Flora i Sierra Nevada

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sierra Nevada er hjemsted for tre nationalparker: Yosemite, Sequoia og Kings Canyon, foruden 20 såkaldte wilderness areas og to nationale monumenter. Blandt fremtrædende elementer i disse bjerge kan nævnes Mount Whitney (4421 m), som er det højeste bjerg i de nedre 48 stater i USA, Lake Tahoe, som er den største alpine sø i Nordamerika, samt Yosemite-dalen, som er en af de mest spektakulære dale på kontinentet, udgravet af gletschere i urgamle granitklipper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En Ahwahneechee-legende beretter, at engang for længe siden begyndte to rejsende, Tissiak og hendes mand Tokoyee, at skændes. Han blev så vred, at han begyndte at slå hende, hvilket gjorde hende så rasende, at hun kastede sin kurv med agern efter ham. Som de stod der over for hinanden, blev de til sten på grund af deres slette opførsel. Kurven med agern (Basket Dome) ligger med bunden i vejret ved siden af Tokoyee (North Dome), og klippevæggen af Tissiak (Half Dome) er stribet af hendes tårer.

 

 

 

 

 

1) Græsland, egeskov og chaparral (inklusive Great Basin-tørzonen på de østlige skråninger) ved foden af bjergene i ca. 300-900 m højde. Indikator-arter: gråfyr (Pinus sabiniana) og blå-eg (Quercus douglasii). Chaparral er et samfund af vedplanter, som er tilpasset tørre somre og fugtige vintre, et klima, som er typisk for det sydlige Californien.

2) Nedre montan skov (den tørre sydvestlige del), højde ca. 900-2100 m. Indikator-arter: ponderosa-fyr (Pinus ponderosa) og Jeffreys fyr (P. jeffreyi).

3) Nedre montan skov (den fugtige nordøstlige del), højde ca. 900-2100 m. Indikator-arter: ponderosa-fyr (Pinus ponderosa) og mammuttræ (Sequoiadendron giganteum).

4) Skov af piñon-fyr og ene (østvendte tørre skråninger), højde ca. 1500-2100 m. Indikator-arter: enkeltnålet fyr (Pinus monophylla) og Utah-ene (Juniperus osteosperma).

5) Øvre montan skov, højde ca. 2100-2700 m. Indikator-arter: rød ædelgran (Abies magnifica) og Sierra-klitfyr (Pinus contorta ssp. murrayana).

6) Subalpin zone, højde ca. 2700-2900 m. Indikator-art: hvidbarket fyr (Pinus albicaulis).

7) Alpin zone, over ca. 2900 m. Indikator-arter: pilebuske (Salix spp.).

 

 

 

Dens store kastanjer er giftige. Adskillige indfødte folkeslag, bl.a. Pomo, Yokut og Luiseño, plejede at fange fisk ved at strø pulveriserede kastanjer i vandløb, hvorefter de bedøvede fisk flød op til overfladen.

Andre arter af denne slægt er beskrevet andetsteds, europæisk hestekastanje (A. hippocastanum) på siden Planteliv: Gamle og store træer, indisk hestekastanje (A. indica) på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er navngivet til ære for den skotske gartner og botaniker David Douglas (1799-1834), som udforskede den nordamerikanske flora på tre ekspeditioner. Han introducerede Douglasgran (Pseudotsuga menziesii) og andre nåletræer, specielt fyrrearter, såvel som et antal buske og urter, til den britiske gartner-verden. I et brev til Sir William Jackson Hooker (1785-1865), som var direktør for den botaniske have under Glasgow Universitet, skrev han: “De vil måske begynde at tænke, at jeg fabrikerer fyrrearter efter forgodtbefindende.”

