Kakti

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Medlemmer af denne familie er sukkulenter, som opbevarer vand i stammen, hvilket betyder, at de kan fortsætte med at vokse i tørkeperioder.

Størrelse og form hos kaktusarter varierer kolossalt. Stammen kan bl.a. være søjleformet som hos Carnegiea, Stenocereus, Eulychnia og mange andre slægter, tøndeformet som hos Ferocactus og Echinocactus, kugleformet som hos Copiapoa, Mammilaria og mange andre slægter, eller lav og hvælvet som hos pandekagekaktus (Mammillaria heyderi) og peyote (Lophophora williamsii).

Hos mange slægter er stammen opdelt i segmenter, der bl.a. kan være brede og flade som hos Opuntia og Consolea, smalle og flade som hos Hylocereus, Hatiora, Epiphyllum m.fl., eller cylinderformede som hos Cylindropuntia, Echinocereus og mange andre.

Nogle slægter er epifytiske, bl.a. Strophocactus, Disocactus, Hatiora og Hylocereus.

Bladene hos de fleste kakti er reduceret til torne, og fotosyntesen varetages af den grønne stamme. Tornene beskytter planten mod at blive ædt, giver en del skygge, samt afbøjer den udtørrende ørkenvind, så den ikke når ind til stammen, hvorved fordampningen mindskes.

Kaktus-arter har små udposninger på stammen, kaldt areoler, som ligeledes er modificerede blade. Fra disse areoler vokser blomsterne frem, og hver areole kan kun producere én blomst i sin levetid. Efterhånden som planten vokser, dannes nye areoler.

Glochider er korte torne, ofte ganske fine og håragtige, som vokser i knipper fra areolerne, specielt hos arter i underfamilien Opuntioideae, som omfatter figenkaktus, cholla-arter og andre. Ved berøring løsnes disse glochider nemt og borer sig ind i huden, hvor de kan være yderst irriterende. Navnet kommer af græsk glochinos, der betyder noget, som er spidst, specielt spidsen af en pil.

Nedenfor omtales et stort antal kaktus-arter, præsenteret i alfabetisk rækkefølge efter slægts- og artsnavn.

 

 

En saguaro starter sit liv som et lille sort frø, der spirer i nedfaldne blade i skyggen af en saguaro eller et træ, godt beskyttet mod udtørring samt mod gnavere og andre dyr, der gerne æder frøet.

Overlever den nyspirede kaktus, vil den efter første vækstsæson være omkring en halv cm høj. Efter 15 år er den ca. 30 cm høj, og 25-50 år gammel er den op til 2 m. Så blomstrer den for første gang. I en alder af ca. 75 år sætter den sine første sidesegmenter, populært kaldt ’arme’, og 100 år gammel er den omkring 8 m høj.

I den imponerende alder af omkring 150 år er den ørkenens patriark, op til 12 m høj og med en vægt på 8-10 tons, hvoraf ca. 90% er vand. Efter et regnskyl kan det vidt udbredte rodsystem af en stor saguaro opsuge omkring 600 liter vand – nok til et helt år.

I maj kommer klynger af store hvide blomster til syne i spidsen af segmenterne. De åbner sig om aftenen, blomstrer til næste middag og dør så. Det er dog tid nok til, at langt hovedparten af dem bliver bestøvet af insekter, fugle eller langnæsede flagermus af familien Phyllostomatidae. Disse flagermus lever næsten udelukkende af pollen fra store ørkenblomster.

Hver af de grønne frugter indeholder op mod 2000 frø. Frugterne åbner sig i juli og blotter herved det røde, søde frugtkød, som omgiver frøene. Det er eftertragtet af en mængde forskellige dyr, som æder det og på denne måde spreder frøene. Tidligere indsamlede indfødte folk som Tohono O’Odham frugterne og fremstillede saft og syltetøj af dem.

En gammel saguaro producerer hundredtusinder af frø årligt, og i en alder af 200 år kan den have præsteret op mod 40 millioner. Kun ganske få af disse enorme mængder af frø vil overhovedet spire, og endnu færre vil vokse sig gamle.

I saguaro-stammerne hakker gilaspætten (Melanerpes uropygialis) og guldspætten (Colaptes auritus) deres redehuller – ofte flere hver sæson. Men de benytter først et af disse huller året efter, når det bløde kaktusvæv er størknet til en hård, træagtig masse.

