Dyrespor

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i størstedelen af det østlige og sydlige Afrika. To underarter er anerkendt, nominatracen, som forekommer fra det sydlige Uganda og det centrale Kenya mod syd til den østlige del af Sydafrika og størstedelen af Namibia, samt underarten petersi, kaldt sortmasket impala, som er begrænset til det nordvestlige Namibia og det sydvestlige Angola. Denne underart kan kendes på de sorte tegninger i ansigtet.

Slægtsnavnet kommer af græsk aipus (‘høj’ eller ‘stejl’) samt keras (‘horn’), hvilket sigter til hannens lange horn, mens artsnavnet er fra græsk melas (‘sort’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til de sorte pletter på bagbenene. Navnet impala er en forvanskning af Tswana-ordet phala, som betyder ‘rød antilope’.

 

 

 

 

 

 

Mellem 1928 og 1958 blev imidlertid mindst 10.000 mårhunde indført til forskellige steder i Sovjetunionen og sluppet løs, idet man ville forsøge at forbedre kvaliteten af artens pels. Bestandene voksede hurtigt mange steder, og i dag er arten spredt til de fleste lande i Europa, hvor den betragtes som invasiv, idet den udgør en trussel mod mange ynglefugle. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Raccoon_dog)

 

 

 

 

 

Den er også blevet indført til Australien, hvor den betragtes som invasiv, idet den er yderst skadelig for den indfødte pattedyr- og fuglefauna.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyr indretter et bo under vandet inde i et bjerg af grene, som de selv samler sammen og tætner med vandplanter, kviste, blade og jord. Sidst på efteråret samler de et vinterforråd af grene, som opbevares i boet, og i løbet af vinteren æder dyrene barken fra disse grene.

 

I 1937 blev 7 canadiske bævere indført til Finland, idet man mente, at de kunne hybridisere med de lokale bævere og således supplere bestanden, der var i stor tilbagegang. De to arter kan imidlertid ikke få yngledygtigt afkom på grund af forskellige kromosomtal, og i dag er den europæiske bæver blevet udkonkurreret de fleste steder i Finland af den stærkere canadiske bæver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden er arten blevet genindført mange steder, og i dag findes den i Skotland samt fra det nordlige Skandinavien mod syd til Frankrig og derfra mod øst gennem Rusland og Kazakhstan til Sinkiang.

I Danmark blev bæveren genindført i 1999, hvor 18 dyr blev sluppet ud i Klosterheden Statsskovdistrikt. De har siden bredt sig til det meste af Flynder Å-systemet og findes nu også i langs Storåen. I 2009-11 blev 23 bævere udsat i Nordsjælland, hvor arten siden har bredt sig.

 

 

 

 

 

På siden Dyreliv – Pattedyr: Aber omtales mange slægter i familien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hjorte er karakteriseret ved at fælde deres gevir årligt, når parringstiden er overstået. Mens det nye vokser frem, er det dækket af et hudlag, kaldt bast. Når geviret er dannet, dør basten, og der opstår en irriterende kløe. For at blive denne kløe kvit, gnubber hjorten geviret på buske og yngre træer, hvorved basten løsnes og falder af. Denne adfærd kaldes for fejning. Ofte er denne fejning så voldsom, at barken på mindre træer gnubbes af hele vejen rundt om stammen, og planten dør.

Mange hjorte benytter mere eller mindre de samme ruter hver dag under deres fouragering, og efterhånden opstår stier, kaldt veksler.

Adskillige hjortearter har en vane med at skrabe visne blade og vegetation til side, inden de lægger sig i skovbunden. Disse bare pletter af jord kaldes for sæder.

Hjorte vælter sig ofte rundt i mudderhuller som beskyttelse mod stikkende insekter. Sådanne steder kaldes for sølepladser.

Andre oplysninger om denne familie kan læses på siden Dyreliv – Pattedyr: Hjorte.

 

Fra Ukraine og nordsiden af Kaukasus og videre mod øst gennem taigabæltet til Stillehavskysten, samt i Tibet, Korea og Manchuriet, afløses denne art af det sibiriske rådyr (Capreolus pygargus). Førhen blev de betragtet som tilhørende én og samme art, men i dag anerkender de fleste autoriteter dem som særskilte arter. Det sibiriske rådyr er større, med længere og mere forgrenet opsats end det europæiske rådyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år har arten været i stærk fremgang i Jylland, hvor den gør stor skade på afgrøder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten betragtes som invasiv i Finland og New Zealand, og også i dele af USA, hvor den jo egentlig er hjemmehørende. Du kan læse mere herom på siden Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse huler er berømte for at huse store kolonier af flagermus (over en kvart million i Gomantong), samt hundredtusinder af hulesejlere af slægten Aerodramus. Gødningen fra flagermus og fugle har hobet sig op på gulvet i disse huler, hvor de danner et tykt lag.

