Kaj Halberg - Skribent & fotograf
Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker
Sri Lanka 1983: Jungletur med Randjan
En ældre Tamil-kvinde sælger paan, et mildt rusmiddel, som består af et blad fra betelbusken (Piper betle), der foldes omkring følgende ingredienser: småstykker af nødden fra arekapalmen (Areca katechu), kalkpasta, en pasta (katha), som udvindes af ved fra akaciearten Senegalia catechu, samt efter smag og behag tobak eller krydderier.
Et par unge mænd vil gerne snakke med os. Da de hører, at vi vil prøve på at komme ind i det afsidesliggende naturreservat Wasgomuwa, forklarer de, at det er meget vanskeligt – måske endog umuligt – at komme ind i selve reservatet, men de kender et jungleområde i nærheden, som er næsten uspoleret, og hvor der er mulighed for at se elefant (Elephas maximus), læbebjørn (Melursus ursinus), leopard (Panthera pardus) og mange andre dyr.
Man kan ikke købe nogetsomhelst, hvor vi skal hen, siger brødrene. Vi giver dem derfor 1000 rupees i forskud, så de kan købe mad til hele turen. Randjan skal hente os kl. 6 om morgenen to dage senere, da bussen nordpå afgår kl. 6.30.
Klokken bliver 6 på den aftalte dag, og vi er rejseklar. Ingen Randjan. Den bliver 6.30. Stadig ingen Randjan. Vi begynder at blive nervøse for, at de to brødre har snydt os og er stukket af med pengene, men da vores hotelvært kender dem, er det nok ikke sandsynligt.
Omsider dukker de op i en taxi. De ser begge mere eller mindre opløste ud og lugter langt væk af arak, den lokale brændevin. De har tydeligvis været på druk det meste af natten. Nå ja, det er jo Randjans løn, de har formøblet, så det er deres sag.
Vi hopper ind i taxien og kører til busstationen for at vente på næste bus mod nord, som vil afgå en time senere. Randjan står lænet op ad en pæl og ryster over hele kroppen – han ser forfærdeligt ud.
I Mahiyangana erfarer vi, at der ikke afgår bus til vort bestemmelsessted, da den megen regn har beskadiget vejene. I stedet lykkes det os at komme med en lastbil. Vejen er i en frygtelig stand, med store huller og mudrede strækninger. Ved et ekstra dybt mudderhul bærer chaufføren sig tåbeligt ad, idet han snegler sig ud i det og øjeblikkeligt sidder uhjælpeligt fast. Han gasser voldsomt op, men lige meget hjælper det. En wire bliver bundet til en forbipasserende traktor, men et øjeblik efter sidder også dén fast. Omsider kommer traktoren fri, hvorpå den kører om bag lastbilen og trækker den baglæns op. Nu sætter lastbilchaufføren tilpas fart på og kommer denne gang igennem, men da lignende mudderhuller dukker op lidt senere, har han fået nok og beslutter han at vende om.
Da vi nu er uden transportmiddel, må vi gå de sidste 3 km. Randjan bærer papkassen med madvarer på hovedet og sveder bravt. Han er efterhånden blevet nogenlunde ædru. I rismarkerne pløjer folk med vandbøfler – et anstrengende arbejde i det klæge mudder.
Vi gør holdt ved et hus, hvor Randjans bekendte bor. Hans sønner er hjemme, men han selv er ude i sin chena, en rydning i junglen, for at bevogte sine afgrøder mod vildsvin (Sus scrofa) og elefanter.
På den videre færd er traktorføreren åbenbart opsat på at vise os, hvor dygtig han er til at manøvrere den store maskine. I hvert fald går det over stok og sten, og da vi omsider ankommer til vort bestemmelsessted, er vi oversprøjtede af mudder fra hjulene. Hele den muntre skare følger med gennem skoven til chena’en, hvor 2 m høj majs rasler i den svage vind. Her og der findes også smålodder med græskar og bønner.
Randjans ven og hans kone bor i en lille simpel hytte. De er selvfølgelig forbavsede over at få besøg herude, men tager ikke desto mindre meget venligt imod os.
Vi får et tiltrængt bad i et vandløb og bliver så ført hen til et træ i udkanten af majsmarken. I træet er opført en overdækket platform, som skal være vort leje de kommende fire nætter.
Nå, så dette er altså den ‘trætop-hytte i junglen’, som vor ven drukkenbolten omtalte så rosende i Badulla. Ja-ja, vi kan jo ikke nægte, at den trods alt ligger nær junglen.