Forladte spættehuller overtages af en mængde andre dyr, fx rotter, mus, firben, slanger, honningbier og mange forskellige fuglearter, bl.a. purpursvale (Progne subis) og vestlig kongetyran (Tyrannus verticalis), samt tre uglearter: vestlig skrigeugle (Megascops kennicottii), rødbrun spurveugle (Glaucidium brasilianum) og den diminutive alfeugle (Micrathene whitneyi), verdens mindste ugleart, som bare er på størrelse med en gråspurv.

I den nordligste del af saguaroens udbredelsesområde er den af ukendte grunde gået en del tilbage i de senere år. Overgræsning og strenge frostår nævnes som to mulige årsager.

Slægtsnavnet blev givet til ære for Andrew Carnegie (1835-1919), en skotsk-amerikansk industrimagnat, som viede den senere del af sit liv til at støtte filantropiske foretagender, såsom verdensfred, uddannelse, biblioteker og videnskabelig forskning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I modsætning til de fleste arter i Opuntia udvikles cladoderne hos medlemmer af Consolea efterhånden til runde stammer, og nye cladoder kommer frem for enden af disse stammer.

Slægten omfatter 10 arter, som er udbredt i Caribien og Florida. Den er opkaldt efter den italienske botaniker Michelangelo Console (1812-97).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘rødlig’. Det kan sigte til blomsternes farve.

 

 

 

 

 

Slægten er begrænset til det nordlige Chile og vokser primært i Atacama-ørkenen, hvor der kun ganske sjældent falder regn. Planterne får størstedelen af deres væskebehov dækket gennem den hyppige tåge, der forekommer i denne egn, specielt i højder mellem 500 og 850 m.

Slægtsnavnet er afledt af Copiapó, en region i Atacama-ørkenen.

 

Denne art er begrænset til et kystnært område i Chile, fra sydvest for Antofagasta til den nordvestlige del af Atacama-ørkenen. Den er særligt almindelig i nationalparkerne Pan de Azucar og Llanos de Challe.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bliver til aske’, afledt af cinereus (‘askefarvet’).

 

 

 

 

 

En yderst tørketålende plante, der vokser fra havniveau op til højder omkring 500 m. Den forekommer i stort antal mange steder fra Pan de Azucar Nationalpark mod nord til Taltal. Den danner ofte imponerende bestande, der “minder om en marcherende hær.” (llifle.com)

Artsnavnet er latin og betyder ‘askefarvet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin malleus (‘mukkert’), hvilket formentlig sigter til stammens form.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter er udbredt i det vestlige Sydamerika.

Slægtsnavnet er latin, afledt af cumulus (‘dynge’), hvilket formodentlig hentyder til de tæt sammenpakkede stammer, samt navnet på en anden kaktusslægt, Opuntia (figenkaktus), opkaldt efter den antikke græske by Opus, hvor der ifølge filosoffen og botanikeren Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.) voksede en spiselig plante, hvis blade kunne slå rod – i lighed med figenkaktus, hvis stammesegmenter kan slå rod. (Kilde: U. Quattrocchi 2000. CRC World Dictionary of Plant Names)

 

Denne plante, også kaldt for C. leucophaea, danner lave klumper af små, kugleformede, grønne stammer med talrige lange torne, blege eller brunlige, blomster gule eller orange. Den er meget almindelig, udbredt fra det centrale Chile mod nord til Peru, voksende fra nær havniveau til trægrænsen i Andes, af og til op til højder omkring 4200 m.

Folkenavne omfatter bl.a. gatito (‘lille kat’) og perrito (‘lille hund’). De må være ironisk ment, for planten er yderst tornet og langtfra til at kramme.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘den cylinderformede Opuntia‘, hvilket sigter til, at stammerne hos mange af medlemmerne er cylinderformede, samt Opuntia (se Cumulopuntia ovenfor). Cholla (udtales ’tjåja’) er et mexikansk-spansk ord, som betyder ’kranium’ eller ’hoved’, muligvis afledt af det gamle franske ord cholle (‘kugle’). Ordet hentyder måske til ende-segmenterne, som ofte er kugleformede.

Mange cholla-arter er fuldstændig overbroderet med lange torne, som er forsynet med modhager. Deres segmenter sidder så løst, at når tornene griber fat i pelsen på et dyr eller trøjen på en person, rykkes segmentet af, og på grund af modhagerne borer tornene sig længere ind. Under dyrets eller menneskets anstrengelser for at få segmentet vristet løs lander det ofte et nyt sted, hvor det måske kan spire, og på denne måde spredes arten.

