Indien 1979: På kamerajagt efter hjorteantiloper

Arten uddøde i Pakistan og de fleste steder i Indien, og kun i delstaterne Rajasthan og Gujarat findes fortsat livskraftige flokke, der strejfer om på markerne. Bishnoi’erne og andre lokale folkeslag har traditionelt beskyttet hjorteantiloperne og andre vilde dyr og tillader dem endog at græsse af deres afgrøder. Takket være denne beskyttelse har den indiske vildtforvaltning kunnet oprette reservater til hjorteantilopen rundt om i Indien og tilføre de uddøende bestande nyt blod fra Rajasthan og Gujarat.

Mit besøg hos en bishnoi-familie er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Bishnoi-folket lever i pagt med naturen.

Tilbage i Indien lod han sine folk grave kanaler, anlægge stemmeværker og bygge diger rundt om et ca. 20 km² stort område, der før havde været landbrugsland. I området lod han opføre talrige småhøje, hvor der blev plantet akacier og andre træer. Så blev vandet fra Gambir-floden ledt ind over de tidligere marker og skabte dermed vidtstrakte sumpe. Med sit initiativ blev maharajaen ophavsmand til et af de bedste områder for vandfugle i Asien.

“Hvis du gerne vil se mange hjorteantiloper, så tag til Tal Chapar-reservatet i det nordlige Rajasthan,” siger han. “Der lever over tusind af dem dér, og de er ret tillidsfulde og lette at fotografere.”

Han forklarer mig, hvordan jeg kommer dertil, og det lyder nemt nok.

Først tager jeg med bus til Ratangarh, hvor jeg skal skifte bus. Jeg klatrer op på taget, hvor jeg placerer min rygsæk, hvorefter jeg henvender mig til billetkontrolløren for at få en billet. Han sender mig hen til billetkontoret. Dér fortæller de mig imidlertid, at jeg skal købe billet hos kontrolløren. Jeg vender så tilbage til bussen og overbringer ham denne meddelelse. Han himler op og siger, at jeg ikke kan komme med bussen. Efter en del mumlen og yderligere brok rækker han mig alligevel en billet.

Udaset efter en lang tur i den overfyldte bus når jeg omsider frem til Tal Chapar, hvor jeg bliver indlogeret på et lille gæstehus. I skumringen hører jeg den raspende tuden af en bramaugle (Athene brama), og hele natten er der livlig sang og musik fra tablas (små håndtrommer) og harmonium.

Om morgenen inviteres jeg på restaurant i byen af en mand fra ‘the industrial department’, som udspørger mig med indisk grundighed om mine gøremål, min familie, deres navne og beskæftigelse og meget andet.

I nærheden er et par unge piger i gang med at lave stoftryk. I træblokke er udskåret smukke mønstre. Disse blokke bliver dyppet i rød farve og presset mod et orange bomuldsklæde, som er rullet ud på et bord. Det er en langsommelig proces, men resultatet er smukt.

Nær kontoret er bygget et par græsskjul, og jeg tager plads i det ene af dem for at vente på antiloperne. I det andet skjul sidder en inder med samme formål, men han synes ikke at besidde den fornødne tålmodighed til at fotografere vilde dyr. Da en flok antiloper nærmer sig, farer han som en trold af æske ud af skjulet – selvfølgelig med dét resultat, at hele flokken skræmmes væk. Jeg græmmer mig, men følger så efter inderen ud over steppen. Hele horisonten rundt græsser antiloperne – et storslået syn. Mr. Singh overdrev ikke, der er mindst 1000 dyr.

I byens vandreservoir fouragerer mange hejrer, ænder og blishøns (Fulica atra), mens hyrdestære (Acridotheres tristis), halsbåndsparakitter, duer og talrige andre fugle kommer hertil for at drikke. Et gulddesmerdyr flintrer langs bredden, og en stor sort slange glider ind under en busk. En smuk hærfugl (Upupa epops) søger føde i et græsklædt område, mens påfugle (Pavo cristatus) spankulerer rundt med overlegen mine. I det fjerne gjalder kaldene fra grå frankoliner (Francolinus pondicerianus): “Dji-de-li-de-li-dji-de-li-dji-de-li!”

