Stenalderværksted, landbrug og naturreservat

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I det lavvandede område er gjort en mængde fund af fx flinteflækker, skrabere, kærne- og skiveøkser (fig. 1) samt redskaber af hjortetak, og ved Kalven er fundet en spydspids af ben.

Øens tidligere bestyrere Kristen Poulsen, Peter Kristensen og Kresten Vorsø Kristensen fandt en mængde oldsager under deres arbejde i markerne. Fra den yngre stenalder foreligger fund af flinteøkser af forskellige former (tyndnakket, tyknakket, spidsnakket og bredægget) samt fint tilhuggede spydspidser. Det fornemste fund er en stridsøkse med skafthul (fig. 3).

Om tidligt agerbrug i området vidner fund af fx arbejdsøkser (fig. 2), flintsave, høstsegl, kværnsten og knusesten. Der er også fundet enkelte ornamenter, fx stenperler og hængesmykker af skifer, alle med snorehul (fig. 4) (Mikkelsen 1965).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På Wesenbergs kort over Vorsø fra 1784 (fig. 5) er nær den nuværende Vesterdam angivet ’rudera’, som blev anset for at have været et voldsted. Disse ruiner findes der i dag ingen rester af, men på kysten umiddelbart vest herfor ligger stenansamlinger, som udmærket kan være rester af en lille havn.

Slægten Pudder har muligvis levet på en borg i dette område. Efter Tyge Pudders død siger et bevaret dokument: “Et latinne pergamendtz breff paa Wors, som Ingeborigh Pudder haffuer schiödt til Horszens closter Ao 1397.” I 1490 overdroges øen til domkapitlet i Århus. Et dokument siger: ”De brödre udi Horsens closter haffuer schiöt till Aarhus capitell en gaard kaldet Wore i Siöen sogen udi Wohrherrit.” (Becker 1854)

Ved reformationen i 1536 blev Vorsø sandsynligvis krongods, men overdroges ifølge Kronens Skøder i 1546 til godsejeren Peder Ebbesen Galt til Tyrrestrup. Omkring 1626 gik Axel Galt fra arv og gæld, men Vorsø blev muligvis afhændet længe før. På en ligsten, som er muret ind i Søvind Kirkes sydmur, findes følgende indskrift: ”Her under ligger begrawen erlige och wel agth mand Rasmus Knudze paa Wors, som doede anno 1608 den 7. november, hans alder 91 aer, med sin kiere hostro erlige qvinde Mette Nielsdatter, som dode (…). Gud unde dennem med alle Christe en gledelig opstandelse paa den iderste domme dag.”

 

 

 

 

 

Da den svenske hær nærmede sig godset, blev Fru Munk frelst af borgmesteren i Horsens, Oluf Hansen Svane. Han ejede et skib, hvor hun holdt sig skjult resten af krigen. Som tak for denne ydelse fik Svane Vorsø i billig forpagtning, “33 Sletdaler 2 Mark aarlig”, resten af sit liv (Trap 1964).

Svane lod opføre en herregård “som Kiobstad Bøgning” og med tilhørende hestemølle – sandsynligvis nord for Tepotten, hvor der i landbrugets tid ofte blev pløjet rester af munkesten og middelaldertagsten op. Selve vandhullet i Tepotten er muligvis opstået ved, at man har gravet en teglovn ind i kystskrænten (Mikkelsen 1965).

Efter Kirstine Munks død i 1658 skrev arvingerne: “Underskreffne salig Greffinde Kirstina Muncks Arffunnger giøre vitterligt at eftersom woris salig Frue Moder Anno 1645 haffuer fest Borgmester Oluf Hansen en hendis Gaard i Jydlan i Wor Herrit i Synd Sogen Naffnlig Worsøe sin Liffs Tid at maatte giøre sig saa nyttig hand bedst kunde med al Eiendoms Brug og Skouf til Nødtørft og være fri for Landgilde.” (Mikkelsen 1965)

Arvingerne bestemte, at Oluf Hansen Svane skulle overdrages skøde på øen for de tjenester, han havde ydet deres ’Frue Moder’ (svigermor). Svanes sønner ejede efter hans død i 1684 øen i fællesskab, men Oluf Olufsen Svane overtog ejerskabet i 1693. Da han i 1701 blev gift med præstedatteren Karen Burchardt, gav han hende Vorsø i morgengave – til stor fortrydelse for hans brødre.