De fleste dyr undgår cholla’er, men kaktussmutten (Campylorhynchus brunneicapillus) bygger ofte sin rede inde blandt de fæle torne, hvor den er godt beskyttet mod fjender. Gnavere af slægten Neotoma samler nedfaldne segmenter af cholla omkring deres bo som forsvar mod fjender som ørkenræv (Vulpes macrotis) og prærieulv (Canis latrans). Slanger lader sig dog ikke afskrække af dette panser.

På grund af knapheden af mad i det tidlige forår blev denne årstid kaldt for ko’oak macat (‘smertende måne’) af Tohono O’Odham-folket i det sydlige Arizona. I denne periode ristede de tusinder af cholla-blomsterknopper i jordovne. Disse knopper har en aspargeslignende smag og er rige på kalcium. (Kilde: fondazioneslowfood.com)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin arbor (‘træ’) og cula, en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘lille træ’. På amerikansk hedder planten Arizona pencil cholla (‘Arizona blyants-cholla’), hvilket sigter til de tynde stammesegmenter.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra den allersydligste spids af Nevada mod syd gennem det østlige Californien og det vestlige Arizona til Baja California, Sonora og Sinaloa i Mexico. Den er én blandt mange plantearter, som blev opkaldt efter kirurg og botaniker John Milton Bigelow (1804-78), der indsamlede mange nye arter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet på denne plante er latin og betyder ‘skinnende’, hvilket kan sigte til de skinnende torne. Et af artens amerikanske navne er chainfruit cholla (‘cholla med frugterne i kæde’), hvilket sigter til de tornløse frugter, der danner kæder, som hænger ned fra spidsen af segmenterne.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det østlige Californien, det vestlige Arizona, samt det nordlige Baja California.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin spinosus (‘torn’) samt endelsen ior, således ‘mere tornet’ – dvs. i forhold til C. whipplei.

I Australien, hvor denne art kaldes for snake cactus (‘slange-kaktus’), optræder den ofte invasivt og er flere steder blevet erklæret for en uønsket vækst.

 

 

 

 

 

Det amerikanske navn buckhorn cholla (‘gevir-cholla’) sigter til grenenes måde at dele sig på.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet ærer den amerikanske botaniker Charles Clemon Deam (1865-1953), som opdagede 25 nye plantearter.

 

Planten lever i symbiose med myrer, idet den forsyner myrerne med husly, mens myrerne til gengæld forsvarer planten mod planteædere.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skildpadde’. Den tyske botaniker Joseph Gerhard Zuccarini (1797-1848) sammenlignede stammerne med “en procession af mørkegrønne skildpadder, som vandrer tæt bag hinanden.”

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk dis (‘dobbelt’), hvilket sigter til, at de ydre og indre segmenter i blomsterne er af samme længde.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk ekhinos (‘pindsvin’), hvilket hentyder til tornene, samt af latin cereus, som er afledt af græsk keros (‘vokslys’). Cereus var oprindeligt navnet på en mængde kaktusarter, hvilket sigter til mange af disse planters slanke, søjleagtige vækstform.

 

Den ligner meget nedenstående art, og nogle autoriteter betragter dem som samme art. E. engelmannii har dog 2-6 torne i hver areole, mens E. fasciculatus kun har en enkelt lang central torn.

Artsnavnet ærer den tysk-amerikanske botaniker George Engelmann (1809-84), som beskrev mange plantearter, specielt i Rocky Mountains og det nordlige Mexico.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er diminutiv af latin fascis (‘bundt’), således ‘et lille bundt’ (blomster).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af det urgamle indo-europæiske ord tri (‘tre’), samt af græsk glochinos, der betyder noget spidst, specielt spidsen af en pil. Navnet kan således oversættes til ’med tre spidser’, hvilket hentyder til, at tornene hos denne art sidder i grupper på 3.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk erion (‘uld’) og syke (‘figen’), hvilket hentyder til den uldhårede frugt.

 

Denne plante er endemisk i Chile, udbredt fra Copiapó mod syd til Rio Maule, voksende i klippefyldte områder fra havniveau op til højder omkring 2400 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med krumme torne’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk eu (‘god’) og lychnia (‘kandelaber’), hvilket naturligvis hentyder til disse planters form.