Douglas døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: Nisbet, J. 2009. The Collector: David Douglas and the Natural History of the Northwest. Sasquatch Books)

 

 

 

 

 

Arten blev navngivet til ære for Nicholas Garry (1782-1856), som var direktør i Hudson Bay Company 1822-35.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer Friedrich Adolph Wislizenus (1810-89), en tyskfødt læge, opdagelsesrejsende og botaniker, som først indsamlede denne art.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske forretningsmand og politiker Wilhelm Amsinck (1752-1831), som støttede den botaniske have i Hamburg finansielt.

 

Arten blev navngivet til ære for den canadiske botaniker Alice Eastwood (1859-1953), som skabte den botaniske samling på California Academy of Sciences i San Francisco.

 

 

 

 

 

På amerikansk kaldes denne spektakulære plante for bl.a. Our Lord’s candle (‘Vorherres lysestage’), hvilket hentyder til den kolossale blomsterstand, samt Spanish bayonet (’spansk bajonet’), som selvfølgelig hentyder til de stikkende blade.

Artsnavnet blev givet til ære for Amiel Whipple (1818-63), som var ledende landmåler under anlæggelsen af Pacific Railroad.

 

 

 

 

 

Ifølge Collins English Dictionary stammer slægtsnavnet, og dermed også det folkelige navn, fra latin lupinus (‘ulveagtig’), hvilket hentyder til en gammel overtro, at disse planter grådigt udpinte jordbunden.

 

Artsnavnet hædrer hærlægen Charles Austin Stivers, som var den første til at indsamle denne art i 1862, nær Yosemite. Harlekin-delen hentyder til blomsternes livlige farver, som sammenlignes med en middelalderlig italiensk komisk figur, Arlecchino (på dansk Harlekin), som er karakteriseret ved sit spraglede kostume.

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter betragter den som synonym med den vidt udbredte Lupinus microcarpus.

 

 

 

 

 

Tidligere tilhørte denne art familien Themidaceae, men er siden blevet overført til Brodiaeoideae, en underfamilie af aspargesfamilien (Asparagaceae). Der kendes mindst 5 underarter, hvoraf scabra, der på amerikansk kaldes for foothill prettyface (‘kønt ansigt ved foden af bjergene’), hovedsagelig er begrænset til sandede jorder i de laveste dele af Cascade Range og Sierra Nevada, op til en højde af ca. 2200 m.

 

 

 

 

 

 

Denne plante har markante blade, som er helrandede på den nederste halvdel, takket på den øverste. De minder noget om birkeblade (Betula), hvilket er årsagen til artsnavnet og det amerikanske navn. Blomsterne er små og hvide, mens frugten er lille og nøddeagtig, en såkaldt skalfrugt, hvor den lange, fjeragtige griffel stadig sidder fast.

Slægtsnavnet hentyder til denne ‘dusk’, af græsk kerkos (‘hale’) og karpos (‘frugt’), altså ’frugt med hale’. Navnet mahogny hentyder til det hårde, mørke ved hos disse træer, men de er overhovedet ikke beslægtet med ægte mahogny, som tilhører familien Meliaceae.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk chrysos (‘gylden’) og thamnos (‘busk’), hvilket hentyder til disse planters gyldne blomster.

 

Artsnavnet kommer af latin viscum (en fuglelim fremstillet af misteltén), samt floro (‘blomst’), altså ’klæbrig-blomstret’.

Denne art blev udnyttet medicinelt af flere indfødte stammer, blandt Paiute-folket til behandling af forkølelse og hoste, hos Hopierne mod hudproblemer. Gosiute og Paiute producerede tyggegummi fra rodens latex, mens Hopi og Navajo fremstillede orange og gule farvestoffer af blomsterne.

 

 

 

 

 

 

Da den skotske botaniker Philip Miller (1691-1771) beskrev denne art i 1768, stavede han det latinske ord innoxia (‘uoffensiv’) forkert, da han kaldte den for Datura inoxia. Et andet navn, D. meteloides, blev tidligere fejlagtigt anvendt for arten.

Slægtsnavnet er Hindi-navnet på pigæble, normalt stavet dhatura.

