Sne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skoven er blevet til en snehule. Sneen hænger i alle buskadser og danner barrierer af snemure. Det er en fantastisk oplevelse at gå ind i skoven, som er blevet til et rum med et blødt lys og en lunhed, som helt overrasker.

Der er frost, gråvejr og stille, og sneen falder jævnligt i flager ned fra højderne. Bliver man ramt, er det kun blødt, fordi det er frostsne. Jorden havde ikke været rigtig frosset, så de steder, hvor der har stået vand, er vandet nu en blanding af sne og åbent vand.

Dyresporene er det første, man bemærker sådan en morgen. Rådyrspor kan ikke overraske, ej heller rævens, begge ser man tit. Men de mange spor af husmår er overraskende, selve dyret ser man næsten aldrig, men denne morgen har den færdedes mange steder. Et sted er der spor efter en vadefugl, skovsneppen, selvfølgelig, kort efter letter den tungt fra bunden af krattet af båndpil, som var nattergalens domæne i juni.

Askeskoven går over i store bevoksninger af hassel, særligt ude nordvest for Vesterskov. Spætmejsen har ærinde her, fordi den har gemt nødder et sted. Under egene er der også liv, det er den brune rotte, som har slået sig ned her og lavet store opgravninger, der nu er særdeles synlige. Rotterne lever fedt af overfloden af agern, i lighed med ringduerne, som forsvandt, da sneen kom.

De store slåenkrat er en særlig oplevelse i snedække, de er fuldstændig omdannet til små høje. Overvintrende jernspurve findes her, deres skingre rustne kald høres fra skjulet. Hunderoserne er tynget ned af sneen. Deres hyben er nu, efter at have været lakspændt højrøde, runkne og brunrøde. Grøniriskerne vil hellere have frugterne af rynket rose, som står ved stranden.

Et lille selskab af dompapper træffes i det sneklædte, i gang med knopper af ask og andet. De er flotte mod sneen, de lysende, koldt orangerøde hanner, denne særlige dompap-rød, som mange fugleillustratorer har et godt øje til. Men se på hunnernes gammelrosa pragt, denne særlige farve af gråviolet og okker.

I sneen bliver alt tydeligt.