Så perfekt er havskildpadderne tilpasset livet i havet, at de stort set er uændrede gennem 180 millioner år. De opstod samtidigt med de første dinosaurer, men hvor de fleste af disse uddøde for omkring 65 mio. år siden, har havskildpadderne overlevet frem til i dag.
Seks af verdens syv arter tilhører familien Cheloniidae, som er kendetegnet ved, at rygskjoldet består af benplader, der er solidt forankret til ryghvirvler og ribben. Rygskjoldet kaldes carapax, bugskjoldet plastron, og overgangen mellem disse broen. Både ryg- og bugskjold er dækket af hornplader. Pladerne på ryggen er arrangeret i tre rækker i længdegående retning, og de to yderste kaldes ribbensplader. Hornpladernes antal og form varierer fra art til art og er ofte vigtige kendetegn, når man skal skelne mellem dem.
Den syvende art er den store læderskildpadde (se Dermochelys nedenfor).
I Danmark er den truffet omkring 5 gange, mest langs Vesterhavskysten. I 1971 gik et eksemplar i en åleruse ved Ulvshale på Møn. Den blev bragt til Danmarks Akvarium, hvor den levede i flere år.
Slægts- og artsnavn er en latiniseret udgave af det franske ord for havskildpadder, caret.
Førhen blev bestande langs Mexicos og Mellemamerikas Stillehavskyst betragtet som en særskilt art, sort havskildpadde (C. agassizii), men de regnes nu for værende samme art som suppeskildpadde.
Gennem tiderne har arten været meget forfulgt på grund af det velsmagende kød. Det danske navn skyldes, at man kogte suppe på en geléagtig brusk mellem bugskjoldets knogler, kaldt for calipee. I dag er arten opført som akut truet på IUCNs liste over truede planter og dyr.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khelone (‘skildpadde’), mens artsnavnet kommer af græsk mydos (‘fugtighed’), hvilket sigter til dens akvatiske levevis.
Arten er en stor vandrer, som søger til de nordlige og arktiske have i søgen efter føde, der overvejende består af gopler. Den kan trives i de kolde vande, fordi blodcirkulationen holder dens kropstemperatur så meget som 18oC over omgivelsernes. I yngletiden vandrer den til troperne.
I Danmark er den truffet adskillige gange. En drev i land på Sjællands Odde 1948, en blev fanget i trawl vest for Nymindegab 1965, en sad fast i et fiskenet i Sejerøbugten 1979, en blev fanget af en fisker ved Dybbøl 1997, en drev i land på Langeland 2015, og en drev i land i Vadehavet 2020.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk derma (‘hud’) og chelys (‘skildpadde’), hvilket sigter til den tykke hud, som dækker rygskjoldet. Artsnavnet er afledt af latin coriaceus (‘består af læder’), hvilket også hentyder til den læderagtige hud.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eretmon (‘åre’) og chelys (‘skildpadde’), hvilket sigter til de årelignende luffer hos arten. Artsnavnet er afledt af latin imbricatus (‘overlappende’), hvilket hentyder til de overlappende skæl på rygskjoldet af unge og yngre dyr.
Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lepidos (‘skæl’) og chelys (‘skildpadde’), hvilket måske hentyder til det skællede udseende af hoved og luffer hos disse dyr. Det danske navn er taget fra det engelske navn, som er af ukendt betydning.
Artsnavnet hentyder til et olivenfarvet skær på disse ellers brunlige eller grålige dyr.
Arten er to gange truffet i Danmark. En, som skyllede i land ved Hvide Sande i 1926, døde kort efter. En anden blev fanget i trawl nord for Gilleleje i 1974.
Artsnavnet hædrer den amerikanske fisker og handelsmand Richard M. Kemp (1825-1908), som boede på Key West, Florida, og viste denne art til den amerikanske zoolog Samuel Walton Garman (1843-1927), som beskrev den i 1880 i artiklen On certain species of Chelonioidae, Bulletin of the Museum of Comparative Zoology, Harvard, Cambridge.
Slægtsnavnet er latin og betyder ‘den der svømmer’, mens artsnavnet betyder ‘fladtrykt’, hvilket hentyder til det ret flade rygskjold.
Karetteskildpadden lever af havsvampe og andre dyr i koralrev, mens den uægte karette mest æder krebsdyr og de to ridley-arter fisk, rejer og krabber.