 

Arten er ofte inficeret af en stærkt rød, snyltende misteltén, Tristerix aphylla, hvis frø spredes af den chilenske spottedrossel (Mimus thenca). Denne fugl æder frugterne, men deponerer ofte frøene på tornene, hvor de spirer. Den nyspirede plante kan vokse op mod 10 cm for at komme i kontakt med kaktus-stammen.

Frugten er spiselig, næsten nøgen, uden uld eller torne. Artsnavnet refererer til frugten, der har en syrlig smag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Iquique-copao er ganske almindelig i Pan de Azucar Nationalpark, hvor billederne nedenfor blev taget. På grund af en ekstra lang tørkeperiode er nogle bevoksninger døende.

Artsnavnet hentyder til kystbyen Iquique.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De har et meget overfladisk rodnet og bliver nemt rykket op under pludselige oversvømmelser. Deres formidable panser af pigge er en tilpasning, som hjælper med at føre planten til et bedre voksested. Hvis den rykkes op under et kraftigt regnskyl, vil de krumme torne klynge sig til andet plantemateriale, som føres med strømmen til et område, hvor der står vand en del af året. Her slår planten så måske rod.

Arter i denne slægt er såkaldte myrmekofyter – planter, som lever i symbiose med myrer. De besidder ekstra-florale nektarier oven for hver areole, som huser myrekolonier. De forsyner således myrerne med bolig og føde, mens myrerne til gengæld forsvarer planten mod planteædere.

Slægtsnavnet er afledt af latin ferus (‘vild’, ‘barsk’), hvilket sigter til de frygtindgydende torne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til minde om William Hemsley Emory (1811-87), en landmåler, som kortlagde grænsen mellem Texas og Mexico. Det populære navn Covilles tøndekaktus blev givet til ære for den amerikanske botaniker Frederick Vernon Coville (1867-1937), som deltog i en ekspedition til Death Valley i 1891.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tysk-amerikanske læge, opdagelsesrejsende og botaniker Friedrich Adolph Wislizenus (1810-89). Artens krumme torne har givet anledning til det engelske navn fishhook barrel cactus (‘fiskekrogs-tøndekaktus’).

 

 

 

 

 

Slægten er opkaldt efter den engelske astronom, matematiker og etnograf Thomas Harriot (ca. 1560-1621), også stavet Hariot, der er kendt for sit bidrag til at skabe avancerede søkort til en forbedret navigation. I 1585-86 rejste han i ‘Virginia’, i realiteten langs floden Roanoke River i det nuværende North Carolina, der dengang var inkluderet i et stort område ved navn Virginia. Hans observationer er beskrevet i værket The Briefe and True Report of the New Found Land of Virginia (1588).

Da de amerikanske botanikere Nathaniel Lord Britton (1859-1934) og Joseph Nelson Rose (1862-1928) oprettede slægten, ønskede de at hædre Harriot og navngav den Hariota. Da de erfarede, at dette navn allerede var blevet benyttet for en anden slægt, anvendte de anagrammet Hatiora i stedet.

Nogle forskere hævder, at 3 af arterne bør overflyttes til den nærtstående slægt Schlumbergera. Disse to slægter har længe været årsag til forvirring. En af forskellene er, at blomsterne hos Schlumbergera er tydeligt rørformede, mens de hos Hatiora-arter kun har et ganske kort eller slet intet rør.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk hyle (‘træ’), hvilket formodentlig sigter til stammen, samt det latinske cereus, som er afledt af græsk keros (‘vokslys’). Cereus var oprindeligt navnet på en mængde kaktusarter, hvilket sigter til mange af disse planters slanke, søjleagtige vækstform.

Det danske navn hentyder til disse arters lange hængende grene, som er uden torne. På kinesisk kaldes frugterne for 火龙果 (‘rød dragefrugt’). Nogle af slægtens engelske navne er ret fantasifulde, bl.a. Jesus-in-the-cradle (‘Jesus i vuggen’).

Der dyrkes især 3 Hylocereus-arter. Hvid hundehalekaktus (H. undatus) har røde frugter med hvidt frugtkød, rød hundehalekaktus (H. costaricensis, også kaldt H. polyrhizus) har røde frugter med rødt frugtkød, og gul hundehalekaktus (H. megalanthus) har gule frugter med hvidt frugtkød.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og stele, som kan oversættes med ‘søjle’, skønt det strengt taget betyder ‘grænsepæl’. Navnet hentyder til de snehvide torne og den søjleagtige stamme.