Oluf Svane døde allerede i 1702. Overleveringen vil vide, at hans hestevogn væltede i Vorsø Vejle, og hans tunge pengekat trykkede hans indvolde i stykker (Mikkelsen 1961).

Svanes enke giftede sig med Michel Mogensen Fog. Hun døde i 1713, Fog i 1722. Skiftet efter hans død er bevaret i en protokol, som viser, at gården var af en anselig størrelse: “Udi Sommerstuen – Udi Stabbet – Udi Senge Cammeret – Udi Melke Cammeret – Udi Dend Sallige Mands Contoir – Paa Salen – Udi Mellem Quisten – Paa Korn Loftet – Paa det øverste Loft – Udi Kykkenet – Udi Spise Cammeret – Udi Brøggerhuusset – Udi Deie Cammeret – Pigernes Seng – Udi Neder Quisten – Udi Dend sallige Mands Dreie Cammer (herunder 5-6 foliosider værktøj) – Udi Hoge Huusset – Udi Møllen – Udi Wester Ladehuusset – Udi Laden – Udi Herberget – I Gaarden – Uden Gaarden – Bæster og Qvæg – Fiske Garn og Baade” m.m. (Mikkelsen 1961)

Genstandene blev vurderet og solgt på auktion. Omegnens gårdmænd viste stor interesse for auktionen, og kun få ’jævne’ folk er angivet som købere. Gården med bygninger, hartkorn, hestemølle og “ald sin Herlighed” blev købt af Søren Laursen fra Thestrup for 2495 rigsdaler. Han døde året efter, 60 år gammel. Hans enke Johanne Møller fik tilladelse til at sidde i uskiftet bo, men allerede i 1725 blev “Vosøegaard og dens Huusse og Bygninger med tilhørende Eiendomme og Herligheder” solgt for 1990 rigsdaler til “Høy Welbaarne Herre Baron Friderich Krag til Stensballegaard, Hans Kongl. Maj.s Høybestaltede Regerings Raad og Statholder.” (Mikkelsen 1961)

Øens epoke som selvstændigt herresæde var forbi.

 

Fra omkring 1787 boede der kun en skovfogedfamilie på øen. Øen anvendtes til græsning af stude, heste og får. I perioden 1850-60 var størsteparten af øen græsgang for militærheste “fra de Håssens Hæjstfolk.” Brigstedbøndernes hoveri bestod nu kun i at slå det græs, som hestene ikke åd.

I 1857 blev en ny gård opført på dens nuværende position, omkring 100 m nord for havedammen (se fig. 12). I 1867 overgik Stensballegård – og dermed Vorsø – til lensgreve C.E. Krag-Juel-Vind-Frijs til Frijsenborg. Bestyrer på øen var Jacob Sørensen, som begyndte at opdyrke en del af øen, “hvor Tjørn og Ukrudt havde bredt sig” (Mikkelsen 1961). Hans kone Mine var berømt for sin gode mad, så det var let for parret at få tjenestefolk.

Øen var et ofte anvendt jagtterræn, og skytten kom jævnligt med kasser indeholdende ræve og harer, som blev sluppet løs, hvorefter grev Frijs og hans følge gennemførte parforcejagter på fuldblodsheste.

Allerede efter få år gik man over til fasanjagt – noget hidtil ukendt i Danmark. Fasanerne var indført af Grevinde Danner til Jægerspris, men blev ved hendes død i 1874 købt af Grev Frijs og overført til Boller Gods. Æggene blev udruget af kalkuner, og hvert år i september sejlede man Fasanerne til Vorsø. En mand blev ansat til at fodre dem og “værne dem mod Rovvildt.” Mange fornemme gæster fra nær og fjern deltog i denne nye jagtsport (Mikkelsen 1961).

 

Bestyrer på øen var Kristen Poulsen, som i 1922 blev afløst af sønnen Peter ’Vorsø’ Kristensen. I denne periode var der ordnede forhold på Vorsø (fig. 9-10). Achton Friis og Johannes Larsen aflagde øen et besøg under deres sejltur til danske øer i 1922 (Friis 1927).