Dunet pigæble er hjemmehørende i det sydvestlige USA, mod syd til store dele af Sydamerika, og den er blevet indført som prydplante – eller indslæbt – til mange andre egne kloden rundt. Den indeholder de meget giftige alkaloider atropin, scopolamin og hyoscyamin. Længe før spaniernes ankomst anvendte aztekerne planten til mange terapeutiske formål, bl.a. som omslag på sår. Aztekerne advarede mod at indtage den, da den kunne forårsage galskab. Ikke desto mindre blev den af adskillige indfødte folkeslag anvendt som hallocinogen.

Virkningen af scopolamin og hyoscyamin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning (under Hyoscyamus niger), og på samme side kan man læse en morsom anekdote fra 1676, som beskriver den narkotiske rus hos nogle britiske soldater, der konsumerede almindelig pigæble (Datura stramonium).

 

 

 

 

 

 

 

Planten er én blandt mange, som blev opkaldt efter kirurg og botaniker John Milton Bigelow (1804-78), der indsamlede mange nye plantearter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

 

 

 

 

 

 

Førhen blev den meget anvendt af forskellige folkeslag som traditionel medicin til behandling af en lang række lidelser, bl.a. forkølelse, hovedpine, diarré og sår. Den blev også spist rå eller i grød og bagværk, og der blev brygget té på blade, stængel og rod. I dag er arten en vigtig honningplante.

 

 

 

 

 

 

Arten vokser meget langsomt, men kan nå en alder på over 500 år. Indfødte folkeslag anvendte den til mange formal. Af barken blev fremstillet temporære koniske hytter og også mere permanente boliger, og man lavede ild ved at gnide barken. Af tynde grene blev fremstillet buer og kurve. Arten blev også udnyttet medicinsk mod mavebesvær.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vildtvoksende fra Oregon mod syd gennem Californien til Baja California. Den skotske botaniker David Douglas (1799-1834) navngav den lambertiana til ære for den engelske botaniker Aylmer Bourke Lambert (1761-1842). Det populære navn hentyder til dens søde harpiks, der blev anvendt af indfødte folk som sødemiddel. Den berømte skotsk-amerikanske forfatter og naturforkæmper John Muir (1838-1914) foretrak denne saft fremfor saften fra sukkerløn (Acer saccharum).

David Douglas’ triste skæbne er beskrevet ovenfor under Quercus douglasii.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i et kæmpestort område i det vestlige USA og Canada, fra British Columbia mod syd til det sydlige Californien, og mod øst til South Dakota og New Mexico. Den blev først indsamlet i 1826 af David Douglas (se foregående art), som navngav den Pinus ponderosa, af latin ponderosa (‘tung’), hvilket hentyder til det tunge ved.

 

 

 

 

 

 

 

Californisk sorteg er tilpasset områder med hyppige brande, beskyttet mod mindre brande af sin tykke bark. Den dræbes af større brande, men skyder villigt fra roden. Dens agern spirer hovedsagelig, når en brand har ryddet et område for bladdække. Dette var kendt af adskillige indfødte folkeslag, som bevidst antændte områder for at forny bevoksninger af denne art, hvis agern var en vigtig fødekilde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige navn er afledt af græsk ana (‘på’, ‘op’, ‘over’, ‘særdeles’), phalos (‘hvid’), samt margarites (‘perle’), således ’særdeles hvid perle’, hvilket hentyder til de hvide, perlelignende blomsterkurve.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er almindelig i Sierra Nevada. Den forekommer fra det sydlige Alaska mod syd gennem den vestlige del af USA og Mexico til Mellemamerika. I Europa blev den dyrket som grønsag så tidligt som i 1500-tallet, og i dag er den forvildet mange steder. Et af artens amerikanske navne er miner’s lettuce (‘guldgraverens salat’), som stammer fra guldgravertiden i Californien omkring 1849, hvor guldgraverne spiste denne plante som salat, formentlig for at undgå at få skørbug.