 

I lighed med Eulychnia acida (ovenfor) er denne art værtsplante for snylteplanten Tristerix aphylla.

Strengt taget betyder artsnavnet ‘fra Chiloé’, en ø i det sydlig-centrale Chile, men i denne forbindelse skal det blot tolkes som ‘fra Chile’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lophe (‘top’), hvilket sigter til en grå dusk i spidsen af de højeste stammer, samt keros (‘vokslys’). Cereus var oprindeligt navnet på en mængde kaktusarter, hvilket sigter til mange af disse planters slanke, søjleagtige vækstform.

 

Det videnskabelige artsnavn blev givet til ære for den tyske kunstner, ingeniør, kartograf, botaniker, etnograf og geolog Arthur Carl Victor Schott (1814-1875), der arbejdede for Engelmann (se ovenfor) under kortlægningen af de mexikanske grænseegne.

Ifølge Arizona-Sonora Desert Museum er senita det mexikanske navn på denne plante, oprindeligt overtaget fra et lokalt folkenavn, sina. Derfor ville sinita være en mere korrekt måde at stave navnet på. Et andet engelsk navn er old man cactus, hvilket hentyder til spidsen af de højeste grene, som er dækket af grå, 4-10 cm lange hår, ikke ulig et gråt skæg.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtens engelske navn pincushion cactus (’nålepudekaktus’) hentyder til det tætte panser af pigge hos mange af arterne, som ofte skjuler selve stammen.

Næsten alle arter er endemiske i Mexico, men nogle få strækker deres udbredelse til det sydlige USA, samt Mellemamerika, det nordlige Sydamerika og Caribien.
Medlemmer af den ret lignende slægt Escobaria kan kendes på, at blomsterne kommer frem for enden af stammerne, mens de hos Mammillaria sidder på siden.

 

Artsnavnet blev givet til ære for to brødre, mineingeniør Orlando Frederick Potts (1813-55) og John Potts (1805-76), som var direktør for Chihuahua Mønt i 1830’erne. Begge indsamlede kaktusarter for britiske botanikere.

 

 

 

 

 

Mens de er unge, ligner medlemmer af denne slægt mange andre kakti, idet de har grønne kugleformede stammer med mange ribber. Ved modenhed udvikler de imidlertid et kefalium, en tæt masse af areoler, som danner et ’hoved’ direkte på toppen af stammen. Når dette kefalium først er udviklet, vokser stammen ikke mere, men kefaliet fortsætter med at vokse, til tider til en højde af 1 m. Blomsterne er små og kommer frem i toppen af kefaliet, ofte i ringform. De lyserøde eller røde frugter minder om små vokslys.

Slægtsnavnet er en forkortet form af det oprindelige navn Echinomelocactus, som er afledt af græsk ekhinos (‘pindsvin’), melon (‘æble’), samt kaktos (se øverst på siden), således ’tornet æble-plante’, hvilket formodentlig hentyder til udseende og form hos unge planter af denne slægt. Et engelsk folkenavn er Turk’s cap (‘tyrkerhat’), hvilket sigter til kefaliet.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘snoet’. Da den skotske botaniker og hortonom Philip Miller (1691-1771) beskrev denne plante i 1768, bemærkede han, at ribberne var “snoet i spiral”. Ja, det har de muligvis været på hans eksemplar, men normalt er de lige.

 

 

 

 

 

Både slægts- og artsnavn blev givet til ære for den hollandske botaniker Friedrich Anton Wilhelm Miquel (1811-71), som var direktør for herbariet ved universitetet i Utrecht.

 

 

 

 

 

Opuntia, som omfatter mellem 150 og 180 arter, er udbredt fra det sydlige Canada mod syd til det sydlige Sydamerika. Slægtsnavnet sigter til den antikke græske by Opus, hvor der ifølge filosoffen og botanikeren Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.) voksede en spiselig plante, hvis blade kunne slå rod – i lighed med figenkaktus, hvis stammesegmenter kan slå rod. (Kilde: U. Quattrocchi 2000. CRC World Dictionary of Plant Names)

 

Det latinske artsnavn er afledt af basis (‘sokkel’, ‘fod’, ‘basis’), samt endelsen aris, således ‘på en sokkel’ eller ‘med en fod’. Hvad det kan hentyde til, er ikke indlysende.

Det danske navn sigter til segmenterne, som er mere eller mindre rynkede og ligner en bæverhale.