Friis skriver: “Næppe satte vi foden paa Land, før vi stødte paa et Kuld Fasankyllinger i en lille Plantning nær Stranden, i lang Tid havde vi dem sværmende frem og tilbage om Ørerne, mens vi opholdt os paa Stedet. Øens Bestyrer, Beboeren af dens eneste Gaard, traf vi paa Marken. Han fortalte, at der findes Masser af Agerhøns og Fasaner herovre, og tillige at Skoven huser mange Slørugler. [!!] Derimod er Harerne bortskudte, og de Ræve, der er frække nok til at luske herover fra Fastlandet, blir straks taget paa Kornet. Han fortæller, at her er 75 Tdr. Land af Øens Jord under Plov, omtrent 25 Tdr. Ld. Skov, og Resten, altsaa kun ca. 3 Tdr. Ld., er Eng og Strandeng. Mens vi gaar med ham, finder vi flere Steder Fasanæg, som er tømte af Krager – de Ærkerøvere kommer her altsaa ogsaa! (…) En yndig lille Ø, idyllisk, lun og skøn! (…) Alt her er net, velholdt og passet, som det sømmer sig et Godses Jorder.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I sydkanten af Vesterskov blev i 1932 opført et lille hus, kaldt Laboratoriet eller ’Professorhuset’, som skulle huse gæstende forskere, der foretog undersøgelser af flora og fauna på reservatet. I øvrigt var al adgang på øen forbudt.

Adgangsforbuddet blev dog overtrådt under 2. Verdenskrig, hvor tyske besættelsestropper ofte kom på øen og opførte sig, som om de ejede stedet. En dag kom nogle tyske soldater kørende i en kampvogn ind på den velholdte gårdsplads, som blev temmelig opkørt. Fru Else Kristensen blev slemt irriteret, gik ud til tyskerne og gjorde dem høfligt, men bestemt opmærksomme på, at på øen var al adgang forbudt, også for dem, og at de gerne måtte gøre gårdspladsen i orden igen, inden de forlod stedet. Til tyskernes store overraskelse skete dette på flydende tysk – Else Kristensen var nemlig sønderjyde. Hendes anmodning blev straks efterkommet. Kristensen indberettede episoden til legatbestyrelsen, og kort efter blev nær landgangen opsat et skilt, der på tysk informerede ’der Wehrmacht’ om, at her var et stykke Danmark, hvor de ikke måtte komme (Mikkelsen 1961).

I 1956 overtog Peter Kristensens søn Kresten Vorsø Kristensen pladsen som bestyrer.

 

 

 

 

 

Gården blev nu indrettet som feltstation, hvor ansatte observatører skulle udføre forskellige biologiske registreringer. Drænene i landbrugsjorden blev destrueret i 1980, vand og strøm blev lagt i jorden. Der opførtes et nyt observationstårn i udkanten af Vestre Remise i 1983 til erstatning for et ældre fra 1976, som var uhensigtsmæssigt placeret midt i kolonien. En ny feltstation blev bygget ved gården i 1992 (fig. 11).

De menneskelige indgreb på reservatet er i dag indskrænket til det allermest nødvendige, bl.a. vedligeholdelse af gården, laboratoriet og vejen. Endvidere friholdes et areal omkring gården for høj vegetation.

 

 

 

 

 

Et lille areal mellem Østerskov og vejen er fra gammel tid blevet benævnt Hugget. En lav skrænt ud mod kysten i nordvesthjørnet kaldtes for Jørgen Bankes Nakke, mens knækket i sydøsthjørnet kaldtes for Østerbro – her blev førhen ’slået bro’ for både.

Staldkrog er fra gammel tid navnet på et lavvandet område ved øens sydvesthjørne, mens Troldbroen er en sandrevle, som strækker sig ud på vaden nord for Kalven, helt ud til kanten af Haldrup Dyb. Sagnet fortæller, at en troldkvinde, der boede på Kalven, ville besøge en trold i Stensballe Skov. Men hun faldt i dybet og druknede. Lilleso og Storeso var navnene på to markante sten i Vejlen.

I slutningen af 1800-tallet blev der anlagt fire småplantninger til vildtet, kaldt Østre og Nordre Indelukke, Vesterkæret og Poppelplantagen. De tre førstnævnte blev af Knud Jessen (1968) omdøbt til Østre, Nørre og Vestre Remise. Markerne, som blev fredet i 1929, blev benævnt henholdsvis Østermark og Vestermark. Den brede strandeng langs nordkysten døbtes Nordengen.

De resterende lokaliteter er navngivet af feltstationens personale siden 1979. Øens stednavne fremgår af fig. 12.