typiske rødhalse gennem den mindre, mere rødlige plet på brystet, hvid øjenring, samt grålig snarere end brunlig overside. Deres sang er også anderledes, lidt i retning af sangdroslens (Turdus philomelos) sang. De udgør muligvis en selvstændig art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men på grund af de smukke blomster er den blevet indført til næsten alle egne af kloden. I varmere lande undslipper den ofte, og da den er giftig for græssende dyr, kan den ofte danne store krat, som udkonkurrerer indfødte plantearter.

Et af artens engelske navne er Spanish flag, hvilket skyldes, at to af blomsterstandenes farver, rød og gul, optræder på det spanske nationalflag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hannen af palmevæver (Ploceus bojeri) er kraftigt gul med orange hoved. Denne art har en ret begrænset udbredelse, idet den findes i den sydligste del af Ethiopien, den sydlige halvdel af Somalia samt i det østlige Kenya. Den lever i savanner, overvejende langs floder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mere om nøkkeroser kan læses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, hvor der også findes billeder af andre nøkkerose-arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet vævermyre skyldes disse myrers måde at bygge bo på, idet deres rede består af blade, der er kittet sammen ved hjælp af deres larvers silke. En vævermyre-koloni kan omfatte adskillige reder i et enkelt træ, eller rederne kan være fordelt på flere træer. I et enkelt tilfælde omfattede en koloni 151 reder, fordelt på 12 træer. En koloni kan tælle op mod en halv million individer, og hver koloni har en enkelt dronning i en af rederne, hvorfra hendes afkom fordeles på de øvrige reder. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Oecophylla_smaragdina, hvor der findes en liste med referencer)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstandene er arrangeret i kranse op ad den indtil 3 m høje stængel. Blomsterne er normalt en smuk orange farve, men planter med røde, hvide eller purpurfarvede blomster træffes undertiden.

I Trinidad koges bladene som té, der indtages til behandling af feber, hoste, uterus-prolaps og malaria.

Billederne herunder er fra Bagan, Myanmar. På et af dem ses en buddhistisk pagode som silhouet, og fuglen på det øverste billede er en han af purpursolfugl (Cinnyris asiaticus), som suger nektar af blomsterne. Andre billeder af denne art bringes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Bagan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i størsteparten af Europa og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Dens larver æder blade af forskellige medlemmer af korsblomstfamilien (Brassicaceae), i særdeleshed engkarse (Cardamine pratensis) og løgkarse (Alliaria petiolata). I takt med, at løgkarse i de senere år er gået frem i Danmark, er også aurora blevet mere almindelig.

 

 

 

 

 

Slægtens smukkeste medlem er efter min mening orangerød høgeskæg (C. aurea), som er udbredt i europæiske bjergegne, i Jura-bjergene, Alperne, Apenninerne og Abruzzerne, samt på Balkan, og den findes også i Lilleasien. I Alperne vokser den i enge og græsgange, fortrinsvis på kalkfattig jordbund, i højder mellem 1000 og 2900 m.

 

 

 

 

 

Ganesh og andre hindu-guder er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes Lotus-arterne for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil sigter til de tre-koblede blade, mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der ofte sidder tre og tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

Almindelig kællingetand (L. corniculatus) er vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien, hvor den vokser i tørre områder med lav vegetation. I Himalaya findes den op til 4000 meters højde.

 

 

 

 

 

I alt 11 underarter af den smukke orange jorddrossel (G. citrina) er udbredt langs Himalaya, i det østlige og sydlige Indien, på Andamanerne og Nicobarerne, i Indokina og det sydlige og østlige Kina, på nordspidsen af Borneo, samt på Java og Bali. Arten er standfugl i størsteparten af dette store område, men nogle nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i det nordøstlige og sydlige Indien, på Sri Lanka og Sumatra, samt i den sydlige del af Kina.

Underarten cyanota, som findes i det sydlige Indien, er meget markant, idet den har hvidt ansigt med to lodrette sorte striber under og bag øjet. Det har været foreslået, at den udgør en særskilt art, men der forekommer mellemformer, hvor dens udbredelse overlapper med nominatracens.

 

 

 

 

 

Den store grønne frugt sprækker på langs og åbenbarer to rækker frø, omgivet af et stærkt orange kødfuldt lag. Frugten producerer store mængde hvid mælkesaft, hvilket har givet anledning til det engelske navn white milkwood (‘hvidt mælketræ’). Denne saft anvendes undertiden til at blande i chicle, der benyttes til fremstilling af tyggegummi. Lokalt tygges den stivnede mælkesaft som tyggegummi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet skyldes bladenes lighed med blade af lind (Tilia). Et billede, som viser artens smukke gule blomster, ses på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rød hornskulpe (G. corniculatum) er udbredt fra Sydeuropa mod øst til Kazakhstan og Kirgisien, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien og Iran, samt i Australien og på Madeira og de Kanariske Øer. Blomsterfarven hos der er udbredt fra Sydeuropa mod øst til Centralasien, varierer fra mørkerød til orangerød.

Glaucium leiocarpum ligner meget G. corniculatum, men kronbladene er gule foroven, røde forneden, som regel med mørke pletter nær svælget. Den er udbredt i Bulgarien, Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran, voksende i stenede områder.

Mange andre medlemmer af valmuefamilien er beskrevet på siderne Hyldest til farven rød, Flora i Himalaya, samt Flora i Tyrkiet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kinesisk skruepalme (Pandanus tectorius), tidligere kaldt for P. odoratissimus var. sinensis, er et lille træ, indtil 10 m højt, som har talrige tornede blade, der kan blive indtil 1,8 m lange. Denne art er udbredt fra det sydøstlige Kina og Taiwan mod syd gennem Sydøstasien til det nordlige Australien, samt mange Stillehavsøer. Den plantes undertiden som en levende hæk, og bladene anvendes til at flette diverse genstande.