Utroligt nok lever den store læderskildpadde overvejende af gopler. Da disse jo består af 98% vand, skal der enorme mængder til, og det er grunden til, at læderskildpadden vandrer til kolde have, hvor gopler er talrigest. Gopler lever ofte på store dybder, men læderskildpadden er i stand til at dykke ned til 1500 meters dybde.
Efter æglægningen dækker hunnen æggene til, og bagefter slynger hun sand rundt med lufferne, så selve redestedet camoufleres. Derpå vender hun tilbage til havet. Hos flere arter lægger hunnerne æg i flere omgange, somme tider 11 kuld på en sæson.
Det fantastiske er, at hunnen ofte vender tilbage til den strand, hvor hun fødtes årtier før. Hvordan hun bærer sig ad med det, forbliver et mysterium. En teori går på, at dyrene præges på strandens fysiske og kemiske sammensætning, samt at de er i stand til at anvende Jordens magnetisme til at navigere efter.
To-tre måneder efter at æggene er lagt, klækkes de, ofte i mange reder samtidigt. De nyklækkede unger, der kun er 4-5 cm lange, har en bemærkelsesværdig måde at komme op af sandet på. De begynder alle at vibrere kraftigt med lufferne, så sandet over dem rystes ned under dem. På denne måde ‘løftes’ de langsomt op til overfladen.
Her er de programmeret til at søge mod lyset. Selv i bælgmørke vil havet reflektere mere lys end landjorden, så ungerne søger mod havet. Husbyggeri på strandene slår mange unger ihjel, da de søger mod husenes lys i stedet for havet. Hvis ikke de når vandet i en fart, tørrer de ud. Andre farer er talrige. Måger og glenter æder løs sammen med de ovennævnte rovdyr. Af de unger, der når havet, bliver mange ædt af rovfisk, krabber, fregatfugle og andre.
Kun tre-fire ud af tusinde unger bliver voksne og kan begynde at reproducere sig. Biologen Hendrickson fandt, at af de ca. 1800 æg, en suppeskildpadde-hun lægger i løbet af sit liv, klækkes kun 405, og kun 243 unger når havet. Af disse overlever bare 31 den første uge, og kun tre opnår en fuld livscyklus.
Som beskrevet ovenfor forfølges den ægte karette på grund af sit smukke rygskjold, og mange drukner i fiskegarn.
Titusinder af havskildpadder drukner i fiskegarn eller kommer til skade i bådmotorers propeller. Unge skildpadder dør af at æde spildolie og tjæreklumper i havoverfladen. Mange læderskildpadder sluger store mængder plastic i den tro, at det er gopler, men plastic er ufordøjeligt og ophobes i dyrets tarme, hvorefter det dør af sult.
På øen Wheeler Island i mundingen af den store Maipura-flod i Odisha i det østlige Indien ligger en lille fiskerlandsby, som består af hytter med vægge af græs, bundet på træskeletter. Her boede den indiske biolog Bivash Pandav fra Wildlife Institute of India sammen med sit mandskab hvert efterår 1994-99 for at studere olivengrønne ridleyer. Ud for strandene her samles de i tusindvis i november-december for at parre sig.
Jeg traf Pandav i Indien i 1997, og da han mærkede, at jeg var meget interesseret i hans arbejde, var han så venlig at invitere mig til at deltage i fangsten af skildpadder. I november samme år tog jeg til Wheeler Island.
Herfra sejlede vi ud i den lille motorbåd Maa Panchu Barahi (opkaldt efter en hinduistisk gudinde). Krappe bølger fik båden til at vippe kraftigt og gjorde det svært at finde havskildpadderne, men mandskabet havde øjne som høge og opdagede med jævne mellemrum et par i havoverfladen.
Så satte rorsmanden fuld fart på motoren og styrede hen mod parret, mens det øvrige mandskab gjorde grejet parat. Det bestod i al sin enkelhed af et net af nylonsnore, monteret på en trekantet ramme af kraftige bambusstænger. Fra to af stængerne blev reb bundet omkring små pæle forrest på bådens rælinger.
For mig så det ud, som om båden ville sejle skildpaddeparret ned, men i sidste sekund drejede rorsmanden til højre. Assistenten med fangstnettet styrede det ned under parret, som blev viklet ind i maskerne.