Forskellige dyr, bl.a. stribede kakkerlakker (Pycnoscelus striatus) og skyggebiller (Cerycon gebioni) æder af denne gødning, mens andre æder døde flagermus og sejlere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er vidt udbredt i Eurasien, fra det nordlige Skandinavien og Sibirien mod syd til Italien, Grækenland, Tyrkiet, det nordlige Iran og Kazakhstan, og fra de Britiske Øer mod øst til det østlige Sibirien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i hele Europa, med undtagelse af Island, Irland, Sydspanien, Italien og Balkan-landene, og endvidere mod øst gennem Sibirien til øst for Baikal-søen. I Alperne findes den op til en højde af ca. 1700 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette storslåede træ er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag er underarten beringei, der kun tæller omkring 900 individer, imidlertid i jævn fremgang – den eneste menneskeabe i verden, hvis antal er steget i de senere år. Anderledes ilde står det til med underarten graueri, som er alvorligt truet af menneskelige aktiviteter, specielt jagt til den kommercielle handel med ’bushmeat’. Denne illegale jagt er gjort nemmere gennem den lette adgang til våben fra de forskellige krige i området.

 

 

 

 

 

Chimpanserne i Gombe Stream Nationalpark i det vestlige Tanzania blev gjort berømte af den kendte primatolog Jane Goodall (født 1934) – den første, som foretog grundige studier af disse menneskeaber.

 

 

 

 

 

 

I Danmark er haren ret almindelig i de fleste egne, men nogle bestande suppleres med udsatte dyr med henblik på jagt.

 

 

 

 

 

 

 

Vildkaninen er nærmere beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af mus (genitiv muris), det klassiske latinske ord for mus.

 

 

 

 

 

 

Den brune rotte er et alvorligt skadedyr, som konkurrerer med indfødte pattedyrarter, plyndrer fuglereder og konsumerer uhyre mængder af kornprodukter og andre fødevarer. Desuden spreder den adskillige sygdomme til mennesket. I Middelalderen overførte rotternes lopper byldepest, som nogle steder reducerede befolkningen med mellem 50 og 75%. Denne yderst frygtede sygdom blev passende kaldt Den Sorte Død.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra det vestlige Rusland mod øst gennem Centralasien til Ussuriland, Korea og Kina erstattes den af den blegere asiatiske grævling (Meles leucurus), og i Japan af den japanske grævling (Meles anakuma), som er brunlig og har meget svage striber i ansigtet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen blev den nordlige søelefant ivrigt jaget for dens spæk, hvoraf man udvandt olie. Omkring 1869 var arten næsten blevet udryddet, og i 1890 kendte man kun til én eneste flok på omkring 100 individer.

Det lykkedes dog arten at overleve, og siden begyndelsen af 1900-tallet har den været beskyttet i både Mexico og USA. Som et resultat heraf er den kommet sig, og bestanden tæller i dag over 200.000 individer. Dens nuværende udbredelse strækker sig langs Stillehavskysten, fra Baja California mod nord til Alaska-bugten og Aleuterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På amerikansk hedder vaskebjørnen raccoon, som er en forvrængning af et Powhatan-ord, der af tidlige nybyggere blev skrevet som bl.a. aroughcun og arathkone. Det betyder ‘dyret der kradser med sine hænder’. Det danske navn hentyder til, at vaskebjørnen til tider skyller sin føde, inden den spiser den.

 

 

 

 

 

Dele af næsehorn har været anvendt som ingredienser i traditionel asiatisk medicin gennem mindst 2000 år, og i dag er alle fem arter udryddelsestruede på grund af vidt udbredt krybskytteri, i Asien også på grund af indskrænkning af levesteder. Dette emne er nærmere beskrevet på siden Menneskets dårskab.

 

 

 

 

 

 

Navnet på familien er afledt af Sciurus, det latinske navn på disse dyr, givet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) til det eurasiske røde egern (nedenfor). Sciurus er afledt af oldgræsk skia (‘skygge’) og oura (‘hale’), således ‘halen der skaber skygge’, hvilket sigter til nogle egern-arters vane med at rejse deres buskede hale op over ryggen, hvorved de skaber skygge.

Mange egern-arter er præsenteret på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’), hvilket sigter til, at bugen ofte – men ikke altid – er rødlig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen blev dette egern betragtet som en underart af det vidt udbredte røde kæmpe-flyveegern (P. petaurista). Nylig genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet denne art i adskillige selvstændige arter. Hvidbuget kæmpe-flyveegern blev tidligere anset for at være udbredt mod øst til Yunnan-provinsen, men dyr i det østlige Himalaya betragtes nu som tilhørende en nyligt beskrevet art, Yunnan kæmpe-flyveegern (P. yunanensis).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne almindelige art har en kolossalt stor udbredelse, fra størsteparten af Europa mod øst gennem den sibiriske taiga til Kamchatka-halvøen, og derfra mod syd langs Stillehavskysten til det nordøstlige Kina, Korea og den japanske ø Hokkaido. Der er også spredte bestande i Centralasien og en separat population i Kaukasus.