Om aftenen samles en flok mænd i mit værelse. En pibe tobak går på omgang, og en mand begynder at synge, igen akkompagneret af tablas og harmonium. En gang imellem istemmer de andre mænd som kor. Sådan fortsætter de i timevis. Jeg erfarer, at sammenkomsten er en afskedsfest for en af mændene, der er blevet udstationeret langt ude i ørkenen, nær den pakistanske grænse.

“Sir, har De en skriftlig tilladelse til at besøge reservatet fra min chef, The District Forest Officer i Bikaner?” spørger han.

“Nej, desværre, jeg vidste ikke, at jeg skulle have sådan én. Det talte Mr. Singh ikke om.”

“Så kan vi desværre ikke give Dem lov til at gå ind i reservatet!”

“Men i går sagde Deres medarbejdere, at det ikke ville være noget problem for mig at få denne tilladelse!”

“Vi kan desværre ikke give Dem tilladelse til at komme ind i reservatet uden en skriftlig tilladelse fra min chef. De må tage til Bikaner og få tilladelsen. Så kan De komme her tilbage og få vores tilladelse.”

“Men der er langt til Bikaner, og jeg har allerede brugt megen tid på at komme hertil. Kan De ikke gøre en undtagelse og give mig tilladelsen?”

Han er imidlertid hverken til at hugge eller stikke i. Ingen argumenter bider på ham, men det ender med, at han siger, at jeg kan nøjes med at telefonere til hans chef i Bikaner. Den venlige postmester åbner posthuset og giver mig lov til at ringe, selvom det er søndag. Telefonen dér ville være et fund for ethvert teknisk museum i Danmark. Det sprutter og knaser i ledningen, og jeg får ingen forbindelse. Det lykkes postmesteren at komme igennem – kun for at erfare, at D.F.O.’en ikke er der om søndagen. Det kunne jeg jo have sagt mig selv.

Jeg tager en rask beslutning. Jeg vil gå til landsbyens reservoir og derfra snige mig ind i reservatet til nogle småsøer, hvor dyrene drikker. De ligger trods alt i udkanten af reservatet, så jeg overbeviser mig selv om, at det nok ikke er så slemt. Jeg spæner til gæstehuset for at hente mit fotoudstyr og lister ud til vandhullerne – uden at blive set af reservatpersonalet.

Tre hunner og to smukke hanner med vældige proptrækkerhorn kommer hen til vandhullet og slukker deres tørst, ikke langt fra den busk, jeg står i skjul bag. Hannerne går lidt bort, kæmper en smule med hinanden og trækker så over mod flokken. Flere andre antiloper kommer i nærheden af vandhullet, og langsomt bedres mit humør. Jeg har set de smukke dyr på nærmeste hold og fået fine billeder.

I Sikar skal jeg atter skifte bus. Ventetiden er et mareridt, idet jeg plages af tiggere, skopudsere og ganske almindelige snothvalpe. Køen foran kontoret, som udsteder billetter til Jaipur, er usædvanligt lang, men heldigvis bemærker billetkontrolløren fra den forrige bus mig og trækker mig forrest i køen.

Det er jo vældig pænt af ham, men hjælper desværre så lidt, for da bussen omsider ankommer, er den allerede propfuld. Det lægger imidlertid ingen dæmper på gemytterne. Der skubbes, mases og råbes, og da bussen tøffer ud fra stationen, er der nok 150 mennesker med – indeni, udenpå, på taget. Allevegne, hvor det overhovedet er muligt, klamrer de sig fast.

Inde i bussen tilbyder en tyk mand mig venligst sin plads, og mit afslag hjælper overhovedet ikke. Sådan er inderne! Det mest paradoksale folkefærd i verden. I to timer sidder jeg klemt sammen i en umulig stilling, inden det tynder ud i masserne.

Ved ankomsten til Jaipur bliver jeg kapret af en af de sædvanlige frække rickshaw-drenge. Jeg beder ham køre mig til et hotel, hvortil han svarer: “Ja-ja, jeg kender et godt hotel!”

Derpå kører han mig 200 m hen til det hotel, som han mener er godt – nemlig dét, hvor han får kommission for hver gæst, han stiller med. Jeg er for træt til at protestere, men da han forlanger 2 rupees for at køre mig den korte strækning, føler jeg en overvældende trang til at give ham et spark bagi.