 

 

 

 

 

Artsnavnet ærer den tysk-amerikanske botaniker George Engelmann (1809-84), som beskrev mange plantearter, specielt i Rocky Mountains og det nordlige Mexico.

Arten er blevet indført mange andre steder, og i Kenya betragtes den som invasiv.

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er afledt af humus (‘jord’) og fusus, fra fundere (‘at brede sig ud’), i botanisk sammenhæng med betydningen ‘nær jorden’.

Nogle botanikere anerkender ikke denne art, men betragter den som en varietet af O. compressa.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk phaios (‘mørk’, ‘grå’, ‘brun’) samt akanthos (‘tornet’), hvilket sigter til de ofte mørke torne.

 

 

 

 

 

Arten er opkaldt efter Dr. Donald Pinkava (1933-2017), som gennem mange år studerede Opuntia-slægten.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin spinosus (‘fyldt med torne’) og bacca (‘bær’), hvilket hentyder til de meget tornede frugter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk stenos (‘smal’), hvilket sigter til de smalle ribber på de fleste arter, samt af latin cereus, som er afledt af græsk keros (‘vokslys’). Cereus var oprindeligt navnet på en mængde kaktusarter, hvilket sigter til mange af disse planters slanke, søjleagtige vækstform.

 

Artsnavnet sigter formentlig til regionen Aragón i det nordlige Spanien, som har navn efter floden Aragón, der udspringer i Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn blev givet til ære for den amerikanske botaniker George Thurber (1821-90). Navnet orgelpibekaktus hentyder til stammerne, der minder om orgelpiber. På spansk kaldes dens frugter for pitaya dulce (‘sød pitaya’), idet ordet pitaya dækker spiselige frugter af mexikanske kaktusarter i almindelighed.

 

 

 

 

 

 

 

I tørkeperioder æder halsbåndsnavlesvin (Pecari tajacu), sorthalede hjorte (Odocoileus hemionus) og andre vilde dyr ofte af stammesegmenterne for at få væde. Kødet er også et glimrende husdyrfoder.

I traditionel mexikansk medicin anvendes kød og saft af figenkaktus til behandling af sår samt mod betændelse i tarmkanalen og urinrøret.

Saft, som er udvundet af stammesegmenter, specielt af indisk figenkaktus, anvendes som tilsætning til mørtel.

Kaktuskød kan benyttes til vandrensning.

Gennem tusinder af år har peyote (Lophophora williamsii) været udnyttet af indfødte folk i det nordlige Mexico og det sydvestlige USA til produktion af mescalin, der blev anvendt som et hallucinogen i religiøse ceremonier.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Cochinelle blev anvendt af aztekerne og mayaerne så tidligt som ca. 700 f.Kr. til farvning af tøj samt til maling. Senere blev farvestoffet næsten udelukkende produceret i Oaxaca, Mexico, og det blev landets næstvigtigste eksportvare efter sølv. Da man begyndte at producere kunstige farvestoffer, dalede betydningen af cochinelle, men med den øgede efterspørgsel efter sunde fødevarer har det fået et comeback. I dag er de største producenter af cochinelle Peru, Chile og de Kanariske Øer.

 

I gamle dage var aztekerne nomader, som drog omkring i søgen efter et sted at bygge en ny hovedstad. Solguden Huitzilopochtli, som samtidig var krigsgud og gud for menneskeofringer, beordrede dem at finde en ørn, som var i færd med at sluge en slange, siddende på en figenkaktus, som voksede på en klippe i en sø. Efter 200 års søgen fandt aztekerne det forudsagte tegn på en lille ø i et sumpet område ved navn Texcoco. Her grundlagde de deres nye hovedstad, som de kaldte Tenochtitlan efter en lokal figenkaktus, på Nahuatl tenochtli. (Kilde: J.B. Minahan 2009. The Complete Guide to National Symbols and Emblems)

Denne art blev fejlagtigt navngivet Cactus ficus-indica (’indisk figenkaktus’) af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), formodentlig fordi han troede den kom fra Indien. Dens navn blev senere ændret til Opuntia ficus-indica.

 

 

 

 

 

 

Cylindropuntia acanthocarpa
Artsnavnet er afledt af oldgræsk akanthos (‘tornet’) og karpos (‘frugt’). Plantens amerikanske navn buckhorn cholla (‘gevir-cholla’) sigter til grenenes måde at dele sig på.