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere blev den kaldt for Zauschneria californica, navngivet til ære for læge og botaniker Johann Zauschner (1737-99) i Prag. Genetisk forskning har dog afsløret, at den faktisk er en dueurt (Epilobium). Navnet californisk fuchsia hentyder til de skarlagenrøde blomster, der ligner fuchsia-blomster. Kolibrier tiltrækkes i stor stil af disse blomster, hvilket har givet årsag til to af artens amerikanske navne, hummingbird flower og hummingbird trumpet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, som kommer af græsk erysthai (’helbrede’), var i Oldtiden navnet på en ukendt lægeplante. Det ejendommelige navn hjørneklap hentyder til skulpernes kantede form.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten kan leve i op mod 300 år. De største eksemplarer er fundet i de centrale dele af Sierra Nevada, hvoraf den største var 75 m høj og med en stammediameter i brysthøjde på 4,6 m.

Andre billeder af langnålet ædelgran findes nedenfor (se ulvelav).

 

 

 

 

 

Billeder af denne arts gule efterårsløv kan ses på siden Efterår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser langs Stillehavskysten, fra det sydlige British Columbia mod syd til det sydlige Californien, og inde i land findes den i Sierra Nevada samt i det centrale Idaho. I 1956 blev den udnævnt til officiel provinsplante i British Columbia.

I bogen My First Summer in the Sierra, fra 1911, skriver den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914) om Stillehavskornél: “Nuttall’s kornél er et flot skue, når den blomstrer. Da er hele træet snehvidt. Dets højblade er 15-20 cm brede. Langs vandløb bliver den et mellemstort træ, op til 9 m højt, med en bred krone, når den ikke trænges af artsfæller. De prangende højblade tiltrækker en mængde natsværmere, sommerfugle og andet vinget folkefærd til deres egen og, formoder jeg, træets fordel.”

Artsnavnet blev givet til ære for Thomas Nuttall (1786-1859), en engelsk trykker, der rejste til USA i 1808. Kort efter ankomsten mødte han botanikeren Benjamin Barton (1766-1815), der fremkaldte en stærk interesse for naturen i ham. Gennem de følgende år, indtil 1841, foretog Nuttall adskillige ekspeditioner i Amerika, og talrige planter og dyr er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

De læderagtige blade er helrandede eller tandede, friskgrønne og skinnende på oversiden. Undersiden på unge blade er dækket af gullige dun, mens den på ældre blade er grålig og næsten hårløs. Dens agern varierer meget, men er oftest ovale med en lav, turbanagtig, skællet skål, som er dækket af et tæt gulligt hårlag, hvilket er årsagen til det latinske artsnavn, af græsk krysos (‘guld’) og lepis (‘skæl’). Efter udvaskning af garvestofferne var disse agern en vigtig fødekilde for mange indfødte folkeslag. De har også været anvendt som kaffeerstatning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det kan blive op til 30 m højt, med duftende, lancetformede blade, der kan blive indtil 10 cm lange. De gule eller gulgrønne blomster er samlet i små skærme, hvilket har givet slægten dens navn, som betyder ’lille skærm’. Frugten er et ovalt bær, indtil 2,5 cm langt, som først er grønt, siden purpurfarvet.

Bladene har været anvendt som substitut for bladene af ægte laurbær (Laurus nobilis) i madlavning. De blev anvendt af forskellige indfødte folk til behandling af en række lidelser, bl.a. hovedpine, tandpine, ørepine, mavepine, forkølelse, ru hals, samt slim i lungerne. Et omslag af bladene blev benyttet mod rheumatisme og nervesmerter.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hede-melbærris (A. uva-ursi), samt en formodet hybrid mellem denne art og håret manzanita (A. columbiana), som ofte benævnes A. x media, er præsenteret på siden Efterår.

 

Artsnavnet kommer af latin viscidus (‘klæbrig’), hvilket sigter til de kirtelfyldte blade og frugter.

Førhen fremstillede Miwok-folket i det nordlige Californien cider af frugterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere udgjorde denne slægt og slægten Viburnum familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae) og senere til desmerurtfamilien (Adoxaceae), der i dag kaldes for Viburnaceae.