Mens vi er travlt beskæftiget med at forsøge at identificere nogle fugle, farer vi pludselig forskrækket sammen – vores sporfinder har affyret geværet mod en toppet langurabe (Semnopithecus priam ssp. thersites), heldigvis uden at ramme. Vi skælder ud, men han er ét stort spørgsmålstegn.
Det viser sig, at Randjan indtil nu overhovedet ikke gjort sig den ulejlighed at meddele vores sporfinder, hvad vi er kommet for, men han undskylder og lover i fremtiden kun at skyde i nødværge. Så begiver vi os atter på vej, men alt hvad vi ser er spor af vildsvin. Da det efterhånden er ved at mørkne, vender vi tilbage til chena’en.
Randjan forsvinder, officielt for at skifte de patroner, han købte i Badulla, til en større kaliber – hvis vi nu møder bøfler, siger han. Han vender tilbage, så bedugget, at vi opgiver al videre kommunikation med ham denne aften.
Sporfinderens kone er et meget sødt menneske, som sørger rørende for os. Hun taler lidt engelsk, så vi kan gøre os forståelige uden Randjan. Den smule mad, hun og hendes mand har, deler de med os, og hun undskylder, at måltidet er meget simpelt. Det smager imidlertid aldeles fremragende!
Trætte begiver vi os til platformen, hvor vi indretter os for natten og kryber ned i vore soveposer. Vi må indrømme, at der trods alt er hyggeligt her!
I mørket kalder en ghat-natravn (Caprimulgus atripennis), og en halsbånds-dværghornugle (Otus bakkamoena) tuder. I nogen tid holdes vi vågne af råbene fra folk, som skræmmer vildsvin og forvildede vandbøfler bort fra chena’erne.
Vi vender tilbage til hytten for at få morgenmad – mælkeris og té. Randjan er oppe og virker nogenlunde ædru. Han siger, at vi har en lang tur foran os i dag. Vi starter med at gå ud til landevejen, men undervejs får vor ven et rysteanfald og må indlægges på et téhus til behandling med alkoholiske væsker. Ham ser vi ikke mere til denne dag.
I bøssebærerens hytte ved rismarkerne bliver vi bænket til en kop té. Hans fem smækre døtre er i færd med at samle lysegrønne, nyspirede risplanter i småbundter til udplantning i en oversvømmet mark. De vender hjem for under megen fnisen at beskue de tre suddha’er (hvide).
Faderen fremviser stolt et par garvede skind af axishjort (Axis axis) og sambarhjort (Cervus unicolor), som han har skudt. Han supplerer tydeligvis sin indkomst med lidt krybskytteri – men hvem gør ikke det på disse kanter, hvor der er meget langt til nærmeste myndighed.
Inde i skoven finder vi spor af elefant og hører en sambarhjort. Tre purpur-langurer (Semnopithecus vetulus) sidder højt til vejrs i et træ, og et par malabar-næsehornsfugle (Anthracoceros coronatus) laver en utrolig larm. På stien finder vi pigge af indisk hulepindsvin (Hystrix indica).
Endelig er vi i junglen! Men ak – glæden er kortvarig. Ved en lille flod ligger en klat huse, hvor vi får os endnu en kop té. Derpå fortsætter vi langs floden og kommer snart ud i en chena med majs. Så en ny chena med majs. Og endnu én, og endnu én!
I en hytte trakteres vi atter med té samt umodne majskolber. Gymnastik for gummerne! Derpå vender vi tilbage til sporfinderens egen majsmark, og i hytten serverer hans kone til aftensmad kogte majskolber.
I sandhed en dag i majsens tegn!
Vort humør bedres en smule – men trods alt var det jo jungle, vi kom for at se.
Ved tilbagekomsten beder vi ham skrive ned, hvad vore 1000 rupees er gået til. Han går i gang, men ryster så meget på hænderne, at jeg må overtage skriveriet, mens han dikterer. Efter megen grublen og gransken i hukommelsen mener han, at regnskabet ser således ud:
Randjan tænker sig længe om, så godt han nu formår i den nuværende situation, og siger så: “180 rupees er gået til personlige udgifter.”
Han er ikke i stand til nøjere at præcisere, hvad ‘personlige udgifter’ dækker, men vi har et kvalificeret gæt. De resterende 59 rupees aner han simpelthen ikke, hvad han skal stille op med. Faktum er i hvert fald, at han ikke har så meget som en rupee på lommen. Vi gør ham opmærksom på, at der i papkassen næppe har været varer for mere end 100 rupees. Han svarer ikke, men ser trodsig og ulykkelig ud på én gang. Vi afskediger ham på gråt papir.
Vore værter i majsmarken har ikke fået så meget som én rupee. Tværtimod har han lånt penge af den godmodige sporfinder, fortæller hans kone os, da de andre er uden for hørevidde.
Niels beslutter at købe en brugskniv af parret og betaler en vældig god pris. Desuden rækker vi konen 40 rupees, mens hendes mand ikke ser det, og beder hende skjule pengene, indtil vi er taget afsted. Hun bliver lykkelig.
Det viser sig, at han kender Randjan, og vi får et par sandheder at vide om ham – sandheder, som imidlertid i mellemtiden er gået ganske klart op for os.
“Jeg havde aldrig forventet at finde en type som ham herude!” siger han.
“Han er stor i munden!” indvender Randjan spagfærdigt, men uden overbevisning.
Vor nye bekendte er leder af fødevaredistributionen blandt nybyggerne herude. De første 15 måneder, en familie bor her, forsynes den med basisfornødenheder i form af ris, linser, sukker og tørfisk. Derefter skal den klare sig selv. Han snakker som et vandfald og byder os på arak, og da vi tager afsked med sporfinderen og hans kone, er vort humør gået en tak i vejret.
Med sveden drivende ned ad ryggen traver vi ud ad landevejen mod Kuda Oya, hvorfra det skulle være muligt at komme videre mod Polonnaruwa, vort næste mål. Drukkenbolten kommer sjoskende et lille stykke bag os. Han mæler ikke et ord – men hvad er der også at sige?
Ved en korsvej forsøger han at gøre afbigt ved at skaffe os et lift med en traktor til Kuda Oya, og da vi kører af sted, lykkes det ham at mumle: “Jeg er ked af det!”
Så drøner traktoren af sted, og han syner gradvis mindre og mindre – en fortabt skikkelse midt ude i ingenting.
Vi bliver vel modtaget i lejren. Her bor fire unge landmålere i telte sammen med deres stab. Da vi fortæller dem, at vores næste mål er Polonnaruwa, forklarer de, at der overhovedet ikke går offentlig transport dertil, men de lover at forsøge at skaffe os et lift med en jeep næste dag.
Senere lærer vi lidt om deres arbejdsmetode: Når de skal ud i junglen for at opmåle, går mænd med geværer i forvejen, fulgt i nogen afstand af landmålerne med deres mandskab og instrumenter. Hvis der er elefanter eller bøfler i farvandet, kommer bøssebærerne farende tilbage, og da gælder det om at tage benene på nakken.
Vi trasker ud til en opstemning i håb om at se nogle fugle, men udover et par små lappedykkere (Tachybaptus ruficollis) rører der sig absolut intet liv på søen. En blå glente (Elanus caeruleus) dykker ned til jorden, hvor den fanger en mus, hvorefter den sætter sig i et dødt træ for at partere den, flankeret af 6-7 hyrdestære (Acridotheres tristis).
Aftenen tilbringer vi i samtale med landmålerne. De er tydeligvis glade for at have gæster, og emner som ældreforsorg, familiemønstre, bryllupper, løn m.m. bliver berørt. Vi bydes på arak og en snack i form af sambarkød, som er konserveret i rent chilipulver. Ilden står os ud af halsen – det er så godt som uspiseligt.
Senere inviterer de på middag, som består af ris med en græskar-curry – og samme slags sambarkød. De fortæller, at hjortene skydes helt åbenlyst, selv om det jo er krybskytteri. Strengt taget kan det jo også være ligegyldigt, om de bliver skudt nu eller senere dør af sult, fordi deres jungle forsvinder.
Her skal flere mænd med. En af dem er bevæbnet med et gevær, hvilket skyldes, at elefanter har aflagt besøg i deres lejr om natten. Så går det af sted gennem de sørgelige rester af junglen. Vejen er meget mudret, og broer mangler over de fleste af floderne, så firehjulstrækket må ofte sættes til. Vi erfarer, at vejen kun er et år gammel, men nybyggere er allerede begyndt at strømme til området. I rydninger duver den evindelige majs i vinden.
Vi bliver sat af ved en korsvej, da mændene i jeepen skal en anden vej end vi. En rum tid sidder vi i dette nybyggerlandskab og venter på et transportmiddel. Omsider ankommer en bus, og snart skrumpler vi hen ad vejen mod Kaduruwela. Sent på eftermiddagen ankommer vi til Polonnaruwa.
Vores ’jungletur’ er endt.