”Træk”, råbte han, og de to andre halede af alle kræfter i rebene for at trække nettet op til rælingen. Hvis ikke det skete i en fart, kunne skildpadderne hoppe ud af det igen. Nettet blev bundet fast til rælingen, og en af skildpadderne blev halet ombord.
”Endnu ikke”, svarede han.
I det samme råbte en af mændene: ”Denne her er mærket!”
Pandav fór derhen for at aflæse ringen, og i næste nu opførte han en sand krigsdans på dækket.
”Denne her er fra sidste år!” sagde han glædesstrålende.
I dagens løb fangede vi 24 par, hvilket var personlig dagsrekord for Pandav. ”Du bringer mig held!” sagde han.
Sideløbende med mærkningen måltes længde og bredde af rygskjold og bugskjold. Skildpadden blev løftet op i et net, som var hængt i en krog på en vægt. Vægten hang i en stang, som to af mændene bar på skuldrene. Det viste sig, at en olivengrøn ridley vejer mellem 35 og 50 kg.
To af verdens havskildpaddearter har denne adfærd: olivengrøn ridley og caribisk ridley. Mens caribisk ridley som før nævnt kun forekommer på én strand i Mexico og er tæt på at uddø, har (eller havde) olivengrøn masseforekomst adskillige steder, foruden Odisha bl.a. Mexico, Ecuador og Costa Rica. Olivengrøn ridley yngler mange andre steder i troperne, men ikke i så store mængder. De øvrige arter yngler i smågrupper eller enkeltvis.
Masseæglægningen menes at være en metode til at undgå overprædation. Den pludselige tilsynekomst af en stor mængde føde to gange om året (æg og senere nyklækkede unger) lokker selvfølgelig mange rovdyr og fugle til. De æder alt, hvad de kan, men mængden er så overvældende, at et stort antal unger har en god chance for at nå havet. Prædatorerne kan heller ikke have en fast population i området, som er afhængig af havskildpadderne, da fødemængden kun er til stede en relativt kort periode af året.
I de sidste årtier er imidlertid opstået flere trusler mod dyrene. Mange drukner i fiskegarn, efter at trawlere fra Kolkata i højere grad er begyndt at fiske langs Odishas kyst.
Selv om olivengrøn ridley er totalfredet i Indien, fanges et stigende antal til menneskeføde, især på restauranter i Kolkata. Dette på trods af, at den vigtigste yngleplads Gahirmata ligger i et havreservat. Det lokale Forest Department, som er ansvarlig for overvågningen, giver som undskyldning, at der er mangel på mandskab. Men selv efter at flåden har stillet mandskab til rådighed, er patruljeringen ikke tilstrækkelig, da Forest Departmentets både ikke er hurtige nok.
Endvidere trues skildpadderne, fordi deres æglægningsstrande vokser til. Forest Department – som egentlig skal sørge for, at skildpadderne trives – har tilplantet lange strækninger af strandene med det hurtigtvoksende jerntræ (Casuarina). Derved forsvinder de åbne strande, som skildpadderne er afhængige af.
Endelig er en ny trussel mod skildpaddernes strand, at det indiske luftvåben – af alle steder – i april 1999 valgte at prøveaffyre missiler fra Wheeler Island, få kilometer fra Gahirmata.
Pandav og hans folk talte også ilanddrevne skildpadder, som var druknet i fiskegarn og kastet overbord. Fundmåneden blev markeret med hvid maling på skjoldet for at undgå at tælle dem mere end én gang. I perioden december 1993 til april 1994 fandtes 5282 opskyllede dyr langs Odishas kyst. I de seneste år har tallet været endnu større.
Endelig mærkede Pandav og hans mandskab så mange skildpadder som muligt for at følge deres vandringer. Et ganske almindeligt grise-øremærke af stål blev klemt om den ene forluffe med en tang. På hvert mærke findes et løbenummer og adressen på Wildlife Institute. Gennem 1990’erne mærkede Pandav og hans mandskab næsten 15.000 skildpadder. Genfangster tyder på, at en stor del af bestanden opholder sig ud for det østlige Sri Lanka uden for yngleperioden.
Mens det er nemt nok at mærke hunnerne, som kommer op på land for at lægge æg, er det langt vanskeligere at fange hannerne. Det kan faktisk kun lade sig gøre, når dyrene parrer sig, da de så er meget lidt agtpågivende.