Borneo 1985: På besøg hos orangutaner

Førhen blev orangutaner betragtet som en enkelt art, Pongo pygmaeus, der fandtes i regnskove på Sumatra og Borneo. Den er imidlertid fornylig blevet opdelt i tre selvstændige arter, Borneo-orangutan (P. pygmaeus), der lever på Borneo, Sumatra-orangutan (P. abelii), der er begrænset til det nordlige Sumatra, samt Tapanuli-orangutan (P. tapanuliensis), der kun findes i et område på under 1500 km² i det centrale Sumatra. – Orangutaner og mange andre aber er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

I de sidste hundrede år har orangutanerne været i voldsom tilbagegang og er nu i fare for at uddø. Den vigtigste årsag er, at størsteparten af regnskovene er blevet fældet af tømmerindustrien, hvorefter områderne omdannes til oliepalmeplantager og landbrug. En anden trussel er, at krybskytter skyder orangutan-hunnerne for at få fat i ungerne, der sælges til zoologiske haver og andre.

På Borneo har man oprettet en række rehabiliteringscentre for orangutaner, hvor forældreløse unger, der er blevet konfiskeret fra krybskytter, optrænes til at leve i regnskoven, hvorefter de løslades i sikre områder, fx nationalparker.

Personalet viser os rundt på centret og fortæller om dets funktion. Dyr, som er blevet konfiskeret fra krybskytter, holdes i karantæne, indtil de kan slippes løs et passende sted. Det vigtigste af disse dyr er naturligvis orangutanen. På dette tidspunkt har man på centret omkring 10 konfiskerede forældreløse unger.

Straks efter vores ankomst møder vi Grace, en 28-årig hun, som holder til i skoven omkring centret. Hun hænger udvendigt på trådhegnet, der omgiver centret, sammen med den fem-årige Julia, som hun adopterede ved at bryde et af burene op. Med mellemrum kommer de til centret for at få bananer.

De har selskab af Graces otte år gamle datter Juliana, som mistede den ene arm, da hun klatrede op i en elmast og fik elektrisk stød. Armen blev lam og måtte amputeres.

Om morgenen brokker Vagn sig over, at en hane begyndte at gale midt om natten lige under gulvet, men vi andre har åbenbart sovet meget tungt, da vi intet har hørt.

Niels skriver et smædedigt om mig, idet jeg i nattens løb har bedt ham forføje sig fra min sovepose. (Det skal i parentes bemærkes, at jeg inden turen har haft arbejde som observatør på naturreservatet Vorsø, der huser en stor koloni af skarver).

Digtet lyder således:

Den største udfordring ligger imidlertid i at få ungerne til at omgås andre orangutaner på en naturlig måde. I naturen er det moderen, som oplærer sin unge i at begå sig, men disse unger har ingen mødre, da de er blevet skudt illegalt af jægere, som ville sælge ungen til zoologiske haver eller andetsteds. I de tilfælde, hvor ungen opdages af myndighederne, bliver den konfiskeret og sendt til et rehabiliteringscenter.

I mangel af en moder skaber de forældreløse unger ofte tætte bånd til hinanden – og til deres plejer. Det sidste forsøger man at modvirke, da ungerne helst ikke må knytte sig for meget til mennesker. Men de har så stort et behov for fysisk kontakt, at det nærmest er umuligt. At holde en sådan lille kontaktsøgende unge ind til sig, mens den klynger sig til dig med arme og ben, er en helt ubeskrivelig dejlig følelse.

Nogle af de lidt større unger er meget frække. De griber fat i vore rygsække og kamerastropper og rykker til – og de er utroligt stærke. De giver først slip, når en af plejerne slår i jorden foran dem med en stok. Så kaster de sig ned på jorden, mens de ruller rundt og klynker.

Det vrimler med fugle i skoven, i flæng kan nævnes den kæmpestore spidshornede næsehornsfugl (Buceros rhinoceros), den støjende sortskade (Platysmurus leucopterus), den smukke rødgumpede trogon (Harpactes duvaucelii), den flotte hvide fase af paradismonark (Terpsiphone paradisi), samt et væld af spætte- og solfuglearter.

På en natlig tur ind i skoven hører vi mange sære lyde, men det lykkes os ikke at få øje på de dyr, der frembringer dem. Langs stien finder vi en mængde selvlysende svampe, der gløder i mørket som sankthansorme.

En dag har vi på vej ud til platformene slået følge med et selskab af amerikanske turister, som er temmelig højrøstede, men særdeles hjertelige. Det har regnet om natten, så vi plages noget af blodigler, og vi skal være meget forsigtige, når vi krydser vandløbene ved at balancere over glatte træstammer, selv om der er spændt reb ud til at holde fast i.

Nogle af de amerikanske damer, som er iført højhælede sko, har det ekstra svært. En ældre dame, som bærer en sofostikeret stråhat, vender sig om for at advare os.

”Watch the leeches!” vræler hun, men glider samtidig på træstammen og ender med et plask i vandløbet. Heldigvis kommer hun ikke noget til, og det skal siges til hendes ros, at hun tager uheldet med godt humør.

Da vi kommer ud til platformene, er her allerede forsamlet syv unge orangutaner, som gør sig til gode med mælk og bananer. En af dem er en charmerende lurifaks, som kommer over til kanten af platformen og kigger ned på de amerikanske turister. Han skærer ansigter ad dem, og pludselig tisser han ned over damernes fine stråhatte, så de hviner og springer til siden. En af mændene ler blot og siger: ”A shower of blessing from above!”

Det er vemodigt at tage afsked med orangutanerne og deres plejere. Som en lille påskønnelse af den enestående velvilje og venlighed, vi har mødt hos personalet, forærer Niels dem en karikaturtegning, han har lavet af os.