Slægtsnavnet kommer af græsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt musikinstrument af asiatisk oprindelse. Formentlig blev der anvendt hyldetræ til fremstilling af dette instrument. Navnet hyld stammer fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

 

Den vokser op til højder omkring 3000 m i et bredt udsnit af habitater, som bl.a. omfatter floddale, skove og åbne skrænter med adgang til vand. Den har en meget stor udbredelse, fra British Columbia mod syd gennem en stor del af det vestlige USA til det nordvestlige Mexico, samt med spredte forekomster i Oklahoma og Texas.

Mange indfødte folk benyttede bærrene af denne plante som føde, og talrige former for urtemedicin blev produceret af ved, bark, blade, blomster og rødder. Veddet blev også anvendt til fremstilling af piber samt musikinstrumenter som fløjter. Af bærrene blev udvundet et stof til farvning.

Nogle autoriteter betragter denne art som en underart af den vidt udbredte almindelig hyld (Sambucus nigra), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

Disse planter, som tilhører gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae), er parasitter, som optager størstedelen af deres næring gennem rødderne af andre planter. Castilleja-blomster er spiselige og blev førhen konsumeret af adskillige indfødte stammefolk. De har imidlertid en tendens til at optage og ophobe selen i deres væv, så rod og grønne dele kan være meget giftige.

 

 

 

 

 

En attraktiv plante, som er hjemmehørende i det sydvestlige Oregon, mod syd gennem størstedelen af Californien til den allernordligste del af Baja California. Førhen anvendte medlemmer af Miwok- og Pomo-stammerne arten medicinelt til behandling af sår, brandsår, diarré og øjenproblemer.

 

 

 

 

 

Den vokser i vådområder i skove, ofte på skrænter langs vandløb. I Japan dyrkes den ofte i damme i prydhaver. Visse indfødte amerikanske folkeslag benyttede et afkog af planten mod kønssygdomme samt som vanddrivende middel.

Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan hentyde til den kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

Navnet skavgræs, af middelalder-dansk skave (’skrabe’), samt artens engelske navn scouring rush, af scour (’skure’), skyldes dens tidligere anvendelse som slibemiddel og sandpapir på grund af det høje indhold af kisel. Navnet padderok skyldes, at vårskuddene af ager-padderok (Equisetum arvense) blev sammenlignet med hovedet på en spinderok, samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til.

Andre padderok-arter er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen anvendte indfødte folkeslag i Californien disse planter til forskellige formål. Af deres løv blev fremstillet pilegift. Klamath-folket dyppede pigge af træpindsvin i et afkog af planten, hvilket farvede dem gule. Piggene blev derpå flettet ind i kurve for at danne mønstre. Okanagan-Colville-folket benyttede disse laver medicinelt, indvortes mod mavebesvær og udvortes til behandling af sår.

I gamle dage blev almindelig ulvelav anvendt af nordmændene til at slå ulve og ræve ihjel. Denne plantes giftige løv blev blandet med knust glas og stoppet ind i et kadaver på den frosne jord. (Artsnavnet vulpina hentyder til ræve, på latin Vulpes).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af madi, det chilenske navn på arten M. sativa. Disse planters blade dufter af æteriske olier, hvilket er baggrunden for et af deres amerikanske navne, tarweed (’tjæreplante’).

 

 

 

 

 

 

Gruppen tæller 17 arter, som er vidt udbredt i Nordamerika, fra det nordvestlige Mexico gennem det vestlige USA og Canada til Alaska, en enkelt af arterne tillige i det nordøstlige Sibirien. Blomsterne bestøves af bier, som klynger sig til kronbladene, mens de svirrer med vingerne, hvorved pollen løsnes fra støvdragerne.

På amerikansk kaldes disse planter populært for shooting star, hvilket hentyder til blomsternes form, hvor de gule støvdragere og kronbladene, der peger bagud, er samlet i en spids. Det sammenlignes med et stjerneskud, hvor de bagudrettede kronblade udgør ’halen’.

 

Nlaka’pamux-folket fremstillede amuletter, bl.a. kærlighedsamuletter, af blomsterne.

Arten blev navngivet til ære for den skotske botaniker John Jeffrey (1826-54), som gennem fire år udforskede Washington, Oregon og Californien, mens han indsamlede planter, som han sendte hjem til Skotland. Han forsvandt i 1854, mens han var på vej fra San Diego over Colorado-ørkenen, og han blev aldrig set siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er én blandt adskillige fyrrearter i den såkaldte piñon-gruppe, som er hjemmehørende i det vestlige USA og det nordvestlige Mexico, fra den sydligste del af Idaho, Utah og det sydvestlige New Mexico mod vest til det østlige og sydlige Californien samt Baja California.

Enkeltnålet fyr bliver indtil 20 m høj og vokser normalt i højder mellem 1200 og 2300 m. Den er meget almindelig og danner mange steder åbne skove, ofte sammen med ene-arter. Dens spiselige frø var en vigtig fødekilde for indfødte stammefolk, og de bliver stadig høstet i stor stil.

 

 

 

 

 

 

 

 

Tamarack-fyr er almindelig i bjergegne, fra Washington mod syd til den nordlige del af Baja California, og derfra mod øst til det sydlige Nevada. Nominatracen contorta er kystnær, idet den findes langs Stillehavskysten mellem den sydlige del af Alaska og den nordvestlige del af Californien. En anden kystnær underart er bolanderi, som er endemisk for Mendocino County i det nordvestlige Californien. Denne race trues af byudvikling. Endelig findes underarten latifolia i Rocky Mountains, fra Yukon og Saskatchewan mod syd til Colorado.

Artsnavnet kommer af latin con (‘med’) og torqueo (‘snoet’ eller ‘forvredet’), hvilket hentyder til de lave, forvredne træer af denne art, som ofte ses langs Stillehavskysten. Det danske navn klitfyr skyldes, at denne art førhen ofte blev plantet i klitterne i Vestjylland.

 

 

 

 

 

 

 

Om efteråret føjer dens gule løv pragtfulde partier til talrige områder i det vestlige Nordamerika.

 

 

 

 

 

 

Den vokser i store højder, mellem 1000 og 3000 m, fra det sydlige Oregon mod syd til det sydlige Californien og derfra mod øst til Sierra Nevada.

På amerikansk kaldes medlemmer af slægten for chinquapin, hvilket også dækker kastanjearter af slægterne Castanopsis og Castanea. Dette ord er en forvrængning af et algonquiansk ord, chechinquamin eller chincomen, som muligvis er afledt af xinkw (’herlig’) samt mini (‘frugt’).

 

 

 

 

 

 

Oprindeligt var Helenium navnet på læge-alant (Inula helenium), som efter sagnet blev plantet på øen Pharos af Helena af Troja.

 

Artsnavnet blev givet til ære for kirurg og botaniker John Milton Bigelow (1804-78), som indsamlede mange nye plantearter på ekspeditioner til det sydvestlige USA og det nordlige Mexico.

 

 

 

 

 

Den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873) fandt denne plantes farve så slående, at han kaldte den for Sarcodes sanguinea, af græsk sarkos (‘kød’) og latin sanguis (‘blod’), altså ’den blodrøde kødfulde’. På amerikansk kaldes den for snow plant, hvilket hentyder til dens tidlige blomstring, som ofte finder sted, mens sne stadig dækker jorden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse mærkværdige træer findes kun i det østlige Californien, samt i Nevada og Utah. Bortset fra fra visse kloner, fx en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder vurderes til ca. 9400 år, er disse fyrre de ældste levende organismer på kloden, idet nogle af dem er omkring 5000 år gamle.

Flere billeder af disse bemærkelsesværdige træer kan ses på siden Planteliv: Gamle og store træer.