I Danmark er arten almindelig og vidt udbredt, både den ræverøde form og en mørkebrun form.

 

 

 

 

 

 

 

Bortset fra ugler er det kun få rovdyr, som æder spidsmus, utvivlsomt på grund af den stærke lugt, som disse dyr udsender fra deres analkirtel. Denne lugt benyttes til at markere territorium, afmærke fouragerings-stier, kommunikere med andre spidsmus, samt som forsvarsmekanisme. Sidstnævnte anvendelse er ofte ikke tilstrækkeligt til at afholde rovdyr fra at bide dem ihjel, men lugten er så kraftig, at dyrene ikke æder dem. Derfor finder man ofte døde spidsmus i naturen.

 

 

Den kendes fra vandspidsmusen på sin mindre størrelse, brunlige ryg og grålige bug.

 

 

 

 

 

Tamsvinet er omtalt på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

Jeg havde engang en hårrejsende oplevelse med et vildsvin, se Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved det Kaspiske Hav.

En morsom episode med vildsvin er gengivet på siden Natur-citater, beskrevet af den kendte jæger og naturfredningsmand Jim Corbett (1875-1955).

 

 

 

 

 

Muldvarpe findes undertiden døde, formodentlig slået ihjel af ræve, hunde eller katte. Da de ikke bliver ædt, må man formode, at de ligesom spidsmus smager dårligt.

I 1989 skrev tyskeren Werner Holzwarth (født 1947) en fantastisk børnebog, Vom kleinen Maulwurf, der wissen wollte, wer ihm auf den Kopf gemacht hat, illustreret af Wolf Erlbruch (født 1948). Den udkom på dansk i 1991 med titlen Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved. Den handler om en muldvarp, der stikker hovedet op af sit hul og bliver overdænget med lort, hvorefter den går ud i søgen efter gerningsmanden. Læs den og mor dig kosteligt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Afrikansk civette lægger ofte sine ekskrementer på særlige steder, hvor der efterhånden dannes store bunker af gødning, kaldt ‘toiletter’.

 

 

 

 

 

Naturen på Andamanerne er indgående beskrevet på siden Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På denne side omtales sejlere i afsnittet Chiroptera ovenfor.

 

 

 

Familienavnet kommer af latin fringilla (‘finke’), afledt af frigutio (‘jeg pipper’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år er antallet af sølvmåger i europæiske byer steget kraftigt, idet fuglene placerer deres rede på toppen af højhuse.

Det er velkendt, at måger kan kaste muslinger ned på hårde underlag, hvor skallen revner, og fuglen kan gøre sig til gode med indholdet.

 

 

 

 

 

Adskillige skarvearter er beskrevet på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika, Fugle i USA og Canada, samt Fiskeri.

 

Slægtsnavnet kommer af græsk phalakros (‘skaldet’) og korax (‘ravn’), mens slægtsnavnet carbo er latin for ’kul’. Det latinske navn betyder således ’den kulsorte skaldede ravn’, hvor skaldet hentyder til den hvide isse hos storskarven i yngletiden. Issen er dog fjerklædt, så navnet er noget misvisende. Et gammelt dansk navn på arten er iøvrigt søravn, hvilket dels kan forstås nedsættende, dels hentyde til dens sorte farve.

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge de seneste genetiske undersøgelser regnes perlehøns og den Nye Verdens vagtler for særskilte familier under navnene Numididae og Odontophoridae.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er også officiel statsfugl i Uttarakhand, Nordindien, hvor den kaldes monal.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for Lady Mary Impey, hustru til Sir Elijah Impey (1732-1809), som var højesteretsdommer i Fort William – det første faste tilholdssted for British East India Company i Bengalen.

Som det gælder for mange andre hønsefugle, er kødet af glansfasan velsmagende, og af denne grund er den efterstræbt mange steder. Den er dog stadig vidt udbredt, og i Khumbu-området i det østlige Nepal er den meget almindelig, idet de lokale sherpaer er buddhister og således imod at slå dyr ihjel. Så selv om glansfasanerne gør nogen skade ved at grave sherpaernes kartofler op og æde dem, bliver de ikke forfulgt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På grund af dens vane med at hakke huller i barken af træer og drikke den udsivende saft mente man førhen, at den tilhørte samme slægt som de nordamerikanske saftspætter, Sphyrapicus, der søger føde på en lignende måde. Den brunbugede flagspætte er imidlertid en ægte Dendrocopos-art, og den ensartede fødesøgning er et eksempel på konvergent udvikling.

 

 

 

 

 

De fleste bestande er standfugle, men de nordligste er dog trækfugle. Nogle fugle strejfer langt uden for det normale udbredelsesområde, somme tider så langt bort som til Nordamerika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet pileatus hentyder til den iøjnefaldende top hos denne art, af latin pilleus (‘kalot’) og atus (‘ligner’), således ‘med en kalot-lignende (top)’.

 

 

 

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, er agern det vigtigste fødeemne for denne art, som har en interessant metode til opbevaring af agern som vinterforråd. Den hakker utallige små huller ind i barken på levende eller døde træer, hvorpå den stopper et agern ind i hvert af hullerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne arts navn kommer af dens kald, der lyder som sjag-sjag.

Den er ret ny som dansk ynglefugl, idet den indvandrede i 1960. Siden har den bredt sig til det meste af landet, men er mest almindelig i Nordsjælland og Nordvestjylland, samt på Bornholm. Den er gået noget tilbage i de senere år, og i 2011 ynglede kun omkring 500 par. (Kilde: dofbasen.dk/ART/art.php?art=11980)

I milde vintre overvintrer en del sjaggere i Danmark, hvor en stor del af deres føde udgøres af bær og frugter. Jeg tilbragte den umådeligt kolde december 1981 i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord (se mere herom på siden Naturreservatet Vorsø: Vorsø i mit hjerte, samt Sølvregn). Enkelte sjaggere, som var ikke kommet af sted sydpå, gik en hård tid i møde. Jeg iagttog dem æde bl.a. frosne hyben, som sikkert ikke har givet ret meget mere energi, end fuglene anvendte på at optø dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle arterne er beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr og padder: Havskildpadder er i stærk tilbagegang.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til et olivenfarvet skær på disse ellers brunlige eller grålige dyr.

Mine oplevelser med denne art er beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr og padder: Krybdyr og padder på det Indiske Subkontinent.

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet – og dermed det danske navn – er af semitisk oprindelse og betyder ‘drage’ eller ‘firbens-uhyre’. Det besynderlige engelske navn monitor (‘vogter’) forklares på forskellig vis. Nogle kilder påstår, at det kommer af varaners vane med somme tider at stå på bagbenene og ligesom ‘vogte’ noget. Andre siger, at det opstod ud fra en gammel overtro, at disse dyr ville advare mennesker, hvis giftige dyr nærmede sig.

 

Det latinske artsnavn, som betyder ‘frelser’, er uforklaret, men antyder muligvis en religiøs forbindelse. Det danske navn skyldes, at denne art ofte har et mønster af gullige tværbånd eller ringe ned ad ryggen og halen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Afrika er gødningtrillere meget almindelige, og de ses ofte på forskellige typer gødning, hvoraf de former kugler, som de triller bort for at begrave dem og lægge æg i dem.

Som dreng var den kendte naturhistoriker og fredningsmand Gerald Durrell (1925-95) meget optaget af disse biller. Hans morsomme beretning er gengivet på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En af slægterne i underfamilien er Cassida, der omfatter over 430 arter, udbredt i den Gamle Verden. Slægtsnavnet er afledt af latin cassis (‘metalhjelm’).

Japansk skildpaddebille (Cassida japana) er udbredt i Japan, Kina, Taiwan og Indokina.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse myrer er berømte for at holde underjordiske ‘haver’, hvor de dyrker en svamp af familien Lepiotaceae. Ved hjælp af deres kæber skærer de bladstumper af planter, som derefter bæres hjem til boet, hvor de anvendes som næring for denne svamp. Myrerne holder svampen sund ved at fjerne mug og parasitter fra den. På myrerne vokser bakterier, som udskiller kemiske stoffer, der virker som pesticider. Myrerne er i stand til at sanse, hvis en bestemt plante er giftig for svampen, og i så fald indsamler de den ikke mere.

Svampen anvendes som føde for myrelarverne, mens de voksne myrer lever af plantesaft. Larverne behøver svampen for at overleve, mens svampen er afhængig af myrerne for at overleve – et perfekt eksempel på symbiose.

Boet, der kan være op til 7 m dybt, er placeret på en sådan måde, at en brise kan fjerne farlig kuldioxid, der udskilles af svampen. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Leafcutter_ant)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var disse dyr frygtet blandt søfolk, da de med tiden var i stand til at destruere hele skibe.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af de græske ord di (‘to’), pteron (‘vinge’) og karpos (‘frugt’), hvilket hentyder til frøene, der er forsynet med to store vinger. Et billede af en sådan frugt kan ses på siden Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne.